Archive for december, 2015

At sige undskyld

0

“Jeg kan godt sige dobbelt undskyld, hvis det kan hjælpe”. Sådan sagde en dansk journalist, da det var kommet frem, at hendes yndlingsbeskæftigelse gennem mange år åbenbart havde været at skrive af fra især amerikanske medier. – Hvad blev der af skam? Hvad blev der af en reel undskyldning? Sad jeg og tænkte.

Der er naturligvis det gamle sige om, at det bedste forsvar er et angreb, og det kom jeg i tanker om under den direkte udsendelse på TV, hvor journalisten offensivt forsøgte at gøre sine egne forkerte handlinger til i stedet at være en uret begået af de aviser, der netop havde fyret hende.

Jo. Jo. Angrib! Jeg kan godt huske anvisningen, men reelt ikke et eneste eksempel på, at det har været anvendeligt i praksis at angribe, når man er trængt, medmindre vi taler regulær militær krig med våben og samfundsanliggender på spil. Og selv her er det ikke altid klogt at angribe, hvis man reelt burde nøjes med at stikke geværpiben ind.

Journalisten Annegrethe Felter Rasmussen angreb imidlertid. Og andre journalister blev høje af at diskutere det spin, hun jo beviseligt havde gang i. Og var det nu smart, fordi det lykkedes, eller lykkedes det, fordi det var smart gjort af hende?

Call me old fashioned, men jeg sad og tænkte, at hun burde skamme sig. Burde sige undskyld.

Hvilket hun så gjorde, endda dobbelt, og på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, hvor lidt hun mente det. – Jeg blev ganske træt af at bevidne hendes uklædelige fravær af at have fortrudt. Af at skamme sig. Af at have lyst til oprigtigt at sige undskyld.

At sige undskyld og mene det

I psykologien er undskyldningen en interessant gerning. I terapi altid. At sige undskyld er en gestus, vi kan gøre overfor et andet menneske, når vi oprigtigt fortryder, hvad vi nu måtte have gjort. Vi kan sågar gøre det overfor os selv. Undskyld!

Det kræver alene dette ene ord, for det fine ved at sige undskyld er netop, at der ikke skal siges andet og mere. Ordet undskyld er i sig selv det væsentlige, og hvis du fristes til at tilføje noget, det kunne fx være: “det var fordi …”, så ødelægger du undskyldningens indhold, dens reelle betydning. Du kommer uvægerligt til at indbefatte, at det ikke helt var din skyld alligevel, for der var åbenbart omstændigheder, som burde medregnes til at holde dig fri af skylden. Og derved har du ikke gjort så meget alligevel, i hvert fald mindre, som du så nu undskylder for.

Hvis du af dit oprigtige hjerte vil give en undskyldning, så sig blot undskyld. Ved at undskylde beder du om tilgivelse. Og det er lidt fjollet egentlig at bede om tilgivelse for noget, du nærmest ikke havde gjort alligevel og stort set ikke var skyld i; blot uheldige omstændigheder.

Når du siger undskyld og mener det, kan det selvfølgelig godt være, at du bander nogle omstændigheder langt væk. Hvis ikke det havde været for sådan og sådan, så var du ikke kommet til at kvaje dig, og så havde du ikke været nødt til at sige undskyld nu. Det kender jeg selv, og jeg har hørt hundreder af mennesker forklare mig om en sådan situation. Det er helt almindeligt. Og måske du så skal lade være med at sige undskyld. Fordi du alligevel ikke kan gøre det helhjertet.

Det kan også være, du efter mange refleksioner er nået frem til, at der var mange årsager til dine dumheder, men en ugerning står ikke desto mindre tilbage som værende gjort, og du fortryder den helhjertet. Skal du da undskylde og lade årsagerne være usagte?

Ja. Du kender selv årsagerne, og det er vel nok? Medmindre du både vil have tilgivelse for din dumhed og lidt trøst med på vejen for de mange årsager?

Jeg skriver dette i den søde juletid. Hjerternes fest. Tilgivelsens højsæson, skulle man mene. Jeg tror, det er en god anledning til at sige undskyld. Og gem så årsagerne i dit eget hjerte, hvor sørgelige de end kan ske at være.

Selv vil jeg gerne her sige undskyld for, at jeg aldrig bruger det moderne ord beklager.

Nej, just kidding. Vi bruger også dette at sige undskyld for ligegyldigheder. Lad være med dét.



At modtage julehjælp

0

Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.

Jeg var 20 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.

Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.

Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.

To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:

En julegave fra fællesskabet

1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.

2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.

Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.

Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.

I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.

I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!

Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.

Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.

Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.

Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.

Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.



At finde arbejdskraft i DK

0

Lige nu arbejder to rumænere for mig. To polakker kommer ved 11-tiden, og i går sendte jeg brev afsted i håb om, at en fillipiner kan komme i lære hos mig. Den ene dansker er på velfortjent og tiltrængt juletur til London, mens den anden er ved at være færdig på sit studie og dermed med sit studiejob.

Meget få danskere gider længere arbejde for en timeløn på 150 kroner eller med ganske almindeligt, forefaldende arbejde, hvor studenterhuen ikke behøver trykke. Meget få danskere gider længere arbejde for egen risiko, for fagforening, kommune, stat og til nød ens egen mor, men helst det offentlige skal stå parat med hjælpepakker og bløde kleenex, hvis ulykken skulle ske, at man blev syg og ikke kunne passe sig selv.

Så det bliver man ofte, syg altså, for der er jo et sikkerhedsnet, der samler en op på enhver måde.

Jeg ansatte for nylig en tømrer i 25 timer om ugen og med en prøvetid på tre måneder. Jeg fik lyst til at tilbyde en ansættelse på 30 timer om ugen og sådan, at jeg fik en regning for timerne hver 14. dag eller sjældnere, som det nu kunne passe tømreren. Og timelønnen var 182 kr plus moms.

En reel jobansøger fra Spanien

Tømreren takkede nej. Både hendes exmand og fagforeningen havde sagt til hende, at det slet ikke kunne svare sig. Hendes supplerende dagpenge forsvandt …

Heldigvis kommer min søster senere i dag. Hun “lider” som resten af familien af arbejdsraseri og er fløjtende ligeglad med, om det er rengøring eller jord- og betonarbejde, hun skal kaste sig over. Og ingen af os har nogensinde stået og pebet nede på arbejdsformidlingen, fordi ingen gad ansætte os.

Vi har gjort, som de gør i Struer-, Herning-, Ikastområdet: Trukket et momsnummer i stedet. Længe før, det kom dertil.

Og det er sådan, vores nye danskere også gør. Hvis de får lov.



 

 

At være en af Sønderborgs soldater

2

Kasernelivet blev den store, trygge familie, jeg havde manglet. At blive et legitimt medlem af en familie og omsluttet af korpsånd var den kur, der gjorde mig til en mønsterbryder og en samfundsborger, der bidrager.

Og så havde mine endnu ufødte børns far gået der 4 år tidligere. Og jeg mødte den mand, der 30 år senere skulle blive min nuværende mand. Men alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var endnu så ung, endnu så grundurolig over, hvordan mit liv skulle forme sig, endnu så uklar på, hvad jeg skulle bruge mit talent for at uddanne mig til.

I dag udkommer en bog, der hedder ’Sønderborgs soldater’. Bogen er udgivet af “Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og indeholder foruden de seks hovedartikler en række erindringsglimt fra elever og personale igennem tiderne.” Carsten Porskrog Rasmussen, Axel Johnsen og René Rasmussen har redigeret.

Bogen “fortæller historien om en af Danmarks mest markante kaserner, nemlig Sergentskolen i Sønderborg. Bogen dækker perioden fra tysk skibsartilleriskole til dansk Sergentskole og har fokus på det helt specielle forhold mellem by og garnison, der herskede i Sønderborg frem til lukningen i foråret 2014.”

Sønderborg soldater, redigeret af

“Bogen er på 170 sider og rigt illustreret med mange hidtil ukendte billeder … og kan købes for 199 ved henvendelse til museet eller i boghandlerne i Sønderborg Kommune.”

Jeg kan anbefale denne boghandel: www.bog-ide.dk/soenderborg

Det har slået mig, at vi mennesker aldrig rigtigt ved, hvordan noget betyder noget helt afgørende for nogen andre. Vi skal have været der selv. Eller der skal gå noget tid, før det kloge tilbageblik kan åbne øjnene.

Måske ved vi derfor først her bagefter, nu hvor Sønderborg Kaserne er lukket, og sergentskolen er flyttet til Varde, at Sergentskolen i Sønderborg betød noget særligt fint, sart, historisk vigtigt for Forsvaret. At dette at have haft alle hærofficerer uden undtagelse igennem et langt ophold i landets grænseområde, er en særlig gevinst for et militær, der sender sine soldater ud i alle mulige grænseområder og -situationer. Jeg tror faktisk, at vi slet ikke er nået til at forstå omfanget af, hvor vigtigt det er for et lands hær, at dets sergenter og officerer kender deres eget lands historie og herunder på egen krop har fornemmet den stemning, der er i et grænseområde, hvor tilhørsforhold ikke altid har været en selvfølge.

Og dette med betydning er også på spil i bogen. Det er tesen gennem bogen, at Sønderborg Kaserne har betydet overordentligt meget for byen Sønderborg. Jeg må tilstå, at det gik nærmest ikke op for mig, da jeg var sergentelev der i 1979. Ganske vist var jeg vokset op i Kolding og med en halvsønderjysk mor, der havde sat mig ind i allehånde forhold om den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Og jeg skrev senere på Hærens Officersskole både hovedopgave og speciale i Historie om de to verdenskrige set med danske øjne (og radikale udenrigsministre).

Så dette at sønderborgensere – ligesom mennesker i fx Vordingborg – er særligt optagede af, at de har en kaserne, giver indlysende god mening. At bo i et grænseområde, for Sønderborgs vedkommende endda i et område, der har været på tyske hænder, giver et psykologisk behov for kontinuitet, symboler, sikkerhed for, at man hører til. At man hører til Danmark, skønt man selv bor lige på grænsen.

I psykologi kan man kalde det mange fine og ret uforståelige ting. I fagtermer fx at være en perifer legitim deltager. Jeg er nu her mange år senere blevet klar over, at Sønderborg Kaserne og især Sergentskolen har forvisset sønderborgenserne om, at de bestemt var legitime deltagere omend perifert placeret i landet.

På fuldstændig samme måde gjorde mine ni måneder på skolen mig fuldt forvisset om, at jeg var en legitim deltager. Ikke blot i militæret (perifer, som kvinde). Men også i verden.

Jeg var så ung dengang, at jeg endnu var fyldt af en opvækst, der havde lært mig, at jeg som fattig horeunge ikke hørte til. Jeg var så grundurolig dengang ovenpå opvækstens mange usikkerheder, at jeg ikke stolede på min ret til at være til. Og så var jeg alligevel også så velsignet med et dygtigt skolehoved, at jeg anede netop uddannelse som værende den vej, der kunne få mig ud af moradset og videre.

At være en af Sønderborgs soldater blev en afgørende trædesten i mit liv. Af mange gode grunde.



 

Go to Top