Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

 

Og et billede af otte kvinder, der er “proud of our mastectomy scars“.

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år. Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.