Klummer

Min ugentlige klumme 2015-16. Udkom fredag formiddag.

Nyhed: Åbner strikkehus på Møn

1

Nu går jeg ind i den fjerde fase i mit voksenliv, og jeg gør det sammen med min mand Per. Jeg skifter åbenbart fokus ca. hvert 12. år. Så helt løsagtig er jeg ikke; jeg render ikke bare sådan af pladsen. Men.

Først var jeg soldat. Så psykolog og forfatter. Og så tog ejendomshandelen over, og mine børn tog for alvor fat og fart i det område også. Man er gammel, når ens børn kan tæve én i tennis, har jeg hørt. Nu kan de tæve mig i ejendomshandel. Så jeg tillader mig at agere gammelmor, at stille mig over i køkkenkrogen og gøre, hvad jeg er bedst til – at lave mad.

Og så vender jeg nysgerrigt tilbage til en syssel, som opslugte mig aldeles, da jeg var barn og ung. En syssel, som jeg afgjort havde talent for, men som ingen i verden ansporede mig til at forfølge dengang, for strikdesigner var ikke noget, man dyrkede som uddannelsesmulighed dér, hvor jeg kommer fra.

Skal gemalen så til at strikke, kan du spørge?

Karen Qoornoq Knitwear

Nej, min mand Per har selv nogle stier, han skal træde. Han har for nylig sagt sit gode job op efter 30 år i samme IT-branche indenfor bank- og netverdenen. En af hans nye (gamle) stier er fotografering, og her vil han bistå mig i strikkehuset, har jeg hørt.

Strikkehuset ligger her på Møn, hvor vi bor. Det er åbent, når vi er hjemme. Hvad vi officielt ikke er om onsdagen, og om søndagen holder vi hviledagen i hu. Men ellers.

Her er strikkemaskiner, her er det reneste garn, her er alt det dertil hørende, og hvad årstiden ellers kan finde på, og huset skal fungere som showroom; jeg forestiller mig ikke, at her bliver sort af strøgkunder. Meget foregår i dag på nettet.

Jeg er allerede i gang med at få spundet det første garn af flere, der har det tilfælles, at garnerne forener Grønland og Danmark og renhed og oprindelighed.

Det vil være mig en særlig glæde, hvis jeg kan hjælpe grønlandske kvinder i gang med at strikke på maskine, fordi der ved strikkemaskinen ligger muligheder for at have sin egen mikrovirksomhed – også i bygderne.

Det første garn bliver en uldblanding af 10 % moskus og 90 % merino og er klar i slutningen af januar. Du kan købe det allerede nu på min webshop www.karen-qoornoq-knitwear.dk.

Hvorfor gør jeg dette skift? Fordi jeg ikke kan lade være. Endelig har jeg muligheden. Og jeg er så glad for, det kan lade sig gøre.

Når tiden er til en bog

0

Efterhånden har jeg lært at kalde mig forfatter. Man skulle jo nødig tage munden for fuld, har jeg lært.

Jeg har skrevet flere bøger, alle med udgangspunkt i mit livssyn: Det enkelte menneskes eksistens i verden. Mit skrivearbejde har taget form og omfang gennem årene. Det begyndte med mit speciale fra Københavns Universitet, som Dansk Psykologforening udgav. I de følgende år udgav jeg flere fagbøger om psykologi på Gyldendal og Hans Reitzels Forlag. ‘Eksistens i arbejdslivet’ er udkommet både på dansk og engelsk. På vores eget forlag har jeg udgivet en bog om børns evne til at filosofere, en skønlitterær roman om en ung kvinde på Sergentskolen i Sønderborg, som Nordisk Film købte filmrettighederne til, men desværre ikke har udnyttet, samt fire små klogsøde bøger, der kan bruges som bogkort.

Foredragene har også fået god tid, når vejen til og fra tæller med. Ofte har livet på vejen fungeret som mine gode pauser – og pauser, der derved er blevet en del af mit levede liv.

Senest har jeg gennem et lille års tid genoptaget mine klummer. Jeg har on and off skrevet klummer i Berlingske Tidende 1993-2011. Og i de sidste fire år havde jeg næsten intet skrevet. Jeg har skullet vente på mig selv.

Nu er jeg klar til at skrive noget større, noget mere sammenhængende igen. Så klummerne er sat på pause, men jeg vil måske dele noget fra min proces med den kommende bog.

“Det er dejligt at holde af vejen; den varer længere end målet – og målet er alligevel kun en form for retning”.

Når tiden dør af ord

0

Kontrol ved alle grænser. Tvangsopløsning af alle ghettoer. Tvungen uddannelse af alle utilpassede unge.

EU

Kontrol ved alle grænser

Når tidens arbejde ikke kan “betale sig”

0

En langhåret og lang replik til tidens diskussion om, om det skal kunne betale sig at gå på arbejde:

Der har altid eksisteret mennesker, for hvem en sag og deres eget arbejdsliv smeltede sammen. Martin Luther King og Mother Theresa kan tjene som eksempler. At spørge sådanne mennesker, hvad deres arbejde betyder for dem, eller hvordan de synes, deres karriere tager form, ville adskille arbejdet fra sagen og fra dem selv på en så kunstig måde, at det slet ikke giver mening at spørge.

Det er en analog til Viktor Frankls skelnen mellem selvrealisering og selvtranscendens.

“… det, der er menneskelivets virkelige mål, [kan] ikke findes i det, der kaldes at realisere sig selv. Menneskelig eksistens er mere selvtranscendens end selvrealisering. Selvrealisering er slet ikke et muligt mål, af den simple grund, at jo mere et menneske stræber efter den, desto mere går det glip af den. For kun i den udstrækning, et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen af sit livs mening, realiserer det sig selv. Med andre ord, selvrealisering opnås ikke, hvis den bliver et mål i sig selv, kun som en bivirkning af selvtranscendens.” (Frankl, 2004, s. 114).

For Martin Luther King og Mother Theresa er arbejdet meningen og derfor netop ikke adskilt fra mennesket eller et objekt, et projekt. Nøgleordet synes at være selvtranscendens, og ironisk nok er arbejde som tema egentlig ikke explicit interessant.

Kan det betale sig?

Kan det betale sig?

Når vi alligevel tematiserer arbejdet, sker det med et blik for det konkrete hverdagsliv, der udfolder sig i vores kulturkreds. Vi har typisk et arbejde, vi arbejder gennemsnitligt mange timer hver dag, og måske væsentligst: En del af os søger typisk gennem vores arbejde at realisere os selv på en måde, så det bliver et mål i sig selv.

Og da er vi netop tilbage ved Frankls skelnen mellem selvrealisering og selvtranscendens, hvor det førstnævnte ikke kan være et mål i sig selv, men ikke desto mindre er blevet det i den moderne, vestlige livsførelse. Inden vi dykker ned i den uoverensstemmelse, er det væsentligt at undersøge, hvad vi kan forstå ved begrebet selvtranscendens?

Forklaret ud fra selve ordet betyder det, at selvet er hinsides. Det kan man formulere sådan, at mennesket sætter sig selv ud i verden, sætter sig selv i forhold til verden, hvor det egentlige, det hinsides er. Som Frankl formulerer det, er:

“… den sande mening med livet snarere [er] at finde i verden end i mennesket og i menneskets psyke, som om denne var et lukket system.” (Ibid.)

Vi er som mennesker altså ikke enkeltvist små, lukkede og selvtilstrækkelige systemer med egne ressourcelagre, og den tilgang er jo en anden end den gængse fra den humanistiske psykologi. Det selvtranscendente menneske er forbundet til verden og har sin helt egen unikke mening med tilværelsen. At meningen for det enkelte menneske bliver unik, opstår i forbundetheden og altså ikke ud fra mennesket i sig selv. Først i forholdet til verden tydeliggøres meningen, idet den findes i verden, men er forskellig fra det ene menneske til det andet. En mening, som derfor ikke nødvendigvis har med arbejdslivet at gøre. Meningen kan også findes i den private sfære med børn og familie, unge som gamle.

Frankl får her slået fast og argumenteret imod en sædvanlig kritik af eksistenspsykologien. Nemlig den opfattelse, at vi i vores frihed og i vores unikke eksistens står uden relationer til omverdenen. Frankl får særligt peget på forbundetheden som det væsentligste, fordi selvtranscendensen har at gøre med at finde meningen i livet og dermed har at gøre med den ultimative drivkraft i et menneskeliv.

Hvis vi følger hans ide om, at mennesket er drevet af viljen til at finde mening, dvs. finde konkret mening i sin personlige eksistens, er det ikke så overraskende, at mange mennesker vælger arbejdspladsen som arena. Den moderne tilværelse tilbyder sig (omend ud fra andre teoretiske rationaler) med muligheder, der til forveksling ligner eksistenspsykologiens.

På den moderne arbejdsplads tilbydes selvrealisering ikke som en bivirkning, men som en konkret mulighed, et muligt projekt/mål. Den vigtige uoverensstemmelse, forskellen, mellem selvtranscendens og selvrealisering er dermed i fare for at blive visket ud. Det moderne menneske er med alle sine ressourcer i færd med at finde en konkret mening i sin personlige eksistens, men er i færd med det i en kontekst, arbejdspladsen, hvor dette at give medarbejderne nye muligheder har et helt andet formål. Et formål som ikke er at selvrealisere medarbejderne som en bivirkning, mens de i øvrigt er fuldstændig opslugte af noget udenfor dem selv. På arbejdspladsen er ærindet økonomisk overskud og eller positivt omverdensdømme.

Vi har i snart et halvt århundrede stillet os benovet tilfredse med de muligheder, der gives medarbejdere. Med den humanistiske psykologi blev arbejdspladsen indlemmet som område i faget psykologi, og det unikke menneske opstod. Ikke i en eksistentiel forstand, thi fokus var på behov, og i det omfang værdier blev omtalt, skete det for at understrege, hvordan mennesket kunne motiveres, ja skubbes afsted med øje for de organisatoriske mål. Med den humanistiske psykologi anvendt på arbejdslivet syntes mennesket dømt til udvikling.

Denne dom lyder jo noget anderledes end en nogenlunde samtidig dom, der kom fra den franske eksistensfilosof, Jean-Paul Sartre: Mennesket er dømt til frihed. Hvis hans udsagn imidlertid er sandt, hvad der jo vitterlig er en vigtig eksistentiel antagelse, da kan den humanistiske dom ikke være det. Hvis mennesket netop er dømt til i enhver situation at have frihed og derfor kan vælge, da kan intet menneske samtidig være dømt til udvikling. Det står mennesket frit at sige nej, at takke nej; det humanistiske rationale på den moderne arbejdsplads bliver fremsat som værende et fordelagtigt tilbud.

Hvad kan vi da udlede om det moderne menneskes situation på arbejdspladsen? Jeg har et afsæt, der ser udviklingen som noget, der er blevet generaliseret til at være alment menneskeligt, og som noget der er ikke-ønskværdigt. Som følge heraf vil jeg hævde, at den humanistiske ressourceforståelse forførte mennesket til udvikling. Mennesket er på den måde ikke dømt, men et sted hvor det, om årvågent og reflekterende, ville sige nej til at være.

Nu ville Sartre her indvende, at netop ved ikke at være årvågen og refleksiv har det moderne menneske såmænd brugt sin frihed og truffet sit valg. Mennesket har valgt at lade sig forføre, har valgt at tro på arbejdspladsernes argumenter for, hvordan de organisatoriske mål også kan falde sammen med medarbejdernes personlige mål, og at det derfor er et spørgsmål om at ro båden sammen. At en sådan båd ikke eksistentielt lader sig gøre er en anden sag. Medarbejderne har valgt at tro på det. Og hvorfor, kan vi spørge?

Ja, hvorfor sige ja til forførelse, hvorfor sige ja til at blive ført bag lyset, at blive fortalt en usandhed? Et ræsonnabelt svar kunne lyde, at alternativet var værre dengang, og at den menneskelige magelighed i mellemtiden er blevet for stor. I arbejdslivet ankom den humanistiske psykologi som den nye, tredje skole med et kærligt ment blik for det enkelte menneske. Dette blik var uden tvivl langt at foretrække for det behavioristiske blik, der indtil da havde fortolket, hvad der skete på fabriksgulvet.

Den humanistiske psykologi blev dermed et ja til livet, som den amerikanske psykolog, Abraham Maslow, kaldte det. Han introducerede sine fem grundlæggende behov og gav os ordet selvaktualisering, der hurtigt blev til selvrealisering med tryk på selv. Den individualistiske levemåde var født. Hans syn på det arbejdende menneske blev få år senere formuleret af hans elev, Douglas McGregor, hvis mening med livet uden tvivl lå i at få frem, hvor tiltrængt det var at vaske det gamle, sorte menneskesyn væk med et hvidt:

“1. Management is responsible for organizing the elements of productive enterprise – money, materials, equipment, people – in the interest of economic ends.

  1. People are not by nature passive or resistant to organizational needs. They have become so as a result of experience in organizations.
  2. The motivation, the potential for development, the capacity for assuming responsibility, the readiness to direct behavior toward organizational goals are all present in people. Management does not put them there. It is a responsibility of management to make it possible for people to recognize and develop these human characteristics for themselves.
  3. The essential task of management is to arrange organizational conditions and methods of operation so that people can achieve their own goals best by directing their own efforts toward organizational objectives.” McGregor, 1957, p. 375.

Det er tydeligt, at McGregor skønt sine gode hensigter ikke kalkulerer med selvrealisering som en bivirkning. På trods af at menneskesynet er nyt og helt bryder med det industrielle, negative syn på mennesket, er organisatorisk virke stadig nøje tilrettelagt, og mennesket er en af the elements i ledelsesdisciplinen.

Siden er der gået et halvt århundrede. Den sidste verdenskrig og dens hviskende ruiner er forstummet for længst. Men på Balkan, i Syrien og længere ude i verden er vi blevet mindet om, at alt ikke er i vækst, og at personlig udvikling også kan handle om at tage ansvaret for sine mindre søskende, fordi ens forældre er blevet skudt.

Og Balkan, Afghanistan, Sudan, Syrien, Irak … Det er åbenbart ikke nok. Personlig udvikling er stadig helst udfoldet som et forlænget weekendophold på et komfortabelt sted i nærheden af noget vand. Betalt af arbejdspladsen. En sådan livsførelse er et ja til livet ifølge Maslow. Og skarn skulle man næsten være for at forsøge sig med et nej her. Maslow selv prøvede ellers på en måde ved at orientere sig i de europæiske eksistensfilosoffers værker, fordi de med begreber som frihed, ansvar og mening måske gav nogle filosofiske pendanter til hans psykologiske arbejde. I sin bog Toward A Psychology of Being fra 1962 nåede han frem til, at:

“Eksistentialisternes studier i den autentiske person og det autentiske liv kan medvirke til at bringe denne forlorenhed, dette liv på illusioner og frygt, i et klart og skarpt lys …” Maslow, 1968, s. 30.

Med sådanne ord fremstår Maslow jo ikke som grundlægger af en moderne arbejdsform, der siden viste sig at få så mange stressede medarbejdere ombord. Hans ærinde var via eksistentialismen at argumentere for, at mennesket ikke går glip af at levendegøre sine ressourcer. At ethvert menneske tværtimod får mulighed for at lægge tidligere tiders forlorenhed (den freudianske borgerligheds begrænsninger f.eks.) bag sig og dernæst få mulighed for selvrealisering. Til det formål er eksistentialisterne selvfølgelig nyttige.

Det er de til gengæld ikke, hvad angår deres såkaldte nej til livet:

“Jeg tror ikke, vi skal tage alt for tungt på de europæiske eksistentialisters tilbøjelighed til udelukkende at køre på rædsel, sjælekval, fortvivlelse og deslige, som de tilsyneladende ikke har andet middel for end at bevare masken. (…) De burde af psykoterapeuterne have draget den lære, at tab af illusioner og opdagelse af identitet, skønt smertefuld i begyndelsen, kan være yderst opkvikkende og styrkende.” (Ibid.).

Se, det er jo en opsang, der er til at forstå. Den humanistiske psykolog vil se det gode og vil fremad. Og Maslow har ret i, at eksistentialister ser anderledes på verden, end han gør. Autenticitet er f.eks. et vigtigt eksistentielt begreb, som meget fint siger noget om, hvad der egentlig er på spil mellem humanister og eksistentialister.

Kan et menneske værne om sin autenticitet, hvis omgivelserne (her arbejdspladsen) har andre mål? Kan et menneske værne om sin autenticitet, hvis relationen til den anden (her arbejdsgiveren) italesættes som ligeværdigt, men praktiseret på krav om ubetinget loyalitet? Kan et menneske værne om sin autenticitet, hvis det altid skal være en ressource?

Jeg har her peget på tre af de antagelser, der er bag enhver vestlig arbejdsplads, når den drives ud fra human ressource management(HRM)-forståelsen. Det antages, at medarbejderen har de samme mål som arbejdspladsen. Det antages, at dét, der stilles lige, også kan niveausættes i et hierarki i forhold til hinanden. Det antages, at mennesket altid er stærkt.

Ud fra et eksistentielt afsæt er ingen af disse antagelser sande. Og dog kan et menneske stille sig i en højere sags tjeneste, så alle antagelserne alligevel bringes i praktisk udfoldelse og dermed til sandhed.

Et menneske kan have de samme mål som arbejdspladsen og derfor befinde sig som en fisk i vandet – i autentisk forbundethed med sine omgivelser. Et eksempel kunne være organisationen Læger Uden Grænser.

Og et menneske kan give sig hen – og dermed vel underlægge sig – et andet menneske og alligevel være ligeværdigt. Et eksempel kunne være Karen Blixens trofaste danske sekretær, Clara Selborn. Men læg mærke til, at der er byttet rundt på faktorerne. Hengivelsen, niveausættelsen, kommer først og er valgt af mennesket selv. Dernæst kommer den lige værdighed.

Endelig hvad angår den tredje antagelse, kan et menneske have sin mentale styrke i vedvarende behold netop ved visheden om at have valgt en meningsfuld gerning, der ikke i sig selv var et ydrestyret og karrierefremmende mål, der skulle tage sig ud for andre, men for mennesket selv var livgivende og selvforglemmende. Et eksempel kunne være Mother Theresa.

Viktor Frankl kan hjælpe her med at forklare den egentlige forskel på det, jeg har beskrevet ovenfor som antagelserne bag den vestlige verdens arbejdspladser, og de eksempelvise eksistentielle måder at udleve samme antagelser på. Frankl ville pege på værdier, og han peger på en afgørende forskel:

“Værdier driver ikke et menneske; de skubber ikke, de trækker snarere.. (…) Når jeg siger, at mennesket trækkes af værdier, er det underforstået, at der altid er frihed med i spillet; menneskets frihed til at vælge mellem at modtage eller afslå et tilbud, dvs. at realisere eller forspilde en mulighed for mening.” (Frankl, 2004, s. 104).

Igen får vi fremhævet, at mennesket har friheden til at sige nej. Men tager det sig også sådan ud fra organisationens side? Nej, der ligger ikke bag antagelserne på de humanistisk sindede arbejdspladser endnu en antagelse, endnu en mulighed; nemlig den logiske mulighed, at det er muligt som medarbejder at sige nej tak.

På den ene side kan jeg da rationelt tilføje, at organisationer ej heller er skabt for at give medarbejderne den valgmulighed. Hvis svaret er nej tak, er det okay, og medarbejderen kan blot finde arbejde andetsteds. Sådan en konsekvens er i orden ud fra et eksistentielt synspunkt.

På den anden side må jeg også mere emotionelt anføre, at der ligger en modsigelse her. Dels i den anden antagelses bytten rundt på rækkefølgen; kravet om loyalitet kommer før ligeværdighed, hvilket umuliggør ligeværdighed. Dels i den psykologiske double-bind, der lyder, at tilbuddet er fantastisk; we don´t take no for an answer. Med andre ord: Hvis medarbejderen skulle få lyst til at sige nej til antagelserne, er det medarbejderen, der ikke har forstået sammenhængen; det er ikke antagelserne, der er f.eks. dobbelttydige eller manipulerende.

Ud af sådanne arbejdspladser dukker mange forskellige mennesker frem, når vi kigger lidt nærmere efter. Der er mange stressede medarbejdere, og også ledere. Med en eksistenspsykologisk term er den nødvendige spændingstilstand blevet mere spændetrøje end spændende.

“Det mennesket virkelig trænger til, er ikke en spændingsfri tilstand, det er at stræbe og kæmpe for et eller andet værdigt mål … det behøver kaldet fra en potentiel mening, der venter på at blive fuldført af det.” (Frankl, 2004, s. 109).

Er de mange stressede, moderne mennesker da et billede på, at de ikke har et værdigt mål? Jeg skal ikke gøre mig til dommer over svaret, men holde mig til de mennesker jeg møder som organisationspsykolog. Jeg møder dem typisk, når sygdom eller varsler om sygdom har fået dem til at standse et øjeblik. Hvad kan der dog være i vejen?

Under disse møder tænker jeg ofte på Sisyfos-myten, som den franske filosof, Albert Camus, har brugt som eksempelmateriale i sin påvisning af det meningsløse i tilværelsen, som alene kan overkommes i kraft af bevidstheden om absurditeten. Sådan lyder hans konklusion. Men han har undervejs et tydeligt billede af dette menneske, der tungt aser stenen opad bjerget i fuldstændig meningsløs kraftudfoldelse, skal det vise sig, fordi stenen igen og igen blot triller ned ad bjerget, så mennesket må begynde forfra.

En nærliggende tanke kunne her være, at det moderne menneske på samme måde knokler opad for kun efterfølgende at blive chokeret over, hvor lidt det i virkeligheden betød, om noget overhovedet. Et eksempel er den kræftsyge, der føler at have arbejdet for meget af sin tid bort, eller forælderen til et teenagebarn med stofmisbrug, der pludseligt erfarer, hvad der er vigtigere end at arbejde.

Men jeg finder egentlig, at myten ved hjælp af Camus kan bruges til endnu en pointe. Han forestiller sig nemlig livagtigt, hvordan dette menneske efter sin meningsløse, sin absurde, udfoldelse op ad bjerget igen går ned for at begynde forfra. Hvordan dette menneske under sin tur ned ad bjerget er helt klar over, hvor absurd, turen op og nu turen ned egentlig er. Ja, i virkeligheden forestiller Camus sig denne person være fuldt ud klar over hele arrangementet.

“Denne pause, der kommer igen regelmæssigt som et åndedrag og usvigeligt sikkert som hans ulykke, denne pause er bevidsthedens time. Hver gang han forlader højderne og stiger ned mod gudernes usle boliger, er han sin skæbnes overmand. Han er stærkere end stenen.” Camus, 1995, s. 115.

Og deri ligger det særlige, at i kraft af bevidstheden om sammenhængen er det dog til at bære. Overfor absurditeten kan mennesket ikke stille noget direkte op. Men bevidstheden har han dog i behold, og ved hjælp af den mestrer han arbejdet, absurditeten, livet. Også uden en gud, som det var Camus afsæt og ønske at vise, vi kan leve foruden.

En anden nærliggende tanke kunne her være, at jeg hermed ville introducere en terapi for særligt stressramte lydende på, at de blot skal være bevidste om deres meningsløse arbejdsridt, så klarer de den nok. Men nej, mit ærinde er et andet. Jeg finder nemlig den moderne livsførelse vendt på hovedet i forhold til Camus levende forestillinger om mennesket og bjerget.

Det moderne menneske priser sig typisk lykkelig for, at arbejdet er blevet så meningsfuldt. At stenen ganske vist stadig er tung, men at der er værdige grunde til at få den skubbet op ad bjerget. I nogle tilfælde triller den endog ikke ned igen. Så det moderne arbejde er blevet fuld af mening. Til gengæld er der ikke en pause, en tur ned ad bjerget, hvor der gives lejlighed til eftertanke og bevidsthed. Det moderne menneske er altid på vej, på vej op.

Den kombination kan vi måske ikke holde til? At være på vej er ikke det samme som at være opslugt af. Det er ikke det samme som at give sig hen til. Ikke det samme som at være sit arbejde. At lade sig overraske af bivirkningen.

“Mennesket er sammensat og kender både til kærlighed og had, har både styrke og svaghed. Mennesket har behov for livsmening, og det udvikler sig gennem relationer og har muligheder for at træffe valg i de dilemmaer, tilværelsen byder os ud fra vore grundvilkår om frihed, mening, aleneværen, død og andre livstemaer. Mennesket står livet igennem med opgaven at forvalte kærlighed og had, styrke og svaghed, at skelne mellem godt og ondt og at forvalte liv og død.” Schultz, 2004, s. 22-23.

Også uden den moderne magelighed som en styrende faktor i livet, kan arbejdet dog være hårdt; stenen kan være tung at bære. Men når stenen bæres i bevidstheden om det meningsfulde heri, og ikke blot fordi det fører til mere magelighed og luksuriøs velfærd, er der tale om et eksistentielt anliggende.


Litteratur

Camus, A., (1995). Sisyfos-myten. København: Gyldendal.

Frankl, V.E., (1947), (2nd ed.). Psykologi og eksistens. København: Gyldendal, 2004.

Maslow, A.H. (1962). På vej mod en eksistenspsykologi. København: Nyt Nordisk Forlag, 1970.

McGregor, D. (1957). The Human Side of Enterprise. New York: Management Review.

Schultz, K., 2004, 2.opl. Eksistens i arbejdslivet. København: Hans Reitzels Forlag.

Når tiden trænger til en kost

0

Den mandlige muslimske lærerstuderende Mohammed, der i aftes fik taletid på TV2 ovenpå 4 udsendelsers afdækning af muslimske imamers forfærdelige forræderi mod Danmark, gentog på live-TV dét, som rabiate muslimer er kommet afsted med i 25 år: Nedgjorde kvinden og hånede Dansk Folkeparti.

– Og Mohammed kom afsted med det. Som en af de såkaldt moderate. Negligerede demonstrativt studieværten for i stedet at benytte lejligheden til at svine et af Danmarks demokratisk valgte partier. Ingen af de andre tilstedeværende stoppede ham. Ingen af de demokratisk sindede stoppede ham. Ingen af de folkevalgte stoppede ham.

Den kvindelige studievært Cecilie Beck mistede al autoritet lige dér og blev gjort tavs.

Dansk Folkeparti blev igen gjort til den skyldige.

K O S T

Jeg vil gerne stoppe den kræftknude, den muslimske Mohammed repræsenterer. Men jeg kan ikke gøre det alene. Vil du være med? Har vi fået nok? Skal der trækkes en streg i sandet?

  • Kontrollér på enhver lovlig måde
  • Overgå i antal alle steder altid
  • Sig imod ansigt til ansigt
  • Tag offentlige penge tilbage; man skal yde, før man kan nyde

Det er på tide, vi fejer ikke bare for egen dør, men også for deres. De vil indlysende ikke selv.

Når tiden er til mørkemænd og bløde åndsboller

1

Mens jeg sad og så 2. afsnit af TV2-føljetonen om herboende imamers formørkede, mandschauvinistiske fremturen, tonede billedet af en forklaring sig frem i mit baghoved på, hvordan de kan komme afsted med det uden at blive udvist, udskældt, udskammet: Naive danske kvinders behov for pædagogisk pænhed.

En pænhed, som disse kvinder har prædiket i årtier, siden de selv kom ud fra køkkenet: “Vi taler pænt til hinanden, og vi bruger ikke at sige ‘dem’ og ‘os’, og vi laver støtteordninger for muslimske kvinder, der gerne vil ind på arbejdsmarkedet, selvfølgelig. Jo, jo, internt og kun blandt kvinder, for de skal kunne føle sig trygge, det er klart. Ovenpå alle disse krigstraumer…

Nu står det faktuelt klart, at

  • det er de muslimske imamer, der prædiker ‘dem’ og ‘os’,
  • de holder deres kvinder væk fra arbejdsmarkedet, fordi kvinder ikke må arbejde sammen med mænd,
  • de selvsamme kvinder skal stå til rådighed, når manden “kalder hende til sengen”,
  • manden gerne må gifte sig anden, tredje og fjerde gang. Altså ikke i rap, men på én gang.

Lige så faktuelt klart står det for mig, at jeg

  • foragter den blødsødenhed, som især kvinder og venstrefløj har gjort sig til fortalere for overfor indvandrere.
  • insisterer på, at regeringen finder en konsekvenspædagogik frem, der først og fremmest rammer indvandrere økonomisk og ekskluderende, når de ikke retter ind efter danske forhold.
  • ikke ret meget længere vil betale skat til et fællesskab, der består af mørkemænd og bløde åndsboller.

På Hærens Officersskole lærte jeg i Statskundskab, at vi har demokrati, fordi det er den mindst ringe styreform, der endnu er opfundet. Vi har nu i årtier set svagheden ved demokratiet og har ikke undervejs opfundet noget andet, der er bedre.

Så det er på tide, at vi grundigt gennemgår vores Grundlov, får den opdateret med ligestilling på skrift, og får den skærpet, så vi ikke står tilbage som bløde åndsboller alle sammen.

Styret af 15 mørkemænd i moskeer. Der opfører sig alt andet end pænt. Fordi de får lov.

Når tiden kræver drama og tal

3

Vi tror, at journalister vil opklare sagerne for os. Vi tror, at forskerne vil gøre det samme og give os nogle tal, som er sande. – Men nye tider giver sportskampe, hvor journalister leger politisk heppekor, og politiske forskere, der bilder os ind, at al viden er naturvidenskabelig sandhed.

Du kan spørge, hvor politikerne er henne i dette? Og en kendsgerning er det vel efterhånden blevet, at befolkningen mærker en vis afsmag. For åh, hvor disse politikere bare mæsker sig i pensioner og fede biler og holder en spindoktor op foran sig, før de kan tage stilling til det mindste. Og for resten svarer de heller aldrig på de spørgsmål, som journalisterne stiller.

Min pointe er netop, at politikerne er blevet borte i processen. I hvert fald som politikere, der udfører deres hverv. I stedet optræder politikerne som nyttige idioter for journalister og på det seneste også for forskere, der alle har deres egen politiske dagsorden at passe.

Jeg ville personligt stemme imod landbrugspakken og arbejde for at få omlagt vores landbrug, som langtfra er vores største erhverv længere, til økologi. Samtidig stemmer jeg borgerligt, og jeg er vel dermed en hybrid, der er modtagelig for synspunkter fra både regering og opposition i sagen om landbrugspakken.

I ministerens oplæg noterede jeg mig, at hun fremlagde landbrugspakken på en overordnet måde: De første 3 års forøgede udledning af kvælstof og de efterfølgende utallige års formindskede udledning samlet ville føre til en formindsket udledning. Dét er faktuelt sandt, hvis man tæller sammen, hvad hun sagde. Eva Kjer Hansen gjorde det, som psykologer kalder at gruppere. Hun så på det samlede billede i stedet for at se på hver periode for sig. Først de 3 år, og så al fremtid derefter.

Alle mennesker grupperer hele tiden. Ellers kan vi ikke rumme verden. Så at dømme hende til at være forbryder på dét grundlag virkede en anelse hysterisk. På mig.

Men hendes ærinde? Ville hun ikke forføre, snyde, lyve, hvad som helst for at få sin landbrugspakke igennem da? Ja, det var ikke spørgsmål, jeg stillede mig selv, men det gjorde rigtig mange journalister til gengæld. De førte sig kritisk frem og i et omfang, der tilsyneladende forhindrede dem i at læse de papirer, der hørte til landbrugspakken. En stor samlet ny lov er meget mere end den one-liner, ministeren får lov til at sige på TV.

Ingen journalister havde dog tiden til at læse bagom, så ministerens udsagn om, at den nye pakke samlet ville gavne miljøet, blev hurtigt brugt imod hende. Af de selvsamme journalister. Dels var det jo løgn, hvad hun sagde, for i de første 3 år ville det skade miljøet. Dels begyndte forskere at blive brugt som argument for, at hun løj. Og journalister bragte pludselig, baseret på anonyme kilder, frem, at embedsmænd i ministeriet sagde op og smuttede.

Kvælstof

Dette billede af hvor lille sagen var i den store sammenhæng, ville jeg gerne have haft fra en journalist

 

Udledningen af kvælstof i detaljen. Ord som forventning og beregning viser vel, at det alt sammen er skøn

Journaliststanden lugtede blod, og her er det, jeg dels bliver træt, for det er ikke kønt at bevidne et helt fag i blodrus. Og dels skammer jeg mig, for blodrus smitter, og jeg fulgte minutiøst med. Som var jeg vidne til en forbrydelse, jeg foragter, og alligevel bliver opstemt af at bevidne.

Undervejs bevidnede jeg en journalist fra DR2 sige, at landbrugspakken samlet ville skade miljøet. Som optakt til et indslag om, hvordan ministeren løj. Ok, både ministre og journalister grupperer altså for at kunne rumme verden. Ministeren her gjorde det dog via sammentælling, journalisten gjorde det via sin politiske holdning og glemte at tælle sammen. Og da blev jeg klar over, at ikke blot blodrus over udsigten til at få fældet en minister, men også udsigten til at få væltet en borgerlig regering var et projekt for rigtig mange journalister, der stemmer på oppositionspartierne.

Så Enhedslistens tredje unge kvinde fik hurtigt rigtig meget plads på samtlige TV-stationer. Veluddannet, veltalende og god at se på også. Og hun trak forskere med ind i diskussionen.

Nu var status faktuelt, ja sådan blev det fremstillet, at ministeren løj, at landbrugspakken samlet ville skade miljøet, og at ministeriet var tæt på at være affolket for medarbejdere. Så hvad skulle forskerne på banen for?

De skulle på banen for at berige os med endnu en detalje. Tallene i ministerens papirer viste sig at være gamle tal. Hvor hun skulle skrive tal for 2016, havde hun talt sammen og lavet et gennemsnit for 2012-15. Umiddelbart smart nok, for 2016 er herhjemme hos mig i februar måned stadig mest fremtid, så en form for budgettal måtte der vel til?

Og der sad de så. 7 forskere med hvert sit speciale, for også i miljøsager er der selvfølgelig forskel på land og hav fx. Og de sad der, som om de alle var helt apolitiske og ikke privat stemte på noget som helst, og som om deres miljøspecialer var den rene og skære naturvidenskab, hvor 2 + 2 = 4. Altid.

Jeg sad og tænkte, at nu ville det blive tydeligt, hvor politiske forskere også er. Selvfølgelig. Det er ikke en kritik fra min side. Blot en konstatering. Selvfølgelig er de politiske. Selvfølgelig er en forskers resultater påvirket af, hvordan han eller hun politisk ser verden.

Men forskning er da forskning, kan du indvende. 2 + 2 = 4.

Ja, sådan er det i matematik, i fysik. For det meste af dét felt. I samfundsvidenskab, hvor det naturvidenskabelige blander sig med mennesker og sociale grupper, er det dog noget anderledes. Her vil resultaterne altid kunne diskuteres. Resultaterne er ikke sandhed. Præmisserne skal regnes med. Hvad er grundlaget for vores beregning? Hvordan er vores metode? Hvilke faktorer har vi forudsat for vores budgettal? Osv.

Miljøforskning er ikke en faktuel videnskab.

Alle 7 forskere blev dog brugt som sandhedsvidner. Oveni alt det, som politiske journalister og oppositionen havde slået fast allerede. Som kendsgerninger, skønt det mestendels var blodrus og politisk uenighed.

Det er selvfølgelig indlysende at efterlyse en videnskabelig journalist her. Hvor er der en Lone Frank, der måske kunne holde hovedet koldt og sin egen forforståelse blot nogenlunde i ave?

En sådan journalist var der ikke. Lone Frank fra Weekendavisen kan være et godt bud på en sådan fremtidig journalist, synes jeg. Jeg er dog helt sikkert biased her, for jeg kan virkelig godt lide det meste af dét, hun skriver.

Og sådan er det hele vejen igennem. Vi mennesker tror, at journalister vil opklare sagerne for os. Vi tror, at forskerne vil gøre det samme og give os nogle tal, som er sande.

Hvad vi glemmer er, at alle er mennesker. At der fx sidder en Rasmus Jarlov med en mere end almindeligt nærtagende personlighedsprofil, som lider under ikke at være partiformand, ikke at være i regering, ikke at være minister. Og at han er villig til at gøre sit eget personlige stof til et spørgsmål om regeringens fremtid.

Da flygtninge vandrede på vores motorveje, trænede han til Vild med Dans. Nu får vi måske valg, mens han fra Folketingets talerstol står og tæller op, hvor mange gange han har været i TV.

I could do with a laugh. Hvis ikke det var så trist det hele: Det meste er blevet proces. Jeg savner indhold. Men ikke fra politikerne. De leverer faktisk indhold. De fleste af dem.

Når tidens kvinder kræver …

3

En dansk kvinde har selvfølgelig ret til sin egen krop og til ligestilling mellem kønnene. Men hvor kønt er det, at tidens feminister kræver ret til narrefisse, kvoter til bestyrelsesposter, fundamentalistisk femimagt fra fødegangen og frem? Og ‘a room of her own’, of course, høn har jo brug for at tænke i fred?

Det er ikke i orden, sådan som jeg som gammel rødstrømpe i dag ser på ligestillingen mellem kønnene. Vi har sejret ad helvede til, som også en Thomas Nielsen fra LO sagde det om arbejderbevægelsens sejr i sin tid. Når arbejderen bliver velhaver, og når kvinden bliver den magtfaktor, hvorom alting drejer, ja, så burde kampen vel være vundet. Men snarere er der gået noget meget mere dyrebart tabt undervejs.

Nu er jeg eksistenspsykolog også ud i mit tankegods, så for mig at se udfolder livet sig i fire områder:

Feminist

1. Det fysiske, konkrete liv.

2. Det sociale, relationelle liv.

3. Det værdimæssige, ideologiske liv.

4. Det personlige, indre liv.

På de første tre områder kræver den fundamentalistiske feminist særstilling. Mens hun på det fjerde område, det personlige, anes mere end utilfreds, deprimeret, uelsket, om end hun har taget sit eget værelse og har låst døren indefra.

 

Det fysiske, konkrete liv

Det er oppe i tiden at tale og skrive om voldtægt. Egentlig afstedkommet af, at vi ved simpel optælling nu ved, at hver tredje voldtægt her i Danmark begås af en indvandrermand.

Men idet femikvindens magtfantasi om egen formåen inkluderer en idel beskyttelse af al indvandrings væsen, så skal indvandrermanden naturligvis beskyttes, som den minoritet han udgør, og dagsordenen derfor partout laves om til, at danske mænd er nogle voldtægtssvin. Intet mindre. Så vi læser om og ser på TV voldtægtshistorier begået af danske mænd.

Der har til gengæld længe været stille om, hvor svinagtigt nogle kvinder behandler fædrene til deres børn. Når yngelplejen har forandret sig til skilsmisse og særboliger, synes der i nogle tilfælde ingen ende på hvor lidt, faderen skal have mulighed for at være sammen med sine egne børn. Og en rask løgn om incest bringes endda til torvs ved særligt festlige lejligheder, hvis manden ikke makker ret og bare nøjes med at betale børnepengene.

Hvad nogle femikvinder rent synes at glemme, er den kendsgerning, at både kvinder og mænd mestendels er biologi, og at det tynde lag fernis, vi har udenpå kroppen – kaldet kultur, ikke altid virker. Især ikke når femikvinden kræver, at hun selvfølgelig må insistere på den intellektuelle samtale med mænd, skønt hun er iført selskabstøj, og klokken er 3 om natten ligesom promillen. Eller skønt hun har forladt sin ægtemand til fordel for en anden og nu finder, at barnefaderen vel uden videre kan nøjes med at betale og at se sine børn hveranden weekend eller mindre.

Nej.

En hunhund stiller sig med røven til, når den er i løbetid. Det kan en kvinde også gerne gøre. Men ikke for at råbe voldtægt bagefter. Eller løbe afsted med de børn, hun kun vil have for sig selv. Det hedder narrefisse. Og praktiseres stadig. Desværre.

 

Det sociale, relationelle liv

Kvinder har i årtier råbt på kortere arbejdstid og større fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen. Og også på flere chefposter – eller lederstillinger, som det hedder i kvindesprog, for ordet chef lyder så dominerende. Pyha. Kvinder har i det hele taget plæderet for en pænere tone. Ikke blot derhjemme i børneopdragelsen, men også på arbejdspladserne, hvor nogle kvinder synes at glemme, at deres mandlige kollegaer ikke er deres børn. Eller dumme unger, der er anbragt i arbejdsprøvning. Deres mandlige kollegaer er derimod ret ofte fagligt kompetente og kan i en frisk og kontant feedbackform berige kvinden med indsigter i, hvordan hun kan blive endnu dygtigere til sit arbejde. Desværre ender et sådant forsøg dog ofte i, at kvinden begynder at græde, hvilket som bekendt stopper de fleste mænds evne til at tænke. Der var biologien igen.

Nogle femikvinder går i fuldt alvor rundt og tror, at et menneske kan være chef for en stor butik med hundreder eller endda tusinder af mennesker ved at arbejde 37 timer om ugen og ved altid at tale det pæne sprog, man lærer i børnehaven – af andre kvinder og en enkelt blød mand for princippets skyld. Og ved at græde en lille smule. En gang imellem.

Nej.

Nogle job kræver alt af én, herunder rationale og forudsigelighed, og især en baglandskvinde eller -mand. Og en sådan vil femikvinden ikke have, for en partner uden et interessant job og med en rigelig indkomst tænder hende ikke rigtigt. Så i stedet kræver hun kvoter til de spændende ting, hun selv gerne vil prøve. Og glemmer at græde derhjemme, hvor hendes mand ellers – spændende eller ej – vil gå langt for at trøste hende.

 

Det værdimæssige, ideologiske liv

Her tegner sig et klart skel mellem to slags kvinder. De gode og de onde. Enhver ved selvfølgelig godt, at der i ethvert menneske, mænd som kvinder, er lidt af hvert. Eller meget. – Men en Inger Støjberg udråbes til ren ondskab.

Hun fremtræder da også som det modsatte af, hvad nogle femikvinder synes er det væsentligste. Hvor Inger Støjberg er optaget af sin sag (om man er enig med hende eller ej) og ikke synes at skænke det megen opmærksomhed konstant at tænke kønnet ind i alt, ja så er den væsentligste ideologi for de fundamentalistiske feminister, at kvinder er det nye sort, det nye overkvindedømme. Det eneste rigtige, faktisk. Selv mænd skal være feminister. Og holde kæft.

Skulle nogen formaste sig til at sige feministen imod og fx foreholde hende fakta, kan de få et fur, kan de. Og kniber det helt særligt med argumentationsskytset, kan feministen skifte emne uden at blinke, så ikke blot mænd, men også kvinder med blot en anelse testosteron i kroppen står paralyserede tilbage og smelter ned i hjernen med den ene tanke dog, at det var da ikke dét, vi lige talte om. Fraværet af konsistens hos den vrede feminist er slående. Men mest slående er dog hendes vrede i sig selv. Har hun da efterhånden noget at være så vred over?

Nej.

Ligestilling handler om lighed. Og i stedet for at glæde sig over alt det, der er vundet på den front, er det, som om århundreders undertrykkelse af kvinder nu skal hævnes ved at behandle mænd lige så uendeligt dårligt. Kom dog over det og kom videre, kære. Vrede. Kvinder!

Mænd kan ikke gøre for, hvad deres salig far i sin tid gjorde, eller hvad en anden mand har gjort i forhold til jer. Mænd kan ikke laves om til kvinder, det altid taler pænt og folder servietten på den rigtige måde, fordi den så står så godt til blomsterne i farven. Især i farven. – Der er langt mere alvorlige ting på den ideologiske dagsorden lige nu end feminismens fremmarch.

Vi er faktisk i fare for at miste den ligestilling, vi har.

 

Det personlige liv

Når jeg har lejlighed til at møde disse kvinder på tomandshånd, viser der sig ofte en lille bange pige bagved det hele. Inde i sit Virginia Woolf ‘room of her own’ sidder en forsmået kvinde, der enten aldrig er blevet elsket for sin egen skyld, eller har oplevet, at hun altid blev elsket, fordi hun er kvinde mere end menneske.

Ikke sært måske, at hun har brug for at forføre mænd, at tro sig omnipotent i stand til at lede store virksomheder og at tro, at hun er bedre end mænd.

Men nej.

Hun er hverken bedre eller værre end mænd. Hun er først og fremmest bare et menneske. Der måske i højere grad blot skulle lære at elske sig selv i sin uformåen. Især i sin uformåen.

Når tiden går

2

”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.

Når tiden trænger til en tredje vej

0

De gamle politikere taler hele tiden indhold. Den gamle Uffe Elbæk snakker hele tiden proces. Den gamle presse hujer fra sidelinjen på proces, proces, proces, mens Clement bare afbryder. Jeg trænger til en tredje vej her.

Hvad mener jeg med indhold? Jeg mener det faktuelle: De gamle politikere beretter om det faktuelle. Bruttonationalproduktet (BNP) er nu steget lidt, siger de. Antallet af uddannelsessøgende er det samme, men der er lidt flere på erhvervsuddannelserne, siger de. Arbejdsløshedskurven er knækket, siger de… Man ser det for sig: En knækket kurve. Eller også glider tankerne over på de boller i karry, som man kan lugte fra køkkenet.

Min pointe er, at indhold i store mængder gør folk trætte, uopmærksomme. Indhold må meget gerne være fulgt op af billeder. Hvis man både får faktuelle oplysninger og billeder, der understøtter det faktuelle, vist samtidigt, ja så glider det ned. Det lidt tunge stof. Indholdet.

Men TV viser os nogle andre billeder. De får enten den ide at stå uden for en fabrik for at understøtte noget med virksomheder. Nogle gange endda efter lukketid, så mikrofonholderen blot ligner en fremmed, der er gået forkert og nu står og skaber sig en smule ved at snakke med sin egen mikrofon og kameramanden.

Eller TV får den ide at vise os politikerens ansigt, mens ordene kommer ud af munden: ”BNP er nu steget lidt …” Her har jeg fået en grim uvane med at studere tænderne i undermunden, når en politiker siger indholdsord i lange sætninger. Det er bestemt ikke et modent træk hos mig. Men selv Helles var beroligende nok lidt skæve.

Som modvægt til trætheden ved indhold har mange danskere sat deres lid til proces i stedet. Og hvad mener jeg med proces? Med proces mener jeg det menneskelige, relationerne, dramaet, hvordan føles det?

Intet er så godt som et gammeldags slagsmål a la det fra forsamlingshuset, men nu legemliggjort ved fx to statsministerkandidater, der slår løs på hinanden og såmænd også sig selv. Alle slagsmålets kvaliteter kan nydes fuldt uden selv at komme til skade. Jeg kan her tænke, at det er for tøsedrenge sådan at kigge på, for hvorfor ikke selv slås, hvis man nu har de lyster?

Den gamle presse elsker det imidlertid. Tøsedrenge eller ej. De kunne godt gøre mere proces ud af deres journalistiske arbejde. Men som regel ikke ret meget. Den gamle Uffe Elbæk elsker også proces. Han har levet af det hele sit voksenliv. Som politiker har han genoptaget sin skoletid fra kaospiloterne for igen at kunne få løn for at lege proceslege. Ingen synes rigtigt optaget af, hvad det skal føre til. De fleste synes, at fx hans high five på cykelstien var en awesome happening. Ja, det er nødt til at være på engelsk, så godt var det.

Uffe Elbæk er så god til proces, at han kan smøre selv en Martin Krasnik, der ellers er god for at have de mørke øjne fastholdt på indholdet. Krasnik blev den anden aften i Deadline ved og ved og ved med at spørge Uffe Elbæk, hvad han ville gøre ved flygtningesituationen, når nu han anerkendte, at den fælles EU-løsning, som ellers er Alternativets politik, lige nu var umuliggjort af flere enkeltlandes handlinger? Den glade Uffe Elbæk lod sig imidlertid ikke slå ud af, at hans politiske ønsker var uden gang på jord for nærværende. Han syntes at mærke, hvordan det er processen, der tæller.

I hvert fald undslap han Krasniks præcise spørgsmål ved at lægge ansigtet i sørgelige folder. Ikke at det er denne politikers spidskompetence, men her gjorde han det vitterligt, selvom hans mund altid skælmer lidt. Så trods Martin Krasniks vedholdenhed lykkedes det alligevel Uffe Elbæk at blive i processen og i sig selv ved at sige: ”Jamen, jeg kan ikke lide det. Det er ikke sådan, det skal være.”

Her viste det umodne træk sig hos mig igen: Uffe Elbæks tænder i undermunden trak i mig, mens jeg undrede mig: “Nej, men hvordan så – de givne omstændigheder taget i betragtning?”

Nu tror jeg ikke, at Danmark kommer ud af stedet ved at studere undermunde eller stille spørgsmål til politikere, som de åbenlyst ikke vil svare på, lige så lidt som jeg tror på, at vi kan styre vores land alene ved at tale indhold og BNP eller ved at lege proceslege og heppe på det umulige.

Jeg tror på en tredje vej, hvor både indhold og proces tæller.

De fleste mennesker har i deres eget liv prøvet, hvad den kombination kan være. Det kan være madlavningsprocessen, der munder ud i et pragtfuldt måltid mad. Det kan være en sjov leg, der munder ud i, at den 4-årige kan tælle til tyve. Det kan være den intense og alvorlige samtale kærestepar imellem, der munder ud i, at der bliver lavet en opsparingskonto til et hus. For det skal føre til noget, også selv om det bliver hårdt undervejs. Processer bliver til indhold, som bliver til proces igen. Det bliver ved; det er en iterativ proces.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har det hele med. Hvad er der ved et dejligt måltid mad, hvis det har været en pinsel at lave det? Hvad er der ved at kunne tælle til tyve, hvis man har lært det af at få tæsk? Hvad er der ved et færdigt hus, hvis vejen dertil har været belagt med ufred?

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har både leg og alvor med, men har smidt den passive underholdning overbord; den kan vi ærligt talt gå i cirkus og mange andre steder hen og få. Danmarks fremtid skaber vi alle sammen, og vi har politikere stemt ind til at lede og fordele dét arbejde. Ikke til at underholde os.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har en kritisk presse, der kun interesserer sig for indhold. Og derved viser sin raison d’être.
Selv vil jeg holde op med at glo på undermunde på TV. Og det bliver nemt, håber jeg, når nu Clement har afbrudt for sidste gang.

Go to Top