Archive for januar, 2016

Når tiden bliver en anden

1

Da jeg voksede op i 60’erne, var vi optaget af sortes kamp for at blive lige med de hvide. Jeg følte med de sorte af mit fulde barnehjerte. I dag er vi optaget af muslimers adfærd. Jeg føler ikke med muslimer. Hvorfor mon denne forskel?

Jeg bevæger mig rundt i forskellige mulige ståsteder, i forskellige perspektiver, i forskellige egne oplevelser af, hvad der giver mening i livet.

Senest udspandt sig pludselig en diskussion om ikke-vestlige indvandreres adfærd blandt tre kvinder, jeg var selv den ene af dem, der har et fællesskab, som handler om noget helt andet. Men nu kom vi altså til at tale om indvandrere. Én havde blikket stift rettet mod, hvad indvandrerne får foræret af deres nye land; logi, mad, lommepenge. En anden havde blikket lige så stift rettet mod, hvordan indvandrerne opfører sig i det nye land. Og den tredje af os brugte sit stive blik på, hvor dårligt landet er til at integrere indvandrerne.

Jeg tænkte bagefter, at mit eget blik jo bør vandre. For alt hvad der er at kigge på må være af interesse her.

Og så kom jeg i tanker om ’Historien om lille sorte Sambo’, ’Onkel Toms hytte’, alle disse bøger jeg kunne finde på biblioteket og sluge med barnets appetit, mens min indignation voksede. Jeg var i den grad optaget af de sortes uhyrlige forhold som slaver og undertrykte.

Sammenlignet med min kølighed over for nogle muslimers opfattelse af at være den eneste sande religion er der langt. Fra hed medfølelse til kølig distancering. Hvordan kan jeg som menneske have flyttet mig så meget? Hvordan kan jeg forstå det, hvordan kan det give mening i mit liv at være blevet så kølig?

Reformation er nødvendig

Min rejse i livet er begyndt ud fra den marginaliseredes ståsted. Jeg var alle de ting, der sætter én udenfor normen. Født udenfor ægteskab, pige, fattig. I tilfældig rækkefølge. Så følelsen af at være i samme båd som sorte faldt lige for. Her i tredje og sidste del af mit liv sidder jeg på flæsket. Jeg er veluddannet, velnæret, veltjenende. Velvelvel. I tilfældig rækkefølge. Følelsen af at være i samme båd som muslimer falder ikke lige for.

Det forklarer dog noget.

De flygter. Fra krig. Fra nød. De flytter, teknisk set. Fra krig. Fra nød. Det er forfærdeligt, det er lige til at forstå. Men jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Så mit hjerte brænder ikke hedt for muslimer, og selvfølgelig var det ikke mig, der havde blikket stift rettet imod, hvor dårlige vi har været til at integrere dem her i landet.

Og så alligevel. Jeg kender også til dette med at flygte. Fra krigen i mit barndomshjem, hvor bomberne faldt med minutters mellemrum på visse dage. Hvor der var isnende våbenhvile i dagevis. Hvor der blev taget gidsler. Hvor grænser mellem mennesker ikke fandtes, og overgreb næsten var at foretrække, når dages våbenhvile havde trukket stuetemperaturen ned på minus 10. Hvor en voksen tog ladegreb i baggangen midt om natten for lige at signalere, at jagtgeværet altså stadig hang der.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har gjort det muligt for mig at være i disse følelser uden at drukne. Og alligevel kan jeg ikke påstå, at mit voksne hjerte brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Hvorfor?

Måske er jeg præget af personlige oplevelser med muslimer. For mens sorte har givet mig fed musik, har lært mig at danse, at svede, at nyde livet, har jeg med muslimer erindringer om at blive bange, at blive overgrebet én gang til.

Det begyndte ellers så godt. Jeg havde for flere år siden et kontorhotel i København, hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind på en kontorplads, dvs. et skrivebord, og så opnå fordelene ved at være sammen med andre ligesindede, dele gode og dårlige dage, spise frokost sammen, drikke sig fulde sammen, når det skulle til. Kort sagt kontorfællesskab. Jeg arbejdede der også selv.

På et tidspunkt søgte en forening for muslimske homoseksuelle om at få en plads. Og jeg sagde naturligvis ja. Indigneret på de homoseksuelles vegne, som jeg altid har været. Og nu med endnu en marginaliseret gruppe at hjælpe. Jeg følte mig nok også som et rigtigt godt menneske lige da. Det hele gav mening for mig.

I løbet af en måned eller to stod det imidlertid klart, at vi ikke havde helt samme ideer om fællesskab. Lejeren søgte uden om samvær med os andre, og hans skrivebord blev ikke brugt af blot ét menneske. Ofte var der en tre-fire mænd, altid mænd, der hang ud og også blev til ved aftensmadtid og bestilte mad ind. Mandekroppe fylder i ét kontorlokale, og lugten af mad var måske heller ikke, hvad de andre lejere af de tre andre kontorpladser i dét lokale, havde håbet på. Det fælles køkken blev ganske vist også inddraget, men først når vi andre var gået hjem. Jeg måtte som udlejer gøre noget.

Og min henvendelse i lokalet overfor flere, skulle det vise sig, meget vrede mænd om, at de ikke kunne være der allesammen; det var én plads, ét menneske, førte efter højlydt diskussion til, at jeg gik min vej igen. Fra 2. sal og nedad mod min egen kontorplads i stuen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg kom til at løbe ned. For den muslimske mand, som havde lejet pladsen hos mig, løb efter mig. Og jeg blev skidebange. Skidebange simpelthen. Alle andre var gået hjem.

Nede ved min kontorplads tog vi så magtkampen. Han stillede sig så tæt op ad mig, at der var en cm imellem vores næser. Helt lige høje, lige vrede, men afgjort ikke lige bange, blev vi stående, mens jeg gentog mit synspunkt. At jeg ikke ville have så mange gæster i huset på én gang. Så ofte.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har ikke været nødvendig her. Jeg kan være i disse følelser.

Men det forklarer noget om, hvorfor mit hjerte ikke brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Længe efter gik jeg stadigt rundt og undrede mig over, at selv de marginaliserede muslimer, som på egen krop kender til at være udstødte og forfulgte, ikke havde blik for den patronisering, de udøvede over for de andre beboere i huset, herunder også over for kvinderne dér.

Hvad er der tilbage at forsøge at forstå?

Som veluddannet bør jeg vide, at sammenhænge skal udfordres. Som videnskabsmanden Karl Popper altid mindede om: Husk at gøre et forsøg på at falsificere din påstand! For forskere er slemme til at gå efter alt det, der beviser deres hypoteser, men retteligen skal man i stedet gå den anden vej og prøve det bedste, man har lært, at modbevise ens hypotese.

Faktuelt kan jeg slet, slet ikke udlede noget som helst ud af tre-fire muslimske mænds dårlige opførsel. Men det gav mig en hypotese om, at:

Hvis muslimsk mand, patroniserende adfærd.

Karl Popper ville oversætte dette til, at jeg har en hypotese, der lyder:

Hvis a, b.

a = muslimsk mand. b = patroniserende adfærd.

Falsificeringen går nu ud på at undersøge alle a og alle ikke-b, siger Popper. Og hvad vil det sige?

Jo, jeg har siden da grundigt undersøgt ’a’, dvs. alle muslimske mænd. Hvordan opfører de sig? Nogle af dem opfører sig virkelig skidt. Fx blev en jødisk mand skudt ned. Fordi? Fordi han var jøde. Og nogle af de muslimske mænd opfører sig virkelig pænt. Så min hypotese er her delvist falsificeret.

Min anden undersøgelse går via ’ikke-b’, dvs. ikke-patroniserende adfærd. Hvem udviser en sådan adfærd? Her bliver det vanskeligt at afgrænse undersøgelsen, for hvad er patroniserende adfærd egentlig? Er det voldtægt, religionsfundamentalisme eller kvinden kun ved kødgryden? Hvad er det? Jeg skal ikke trække den længere her, men blot konstatere, at hvis jeg sætter et ikke- foran disse eksempler på patroniserende adfærd, så er det oftere hvide og sorte mænd, der udviser en sådan adfærd, end det er muslimske mænd. Så min hypotese er ikke falsificeret her.

Hvad står da tilbage: Hvis muslimsk mand, måske patroniserende adfærd. Den hypotese kan man såmænd også have om hvide og sorte mænd. På nær det med religionen. Her er måske sagens kerne for mig.

Mit selvoplevede eksempel var hentet fra socialt liv i offentligheden. Det kan sammenlignes med den ballade, der for nylig var i Slagelse, hvor 25 pårørende muslimer på samme tid ville besøge én patient helt uden forståelse for, hvor meget de fyldte på sygestuen, i afdelingen.

Men religionen? De religiøse anliggender, som rigtig mange danskere ikke tillægger nogen særlig værdi? Jeg tror, det er her, det sner for mig.

Forskellen på muslimsk og dansk kultur er, som jeg ser det, allerstørst i religiøse forhold. For dette at bekende sig til en religion, der ikke anerkender andre religioner, gør én patroniserende, mildt sagt. Gør én udansk. Udemokratisk.

Dette ikke at levne plads til, at der kan være noget som helst andet ståsted. Noget som helst andet perspektiv. Noget som helst andet, der har ret til at være i verden.

Dét giver mindelser om frygtelige tider i verdenshistorien og gør mit standpunkt overfor alle muslimer helt klart: Tag et opgør med jeres religion og få religionen reformeret, sådan som Luther gjorde det i stor skala med vores religion, og sådan som vi siden har gjort det overfor Indre Mission her i Danmark.

Fundamentalisme er for de feje, der truer sig fra at blive sagt imod. Men dette at lade fundamentalismen stå uimodsagt er også fejt. Opgøret må komme indefra. Fra muslimerne selv, hvis de vil være danskere. Det vil give mening. Også i mit liv.

Når tidens sejre smuldrer

0

Ligestilling i Danmark? Indvandrere fra ikke-vestlige lande trækker den forkerte vej. Det er den ene yderfløj. Den anden yderfløj er forbavsende nok de ekstreme feminister på venstrefløjen. – Jeg troede aldrig, at jeg skulle kæmpe i to retninger.

Men det skal jeg. Den ene yderfløj er imod kvinders lige ret til at være med i verden. Den anden yderfløj er lige så indædt imod mænds lige ret til at være med i verden.

Mit afsæt som ung var rødstrømpens. Der var dengang brug for, at kvinder fik flere rettigheder. I dag er disse rettigheder truet af ikke-vestlige indvandrermænd, der helst ser kvinden tilbage i køkkenet igen iført mundkurv. Men i de senere år er mænds rettigheder stadigt mere indædt blevet truet af ekstreme feminister, der helst ser den biologiske mand taget ud af samtlige mænd. Eller pikken skåret af for at udtrykke det, som det er. Han skal i hvert fald bare holde kæft, medmindre han erklærer sig som sand feminist. Den hårde retorik gælder pudsigt nok ikke de ikke-vestlige indvandrermænd som sådan; dem er det synd for. For dem skal vi skelne mellem alle og nogle, ellers rejser den feministiske vrede sig igen med fallisk kraft.

Ja, logik er der ikke i denne anden yderfløj. En masse vrede – jo. Og det kan være en god drivkraft, ved jeg. Desværre skygger vreden for indsigten i, at mens den ”hvide mand” åbenbart burde kastreres, kommer den ikke-vestlige indvandrermand ind som en anden listepik og giver ligestillingen i Danmark et tilbageslag som ingensinde set før.

Jeg er stadig rødstrømpe. Det kan kun en kvinde være. Men der er brug for en tredje vej her, som inkluderer både mænd og kvinder. Vores gamle sejre smuldrer i disse år.

Ligestilling

Min personlige baggrund for at blive rødstrømpe

Da min mormor var ung blev hun forført af sin fætter. Det blev hun gravid af – og derfor gift med ham. Og ni børn – heraf tre åndssvage – senere gik han fallit med deres proprietærgård pga. spillegæld. Jeg ønsker ikke flere mænd med hans kvindesyn.

De kom begge fra velstillede familier, og hun fra den rigeste. Alligevel blev det ham, der tog medgiften og erhvervede sig den ene proprietærgård efter den anden. Hver gang han havde anlagt parken, ville han flytte. En udviklingskonsulent i jobcentret af vores dage ville have fået den ide, at han burde have været havearkitekt i stedet for proprietær og mandschauvinist.

Nu blev min morfar i stedet fantast og ulykkesspreder og beviset på, at ligestilling var en by i Rusland – dengang. Han havde den ordentlighed at dø to dage efter sin fallit og dagen inden befrielsen i 1945. Ellers ville modstandsfolk være kommet efter ham og hele familien for alvor, for han havde i sine sidste desperate år ikke blot spillet mausel alt for meget uden min mormors viden; han havde også handlet med tyskerne på den mest upassende vis.

Min morfar var mandschauvinist. Det samme var min far, min farbror, min morbror, min stedfar. Ganske vist på hver deres måde. Den maskuline magt viser sig i forskellige klædedragter, men fælles for dem var, at de alle troede sig i deres gode ret til at bestemme over kvinderne og gøre med dem, hvad de ville.

Ud af dette blev jeg rødstrømpe. Mænd og kvinder skal stilles lige. Menneskerettighederne fra 1948 som jeg på en sær måde allerede i de små klasser i folkeskolen havde et godt øje til, skal virke i praksis. Sådan har vi vedtaget det i vores del af verden.

 

Menneskerettighederne

”Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.”

Jeg fik min fætters kone Anne, som kunne engelsk, til at oversætte disse menneskerettigheder til engelsk for mig, da jeg gik i tredje klasse. Det var vigtigt for mig at have dem internationalt, disse almene regler, som viste sig at betyde alt for en lille pige fra Jylland. Måske jeg havde brug for at få dem op i et hele-verdens-perspektiv for at kunne stole på, at de vitterligt også gjaldt for barnet mig. Jeg satte min lid til dem. Når man i det internationale miljø kunne vedtage sådanne love, jamen så kunne jeg også – på trods af mine familiære og nære omgivelsers mandschauvinisme og fattigdom – stole på, at jeg som kvinde havde ret til at være i verden, at have lige vilkår.

I lyset af dette blev jeg soldat og siden officer. Det var måske ikke altid den letteste vej at gå som kvinde, men jeg stolede på, at jeg i ligestillingens navn havde ret til at gå den vej. Jeg har på den længere tidsbane vist, at jeg gjorde det rette – for kvindesagens skyld om ikke andet. Kvinder har i dag lov til at blive soldater alle vegne. Dansk Kvindesamfund gav mig for min indsats for ligestilling en pris, som jeg er meget glad for.

Jeg er stolt over, at vi i Danmark har fuld ligestilling. Alt dette lod sig gøre, fordi vi i Danmark har haft politiske partier, der kunne indse, at også de fattige skal have lov til at uddanne sig. Fordi vi i Danmark har haft mænd, der kunne indse, at også kvinder skal have lov til at være med ved bestemmebordet.

Det er godt at tænke tilbage på, at der både var rige og mænd, der afgav magt. Til fattige. Til kvinder.

 

Nye tider – tilbageslag qua to yderfløje

Nu er der andre mænd og et andet politisk system, der er på vej ind i Danmark. Nogle mænd der voldtager kvinder, fordi de må. Et politisk system, tæt forbundet med én bestemt religion, der vil deres vej og ingen anden. De kommer næppe til at afgive magt til hverken andre politiske systemer, andre religioner eller til kvinder.

Det er den ene yderfløj.

På den anden yderfløj står pludselig en gruppe feminister og kalder Danmark for et sted, hvor der ”hersker en voldtægtskultur”. Og her begrunder de ikke deres udsagn på de ovennævnte mænd, men på de etniske danskere, der stadig voldtager og forulemper kvinder. Disse kvinder er i deres argumentationsform lige så fundamentale som den førstnævnte fløj.

For begge yderfløje gælder, at er man ikke med dem, er man deres fjende.

Som rødstrømpe og menneske står jeg tilbage og er lige dele forundret og bange for begge yderfløje. Især bange faktisk.

Den ene yderfløj vil en kvindeundertrykkende vej. Den anden en mandeundertrykkende vej. Og tydeliggørelsen af, at Danmark har ikke blot den ene yderfløj, men også den anden, kom nytårsaften i Köln.

Fra den ene yderfløj overfaldt og voldtog de kvinder på åben gade. Fra den anden yderfløj gik nogle feminister i gang med at karaktermyrde danske mænd.

”Vi lever i en voldtægtskultur,” lyder den anden yderfløjs mantra, og de er i gang med at vise det ved at fortælle voldtægtshistorier i Information.

Må jeg minde om, at hvis den dag skulle komme, hvor mændene fra den ene yderfløj får magten herhjemme, så vil deres politisk-religiøse kodeks udelukke kvinder og andre politiske systemer, og det vil medføre, at feministerne fra den anden yderfløj vil være de første såkaldt vantro, der bliver gjort tavse. Hvis feministerne er heldige, bliver de måske bare slået ihjel.

– Jamen, så galt går det jo ikke, og lad nu de feminister hvæse om de hvide mænd, så tosset de vil. Det er såmænd nok bare nogle kvinder, der ikke rigtig har været i kontakt med hverken mænd eller levet liv i længere tid, lyder indvendingen.

Jo. Og jo. Og så alligevel ikke. Nogle af feministerne er ganske vist verdensfjerne forsmåede, der ud af velfærdsopvækst har haft mulighed for at holde sig fra den beskidte del af praksis her i livet, hvor man slås for at finde sig sin vej igennem tilværelsen. Som fattig, som kvinde. De har kunnet sidde på deres flade og diskuterede med ligesindede, hvilken universitær udgave af Marx, de for tiden bifaldt. Og analysere sig frem til, at alt var socialt konstrueret. Eller noget.

Mødte de modstand i form af uenighed, besluttede de sig for ikke at lytte. ”Jeg vender det døve øre til.” Mødte de modstand i form af gældende argumentation, hævede de sig akademisk, troede de selv, og nævnte noget om videnskabsteori, der i deres forståelse betød, at udelukkende marxistisk funderet videnskab har gang på jord. ”Alt for få ved i disse tider, hvad videnskabsteori er.” Og mødte de modstand i tørre tal, ja så begyndte de at tale om hvide, dumme mænd. #Jegblevvoldtaget

 

Indvandrermænd voldtager mere end danske mænd

Så langt, så slemt. Dét, der gør mig særligt ræd, er den anden yderfløjs afvisning af fakta. Det er, som om deres hævnvoldtægt af den hvide mand, nu de endelig har chancen, går forud for evnen til at læse tal.

Disse særligt vrede feminister er fortalere for, at indvandrermænd, der målt i tørre tal er voldtægtsmanden 1 ud af 3 gange her i Danmark, skal være meget velkomne i vores land. De vrede feminister er vedblivende blinde for, at tallene burde være 1 ud af 11, når man medtænker fordelingen i befolkningstallet.

For hver gang en indvandrermand bliver dømt for voldtægt, burde de næste 10 domme for voldtægt høre til danske mænd, for sådan er fordelingen i vores befolkningstal. Men sådan er det bare ikke i praksis.

Praksis er desværre, at for hver gang en indvandrermand bliver dømt for voldtægt, er der 2 domme for voldtægt hørende til danske mænd. Så er der igen en dom til en indvandrermand osv. Indvandrermænd bliver altså ubestrideligt dømt for voldtægt langt hyppigere end danske mænd.

De vrede feminister fra det, jeg ovenfor kalder den anden yderfløj, står i spidsen for en propaganda, der netop nu skal have danske kvinders voldtægtshistorier frem. Godt hjulpet på vej af Information. Hvorfor lige nu mon?

1 ud af 3 voldtægter begås af en indvandrer. I medierne er det blevet sagt mange gange, at det er så kompliceret at måle tallet nøjagtigt. Og det efterlader en opfattelse af, at der måske slet ikke er nogen forskel på indvandrermænd og danske mænd. Lad mig prøve at forklare det på en enkel måde:

Fx voldtager fattige mænd oftere end rige mænd. Mænd fra ghettokvarterer oftere end mænd fra villakvarterer.

1 ud af 3 er derfor et samlet tal og viser ikke noget præcist om, hvordan det ville være, hvis de voldtagende indvandrere var lige så rige som de voldtagende danskere, og hvis de boede lige så godt som mange danskere gør. Jeg er for resten sikker på, at en kvinde, der bliver voldtaget, er ligeglad med, om voldtægtsmanden er rig eller fattig, kommer fra Nørrebro eller Nibe.

Men for ordens skyld, kan man godt rense tallene for de forskelle i penge, alder, bopæl osv., der er på voldtægtsmænd. Det skal ikke komme en indvandrer til skade, at han gennemsnitligt er fattigere end en dansk mand og derfor voldtager gennemsnitligt mere. Så hvis man renser tallene for forskellene, kommer man frem til, at en indvandrer ”kun” voldtager 1,76 gange så meget som en dansk mand.

Det ændrer imidlertid ikke på, at hver tredje voldtægt begås af en indvandrer. Sådan i kød og blod. Derude i virkeligheden hvor jeg kan tvivle på, at de vrede feminister fra den anden yderfløj kommer ret ofte.

 

De ekstreme feministers reaktion?

Så bliv bare ved med at fortælle jeres voldtægtshistorier begået af hvide mænd. Jeg er helt med på, at der også er hvide mænd, der er nogle svin. For hver sådan en svinagtig hvid mands voldtægt, begås der næsten to svinagtige voldtægter af indvandrermænd. Hvis feministerne også ville fortælle voldtægtshistorierne begået af indvandrermænd, ville de opdage, at de voldtagende indvandrermænd mere er ikke-vestlige fra muslimske lande end indvandrere fra Europa og USA. De sidstnævnte har nemlig samme mønster udi voldtægter som hvide mænd fra Danmark. Og ingen voldtægter er overhovedet i orden, skal jeg igen og igen understrege. Blot konkludere, at forskellen på ikke-vestlige og danske mænd, hvad angår voldtægt, reelt er endnu større end de 1,76.

Pia Olsen Dyhr fra SF har fx opdaget det. Hun går ikke med nogen af disse to yderfløje. Hun er en realpolitiker, der har været uden for studerekammeret, har levet liv i bagagen.

Jeg sætter min lid til hende lige nu. Så der ikke bliver et dem eller os. Så vores hårdt tilkæmpede ligestilling kan blive ved at gælde. Så menneskerettighederne kan blive ved at gælde.

De vrede feminister? Hvorfor støtter de indirekte de fundamentalistiske indvandrere, der netop udviser en voldtægtskultur overfor især hvide kvinder, ved ikke at ville tale om disse overgreb som havende med kultur at gøre, men ved i stedet at iværksætte en tsunami af vrede mod hvide mænd?

Skyldes det, at de fundamentalistiske indvandrere er deres fjenders[1] fjende og derfor er deres ven, tror de, som de skal forsvare? Ud fra matematikkens logik om, at minus minus giver plus?

Jamen, disse vrede feminister vil være de første, der bliver ramt af de fundamentalistiske indvandreres kvindesyn. Af deres voldtægtskultur.

”’Voldtægter i Danmark har i hovedtræk en anden karakter, når de bliver begået af mænd med en ikke-vestlig baggrund. De er mere ydmygende for kvindekønnet som sådan, hvor andre voldtægter handler om druk og misforståelser, umodenhed og manglende empati, men ikke repræsenterer en undertrykkelse af kvinder generelt,’ siger sociolog Marie Bruvik Heinskou.

Hun udtaler sig på baggrund af sin ph.d. fra 2010, hvor hun undersøgte anmeldte voldtægter i Danmark. Hun fandt, at mænd med ikke-vestlig baggrund oftere er involveret i sager, hvor det handler om magt, ære og om undertrykkelse af kvinden – fordi hun er kvinde – mens danske mænd voldtager af andre årsager.” (Information, 16. januar 2016)

 

Nye voldtægter fortalt til Information

En af mine klassekammerater fra folkeskolen er blandt de ekstreme feminister. Hun har i Information skrevet om, at hun er blevet voldtaget to gange. Af mænd fra Europa, som hun frivilligt gik med hjem for at snakke henholdsvis se hans båd. Ligesom mænd kan misforstå kvinder, kan kvinder åbenbart misforstå mænd. Selv er jeg aldrig gået med en mand hjem uden at være sikker på, at jeg kunne banke ham om nødvendigt. Ikke alle mennesker er renhjertede, ved jeg. Hverken kvinder eller mænd. Vi kan være enige om, at alle mennesker burde være renhjertede. Men de er det ikke. Dét har jeg lært at forholde mig til.

Sådan giver ens opvækst jo så forskellige færdigheder udi at tage bestik af livet og dets hverdagssituationer. I hvert fald rummer sociologen Marie Bruvik Heinskous forskning fuldstændig denne type af jeg-gik-med-ham-hjem-for-vi-snakkede-så-godt-sammen-og-tænk-så-ville-han-bare-i-seng-med-mig. Ja, nogle gange er en kvinde bare en krop. Og nogle gange er en mand bare en krop. Surprise.

En sådan type naiv, godtroende kvinde vil få ikke andet end bank og dét, der er værre fra fundamentalistiske indvandrere, hvis de får magt, som de har agt i deres nikkende feministmenighed.

 

En tredje vej

Her fra en tredje position, hvor begge yderfløje kan ses, både den fundamentalistiske, politisk-religiøse og den ekstreme feminisme, der kun finder kvindekønnet værdigt, føles det som at blive voldtaget fra to sider på én gang. Der er kun ét at gøre: At bevare hovedet koldt og hjertet varmt, mens opvarmningen til bevisligt at kæmpe for dét, man har kært, nemlig ligestilling, går i gang. Igen.

Jeg havde forsvoret, at jeg denne gang skulle kæmpe i to retninger.

 

[1] (= SF/socialdemokratiet/konservative/liberale)

Når tiden tæller – ned

0

Tiden går. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller. Det ved vi. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller også ned mod afslutningen. Tik tak. Tik tak. Hvis vi har meget at takke for, er selv vejen mod døden måske ok at gå?

Jeg er selvsagt på tynd is her. 56 år gammel og med et inderligt ønske om at leve mange år endnu. 86 år har hidtil stået for mig som en rimelig forventning. Tallet opstod ud af en test om forventet levetid i betragtning af mine gener, levevaner, sociale forhold, og hvad man ellers på videnskabelig grund kan putte ind som årsagsgivende, når man forsker i forventet levetid.

Der forskes pudsigt nok mindre i selve afslutningen, i døden, og i vejen dertil; den dødsbevidste vej dertil: Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

De fleste af os lever et liv dårligtvidende, at vi skal dø. Vi enten undlader at have det med på vores vej på en fornægtende måde, eller vi er modsat særligt optaget af det på en måske hypokondrisk eller angstfyldt måde. Eller både og, skønt det lyder umuligt.

Jeg har mødt alle former hos mennesker. Og hos mig selv.

Så det er ikke blot af arbejdsmæssige grunde, jeg er optaget af det. Jeg leder også selv efter svaret på spørgsmålet:

Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

Døden

Vi kan følge flere spor i forsøget på at finde et svar:

  1. Hvad er din personlige historie om død?
  2. Hvad giver dig et meningsfuldt liv, og er det sådan, du lever dit liv? Hvis ikke, hvorfor ikke, og hvad skal der til, for at du kan komme til det?
  3. Hvilke faglige veje kender du og vil gå for at blive inspireret og hjulpet?

Jeg har et barnebarn på 4 år og får på mange måder reaktiveret min egen barndom og mit hele liv ved at være sammen med ham. For nogle måneder siden lå der i et stykke tid en død ræv i vejkanten på et sted, hvor vi ofte går. Hans farmor var død knap efter hans fødsel, og han havde omtalt hende som død, så begrebet død var ikke helt ukendt for ham, vidste jeg.

Den døde ræv bragte det imidlertid tydeligt frem hos ham igen. Ræven er død. Hvorfor det? Hvad sker der med den. Skal jeg også dø? Han havde så mange spørgsmål, og jeg svarede og svarede, mens jeg tænkte, at han en dag måske vil huske den døde ræv som det første møde med døden, og måske også forbinde det til sin egen første erkendelse af, at han selv skal dø en dag.

Sandheden i menneskelivet er, at idet jeg ærligt og ligefremt svarede ja til spørgsmålet om, om han også selv skulle dø, blev han ked af det. Sorgfuld. Den sorg, der følger os alle og hører til ethvert menneskeliv, blev lagt på hans skuldre lige da. Selv nu hvor jeg skriver det, kan jeg stedfortrædende stadigt mærke, hvor ked af det, han blev. Hvor ville jeg gerne lige da have holdt den sorg væk fra ham.

Havde jeg gjort det ved i misforstået godhed at svare nej til hans spørgsmål, havde han vidst, at jeg løj, og han havde grundlæggende mistet tilliden til både livet og mig. Han kendte allerede selv det sande svar, idet han spurgte. Sådan er menneskelivet. Vi ved, vi skal dø, og prøver vi at lade, som om vi ikke skal, er vores liv bygget på en løgn. En løgn der ofte giver angst.

Tik tak. Tik Tak.

At finde mening i dette dilemma hører dernæst til dette at leve. Med Viktor Frankls ord har vi tre livsopgaver, hvoraf de to i hvert fald er gode at gribe til i de unge år, når det drejer sig om at leve meningsfuldt på trods af, at alting alligevel hører op engang. At skabe noget og at opleve noget er disse to ud af tre opgaver. Det er jo, hvad vi gør som unge og fulde af kræfter. Vi spiser af livet. Med stor appetit og kraft som regel.

Det væsentlige i forbindelse med livets afslutning er imidlertid, at der også er en tredje opgave: At forlige sig. Kræfterne bliver mindre. Mulighederne færre. Tiden tæller ned. Alting hører op. Ikke engang, men om lidt. Tik tak. Tik tak.

Det er min erfaring ud fra andre, og igen også fra mig selv, at der i dette at forlige sig er meget mening at finde især i livets sidste halvdel. Det er ganske vist den vanskeligste opgave af alle, sådan at skulle nøjes med det, man nu har, det man nu har nået, det der nu kan lade sig gøre. Men det er også en dyrebar vej at gå.

Jeg har selv praktiseret det sådan i mit liv, at jeg tog hul på den vej allerede som 40-årig. Faglig fordybelse først i Jung og siden i eksistenspsykologien bragte mig på sporet af, hvordan livet kunne være efter vendepinden, som Jung kalder dét sted i livet, hvor vi begynder på anden halvdel. Hans udlægning af livet kan ultrakort gengives sådan, at vi bruger den første halvdel på at blive os selv, og den anden halvdel på at vænne os til tanken om, at vi skal dø.

Så som 40-årig fik jeg et særligt øje for opgaven med at forlige mig med mit liv og med mine givne vilkår. At kunne bruge den anden forventede halvdel af ens liv på at få det hele til at stemme og mærke stærkt, hvad man har at sige tak for, er nærmest lykkeligt. Alt i alt. Det betyder bestemt ikke, at alle dage er lykkelige som sådan. Men der arbejdes med stoffet, og det i sig selv opleves meningsfuldt.

Lad lykken gro under dine fødder, så dit liv ved selve afslutningen opleves fuldbyrdet. Det gør det netop muligt at dø uden drama, i fred.

Jeg har som psykolog mødt mange mennesker, der er bange for døden, og jeg mærker det selv i perioder. Hvis du har meget at takke for i dit eget liv, er de dage, der uvægerligt føles tunge på vej mod afslutningen, dog alligevel lettere at udholde. Vanskeligheder i lyset af generel tilfredshed er lettere at udholde end vanskeligheder i lyset af generel utilfredshed.

Tak tik. Tak tik.

Jeg ved jo ikke, hvor du henter faglig inspiration? Jeg har netop læst en af eksistenspsykologiens grand old men, Irvin Yalom, igen. Han er 84 år gammel nu, og har således gået vejen selv. Ham sætter jeg blandt andre min faglige lid til. Han skriver ligefremt om dette at skulle dø og er ikke bleg for at give konkrete råd. Især har jeg hæftet mig ved dette:

At jo mere samhørighed du har i dit liv, jo nemmere er vejen mod døden.

At jo mere ulevet liv, du slæber med dig, ting du ikke fik gjort, jo mere bange er du for at dø.

En af hans bøger hedder “Som at se på solen. At leve med døden.”

Tak. Tak.

Når tiden står stille

0

Jeg skal ingenting i dag. Der er ro og flader af tid. Sneen daler oven i købet. Mit ingenting har dog været planlagt længe, for dette ikke at skulle noget er blevet til en aktivitet i sig selv. Patetisk, ikke sandt?

Der går en tekst rundt i cyberspace for tiden, der lyder: “Jeg skal ingenting i dag!” “Nå,” siger den anden, “men det synes jeg, du også lavede i går?” “Ja,” siger den første, “men jeg blev ikke færdig.”

Den troskyldige tekst minder os om, at vi skal slappe af, lade stå til. “Vi når det nok”, som man sagde førhen, og “de uundværlige ligger som bekendt ude på kirkegården.”

Alligevel skal de fleste hele tiden noget, også når de har fri. Tilværelsen er blevet en kæderække af aktiviteter, der oven i købet skal dokumenteres på Facebook, og ikke et ord mere om Facebook her og nu. For jeg er mere interesseret i dette hele tiden at skulle noget.

Jeg tror fuldt og fast på det tilfældiges afgørende betydning, og lad mig give et eksempel:

Når du læser en fagbog, begynder du formentlig med side ét og bliver ved med at læse side for side, til du er kommet igennem. Sådan læser de fleste. Man kunne også begynde med et kig på bagsiden, en skrålæsning af indholdsfortegnelsen, hvis der er sådan én, et opslag et sted i bogen – og så et andet, indtil man finder et spændende sted og læser dér, til man får lyst til at bladre rundt eller videre igen. En sådan læsning er tilfældig, sjusket vil mange mene. Jeg mener, den er noget af det bedste. Dels bliver det frydefuldt at læse, dels opstår der intens indlæring, som ellers ikke ville opstå. Det allerbedste er at falde i staver ved en bogreol og så bladre rundt i mange bøger uden at opdage, at det er, hvad man gør. Jeg har lært mere på den måde, end ved at sidde og pligtlæse hele bøger.

Tidens stemme fortæller os dog, at vi bestemt ikke har tid til at falde i staver. At gøre ingenting helt uplanlagt. At lade tiden stå stille.

Uplanlagt glæde

Uplanlagt glæde

Måske tidens stemme skulle holde sin kæft og glo lidt på sneen i stedet? Måske endda gå ud i den? Der kunne momentvis opstå uplanlagt glæde.

Når tiden er inde

10

Kongehus eller ej. Respekt for en mand, der trækker sig tilbage, når danskere begynder at latterliggøre det ønske, han har om ligestilling mellem køn, og efter snart 50 år stadigt bebrejder ham hans accent. Vi vil om 50 år og for sent vide, at han var guld værd for vores kongehus og for vores land.

HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Også fra kongefamilien. Han er nærværende, menneskelig og veltalende med et meget stort – dansk – vokabularium. Jeg tænker ofte over, hvordan det egentlig må være, at være medlem af den kongelige familie. Vi bliver mindet om familien ganske ofte i kraft af moderne tids medier. Familien er 24/7, altid online for os; de er allevegne. Og blot mennesker. Det har vi en tendens til at glemme.

Som barn i Kolding så jeg de kongelige én eneste gang, da jeg stod ud for den bygning, der senere skulle huse Diskotek Tordenskjold, et sted jeg kom til at frekventere hyppigt i et misforstået forsøg på at blive mig selv. Men den dag stod jeg som lille pige og så de tre store prinsesser køre forbi i karet, og jeg kunne mærke, at min mor, som jeg holdt i hånden, var ganske oppe at køre over dette besøg i byen. Så det var jeg også. En særlig og måske snarere sær interesse blev vakt lige dér, hvor jeg end ikke kunne formulere, at jeg siden kunne blive officer og komme til at høre til Den Kongelige Livgarde.

Jeg lærte mig som barn af en eller anden grund samtlige kongefamiliens navne og familierelationer udenad, og da den danske familie slap op, fortsatte jeg med hele Norden og siden England og det øvrige Europa. Kilderne var blade og aviser nede på biblioteket, og min nørdede viden, som var før ordet nørd var blevet folkeeje, hjalp mig i skolen, når vi legede hvem-ved-hvad. Jeg var altid alene med denne sære paratviden, så jeg blev i stand til på trods af socialklasse 5 og halv friplads på privatskolen at vinde disse videnslege over samtlige børn af Koldings overklasse. Det var svært tilfredsstillende, kan jeg huske.

Mennesker i Grønland

HKH Prinsgemalen er bagom det hele kongehusets første medlem fra såkaldt almindelige kår. Jeg tror, at de fleste – også med svigerdøtrenes indlemmelse – efterhånden vil mene, at det har været godt for den specielle og i bund og grund udemokratiske institution, som kongehuset er, at få ikke blot friskt, rødt blod ind i avlen, men også almindelige menneskers erfaringer med levet liv udenfor de kongelige gemakker ind i den kultur, der hersker i de kongelige, lukkede gemakker.

Vi har derfor med prinsgemalen med en mønsterbryder at gøre. Ikke blot er han steget lodret op af sit eget ophav, hvor landadelig den end var. Han har også været den første til at bryde det mønster, han trådte ind i. Og den første slår altid panden mod en mur. På et tidspunkt når panden bløder åbenlyst, kan det være rart at vende sig om og se efter, om der er flere på vej, så man sammen kan få slået den mur ned. Og der kom hjælp fra Hong Kong, fra Tasmanien og siden fra Frankrig. Her bagefter er det ikke svært ud fra hans opvækst og hele livshistorie at forstå, at den sidstnævnte hjælp måske føltes mere indlysende og god for ham end den første.

Men gav vi Henrik, den franske greve fra landet, lov til at være den mønsterbryder, der kunne komme med afgørende nyt blod og kultur til os, lov til at være sig selv?

Nej.

Vi lyttede til hans accent. I stedet for at tælle de danske ord, han vitterligt brugte.

Vi konstaterede forfærdet, at han ville opdrage børn som hunde. I stedet for at tænke over, at vi her er nået til at opdrage hunde, som vi opdrager børn, og måske har bragt den danske blødhed et skridt for vidt.

Vi drillede ham, Henrik, mennesket der gav sin tilværelse til vores land, fordi han forundret udfordrede den kendsgerning, at vores højt berømmede ligestilling åbenbart ikke rakte så langt ind i kongehuset, at han kunne få en titel på samme vilkår som hans svigerdatter kommer til at kunne få. I stedet for at diskutere vores eget uretfærdige begrebsapparat i forhold til ordene konge og dronning.

Jeg drak engang kaffe med HKH Prinsgemalen, fordi jeg som reserveofficer var med til det årlige møde med organisationens protektor, ham.

Hele min egen historie skyllede igennem. Om viden overfor overklasse og penge. Om mønsterbrydning og siden med en grønlandsk ægtefælle ved min side. Om dette aldrig siden at høre rigtigt til nogen steder; hverken i det du kom fra, eller i det du kom til. Lande, landsdele, socialklasser, brancher.

Henrik gjorde det så let den eftermiddag ved kaffebordet med de fyldte chokolader. For han var bare sig selv.

HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Fordi han var menneske først. HKHP siden.

Go to Top