Archive for november, 2015

At blive tyskertromlet to gange

2

Tyskland har nu to gange tævet os ind over vores landegrænse. Den første gang i nazismens navn, den anden gang i humanismens. Gad vide om Angela Merkel bar alle tyskeres dårlige samvittighed på sine skuldre og bad om tilgivelse, da hun åbnede grænserne?

Merkel & Scheisse & Schengen

Sætningen lyder helt forkert, når man siger den: Humanisme er vor tids isme, der kuer og undertrykker os allesammen. Dét kan jeg da ikke mere! At humanisme skulle være vor tids fundamentalisme, der giver enhver, der mener noget andet, en begmand eller buksevand eller bare en back in your face på Facebook? At humanisme skulle være vor tids styrende trend, der ikke tåler andre synspunkter; – enten er du med os, eller også er du imod os?

Men jo. Jeg mener det.

Humanisme er blevet vor tids isme, der kuer og undertrykker os allesammen i en grad, så er man ikke med humanisterne, så opfattes man som værende imod.

Det var George Bush, den yngre, der ellers sagde sådan efter 11. september: Enten er du med os, eller også er du imod os, og det blev ikke udlagt som en humanistisk hymne fra hans mund dengang. I lyset af Paris-massakren kan der dog være grund til at gentage hans hymne, humanistisk eller ej. For tingene har taget en drejning, mildest talt, siden 11. september.

I det hele taget har tingene taget en drejning. Hvor mennesket tidligere var en størrelse, der mest komplekst kunne forstås som en samfundsmæssig størrelse (en marxistisk pointe faktisk), er mennesket i dag blevet den centrale figur, hvorigennem alting skal anskues og forstås. Vi behøver blot gå tilbage til begyndelsen af 2. Verdenskrig for at finde en langt mere samfundsmæssig vinkling, end tilfældet er i dag. Mennesket var dengang en sum af sine omgivelser. Mennesket var indlejret i sine betingelser, i sin opvækst, sin familie, sit nærmiljø, sit samfund.

Da Hitler gjorde sit indtog, havde man her i Danmark derfor hinanden at samle sig med og om, og det var endnu ikke gjort skamfuldt at tale om dem og os, hvorfor man i dyb fred med sig selv og hinanden kunne forbande de fandens nazister, mens man greb tættere fat i hinandens hænder. Det varmede sådan set om end på en trist baggrund og gav empirisk belæg til den gamle vise om, at en ydre fjende giver et stærkt indre sammenhold.

Det samfundsskabte menneske måtte dog vige. Kvinders ret til rigtigt arbejde, børns ret til anstændighed, arbejderklassens ret til uddannelse og mange andre forhold drev os allesammen videre, og vi fik øje på det unikke menneske, heldigvis. Men i dag har humanismen taget helt over med sin mest enkle pointe: Det enkelte menneske er verdens centrum. Ikke blot Einstein & co. Nej, hvert eneste, enkelte menneske. Og der er godt nok blevet mange af disse centrummer. Det er blevet helt forbudt at sige noget om dem og os. Reelt må man end ikke tænke det. Det ville være inhumant og – når argumentet skal skrues helt op – ville det også være at objektgøre disse andre. Dem man har lyst til at kalde dem. At gøre andre til et objekt i stedet for at lade dem være det unikke subjekt er noget af det ondeste, man kan begå. Forstår man.

Så det gør ingen jo, hvis de altså har respekt for sig selv og tilbeder humanismen, som er den eneste sande tro her i Vesten. Hvert eneste menneske er et subjekt i egen unikke ret, og ve den stakkel der af vanvare kommer til at føle et os og et dem her i Europa fx efter Paris.

Nej, humanismen er en tro, der pudsigt nok vredt forsvarer den del af islam, hvor kvindeundertrykkelse fx praktiseres. Vi skal jo ikke gøre os til dommere over andres kultur, nej nej, og den enkelte kvinde, – der var den igen, den med det enkelte menneskes ret og væren verdens centrum – hun har selvfølgelig fuldstændig ret til selv at bestemme, at hun forbliver i hjemmet i de første 10 år her i Danmark uden at lære sig dansk, fordi hendes mand siger det. Hvem er vi, at vi skulle gøre os til dommere over dét. Endsige gøre os til dommere over deres religions anvisninger på levet liv?

Nej, vi skal tie stille og finde os i, at vores grænser igen overtrædes af tyske grunde. Engang var det tyskerne selv, nazisterne, der overskred grænsen. I dag er det en uskøn blanding af migranter, shoppeflygtninge og forklædte fundamentalister, der takket være tyskernes Scheisse & Schengen, kan overskride vores grænser.

Og tag dig i agt, om du forsøgsvis vil gøre opmærksom på, at ikke alt foregår reglementeret og lovmedholdeligt. Uha.

Så er du et liberalistisk svin – forstået som det modsatte af en humanistisk engel –  der nærmest ikke har lov at kalde dig et menneske. De andre må åbenbart godt kategorisere i dem (de onde liberalister) og os (de gode humanister).

Her vil jeg blot helt fredsommeligt, uden at være liberalist, som ikke-fundamentalistisk humanist, hviske, hvad jeg tror:

Jeg tror, der psykologisk har været noget personligt på spil for Angela Merkel fx. At hun som tidligere østberliner har haft det svært med mure og lukkede porte og ligesom fandt noget schwung i at lukke nogle porte op og opfinde sin egen schwung schengen.

Jeg tror, at de tidligere marxister savner deres marxisme og har det svært med ikke længere at kunne dyrke det i en uspoleret tillid til, at det var verdens frelse. De leder derfor efter en ny frelse, og er havnet i et velmenende forsvar af Islam, hvis kvinder også skal lære om humanismen. Engang.

Jeg tror, at de samme marxister har taget bestik af, hvad vestens befolkning ikke bryder sig specielt om: Gamle mørkemænd der ønsker at bringe deres middelalderkultur her til Europa, og så har marxisterne besluttet sig for at forsvare netop dét. Ud fra devisen: Hvis vores politiske modstandere ikke kan lide det, så kan vi!

Der ryger ganske mange forkerte mennesker ind over vores grænser på den konto. Og en del kvindeundertrykkkelse også. Og en stening og en børnemishandling eller fem bl.a. følger afgjort også med. Og humanismens fremmarch blandt de muslimske kvinder? Nogle af dem uddanner sig for bagefter alligevel at gifte sig tilbage i det lukkede miljø og føde drenge og piger, som de opdrager vidt forskelligt. Og deres mørkemænd har end ikke hørt om humanismen; de er mere samfundsmæssiggjorte end nogen marxist nogen sinde har været det. De er indlejrede i deres egen kultur og i deres egne betingelser, og det vil tage et par hundrede år at ændre på dette, hvis de vel at mærke ankommer i små portioner nok her til landet.

Men se, nu gjorde jeg det igen: Skelnede mellem dem og os. Så jeg står til irettesættelse hos de funktionstømte marxister, der har taget patent på humanismen og gjort den til vor tids fundamentalisme.

Enten er du med på deres galaj. Eller også er du inhuman. Det er den sang, de synger.



 

At gense en barndomsven

0

Jeg blev barn i det øjeblik, vi fik øjenkontakt. Alle barndommens glæder og sorger fyldte med ét hele mit sind. Mit hjerte blev bevægeligt som en gazelles ben og løb afsted med besked til alle kroppens organer: Alt er muligt. Igen.

Man skal nok være ældre for at få lov til at opleve det. Der skal være gået nogle år. Man skal vide, at det ikke er alting, der længere er muligt. Når man først ved, at alting ikke længere er muligt, er det noget ganske særligt, noget dyrebart, at lade sig synke ind i et andet menneske og sammen synke ind i en anden tid.

For et halvt års tid siden havde jeg den glæde at opleve det med hele tre gamle skole- og håndboldveninder. Dagen og samværet sad i mit sind i uger efter. Jeg gemte det som et særligt sødt bolsche og tog det kun frem fra mundhulen og suttede forsigtigt på det, når jeg havde god tid. For lige såvel som mødet førte mig tilbage til en tid, hvor alt var muligt, førte mødet mig også tilbage til vanskelighederne. Til hele pakken. Hele barndommen. Hele det bundløse morads af morsvigt, farfravær, stedfarkvalme og klasseforskel, som gode lærere, hjerteveninder og stolte sejre på håndboldbanen nok kunne kompensere for, men dog ikke fjerne.

Da vi var sammen den dag i marts, var vi gamle nok til ikke bare at have et levet liv bag os, men også kloge nok til at have fordøjet det. Vi vidste, at nogle af de glæder, der hørte barndommen til, siden blev tabt, fordi voksne har så pokkers travlt med at være kun voksne med al denne voksenheds fornuft. At nogle af de glæder, der hørte barndommen til, netop forblev glæder videre i livet, fordi de viste sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom indeholdt at kunne glædes ved.

Barndomsvenner

Vi vidste tilsvarende noget om, hvordan det senere gik sorgerne. Nogle af dem viste sig aldeles grundløse. Andre gik bare over. Fx fordi man flyttede hjemmefra. Andre sorger varede ved videre i livet. Fordi barndomskæresten alligevel ikke blev kæresten. Fordi svigt sidder som en sorgfuld pæl i kødet og drejer rundt, når man mindst venter det. Sorger kunne derved også vise sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom skulle lære at forlige sig med.

Men den dag, jeg genså mine gamle barndomsvenner, glemte jeg det et øjeblik. Jeg svømmede saligt i flok i barndommens frydefulde følelse af begyndelse. Af at livet ligger foran og fremme og skal fyldes af alt det, man nu kan finde på. Og samtidig dog med en viden bagved af, at sådan former det sig langt fra. Noget viser sig ganske vist muligt i et omfang, man ikke havde turdet håbe på, men som årene løber gennem ens fingre som sand, så bliver det dog stadigt tydeligere, at mulighederne bliver færre og til sidst hører op.

Denne sære sammensætning af begyndelse og afslutning fornemmede jeg i ét langt, lykkeligt øjeblik, da jeg efter måneders forberedelse endelig genså mine barndoms- og ungdomsvenner.

Timerne efter tog naturligt form af opdatering og lange passager af rørstrømsk overvældethed. Vi var heldigvis på samme følelseskanal også her. Men det helt særegne var, syntes jeg, at få talt med hinanden om klasseskel, vores glæder og sorger, og så alle dem, der var døde. Det sidste blev et morbidt indslag undervejs. For der viste sig gentagelsens mønster i mange af opdateringerne: “Hun er også død.” Vores årgang havde en særlig hård kvote af selvmord, syntes vi. Men flere var – heldigvis – døde af andre grunde.

En særlig pointe, omend ikke videnskabelig overhovedet, lå for mig i, at de to af os, der kom fra arbejderklassen, allerede som børn havde haft et klart blik for klasseskel, mens de to andre havde haft hovedet andre steder som børn. Det bringer mig den personlige tese, at dette at stamme fra underklassen har sin egen historie, som ingen fra andre klasser nogensinde helt kan forstå. Og at det giver mig eksistentiel kvalme, når jeg hører disse andre udtale sig politisk om, hvordan det er at være blue trash.

Det særegne var dog for os fire, at vi qua vores håndbold havde et fællesskab, der ikke gav socialklasser mulighed for at have nogen betydning. De ressourcestærke forældre agerede chauffører til håndboldkampe fx, og jeg kan ikke erindre nogen form for drilleri over, at min mor end ikke kom og så hjemmekampene. Jeg kan til gengæld huske, at hun kom og så mig spille, da jeg var langt over 30 år gammel. Og at det gjorde mig vildt lykkelig. Det er aldrig for sent at blive en god forældre.

Jeg har efterfølgende grundet over, hvordan det mon kunne være en SÅ særlig oplevelse at møde mine tre gamle veninder?

Og det eneste svar, jeg kan finde frem til, er, at vi i gensynet med en barndomsven genser os selv i det udkast, vi engang var. I det udkast til et menneske, som vi var dengang. I alle vores barnlige glæder og sorger.

I selve gensynet er dog også en begyndelse. Med alle dens glæder og sorger. Nemlig begyndelsen til det liv, vi stadig har at leve. Det er væsentligt at minde sig selv om. Det liv vi stadig har at leve.

I aften skal jeg igen møde mine tre gamle veninder. Vi ved godt, at alt ikke længere er muligt.

Men meget er.



At overskride en grænse

1

At der altid er en grænse, der kan overskrides, har i psykologi, økonomi, sociologi, ja i ethvert samfundsvidenskabeligt fag stået klart, siden fagene blev født. Også i læren om staten. I faget politologi. EU har overskredet en grænse. For uduelighed.

Denne faglige indsigt forbises dog i disse måneder. For EU-landenes politikere lader personlige erfaringer veje tungere: – Når nu det er så godt at høre sammen, så lad os bevare 28 vidt forskellige lande i samme regi og uden indre grænser, synes de at sige. Og når nu den vedtagne ydre grænse rundt om disse 28 lande viser sig slet ikke at blive håndhævet sådan, som vi ellers havde vedtaget det? – Jamen, så ruller vi den røde løber ud én gang til og holder et møde. Sammen. Igen.

Det er forstemmende som almindelig borger at sidde foran fjernsynet og se på, hvordan Europas ledere tosser rundt i, hvad der ligner et blindt forsøg på at finde en diplomatisk-mindelig løsning på noget, der i virkeligheden er et politisk-militært problem: At grænserne overskrides. De ydre og de indre.

At overskride en grænse

Hvordan de tosser rundt i proces og får selve beslutningen om at lukke vores eget lands grænse gjort til et spørgsmål om alt muligt andet end dét, det drejer sig om:

  1. At komme i kontrol, som man udtrykker det i militært regi.
  2. At få standset ulykken, som man udtrykker det i førstehjælp.
  3. At skaffe sig et overblik, som man udtrykker det i køkkenet hos en familie med børn og krav om aftensmad om lidt.

Det er forstemmende som almindelig borger at høre de selvsamme politikere rode rundt i det hele på én gang: Integration, asyl, ny arbejdskraft, sprogkurser, laveste ydelse, boligmanglen, kommunernes økonomi … Som om. Som om de kan løse noget som helst, så længe de er ude af kontrol på ét helt afgørende område: Mennesker kommer indover vores grænser i en lind strøm.

Der er brugt mange symbolske billeder på denne grænseoverskridende tilstand. Jeg foretrækker Titanic, fordi der er en grænse for, hvor mange mennesker der kan være på en båd, og fordi Titanic sejlede ind i et isbjerg, gik i stykker – og sank.

Den grænseløse tilvækst af mennesker er Danmarks isbjerg. Det er grænseløst på mange måder. Grænseløst fordi vores nationale grænser ikke håndhæves. Grænseløst fordi EUs grænser ikke håndhæves. Grænseløst fordi vi ikke kender antallet af mennesker, der kommer ind i landet. Grænseløst fordi vi ikke får talt op, hvor mange mennesker der forlader landet igen. Grænseløst fordi vi ikke får styr på, om det er venligt- eller fjendtligtsindede mennesker, der bliver i landet. Grænseløst fordi vi ikke blot kan sende de mennesker tilbage, som vi ikke ønsker i vores land. Grænseløst fordi nogle af dem senere kan få deres familier med ind i Danmark. Grænseløst fordi vi ikke kender antallet af sådanne familiemedlemmer. Og jeg kunne blive ved.

Det allermest grænseløse er dog, at vi sammen med de øvrige EU-lande skal finde en fælles løsning på dette. EU-landene, der end ikke er lykkedes med at hævde egne ydre grænser, som det ellers blev aftalt i Schengen. Det er hidtil gået op i bureaukrati og gode fester op ad den røde løber, og jeg har bifaldet det hele indtil nu, fordi det har kunnet bevare freden i Europa. Enhver soldat, enhver førstehjælper, enhver husmor ved, at fred godt må koste noget.

Men nu er grænsen nået. Alle tosserierne i EU tjener ikke længere fredens formål. Tosserierne gør det faktisk tværtimod værre.

Jeg er afgjort farvet af min egen erfaring med internationalt arbejde. Jeg prøvede at repræsentere Danmark i Natos Kvindekomité, og senere var jeg i mange år med i den internationale fagorganisation for reserveofficerer i NATO. Og min sidste funktion som reserveofficer var ganske vist national som chef for Danmarks Civil-Militære enhed, men enheden hørte sammen med andre NATO-landes tilsvarende enhed, så i flere år deltog jeg hyppigt i møder og øvelser rundt om i NATO.

Fælles for mine erfaringer kan jeg desværre kun konkludere, at jeg ikke før og ikke siden har oplevet noget så inkompetent og uproduktivt. Jeg mødte overvældende mange udygtige mennesker. Det meste af tiden gik med at lære nye mennesker at kende. Og når vi så var lykkedes så nogenlunde med det, og det stod klart, at måske halvdelen egentlig kun var med for syns skyld, eller fordi festerne var fantastiske, ja så sad vi i den anden halvdel tilbage og skulle til at blive enige, så vi kunne producere noget.

Og om ikke før, så viste de kulturelle forskelle sig da. Hvor vi herhjemme er vant til, at selv små meningsforskelle mellem to politiske partier kan afstedkomme en kæmpe diskussion i et debatprogram på TV, så kan selv store meningsforskelle mellem to lande afstedkomme fuldstændig stilhed og ubeslutsomhed. Dels prøver begge parter med alle midler at undgå at tabe ansigt. Ingen vil indrømme at have givet sig. Dels er ubeslutsom proces at foretrække frem for åbent skænderi.

Det tog mig nogen tid at aflæse og aflure alle koderne for, hvordan det foregik, og for hvordan jeg selv gebærdede mig i dette. Da jeg efterhånden havde fundet fidusen, gik det op for mig, at vi var ganske mange, der langsomt, men sikkert fik dette som vores primære mål: At gebærde os til fordel mest for os selv. Der var ganske vist festaberne, der intet fattede udover fadølapperatets evige grænseløshed, men de forsvandt som regel efter en sæson eller to. Og så var der os andre, der stadigt mere intenst holdt øje. Ikke med vores lands muligheder, ikke med fællesskabets muligheder. Nej, vi blev stadigt mere optagede af, hvordan vi kunne suboptimere vores helt egen vej igennem dette. Da jeg havde haft kvalme over den indsigt i et stykke tid og herunder bestemt også kvalme over mig selv, sagde jeg farvel og tak og har ikke siden fortrudt. Men det var faktisk ikke helt let at sige farvel, hvilket er tankevækkende. Jeg blev glad for det, hvor uproduktivt og formålsløst det end var. At være en del af et stort, tværkulturelt fællesskab føltes meget meningsfuldt. Indefra. Sammen med andre fra social-krea-klasse 1. Som sjældent kender til socialklasse 5.

Jeg tror, danske politikere er glade for deres virke. Og for EU. Men tosserierne i EU tjener ikke længere fredens formål. De åbne grænser skal åbenbart overskrides så massivt, at vi ikke bare ikke kan bunde. Men drukner som nation. I går aftes sagde den radikale Morten Østergaard i fuldt alvor, at Sverige forståeligt nok havde lukket deres grænser nu, for de var nået til et punkt, hvor de vitterligt ikke kunne mere.

Danmark kan stadig lidt endnu. Men er det ikke netop politikerenes opgave at styre landet, så vi undgår at drukne? At forudse hvordan nationens ve og vel varetages, så vi styrer udenom de isbjerge, vi kan forudse, og derved undgår at gå i stykker og synke allesammen?




At have hund

0

Mine barneår var lykkeligere af, at vi havde hund. Den lå klar i baggangen, uanset hvornår jeg sank ned med ansigtet nær dens blødhed. Denne blødhed holdt mit hjerte fra at hærde. Og skønt hunde ligger godt i en kurv, sover min hund nu i fodenden.

Hvordan kommer det så vidt, at et menneske helt ubeskyttet og uden videre har et halvvildt dyr liggende hos sig om natten i fælles sengetøj og med tæger, lopper og bakterier som blinde passagerer? For mit vedkommende handler det om det barnehjerte, der ikke blev hårdt. Det hjerte der blev holdt blødt af to brune øjne, når verden var værst. Mit hjerte som elskede og blev elsket uden svig. Mine voksne kunne rase og regere, kunne isne med tavshed, kunne svare eller svigte. Min hund betragtede mig med et roligt blik altid og var klar til at lytte, lege, logre. Jeg blev et hundemenneske.

Jeg er et hundemenneske. Men sådan begyndte det ikke. Som barn var jeg ræd for naboens store hund, og jeg var sikker på, at den udover at vælte mig omkuld også ville bide. Hvorfor jeg identificerede hunde med sådanne ulykker har jeg ikke fuldt opklaret; den mest sandsynlige forklaring er lige dele uvidenhed, lige dele en mor der talte dette at have hund nedad i værdi i håbet om at slippe for at få én ind i stuen.

Men hun slap ikke, min mor. Pludselig havde vi hund, en stor labradorhan, og jeg var mig hurtigt bevidst, at mit liv ikke ville have rummet så megen lykke uden den. At mit liv i det hele taget ville være ulykkeligt uden. Den hund blev virkelig min redning. Jeg betroede den alting og fik et sprog for mine stemninger og en evne til at kategorisere mine vanskeligheder. Jeg observerede den omhyggeligt og konsekvent og fik lært at aflæse allehånde signaler uden tilhørende ord. En god ting at kunne senere i øvrigt som nybagt mor. Jeg legede med den og fik øvet dressur, træning, udholdenhed, kærlighed, liv. Vi fik et kærligt øje for hinandens humør og energiniveau, og særlige øjeblikke af telepatisk samhørighed fik løftet den dagligdags gænge op fra leverpostej, lektier og elendighed, og gav mig en sublim meningsfuldhed. Vi hørte sammen.

En sidegevinst var med voksne psykologord, at jeg fik min skam, vrede og sorg eksternaliseret ud i verden på en hensigtsmæssig måde. Det lyder mere indviklet end det er. Men at et barns indre og komplekse psyke har godt af at komme udenfor og blive luftet, behøver man næppe være psykolog for at vide. Og at det sammen med en hund kan ske på en hensigtsmæssig måde, ja, hunden er lykkelig for at snakke, og med en godmodig type som en labrador, der svarer igen på enhver henvendelse med kærlighed, bare kærlighed, bliver samtalen hensigtsmæssig. Det vanskelige kommer ud – og bliver mødt med kærlighed.

Jeg er forvisset om, at det er bedre end mangen en halvkunstig samtale hos en skolepsykolog.

Jeg har siden læst, at dette at se ind i en hunds øjne, løsgiver endorfiner, og skønt jeg som barn var noget af en badutspringer og gerne hoppede rundt efter endorfiner uden at vide det, har jeg som voksen også glædet mig pænt over ikke at være nødt til at stå i et fitnesscenter for at nå til endorfinerne. Jeg kigger blot ind i min hunds øjne.

Min hund Dina i Qoornoq (c) Per Kreutzmann

Min hund Dina i Qoornoq (c) Per Kreutzmann

For jeg har stadig hund. Eller jeg har hund igen, igen.

Nu på en mere rolig måde. Og dog holder min hund mig i form ved at tvinge mig ud at gå en lang tur næsten hver dag. Mine fedtdepoter er smeltet ind, mine knæ smiler næsten igen, og ingen tanke er som bekendt så tung, at man ikke kan gå sig fra den. Der er alt godt at sige om dette at have hund.

Hvorfor vælger ikke alle da at få hund?

Jeg gætter på, det har noget med langsomhed at gøre. Eller rettere med kravet om hurtighed at gøre. I dette at have hund ligger nemlig et indbygget modsat krav om at være langsom. Man kan ikke klø en hund bag øret på en hurtig måde. Man kan ikke gå en tur med en hund på en hurtig måde. Man kan ikke snakke med en hund på en hurtig måde.

I hele samværet med hunden ligger dette at give sig hen. Være i det. Uden tanke for andet end dette. Være i det. I en tosomhed der har selvforglemmelsen som adelsmærke. I godt selskab som langtfra er prangende og dog bedre end det fineste taffel. Oprigtigt. Oprigtigt levende.

Det er, hvad vi på dyre kurser kalder autenticitet og meningsfuldhed, hvis altså man kan forglemme sig og ganske se bort fra, at man har travlt og skal skynde sig at …, skal nå at …, skal huske at … – Med en hund er det hverken før eller om lidt, men lige her, den bløde og bestemte snude borer sig ind i din armhule i et forsøg på at få din arm op og rundt om skuldrene og måske give et klap. Og forstår du ikke hensigten i første forsøg, så kommer snuden igen og løfter din hånd, så du kan kærtegne hovedet og nulre ørerne.

Et sådant inderlighedsforhold minder om et kærlighedsforhold, fordi det er det. Der er et væsen, der klart beder om kærlighed hos et andet væsen. Og det øver os mennesker i at forstå budskabet og i at give kærligheden. Hos en hund er der ingen forstillelse. Tænk på menneskers datingadfærd med alle dets forstillelser og misforståede kostbarheder. Og iagttag hundes adfærd også med hinanden. De er nysgerrige, de er tydelige, de kan falde pladask for hinanden, eller de kan gøre klart på et sekund, at de ikke kan udstå hinanden.

What you see is what you get.

Jeg tænker sjældent over dette at have hund. Jeg har det bare. Min hund er et spejl af mig selv, og i sammenligning med Facebook og moderne travlhed ved jeg godt, hvad jeg foretrækker.

En lang gåtur uden snor og med dagens vejr i næseborene. Tom for formål. Tom for tanker. Tom for egocentricitet.

“… det, der er menneskelivets virkelige mål, [kan] ikke findes i det, der kaldes at realisere sig selv. Menneskelig eksistens er mere selvtranscendens end selvrealisering. Selvrealisering er slet ikke et muligt mål, af den simple grund, at jo mere et menneske stræber efter den, desto mere går det glip af den. For kun i den udstrækning, et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen af sit livs mening, realiserer det sig selv. Med andre ord, selvrealisering opnås ikke, hvis den bliver et mål i sig selv, kun som en bivirkning af selvtranscendens.” (Viktor Frankl, Psykologi og eksistens, 1947).

Fuld af mening og livsglæde.

Go to Top