Archive for oktober, 2015

At svigte med tilbagevirkende kraft

2

Det blev nævnt ligesom tilfældigt efter skilsmissen: ”Jeg begyndte at se den anden allerede sidste sommer.” – Nej, årsagen til skilsmissen er ikke noget nyt; det er en gammel sag; du vidste det bare ikke.

Så grimt lyder det nogle gange, når folk bliver skilt eller bliver noget andet med ufred. Nogle mennesker nøjes ikke med at svigte. Med at opføre sig som aber her og nu ved at være deres kæreste menneske utro, ved at løbe fra en aftale, ved at lyve, stjæle og alt det andet, mennesker nu engang gør nogle gange, fordi vi er tættere på aberne, end vi bryder os om at vide.

Nej, nogle mennesker tager den et skridt videre og opfører sig abeagtige igennem længere tid på den mest kalkulerende og udspekulerede måde, mens de lader, som om de er nogle gode mennesker, der er til at stole på. De gør det angiveligt, fordi denne falske opførsel er til fordel for dem selv, eller bare fordi de er nogle feje hunde.

Men det overrasker mig ofte, at sådanne mennesker så oven i hatten har brug for at toppe deres ufølsomme opførsel ved at åbenbare overfor den svigtede part i miséren, at de skam har opført sig værre end en abe ville have fantasi til igennem længere tid. Deres ugerninger er ikke af nyere dato. De har udover abeadfærden i sig selv pakket det ind i slesk tale og billig portvin, som enhver ved virker beroligende, og så har de derudover pakket det hele ind i en forsinket indrømmelse, så svigtet bliver tredobbelt.

  1. De svigter
  2. De lader, som om de ikke svigter
  3. Senere fortæller de, at det lykkedes dem at skjule deres svigt

Her kunne jeg tage fat i, hvor meget skade det gør for et menneske at blive udsat for grad 3. Men lad mig begynde et andet sted.

Faget psykologi er opstået som en videnskab blandt andet på baggrund af dyrs adfærd. Der var oprindeligt ikke langt fra en naturvidenskabelig forståelse af dyreadfærd og over til en systematisk indsamling og senere forståelse af, hvordan og hvorfor mennesker opfører sig, som de gør.

I vores tid kan megen politisk uenighed koges ned til en uenighed om, om menneskets indre abe indimellem stikker snuden frem som noget uundgåeligt (det borgerlige menneskesyn), eller om mennesket er uden indre svinehund i enhver sammenhæng, når blot det bliver strøget med hårene (det socialistiske menneskesyn). Men lad det nu ligge; denne klumme handler om mennesker, når de opfører sig værre end aber. For ja, det gør mennesker nogle gange. Det står til troende. Det sker. Faktuelt. Og ikke altid fordi de selv er blevet behandlet dårligt. Og selv når et menneske er blevet behandlet dårligt, har det oftest mulighed for selv at opføre sig ordentligt alligevel.

At svigte med tilbagevirkende kraft

Jeg har i mit arbejde som psykolog og gennem almindelig livserfaring med egne og andres oplevelser ofte grundet over denne særlige afart af svigt: Svigtet med tilbagevirkende kraft. Der er intet svigt, der gør så ondt at blive udsat for som dette svigt.

Ad 1. At blive svigtet på en eller anden måde, vil alle mennesker komme ud for. Eksistenspsykologien vil her være optaget af, at man som menneske skal være rustet til at kunne stå det igennem, så man tør kigge op fra sorgen og se et andet menneske i øjnene igen i tillid til, at andre mennesker kan være til at stole på.

Som psykolog har jeg indimellem tænkt, at mennesket grundlæggende er en forunderlig størrelse, for hvor er den evne egentlig iboende i os: At kigge op igen for at spejde efter nogle trofaste nye øjne at falde ind i. Det er her, vi er ligesom dyrene, de større pattedyr. Vi vil livet. Igen og igen.

Ad 2. Men at blive svigtet ved at blive forført til at tro, at alt er i skønneste orden, når det netop ikke er; det er en sag for mennesker alene. Jeg har ledt efter et eksempel, hvor fx min hund kan finde på at lade som om, den er sød og rar, selv om den ikke er. Der er ingen tvivl om, at et tamt dyr kan tigge, stjæle og lave afledningsmanøvrer, hvis det handler om mad eller sex. Det vil dog altid være for en kort stund. Intet dyr kan lægge en plan for adfærd, der ikke vækker mistanke. Det kan et menneske. Ligesom et menneske kan lægge beroligende adfærd oveni. Være ekstra opmærksom, ekstra rar, ekstra sød for ikke at vække mistanke om, at den onde hensigt ligger bag.

Det psykologiske arbejde med at komme igennem et sådant svigt er svært. Ikke blot er tilliden brudt; en mere generel tillid til mennesker som sådan er gjort vanskelig, for kan man nogensinde igen regne med, at venlighed er andet end falsk spil under dække af – netop venlighed? Her er det et langvarigt arbejde og allermest et arbejde med sig selv at gøre, for erfaringen om at noget kan spille falskt forsvinder jo ikke igen, men kan gøres mindre med tid og andre erfaringer om, at nogle gange er venlighed jo venlighed, og ordentlighed er ordentlighed.

Ad 3.

Tilbage står den tredje og sidste grad af svigt. Svigtet med tilbagevirkende kraft. Et sådant svigt tåler mennesket nærmest ikke. Der kommer ligesom en ekstra sorgfuld erfaring med i købet her. Ikke blot kan du blive svigtet, ikke blot er venlighed nogle gange falsk. Men du kan også få revideret dit liv med tilbagevirkende kraft. Dét, du måske i årevis stolede på, var det gode, ja da blev du holdt for nar. Al den mening, du samlede sammen, og som var med til at få dit liv til at stemme, ja, den mening var der slet ikke.

Jeg har hørt klienter forklare det, som at bunden forsvandt. Som at verden ikke længere hang sammen. Som at alting så kunne være lige meget, for intet stod til troende. Ikke blot kom den todimensionelle sorg over, at livet bringer sandt og falskt, men også den ekstra, tredje dimension, at mennesker har kapacitet til at bringe det djævelske ind i andres liv, at fortid ikke bare er et levet liv på godt og ondt, men liv, der altid kan vise sig at blive taget op til revision igen, uden at du selv har indflydelse på det.

Som psykolog kan jeg afslutte med dette: At tage sin fortid op til revision er altid en mulighed, som fx dette at gå i terapi gør muligt. Du kan reflektere over dit liv både i fortid og nutid og finde frem til en forståelse af det hele, som du bedre kan leve fredfyldt med. Men at få sin fortid, sit levede liv, taget op til revision af et andet menneske, er en så sjælsrystende oplevelse for et menneske, at den formastelige anden, der bringer nye oplysninger ind, burde dømmes for at have taget et liv.

Et liv, ikke fysisk, men psykologisk.




At være for forfængelig

5

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

 

Og et billede af otte kvinder, der er “proud of our mastectomy scars“.

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år. Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


 




At lytte til kritik fra en venstreorienteret

3

Jeg minder ofte mig selv om, at jeg som borgerlig vil dø for at forsvare andres ret til at have en anden holdning end min. Og endnu oftere minder de venstreorienterede mig om, at jeg burde have en anden holdning end min egen, nemlig deres.

 

De minder mig også om, at jeg er et dårligt menneske uden hjerte, når jeg ikke kan se,

  • at det behjertede og kærlige menneske kun kan være venstreorienteret
  • at mennesker med mindsteløn er fattige
  • at de rige betaler for lidt i skat med en marginalskat på 58,3 % (mod 38,7 for de fattigste)
  • at uligheden i Danmark er urimeligt stor
  • at flygtninge kommer med en multikulturel indsprøjtning, vi længe har trængt til
  • at Danmark er et land, man skal flove sig over med den herskende fremmedfjendskhed og så videre.

Iblandt den feedback, jeg får fra venstreorienterede, er følgende et samlet svar af de lidt friskere, og nu skal et friskt sprogbrug ikke skille nogen ad, dét ved en gammel streetkid fra socialklasse 5, så lad mig gennemgå feedbacken for argumenter:

 

”Har du ikke et fjernsyn?”

 

Her bør jeg besvare det retoriske spørgsmål med et ja, som tilfældet er, men det udlægges vist implicit, som om jeg ikke har forstået, hvad jeg får vist på skærmen? I hvert fald er hjælpen på vej:

 

”Jeg kan fortælle dig 9 ud af 10 udsendelser om muslimer er negative.”

 

Her er en venstreorienteret, der vil belære mig. Og en venstreorienteret, der hævder at vide, hvad fakta er i denne sammenhæng. En sammenhæng, der – uanset politisk observans – må være et spørgsmål om, hvordan man opfatter sådanne TV-udsendelser. Spørger man et borgerlig medie, om 9 ud af 10 er det korrekte svar, vil svaret måske lyde, at nej, det er 1 ud af 10 udsendelser om muslimer, der er negative, og det er alt for få i øvrigt set fra et borgerligt perspektiv. Spørger man et venstreorienteret medie, om 9 ud af 10 er det korrekte svar, vil man måske svare, at ja, det er sådan, det er, og det er alt for mange i øvrigt set fra et venstreorienteret perspektiv. Men vi ved det ikke. Det afhænger af øjnene, der ser.

 

”Du er for dum og naiv ikke at være mere kritisk overfor hvilket billede medierne vil have os til at danne af muslimer.”

 

Her er vi nået til den konkluderende fase. Det slås fast, som var det en kendsgerning, at medierne som sådan er én enhed og ønsker at give ét billede af, hvordan muslimer er. Måske jeg tager fejl her, men jeg kan ikke få det på plads inde i mit lager af oplevelser med medier, at de skulle være én enhed. Skal jeg være ærlig, bliver jeg snarere og oftere, jo ældre jeg selv bliver, stadigt mere forvirret over, hvor kompleks en størrelse, medier er blevet. Ingen avis repræsenterer længere ét politisk perspektiv, intet medie er længere blot lyd eller billede eller bogstaver og lukker ned på et klokkeslæt eller udkommer en bestemt dato. Alle er alt hele tiden. Hvad skal jeg efterhånden tro, og hvad kan jeg da regne med? Ikke meget udover selvfølgelig, at jeg er for dum og naiv. Se dét er en kendsgerning, og nu er vi der igen, det er en kendsgerning, fordi jeg ikke er kritisk over for mediernes ensidighed. Må jeg oprigtigt indrømme her, at jeg indimellem længes efter de dage, hvor der blot var én TV-kanal. Men jeg er heller ikke ung længere, det medgiver jeg. Til gengæld ved jeg, at muslimer er en broget flok uden hjælp fra medier.

 

 

”Du er hoppet med på vognen ligesom resten af halvdelen af landet fordi du intetvidende og måske ikke vil se i øjnene hvilket land vi lever i, fyldt med egoister.”

 

Her er en anelse sprogforbistring, og det er ikke fornærmelsen, jeg er så optaget af. Dette med at jeg er intetvidende. Jeg kan huske en af de lærere, jeg havde på universitetet, engang sagde til mig, at det gode ved mig var, at jeg også vidste, at der var noget, jeg ikke vidste. Det er jeg stadig så glad over, at hun sagde. Kald mig bare rørstrømsk her. Men at jeg er intetvidende, det er ligegodt en anelse strengt at skrive. Og jo, måske er jeg, nej, – jeg er optaget af fornærmelsen. Intetvidende! Kan et menneske være noget værre næsten? – Men jeg kom væk fra det egentlige: At jeg som en anden lemming skulle være hoppet med på noget. Som om dette at være borgerlig ikke kan være et bevidst valg om fx, at mine penge er mine penge, og at staten ikke skal fordele og styre alt, for jeg kan og vil godt selv? Jeg er muligvis en godtroende tosse her, men jeg har altid tænkt, at både dette at være venstreorienteret og dette at være borgerlig var noget, det enkelte menneske ligesom havde afgjort med sig selv. Vel igennem en undersøgelse af, hvad og hvor meget man nu synes, det enkelte menneske skal bestemme, og hvad og hvor meget staten skal bestemme? Jeg tænker derfor om venstreorienterede, at de hver især har besluttet med sig selv, at de har den politiske observans, de nu har. Er det ikke sådan? – Endelig er der noget om, at jeg ikke vil indse endnu en kendsgerning åbenbart. Den kendsgerning, at Danmark er fyldt med egoister. Tjo, det er da et synspunkt. Men en kendsgerning? Og hvem er disse egoister i givet fald? De borgerlige? Sådan er det vist underforstået her? – Og undskyld igen, men jeg kom lige i tanker om en gammel TV-reklame for Hof: – Det er vores øl. Den reklame var sjov, syntes jeg, fordi den gjorde grin med, at menneskers vilje til at dele holdt op, når det handlede om en kasse øl. Og de var oven i købet venstreorienterede, menneskene. De burde nok have været borgerlige, – øllene. Så ville ingen have haft dem. Undskyld, nu konkluderede jeg uden belæg. Det var for sjov!

 

”Det sku synd, for du en livserfaren kvinde og er sikker på at hvis du virkelig vidste hvad der sker, hvem der står bag så ville du ikke lukke den gang mundlort ud.”

 

Og så bliver afslutningen på hele svadaen alligevel lidt sød til sidst. Ikke det med lort selvfølgelig. Men dette, at det er synd, for jeg er livserfaren. Repressiv venlighed kaldes det vist; undertrykkende venlighed, som alle os stammende fra socialklasse 5 kender så godt. Så er vi næsten børn igen. Først skæld ud og så alligevel lige det der lille klap på skulderen. Lille. Dog. Kunne mærke, at jeg blev lidt glad over at blive kaldt livserfaren. Venligheden er desværre ikke velment her, tror jeg. Dels er jeg bare ikke-vidende; jeg ved ikke, hvad der sker. Men trods alt bedre end intetvidende. Måske. Dels har jeg lukket mundlort ud. Som i kendsgerning.

Og nej, kan jeg blot protestere; jeg har ikke lukket mundlort ud. Jeg kastede ikke op. Jeg ytrede mig. For det har vi en stolt tradition for at gøre her i Danmark. Og det har du så også gjort, kære venstreorienterede. Og jeg vil dø for din ret til fortsat at gøre det. Men hvor var argumenterne?

Og vil du?




At røre religiøse følelser

0

Da min bedstemor i sin tid døde, udeblev en af hendes døtre til begravelsen. Datteren var blevet gift ind i Jehovas Vidner og kunne derfor ikke deltage i en kristen begravelse. Det religiøse vanvid i min familie stak endnu en gang snuden frem.

Jeg var 20 år gammel og fik fri i et døgn fra sergentskolen i Sønderborg for at kunne deltage. Min mor bad mig skifte uniformen ud med sort tøj, for tænk om jeg skulle blive skyld i, at min faster og hendes familie alligevel ikke ville komme ind i kirken? Så jeg dækkede mig til i en lang, sort vinterfrakke. Midt i sorgen tog jeg hensyn til de religiøse militærnægtere.

Vi viste hensyn til mindretallet. Det er en praksis, der ikke blot har præget min opvækst ud af min mors tankesæt, og fordi vi også skulle balancere mellem protestanter, katolikker, indre missionske og den apotolske menighed, uden at det religiøse vanvid brød ud, men også ud af min generations tid, født i 1959.

Vi behandlede efter 2. Verdenskrig jøderne som et mindretal, der skulle tages hensyn til. Vi fulgte slaveriets faktuelle ophør i USA, da det sorte mindretal havde fået lige rettigheder. Vi vedtog internationalt menneskerettighederne, fordi mindretallet skulle nyde beskyttelse uanset kontekst. Jeg var selv lykkelig for de rettigheder, for det løftede mig ud af mine betingelser som uægte horeunge.

Jeg fik ret til at være i verden. Selv det enkelte menneske kunne langt om længe regne med at have rettigheder, om galt skulle gå.

Og galt gik det jo, når det kom til diskussioner om retten til abort fx. Hvad var vigtigst? At beskytte liv eller at eje sin egen (kvinde)krop? Flertallet vedtog imod mange religiøse modstandere, at retten til egen krop var vigtigst her i vores del af verden. Demokratiet virkede, eller som mindretallet nogle gange formulerede det: Demokraturet virkede. Tænker man det som et bytteforhold, vil det sige, at der blev vist hensyn til mindretallet med en 12-ugers abortgrænse, og til gengæld overholdt mindretallet en lov, de ikke syntes om, og måtte give deres unge teenagedøtre lov til at bruge.

95 stemmer for og 56 stemmer imod. Mange præster demonstrerede mod den nye lov

I mellemtiden var venstreorienteret politik ved at ebbe ud. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig havde kommunisterne ganske vist en optur. Krigstidens uregulerede love og beskyttelse af fællesskabet havde været en del af virkeligheden, så blikket for hierarkiløse samfund med fælles penge lå lige for. Men den daglige gænge indfandt sig, og princippet om at yde efter evne og nyde efter behov, som ellers var et socialistisk mantra, viste sig udueligt i praksis. Nogle skulkede, andre ville ikke yde til de dovne.

Tilbage stod en mindre flok socialister, der blev noget funktionstømte. Revolutionen var noget, man kun drømte om med Blekingegadebanden som undtagelse. Murens fald blev den konkrete afslutning på de venstreorienteredes storhed. Uligheden var blevet mindre. Og partiapparaterne og socialismen rundt om i verden styrtede i grus i en sky af selvisk pamperi og prangende rædsel.

Men de venstreorienterede fandt noget nyt at kæmpe for, nu ligheden var større end nogensinde. Minoriteterne!. Ja selv de religiøse minoriteter, og hvem skulle have troet det, når man husker, hvordan danske præster blev udskammet under abortdiskussionerne. Men her var altså nogle religiøse minoriteter, der havde det virkeligt ringe. Ringe, fordi nogen (flertallet) på det skammeligste syntes, at minoriteterne skulle indordne sig under demokratiet.

Det kom vel i stand ved, at man som venstreorienteret ofte havde oplevet at være i mindretal her i den vestlige del af verden. Ved at man som det evige mindretal så sig vred på flertallet, ikke blot fordi de udgjorde ens politiske modstandere, men også fordi man kunne identificere sig med mindretallets ydmygende position. Man måtte finde sig i ikke altid at få ret. Man måtte nøjes med et hensyn, der pludseligt blev opfattet som værende nedladende ment. Man måtte finde sig i demokratiets begrænsninger. Og hvad var da mere oplagt end at gøre minoriteterne selv til ens egne svage, som man så kunne forsvare?

Venstrefløjen adopterede en række mindretal og kunne derved selv føle sig store – omend stadig selv i mindretal. Nye religiøse mindretal på tværs af alder, køn og race fandt fornyet styrke og ville ikke finde sig i noget som helst. De mere traditionelt tænkende, der mindede om den gamle velfungerende byttehandel, der får demokratiet til at virke i praksis, blev udskammet for at være hjerteløse. Hvordan kunne man dog være imod at beskytte minoriteter?

Nej, alle skulle pludseligt tænke, som var vi de få. En ny fundamentalisme tog form. Særlige religiøse miniritetsgrupper ville bestemme. Og venstrefløjen tog (igen) patent på sandheden.

Konflikter kom til at foregå mellem en ny venstrefløj + religiøse minoriteter – og – de mere traditionelt tænkende.

Flemming Rose fik svært ved at få bladtegnere til at gøre grin med muslimer, viste det sig. Og Trilles blasfemiske sang om Gud i det høje syntes et århundrede siden, skønt den havde bragt selv frisindede kristne i chok dengang i 1970; ingen kan desværre længere huske, hvorfor den sang var så vigtig: At man kan gøre grin med alt.

Rose reagerede på sin opdagelse af, at ingen bladtegnere længere turde tegne blasfemisk ved alligevel at finde nogle, der turde, og bestilte Muhammedtegningerne. Tegningernes budskab var, at vi stadig har lov til – her fra den traditionelle demokrativinkel (inklusive nogle få, gamle venstreorienterede for hvem ytringsfrihed står over alt andet) at sige lige, hvad der passer os, så længe det er lovligt. Religion er noget, man kan gøre grin med. Sådan lever vi. Her.

Men således gik det vel til, at minoriteter holdt op med at passe deres del af aftalen; at overholde loven. Fremmedforskrækkede vil sikkert kunne huske her, at kriminaliteten var relativt høj længe før blandt nogle minoriteter, og rigtigt er det, at selv renset for sociale forhold, har der været forskel. Men den strukturelle, dvs. organiserede og anerkendte forskel på lovovertrædelse opstod efter tegningerne. Blandt alle minoriteter. Også blandt de venstreorienterede.

Sådan gik det vel også til, at direktøren i Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen, der tidligere havde tordnet imod undertrykkelse af kvinder, nu forsvarede en muslimsk censors ret til ikke at give hånd til en kvindelig studerende ved en eksamen. Han tilhørte jo en religiøs minoritet, og det ville være krænkende for ham, kunne man forstå på hendes pludselige interesse for mænds velbefindende. Vi skulle til at leve som de få, som mindretallet. Og i øvrigt skamme os, hvis vi ikke ville.

Byttehandlen var sagt op uden mulighed for genforhandling. Vores oprindelig byttehandel gående ud på, at flertallet tog hensyn til mindretallet mod til gengæld, at mindretallet fandt sig i ikke at få deres vilje i lovgivning og i øvrigt overholdt vedtagne love. Demokraturet. Det eksisterer ikke længere. Demokratiet vakler.

Siden har vi skændtes med hinanden på en uhørt uforsonlig måde. Den ene part opfatter den anden part som hjerteløse og onde. Den anden part opfatter den første part som naive og efterhånden også halvkriminelle. Jeg er bange for, hvor det bringer os hen. Denne splitting er farlig, også på samfundsniveau.

Hvad kommer vi til at kalde det mon? Minoritetsdiktatur – minoritur?

Men i søndags var jeg til middag hjemme hos en syrisk familie. Det var grill og siddende buffet en hel eftermiddag med himmelsk mad og høj latter mod den fælles himmel. Jeg nåede at tænke, da jeg så mand og kone stå der, klar til at sige goddag, at hold nu kæft, jeg risikerer jo, at han ikke vil give mig hånden. Men det ville han gerne, og mit forbehold blev gjort til skamme, mens jeg gjorde mit bedste for at passe ind i familiens traditioner omkring bordet. De lagde løbende mad over på min tallerken uden at spørge, om jeg kunne spise mere. Så jeg spiste. Og spiste igen.

Om aftenen slog jeg længe mave og kom i tanker om min bedstemors begravelse. Om religiøst vanvid. Og tænkte, at der måske stadig er håb, så længe vi kan give hinanden hånden og dele et måltid mad i hinandens hjem.




At behandle sin ven ordentligt

0

Jeg har en ven med et lille handicap. Det handler om, at hun har svært ved at multitaske. Ja, haha, det er kvinder ellers gode til, lyder det indirekte fordomsfuldt over for mænd, for vi ved, tror vi, at mænd er direkte småt begavede, hvad det angår: At multitaske.

Så min ven her er lidt særlig, måske. Hun ligner i hvert fald ikke den gængse forestilling, vi har om kvinder; hun bliver direkte pirrelig, når det kommer til at gøre flere ting på én gang.

Jeg kan høre det på hendes tone, der bliver mere skarp, og hun siger nogle gange ret bombastisk, at vi må slutte nu, skønt vi er midt i en længere telefonsamtale. Hun trækker også vejret mere overfladisk, hyperventilerer vel egentlig, som var hun et halvskræmt barn. Og så bliver hun – og her har jeg endnu ikke fundet mod til direkte at konfrontere hende – men, ja, hun bliver smådum at høre på, for hun er tydeligvis ikke i stand til at have flere bolde i luften samtidigt. Jeg kan høre hende drible rundt i tomrummet mellem boldene med en hel del ord, der bare skal fylde for at dække over, at hun er helt og aldeles sat af. I sit eget hoved.

Når jeg tænker nærmere over det, lyder hun nogle gange betydeligt dummere end selv den mest monotaskende mand. For hvem har ganske vist ikke hørt en mand svare – jah …, vel vidende, at han overhovedet ikke hører efter? Og hvem har ikke oplevet en mand være ganske fortabt i sit eget – ret banale – projekt, men dog fortabt; det kan være i en græsslåning, en cykel der skal lappes, et vindue der næsten er malet færdigt. Alle er det eksempler der retfærdiggør, at manden slet ikke svarer, ja slet ikke er til at komme – eller være i kontakt med. Han monotasker. Men den monotaskende mand lyder dog ikke smådum. Han er bare stille.

Ret beset har jeg oplevet at føle mig noget misundelig på sådan en gut. Tænk at kunne lukke verden ude på den måde. At kunne være så opslugt, ikke blot af en banal græsplæne, men også af en bog, et stykke musik eller en film.

Min ven kan ikke. Jeg kom fra, at hun let kommer til at lyde lidt smådum, når hun forsøger at skjule, at hun er i gang med mange ting på én gang. Jeg har jo gennemskuet hende. Og hun ved godt, at jeg har gennemskuet hende. Alligevel bliver hun ved.

Multitasking

Multitasking

Jeg læste en rapport fra SFI (Socialforskningsinstituttet), der udfoldede, at blandt småbørnsforældre først i trediverne, klarer mændene det klart bedst at jonglere rundt med forældreopgaven, arbejdet og fritidslivet. Bedst i den forstand, at de var gladere for deres liv, syntes de lykkedes med det, at balancen var ok. At det alt i alt var ok. Og kvinderne dårligst i den forstand, at – ja alt det modsatte. Øv!

Men hvorfor og hvordan klarede mændene det bedre mon? Her kunne de yngre kvinder måske ligegodt lære noget, tænkte jeg.

Jo, de yngre mænd sørgede for at samle deres familieopgaver i klumper. Det var fx at slå græsset lørdag eftermiddag på et givent tidspunkt. Og så gøre det da. Det var fx at vaske familiens tøj på bestemte ugedage og så gøre dét. Det var fx at gå turene med hunden. Osv.

Kvinderne, de yngre? Jo, de lavede aftensmad, mens de læste højt og spurgte ind til eftermiddagen henne i børnehaven og planlagde venindetur fredagen efter via nogle sms’er. Alt sammen på én gang, og den strukturelle forskel mellem de to køn lå i, at kvinderne påtog sig mange små, udflydende opgaver, mens mændene tog færre, mere tidsafgrænsede, men større opgaver på sig.

Se, det burde ligge lige for for de yngre kvinder at tage ved lære af mændene. Og jeg fik egentlig lyst til at fortælle min ven om det, skønt hun er på min egen alder og ikke har mindre børn. Hun blev virkelig begejstret, og vi lo (meget lidt) af egen dumhed.

Her forleden kom hun hjem fra en lang rejse. Lang i tid. Km. Zoner. Hun er sådan en, der får 100 mails om dagen om alt muligt. Også når hun er på ferie. Stort og småt. Truende og harmløst. Billigt og en formue. Nu og om meget længe. I sig selv noget af en blandet landhandel. Jeg hentede hende i lufthavnen og fulgtes med hende hjem, og hun var livlig om end træt, selvfølgelig, så vi tog os en øl, vel hjemme hos hende, og så skulle hun lige tjekke sine mails. Smådumt, tænkte jeg og afventede, hvornår hun ville begynde at tale usammenhængende. Som om vi kunne have en ordentlig samtale, mens hun stadigt mere syredannende i maven fik læst sig igennem de vigtige mails (egentlig er selve sorteringen, imens hun læste mails, også en opgave, men lad det nu ligge; én ting ad gangen, ikke?). Og iblandt alle disse mails var der selvfølgelig én mail, der gjorde det klart, at hendes bedste højrehånd på arbejdet havde brækket benet. Jeg fik nærmest ondt af hende.

Men vi fik talt det godt igennem, og hun eksekverede straks en plan-B, dem elsker hun, og så var hun rolig igen, sagde hun, mens jeg godt kunne høre, at det var løgn. Hun lød mere end smådum i takt med, at vi talte om andre ting. I tankerne var hun helt væk i sin plan-B. Og C og …

Når jeg her skriver om at behandle ens ven ordentligt, så gør jeg det, fordi jeg ikke stoppede hende. Det burde jeg have gjort. Også da hun begyndte at svare på sine mails, dér midt om natten; hun kunne alligevel ikke sove pga tidsforskellen. Det kunne jeg til gengæld, dér i sofaen. Da hun på et tidspunkt ventede på respons på en mail fra en anden, der åbenbart heller ikke lå i sin seng, begyndte hun at pakke sin kuffert ud. Imens vendte hun tilbage til det med plan-B og højrehånden, der stadig kunne bruge sit hoved, havde hun nu tænkt. Så måske var plan-B slet ikke nødvendig, spurgte hun retorisk og forventede ikke svar; jeg halvsov og ærgrede mig over, at jeg skulle blive natten over i hendes hektik.

Jeg burde have stoppet hende da. Jeg burde have sagt til hende, at det er ok at være virkelig træt efter en hel rejsedag. At det er ok at gå i seng. At lade være med at læse mails midt om natten. At løse problemer. Hele tiden.

Jeg kunne have sagt til hende, at de der yngre mænd sgu er lidt smarte. Om end grove i det og noget lavpraktiske. At vi kunne lære af dem.

Men jeg nåede det ikke, før hun lå der. Helt smadret ned, fordi jeg ikke behandlede hende ordentligt.

Hun er min allerbedste ven. Hun er mig. Og denne gang var det migræne.




Go to Top