Klummer

Min ugentlige klumme 2015-16. Udkom fredag formiddag.

Forældre må stå for skud – og må tåle det

0

Af forfatter Karen Schultz

Sognepræst Sørine Gotfredsen spørger i en kommentar den 8. november i Kristeligt Dagblad og igen den 11. november i Berlingske Tidende retorisk, om det er særlig sympatisk at udlevere sine egne forældre med familiefotos og hele molevitten, som det sker i stadigt flere erindringsromaner, ført an af Karl Ove Knausgård. Det ville være let for mig at blive rasende på hende, som ikke selv er forældre. At gøre hende det begribeligt, at den enkeltes liv og fortælling kan være det spejl, der gør andres liv til at udholde for dem selv.

Gotfredsen selv besvarer sit retoriske spørgsmål: Det begynder at føles ubehageligt at bevidne alle de fortællinger. Vi må minde os selv om det fjerde bud i Bibelen; at vi skal ære vores forældre.

Dette at skulle ære sine forældre og at skulle følge bibelens ord var en af grundene til, at jeg som stor skolepige ikke meldte mine forældre til myndighederne. At skulle miste især min mor som mor var en anden grund. Jeg ikke blot ærede hende og var et lydigt og troende barn, der bad aftenbøn og sang i kirkens kor; jeg var også meget glad for min mor, når hun var den mor, hun også kunne være.

Dette og andet levet liv har jeg skrevet en bog om. Uren, som den hedder, er den første af fem bind, for jeg er blevet glad for autofiktionen, glad for at kunne skrive i fiktionsform om mit og andres levede liv. Derudover har jeg i social forstand revancheret min grumme opvækst ved et virke først som officer, siden som psykolog. Så jeg klarede den. Der er noget og nok at skrive om: Kvinde i kamptropperne i 1983. Funktionelt familieliv med mand og børn. Officer og studerende på det dengang marxistiske psykologistudium i 1991. Tårnhøje karakterer. Velstand skabt på egen flid. Censorformand for psykologi på universiteterne med trang til at rydde op i den hidtidige fætter-kusine-fest blandt akademikerne. Og så brystkræft. Og tredje ægteskab. Det varer ikke ved, som Karen Blixen skrev.

Men alligevel: Hvorfor skrive om det på en måde, hvor mine forældre bliver udleveret, spørger Sørine Gotfredsen. Ja, hvorfor?

Så vidt jeg selv ved, har mit drev været tosidet. På den ene side har mine forældres svigt efterladt et mørke indeni mig, som vedvarende rumsterer. Jeg har villet gøre op med den moderne forståelse af livsførelse: At vi kan (og skal) udvikle os og ”arbejde med stoffet”, så det ophæver sig. Nej, noget bliver siddende, noget kan ”tynge resten af livet”, som Gotfredsen skriver det i et indfølende moment. Jeg har villet vise, at vi ikke kan udvikle os ud af alting. Vi kan nogle gange være nødt til at sætte os ned og vente på, at det værste går over her og nu, så vi igen kan rejse os og samle kræfter, til næste erindringsstorm blæser op.

På den anden side har jeg gerne villet vise, at man som menneske netop kan rejse sig. Ikke altid lige med det samme, ikke på stærke ben i balance først, men man kan på et tidspunkt rejse sig og gå videre ad den sti, man gør til sin egen her i livet. Jeg har villet vise, at dette at blive gjort til offer ikke er ensbetydende med at skulle leve et helt liv som offer, at skulle være offer i alle livets sammenhænge. Livet er lange stræk af overlappende faser, der følger hinanden, griber ind i hinanden, frem og tilbage også, endda i lag ovenpå hinanden. Lagene er det bedste af det, for ødelægges man for stedse i ét lag, er der måske alligevel et andet lag at leve sit liv i.

At leve sit liv er, hvad det drejer sig om. Selv om man i en periode af sit liv gøres til offer, behøver det ikke være en livsdom gældende for alle livets faser og facetter. Det skal heller ikke have lov at være en livsdom, at blive en livsdom, for på den måde ville det ramme én gang til.

Jeg har skrevet nøgternt om det mest vanvittige, så læseren selv kan fortolke. Jeg hørte forleden Kim Leine til et foredrag i  Fanefjordsskoven på Møn, hvor jeg bor, og han understregede betydningen af det enkle, beskrivende sprog til det mest højspændte indhold. Det svarer for mig til det enkle, jordnære liv til det mest højspændte sind. Det er en god kombination, har jeg erfaret her på Møn og i et bygdehus i Godthåbsfjorden, hvor jeg også bor.

Mine forældres eventuelle sygdomme har jeg ikke nogen navne for. Jeg er ikke tilhænger af diagnoser. Jeg er til gengæld sikker på, at tilværelsen ikke har været nem for mine forældre. Mit had mod dem er forsvundet efterhånden, som selv den trøstesløse novemberregn siver ned og forsvinder i den tunge lerjord her, hvor jeg er.

Så vidt jeg ved har jeg ikke ønsket at hævne mig. Alle mine forældre er døde for længe siden. Deres eftermæle lever blandt meget få levende. Men kriger var jeg som barn. Det er jeg nu som voksen. Måske jeg har en dagsorden, som jeg end ikke selv har set eller vil vedkende mig. Jeg er en kriger. Måske mere end godt er. Jeg slås. Og denne kriger har en sårbar inderside, der trænger til våbenhvile og til at forliges med egne kringelkroge. Dette at skrive bogen viste sig at blive til en fredelig proces for mig, efterhånden som arbejdet skred frem. Min barndoms døve øren allevegne blev forvandlet til lydhøre læsere og en form for stolthed og taknemmelighed. Nye samtaler i familien fik nyt indhold. Jeg ønskede ikke at hævne mig; jeg ønskede at finde fred, mest med mig selv.

Undervejs fik jeg fortalt, at man ikke skal give op. At ikke al elendighed kan tilskrives ens forældre, selv om det ville være bekvemt. At man kan være et røvhul selv med ordentlige forældre, selv om det er ubekvemt at finde ud af.

Jeg takker mine forældre for livet, som jeg synes alle børn skal takke. Jeg prøver at efterleve Bibelens fjerde bud, fordi jeg er kristen. Jeg lever og synder. Det gør mennesker. Det bliver der skrevet bøger om. Og forældrene må tåle det.

Til gengæld er Sørine Gotfredsen og jeg enige om, at offerpåkaldelsen har grebet om sig. At vaske ens egen pande ren og rejse sig … dét er vejen frem, synes jeg.

 

Denne replik til Sørine Gotfredsen er sendt til Berlingske Tidende den 12. november 2018, men afvist; derfor bringes den her.

Når tiden er til en bog

Efterhånden har jeg lært at kalde mig forfatter. Man skulle jo nødig tage munden for fuld, har jeg lært.

Jeg har skrevet flere bøger, alle med udgangspunkt i mit livssyn: Det enkelte menneskes eksistens i verden. Mit skrivearbejde har taget form og omfang gennem årene. Det begyndte med mit speciale fra Københavns Universitet, som Dansk Psykologforening udgav. I de følgende år udgav jeg flere fagbøger om psykologi på Gyldendal og Hans Reitzels Forlag. ‘Eksistens i arbejdslivet’ er udkommet både på dansk og engelsk. På vores eget forlag har jeg udgivet en bog om børns evne til at filosofere, en skønlitterær roman om en ung kvinde på Sergentskolen i Sønderborg, som Nordisk Film købte filmrettighederne til, men desværre ikke har udnyttet, samt fire små klogsøde bøger, der kan bruges som bogkort.

Foredragene har også fået god tid, når vejen til og fra tæller med. Ofte har livet på vejen fungeret som mine gode pauser – og pauser, der derved er blevet en del af mit levede liv.

Senest har jeg gennem et lille års tid genoptaget mine klummer. Jeg har on and off skrevet klummer i Berlingske Tidende 1993-2011. Og i de sidste fire år havde jeg næsten intet skrevet. Jeg har skullet vente på mig selv.

Nu er jeg klar til at skrive noget større, noget mere sammenhængende igen. Så klummerne er sat på pause, men jeg vil måske dele noget fra min proces med den kommende bog.

“Det er dejligt at holde af vejen; den varer længere end målet – og målet er alligevel kun en form for retning”.

Når tiden går

”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.

Når tiden bliver en anden

Da jeg voksede op i 60’erne, var vi optaget af sortes kamp for at blive lige med de hvide. Jeg følte med de sorte af mit fulde barnehjerte. I dag er vi optaget af muslimers adfærd. Jeg føler ikke med muslimer. Hvorfor mon denne forskel?

Jeg bevæger mig rundt i forskellige mulige ståsteder, i forskellige perspektiver, i forskellige egne oplevelser af, hvad der giver mening i livet.

Senest udspandt sig pludselig en diskussion om ikke-vestlige indvandreres adfærd blandt tre kvinder, jeg var selv den ene af dem, der har et fællesskab, som handler om noget helt andet. Men nu kom vi altså til at tale om indvandrere. Én havde blikket stift rettet mod, hvad indvandrerne får foræret af deres nye land; logi, mad, lommepenge. En anden havde blikket lige så stift rettet mod, hvordan indvandrerne opfører sig i det nye land. Og den tredje af os brugte sit stive blik på, hvor dårligt landet er til at integrere indvandrerne.

Jeg tænkte bagefter, at mit eget blik jo bør vandre. For alt hvad der er at kigge på må være af interesse her.

Og så kom jeg i tanker om ’Historien om lille sorte Sambo’, ’Onkel Toms hytte’, alle disse bøger jeg kunne finde på biblioteket og sluge med barnets appetit, mens min indignation voksede. Jeg var i den grad optaget af de sortes uhyrlige forhold som slaver og undertrykte.

Sammenlignet med min kølighed over for nogle muslimers opfattelse af at være den eneste sande religion er der langt. Fra hed medfølelse til kølig distancering. Hvordan kan jeg som menneske have flyttet mig så meget? Hvordan kan jeg forstå det, hvordan kan det give mening i mit liv at være blevet så kølig?

Reformation er nødvendig

Min rejse i livet er begyndt ud fra den marginaliseredes ståsted. Jeg var alle de ting, der sætter én udenfor normen. Født udenfor ægteskab, pige, fattig. I tilfældig rækkefølge. Så følelsen af at være i samme båd som sorte faldt lige for. Her i tredje og sidste del af mit liv sidder jeg på flæsket. Jeg er veluddannet, velnæret, veltjenende. Velvelvel. I tilfældig rækkefølge. Følelsen af at være i samme båd som muslimer falder ikke lige for.

Det forklarer dog noget.

De flygter. Fra krig. Fra nød. De flytter, teknisk set. Fra krig. Fra nød. Det er forfærdeligt, det er lige til at forstå. Men jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Så mit hjerte brænder ikke hedt for muslimer, og selvfølgelig var det ikke mig, der havde blikket stift rettet imod, hvor dårlige vi har været til at integrere dem her i landet.

Og så alligevel. Jeg kender også til dette med at flygte. Fra krigen i mit barndomshjem, hvor bomberne faldt med minutters mellemrum på visse dage. Hvor der var isnende våbenhvile i dagevis. Hvor der blev taget gidsler. Hvor grænser mellem mennesker ikke fandtes, og overgreb næsten var at foretrække, når dages våbenhvile havde trukket stuetemperaturen ned på minus 10. Hvor en voksen tog ladegreb i baggangen midt om natten for lige at signalere, at jagtgeværet altså stadig hang der.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har gjort det muligt for mig at være i disse følelser uden at drukne. Og alligevel kan jeg ikke påstå, at mit voksne hjerte brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Hvorfor?

Måske er jeg præget af personlige oplevelser med muslimer. For mens sorte har givet mig fed musik, har lært mig at danse, at svede, at nyde livet, har jeg med muslimer erindringer om at blive bange, at blive overgrebet én gang til.

Det begyndte ellers så godt. Jeg havde for flere år siden et kontorhotel i København, hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind på en kontorplads, dvs. et skrivebord, og så opnå fordelene ved at være sammen med andre ligesindede, dele gode og dårlige dage, spise frokost sammen, drikke sig fulde sammen, når det skulle til. Kort sagt kontorfællesskab. Jeg arbejdede der også selv.

På et tidspunkt søgte en forening for muslimske homoseksuelle om at få en plads. Og jeg sagde naturligvis ja. Indigneret på de homoseksuelles vegne, som jeg altid har været. Og nu med endnu en marginaliseret gruppe at hjælpe. Jeg følte mig nok også som et rigtigt godt menneske lige da. Det hele gav mening for mig.

I løbet af en måned eller to stod det imidlertid klart, at vi ikke havde helt samme ideer om fællesskab. Lejeren søgte uden om samvær med os andre, og hans skrivebord blev ikke brugt af blot ét menneske. Ofte var der en tre-fire mænd, altid mænd, der hang ud og også blev til ved aftensmadtid og bestilte mad ind. Mandekroppe fylder i ét kontorlokale, og lugten af mad var måske heller ikke, hvad de andre lejere af de tre andre kontorpladser i dét lokale, havde håbet på. Det fælles køkken blev ganske vist også inddraget, men først når vi andre var gået hjem. Jeg måtte som udlejer gøre noget.

Og min henvendelse i lokalet overfor flere, skulle det vise sig, meget vrede mænd om, at de ikke kunne være der allesammen; det var én plads, ét menneske, førte efter højlydt diskussion til, at jeg gik min vej igen. Fra 2. sal og nedad mod min egen kontorplads i stuen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg kom til at løbe ned. For den muslimske mand, som havde lejet pladsen hos mig, løb efter mig. Og jeg blev skidebange. Skidebange simpelthen. Alle andre var gået hjem.

Nede ved min kontorplads tog vi så magtkampen. Han stillede sig så tæt op ad mig, at der var en cm imellem vores næser. Helt lige høje, lige vrede, men afgjort ikke lige bange, blev vi stående, mens jeg gentog mit synspunkt. At jeg ikke ville have så mange gæster i huset på én gang. Så ofte.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har ikke været nødvendig her. Jeg kan være i disse følelser.

Men det forklarer noget om, hvorfor mit hjerte ikke brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Længe efter gik jeg stadigt rundt og undrede mig over, at selv de marginaliserede muslimer, som på egen krop kender til at være udstødte og forfulgte, ikke havde blik for den patronisering, de udøvede over for de andre beboere i huset, herunder også over for kvinderne dér.

Hvad er der tilbage at forsøge at forstå?

Som veluddannet bør jeg vide, at sammenhænge skal udfordres. Som videnskabsmanden Karl Popper altid mindede om: Husk at gøre et forsøg på at falsificere din påstand! For forskere er slemme til at gå efter alt det, der beviser deres hypoteser, men retteligen skal man i stedet gå den anden vej og prøve det bedste, man har lært, at modbevise ens hypotese.

Faktuelt kan jeg slet, slet ikke udlede noget som helst ud af tre-fire muslimske mænds dårlige opførsel. Men det gav mig en hypotese om, at:

Hvis muslimsk mand, patroniserende adfærd.

Karl Popper ville oversætte dette til, at jeg har en hypotese, der lyder:

Hvis a, b.

a = muslimsk mand. b = patroniserende adfærd.

Falsificeringen går nu ud på at undersøge alle a og alle ikke-b, siger Popper. Og hvad vil det sige?

Jo, jeg har siden da grundigt undersøgt ’a’, dvs. alle muslimske mænd. Hvordan opfører de sig? Nogle af dem opfører sig virkelig skidt. Fx blev en jødisk mand skudt ned. Fordi? Fordi han var jøde. Og nogle af de muslimske mænd opfører sig virkelig pænt. Så min hypotese er her delvist falsificeret.

Min anden undersøgelse går via ’ikke-b’, dvs. ikke-patroniserende adfærd. Hvem udviser en sådan adfærd? Her bliver det vanskeligt at afgrænse undersøgelsen, for hvad er patroniserende adfærd egentlig? Er det voldtægt, religionsfundamentalisme eller kvinden kun ved kødgryden? Hvad er det? Jeg skal ikke trække den længere her, men blot konstatere, at hvis jeg sætter et ikke- foran disse eksempler på patroniserende adfærd, så er det oftere hvide og sorte mænd, der udviser en sådan adfærd, end det er muslimske mænd. Så min hypotese er ikke falsificeret her.

Hvad står da tilbage: Hvis muslimsk mand, måske patroniserende adfærd. Den hypotese kan man såmænd også have om hvide og sorte mænd. På nær det med religionen. Her er måske sagens kerne for mig.

Mit selvoplevede eksempel var hentet fra socialt liv i offentligheden. Det kan sammenlignes med den ballade, der for nylig var i Slagelse, hvor 25 pårørende muslimer på samme tid ville besøge én patient helt uden forståelse for, hvor meget de fyldte på sygestuen, i afdelingen.

Men religionen? De religiøse anliggender, som rigtig mange danskere ikke tillægger nogen særlig værdi? Jeg tror, det er her, det sner for mig.

Forskellen på muslimsk og dansk kultur er, som jeg ser det, allerstørst i religiøse forhold. For dette at bekende sig til en religion, der ikke anerkender andre religioner, gør én patroniserende, mildt sagt. Gør én udansk. Udemokratisk.

Dette ikke at levne plads til, at der kan være noget som helst andet ståsted. Noget som helst andet perspektiv. Noget som helst andet, der har ret til at være i verden.

Dét giver mindelser om frygtelige tider i verdenshistorien og gør mit standpunkt overfor alle muslimer helt klart: Tag et opgør med jeres religion og få religionen reformeret, sådan som Luther gjorde det i stor skala med vores religion, og sådan som vi siden har gjort det overfor Indre Mission her i Danmark.

Fundamentalisme er for de feje, der truer sig fra at blive sagt imod. Men dette at lade fundamentalismen stå uimodsagt er også fejt. Opgøret må komme indefra. Fra muslimerne selv, hvis de vil være danskere. Det vil give mening. Også i mit liv.

Når tiden tæller – ned

Tiden går. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller. Det ved vi. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller også ned mod afslutningen. Tik tak. Tik tak. Hvis vi har meget at takke for, er selv vejen mod døden måske ok at gå?

Jeg er selvsagt på tynd is her. 56 år gammel og med et inderligt ønske om at leve mange år endnu. 86 år har hidtil stået for mig som en rimelig forventning. Tallet opstod ud af en test om forventet levetid i betragtning af mine gener, levevaner, sociale forhold, og hvad man ellers på videnskabelig grund kan putte ind som årsagsgivende, når man forsker i forventet levetid.

Der forskes pudsigt nok mindre i selve afslutningen, i døden, og i vejen dertil; den dødsbevidste vej dertil: Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

De fleste af os lever et liv dårligtvidende, at vi skal dø. Vi enten undlader at have det med på vores vej på en fornægtende måde, eller vi er modsat særligt optaget af det på en måske hypokondrisk eller angstfyldt måde. Eller både og, skønt det lyder umuligt.

Jeg har mødt alle former hos mennesker. Og hos mig selv.

Så det er ikke blot af arbejdsmæssige grunde, jeg er optaget af det. Jeg leder også selv efter svaret på spørgsmålet:

Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

Døden

Vi kan følge flere spor i forsøget på at finde et svar:

  1. Hvad er din personlige historie om død?
  2. Hvad giver dig et meningsfuldt liv, og er det sådan, du lever dit liv? Hvis ikke, hvorfor ikke, og hvad skal der til, for at du kan komme til det?
  3. Hvilke faglige veje kender du og vil gå for at blive inspireret og hjulpet?

Jeg har et barnebarn på 4 år og får på mange måder reaktiveret min egen barndom og mit hele liv ved at være sammen med ham. For nogle måneder siden lå der i et stykke tid en død ræv i vejkanten på et sted, hvor vi ofte går. Hans farmor var død knap efter hans fødsel, og han havde omtalt hende som død, så begrebet død var ikke helt ukendt for ham, vidste jeg.

Den døde ræv bragte det imidlertid tydeligt frem hos ham igen. Ræven er død. Hvorfor det? Hvad sker der med den. Skal jeg også dø? Han havde så mange spørgsmål, og jeg svarede og svarede, mens jeg tænkte, at han en dag måske vil huske den døde ræv som det første møde med døden, og måske også forbinde det til sin egen første erkendelse af, at han selv skal dø en dag.

Sandheden i menneskelivet er, at idet jeg ærligt og ligefremt svarede ja til spørgsmålet om, om han også selv skulle dø, blev han ked af det. Sorgfuld. Den sorg, der følger os alle og hører til ethvert menneskeliv, blev lagt på hans skuldre lige da. Selv nu hvor jeg skriver det, kan jeg stedfortrædende stadigt mærke, hvor ked af det, han blev. Hvor ville jeg gerne lige da have holdt den sorg væk fra ham.

Havde jeg gjort det ved i misforstået godhed at svare nej til hans spørgsmål, havde han vidst, at jeg løj, og han havde grundlæggende mistet tilliden til både livet og mig. Han kendte allerede selv det sande svar, idet han spurgte. Sådan er menneskelivet. Vi ved, vi skal dø, og prøver vi at lade, som om vi ikke skal, er vores liv bygget på en løgn. En løgn der ofte giver angst.

Tik tak. Tik Tak.

At finde mening i dette dilemma hører dernæst til dette at leve. Med Viktor Frankls ord har vi tre livsopgaver, hvoraf de to i hvert fald er gode at gribe til i de unge år, når det drejer sig om at leve meningsfuldt på trods af, at alting alligevel hører op engang. At skabe noget og at opleve noget er disse to ud af tre opgaver. Det er jo, hvad vi gør som unge og fulde af kræfter. Vi spiser af livet. Med stor appetit og kraft som regel.

Det væsentlige i forbindelse med livets afslutning er imidlertid, at der også er en tredje opgave: At forlige sig. Kræfterne bliver mindre. Mulighederne færre. Tiden tæller ned. Alting hører op. Ikke engang, men om lidt. Tik tak. Tik tak.

Det er min erfaring ud fra andre, og igen også fra mig selv, at der i dette at forlige sig er meget mening at finde især i livets sidste halvdel. Det er ganske vist den vanskeligste opgave af alle, sådan at skulle nøjes med det, man nu har, det man nu har nået, det der nu kan lade sig gøre. Men det er også en dyrebar vej at gå.

Jeg har selv praktiseret det sådan i mit liv, at jeg tog hul på den vej allerede som 40-årig. Faglig fordybelse først i Jung og siden i eksistenspsykologien bragte mig på sporet af, hvordan livet kunne være efter vendepinden, som Jung kalder dét sted i livet, hvor vi begynder på anden halvdel. Hans udlægning af livet kan ultrakort gengives sådan, at vi bruger den første halvdel på at blive os selv, og den anden halvdel på at vænne os til tanken om, at vi skal dø.

Så som 40-årig fik jeg et særligt øje for opgaven med at forlige mig med mit liv og med mine givne vilkår. At kunne bruge den anden forventede halvdel af ens liv på at få det hele til at stemme og mærke stærkt, hvad man har at sige tak for, er nærmest lykkeligt. Alt i alt. Det betyder bestemt ikke, at alle dage er lykkelige som sådan. Men der arbejdes med stoffet, og det i sig selv opleves meningsfuldt.

Lad lykken gro under dine fødder, så dit liv ved selve afslutningen opleves fuldbyrdet. Det gør det netop muligt at dø uden drama, i fred.

Jeg har som psykolog mødt mange mennesker, der er bange for døden, og jeg mærker det selv i perioder. Hvis du har meget at takke for i dit eget liv, er de dage, der uvægerligt føles tunge på vej mod afslutningen, dog alligevel lettere at udholde. Vanskeligheder i lyset af generel tilfredshed er lettere at udholde end vanskeligheder i lyset af generel utilfredshed.

Tak tik. Tak tik.

Jeg ved jo ikke, hvor du henter faglig inspiration? Jeg har netop læst en af eksistenspsykologiens grand old men, Irvin Yalom, igen. Han er 84 år gammel nu, og har således gået vejen selv. Ham sætter jeg blandt andre min faglige lid til. Han skriver ligefremt om dette at skulle dø og er ikke bleg for at give konkrete råd. Især har jeg hæftet mig ved dette:

At jo mere samhørighed du har i dit liv, jo nemmere er vejen mod døden.

At jo mere ulevet liv, du slæber med dig, ting du ikke fik gjort, jo mere bange er du for at dø.

En af hans bøger hedder “Som at se på solen. At leve med døden.”

Tak. Tak.

Når tiden står stille

Jeg skal ingenting i dag. Der er ro og flader af tid. Sneen daler oven i købet. Mit ingenting har dog været planlagt længe, for dette ikke at skulle noget er blevet til en aktivitet i sig selv. Patetisk, ikke sandt?

Der går en tekst rundt i cyberspace for tiden, der lyder: “Jeg skal ingenting i dag!” “Nå,” siger den anden, “men det synes jeg, du også lavede i går?” “Ja,” siger den første, “men jeg blev ikke færdig.”

Den troskyldige tekst minder os om, at vi skal slappe af, lade stå til. “Vi når det nok”, som man sagde førhen, og “de uundværlige ligger som bekendt ude på kirkegården.”

Alligevel skal de fleste hele tiden noget, også når de har fri. Tilværelsen er blevet en kæderække af aktiviteter, der oven i købet skal dokumenteres på Facebook, og ikke et ord mere om Facebook her og nu. For jeg er mere interesseret i dette hele tiden at skulle noget.

Jeg tror fuldt og fast på det tilfældiges afgørende betydning, og lad mig give et eksempel:

Når du læser en fagbog, begynder du formentlig med side ét og bliver ved med at læse side for side, til du er kommet igennem. Sådan læser de fleste. Man kunne også begynde med et kig på bagsiden, en skrålæsning af indholdsfortegnelsen, hvis der er sådan én, et opslag et sted i bogen – og så et andet, indtil man finder et spændende sted og læser dér, til man får lyst til at bladre rundt eller videre igen. En sådan læsning er tilfældig, sjusket vil mange mene. Jeg mener, den er noget af det bedste. Dels bliver det frydefuldt at læse, dels opstår der intens indlæring, som ellers ikke ville opstå. Det allerbedste er at falde i staver ved en bogreol og så bladre rundt i mange bøger uden at opdage, at det er, hvad man gør. Jeg har lært mere på den måde, end ved at sidde og pligtlæse hele bøger.

Tidens stemme fortæller os dog, at vi bestemt ikke har tid til at falde i staver. At gøre ingenting helt uplanlagt. At lade tiden stå stille.

Uplanlagt glæde

Uplanlagt glæde

Måske tidens stemme skulle holde sin kæft og glo lidt på sneen i stedet? Måske endda gå ud i den? Der kunne momentvis opstå uplanlagt glæde.

Når tiden er inde

1. januar 2016
Kongehus eller ej. Respekt for en mand, der trækker sig tilbage, når danskere begynder at latterliggøre det ønske, han har om ligestilling mellem køn, og efter snart 50 år stadigt bebrejder ham hans accent. Vi vil om 50 år og for sent vide, at han var guld værd for vores kongehus og for vores land.
HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Også fra kongefamilien. Han er nærværende, menneskelig og veltalende med et meget stort – dansk – vokabularium. Jeg tænker ofte over, hvordan det egentlig må være, at være medlem af den kongelige familie. Vi bliver mindet om familien ganske ofte i kraft af moderne tids medier. Familien er 24/7, altid online for os; de er allevegne. Og blot mennesker. Det har vi en tendens til at glemme.

Som barn i Kolding så jeg de kongelige én eneste gang, da jeg stod ud for den bygning, der senere skulle huse Diskotek Tordenskjold, et sted jeg kom til at frekventere hyppigt i et misforstået forsøg på at blive mig selv. Men den dag stod jeg som lille pige og så de tre store prinsesser køre forbi i karet, og jeg kunne mærke, at min mor, som jeg holdt i hånden, var ganske oppe at køre over dette besøg i byen. Så det var jeg også. En særlig og måske snarere sær interesse blev vakt lige dér, hvor jeg end ikke kunne formulere, at jeg siden kunne blive officer og komme til at høre til Den Kongelige Livgarde.

Jeg lærte mig som barn af en eller anden grund samtlige kongefamiliens navne og familierelationer udenad, og da den danske familie slap op, fortsatte jeg med hele Norden og siden England og det øvrige Europa. Kilderne var blade og aviser nede på biblioteket, og min nørdede viden, som var før ordet nørd var blevet folkeeje, hjalp mig i skolen, når vi legede hvem-ved-hvad. Jeg var altid alene med denne sære paratviden, så jeg blev i stand til på trods af socialklasse 5 og halv friplads på privatskolen at vinde disse videnslege over samtlige børn af Koldings overklasse. Det var svært tilfredsstillende, kan jeg huske.

Mennesker i Grønland

HKH Prinsgemalen er bagom det hele kongehusets første medlem fra såkaldt almindelige kår. Jeg tror, at de fleste – også med svigerdøtrenes indlemmelse – efterhånden vil mene, at det har været godt for den specielle og i bund og grund udemokratiske institution, som kongehuset er, at få ikke blot friskt, rødt blod ind i avlen, men også almindelige menneskers erfaringer med levet liv udenfor de kongelige gemakker ind i den kultur, der hersker i de kongelige, lukkede gemakker.

Vi har derfor med prinsgemalen med en mønsterbryder at gøre. Ikke blot er han steget lodret op af sit eget ophav, hvor landadelig den end var. Han har også været den første til at bryde det mønster, han trådte ind i. Og den første slår altid panden mod en mur. På et tidspunkt når panden bløder åbenlyst, kan det være rart at vende sig om og se efter, om der er flere på vej, så man sammen kan få slået den mur ned. Og der kom hjælp fra Hong Kong, fra Tasmanien og siden fra Frankrig. Her bagefter er det ikke svært ud fra hans opvækst og hele livshistorie at forstå, at den sidstnævnte hjælp måske føltes mere indlysende og god for ham end den første.

Men gav vi Henrik, den franske greve fra landet, lov til at være den mønsterbryder, der kunne komme med afgørende nyt blod og kultur til os, lov til at være sig selv?

Nej.

Vi lyttede til hans accent. I stedet for at tælle de danske ord, han vitterligt brugte.

Vi konstaterede forfærdet, at han ville opdrage børn som hunde. I stedet for at tænke over, at vi her er nået til at opdrage hunde, som vi opdrager børn, og måske har bragt den danske blødhed et skridt for vidt.

Vi drillede ham, Henrik, mennesket der gav sin tilværelse til vores land, fordi han forundret udfordrede den kendsgerning, at vores højt berømmede ligestilling åbenbart ikke rakte så langt ind i kongehuset, at han kunne få en titel på samme vilkår som hans svigerdatter kommer til at kunne få. I stedet for at diskutere vores eget uretfærdige begrebsapparat i forhold til ordene konge og dronning.

Jeg drak engang kaffe med HKH Prinsgemalen, fordi jeg som reserveofficer var med til det årlige møde med organisationens protektor, ham.

Hele min egen historie skyllede igennem. Om viden overfor overklasse og penge. Om mønsterbrydning og siden med en grønlandsk ægtefælle ved min side. Om dette aldrig siden at høre rigtigt til nogen steder; hverken i det du kom fra, eller i det du kom til. Lande, landsdele, socialklasser, brancher.

Henrik gjorde det så let den eftermiddag ved kaffebordet med de fyldte chokolader. For han var bare sig selv.

HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Fordi han var menneske først. HKHP siden.

At sige undskyld

“Jeg kan godt sige dobbelt undskyld, hvis det kan hjælpe”. Sådan sagde en dansk journalist, da det var kommet frem, at hendes yndlingsbeskæftigelse gennem mange år åbenbart havde været at skrive af fra især amerikanske medier. – Hvad blev der af skam? Hvad blev der af en reel undskyldning? Sad jeg og tænkte.

Der er naturligvis det gamle sige om, at det bedste forsvar er et angreb, og det kom jeg i tanker om under den direkte udsendelse på TV, hvor journalisten offensivt forsøgte at gøre sine egne forkerte handlinger til i stedet at være en uret begået af de aviser, der netop havde fyret hende.

Jo. Jo. Angrib! Jeg kan godt huske anvisningen, men reelt ikke et eneste eksempel på, at det har været anvendeligt i praksis at angribe, når man er trængt, medmindre vi taler regulær militær krig med våben og samfundsanliggender på spil. Og selv her er det ikke altid klogt at angribe, hvis man reelt burde nøjes med at stikke geværpiben ind.

Journalisten Annegrethe Felter Rasmussen angreb imidlertid. Og andre journalister blev høje af at diskutere det spin, hun jo beviseligt havde gang i. Og var det nu smart, fordi det lykkedes, eller lykkedes det, fordi det var smart gjort af hende?

Call me old fashioned, men jeg sad og tænkte, at hun burde skamme sig. Burde sige undskyld.

Hvilket hun så gjorde, endda dobbelt, og på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, hvor lidt hun mente det. – Jeg blev ganske træt af at bevidne hendes uklædelige fravær af at have fortrudt. Af at skamme sig. Af at have lyst til oprigtigt at sige undskyld.

At sige undskyld og mene det

I psykologien er undskyldningen en interessant gerning. I terapi altid. At sige undskyld er en gestus, vi kan gøre overfor et andet menneske, når vi oprigtigt fortryder, hvad vi nu måtte have gjort. Vi kan sågar gøre det overfor os selv. Undskyld!

Det kræver alene dette ene ord, for det fine ved at sige undskyld er netop, at der ikke skal siges andet og mere. Ordet undskyld er i sig selv det væsentlige, og hvis du fristes til at tilføje noget, det kunne fx være: “det var fordi …”, så ødelægger du undskyldningens indhold, dens reelle betydning. Du kommer uvægerligt til at indbefatte, at det ikke helt var din skyld alligevel, for der var åbenbart omstændigheder, som burde medregnes til at holde dig fri af skylden. Og derved har du ikke gjort så meget alligevel, i hvert fald mindre, som du så nu undskylder for.

Hvis du af dit oprigtige hjerte vil give en undskyldning, så sig blot undskyld. Ved at undskylde beder du om tilgivelse. Og det er lidt fjollet egentlig at bede om tilgivelse for noget, du nærmest ikke havde gjort alligevel og stort set ikke var skyld i; blot uheldige omstændigheder.

Når du siger undskyld og mener det, kan det selvfølgelig godt være, at du bander nogle omstændigheder langt væk. Hvis ikke det havde været for sådan og sådan, så var du ikke kommet til at kvaje dig, og så havde du ikke været nødt til at sige undskyld nu. Det kender jeg selv, og jeg har hørt hundreder af mennesker forklare mig om en sådan situation. Det er helt almindeligt. Og måske du så skal lade være med at sige undskyld. Fordi du alligevel ikke kan gøre det helhjertet.

Det kan også være, du efter mange refleksioner er nået frem til, at der var mange årsager til dine dumheder, men en ugerning står ikke desto mindre tilbage som værende gjort, og du fortryder den helhjertet. Skal du da undskylde og lade årsagerne være usagte?

Ja. Du kender selv årsagerne, og det er vel nok? Medmindre du både vil have tilgivelse for din dumhed og lidt trøst med på vejen for de mange årsager?

Jeg skriver dette i den søde juletid. Hjerternes fest. Tilgivelsens højsæson, skulle man mene. Jeg tror, det er en god anledning til at sige undskyld. Og gem så årsagerne i dit eget hjerte, hvor sørgelige de end kan ske at være.

Selv vil jeg gerne her sige undskyld for, at jeg aldrig bruger det moderne ord beklager.

Nej, just kidding. Vi bruger også dette at sige undskyld for ligegyldigheder. Lad være med dét.



At modtage julehjælp

Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.

Jeg var 20 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.

Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.

Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.

To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:

En julegave fra fællesskabet

1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.

2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.

Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.

Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.

I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.

I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!

Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.

Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.

Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.

Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.

Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.



At være en af Sønderborgs soldater

Kasernelivet blev den store, trygge familie, jeg havde manglet. At blive et legitimt medlem af en familie og omsluttet af korpsånd var den kur, der gjorde mig til en mønsterbryder og en samfundsborger, der bidrager.

Og så havde mine endnu ufødte børns far gået der 4 år tidligere. Og jeg mødte den mand, der 30 år senere skulle blive min nuværende mand. Men alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var endnu så ung, endnu så grundurolig over, hvordan mit liv skulle forme sig, endnu så uklar på, hvad jeg skulle bruge mit talent for at uddanne mig til.

I dag udkommer en bog, der hedder ’Sønderborgs soldater’. Bogen er udgivet af “Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og indeholder foruden de seks hovedartikler en række erindringsglimt fra elever og personale igennem tiderne.” Carsten Porskrog Rasmussen, Axel Johnsen og René Rasmussen har redigeret.

Bogen “fortæller historien om en af Danmarks mest markante kaserner, nemlig Sergentskolen i Sønderborg. Bogen dækker perioden fra tysk skibsartilleriskole til dansk Sergentskole og har fokus på det helt specielle forhold mellem by og garnison, der herskede i Sønderborg frem til lukningen i foråret 2014.”

Sønderborg soldater, redigeret af

“Bogen er på 170 sider og rigt illustreret med mange hidtil ukendte billeder … og kan købes for 199 ved henvendelse til museet eller i boghandlerne i Sønderborg Kommune.”

Jeg kan anbefale denne boghandel: www.bog-ide.dk/soenderborg

Det har slået mig, at vi mennesker aldrig rigtigt ved, hvordan noget betyder noget helt afgørende for nogen andre. Vi skal have været der selv. Eller der skal gå noget tid, før det kloge tilbageblik kan åbne øjnene.

Måske ved vi derfor først her bagefter, nu hvor Sønderborg Kaserne er lukket, og sergentskolen er flyttet til Varde, at Sergentskolen i Sønderborg betød noget særligt fint, sart, historisk vigtigt for Forsvaret. At dette at have haft alle hærofficerer uden undtagelse igennem et langt ophold i landets grænseområde, er en særlig gevinst for et militær, der sender sine soldater ud i alle mulige grænseområder og -situationer. Jeg tror faktisk, at vi slet ikke er nået til at forstå omfanget af, hvor vigtigt det er for et lands hær, at dets sergenter og officerer kender deres eget lands historie og herunder på egen krop har fornemmet den stemning, der er i et grænseområde, hvor tilhørsforhold ikke altid har været en selvfølge.

Og dette med betydning er også på spil i bogen. Det er tesen gennem bogen, at Sønderborg Kaserne har betydet overordentligt meget for byen Sønderborg. Jeg må tilstå, at det gik nærmest ikke op for mig, da jeg var sergentelev der i 1979. Ganske vist var jeg vokset op i Kolding og med en halvsønderjysk mor, der havde sat mig ind i allehånde forhold om den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Og jeg skrev senere på Hærens Officersskole både hovedopgave og speciale i Historie om de to verdenskrige set med danske øjne (og radikale udenrigsministre).

Så dette at sønderborgensere – ligesom mennesker i fx Vordingborg – er særligt optagede af, at de har en kaserne, giver indlysende god mening. At bo i et grænseområde, for Sønderborgs vedkommende endda i et område, der har været på tyske hænder, giver et psykologisk behov for kontinuitet, symboler, sikkerhed for, at man hører til. At man hører til Danmark, skønt man selv bor lige på grænsen.

I psykologi kan man kalde det mange fine og ret uforståelige ting. I fagtermer fx at være en perifer legitim deltager. Jeg er nu her mange år senere blevet klar over, at Sønderborg Kaserne og især Sergentskolen har forvisset sønderborgenserne om, at de bestemt var legitime deltagere omend perifert placeret i landet.

På fuldstændig samme måde gjorde mine ni måneder på skolen mig fuldt forvisset om, at jeg var en legitim deltager. Ikke blot i militæret (perifer, som kvinde). Men også i verden.

Jeg var så ung dengang, at jeg endnu var fyldt af en opvækst, der havde lært mig, at jeg som fattig horeunge ikke hørte til. Jeg var så grundurolig dengang ovenpå opvækstens mange usikkerheder, at jeg ikke stolede på min ret til at være til. Og så var jeg alligevel også så velsignet med et dygtigt skolehoved, at jeg anede netop uddannelse som værende den vej, der kunne få mig ud af moradset og videre.

At være en af Sønderborgs soldater blev en afgørende trædesten i mit liv. Af mange gode grunde.



 

Go to Top