karen59

Eksistenspsykolog og forfatter.

Home page: http://www.karen-schultz.dk

Posts by karen59

At være for forfængelig

5
 

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

Og et billede af andre kvinder uden bryst(er).

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år nu (skrevet i 2015). Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


 

Glæden ved genkendelse

– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.

Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.

Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.

Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.

Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.

At tro på kærlighed


Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.




I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Magt forpligter, og magt forsvinder ikke

Det forpligter at have magt. Sådan har jeg altid tænkt om de rige, om mænd, og også når jeg som barn oplevede voksne der på trods af deres ubestridelige overmagt behandlede mig venligt; de agerede som var vi lige. Det kunne være i situationer hvor jeg skulle lære noget, det kunne være i samtaler, hvor jeg fik tid til at uddybe og forklare, selv om de kunne have tysset, have afbrudt mig.

Debatindlæg fra især kvinder folder sig stadigt mere magtfulde ud med en dagsorden om, at især mænds magt er helt ude i hampen. Fra sidelinjen er det underfundigt mildest talt at bevidne, hvordan magt afskrives som noget, vi mennesker kan få til at forsvinde samtidig med, at de selvsamme debattører udøver en magt fuldkomment blinde for deres egen ageren.

Vi har bevidnet dokumentaren om Michael Jackson Leaving Neverland om pædofili, kvinderne har haft kampdag, og seksuel forulempelse har vist sig at være reglen mere end undtagelsen i politiske ungdomspartier i Danmark. Magt udøves her i begyndelsen af 2019. Den voksne over barnet. Den rige over den fattige. Manden over kvinden. Den fattige pige synes værst stedt af alle.

I Danmark er det især de velhavende, voksne kvinder der tamper hårdt på de voksne mænd for ikke at forstå skønheden i feminisme, i alle dens former. Det er ikke børns tarv, de kæmper for, nej, disse kvinder vil have samtykkelov om samlejet, og de vil ikke nøjes med lige ret og lige muligheder; de vil have lige resultater for de to køn.

Et udgangspunkt for feministerne er altså det fastlåste blik på resultaterne. Hvorfor er fx direktionen i Novo Nordisk alle mænd. Ja, hvorfor er alle deres koner hjemmegående? kan jeg spørge og dermed pege på, at sådan et krævende direktionsjob kræver et bagland, som nogle kvinder gerne udgør, men nærmest ingen kvinder til gengæld vil have deres egen mand reduceret til at være.

Et andet udgangspunkt er det særligt gode ved det feminine. Det helt uundværligt gode, der rækker langt ud over evnen til at føde børnene; den kvindelige evne er også at forbinde, at forstå, at forlige, at forene, alt det med fordele. Kvinder kan noget, som mænd slet ikke formår og skal derfor ind i bestyrelser, ja allevegne. Det kan oven i købet ses på bundlinjen, forlyder det. Hvad udad tabes, skal indad vindes, synes her at være tesen. Det kan godt være, manden har mere magt i kraft af bedre fysik, men har han egentlig andet at byde ind med? lyder det polemiske spørgsmål. Ja, evnen til at være ligeglad med, hvordan han ser ud, kan jeg nævne, selv om den evne er under udfasning desværre. Mandens ligegladhed med eget udseende har ellers levnet ham meget tid til fx bestyrelsesarbejde.

Et tredje udgangspunkt er det stærke behov for at vise, at ikke blot mænd af anden etnisk herkomst begår voldtægt, også danske mænd gør det og skal ikke komme for godt i gang med at bryste sig af deres uskyldighed. Der hersker en voldtægtskultur i Danmark, forlyder det. Væk er den kendsgerning, at voldtægt begås signifikant hyppigere af mænd, der ikke er etnisk danske.

Jeg har øje for disse afsæt, fordi jeg selv står et andet sted. Jeg er rødstrømpe, jeg er ikke feminist. Jeg har brugt mit liv på at kæmpe for kvinders lige ret og lige muligheder, og jeg finder, at jeg som menneske selv skal skabe resultaterne. Jeg har arbejdet sammen med både kvinder og mænd og kan få øje på langt flere ligheder end forskelle mellem de to køn. Jeg kan godt se dyder hos mænd, som kvinder kunne lære af, men ikke flere og mere vægtige, end at dyderne kan handle om andre ting: Livserfaring, kontekst, alder. Jeg er med andre ord slet ikke sikker på, at der findes kønsspecifikke dyder. Og endelig delte min kollega, en jødisk psykolog, i 1998 sine danske forskningsresultater med mig: Racisme og vold var signifikant større blandt indvandrere end hos etniske danskere. Hans dilemma var, om han skulle offentliggøre det ligeud, som det var. Hans forskningsstøtte ville da blive mindre, vidste han.

– Magt udøves på mange måder.

Det er fint for mig, at vi har forskellige ståsteder, og at meninger brydes. Det sidste vel at mærke hvis det foregår mellem parter der er nogenlunde lige stærke, og hvor ingen af parterne har hverken direkte eller indirekte magt over den anden. Det store problem er blevet, synes jeg, at debatternes dagsorden sættes af magtfulde, stærke, veltalende, velhavende, velmenende kvinder, der ikke vil siges imod. Dagsordenen sættes af mennesker så sikre på deres egne meningers berettigelse, at intet står til diskussion, at andre med andre meninger dømmes dumme, onde, hadske.

Vi glemmer rent, at der er andre afsæt for vores meninger end de tre, jeg nævnte ovenfor. Vi har fx alle dette udgangspunkt; vores politiske ståsted. Hvad synes man om forholdet mellem stat og menneske? Hvem skal bestemme hvornår? Hælder man til, at staten/fællesskabet/flertallet altid er klogest, eller ved mennesket i enhver sammenhæng hvad der er bedst og klogest på kort og lang sigt? Skal vi dele pengene lige i vores fællesskab, eller skal enhver have lov at tjene ind efter evne? Jeg melder mig ikke selv på nogen af yderfløjene her, men ens politiske ståsted farver de briller, man ser Leaving Neverland, kampdagen 8. marts og ungdomsformænd med.

Uanset: Hvis vi ønsker demokrati, hvilket også vil sige, at enhver har retten til selv at bestemme sig for sit politiske ståsted, ja så må vi tillade andre at mene noget direkte mærkeligt, besynderligt, uforståeligt, ja sært, så længe det ikke er strafbart.

Et andet fælles udgangspunkt er vores måde at være i verden på. Er man sådan en, der sidder ved skrivebordet og den bærbare og teoretiserer om livet, afbrudt af mellemlange læsninger af andre, der også har teoretiseret? Eller går man snarere udenfor og gør noget med sine hænder, snakker med nogen mennesker så nært, at man kan lugte den sved, der stadig sidder som en dagsrest i huden på dem og lugter anderledes end ens egen? Jeg gør selv lidt af hvert, også her, men blandt de højst råbende i den offentlige debat ser jeg flest teoretikere.

Jeg tænker ofte på det scenarie, hvor al strøm er gået, supermarkederne er lukkede, Danmark er gået i gammeldags bondsk tilstand. Hvem vil klare sig, hvem vil falde igennem? Jeg skal nok klare mig. Jeg vil bede min mand bære den tunge brænde, og han vil gøre det med glæde, fordi han har de stærkeste overarme; det forpligter.

Magt findes i mange former, og magt udøves med eller uden forpligtelse. Tilbage står, at de reelt svage, børnene, de fattige, de ufaglærte, de praktiske, efterhånden ingen stemme har i den offentlige debat. Det er hjerteskærende at se dokumentaren Leaving Neverland, at se hvordan en rig, voksen mand kan udøve magt over et barn. Og det er rent ud hjerteskærende dernæst at læse aviser fulde af, at kvinder vil have ændret en lov, der allerede tydeligt gør voldtægt strafbart.

Hvad med at begynde i det levede liv, hvor fx misrøgt af børn sker 10.000 gange for hver gang, der opstår tvivl om et samtykke til samleje. Hvad med at begynde et praktisk sted, dér hvor voldtægterne begås? Dér hvor de anmeldes, for vores politi skal jo være der for offeret hver eneste gang, også for de falske anmeldelser. Eller endnu bedre, hvad med at begynde blandt børnene, hvor det ikke i første omgang er voldtægt, men grooming, denne særlige venlighed der kun har som formål at gøre et senere overgreb muligt?

Det er som om de magtfulde feminister har groomet os allesammen meget længe. Og nu slår de til. Overfor kvinder der ikke er enige med dem. Overfor mænd, bare mænd, ja, dem allesammen, som ellers først og fremmest gjorde kvinders emancipation mulig. Og overfor de ufaglærte, de små, de dumme, de bange, dem der sveder og fuldstændig spejlblanke ikke har forstået, hvor vigtig feminisme er.

Hvis vi hver især blev bedre til at spotte en groomer, ville vi kunne spotte planer om magtmisbrug. Vi ville undgå megen ulykke.

Når tiden er til en bog

Efterhånden har jeg lært at kalde mig forfatter. Man skulle jo nødig tage munden for fuld, har jeg lært.

Jeg har skrevet flere bøger, alle med udgangspunkt i mit livssyn: Det enkelte menneskes eksistens i verden. Mit skrivearbejde har taget form og omfang gennem årene. Det begyndte med mit speciale fra Københavns Universitet, som Dansk Psykologforening udgav. I de følgende år udgav jeg flere fagbøger om psykologi på Gyldendal og Hans Reitzels Forlag. ‘Eksistens i arbejdslivet’ er udkommet både på dansk og engelsk. På vores eget forlag har jeg udgivet en bog om børns evne til at filosofere, en skønlitterær roman om en ung kvinde på Sergentskolen i Sønderborg, som Nordisk Film købte filmrettighederne til, men desværre ikke har udnyttet, samt fire små klogsøde bøger, der kan bruges som bogkort.

Foredragene har også fået god tid, når vejen til og fra tæller med. Ofte har livet på vejen fungeret som mine gode pauser – og pauser, der derved er blevet en del af mit levede liv.

Senest har jeg gennem et lille års tid genoptaget mine klummer. Jeg har on and off skrevet klummer i Berlingske Tidende 1993-2011. Og i de sidste fire år havde jeg næsten intet skrevet. Jeg har skullet vente på mig selv.

Nu er jeg klar til at skrive noget større, noget mere sammenhængende igen. Så klummerne er sat på pause, men jeg vil måske dele noget fra min proces med den kommende bog.

“Det er dejligt at holde af vejen; den varer længere end målet – og målet er alligevel kun en form for retning”.

Når tiden går

”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.

Når tiden bliver en anden

Da jeg voksede op i 60’erne, var vi optaget af sortes kamp for at blive lige med de hvide. Jeg følte med de sorte af mit fulde barnehjerte. I dag er vi optaget af muslimers adfærd. Jeg føler ikke med muslimer. Hvorfor mon denne forskel?

Jeg bevæger mig rundt i forskellige mulige ståsteder, i forskellige perspektiver, i forskellige egne oplevelser af, hvad der giver mening i livet.

Senest udspandt sig pludselig en diskussion om ikke-vestlige indvandreres adfærd blandt tre kvinder, jeg var selv den ene af dem, der har et fællesskab, som handler om noget helt andet. Men nu kom vi altså til at tale om indvandrere. Én havde blikket stift rettet mod, hvad indvandrerne får foræret af deres nye land; logi, mad, lommepenge. En anden havde blikket lige så stift rettet mod, hvordan indvandrerne opfører sig i det nye land. Og den tredje af os brugte sit stive blik på, hvor dårligt landet er til at integrere indvandrerne.

Jeg tænkte bagefter, at mit eget blik jo bør vandre. For alt hvad der er at kigge på må være af interesse her.

Og så kom jeg i tanker om ’Historien om lille sorte Sambo’, ’Onkel Toms hytte’, alle disse bøger jeg kunne finde på biblioteket og sluge med barnets appetit, mens min indignation voksede. Jeg var i den grad optaget af de sortes uhyrlige forhold som slaver og undertrykte.

Sammenlignet med min kølighed over for nogle muslimers opfattelse af at være den eneste sande religion er der langt. Fra hed medfølelse til kølig distancering. Hvordan kan jeg som menneske have flyttet mig så meget? Hvordan kan jeg forstå det, hvordan kan det give mening i mit liv at være blevet så kølig?

Reformation er nødvendig

Min rejse i livet er begyndt ud fra den marginaliseredes ståsted. Jeg var alle de ting, der sætter én udenfor normen. Født udenfor ægteskab, pige, fattig. I tilfældig rækkefølge. Så følelsen af at være i samme båd som sorte faldt lige for. Her i tredje og sidste del af mit liv sidder jeg på flæsket. Jeg er veluddannet, velnæret, veltjenende. Velvelvel. I tilfældig rækkefølge. Følelsen af at være i samme båd som muslimer falder ikke lige for.

Det forklarer dog noget.

De flygter. Fra krig. Fra nød. De flytter, teknisk set. Fra krig. Fra nød. Det er forfærdeligt, det er lige til at forstå. Men jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Så mit hjerte brænder ikke hedt for muslimer, og selvfølgelig var det ikke mig, der havde blikket stift rettet imod, hvor dårlige vi har været til at integrere dem her i landet.

Og så alligevel. Jeg kender også til dette med at flygte. Fra krigen i mit barndomshjem, hvor bomberne faldt med minutters mellemrum på visse dage. Hvor der var isnende våbenhvile i dagevis. Hvor der blev taget gidsler. Hvor grænser mellem mennesker ikke fandtes, og overgreb næsten var at foretrække, når dages våbenhvile havde trukket stuetemperaturen ned på minus 10. Hvor en voksen tog ladegreb i baggangen midt om natten for lige at signalere, at jagtgeværet altså stadig hang der.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har gjort det muligt for mig at være i disse følelser uden at drukne. Og alligevel kan jeg ikke påstå, at mit voksne hjerte brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Hvorfor?

Måske er jeg præget af personlige oplevelser med muslimer. For mens sorte har givet mig fed musik, har lært mig at danse, at svede, at nyde livet, har jeg med muslimer erindringer om at blive bange, at blive overgrebet én gang til.

Det begyndte ellers så godt. Jeg havde for flere år siden et kontorhotel i København, hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind på en kontorplads, dvs. et skrivebord, og så opnå fordelene ved at være sammen med andre ligesindede, dele gode og dårlige dage, spise frokost sammen, drikke sig fulde sammen, når det skulle til. Kort sagt kontorfællesskab. Jeg arbejdede der også selv.

På et tidspunkt søgte en forening for muslimske homoseksuelle om at få en plads. Og jeg sagde naturligvis ja. Indigneret på de homoseksuelles vegne, som jeg altid har været. Og nu med endnu en marginaliseret gruppe at hjælpe. Jeg følte mig nok også som et rigtigt godt menneske lige da. Det hele gav mening for mig.

I løbet af en måned eller to stod det imidlertid klart, at vi ikke havde helt samme ideer om fællesskab. Lejeren søgte uden om samvær med os andre, og hans skrivebord blev ikke brugt af blot ét menneske. Ofte var der en tre-fire mænd, altid mænd, der hang ud og også blev til ved aftensmadtid og bestilte mad ind. Mandekroppe fylder i ét kontorlokale, og lugten af mad var måske heller ikke, hvad de andre lejere af de tre andre kontorpladser i dét lokale, havde håbet på. Det fælles køkken blev ganske vist også inddraget, men først når vi andre var gået hjem. Jeg måtte som udlejer gøre noget.

Og min henvendelse i lokalet overfor flere, skulle det vise sig, meget vrede mænd om, at de ikke kunne være der allesammen; det var én plads, ét menneske, førte efter højlydt diskussion til, at jeg gik min vej igen. Fra 2. sal og nedad mod min egen kontorplads i stuen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg kom til at løbe ned. For den muslimske mand, som havde lejet pladsen hos mig, løb efter mig. Og jeg blev skidebange. Skidebange simpelthen. Alle andre var gået hjem.

Nede ved min kontorplads tog vi så magtkampen. Han stillede sig så tæt op ad mig, at der var en cm imellem vores næser. Helt lige høje, lige vrede, men afgjort ikke lige bange, blev vi stående, mens jeg gentog mit synspunkt. At jeg ikke ville have så mange gæster i huset på én gang. Så ofte.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har ikke været nødvendig her. Jeg kan være i disse følelser.

Men det forklarer noget om, hvorfor mit hjerte ikke brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Længe efter gik jeg stadigt rundt og undrede mig over, at selv de marginaliserede muslimer, som på egen krop kender til at være udstødte og forfulgte, ikke havde blik for den patronisering, de udøvede over for de andre beboere i huset, herunder også over for kvinderne dér.

Hvad er der tilbage at forsøge at forstå?

Som veluddannet bør jeg vide, at sammenhænge skal udfordres. Som videnskabsmanden Karl Popper altid mindede om: Husk at gøre et forsøg på at falsificere din påstand! For forskere er slemme til at gå efter alt det, der beviser deres hypoteser, men retteligen skal man i stedet gå den anden vej og prøve det bedste, man har lært, at modbevise ens hypotese.

Faktuelt kan jeg slet, slet ikke udlede noget som helst ud af tre-fire muslimske mænds dårlige opførsel. Men det gav mig en hypotese om, at:

Hvis muslimsk mand, patroniserende adfærd.

Karl Popper ville oversætte dette til, at jeg har en hypotese, der lyder:

Hvis a, b.

a = muslimsk mand. b = patroniserende adfærd.

Falsificeringen går nu ud på at undersøge alle a og alle ikke-b, siger Popper. Og hvad vil det sige?

Jo, jeg har siden da grundigt undersøgt ’a’, dvs. alle muslimske mænd. Hvordan opfører de sig? Nogle af dem opfører sig virkelig skidt. Fx blev en jødisk mand skudt ned. Fordi? Fordi han var jøde. Og nogle af de muslimske mænd opfører sig virkelig pænt. Så min hypotese er her delvist falsificeret.

Min anden undersøgelse går via ’ikke-b’, dvs. ikke-patroniserende adfærd. Hvem udviser en sådan adfærd? Her bliver det vanskeligt at afgrænse undersøgelsen, for hvad er patroniserende adfærd egentlig? Er det voldtægt, religionsfundamentalisme eller kvinden kun ved kødgryden? Hvad er det? Jeg skal ikke trække den længere her, men blot konstatere, at hvis jeg sætter et ikke- foran disse eksempler på patroniserende adfærd, så er det oftere hvide og sorte mænd, der udviser en sådan adfærd, end det er muslimske mænd. Så min hypotese er ikke falsificeret her.

Hvad står da tilbage: Hvis muslimsk mand, måske patroniserende adfærd. Den hypotese kan man såmænd også have om hvide og sorte mænd. På nær det med religionen. Her er måske sagens kerne for mig.

Mit selvoplevede eksempel var hentet fra socialt liv i offentligheden. Det kan sammenlignes med den ballade, der for nylig var i Slagelse, hvor 25 pårørende muslimer på samme tid ville besøge én patient helt uden forståelse for, hvor meget de fyldte på sygestuen, i afdelingen.

Men religionen? De religiøse anliggender, som rigtig mange danskere ikke tillægger nogen særlig værdi? Jeg tror, det er her, det sner for mig.

Forskellen på muslimsk og dansk kultur er, som jeg ser det, allerstørst i religiøse forhold. For dette at bekende sig til en religion, der ikke anerkender andre religioner, gør én patroniserende, mildt sagt. Gør én udansk. Udemokratisk.

Dette ikke at levne plads til, at der kan være noget som helst andet ståsted. Noget som helst andet perspektiv. Noget som helst andet, der har ret til at være i verden.

Dét giver mindelser om frygtelige tider i verdenshistorien og gør mit standpunkt overfor alle muslimer helt klart: Tag et opgør med jeres religion og få religionen reformeret, sådan som Luther gjorde det i stor skala med vores religion, og sådan som vi siden har gjort det overfor Indre Mission her i Danmark.

Fundamentalisme er for de feje, der truer sig fra at blive sagt imod. Men dette at lade fundamentalismen stå uimodsagt er også fejt. Opgøret må komme indefra. Fra muslimerne selv, hvis de vil være danskere. Det vil give mening. Også i mit liv.

Når tiden tæller – ned

Tiden går. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller. Det ved vi. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller også ned mod afslutningen. Tik tak. Tik tak. Hvis vi har meget at takke for, er selv vejen mod døden måske ok at gå?

Jeg er selvsagt på tynd is her. 56 år gammel og med et inderligt ønske om at leve mange år endnu. 86 år har hidtil stået for mig som en rimelig forventning. Tallet opstod ud af en test om forventet levetid i betragtning af mine gener, levevaner, sociale forhold, og hvad man ellers på videnskabelig grund kan putte ind som årsagsgivende, når man forsker i forventet levetid.

Der forskes pudsigt nok mindre i selve afslutningen, i døden, og i vejen dertil; den dødsbevidste vej dertil: Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

De fleste af os lever et liv dårligtvidende, at vi skal dø. Vi enten undlader at have det med på vores vej på en fornægtende måde, eller vi er modsat særligt optaget af det på en måske hypokondrisk eller angstfyldt måde. Eller både og, skønt det lyder umuligt.

Jeg har mødt alle former hos mennesker. Og hos mig selv.

Så det er ikke blot af arbejdsmæssige grunde, jeg er optaget af det. Jeg leder også selv efter svaret på spørgsmålet:

Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

Døden

Vi kan følge flere spor i forsøget på at finde et svar:

  1. Hvad er din personlige historie om død?
  2. Hvad giver dig et meningsfuldt liv, og er det sådan, du lever dit liv? Hvis ikke, hvorfor ikke, og hvad skal der til, for at du kan komme til det?
  3. Hvilke faglige veje kender du og vil gå for at blive inspireret og hjulpet?

Jeg har et barnebarn på 4 år og får på mange måder reaktiveret min egen barndom og mit hele liv ved at være sammen med ham. For nogle måneder siden lå der i et stykke tid en død ræv i vejkanten på et sted, hvor vi ofte går. Hans farmor var død knap efter hans fødsel, og han havde omtalt hende som død, så begrebet død var ikke helt ukendt for ham, vidste jeg.

Den døde ræv bragte det imidlertid tydeligt frem hos ham igen. Ræven er død. Hvorfor det? Hvad sker der med den. Skal jeg også dø? Han havde så mange spørgsmål, og jeg svarede og svarede, mens jeg tænkte, at han en dag måske vil huske den døde ræv som det første møde med døden, og måske også forbinde det til sin egen første erkendelse af, at han selv skal dø en dag.

Sandheden i menneskelivet er, at idet jeg ærligt og ligefremt svarede ja til spørgsmålet om, om han også selv skulle dø, blev han ked af det. Sorgfuld. Den sorg, der følger os alle og hører til ethvert menneskeliv, blev lagt på hans skuldre lige da. Selv nu hvor jeg skriver det, kan jeg stedfortrædende stadigt mærke, hvor ked af det, han blev. Hvor ville jeg gerne lige da have holdt den sorg væk fra ham.

Havde jeg gjort det ved i misforstået godhed at svare nej til hans spørgsmål, havde han vidst, at jeg løj, og han havde grundlæggende mistet tilliden til både livet og mig. Han kendte allerede selv det sande svar, idet han spurgte. Sådan er menneskelivet. Vi ved, vi skal dø, og prøver vi at lade, som om vi ikke skal, er vores liv bygget på en løgn. En løgn der ofte giver angst.

Tik tak. Tik Tak.

At finde mening i dette dilemma hører dernæst til dette at leve. Med Viktor Frankls ord har vi tre livsopgaver, hvoraf de to i hvert fald er gode at gribe til i de unge år, når det drejer sig om at leve meningsfuldt på trods af, at alting alligevel hører op engang. At skabe noget og at opleve noget er disse to ud af tre opgaver. Det er jo, hvad vi gør som unge og fulde af kræfter. Vi spiser af livet. Med stor appetit og kraft som regel.

Det væsentlige i forbindelse med livets afslutning er imidlertid, at der også er en tredje opgave: At forlige sig. Kræfterne bliver mindre. Mulighederne færre. Tiden tæller ned. Alting hører op. Ikke engang, men om lidt. Tik tak. Tik tak.

Det er min erfaring ud fra andre, og igen også fra mig selv, at der i dette at forlige sig er meget mening at finde især i livets sidste halvdel. Det er ganske vist den vanskeligste opgave af alle, sådan at skulle nøjes med det, man nu har, det man nu har nået, det der nu kan lade sig gøre. Men det er også en dyrebar vej at gå.

Jeg har selv praktiseret det sådan i mit liv, at jeg tog hul på den vej allerede som 40-årig. Faglig fordybelse først i Jung og siden i eksistenspsykologien bragte mig på sporet af, hvordan livet kunne være efter vendepinden, som Jung kalder dét sted i livet, hvor vi begynder på anden halvdel. Hans udlægning af livet kan ultrakort gengives sådan, at vi bruger den første halvdel på at blive os selv, og den anden halvdel på at vænne os til tanken om, at vi skal dø.

Så som 40-årig fik jeg et særligt øje for opgaven med at forlige mig med mit liv og med mine givne vilkår. At kunne bruge den anden forventede halvdel af ens liv på at få det hele til at stemme og mærke stærkt, hvad man har at sige tak for, er nærmest lykkeligt. Alt i alt. Det betyder bestemt ikke, at alle dage er lykkelige som sådan. Men der arbejdes med stoffet, og det i sig selv opleves meningsfuldt.

Lad lykken gro under dine fødder, så dit liv ved selve afslutningen opleves fuldbyrdet. Det gør det netop muligt at dø uden drama, i fred.

Jeg har som psykolog mødt mange mennesker, der er bange for døden, og jeg mærker det selv i perioder. Hvis du har meget at takke for i dit eget liv, er de dage, der uvægerligt føles tunge på vej mod afslutningen, dog alligevel lettere at udholde. Vanskeligheder i lyset af generel tilfredshed er lettere at udholde end vanskeligheder i lyset af generel utilfredshed.

Tak tik. Tak tik.

Jeg ved jo ikke, hvor du henter faglig inspiration? Jeg har netop læst en af eksistenspsykologiens grand old men, Irvin Yalom, igen. Han er 84 år gammel nu, og har således gået vejen selv. Ham sætter jeg blandt andre min faglige lid til. Han skriver ligefremt om dette at skulle dø og er ikke bleg for at give konkrete råd. Især har jeg hæftet mig ved dette:

At jo mere samhørighed du har i dit liv, jo nemmere er vejen mod døden.

At jo mere ulevet liv, du slæber med dig, ting du ikke fik gjort, jo mere bange er du for at dø.

En af hans bøger hedder “Som at se på solen. At leve med døden.”

Tak. Tak.

Når tiden står stille

Jeg skal ingenting i dag. Der er ro og flader af tid. Sneen daler oven i købet. Mit ingenting har dog været planlagt længe, for dette ikke at skulle noget er blevet til en aktivitet i sig selv. Patetisk, ikke sandt?

Der går en tekst rundt i cyberspace for tiden, der lyder: “Jeg skal ingenting i dag!” “Nå,” siger den anden, “men det synes jeg, du også lavede i går?” “Ja,” siger den første, “men jeg blev ikke færdig.”

Den troskyldige tekst minder os om, at vi skal slappe af, lade stå til. “Vi når det nok”, som man sagde førhen, og “de uundværlige ligger som bekendt ude på kirkegården.”

Alligevel skal de fleste hele tiden noget, også når de har fri. Tilværelsen er blevet en kæderække af aktiviteter, der oven i købet skal dokumenteres på Facebook, og ikke et ord mere om Facebook her og nu. For jeg er mere interesseret i dette hele tiden at skulle noget.

Jeg tror fuldt og fast på det tilfældiges afgørende betydning, og lad mig give et eksempel:

Når du læser en fagbog, begynder du formentlig med side ét og bliver ved med at læse side for side, til du er kommet igennem. Sådan læser de fleste. Man kunne også begynde med et kig på bagsiden, en skrålæsning af indholdsfortegnelsen, hvis der er sådan én, et opslag et sted i bogen – og så et andet, indtil man finder et spændende sted og læser dér, til man får lyst til at bladre rundt eller videre igen. En sådan læsning er tilfældig, sjusket vil mange mene. Jeg mener, den er noget af det bedste. Dels bliver det frydefuldt at læse, dels opstår der intens indlæring, som ellers ikke ville opstå. Det allerbedste er at falde i staver ved en bogreol og så bladre rundt i mange bøger uden at opdage, at det er, hvad man gør. Jeg har lært mere på den måde, end ved at sidde og pligtlæse hele bøger.

Tidens stemme fortæller os dog, at vi bestemt ikke har tid til at falde i staver. At gøre ingenting helt uplanlagt. At lade tiden stå stille.

Uplanlagt glæde

Uplanlagt glæde

Måske tidens stemme skulle holde sin kæft og glo lidt på sneen i stedet? Måske endda gå ud i den? Der kunne momentvis opstå uplanlagt glæde.

karen59's RSS Feed
Go to Top