Archive for september, 2015

At føle sig lidt til grin

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I alle disse år var jeg med til at passe på Danmark, og sammen forhindrede vi fjendtligtsindede i at komme ind i landet og gøre os ondt. Vi kaldte det Forsvaret; andre kaldte det Militæret.

Vi øvede os i at forsvare Danmark mod de russere, vi frygtede ville komme og gøre vores land til deres. Og vi lykkedes.

Troede vi.

For et par uger siden begyndte tusinder af mennesker at gå og køre ind i Danmark, selv om de burde være blevet i det første land i Europa og dér have søgt om asyl eller arbejds- og opholdstilladelse. Det skønnes, at 2 procent af dem er fundamentalister, der vil Danmark til livs. I løbet af et par uger er der altså sluppet ca. 250 fjendtligtsindede ind i Danmark. Uden registrering. Uden navn. Uden kendt opholdssted.

Vores udenrigsminister Søren Pind fortalte os forleden, at Danmark har klaret det flot. Politiet har fået føjet endnu en plakat til andemor med de små ællinger, der skal over vejen. For selv om politiet lod de indtrængende passere i flokke, så fik vi allesammen et billede af en dansk betjent, der midt på motorvejen legede okker-gokker-gummiklokker med en lille pige.

Og det billede havde vitterligt været meget flot, hvis ikke det var for den kendsgerning, at det ydrestyrede, altså dette hvordan det hele tager sig ud udefra, har styret Danmarks udenrigspolitik i de senere uger. Selv landets sikkerhed bliver nu spinnet først og forsvaret siden.

De 250 fjendtligtsindede er her stadig.

Tror vi.

Og jo, jeg kan godt forstå, at Danmarks omdømme i en europæisk sammenhæng også betyder noget for, hvordan vores egen sikkerhedspolitiske situation står. At vi ikke alene kan forsvare os. Ligesom jeg kan forstå – og i øvrigt helt uden nærmere analyse – at et menneske i nød, der banker på min dør, skal have, hvad der er indlysende: Hjælp her og nu.

CIMIC

Kan I huske historien om moderen, der sidder i flyet med sine børn, og hvor al ilt forsvinder fra kabinen. Hvad gør den kloge mor her? Hun tager selv iltmasken på som det første, for derved overlever hun og kan redde sine børn. Den instinktive reaktion fra en mor ville ellers være at give sine børn masken på først.

Danmarks behjertede mennesker har reageret som moderen. Instinktivt. Vi har derved vist vores gode hjerter. Men vi skal selv have iltmasken på for at kunne blive ved med at hjælpe de mange nødlidende mennesker rundt om i verden.

Gode hjerter holder ikke strømmen, hvis ikke de også hænger sammen med en oplader, en hjerne.

Jamen, hvad skulle alternativet da have været, spurgte Birthe Rønn Hornbæk bagefter stolt som tidligere politikvinde. Skulle vi måske have gjort som ungarerne og tævet folk, spurgte hun på skrømt?

Nej, man tæver ikke bare folk. Man har en plan. Man er forberedt. Man kontrollerer og styrer sig igennem. Så andemor kan komme over vejen, så børnene kan få iltmasken på.

Dét kunne være sket ved

  1. at Danmark havde haft en beredskabsplan, som man satte i værk så såre de første efterretninger om strømme var på vej mod Rødby og Padborg,
  2. at man ud fra samme beredskabsplan henover de seneste år havde øvet sig i, at en større flygtningestrøm gik ind over den danske grænse,
  3. at man i udrulningen af beredskabsplanen udførte en koordineret politi- og militærindsats tilsat krisehjælp fra allehånde sociale instanser.

Dét er civilt og militært samarbejde, CIMIC, når det er bedst. Dvs., det er planlagt samarbejde, indøvet og sat ind i tide.

En indvending her er sikkert, at man skam havde en plan, der blev rullet ud med en række civile instanser. De var ganske vist sent ude, men kom igang, da det stod klart, at det vitterligt væltede ind med mennesker.

Jeg efterlyser imidlertid en civil-militær beredskabsplan, som i omfang og autoritet havde gjort det muligt at bevare kontrollen og at få alle registreret. Nu kom det i stedet ud af kontrol i den forstand, at de danske myndigheder blev umyndiggjort, mens de så bagefter kunne påstå, at de bevarede kontrollen, fordi de ikke slog, ligesom de såkaldt dumme i Ungarn.

Når vi ikke havde en sådan CIMIC-plan mod indtrængende flygtninge/migranter, og når vi valgte ikke at sætte militæret ind – hvilket kun havde været muligt med en detaljeret og virkeligt velindøvet CIMIC-plan – så skyldes det jo én eneste ting:

Ingen i Regeringen eller blandt de involverede myndigheder havde forestillet sig, at Tyskland pludselig blot gjorde, som det passede dem, og lod titusinder af mennesker fra ikke-EU-lande rejse igennem.

Ingen havde forestillet sig, at der ville komme flygtningestrømme mellem EU-lande.

Alle satte de deres lid til Schengen-aftalen, skønt titusinder af mennesker er strømmet hen til EU’s ydre grænser i meget lang tid.

Alle satte de deres lid til Merkel, der som gammel østberliner måske har noget med, at det er synd for mennesker at blive holdt tilbage bag en mur eller en grænse. Eller måske vil hun bare bestemme. Vi kan ikke vide det. Sagen er, at hun gik enegang uden om EU og lod strømmene gå, som de nu ville.

Vi har for længst mistet frygten for russerne, og har derfor stort set nedlagt Forsvaret. Måske glemte vi at frygte tyskerne og vores egen magtelites arrogance? For hvor er det, vi er på vej hen med denne enegang fra ét EU-land og denne laden stå til herhjemme?

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I mit sidste job var jeg chef for Den Danske Civil-Militære Enhed. Det gav mig som psykolog og som tidligere linjeofficer den optimale mening at skulle forene det bedste fra det civile samfund og det bedste fra Forsvaret til gavn for Danmark.

Jeg holdt op, fordi Militæret ikke tillagde CIMIC nogen som helst betydning. Jo, en skolestue hist og en elforsyning pist i Irak og i Afghanistan. Og en lille flygtningestrøm i drejebogen, når man øvede sig på internationale operationer. Men ellers? CIMIC havde laveste status hos pansergeneralerne, herunder min sidste chef, Knud Bartels især. Det var i 2005.

Jeg følte mig lidt til grin.

Samme år blev Merkel kansler i Tyskland. Og siden blev Knud formand for NATOs militære komité.

De har nok haft travlt med alt mulig andet end beredskabsplaner. Russerne var jo holdt op med at true.

Troede de.

Og flygtningestrømme var det eksotiske krydderi i pladderhumanisternes CIMIC-planer.

Troede de.




At flygte eller flytte

Da jeg var 16 år gammel flyttede jeg hen til min ungdomskæreste og hans far. De boede i et lille hus, hvor moren nogle år forinden havde taget livet af sig, så det var ikke noget muntert hus. Men det var en god erstatning for dét, jeg reelt flygtede fra: En pervers stedfar og en sindssyg mor.

Nu står vi ved kajen eller på perronen eller sidder bag skærmen og kigger på de mennesker, der kommer ind i Danmark. Er de i færd med at flygte eller er de i færd med at flytte? Danskere skælder hinanden ud på sociale medier over, at

– de selvfølgelig er på flugt, for der er jo krig i Syrien, eller at
– de selvfølgelig er midt i en flytning, for stadstøjet er på.

Men sagen er, at vi ved det ikke. Om de flygter eller flytter. Ingen kan udefra se, om et menneske er på vej væk fra noget eller bare ved at flytte sig. Alt kan tage sig roligt ud udefra, når der er kaos indeni. Og omvendt. Det ved jeg som psykolog noget om.

Tager vi de juridiske briller på, er ingen af disse mennesker, der kommer ind over Danmarks grænser i disse uger ved at flygte. De har allerede været i indtil flere lande, hvor de kunne og juridisk skulle have søgt asyl, så når de nu kommer til Danmark, kommer de ikke alene med en ulovlig undladelsessynd i bagagen ved ikke at have søgt asyl tidligere i et andet land, de kommer også som nogle, der er ved at flytte, som såkaldte migranter.

Juristen tager imidlertid altid de tørre briller på. Og skelner ikke mellem, hvad der raser indenbords, intrapsykisk. Som en skilsmisseadvokat engang ganske nøgternt gjorde klart for mig: Du vil have retfærdighed? – Der er kun den retfærdighed, du kan komme med dokumentation på.

Hvis jeg imidlertid et øjeblik tager de tørre briller af og lader dokumentationen være og i stedet tager psykologens briller på, hvad ser jeg da? – Ja, jeg ser to grupperinger, og jeg undskylder på forhånd og beder om ikke at blive lagt for had; det er ikke min intention at genere nogen som helst:

1. Mennesker der er på flugt og er helt rundtossede over, hvad der er op og ned og bare skal VÆK FRA noget. Men juridisk og udefra set jo er ved at flytte.
2. Mennesker der – ganske udspekuleret – er ved at flytte og er ganske sikre på, hvad der er op og ned og bare skal HEN TIL et bestemt sted. Men juridisk og udefra set har fordel af at ligne nogle, der flygter. Nogle af dem er ufarlige, for de vil bare hjem til svigermor i Sverige; andre er vildt farlige, for de vil med fuldt overlæg ødelægge den vestlige verden.

Har vi da psykologisk set en sammenblanding af ofre og bødler her? Ja, det er jeg virkelig bange for. Sammenstimlingen af så mange reelle ofre, der kalder på det bedste i mennesket – næstekærligheden, giver også et skalkeskjul for de seriøst sindssyge; de mennesker der spekulerer i at udnytte situationen og lader sig falde ind i strømmen af ofre, så de selv slipper med, som om de var ofre.

Jeg er forvisset om, at alle danskere i hjertet gerne vil hjælpe den første gruppering. Et menneske, der står og er i akut nød? Kan du sige nej til at hjælpe? Nej, vel?

Ligeså forvisset er jeg desværre om, at den anden gruppering findes, og at især den andennævnte undergruppering her ganske fermt er ved at splitte danskere udi to adskilte lejre, som om halvdelen af os ikke vil hjælpe den første gruppering. Som om vi, jeg, er uden hjerte.

Hvis jeg – helt uvidenskabeligt – ser mig omkring blandt de mennesker, jeg kender nært, godt eller bare perifert, så er der en slående sammenhæng for mig, som jeg næsten ikke kan bære, om den er rigtig:

– Jo mindre et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at kun den første gruppering findes. At 1. findes.
– Jo mere et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at især den anden gruppering findes. At 2. findes. Hvorfor? Jo, fordi man som et menneske, der selv er flygtet fra noget, ved, at det gennemtænkt onde findes. Man ser ikke lidelsen i sig selv. Man kender lidelsens årsag, dets arnested. Det perverse. Det sindssyge i sig selv. Man har selv været offer og ser kun bødlerne.

Sultne børn fra Biafra

Det helt vanvittige resultat af danskeres diskussion om disse folkestrømme, hvad enten de nu kommer i en eller to grupperinger, er, at danskerne splittes. På den ene side kan dem uden personlig erfaring om det grusomme næsten ikke rumme den foragt, de selv føler for de ufølsomme andre, der med deres personlige erfaringer i bagagen modsat godt kan holde fast i realismen og se for sig, at der iblandt folketilstrømningen er brodne kar og i forlængelse heraf har svært ved upåtalt at høre på den naivitet, som de oplever de følsomme udtrykke.

Hvordan kom det så vidt, at alle vi, der nærmest har gået i samme skole og i hvert fald kender nogen, der er hinandens kusine eller fætter, pludselig bliver delt op i to lejre? De følsomme og de ufølsomme? De gode og de onde? Hvem kan dog have glæde af, at vi sådan spytter på hinanden med vrede ord og øgenavne og lader det drive dertil, at vi formeligt hader hinanden i en jer-og-os-talemåde, som om vi er farlige for hinanden?

Vi må psykologisk set alle sammen besinde os. Jeg må forstå, at de mennesker, der kun kan se ofre på motorvejene, er mennesker, der lader sig fylde af næstekærlighed og bare ikke lige husker, måske ikke ved, at der også findes onde mennesker. Og jeg må huske mig selv på, at de mennesker, der især kan se bødler på motorvejen, er mennesker, der måske har en egen historie med sig, en historie der reaktiveres, hvorved de lige glemmer eller måske stadig ikke ved, at der også findes gode mennesker.

Og når alt dette er skrevet. Om gode og onde mennesker. Så står tilbage for mig, hvad der har været mantraet i mit liv. Husk dig selv på, at der ikke er gode og onde mennesker. I ethvert menneske er der lidt af hvert.

Det vidste jeg ikke, dengang jeg var 16 år og langt om længe flygtede. Jeg var alene om at vide, at det var en flugt; alle andre omkring mig talte om det, som om det var en flytning. Jeg havde opgivet håbet om, at det hjalp at sige noget højt.

For mens mine nærmeste voksne opførte sig sindssygt, talte medier og andre voksne dengang især om de sultende børn i Biafra. Og lavede indsamlinger. Jeg følte mig dobbelt svigtet, kan jeg huske. Indefra af min egen familie. Udefra af de andre voksne, der var så tæt på og alligevel ikke så, hvad jeg var udsat for.

Der er altid ofre et sted i verden. Der er stadig børn, der sulter ihjel i Biafra. Nogen kan hverken flygte eller flytte. Hvem mon er et offer allernærmest dig selv, dér hvor du nu er? – Ræk din hånd frem.




Go to Top