Archive for august, 2015

At arbejde sig ind i Danmark


Der skrives om flovheden i, at Danmark nu annoncerer sig frem til at holde asylansøgere væk. At Danmark dermed iscenesætter sig selv som et fremmedfjendsk land, der slet ikke vil have nyt (læs: fremmed) blod ind i landet. Vi har nok i os selv.

Samtidig tales der fra politisk side om, at jo, vi skal have de højtuddannede til landet. At vi har brug for dem. Vi vil gerne være flere.

Og endelig diskuteres polakker og andet godtfolk, der stjæler vores arbejde. At arbejdsløsheden blandt danskere alligevel bliver ved med at rumle. Trods opsvinget, der buldrer løs – især i København.

Vi hører sjældent om de helt almindelige mennesker, der beslutter sig for at søge lykken i Danmark.

Så jeg vil fortælle om Theodor og Simone, der har en søn, der hedder Adrian. De kommer fra Rumænien. Theodor kom først som repræsentant for deres drømme. At bo i et civiliseret land, hvor hårdt arbejde betaler sig. Hvor man kan arbejde sig til en god levestandard, og hvor trygheden er reel, hvis man skulle blive syg eller på anden måde vitterligt have brug for samfundet.

Theodor fik straks arbejde, da han kom. Som rengøringsmand i industrien. De fleste studerende på landets universiteter ved ganske vist ikke, at sådanne job findes, for når de taler om ufaglært arbejde, har de lært et par eksempler udenad; fiskefileterne skal jo skæres og bliver det vist nok i Esbjerg, og forårsrullerne fra Kina bliver vist lavet på Fyn. Men mest af maskiner for resten. Så Theodors arbejde er ret ukendt for de mennesker, der ytrer sig om landets fremmedfjendske facon, om vores behov for højtuddannede og om de mange polske håndværkere.

Theodors arbejde er at gøre rent i industrien. Til 111 kr. i timen. På fuld tid. Så det gør han. Og han bliver ved. Han melder sig ikke syg, han beklager sig ikke over at være overkvalificeret, selvom han godt kan lave mange andre ting. Han arbejder og drømmer om, at Simone og Adrian en dag kan komme op til ham. Han bor til leje, og hvis de en dag kommer, skal de have et større sted at bo, og Adrian skal i skole. Det haster med at få dem op snart, så Theodor tager ekstra arbejde som vinduespudser.

Theodor henter Simone og Adrian en dag. Det lykkes for ham. Det lykkes for dem. Han tør næsten ikke stole på sit held, for Adrian lærer dansk, og Simone får arbejde; et arbejde ligesom ham selv. Samme arbejde. Samme timeløn. Når han lægger deres lønninger sammen og sammenligner summen med en husstandsindtægt i Rumænien, svimler det for ham. Ud af 111 kr. i timen lykkes det dem at bo til leje, at holde Adrian fin i tøjet, at spare en lille smule op, og at have deres egen, brugte bil, som de bruger flittigt, for de kører hver dag 70 km. til arbejde. Frem og tilbage, rundt med hinanden.

Danmark

Det er vigtigt, ved de, at de skal bo et roligt sted, for Adrian skal kunne trives, og Theodor har det ikke helt godt med storbyer. Simone og han taler om at kunne købe deres eget lille hus. Tænk hvis de kunne. Theodor tænker hele tiden over, hvad der skal til, for at deres drømme bliver til virkelighed. Han kan næsten ikke tro på sit held over at leve frit i et land, hvor drømme kan blive til virkelighed. Men det er jo sådan, det er. Han lever i Danmark.

Det er vigtigt, ved de, at de kan tale dansk. Theodor bliver efterhånden mere systematisk med sit sprog. Han er nødt til at lære sig dansk for at kunne følge med Adrian. Det er virkelig svært for Theodor det her. Men han melder sig til et kursus. Og det er godt for ham og for Adrian, at de har sproget sammen. Adrian slipper for rollen som oversætter. Og Simone begynder at kunne forstå en del. De har arbejde, de har skole, de forstår efterhånden det allermeste. De er nærmest lykkelige.

Ingen skriver eller taler om dem.

Det er vigtigt, ved de, at banken regner dem for noget. De 111 kr. i timen er ikke helt nok. Den unge bankrådgiver spørger, om ikke de har glemt nogle tillæg eller en månedlig grundløn, for så lidt har han aldrig set nogen tjene. Men timelønnen er god nok, eller – den er desværre den korrekte, og selv om de er to, der arbejder fuldtid, og Theodor arbejder ekstra, rækker deres løn ikke til at kunne købe deres eget hus. De leder ellers efter et andet sted at bo. Leje er jo penge ud af vinduet, når nu de går og har lyst til at gøre i stand og gøre ved.

Kreditforeningen siger nej. De vil bo for langt ude på landet, hvor huspriserne ganske vist er lave, men hvor kreditforeningerne vurderer, at husene ikke kan belånes, for hvem ved, om husene overhovedet er til at sælge (igen)? Theodor og Simone prøver sig frem. Desværre ligger huset enten i det forkerte postnummer. Eller også er huset for billigt. Eller begge dele. De regner på det i de sene aftentimer. Adrian må ikke belastes af det. Han skal passe sin skole. Skolen er det vigtigste af alt.

Bankrådgiveren siger nej til det næstvigtigste. Deres eget rækkehus, hvor Adrian kan tage skolebussen lige uden for døren, og hvor de har skov og strand i baghaven. Der er ro. Det er det rigtige sted, ved de. Nu må det være. – Jeres rådighedsbeløb er for lille, siger ham fra banken til dem. Det er den samme mand, som troede, det var en trykfejl med de 111 kr. i timen. Han har pomade i håret og en nystrøget, hvid skjorte på. Og lange sko. Lange, sorte sko. – Jeg kan ikke forstå, at I overhovedet har kunnet spare penge op af det, I har tjent, tilføjer han og beklager igen sit nej. Sådan nogen siger ikke undskyld. De beklager.

Pantebrevsfirmaet siger ja. Beregningen af, hvad to mindstelønninger tilsammen kan give til en lille familie med kun et skolebarn viser, at de godt kan købe et rækkehus til 400.000 kr. Selvfølgelig kan de det. Pantebrevsfirmaet bevilger fuld belåning, hvis blot de selv har 5 procent til udbetalingen. Og det har Theodor og Simone. Deres udholdenhed betaler sig nu. De er husejere.

– Kreditforeningen? De siger stadig nej. – Bankrådgiveren da? Han har netop fået endnu et personalelån til 1,5 procent. Hans nye lejlighed inde i København trængte til noget Mogensen. Børge, du ved.


At forglemme sig selv


På en af vores ture til Grønland sad vi en dag i udestuen i vores lille bygdehus og nød livet, hinanden og det lange udsyn ind mod Nuuk. På dette sted kan man virkelig tænke en tanke til ende, og blikket kan stilles på uendeligt langs fjorden. Jeg synes, det er sundt at leve dér.

Pludselig ramte noget hårdt og tungt taget. Boink! Vi blev begge vældigt forskrækkede, men også hurtigt optaget af, hvad det dog kunne være? Og kom så på den tanke, at det nok var en af ravnene, der var fløjet henover os med en fisk i næbbet. En fisk som så havde sprællet sig fri og dermed var blevet tabt. En ravn blev ved med at kredse rundt på afstand. Vores tanke viste sig at være rigtig, for da vi i nogen tid havde holdt os i skjul, væk fra vinduerne, kom ravnen forsigtigt nærmere igen og fik til sidst samlet fisken op i næbbet og fløj videre.

Det var en meget intens oplevelse, mens det stod på, og senere har det lagret sig i min hukommelse som et eksempel på at forglemme sig selv. Vi var ganske opslugte af dramaet, og vi blev sært opstemte af, at det lykkedes ravnen at få sit bytte igen.

Vil jeg hermed slå et slag for, at alle bør rejse til Grønland og sejle langt ind i en fjord og vente på, at der kommer en ravn forbi med en fisk, som den først taber og siden får igen efter tålmodig indsats – og til vores store glæde? Nej, egentlig ikke, skønt historien har dramaturgi som et eventyr.

Enhver må finde sin egen vej og sine egne eventyr. Fælles for Vestens såkaldt civiliserede mennesker er dog, at vi lever i en tid, hvor mange er med stor munterhed og ydre tilfredsstillelse. Og hvor nærmest lige så mange har problemer med at koble af. At have svært ved at koble af er i sig selv ikke noget problem her og nu, men over tid tærer det på hjernen og dermed hukommelsen, og det tærer på kroppen som sådan ikke at få lov til at hvile sig grundigt i fred og ro.

Jeg har opdaget over årene, at jeg er lykkeligst, når jeg har glemt tid og sted i et langt dyk ned eller ud i noget aldeles – skal det vise sig – vidunderligt. Noget som har opslugt mig i en sådan grad, at min fulde opmærksomhed blev samlet om dette ene. Det kan være noget så forskelligt som strikketøj, en samtale, en bog, et særligt indviklet excel-ark, der skal stemme. Eller det kan være et særligt lys over bakken, fuglesang, mens hunden luftes, en roses duft.

Nu kan en af forskellene mennesker imellem ligge i, hvordan vi henter ny energi, hvordan vi lader op. Er det gennem samvær med andre mennesker, eller er det gennem samvær med os selv? Mine eksempler ovenfor viser, at jeg hælder mest til indadvendte sysler i selskab med mig selv eller i hvert fald med mennesker, jeg kender så fortroligt, at jeg ikke ænser, at de er tilstede som noget ydre objekt. Det kaldes introversion. Jeg er blevet mere introvert med årene, har jeg tænkt, men snarere er jeg blevet mere mig selv.

En anden forskel kan nemlig ligge i, hvad jeg i mine psykologibøger har kaldt det ydre- og indrestyrede. Det er ikke det samme som at være ekstrovert eller introvert, for det handler om, hvorvidt det er omgivelserne (det ydre), der styrer os i afgørelsen af, om vi gør det rigtige, eller om det er os selv (det indre), der styrer og guider os i, om vi er på rette vej.

Vi kan være ekstroverte eller introverte: Henter vi vores energi i omgivelserne eller hos os selv?

Vi kan være ydre- eller indrestyrede: Får vi svaret på, om vi er på rette vej, hos andre eller hos os selv?

Hvad sker der nu ved at iagttage de to levemåder i kombination? Ja, det kan stikke af i to retninger, har jeg erfaret.

Foto: Per Kreutzmann

Salig stilhed. Foto: Per Kreutzmann

Den meget introverte, der lever med kun sin egen stemme for, hvad der er den rette vej at gå, kan blive ganske lukket om sig selv og så tilfreds i sin aleneværen, at vedkommende bliver uinteressant for andre mennesker at omgås. Personen selv vil ofte være indifferent og måske slet ikke opdage andres reaktion.

I den anden ende af skalaerne er den meget ekstroverte, der hænger ved andres læber og likes for at føle sig på rette vej. Et sådant menneske er typisk en gevinst for en fest, men vil skuffe fælt, hvis et andet menneske over lang tid insisterer på at få opfyldt egne behov. Personen selv vil ofte være bange for at være alene.

Er det overhovedet interessant at dvæle ved sådanne kategorier, der i praksis jo ikke er to adskilte kategorier, lige så lidt som det er enten eller med hensyn til dette at være ekstrovert/introvert, ydre-/indrestyret? Vi er jo alle sammen et sted midt imellem yderpunkterne?

Jeg synes jo – ja. At det er interessant. Og ved at se tilbage på ravnen, der tabte fisken og siden fik den samlet op igen, er det muligt at gøre en tankevækkende sammenligning. Ravnen er hverken introvert eller ekstrovert. Den er nogle gange det ene, nogle gange det andet. Jagt og yngelpleje kan fx få den ekstroverte adfærd frem. Og ravnen er ikke styret af andet end sine instinkter for, hvad der er bedst for overlevelsen.

På samme måde agerede vi to, der så på. Vi var ganske opslugte dér midt i vores enkle liv, hvor dagene handler om det mest basale for at leve.

Mit tankeeksperiment her handler om, at vi som såkaldt civiliserede i den vestlige del af verden er kommet meget langt væk fra, hvad der er oprindelig sund fornuft for os at gøre. Vi tvinges socialt til at være mere ekstroverte, end vi egentlig genetisk er bygget til at være, og med alderen finder ganske mange langsomt tilbage til deres egen, mere introverte måde. Men en del efterlades ensomt kontaktsøgende i det sociale hav, hvor festen aldrig slutter, og ingen tør gå hjem.

At gå hjem til sig selv er at beslutte sig for at lade det indre være ens kompas. Som psykolog ved jeg, at det er nærmest umuligt at arbejde terapeutisk med den medfødte ekstro- eller introversion. Til gengæld er der basis for at arbejde med sin ydre- eller indrestyring, så man kan være lige præcis så ekstrovert eller introvert, som man nu er, og være det situationsbestemt. Af hensyn til overlevelsen.

Narcissisme og dokumentation


Narcissisme er et efterhånden folkeligt begreb for at være optaget af sig selv. At være narcissist er en diagnose, som læger og psykologer benytter for mennesker, der har en usund/sygelig grad af narcissisme.

At være eksistenspsykolog (som jeg er) betyder blandt meget andet, at man ikke bryder sig om diagnosticering, men er mere optaget af, hvordan det enkelte menneske er i verden.

At være eksistenspsykolog betyder fx også, at man er optaget af enten-eller i livets egentlige valgsituationer, men at man derudover anser livets mange tilskikkelser for at være en grågrumset både-og situation; livet og dets mennesker indeholder en høj grad af kompleksitet. Og deraf også aversionen mod diagnosticering, som anses for at være en form for kassetænkning.

At reflektere over netadfærd er en logisk følge af at være eksistenspsykolog; hvorfor træder nogle mennesker fx i karakter alene på nettet? Eller gennem medierne? Hvorfor flammer fælles vrede så hurtigt op? Hvorfor hersker der en form for kassetænkning – de gode og de onde?

Et eksempel på en af mine refleksioner over Facebook, her hos Michelle Hviid:

Stor narcissisme - hvad er dét?Stor narcissisme2 - hvad er dét?

Jeg kunne have holdt min refleksion tilbage fra et netsted, hvor stor narcissisme findes, velvidende at mange af reaktionerne kun ville bekræfte mig i, at narcissismens væsen virkelig næres ved en enkelt “sagesløs”, der formaster sig til at mene noget andet. Men jeg ved også fra mit supervisionsarbejde, at mange mediemennesker, der er meget ‘på’ har det fredeligt med deres narcissisme; ja, dette at være optaget af sig selv i en vis grad er ligefrem en betingelse for, at de kan passe deres arbejde. Min forventning var derfor, at Facebook-sidens ejermand ville lade det prelle af, og at følgerne ville forene sig og gå i forsvar, men måske også med en tredje reaktionsform: – En dvælen ved idealiseringens væsen og en undren over, at vi kvinder ikke bliver hos os selv og i højere grad lader det ideelle blomstre i vores egen have og blande sig med det ukrudt, vi så flittigt ellers forsøger at skjule. Det er jo ikke enten eller.

– Men det var ikke helt, hvad der skete. Her er yderligere dokumentation for, hvad dette at jeg skulle have diagnosticeret uopfordret og offentligt og gentagne gange handler om, for jeg har ikke gjort nogen af delene.

Hvad jeg har gjort er, i et meget lille hjørne af Facebook, at skrive, at kvinden, der generelt og dagligt deler sine sexstunder, sin 9-årige datters vanskeligheder, sine operationsbilleder, sit raseri over yoghurt, whatever, har en stor narcissisme og meget behændigt i øvrigt har gjort det til sin forretning. Og jeg skrev det i en kontekst, hvor jeg (igen) undrede mig over, hvor hurtigt spætten huggede, da en formastelig, kræftramt følger prøvede at stille sig en anelse kritisk an over kvindens optagethed af egen sygdoms særlige omfang:

www.facebook.com/denkarenschultz/posts/10155935981145188

Lammefjorden 20.1.2013

Go to Top