Archive for februar, 2016

Når tiden kræver drama og tal

3

Vi tror, at journalister vil opklare sagerne for os. Vi tror, at forskerne vil gøre det samme og give os nogle tal, som er sande. – Men nye tider giver sportskampe, hvor journalister leger politisk heppekor, og politiske forskere, der bilder os ind, at al viden er naturvidenskabelig sandhed.

Du kan spørge, hvor politikerne er henne i dette? Og en kendsgerning er det vel efterhånden blevet, at befolkningen mærker en vis afsmag. For åh, hvor disse politikere bare mæsker sig i pensioner og fede biler og holder en spindoktor op foran sig, før de kan tage stilling til det mindste. Og for resten svarer de heller aldrig på de spørgsmål, som journalisterne stiller.

Min pointe er netop, at politikerne er blevet borte i processen. I hvert fald som politikere, der udfører deres hverv. I stedet optræder politikerne som nyttige idioter for journalister og på det seneste også for forskere, der alle har deres egen politiske dagsorden at passe.

Jeg ville personligt stemme imod landbrugspakken og arbejde for at få omlagt vores landbrug, som langtfra er vores største erhverv længere, til økologi. Samtidig stemmer jeg borgerligt, og jeg er vel dermed en hybrid, der er modtagelig for synspunkter fra både regering og opposition i sagen om landbrugspakken.

I ministerens oplæg noterede jeg mig, at hun fremlagde landbrugspakken på en overordnet måde: De første 3 års forøgede udledning af kvælstof og de efterfølgende utallige års formindskede udledning samlet ville føre til en formindsket udledning. Dét er faktuelt sandt, hvis man tæller sammen, hvad hun sagde. Eva Kjer Hansen gjorde det, som psykologer kalder at gruppere. Hun så på det samlede billede i stedet for at se på hver periode for sig. Først de 3 år, og så al fremtid derefter.

Alle mennesker grupperer hele tiden. Ellers kan vi ikke rumme verden. Så at dømme hende til at være forbryder på dét grundlag virkede en anelse hysterisk. På mig.

Men hendes ærinde? Ville hun ikke forføre, snyde, lyve, hvad som helst for at få sin landbrugspakke igennem da? Ja, det var ikke spørgsmål, jeg stillede mig selv, men det gjorde rigtig mange journalister til gengæld. De førte sig kritisk frem og i et omfang, der tilsyneladende forhindrede dem i at læse de papirer, der hørte til landbrugspakken. En stor samlet ny lov er meget mere end den one-liner, ministeren får lov til at sige på TV.

Ingen journalister havde dog tiden til at læse bagom, så ministerens udsagn om, at den nye pakke samlet ville gavne miljøet, blev hurtigt brugt imod hende. Af de selvsamme journalister. Dels var det jo løgn, hvad hun sagde, for i de første 3 år ville det skade miljøet. Dels begyndte forskere at blive brugt som argument for, at hun løj. Og journalister bragte pludselig, baseret på anonyme kilder, frem, at embedsmænd i ministeriet sagde op og smuttede.

Kvælstof

Dette billede af hvor lille sagen var i den store sammenhæng, ville jeg gerne have haft fra en journalist

 

Udledningen af kvælstof i detaljen. Ord som forventning og beregning viser vel, at det alt sammen er skøn

Journaliststanden lugtede blod, og her er det, jeg dels bliver træt, for det er ikke kønt at bevidne et helt fag i blodrus. Og dels skammer jeg mig, for blodrus smitter, og jeg fulgte minutiøst med. Som var jeg vidne til en forbrydelse, jeg foragter, og alligevel bliver opstemt af at bevidne.

Undervejs bevidnede jeg en journalist fra DR2 sige, at landbrugspakken samlet ville skade miljøet. Som optakt til et indslag om, hvordan ministeren løj. Ok, både ministre og journalister grupperer altså for at kunne rumme verden. Ministeren her gjorde det dog via sammentælling, journalisten gjorde det via sin politiske holdning og glemte at tælle sammen. Og da blev jeg klar over, at ikke blot blodrus over udsigten til at få fældet en minister, men også udsigten til at få væltet en borgerlig regering var et projekt for rigtig mange journalister, der stemmer på oppositionspartierne.

Så Enhedslistens tredje unge kvinde fik hurtigt rigtig meget plads på samtlige TV-stationer. Veluddannet, veltalende og god at se på også. Og hun trak forskere med ind i diskussionen.

Nu var status faktuelt, ja sådan blev det fremstillet, at ministeren løj, at landbrugspakken samlet ville skade miljøet, og at ministeriet var tæt på at være affolket for medarbejdere. Så hvad skulle forskerne på banen for?

De skulle på banen for at berige os med endnu en detalje. Tallene i ministerens papirer viste sig at være gamle tal. Hvor hun skulle skrive tal for 2016, havde hun talt sammen og lavet et gennemsnit for 2012-15. Umiddelbart smart nok, for 2016 er herhjemme hos mig i februar måned stadig mest fremtid, så en form for budgettal måtte der vel til?

Og der sad de så. 7 forskere med hvert sit speciale, for også i miljøsager er der selvfølgelig forskel på land og hav fx. Og de sad der, som om de alle var helt apolitiske og ikke privat stemte på noget som helst, og som om deres miljøspecialer var den rene og skære naturvidenskab, hvor 2 + 2 = 4. Altid.

Jeg sad og tænkte, at nu ville det blive tydeligt, hvor politiske forskere også er. Selvfølgelig. Det er ikke en kritik fra min side. Blot en konstatering. Selvfølgelig er de politiske. Selvfølgelig er en forskers resultater påvirket af, hvordan han eller hun politisk ser verden.

Men forskning er da forskning, kan du indvende. 2 + 2 = 4.

Ja, sådan er det i matematik, i fysik. For det meste af dét felt. I samfundsvidenskab, hvor det naturvidenskabelige blander sig med mennesker og sociale grupper, er det dog noget anderledes. Her vil resultaterne altid kunne diskuteres. Resultaterne er ikke sandhed. Præmisserne skal regnes med. Hvad er grundlaget for vores beregning? Hvordan er vores metode? Hvilke faktorer har vi forudsat for vores budgettal? Osv.

Miljøforskning er ikke en faktuel videnskab.

Alle 7 forskere blev dog brugt som sandhedsvidner. Oveni alt det, som politiske journalister og oppositionen havde slået fast allerede. Som kendsgerninger, skønt det mestendels var blodrus og politisk uenighed.

Det er selvfølgelig indlysende at efterlyse en videnskabelig journalist her. Hvor er der en Lone Frank, der måske kunne holde hovedet koldt og sin egen forforståelse blot nogenlunde i ave?

En sådan journalist var der ikke. Lone Frank fra Weekendavisen kan være et godt bud på en sådan fremtidig journalist, synes jeg. Jeg er dog helt sikkert biased her, for jeg kan virkelig godt lide det meste af dét, hun skriver.

Og sådan er det hele vejen igennem. Vi mennesker tror, at journalister vil opklare sagerne for os. Vi tror, at forskerne vil gøre det samme og give os nogle tal, som er sande.

Hvad vi glemmer er, at alle er mennesker. At der fx sidder en Rasmus Jarlov med en mere end almindeligt nærtagende personlighedsprofil, som lider under ikke at være partiformand, ikke at være i regering, ikke at være minister. Og at han er villig til at gøre sit eget personlige stof til et spørgsmål om regeringens fremtid.

Da flygtninge vandrede på vores motorveje, trænede han til Vild med Dans. Nu får vi måske valg, mens han fra Folketingets talerstol står og tæller op, hvor mange gange han har været i TV.

I could do with a laugh. Hvis ikke det var så trist det hele: Det meste er blevet proces. Jeg savner indhold. Men ikke fra politikerne. De leverer faktisk indhold. De fleste af dem.

Når tidens kvinder kræver …

3

En dansk kvinde har selvfølgelig ret til sin egen krop og til ligestilling mellem kønnene. Men hvor kønt er det, at tidens feminister kræver ret til narrefisse, kvoter til bestyrelsesposter, fundamentalistisk femimagt fra fødegangen og frem? Og ‘a room of her own’, of course, høn har jo brug for at tænke i fred?

Det er ikke i orden, sådan som jeg som gammel rødstrømpe i dag ser på ligestillingen mellem kønnene. Vi har sejret ad helvede til, som også en Thomas Nielsen fra LO sagde det om arbejderbevægelsens sejr i sin tid. Når arbejderen bliver velhaver, og når kvinden bliver den magtfaktor, hvorom alting drejer, ja, så burde kampen vel være vundet. Men snarere er der gået noget meget mere dyrebart tabt undervejs.

Nu er jeg eksistenspsykolog også ud i mit tankegods, så for mig at se udfolder livet sig i fire områder:

Feminist

1. Det fysiske, konkrete liv.

2. Det sociale, relationelle liv.

3. Det værdimæssige, ideologiske liv.

4. Det personlige, indre liv.

På de første tre områder kræver den fundamentalistiske feminist særstilling. Mens hun på det fjerde område, det personlige, anes mere end utilfreds, deprimeret, uelsket, om end hun har taget sit eget værelse og har låst døren indefra.

 

Det fysiske, konkrete liv

Det er oppe i tiden at tale og skrive om voldtægt. Egentlig afstedkommet af, at vi ved simpel optælling nu ved, at hver tredje voldtægt her i Danmark begås af en indvandrermand.

Men idet femikvindens magtfantasi om egen formåen inkluderer en idel beskyttelse af al indvandrings væsen, så skal indvandrermanden naturligvis beskyttes, som den minoritet han udgør, og dagsordenen derfor partout laves om til, at danske mænd er nogle voldtægtssvin. Intet mindre. Så vi læser om og ser på TV voldtægtshistorier begået af danske mænd.

Der har til gengæld længe været stille om, hvor svinagtigt nogle kvinder behandler fædrene til deres børn. Når yngelplejen har forandret sig til skilsmisse og særboliger, synes der i nogle tilfælde ingen ende på hvor lidt, faderen skal have mulighed for at være sammen med sine egne børn. Og en rask løgn om incest bringes endda til torvs ved særligt festlige lejligheder, hvis manden ikke makker ret og bare nøjes med at betale børnepengene.

Hvad nogle femikvinder rent synes at glemme, er den kendsgerning, at både kvinder og mænd mestendels er biologi, og at det tynde lag fernis, vi har udenpå kroppen – kaldet kultur, ikke altid virker. Især ikke når femikvinden kræver, at hun selvfølgelig må insistere på den intellektuelle samtale med mænd, skønt hun er iført selskabstøj, og klokken er 3 om natten ligesom promillen. Eller skønt hun har forladt sin ægtemand til fordel for en anden og nu finder, at barnefaderen vel uden videre kan nøjes med at betale og at se sine børn hveranden weekend eller mindre.

Nej.

En hunhund stiller sig med røven til, når den er i løbetid. Det kan en kvinde også gerne gøre. Men ikke for at råbe voldtægt bagefter. Eller løbe afsted med de børn, hun kun vil have for sig selv. Det hedder narrefisse. Og praktiseres stadig. Desværre.

 

Det sociale, relationelle liv

Kvinder har i årtier råbt på kortere arbejdstid og større fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen. Og også på flere chefposter – eller lederstillinger, som det hedder i kvindesprog, for ordet chef lyder så dominerende. Pyha. Kvinder har i det hele taget plæderet for en pænere tone. Ikke blot derhjemme i børneopdragelsen, men også på arbejdspladserne, hvor nogle kvinder synes at glemme, at deres mandlige kollegaer ikke er deres børn. Eller dumme unger, der er anbragt i arbejdsprøvning. Deres mandlige kollegaer er derimod ret ofte fagligt kompetente og kan i en frisk og kontant feedbackform berige kvinden med indsigter i, hvordan hun kan blive endnu dygtigere til sit arbejde. Desværre ender et sådant forsøg dog ofte i, at kvinden begynder at græde, hvilket som bekendt stopper de fleste mænds evne til at tænke. Der var biologien igen.

Nogle femikvinder går i fuldt alvor rundt og tror, at et menneske kan være chef for en stor butik med hundreder eller endda tusinder af mennesker ved at arbejde 37 timer om ugen og ved altid at tale det pæne sprog, man lærer i børnehaven – af andre kvinder og en enkelt blød mand for princippets skyld. Og ved at græde en lille smule. En gang imellem.

Nej.

Nogle job kræver alt af én, herunder rationale og forudsigelighed, og især en baglandskvinde eller -mand. Og en sådan vil femikvinden ikke have, for en partner uden et interessant job og med en rigelig indkomst tænder hende ikke rigtigt. Så i stedet kræver hun kvoter til de spændende ting, hun selv gerne vil prøve. Og glemmer at græde derhjemme, hvor hendes mand ellers – spændende eller ej – vil gå langt for at trøste hende.

 

Det værdimæssige, ideologiske liv

Her tegner sig et klart skel mellem to slags kvinder. De gode og de onde. Enhver ved selvfølgelig godt, at der i ethvert menneske, mænd som kvinder, er lidt af hvert. Eller meget. – Men en Inger Støjberg udråbes til ren ondskab.

Hun fremtræder da også som det modsatte af, hvad nogle femikvinder synes er det væsentligste. Hvor Inger Støjberg er optaget af sin sag (om man er enig med hende eller ej) og ikke synes at skænke det megen opmærksomhed konstant at tænke kønnet ind i alt, ja så er den væsentligste ideologi for de fundamentalistiske feminister, at kvinder er det nye sort, det nye overkvindedømme. Det eneste rigtige, faktisk. Selv mænd skal være feminister. Og holde kæft.

Skulle nogen formaste sig til at sige feministen imod og fx foreholde hende fakta, kan de få et fur, kan de. Og kniber det helt særligt med argumentationsskytset, kan feministen skifte emne uden at blinke, så ikke blot mænd, men også kvinder med blot en anelse testosteron i kroppen står paralyserede tilbage og smelter ned i hjernen med den ene tanke dog, at det var da ikke dét, vi lige talte om. Fraværet af konsistens hos den vrede feminist er slående. Men mest slående er dog hendes vrede i sig selv. Har hun da efterhånden noget at være så vred over?

Nej.

Ligestilling handler om lighed. Og i stedet for at glæde sig over alt det, der er vundet på den front, er det, som om århundreders undertrykkelse af kvinder nu skal hævnes ved at behandle mænd lige så uendeligt dårligt. Kom dog over det og kom videre, kære. Vrede. Kvinder!

Mænd kan ikke gøre for, hvad deres salig far i sin tid gjorde, eller hvad en anden mand har gjort i forhold til jer. Mænd kan ikke laves om til kvinder, det altid taler pænt og folder servietten på den rigtige måde, fordi den så står så godt til blomsterne i farven. Især i farven. – Der er langt mere alvorlige ting på den ideologiske dagsorden lige nu end feminismens fremmarch.

Vi er faktisk i fare for at miste den ligestilling, vi har.

 

Det personlige liv

Når jeg har lejlighed til at møde disse kvinder på tomandshånd, viser der sig ofte en lille bange pige bagved det hele. Inde i sit Virginia Woolf ‘room of her own’ sidder en forsmået kvinde, der enten aldrig er blevet elsket for sin egen skyld, eller har oplevet, at hun altid blev elsket, fordi hun er kvinde mere end menneske.

Ikke sært måske, at hun har brug for at forføre mænd, at tro sig omnipotent i stand til at lede store virksomheder og at tro, at hun er bedre end mænd.

Men nej.

Hun er hverken bedre eller værre end mænd. Hun er først og fremmest bare et menneske. Der måske i højere grad blot skulle lære at elske sig selv i sin uformåen. Især i sin uformåen.

Når tiden går

2

”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.

Når tiden trænger til en tredje vej

0

De gamle politikere taler hele tiden indhold. Den gamle Uffe Elbæk snakker hele tiden proces. Den gamle presse hujer fra sidelinjen på proces, proces, proces, mens Clement bare afbryder. Jeg trænger til en tredje vej her.

Hvad mener jeg med indhold? Jeg mener det faktuelle: De gamle politikere beretter om det faktuelle. Bruttonationalproduktet (BNP) er nu steget lidt, siger de. Antallet af uddannelsessøgende er det samme, men der er lidt flere på erhvervsuddannelserne, siger de. Arbejdsløshedskurven er knækket, siger de… Man ser det for sig: En knækket kurve. Eller også glider tankerne over på de boller i karry, som man kan lugte fra køkkenet.

Min pointe er, at indhold i store mængder gør folk trætte, uopmærksomme. Indhold må meget gerne være fulgt op af billeder. Hvis man både får faktuelle oplysninger og billeder, der understøtter det faktuelle, vist samtidigt, ja så glider det ned. Det lidt tunge stof. Indholdet.

Men TV viser os nogle andre billeder. De får enten den ide at stå uden for en fabrik for at understøtte noget med virksomheder. Nogle gange endda efter lukketid, så mikrofonholderen blot ligner en fremmed, der er gået forkert og nu står og skaber sig en smule ved at snakke med sin egen mikrofon og kameramanden.

Eller TV får den ide at vise os politikerens ansigt, mens ordene kommer ud af munden: ”BNP er nu steget lidt …” Her har jeg fået en grim uvane med at studere tænderne i undermunden, når en politiker siger indholdsord i lange sætninger. Det er bestemt ikke et modent træk hos mig. Men selv Helles var beroligende nok lidt skæve.

Som modvægt til trætheden ved indhold har mange danskere sat deres lid til proces i stedet. Og hvad mener jeg med proces? Med proces mener jeg det menneskelige, relationerne, dramaet, hvordan føles det?

Intet er så godt som et gammeldags slagsmål a la det fra forsamlingshuset, men nu legemliggjort ved fx to statsministerkandidater, der slår løs på hinanden og såmænd også sig selv. Alle slagsmålets kvaliteter kan nydes fuldt uden selv at komme til skade. Jeg kan her tænke, at det er for tøsedrenge sådan at kigge på, for hvorfor ikke selv slås, hvis man nu har de lyster?

Den gamle presse elsker det imidlertid. Tøsedrenge eller ej. De kunne godt gøre mere proces ud af deres journalistiske arbejde. Men som regel ikke ret meget. Den gamle Uffe Elbæk elsker også proces. Han har levet af det hele sit voksenliv. Som politiker har han genoptaget sin skoletid fra kaospiloterne for igen at kunne få løn for at lege proceslege. Ingen synes rigtigt optaget af, hvad det skal føre til. De fleste synes, at fx hans high five på cykelstien var en awesome happening. Ja, det er nødt til at være på engelsk, så godt var det.

Uffe Elbæk er så god til proces, at han kan smøre selv en Martin Krasnik, der ellers er god for at have de mørke øjne fastholdt på indholdet. Krasnik blev den anden aften i Deadline ved og ved og ved med at spørge Uffe Elbæk, hvad han ville gøre ved flygtningesituationen, når nu han anerkendte, at den fælles EU-løsning, som ellers er Alternativets politik, lige nu var umuliggjort af flere enkeltlandes handlinger? Den glade Uffe Elbæk lod sig imidlertid ikke slå ud af, at hans politiske ønsker var uden gang på jord for nærværende. Han syntes at mærke, hvordan det er processen, der tæller.

I hvert fald undslap han Krasniks præcise spørgsmål ved at lægge ansigtet i sørgelige folder. Ikke at det er denne politikers spidskompetence, men her gjorde han det vitterligt, selvom hans mund altid skælmer lidt. Så trods Martin Krasniks vedholdenhed lykkedes det alligevel Uffe Elbæk at blive i processen og i sig selv ved at sige: ”Jamen, jeg kan ikke lide det. Det er ikke sådan, det skal være.”

Her viste det umodne træk sig hos mig igen: Uffe Elbæks tænder i undermunden trak i mig, mens jeg undrede mig: “Nej, men hvordan så – de givne omstændigheder taget i betragtning?”

Nu tror jeg ikke, at Danmark kommer ud af stedet ved at studere undermunde eller stille spørgsmål til politikere, som de åbenlyst ikke vil svare på, lige så lidt som jeg tror på, at vi kan styre vores land alene ved at tale indhold og BNP eller ved at lege proceslege og heppe på det umulige.

Jeg tror på en tredje vej, hvor både indhold og proces tæller.

De fleste mennesker har i deres eget liv prøvet, hvad den kombination kan være. Det kan være madlavningsprocessen, der munder ud i et pragtfuldt måltid mad. Det kan være en sjov leg, der munder ud i, at den 4-årige kan tælle til tyve. Det kan være den intense og alvorlige samtale kærestepar imellem, der munder ud i, at der bliver lavet en opsparingskonto til et hus. For det skal føre til noget, også selv om det bliver hårdt undervejs. Processer bliver til indhold, som bliver til proces igen. Det bliver ved; det er en iterativ proces.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har det hele med. Hvad er der ved et dejligt måltid mad, hvis det har været en pinsel at lave det? Hvad er der ved at kunne tælle til tyve, hvis man har lært det af at få tæsk? Hvad er der ved et færdigt hus, hvis vejen dertil har været belagt med ufred?

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har både leg og alvor med, men har smidt den passive underholdning overbord; den kan vi ærligt talt gå i cirkus og mange andre steder hen og få. Danmarks fremtid skaber vi alle sammen, og vi har politikere stemt ind til at lede og fordele dét arbejde. Ikke til at underholde os.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har en kritisk presse, der kun interesserer sig for indhold. Og derved viser sin raison d’être.
Selv vil jeg holde op med at glo på undermunde på TV. Og det bliver nemt, håber jeg, når nu Clement har afbrudt for sidste gang.

Go to Top