Archive for august, 2015

At være vild med grænser

0

Vi har lige passeret tre landegrænser uden videre. En far er ved at blive dømt hjemme i Danmark for vedvarende at have voldtaget sin datter gennem 24 år uden videre. Formanden for Forsvarsudvalget, Rasmus Jarlov, deltager i Vild med Dans uden videre.

Grænser overskrides. Mellem lande. Inden i en datter. Mellem leg og alvor.

Det hele blandes sammen til en af vores tid så populære smoothie, hvor man godt ved, at de industrielle af slagsen er et sammensurium af frugt, der ikke ville tage sig for godt ud i hel stand på en salgsstades skrå hylde. Men der er Goiabær i. Så går alting jo. Uden videre.

Jeg er vild med grænser. Det synes jeg, Formanden for Forsvarsudvalget, Rasmus Jarlov, også skulle være ved ikke at deltage i Vild med Dans.

Den ganske infantile begrundelse er, at jeg selv er vild med at se Vild med Dans. Ikke at programmet beriger mig i en refleksiv retning over samfund og sammenhæng. Selv dommeren, Jens Werners uforståelige afstikkere af selvforstået opsang synker ned i den sorte plet i min reptilhjerne som en art stammesang, der hører fredag og afslapning til. Men det er netop pointen for mig. Programmet er afslapning, det er fredag, det er at have fri. Og min drøm om endnu en gang at svinge mig i balkjolerne til en gallafest har godt flyvevejr fredag aften og tager derfor fart lige dér fra min skrå lænestol. Uden videre.

Den ganske alvorlige begrundelse tager afsæt i det infantile. Idet programmet er ren afslapning for en million eller flere danskere, skal afgjort alvorlige ting ikke blandes ind i det. Ikke fordi det sjove program derved bliver mindre sjovt. Programmet kan endda ske at blive endnu sjovere, fordi vi elsker at se autoritative figurer falde. Men fordi det alvorlige derved udhules og tager retning af det sjove. At se Rasmus Jarlovs lange ben danne understel for hoftevrid af den Mads Vadske slags, vil i resten af min levetid være lagret et sted i min hukommelse. Og det vil komme frem, hver gang jeg fremover ser Jarlovs alvorlige ansigt i TV forklarende tilbagetrækning af F16, indkøb af nye kampfly og overvejelser om sikkerhedsniveau contra terrortrusler. Uden videre.

Når han i de følgende år udtaler sig om det betimelige i at købe kampfly for milliarder, vil jeg få associationer flettet ind over antallet og beløbet fra hans flagrende hænder rundt om en vrikkende kvindekrop, der æggende bønfalder ham om at blive taget, for det erotiske er dansens egentlige indhold. Og jeg vil få associationer til hans i øvrigt helt ligegyldige civile status som ugift, for hvorfor er han ikke til fals for alle de vildt lækre kvinder? Og endelig vil hans placering i programmet jo lagre sig. Blev han en Allan Simonsen, eller var han i virkeligheden en Tommy Kenter, der på trods af kropslig volumen kunne flytte benene hurtigere end en gepard, når bare der var dansetrin at udføre.

Hvorfor nu gøre så meget ud af en politikers deltagelse i Vild med Dans? Herregud, de politikere har jo gjort det før og vil gøre det igen. Og det er da også sjovt at se på. Verden er jo alvorlig nok endda.

Jo, jeg er helt med. Det er et lille eksempel, og verdensordenen afgøres næppe af Jarlovs dans.

Gamle italienske mure. Foto: Per Kreutzmann

Men verdensordenen er under opbrud i disse år. Vi har som land og som Europa brug for at stå knivskarpt. Vi klarer ikke skærene denne gang ved at lege os til løsningen, som vi har haft for vane i flere årtier med coaches og varm luft. Vi er overordnet i den alvorligste sikkerhedspolitiske situation siden 2. Verdenskrig. EU er pludselig kommet til diskussion som en af vores metoder. Vores sociale sikkerhedsnet går itu, hvis flygtningetilstrømningen bliver ved.

Vi har både åbne grænser og åbne kasser og har troet på det grænseløst gode i alle mennesker og oplever nu, at det gode i mennesker tager form som migranter, der som det første demonstrerer over ikke at blive behandlet ordentligt. De havde formentlig fået den opfattelse, at velfærdsgoder er noget man bare får, ikke noget man gør sig fortjent til ved at bo i landet og yde sit.

Vi må i den kommende tid finde frem til, hvordan vi danskere enten beholder den åbne grænse og lukker kassen eller lukker grænsen og beholder kassen åben. Hvorfor ikke gå drastisk til værks og lukke både grænsen og kassen da, vil nogen sikkert spørge?

Jeg er stolt over at være dansker netop, fordi kassen er åben over for de mennesker, der ikke kan klare sig selv. Så for mig at se er metoden klar: Få lukket grænsen og behold kassen åben.

Og så er jeg tilbage ved grænsen. Ikke blot den nationale, den personlige og den situationsbestemte. Men den grænse, der psykologisk findes i alt, hvad mennesket beflitter sig med. I den naturlige del af livet er der grænser. Stammeterritorier passeres kun efter sindrige aftaler. Egne børn beskyttes markant sammenlignet med andres. Leg og alvor praktiseres hver for sig i hver sin kontekst. Uden videre.

Jeg er netop rejst til Italien for måske sidste gang i mit liv. Vi kom hertil i bil uden at stoppe ved en eneste landegrænse. Vi mødte ikke en eneste tolder eller en eneste kontrol, skønt vi med en hund ombord i bilen skal kunne dokumentere en A4-sider lang liste af vacciner og forholdsregler, for vores velfærdshund skulle jo nødig bringe smitte over grænserne, vel? Vi passerede en meget stor teltlejr nær Milano, hvor migranterne bor sammen 8 og 8 og er så sure over de midlertidige boligforhold, at de er begyndt at demonstrere ude på landevejene rundt om. Og ved det lokale supermarked har 5 sorte slået sig ned på parkeringspladsen. De bor der vist nok.

Så mens Titanicdanmark og –europa synker ned i en grænseløs tilstand af kaos og åbne kasser, kører vi rundt i et ensomt bjerg og leger turister med en bureaukratisk vaccineliste på vores medbragte hund, som ingen alligevel gider se. Det ligger lige for, at vi har bureaukratiseret os ihjel, mens vi i misforstået godhed åbnede vores grænser.

At vi nu igen tror os i stand til at coache os legende igennem skærene, mens vi i misforstået godhed stiller op til dans i et underholdningsprogram. Uden videre.




At ønske sig et samfund

0

I går talte vi om selvtægt. I dag taler vi om flere flygtninge. I morgen taler vi igen om noget alvorligt. Og sådan bliver det ved. Vi ønsker os et (bedre) samfund.

 

Imens sker samfundet. Et barn et sted er bange for, at faderen igen skal stå op om natten og gå ned og tage sit jagtgevær i entreen og gå en tur. Eller skyde nogen. Moderen, barnet, måske sig selv. Et andet sted er en far ved at tage bukserne af sin egen datter, mens han vender hende om på ryggen, for sådan ligger hun bedst, når de skal lege. Sådan kan han bedst komme til, når han skal penetrere hende vaginalt om et øjeblik. Han er klar. Og et tredje sted står en mor og tørrer fedt af en pande med et stykke tørret brød, som hun langsomt spiser. Hun er sulten på syvende sommer.

Jeg ønsker et andet samfund. Jeg kan forestille mig scener, hvor et gevær bliver brugt til autentisk bukkejagt. Hvor en far skifter ble uden at spekulere over kønskvoter og feminister, der venter på at springe på ham på den ikke sexede måde, fordi de har læst om incest. Hvor enhver går mæt i seng også om sommeren. Især om sommeren.

Jeg kan abstrahere og udtænke overordnede spørgsmål med indbygget begrebsliggørelse, som jeg selv kan svare på på den abstrakte måde. Jeg kan gruppere og kategorisere og gå fra det personlige til det alment generelle og tilbage igen. Jeg er så dygtig. Jeg er en idiot. Som alle de andre i fjernsynet, der ganske abstrakte i deres ansigtsfolder sidder og forholder sig til samfundet, som de selvfølgelig selv oplever ske, konkret, derhjemme hos dem selv samme morgen, hvor konen igen var sur, og yngstebarnet svarede igen med foragt i stemmen, men som de glemmer eller gemmer eller bare fornemmer svagt, for den abstrakte ønskeleg er det, der gør sig deroppe i skyen.

De talte om selvtægt i går. Nogen havde spurgt nogen, om det var i orden at låse sin egen stjålne cykel op og tage den, hvis man fandt den igen? Om det var i orden at slå en indbrudstyv i sit eget hjem? Om ting, der i den abstrakte jargon kunne gå under begrebet selvtægt. Alle havde svaret ja til alt. Uha. En såkaldt forsker var derfor kaldt i studiet for at forklare, hvorfor danskerne gik ind for selvtægt. Hun vred sig tydeligvis i ubehag og indledte med at slå fast, at hun måske ikke var den rette til at svare. Pyh, her kom alligevel også konkrete, dagligdags eksempler frem, som ikke passede ind i hendes eget ønske om et samfund. Men hun fik sagt noget om, at de selvtægtsglade svar kunne tyde på, måske kunne fortolkes i retning af, at danskerne ikke fandt, at der blev gjort nok.

Og så steg hun til vejrs. Ja, hun skyndte sig derop, væk fra den konkrete virkelighed, hvor tyveri og indbrud sker og i sammenligning er i småtingsafdelingen, når gevær og incest og sult på syvende sæson også sker. Hun forsvandt derop, hvor alle såkaldt kloge mennesker helst befinder sig: I skylaget, hvor kun abstraktionen findes. Forskeren fik nemlig tilføjet, at hun var sikker på, at svarene havde været anderledes, hvis man havde spurgt mere abstrakt. Ved fx at spørge: ”Går du ind for selvtægt?” Her havde danskerne svaret nej, mente hun. Måske vidste hun det ligefrem fra en undersøgelse. Hun var jo forsker.

Nyhedsstrømmen gik videre i går formiddags. Jeg fulgte med et stykke og hørte, at forskeren senere blev gjort til sandhedsvidne på, at politiet gjorde for lidt. Og så stødte en politiker til. Hvad skal vi gøre? Og senere igen en psykolog. Hvorfor er vi sådan? Læs: Hvorfor opfører vi os som aber og stjæler vores egen cykel tilbage, mens vi slår på en indbrudstyv, der er kommet helt ind?

Jeg fulgte ikke videre med, men så sidst på aftenen Poul Erik Skammelsen stå i sin TV-avis og slå ud med armene i et forsøg på at gøre sig bred. Måske vidste han det heller ikke. Han er jo journalist.

Der er TV’s redigerede virkelighed, hvor vi mener noget, og så er der virkelighed, hvor mennesker gør noget. Der er abstrakte spørgsmål om holdninger, og så er der virkelighed, hvor mennesker gør noget. Der er mennesker, der mener, at mennesket er et godt menneske, og så er der virkelighed, hvor mennesket gør noget ondt.

Hvad vil jeg sige med dette?

At ønske sig. Foto: Per Kreutzmann

At ønske sig. Foto: Per Kreutzmann

1. Vi skal skelne mellem holdninger og gerninger.

Det er faktuelt sådan, at når man spørger mennesker om, hvad de mener, så giver de det pæne svar. Fx: Nej, jeg går ikke ind for selvtægt! Hvis man vil undersøge, hvad mennesker konkret gør, skal man observere dem i konkrete situationer. Fx ved at tælle op, hvor mange der har slået en indbrudstyv i eget hjem, og hvor mange der gjorde ingenting.

Selv undersøgelsen i går var jo abstrakt. ”Er det ok at slå en indbrudstvv med det baseballbat, som du har stående ved din seng om natten?” De fleste svarede ja. Men det var et abstrakt svar til et abstrakt spørgsmål. Måske ville de fleste bare pisse i bukserne af skræk. Eller noget. Heltenblut ist braun som bekendt. Vi ved det ikke. Undersøgelsen der fik en halv formiddag og et par Skammelsenvinger i sving viste ingenting. I virkeligheden.

2. Mennesker der kun kan lave abstraktioner er idioter.

Det er faktuelt sådan, at samfundet sker. Et barn et sted er bange. En far er ved at tage bukserne af. En mor tørrer fedt af en pande.

Når de abstraktionsglade mennesker med de velmenende holdninger udtaler sig oppe i skyen, gør de ingenting, der ændrer samfundet. De bevarer selvfølgelig opfattelsen af, at de er gode mennesker, der ønsker sig et godt samfund med lutter gode mennesker. De forbiser, at mennesker er nærmere aben, end vi bryder os om, At mennesker gør onde ting. Ofte fremstår de velmenende mennesker ikke bare naive, men også hule i deres betragtninger, fordi de aldrig selv har oplevet andet end velfærd, og har de endelig oplevet et bump på vejen, er deres velmenende ord ofte et forsøg på at flygte, at kompensere eller at revancere sig. – Mennesker er jo gode. Det var samfundets skyld dengang, jeg … Forklarer de sig.

De mennesker, der virkelig ønsker sig et samfund, hvor noget godt sker, er i samfundet og gør noget nede på jorden i bevidstheden om, at mennesket nogle gange også gør onde ting.

Så måske jeg skulle se at komme i gang. Inden jeg bliver for god.




At arbejde sig ind i Danmark

0

Der skrives om flovheden i, at Danmark nu annoncerer sig frem til at holde asylansøgere væk. At Danmark dermed iscenesætter sig selv som et fremmedfjendsk land, der slet ikke vil have nyt (læs: fremmed) blod ind i landet. Vi har nok i os selv.

Samtidig tales der fra politisk side om, at jo, vi skal have de højtuddannede til landet. At vi har brug for dem. Vi vil gerne være flere.

Og endelig diskuteres polakker og andet godtfolk, der stjæler vores arbejde. At arbejdsløsheden blandt danskere alligevel bliver ved med at rumle. Trods opsvinget, der buldrer løs – især i København.

Vi hører sjældent om de helt almindelige mennesker, der beslutter sig for at søge lykken i Danmark.

Så jeg vil fortælle om Theodor og Simone, der har en søn, der hedder Adrian. De kommer fra Rumænien. Theodor kom først som repræsentant for deres drømme. At bo i et civiliseret land, hvor hårdt arbejde betaler sig. Hvor man kan arbejde sig til en god levestandard, og hvor trygheden er reel, hvis man skulle blive syg eller på anden måde vitterligt have brug for samfundet.

Theodor fik straks arbejde, da han kom. Som rengøringsmand i industrien. De fleste studerende på landets universiteter ved ganske vist ikke, at sådanne job findes, for når de taler om ufaglært arbejde, har de lært et par eksempler udenad; fiskefileterne skal jo skæres og bliver det vist nok i Esbjerg, og forårsrullerne fra Kina bliver vist lavet på Fyn. Men mest af maskiner for resten. Så Theodors arbejde er ret ukendt for de mennesker, der ytrer sig om landets fremmedfjendske facon, om vores behov for højtuddannede og om de mange polske håndværkere.

Theodors arbejde er at gøre rent i industrien. Til 111 kr. i timen. På fuld tid. Så det gør han. Og han bliver ved. Han melder sig ikke syg, han beklager sig ikke over at være overkvalificeret, selvom han godt kan lave mange andre ting. Han arbejder og drømmer om, at Simone og Adrian en dag kan komme op til ham. Han bor til leje, og hvis de en dag kommer, skal de have et større sted at bo, og Adrian skal i skole. Det haster med at få dem op snart, så Theodor tager ekstra arbejde som vinduespudser.

Theodor henter Simone og Adrian en dag. Det lykkes for ham. Det lykkes for dem. Han tør næsten ikke stole på sit held, for Adrian lærer dansk, og Simone får arbejde; et arbejde ligesom ham selv. Samme arbejde. Samme timeløn. Når han lægger deres lønninger sammen og sammenligner summen med en husstandsindtægt i Rumænien, svimler det for ham. Ud af 111 kr. i timen lykkes det dem at bo til leje, at holde Adrian fin i tøjet, at spare en lille smule op, og at have deres egen, brugte bil, som de bruger flittigt, for de kører hver dag 70 km. til arbejde. Frem og tilbage, rundt med hinanden.

Danmark

Det er vigtigt, ved de, at de skal bo et roligt sted, for Adrian skal kunne trives, og Theodor har det ikke helt godt med storbyer. Simone og han taler om at kunne købe deres eget lille hus. Tænk hvis de kunne. Theodor tænker hele tiden over, hvad der skal til, for at deres drømme bliver til virkelighed. Han kan næsten ikke tro på sit held over at leve frit i et land, hvor drømme kan blive til virkelighed. Men det er jo sådan, det er. Han lever i Danmark.

Det er vigtigt, ved de, at de kan tale dansk. Theodor bliver efterhånden mere systematisk med sit sprog. Han er nødt til at lære sig dansk for at kunne følge med Adrian. Det er virkelig svært for Theodor det her. Men han melder sig til et kursus. Og det er godt for ham og for Adrian, at de har sproget sammen. Adrian slipper for rollen som oversætter. Og Simone begynder at kunne forstå en del. De har arbejde, de har skole, de forstår efterhånden det allermeste. De er nærmest lykkelige.

Ingen skriver eller taler om dem.

Det er vigtigt, ved de, at banken regner dem for noget. De 111 kr. i timen er ikke helt nok. Den unge bankrådgiver spørger, om ikke de har glemt nogle tillæg eller en månedlig grundløn, for så lidt har han aldrig set nogen tjene. Men timelønnen er god nok, eller – den er desværre den korrekte, og selv om de er to, der arbejder fuldtid, og Theodor arbejder ekstra, rækker deres løn ikke til at kunne købe deres eget hus. De leder ellers efter et andet sted at bo. Leje er jo penge ud af vinduet, når nu de går og har lyst til at gøre i stand og gøre ved.

Kreditforeningen siger nej. De vil bo for langt ude på landet, hvor huspriserne ganske vist er lave, men hvor kreditforeningerne vurderer, at husene ikke kan belånes, for hvem ved, om husene overhovedet er til at sælge (igen)? Theodor og Simone prøver sig frem. Desværre ligger huset enten i det forkerte postnummer. Eller også er huset for billigt. Eller begge dele. De regner på det i de sene aftentimer. Adrian må ikke belastes af det. Han skal passe sin skole. Skolen er det vigtigste af alt.

Bankrådgiveren siger nej til det næstvigtigste. Deres eget rækkehus, hvor Adrian kan tage skolebussen lige uden for døren, og hvor de har skov og strand i baghaven. Der er ro. Det er det rigtige sted, ved de. Nu må det være. – Jeres rådighedsbeløb er for lille, siger ham fra banken til dem. Det er den samme mand, som troede, det var en trykfejl med de 111 kr. i timen. Han har pomade i håret og en nystrøget, hvid skjorte på. Og lange sko. Lange, sorte sko. – Jeg kan ikke forstå, at I overhovedet har kunnet spare penge op af det, I har tjent, tilføjer han og beklager igen sit nej. Sådan nogen siger ikke undskyld. De beklager.

Pantebrevsfirmaet siger ja. Beregningen af, hvad to mindstelønninger tilsammen kan give til en lille familie med kun et skolebarn viser, at de godt kan købe et rækkehus til 400.000 kr. Selvfølgelig kan de det. Pantebrevsfirmaet bevilger fuld belåning, hvis blot de selv har 5 procent til udbetalingen. Og det har Theodor og Simone. Deres udholdenhed betaler sig nu. De er husejere.

– Kreditforeningen? De siger stadig nej. – Bankrådgiveren da? Han har netop fået endnu et personalelån til 1,5 procent. Hans nye lejlighed inde i København trængte til noget Mogensen. Børge, du ved.




At forglemme sig selv

0

På en af vores ture til Grønland sad vi en dag i udestuen i vores lille bygdehus og nød livet, hinanden og det lange udsyn ind mod Nuuk. På dette sted kan man virkelig tænke en tanke til ende, og blikket kan stilles på uendeligt langs fjorden. Jeg synes, det er sundt at leve dér.

Pludselig ramte noget hårdt og tungt taget. Boink! Vi blev begge vældigt forskrækkede, men også hurtigt optaget af, hvad det dog kunne være? Og kom så på den tanke, at det nok var en af ravnene, der var fløjet henover os med en fisk i næbbet. En fisk som så havde sprællet sig fri og dermed var blevet tabt. En ravn blev ved med at kredse rundt på afstand. Vores tanke viste sig at være rigtig, for da vi i nogen tid havde holdt os i skjul, væk fra vinduerne, kom ravnen forsigtigt nærmere igen og fik til sidst samlet fisken op i næbbet og fløj videre.

Det var en meget intens oplevelse, mens det stod på, og senere har det lagret sig i min hukommelse som et eksempel på at forglemme sig selv. Vi var ganske opslugte af dramaet, og vi blev sært opstemte af, at det lykkedes ravnen at få sit bytte igen.

Vil jeg hermed slå et slag for, at alle bør rejse til Grønland og sejle langt ind i en fjord og vente på, at der kommer en ravn forbi med en fisk, som den først taber og siden får igen efter tålmodig indsats – og til vores store glæde? Nej, egentlig ikke, skønt historien har dramaturgi som et eventyr.

Enhver må finde sin egen vej og sine egne eventyr. Fælles for Vestens såkaldt civiliserede mennesker er dog, at vi lever i en tid, hvor mange er med stor munterhed og ydre tilfredsstillelse. Og hvor nærmest lige så mange har problemer med at koble af. At have svært ved at koble af er i sig selv ikke noget problem her og nu, men over tid tærer det på hjernen og dermed hukommelsen, og det tærer på kroppen som sådan ikke at få lov til at hvile sig grundigt i fred og ro.

Jeg har opdaget over årene, at jeg er lykkeligst, når jeg har glemt tid og sted i et langt dyk ned eller ud i noget aldeles – skal det vise sig – vidunderligt. Noget som har opslugt mig i en sådan grad, at min fulde opmærksomhed blev samlet om dette ene. Det kan være noget så forskelligt som strikketøj, en samtale, en bog, et særligt indviklet excel-ark, der skal stemme. Eller det kan være et særligt lys over bakken, fuglesang, mens hunden luftes, en roses duft.

Nu kan en af forskellene mennesker imellem ligge i, hvordan vi henter ny energi, hvordan vi lader op. Er det gennem samvær med andre mennesker, eller er det gennem samvær med os selv? Mine eksempler ovenfor viser, at jeg hælder mest til indadvendte sysler i selskab med mig selv eller i hvert fald med mennesker, jeg kender så fortroligt, at jeg ikke ænser, at de er tilstede som noget ydre objekt. Det kaldes introversion. Jeg er blevet mere introvert med årene, har jeg tænkt, men snarere er jeg blevet mere mig selv.

En anden forskel kan nemlig ligge i, hvad jeg i mine psykologibøger har kaldt det ydre- og indrestyrede. Det er ikke det samme som at være ekstrovert eller introvert, for det handler om, hvorvidt det er omgivelserne (det ydre), der styrer os i afgørelsen af, om vi gør det rigtige, eller om det er os selv (det indre), der styrer og guider os i, om vi er på rette vej.

Vi kan være ekstroverte eller introverte: Henter vi vores energi i omgivelserne eller hos os selv?

Vi kan være ydre- eller indrestyrede: Får vi svaret på, om vi er på rette vej, hos andre eller hos os selv?

Hvad sker der nu ved at iagttage de to levemåder i kombination? Ja, det kan stikke af i to retninger, har jeg erfaret.

Foto: Per Kreutzmann

Salig stilhed. Foto: Per Kreutzmann

Den meget introverte, der lever med kun sin egen stemme for, hvad der er den rette vej at gå, kan blive ganske lukket om sig selv og så tilfreds i sin aleneværen, at vedkommende bliver uinteressant for andre mennesker at omgås. Personen selv vil ofte være indifferent og måske slet ikke opdage andres reaktion.

I den anden ende af skalaerne er den meget ekstroverte, der hænger ved andres læber og likes for at føle sig på rette vej. Et sådant menneske er typisk en gevinst for en fest, men vil skuffe fælt, hvis et andet menneske over lang tid insisterer på at få opfyldt egne behov. Personen selv vil ofte være bange for at være alene.

Er det overhovedet interessant at dvæle ved sådanne kategorier, der i praksis jo ikke er to adskilte kategorier, lige så lidt som det er enten eller med hensyn til dette at være ekstrovert/introvert, ydre-/indrestyret? Vi er jo alle sammen et sted midt imellem yderpunkterne?

Jeg synes jo – ja. At det er interessant. Og ved at se tilbage på ravnen, der tabte fisken og siden fik den samlet op igen, er det muligt at gøre en tankevækkende sammenligning. Ravnen er hverken introvert eller ekstrovert. Den er nogle gange det ene, nogle gange det andet. Jagt og yngelpleje kan fx få den ekstroverte adfærd frem. Og ravnen er ikke styret af andet end sine instinkter for, hvad der er bedst for overlevelsen.

På samme måde agerede vi to, der så på. Vi var ganske opslugte dér midt i vores enkle liv, hvor dagene handler om det mest basale for at leve.

Mit tankeeksperiment her handler om, at vi som såkaldt civiliserede i den vestlige del af verden er kommet meget langt væk fra, hvad der er oprindelig sund fornuft for os at gøre. Vi tvinges socialt til at være mere ekstroverte, end vi egentlig genetisk er bygget til at være, og med alderen finder ganske mange langsomt tilbage til deres egen, mere introverte måde. Men en del efterlades ensomt kontaktsøgende i det sociale hav, hvor festen aldrig slutter, og ingen tør gå hjem.

At gå hjem til sig selv er at beslutte sig for at lade det indre være ens kompas. Som psykolog ved jeg, at det er nærmest umuligt at arbejde terapeutisk med den medfødte ekstro- eller introversion. Til gengæld er der basis for at arbejde med sin ydre- eller indrestyring, så man kan være lige præcis så ekstrovert eller introvert, som man nu er, og være det situationsbestemt. Af hensyn til overlevelsen.

Klummer

Call me old fashioned. Men jeg har besluttet, at min ugentlige klumme findes under ‘Klummer’. Ikke noget med blog og indlæg i mit hus. Indlæg minder mig om vatplader i en tom BH. Eller noget med trusser. Og blog om noget med log og den kolde krig.

 

Så fredag formiddag vil det være en klumme, der er klar – og klar.

Go to Top