Archive for september, 2015

At føle sig lidt til grin

8

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I alle disse år var jeg med til at passe på Danmark, og sammen forhindrede vi fjendtligtsindede i at komme ind i landet og gøre os ondt. Vi kaldte det Forsvaret; andre kaldte det Militæret.

Vi øvede os i at forsvare Danmark mod de russere, vi frygtede ville komme og gøre vores land til deres. Og vi lykkedes.

Troede vi.

For et par uger siden begyndte tusinder af mennesker at gå og køre ind i Danmark, selv om de burde være blevet i det første land i Europa og dér have søgt om asyl eller arbejds- og opholdstilladelse. Det skønnes, at 2 procent af dem er fundamentalister, der vil Danmark til livs. I løbet af et par uger er der altså sluppet ca. 250 fjendtligtsindede ind i Danmark. Uden registrering. Uden navn. Uden kendt opholdssted.

Vores udenrigsminister Søren Pind fortalte os forleden, at Danmark har klaret det flot. Politiet har fået føjet endnu en plakat til andemor med de små ællinger, der skal over vejen. For selv om politiet lod de indtrængende passere i flokke, så fik vi allesammen et billede af en dansk betjent, der midt på motorvejen legede okker-gokker-gummiklokker med en lille pige.

Og det billede havde vitterligt været meget flot, hvis ikke det var for den kendsgerning, at det ydrestyrede, altså dette hvordan det hele tager sig ud udefra, har styret Danmarks udenrigspolitik i de senere uger. Selv landets sikkerhed bliver nu spinnet først og forsvaret siden.

De 250 fjendtligtsindede er her stadig.

Tror vi.

Og jo, jeg kan godt forstå, at Danmarks omdømme i en europæisk sammenhæng også betyder noget for, hvordan vores egen sikkerhedspolitiske situation står. At vi ikke alene kan forsvare os. Ligesom jeg kan forstå – og i øvrigt helt uden nærmere analyse – at et menneske i nød, der banker på min dør, skal have, hvad der er indlysende: Hjælp her og nu.

CIMIC

Kan I huske historien om moderen, der sidder i flyet med sine børn, og hvor al ilt forsvinder fra kabinen. Hvad gør den kloge mor her? Hun tager selv iltmasken på som det første, for derved overlever hun og kan redde sine børn. Den instinktive reaktion fra en mor ville ellers være at give sine børn masken på først.

Danmarks behjertede mennesker har reageret som moderen. Instinktivt. Vi har derved vist vores gode hjerter. Men vi skal selv have iltmasken på for at kunne blive ved med at hjælpe de mange nødlidende mennesker rundt om i verden.

Gode hjerter holder ikke strømmen, hvis ikke de også hænger sammen med en oplader, en hjerne.

Jamen, hvad skulle alternativet da have været, spurgte Birthe Rønn Hornbæk bagefter stolt som tidligere politikvinde. Skulle vi måske have gjort som ungarerne og tævet folk, spurgte hun på skrømt?

Nej, man tæver ikke bare folk. Man har en plan. Man er forberedt. Man kontrollerer og styrer sig igennem. Så andemor kan komme over vejen, så børnene kan få iltmasken på.

Dét kunne være sket ved

  1. at Danmark havde haft en beredskabsplan, som man satte i værk så såre de første efterretninger om strømme var på vej mod Rødby og Padborg,
  2. at man ud fra samme beredskabsplan henover de seneste år havde øvet sig i, at en større flygtningestrøm gik ind over den danske grænse,
  3. at man i udrulningen af beredskabsplanen udførte en koordineret politi- og militærindsats tilsat krisehjælp fra allehånde sociale instanser.

Dét er civilt og militært samarbejde, CIMIC, når det er bedst. Dvs., det er planlagt samarbejde, indøvet og sat ind i tide.

En indvending her er sikkert, at man skam havde en plan, der blev rullet ud med en række civile instanser. De var ganske vist sent ude, men kom igang, da det stod klart, at det vitterligt væltede ind med mennesker.

Jeg efterlyser imidlertid en civil-militær beredskabsplan, som i omfang og autoritet havde gjort det muligt at bevare kontrollen og at få alle registreret. Nu kom det i stedet ud af kontrol i den forstand, at de danske myndigheder blev umyndiggjort, mens de så bagefter kunne påstå, at de bevarede kontrollen, fordi de ikke slog, ligesom de såkaldt dumme i Ungarn.

Når vi ikke havde en sådan CIMIC-plan mod indtrængende flygtninge/migranter, og når vi valgte ikke at sætte militæret ind – hvilket kun havde været muligt med en detaljeret og virkeligt velindøvet CIMIC-plan – så skyldes det jo én eneste ting:

Ingen i Regeringen eller blandt de involverede myndigheder havde forestillet sig, at Tyskland pludselig blot gjorde, som det passede dem, og lod titusinder af mennesker fra ikke-EU-lande rejse igennem.

Ingen havde forestillet sig, at der ville komme flygtningestrømme mellem EU-lande.

Alle satte de deres lid til Schengen-aftalen, skønt titusinder af mennesker er strømmet hen til EU’s ydre grænser i meget lang tid.

Alle satte de deres lid til Merkel, der som gammel østberliner måske har noget med, at det er synd for mennesker at blive holdt tilbage bag en mur eller en grænse. Eller måske vil hun bare bestemme. Vi kan ikke vide det. Sagen er, at hun gik enegang uden om EU og lod strømmene gå, som de nu ville.

Vi har for længst mistet frygten for russerne, og har derfor stort set nedlagt Forsvaret. Måske glemte vi at frygte tyskerne og vores egen magtelites arrogance? For hvor er det, vi er på vej hen med denne enegang fra ét EU-land og denne laden stå til herhjemme?

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I mit sidste job var jeg chef for Den Danske Civil-Militære Enhed. Det gav mig som psykolog og som tidligere linjeofficer den optimale mening at skulle forene det bedste fra det civile samfund og det bedste fra Forsvaret til gavn for Danmark.

Jeg holdt op, fordi Militæret ikke tillagde CIMIC nogen som helst betydning. Jo, en skolestue hist og en elforsyning pist i Irak og i Afghanistan. Og en lille flygtningestrøm i drejebogen, når man øvede sig på internationale operationer. Men ellers? CIMIC havde laveste status hos pansergeneralerne, herunder min sidste chef, Knud Bartels især. Det var i 2005.

Jeg følte mig lidt til grin.

Samme år blev Merkel kansler i Tyskland. Og siden blev Knud formand for NATOs militære komité.

De har nok haft travlt med alt mulig andet end beredskabsplaner. Russerne var jo holdt op med at true.

Troede de.

Og flygtningestrømme var det eksotiske krydderi i pladderhumanisternes CIMIC-planer.

Troede de.




At tro på kærlighed

2

Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.




At flygte eller flytte

7

Da jeg var 16 år gammel flyttede jeg hen til min ungdomskæreste og hans far. De boede i et lille hus, hvor moren nogle år forinden havde taget livet af sig, så det var ikke noget muntert hus. Men det var en god erstatning for dét, jeg reelt flygtede fra: En pervers stedfar og en sindssyg mor.

Nu står vi ved kajen eller på perronen eller sidder bag skærmen og kigger på de mennesker, der kommer ind i Danmark. Er de i færd med at flygte eller er de i færd med at flytte? Danskere skælder hinanden ud på sociale medier over, at

– de selvfølgelig er på flugt, for der er jo krig i Syrien, eller at
– de selvfølgelig er midt i en flytning, for stadstøjet er på.

Men sagen er, at vi ved det ikke. Om de flygter eller flytter. Ingen kan udefra se, om et menneske er på vej væk fra noget eller bare ved at flytte sig. Alt kan tage sig roligt ud udefra, når der er kaos indeni. Og omvendt. Det ved jeg som psykolog noget om.

Tager vi de juridiske briller på, er ingen af disse mennesker, der kommer ind over Danmarks grænser i disse uger ved at flygte. De har allerede været i indtil flere lande, hvor de kunne og juridisk skulle have søgt asyl, så når de nu kommer til Danmark, kommer de ikke alene med en ulovlig undladelsessynd i bagagen ved ikke at have søgt asyl tidligere i et andet land, de kommer også som nogle, der er ved at flytte, som såkaldte migranter.

Juristen tager imidlertid altid de tørre briller på. Og skelner ikke mellem, hvad der raser indenbords, intrapsykisk. Som en skilsmisseadvokat engang ganske nøgternt gjorde klart for mig: Du vil have retfærdighed? – Der er kun den retfærdighed, du kan komme med dokumentation på.

Hvis jeg imidlertid et øjeblik tager de tørre briller af og lader dokumentationen være og i stedet tager psykologens briller på, hvad ser jeg da? – Ja, jeg ser to grupperinger, og jeg undskylder på forhånd og beder om ikke at blive lagt for had; det er ikke min intention at genere nogen som helst:

1. Mennesker der er på flugt og er helt rundtossede over, hvad der er op og ned og bare skal VÆK FRA noget. Men juridisk og udefra set jo er ved at flytte.
2. Mennesker der – ganske udspekuleret – er ved at flytte og er ganske sikre på, hvad der er op og ned og bare skal HEN TIL et bestemt sted. Men juridisk og udefra set har fordel af at ligne nogle, der flygter. Nogle af dem er ufarlige, for de vil bare hjem til svigermor i Sverige; andre er vildt farlige, for de vil med fuldt overlæg ødelægge den vestlige verden.

Har vi da psykologisk set en sammenblanding af ofre og bødler her? Ja, det er jeg virkelig bange for. Sammenstimlingen af så mange reelle ofre, der kalder på det bedste i mennesket – næstekærligheden, giver også et skalkeskjul for de seriøst sindssyge; de mennesker der spekulerer i at udnytte situationen og lader sig falde ind i strømmen af ofre, så de selv slipper med, som om de var ofre.

Jeg er forvisset om, at alle danskere i hjertet gerne vil hjælpe den første gruppering. Et menneske, der står og er i akut nød? Kan du sige nej til at hjælpe? Nej, vel?

Ligeså forvisset er jeg desværre om, at den anden gruppering findes, og at især den andennævnte undergruppering her ganske fermt er ved at splitte danskere udi to adskilte lejre, som om halvdelen af os ikke vil hjælpe den første gruppering. Som om vi, jeg, er uden hjerte.

Hvis jeg – helt uvidenskabeligt – ser mig omkring blandt de mennesker, jeg kender nært, godt eller bare perifert, så er der en slående sammenhæng for mig, som jeg næsten ikke kan bære, om den er rigtig:

– Jo mindre et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at kun den første gruppering findes. At 1. findes.
– Jo mere et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at især den anden gruppering findes. At 2. findes. Hvorfor? Jo, fordi man som et menneske, der selv er flygtet fra noget, ved, at det gennemtænkt onde findes. Man ser ikke lidelsen i sig selv. Man kender lidelsens årsag, dets arnested. Det perverse. Det sindssyge i sig selv. Man har selv været offer og ser kun bødlerne.

Sultne børn fra Biafra

Det helt vanvittige resultat af danskeres diskussion om disse folkestrømme, hvad enten de nu kommer i en eller to grupperinger, er, at danskerne splittes. På den ene side kan dem uden personlig erfaring om det grusomme næsten ikke rumme den foragt, de selv føler for de ufølsomme andre, der med deres personlige erfaringer i bagagen modsat godt kan holde fast i realismen og se for sig, at der iblandt folketilstrømningen er brodne kar og i forlængelse heraf har svært ved upåtalt at høre på den naivitet, som de oplever de følsomme udtrykke.

Hvordan kom det så vidt, at alle vi, der nærmest har gået i samme skole og i hvert fald kender nogen, der er hinandens kusine eller fætter, pludselig bliver delt op i to lejre? De følsomme og de ufølsomme? De gode og de onde? Hvem kan dog have glæde af, at vi sådan spytter på hinanden med vrede ord og øgenavne og lader det drive dertil, at vi formeligt hader hinanden i en jer-og-os-talemåde, som om vi er farlige for hinanden?

Vi må psykologisk set alle sammen besinde os. Jeg må forstå, at de mennesker, der kun kan se ofre på motorvejene, er mennesker, der lader sig fylde af næstekærlighed og bare ikke lige husker, måske ikke ved, at der også findes onde mennesker. Og jeg må huske mig selv på, at de mennesker, der især kan se bødler på motorvejen, er mennesker, der måske har en egen historie med sig, en historie der reaktiveres, hvorved de lige glemmer eller måske stadig ikke ved, at der også findes gode mennesker.

Og når alt dette er skrevet. Om gode og onde mennesker. Så står tilbage for mig, hvad der har været mantraet i mit liv. Husk dig selv på, at der ikke er gode og onde mennesker. I ethvert menneske er der lidt af hvert.

Det vidste jeg ikke, dengang jeg var 16 år og langt om længe flygtede. Jeg var alene om at vide, at det var en flugt; alle andre omkring mig talte om det, som om det var en flytning. Jeg havde opgivet håbet om, at det hjalp at sige noget højt.

For mens mine nærmeste voksne opførte sig sindssygt, talte medier og andre voksne dengang især om de sultende børn i Biafra. Og lavede indsamlinger. Jeg følte mig dobbelt svigtet, kan jeg huske. Indefra af min egen familie. Udefra af de andre voksne, der var så tæt på og alligevel ikke så, hvad jeg var udsat for.

Der er altid ofre et sted i verden. Der er stadig børn, der sulter ihjel i Biafra. Nogen kan hverken flygte eller flytte. Hvem mon er et offer allernærmest dig selv, dér hvor du nu er? – Ræk din hånd frem.




At trives med stilhedens spejl

2

Det var en velkendt vittighed på psykologistudiet, da jeg gik der, at vi er gået fra det neurotiske – til det narcissistiske samfund.

Hvor vi andre var kontrollerende og tvangsprægede og rettet mod andre mennesker, blev den nye generation i stedet bare optaget af sig selv og egen adfærd i et omfang, så det kunne mærkes i konsultationen. Enhver ny klient kom alt efter alder med enten

et behov for at lære at slappe af og med angstsymptomer eller med

et behov for at lære at holde op med at se sig selv i spejlet og med en tomhedsfølelse.

I de senere år er en ny og tredje klienttype dukket op. Nu er det ikke længere bare et spørgsmål om at lære at slappe af og lægge selfiestangen fra sig. Nu er det også et spørgsmål om at lære, hvad der er sandt og falskt. At virkeligheden ikke er noget, man blot selv redigerer og sætter op. At forførelse gennemført som bevidst handling er en forstyrrelse af en moderne art, der giver neurotikere, narcissister og andet godtfolk baghjul, når det kommer til virkeligt vanvid.

Denne tredje klienttype er kriminelle. Og nej, vi har ikke kun at gøre med mænd, der sidder i fængsel. Det er tilsyneladende velfungerende mennesker, der tilrettelægger virkeligheden, så den lige præcis passer til dem og deres behov. Sådan nogen vi-kysser-bare-verden-for-vi-er-så-fucking-fantastiske.

4 (3)Jeg har netop læst bestselleren Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn.

Den kvindelige hovedperson Amy er indbegrebet af den moderne ulykkelighed, hvor mennesket ikke længere kender forskel på, hvad der er konkret virkelighed, og hvad der bliver til hendes egen redigerede virkelighed, som hun selv tilrettelægger, sådan som de gør i TV. I bogen er Amy barn af to børnepsykologer, der i misforstået godhed har ladet hende få hovedrollen i alle forhold og tilmed har skrevet bøger om hende i en særlig sej udgave. Amy har således allerede som barn fået den opfattelse, at hun altid er midtpunkt for alt væsentligt, og at forældrene alligevel ikke elsker hende på den rigtige måde, for ethvert nok så lille skridt, nok så uvæsentlig en handling fra hendes side er blevet gjort til genstand for iagttagelse og til objektgørelse.

Objektgørelse, tænker du her? Hvad fanden er det?

Det svarer til, at du som forældre i stedet for at kramme din unge på skødet, læse en godnathistorie eller spille lidt fodbold, ja så gør du måske nok nogenlunde nogle af de samme ting, men du skynder dig at fotografere det, så du kan putte det på Facebook. Du gør dit barn til et objekt.

Det bliver dit barn pænt forskruet af. I bogen Kvinden der forsvandt er Amy uden for terapeutisk rækkevidde og skyr intet middel for at kunne bevare og komme af sted med – og nu kommer det særligt uhyggelige – en akkumuleret suppe af psykologiens til alle tider sygeste shit: Hun kontrollerer alt/hun ser sig selv i spejlet konstant/hun lyver så stærkt som en hest kan rende.

Hun kreerer sin egen virkelighed.

Det er et af de mest syge mennesker, jeg er stødt på. Og formentlig sygt allermest, fordi hendes omstændigheder også er så vanvittige. Men ikke kun. Hun er en moderne psykopat, der ved, at hun er det. Og hun bruger det hele med overlæg.

Findes sådan nogle mennesker i virkeligheden? – Ja, det kan jeg forvisse dig om. De går frit omkring forklædt som helte af et særligt stof. Og de kommer i konsultationen hos psykologen. Ikke for at lære at slappe af. Ikke for at få hjælp til den tomhed, de mærker. Men for at få (endnu mere) taletid. For at have endnu et sted, hvor de ikke behøver lytte til andre. Hvor de ikke behøver at stå til ansvar. Ikke behøver at tale sandt. Psykologen for sin del kan lade det passere med blikket stift rettet mod honoraret, der jo falder af. Måske. Og typisk shopper en sådan klient alligevel også videre. Inden de bliver ganske gennemskuet.

Denne tredje generation af klienter, denne akkumulerede kontrol/spejl/løgn-type huserer på Facebook, hvor de lyver sig fattige, når de faktuelt har penge. Hvor de lyver sig kompetente, når de vitterligt er røven af fjerde division, hvad evner angår. Hvor de samler på beundrere kun, når de krævende fans insisterer på lidt responsiv feedback.

Er de til fare for andre, for samfundet, for sig selv?

Næh. Det alvorligste der kan ske, er at de bliver så indebrændt skuffede over et svigt (fra en anden, ikke deres egne svigt selvfølgelig), at de tager livet af sig. De er suicidale mere end de fleste, fordi de bliver SÅ skuffede, når andre ikke bare betingelsesløst elsker dem. Men kun når de selv har fået børn, er der grund til at tage affære. For et barn der vokser op hos et sådant menneske, får aldrig sine egne behov dækket.

Men ellers?

Ikke rigtigt noget faretruende som sådan. De er typisk i branchen for varm luft, hvor terapi og alternativ behandling og jeg holder foredrag om ikke-noget, men snakker lidt, dvs. rigtigt meget, om mig selv, udgør hovedingredienserne. Det moderne og overfladiske liv med andre ord.

Hvor det er moderne at styrte afsted. Hvor det er moderne at sætte mål op for sig selv. Og det er moderne at stige. I pris og til vejrs og i begejstring.

Jeg selv er afgjort ikke moderne. Jeg trives med at stå stille. At have flader af tid med de mennesker, jeg elsker. At stagnere i stykker tid ad gangen. At være i stilhed.

Jeg bilder mig ind, at jeg ligesom vokser på den måde. Og jeg lurer på, om de andre, der styrter afsted, vanvittige eller ej, ligesom bliver mindre? Ikke kun i antal hjerneceller, men også i kapacitet over for deres børn og syge gamle og hvad der ellers kan trænge til hjælp og kærlighed uden at skulle på Facebook i en show off. Og også i moralsk habitus. – Eller måske bliver de bare trætte?

Men formentlig er jeg bare ikke moderne længere. Jeg har sommerhus dér, hvor varmen kun kommer forbi ved en fejl, og hvor vand må hentes ved elven, når lokumsspanden alligevel står for tur til en tømning, et andet sted end i elven forstås. Jeg kan få timer, ja dage til at gå med at ruminere over en særlig detalje i et strikketøj. Ikke at det ændrer så meget på, hvordan jeg i sidste ende vælger at strikke stykket, men mere at jeg har overvejet andre veje at gå. Og jeg kan få uger til at gå med blot at repetere, hvad jeg gjorde i går. For i en sådan gentagelsens væren mærker jeg naturens hjerteslag så sinde. sinde.

Måske skulle jeg invitere tredje generations klienterne med til sommerhuset til lidt stilhed? – Lige dér ville de nok takke nej. Tænk, hvis den virkelige virkelighed ramte dem som en boomerang. Helt ukontrolleret og uden selfiestang og med naturen som eneste sandhedsvidne.

Uha, de ville blive bange.

For spejlet. Stilhedens spejl.




Go to Top