Artikler

At modtage julehjælp

Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.

Jeg var 20 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.

Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.

Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.

To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:

En julegave fra fællesskabet

1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.

2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.

Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.

Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.

I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.

I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!

Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.

Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.

Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.

Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.

Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.



At være en af Sønderborgs soldater

Kasernelivet blev den store, trygge familie, jeg havde manglet. At blive et legitimt medlem af en familie og omsluttet af korpsånd var den kur, der gjorde mig til en mønsterbryder og en samfundsborger, der bidrager.

Og så havde mine endnu ufødte børns far gået der 4 år tidligere. Og jeg mødte den mand, der 30 år senere skulle blive min nuværende mand. Men alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var endnu så ung, endnu så grundurolig over, hvordan mit liv skulle forme sig, endnu så uklar på, hvad jeg skulle bruge mit talent for at uddanne mig til.

I dag udkommer en bog, der hedder ’Sønderborgs soldater’. Bogen er udgivet af “Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og indeholder foruden de seks hovedartikler en række erindringsglimt fra elever og personale igennem tiderne.” Carsten Porskrog Rasmussen, Axel Johnsen og René Rasmussen har redigeret.

Bogen “fortæller historien om en af Danmarks mest markante kaserner, nemlig Sergentskolen i Sønderborg. Bogen dækker perioden fra tysk skibsartilleriskole til dansk Sergentskole og har fokus på det helt specielle forhold mellem by og garnison, der herskede i Sønderborg frem til lukningen i foråret 2014.”

Sønderborg soldater, redigeret af

“Bogen er på 170 sider og rigt illustreret med mange hidtil ukendte billeder … og kan købes for 199 ved henvendelse til museet eller i boghandlerne i Sønderborg Kommune.”

Jeg kan anbefale denne boghandel: www.bog-ide.dk/soenderborg

Det har slået mig, at vi mennesker aldrig rigtigt ved, hvordan noget betyder noget helt afgørende for nogen andre. Vi skal have været der selv. Eller der skal gå noget tid, før det kloge tilbageblik kan åbne øjnene.

Måske ved vi derfor først her bagefter, nu hvor Sønderborg Kaserne er lukket, og sergentskolen er flyttet til Varde, at Sergentskolen i Sønderborg betød noget særligt fint, sart, historisk vigtigt for Forsvaret. At dette at have haft alle hærofficerer uden undtagelse igennem et langt ophold i landets grænseområde, er en særlig gevinst for et militær, der sender sine soldater ud i alle mulige grænseområder og -situationer. Jeg tror faktisk, at vi slet ikke er nået til at forstå omfanget af, hvor vigtigt det er for et lands hær, at dets sergenter og officerer kender deres eget lands historie og herunder på egen krop har fornemmet den stemning, der er i et grænseområde, hvor tilhørsforhold ikke altid har været en selvfølge.

Og dette med betydning er også på spil i bogen. Det er tesen gennem bogen, at Sønderborg Kaserne har betydet overordentligt meget for byen Sønderborg. Jeg må tilstå, at det gik nærmest ikke op for mig, da jeg var sergentelev der i 1979. Ganske vist var jeg vokset op i Kolding og med en halvsønderjysk mor, der havde sat mig ind i allehånde forhold om den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Og jeg skrev senere på Hærens Officersskole både hovedopgave og speciale i Historie om de to verdenskrige set med danske øjne (og radikale udenrigsministre).

Så dette at sønderborgensere – ligesom mennesker i fx Vordingborg – er særligt optagede af, at de har en kaserne, giver indlysende god mening. At bo i et grænseområde, for Sønderborgs vedkommende endda i et område, der har været på tyske hænder, giver et psykologisk behov for kontinuitet, symboler, sikkerhed for, at man hører til. At man hører til Danmark, skønt man selv bor lige på grænsen.

I psykologi kan man kalde det mange fine og ret uforståelige ting. I fagtermer fx at være en perifer legitim deltager. Jeg er nu her mange år senere blevet klar over, at Sønderborg Kaserne og især Sergentskolen har forvisset sønderborgenserne om, at de bestemt var legitime deltagere omend perifert placeret i landet.

På fuldstændig samme måde gjorde mine ni måneder på skolen mig fuldt forvisset om, at jeg var en legitim deltager. Ikke blot i militæret (perifer, som kvinde). Men også i verden.

Jeg var så ung dengang, at jeg endnu var fyldt af en opvækst, der havde lært mig, at jeg som fattig horeunge ikke hørte til. Jeg var så grundurolig dengang ovenpå opvækstens mange usikkerheder, at jeg ikke stolede på min ret til at være til. Og så var jeg alligevel også så velsignet med et dygtigt skolehoved, at jeg anede netop uddannelse som værende den vej, der kunne få mig ud af moradset og videre.

At være en af Sønderborgs soldater blev en afgørende trædesten i mit liv. Af mange gode grunde.



 

At gense en barndomsven

Jeg blev barn i det øjeblik, vi fik øjenkontakt. Alle barndommens glæder og sorger fyldte med ét hele mit sind. Mit hjerte blev bevægeligt som en gazelles ben og løb afsted med besked til alle kroppens organer: Alt er muligt. Igen.

Man skal nok være ældre for at få lov til at opleve det. Der skal være gået nogle år. Man skal vide, at det ikke er alting, der længere er muligt. Når man først ved, at alting ikke længere er muligt, er det noget ganske særligt, noget dyrebart, at lade sig synke ind i et andet menneske og sammen synke ind i en anden tid.

For et halvt års tid siden havde jeg den glæde at opleve det med hele tre gamle skole- og håndboldveninder. Dagen og samværet sad i mit sind i uger efter. Jeg gemte det som et særligt sødt bolsche og tog det kun frem fra mundhulen og suttede forsigtigt på det, når jeg havde god tid. For lige såvel som mødet førte mig tilbage til en tid, hvor alt var muligt, førte mødet mig også tilbage til vanskelighederne. Til hele pakken. Hele barndommen. Hele det bundløse morads af morsvigt, farfravær, stedfarkvalme og klasseforskel, som gode lærere, hjerteveninder og stolte sejre på håndboldbanen nok kunne kompensere for, men dog ikke fjerne.

Da vi var sammen den dag i marts, var vi gamle nok til ikke bare at have et levet liv bag os, men også kloge nok til at have fordøjet det. Vi vidste, at nogle af de glæder, der hørte barndommen til, siden blev tabt, fordi voksne har så pokkers travlt med at være kun voksne med al denne voksenheds fornuft. At nogle af de glæder, der hørte barndommen til, netop forblev glæder videre i livet, fordi de viste sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom indeholdt at kunne glædes ved.

Barndomsvenner

Vi vidste tilsvarende noget om, hvordan det senere gik sorgerne. Nogle af dem viste sig aldeles grundløse. Andre gik bare over. Fx fordi man flyttede hjemmefra. Andre sorger varede ved videre i livet. Fordi barndomskæresten alligevel ikke blev kæresten. Fordi svigt sidder som en sorgfuld pæl i kødet og drejer rundt, når man mindst venter det. Sorger kunne derved også vise sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom skulle lære at forlige sig med.

Men den dag, jeg genså mine gamle barndomsvenner, glemte jeg det et øjeblik. Jeg svømmede saligt i flok i barndommens frydefulde følelse af begyndelse. Af at livet ligger foran og fremme og skal fyldes af alt det, man nu kan finde på. Og samtidig dog med en viden bagved af, at sådan former det sig langt fra. Noget viser sig ganske vist muligt i et omfang, man ikke havde turdet håbe på, men som årene løber gennem ens fingre som sand, så bliver det dog stadigt tydeligere, at mulighederne bliver færre og til sidst hører op.

Denne sære sammensætning af begyndelse og afslutning fornemmede jeg i ét langt, lykkeligt øjeblik, da jeg efter måneders forberedelse endelig genså mine barndoms- og ungdomsvenner.

Timerne efter tog naturligt form af opdatering og lange passager af rørstrømsk overvældethed. Vi var heldigvis på samme følelseskanal også her. Men det helt særegne var, syntes jeg, at få talt med hinanden om klasseskel, vores glæder og sorger, og så alle dem, der var døde. Det sidste blev et morbidt indslag undervejs. For der viste sig gentagelsens mønster i mange af opdateringerne: “Hun er også død.” Vores årgang havde en særlig hård kvote af selvmord, syntes vi. Men flere var – heldigvis – døde af andre grunde.

En særlig pointe, omend ikke videnskabelig overhovedet, lå for mig i, at de to af os, der kom fra arbejderklassen, allerede som børn havde haft et klart blik for klasseskel, mens de to andre havde haft hovedet andre steder som børn. Det bringer mig den personlige tese, at dette at stamme fra underklassen har sin egen historie, som ingen fra andre klasser nogensinde helt kan forstå. Og at det giver mig eksistentiel kvalme, når jeg hører disse andre udtale sig politisk om, hvordan det er at være blue trash.

Det særegne var dog for os fire, at vi qua vores håndbold havde et fællesskab, der ikke gav socialklasser mulighed for at have nogen betydning. De ressourcestærke forældre agerede chauffører til håndboldkampe fx, og jeg kan ikke erindre nogen form for drilleri over, at min mor end ikke kom og så hjemmekampene. Jeg kan til gengæld huske, at hun kom og så mig spille, da jeg var langt over 30 år gammel. Og at det gjorde mig vildt lykkelig. Det er aldrig for sent at blive en god forældre.

Jeg har efterfølgende grundet over, hvordan det mon kunne være en SÅ særlig oplevelse at møde mine tre gamle veninder?

Og det eneste svar, jeg kan finde frem til, er, at vi i gensynet med en barndomsven genser os selv i det udkast, vi engang var. I det udkast til et menneske, som vi var dengang. I alle vores barnlige glæder og sorger.

I selve gensynet er dog også en begyndelse. Med alle dens glæder og sorger. Nemlig begyndelsen til det liv, vi stadig har at leve. Det er væsentligt at minde sig selv om. Det liv vi stadig har at leve.

I aften skal jeg igen møde mine tre gamle veninder. Vi ved godt, at alt ikke længere er muligt.

Men meget er.



At være for forfængelig

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

 

Og et billede af otte kvinder, der er “proud of our mastectomy scars“.

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år. Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


 




At røre religiøse følelser

Da min bedstemor i sin tid døde, udeblev en af hendes døtre til begravelsen. Datteren var blevet gift ind i Jehovas Vidner og kunne derfor ikke deltage i en kristen begravelse. Det religiøse vanvid i min familie stak endnu en gang snuden frem.

Jeg var 20 år gammel og fik fri i et døgn fra sergentskolen i Sønderborg for at kunne deltage. Min mor bad mig skifte uniformen ud med sort tøj, for tænk om jeg skulle blive skyld i, at min faster og hendes familie alligevel ikke ville komme ind i kirken? Så jeg dækkede mig til i en lang, sort vinterfrakke. Midt i sorgen tog jeg hensyn til de religiøse militærnægtere.

Vi viste hensyn til mindretallet. Det er en praksis, der ikke blot har præget min opvækst ud af min mors tankesæt, og fordi vi også skulle balancere mellem protestanter, katolikker, indre missionske og den apotolske menighed, uden at det religiøse vanvid brød ud, men også ud af min generations tid, født i 1959.

Vi behandlede efter 2. Verdenskrig jøderne som et mindretal, der skulle tages hensyn til. Vi fulgte slaveriets faktuelle ophør i USA, da det sorte mindretal havde fået lige rettigheder. Vi vedtog internationalt menneskerettighederne, fordi mindretallet skulle nyde beskyttelse uanset kontekst. Jeg var selv lykkelig for de rettigheder, for det løftede mig ud af mine betingelser som uægte horeunge.

Jeg fik ret til at være i verden. Selv det enkelte menneske kunne langt om længe regne med at have rettigheder, om galt skulle gå.

Og galt gik det jo, når det kom til diskussioner om retten til abort fx. Hvad var vigtigst? At beskytte liv eller at eje sin egen (kvinde)krop? Flertallet vedtog imod mange religiøse modstandere, at retten til egen krop var vigtigst her i vores del af verden. Demokratiet virkede, eller som mindretallet nogle gange formulerede det: Demokraturet virkede. Tænker man det som et bytteforhold, vil det sige, at der blev vist hensyn til mindretallet med en 12-ugers abortgrænse, og til gengæld overholdt mindretallet en lov, de ikke syntes om, og måtte give deres unge teenagedøtre lov til at bruge.

95 stemmer for og 56 stemmer imod. Mange præster demonstrerede mod den nye lov

I mellemtiden var venstreorienteret politik ved at ebbe ud. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig havde kommunisterne ganske vist en optur. Krigstidens uregulerede love og beskyttelse af fællesskabet havde været en del af virkeligheden, så blikket for hierarkiløse samfund med fælles penge lå lige for. Men den daglige gænge indfandt sig, og princippet om at yde efter evne og nyde efter behov, som ellers var et socialistisk mantra, viste sig udueligt i praksis. Nogle skulkede, andre ville ikke yde til de dovne.

Tilbage stod en mindre flok socialister, der blev noget funktionstømte. Revolutionen var noget, man kun drømte om med Blekingegadebanden som undtagelse. Murens fald blev den konkrete afslutning på de venstreorienteredes storhed. Uligheden var blevet mindre. Og partiapparaterne og socialismen rundt om i verden styrtede i grus i en sky af selvisk pamperi og prangende rædsel.

Men de venstreorienterede fandt noget nyt at kæmpe for, nu ligheden var større end nogensinde. Minoriteterne!. Ja selv de religiøse minoriteter, og hvem skulle have troet det, når man husker, hvordan danske præster blev udskammet under abortdiskussionerne. Men her var altså nogle religiøse minoriteter, der havde det virkeligt ringe. Ringe, fordi nogen (flertallet) på det skammeligste syntes, at minoriteterne skulle indordne sig under demokratiet.

Det kom vel i stand ved, at man som venstreorienteret ofte havde oplevet at være i mindretal her i den vestlige del af verden. Ved at man som det evige mindretal så sig vred på flertallet, ikke blot fordi de udgjorde ens politiske modstandere, men også fordi man kunne identificere sig med mindretallets ydmygende position. Man måtte finde sig i ikke altid at få ret. Man måtte nøjes med et hensyn, der pludseligt blev opfattet som værende nedladende ment. Man måtte finde sig i demokratiets begrænsninger. Og hvad var da mere oplagt end at gøre minoriteterne selv til ens egne svage, som man så kunne forsvare?

Venstrefløjen adopterede en række mindretal og kunne derved selv føle sig store – omend stadig selv i mindretal. Nye religiøse mindretal på tværs af alder, køn og race fandt fornyet styrke og ville ikke finde sig i noget som helst. De mere traditionelt tænkende, der mindede om den gamle velfungerende byttehandel, der får demokratiet til at virke i praksis, blev udskammet for at være hjerteløse. Hvordan kunne man dog være imod at beskytte minoriteter?

Nej, alle skulle pludseligt tænke, som var vi de få. En ny fundamentalisme tog form. Særlige religiøse miniritetsgrupper ville bestemme. Og venstrefløjen tog (igen) patent på sandheden.

Konflikter kom til at foregå mellem en ny venstrefløj + religiøse minoriteter – og – de mere traditionelt tænkende.

Flemming Rose fik svært ved at få bladtegnere til at gøre grin med muslimer, viste det sig. Og Trilles blasfemiske sang om Gud i det høje syntes et århundrede siden, skønt den havde bragt selv frisindede kristne i chok dengang i 1970; ingen kan desværre længere huske, hvorfor den sang var så vigtig: At man kan gøre grin med alt.

Rose reagerede på sin opdagelse af, at ingen bladtegnere længere turde tegne blasfemisk ved alligevel at finde nogle, der turde, og bestilte Muhammedtegningerne. Tegningernes budskab var, at vi stadig har lov til – her fra den traditionelle demokrativinkel (inklusive nogle få, gamle venstreorienterede for hvem ytringsfrihed står over alt andet) at sige lige, hvad der passer os, så længe det er lovligt. Religion er noget, man kan gøre grin med. Sådan lever vi. Her.

Men således gik det vel til, at minoriteter holdt op med at passe deres del af aftalen; at overholde loven. Fremmedforskrækkede vil sikkert kunne huske her, at kriminaliteten var relativt høj længe før blandt nogle minoriteter, og rigtigt er det, at selv renset for sociale forhold, har der været forskel. Men den strukturelle, dvs. organiserede og anerkendte forskel på lovovertrædelse opstod efter tegningerne. Blandt alle minoriteter. Også blandt de venstreorienterede.

Sådan gik det vel også til, at direktøren i Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen, der tidligere havde tordnet imod undertrykkelse af kvinder, nu forsvarede en muslimsk censors ret til ikke at give hånd til en kvindelig studerende ved en eksamen. Han tilhørte jo en religiøs minoritet, og det ville være krænkende for ham, kunne man forstå på hendes pludselige interesse for mænds velbefindende. Vi skulle til at leve som de få, som mindretallet. Og i øvrigt skamme os, hvis vi ikke ville.

Byttehandlen var sagt op uden mulighed for genforhandling. Vores oprindelig byttehandel gående ud på, at flertallet tog hensyn til mindretallet mod til gengæld, at mindretallet fandt sig i ikke at få deres vilje i lovgivning og i øvrigt overholdt vedtagne love. Demokraturet. Det eksisterer ikke længere. Demokratiet vakler.

Siden har vi skændtes med hinanden på en uhørt uforsonlig måde. Den ene part opfatter den anden part som hjerteløse og onde. Den anden part opfatter den første part som naive og efterhånden også halvkriminelle. Jeg er bange for, hvor det bringer os hen. Denne splitting er farlig, også på samfundsniveau.

Hvad kommer vi til at kalde det mon? Minoritetsdiktatur – minoritur?

Men i søndags var jeg til middag hjemme hos en syrisk familie. Det var grill og siddende buffet en hel eftermiddag med himmelsk mad og høj latter mod den fælles himmel. Jeg nåede at tænke, da jeg så mand og kone stå der, klar til at sige goddag, at hold nu kæft, jeg risikerer jo, at han ikke vil give mig hånden. Men det ville han gerne, og mit forbehold blev gjort til skamme, mens jeg gjorde mit bedste for at passe ind i familiens traditioner omkring bordet. De lagde løbende mad over på min tallerken uden at spørge, om jeg kunne spise mere. Så jeg spiste. Og spiste igen.

Om aftenen slog jeg længe mave og kom i tanker om min bedstemors begravelse. Om religiøst vanvid. Og tænkte, at der måske stadig er håb, så længe vi kan give hinanden hånden og dele et måltid mad i hinandens hjem.




At føle sig lidt til grin

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I alle disse år var jeg med til at passe på Danmark, og sammen forhindrede vi fjendtligtsindede i at komme ind i landet og gøre os ondt. Vi kaldte det Forsvaret; andre kaldte det Militæret.

Vi øvede os i at forsvare Danmark mod de russere, vi frygtede ville komme og gøre vores land til deres. Og vi lykkedes.

Troede vi.

For et par uger siden begyndte tusinder af mennesker at gå og køre ind i Danmark, selv om de burde være blevet i det første land i Europa og dér have søgt om asyl eller arbejds- og opholdstilladelse. Det skønnes, at 2 procent af dem er fundamentalister, der vil Danmark til livs. I løbet af et par uger er der altså sluppet ca. 250 fjendtligtsindede ind i Danmark. Uden registrering. Uden navn. Uden kendt opholdssted.

Vores udenrigsminister Søren Pind fortalte os forleden, at Danmark har klaret det flot. Politiet har fået føjet endnu en plakat til andemor med de små ællinger, der skal over vejen. For selv om politiet lod de indtrængende passere i flokke, så fik vi allesammen et billede af en dansk betjent, der midt på motorvejen legede okker-gokker-gummiklokker med en lille pige.

Og det billede havde vitterligt været meget flot, hvis ikke det var for den kendsgerning, at det ydrestyrede, altså dette hvordan det hele tager sig ud udefra, har styret Danmarks udenrigspolitik i de senere uger. Selv landets sikkerhed bliver nu spinnet først og forsvaret siden.

De 250 fjendtligtsindede er her stadig.

Tror vi.

Og jo, jeg kan godt forstå, at Danmarks omdømme i en europæisk sammenhæng også betyder noget for, hvordan vores egen sikkerhedspolitiske situation står. At vi ikke alene kan forsvare os. Ligesom jeg kan forstå – og i øvrigt helt uden nærmere analyse – at et menneske i nød, der banker på min dør, skal have, hvad der er indlysende: Hjælp her og nu.

CIMIC

Kan I huske historien om moderen, der sidder i flyet med sine børn, og hvor al ilt forsvinder fra kabinen. Hvad gør den kloge mor her? Hun tager selv iltmasken på som det første, for derved overlever hun og kan redde sine børn. Den instinktive reaktion fra en mor ville ellers være at give sine børn masken på først.

Danmarks behjertede mennesker har reageret som moderen. Instinktivt. Vi har derved vist vores gode hjerter. Men vi skal selv have iltmasken på for at kunne blive ved med at hjælpe de mange nødlidende mennesker rundt om i verden.

Gode hjerter holder ikke strømmen, hvis ikke de også hænger sammen med en oplader, en hjerne.

Jamen, hvad skulle alternativet da have været, spurgte Birthe Rønn Hornbæk bagefter stolt som tidligere politikvinde. Skulle vi måske have gjort som ungarerne og tævet folk, spurgte hun på skrømt?

Nej, man tæver ikke bare folk. Man har en plan. Man er forberedt. Man kontrollerer og styrer sig igennem. Så andemor kan komme over vejen, så børnene kan få iltmasken på.

Dét kunne være sket ved

  1. at Danmark havde haft en beredskabsplan, som man satte i værk så såre de første efterretninger om strømme var på vej mod Rødby og Padborg,
  2. at man ud fra samme beredskabsplan henover de seneste år havde øvet sig i, at en større flygtningestrøm gik ind over den danske grænse,
  3. at man i udrulningen af beredskabsplanen udførte en koordineret politi- og militærindsats tilsat krisehjælp fra allehånde sociale instanser.

Dét er civilt og militært samarbejde, CIMIC, når det er bedst. Dvs., det er planlagt samarbejde, indøvet og sat ind i tide.

En indvending her er sikkert, at man skam havde en plan, der blev rullet ud med en række civile instanser. De var ganske vist sent ude, men kom igang, da det stod klart, at det vitterligt væltede ind med mennesker.

Jeg efterlyser imidlertid en civil-militær beredskabsplan, som i omfang og autoritet havde gjort det muligt at bevare kontrollen og at få alle registreret. Nu kom det i stedet ud af kontrol i den forstand, at de danske myndigheder blev umyndiggjort, mens de så bagefter kunne påstå, at de bevarede kontrollen, fordi de ikke slog, ligesom de såkaldt dumme i Ungarn.

Når vi ikke havde en sådan CIMIC-plan mod indtrængende flygtninge/migranter, og når vi valgte ikke at sætte militæret ind – hvilket kun havde været muligt med en detaljeret og virkeligt velindøvet CIMIC-plan – så skyldes det jo én eneste ting:

Ingen i Regeringen eller blandt de involverede myndigheder havde forestillet sig, at Tyskland pludselig blot gjorde, som det passede dem, og lod titusinder af mennesker fra ikke-EU-lande rejse igennem.

Ingen havde forestillet sig, at der ville komme flygtningestrømme mellem EU-lande.

Alle satte de deres lid til Schengen-aftalen, skønt titusinder af mennesker er strømmet hen til EU’s ydre grænser i meget lang tid.

Alle satte de deres lid til Merkel, der som gammel østberliner måske har noget med, at det er synd for mennesker at blive holdt tilbage bag en mur eller en grænse. Eller måske vil hun bare bestemme. Vi kan ikke vide det. Sagen er, at hun gik enegang uden om EU og lod strømmene gå, som de nu ville.

Vi har for længst mistet frygten for russerne, og har derfor stort set nedlagt Forsvaret. Måske glemte vi at frygte tyskerne og vores egen magtelites arrogance? For hvor er det, vi er på vej hen med denne enegang fra ét EU-land og denne laden stå til herhjemme?

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I mit sidste job var jeg chef for Den Danske Civil-Militære Enhed. Det gav mig som psykolog og som tidligere linjeofficer den optimale mening at skulle forene det bedste fra det civile samfund og det bedste fra Forsvaret til gavn for Danmark.

Jeg holdt op, fordi Militæret ikke tillagde CIMIC nogen som helst betydning. Jo, en skolestue hist og en elforsyning pist i Irak og i Afghanistan. Og en lille flygtningestrøm i drejebogen, når man øvede sig på internationale operationer. Men ellers? CIMIC havde laveste status hos pansergeneralerne, herunder min sidste chef, Knud Bartels især. Det var i 2005.

Jeg følte mig lidt til grin.

Samme år blev Merkel kansler i Tyskland. Og siden blev Knud formand for NATOs militære komité.

De har nok haft travlt med alt mulig andet end beredskabsplaner. Russerne var jo holdt op med at true.

Troede de.

Og flygtningestrømme var det eksotiske krydderi i pladderhumanisternes CIMIC-planer.

Troede de.




At tro på kærlighed

Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.




At flygte eller flytte

Da jeg var 16 år gammel flyttede jeg hen til min ungdomskæreste og hans far. De boede i et lille hus, hvor moren nogle år forinden havde taget livet af sig, så det var ikke noget muntert hus. Men det var en god erstatning for dét, jeg reelt flygtede fra: En pervers stedfar og en sindssyg mor.

Nu står vi ved kajen eller på perronen eller sidder bag skærmen og kigger på de mennesker, der kommer ind i Danmark. Er de i færd med at flygte eller er de i færd med at flytte? Danskere skælder hinanden ud på sociale medier over, at

– de selvfølgelig er på flugt, for der er jo krig i Syrien, eller at
– de selvfølgelig er midt i en flytning, for stadstøjet er på.

Men sagen er, at vi ved det ikke. Om de flygter eller flytter. Ingen kan udefra se, om et menneske er på vej væk fra noget eller bare ved at flytte sig. Alt kan tage sig roligt ud udefra, når der er kaos indeni. Og omvendt. Det ved jeg som psykolog noget om.

Tager vi de juridiske briller på, er ingen af disse mennesker, der kommer ind over Danmarks grænser i disse uger ved at flygte. De har allerede været i indtil flere lande, hvor de kunne og juridisk skulle have søgt asyl, så når de nu kommer til Danmark, kommer de ikke alene med en ulovlig undladelsessynd i bagagen ved ikke at have søgt asyl tidligere i et andet land, de kommer også som nogle, der er ved at flytte, som såkaldte migranter.

Juristen tager imidlertid altid de tørre briller på. Og skelner ikke mellem, hvad der raser indenbords, intrapsykisk. Som en skilsmisseadvokat engang ganske nøgternt gjorde klart for mig: Du vil have retfærdighed? – Der er kun den retfærdighed, du kan komme med dokumentation på.

Hvis jeg imidlertid et øjeblik tager de tørre briller af og lader dokumentationen være og i stedet tager psykologens briller på, hvad ser jeg da? – Ja, jeg ser to grupperinger, og jeg undskylder på forhånd og beder om ikke at blive lagt for had; det er ikke min intention at genere nogen som helst:

1. Mennesker der er på flugt og er helt rundtossede over, hvad der er op og ned og bare skal VÆK FRA noget. Men juridisk og udefra set jo er ved at flytte.
2. Mennesker der – ganske udspekuleret – er ved at flytte og er ganske sikre på, hvad der er op og ned og bare skal HEN TIL et bestemt sted. Men juridisk og udefra set har fordel af at ligne nogle, der flygter. Nogle af dem er ufarlige, for de vil bare hjem til svigermor i Sverige; andre er vildt farlige, for de vil med fuldt overlæg ødelægge den vestlige verden.

Har vi da psykologisk set en sammenblanding af ofre og bødler her? Ja, det er jeg virkelig bange for. Sammenstimlingen af så mange reelle ofre, der kalder på det bedste i mennesket – næstekærligheden, giver også et skalkeskjul for de seriøst sindssyge; de mennesker der spekulerer i at udnytte situationen og lader sig falde ind i strømmen af ofre, så de selv slipper med, som om de var ofre.

Jeg er forvisset om, at alle danskere i hjertet gerne vil hjælpe den første gruppering. Et menneske, der står og er i akut nød? Kan du sige nej til at hjælpe? Nej, vel?

Ligeså forvisset er jeg desværre om, at den anden gruppering findes, og at især den andennævnte undergruppering her ganske fermt er ved at splitte danskere udi to adskilte lejre, som om halvdelen af os ikke vil hjælpe den første gruppering. Som om vi, jeg, er uden hjerte.

Hvis jeg – helt uvidenskabeligt – ser mig omkring blandt de mennesker, jeg kender nært, godt eller bare perifert, så er der en slående sammenhæng for mig, som jeg næsten ikke kan bære, om den er rigtig:

– Jo mindre et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at kun den første gruppering findes. At 1. findes.
– Jo mere et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at især den anden gruppering findes. At 2. findes. Hvorfor? Jo, fordi man som et menneske, der selv er flygtet fra noget, ved, at det gennemtænkt onde findes. Man ser ikke lidelsen i sig selv. Man kender lidelsens årsag, dets arnested. Det perverse. Det sindssyge i sig selv. Man har selv været offer og ser kun bødlerne.

Sultne børn fra Biafra

Det helt vanvittige resultat af danskeres diskussion om disse folkestrømme, hvad enten de nu kommer i en eller to grupperinger, er, at danskerne splittes. På den ene side kan dem uden personlig erfaring om det grusomme næsten ikke rumme den foragt, de selv føler for de ufølsomme andre, der med deres personlige erfaringer i bagagen modsat godt kan holde fast i realismen og se for sig, at der iblandt folketilstrømningen er brodne kar og i forlængelse heraf har svært ved upåtalt at høre på den naivitet, som de oplever de følsomme udtrykke.

Hvordan kom det så vidt, at alle vi, der nærmest har gået i samme skole og i hvert fald kender nogen, der er hinandens kusine eller fætter, pludselig bliver delt op i to lejre? De følsomme og de ufølsomme? De gode og de onde? Hvem kan dog have glæde af, at vi sådan spytter på hinanden med vrede ord og øgenavne og lader det drive dertil, at vi formeligt hader hinanden i en jer-og-os-talemåde, som om vi er farlige for hinanden?

Vi må psykologisk set alle sammen besinde os. Jeg må forstå, at de mennesker, der kun kan se ofre på motorvejene, er mennesker, der lader sig fylde af næstekærlighed og bare ikke lige husker, måske ikke ved, at der også findes onde mennesker. Og jeg må huske mig selv på, at de mennesker, der især kan se bødler på motorvejen, er mennesker, der måske har en egen historie med sig, en historie der reaktiveres, hvorved de lige glemmer eller måske stadig ikke ved, at der også findes gode mennesker.

Og når alt dette er skrevet. Om gode og onde mennesker. Så står tilbage for mig, hvad der har været mantraet i mit liv. Husk dig selv på, at der ikke er gode og onde mennesker. I ethvert menneske er der lidt af hvert.

Det vidste jeg ikke, dengang jeg var 16 år og langt om længe flygtede. Jeg var alene om at vide, at det var en flugt; alle andre omkring mig talte om det, som om det var en flytning. Jeg havde opgivet håbet om, at det hjalp at sige noget højt.

For mens mine nærmeste voksne opførte sig sindssygt, talte medier og andre voksne dengang især om de sultende børn i Biafra. Og lavede indsamlinger. Jeg følte mig dobbelt svigtet, kan jeg huske. Indefra af min egen familie. Udefra af de andre voksne, der var så tæt på og alligevel ikke så, hvad jeg var udsat for.

Der er altid ofre et sted i verden. Der er stadig børn, der sulter ihjel i Biafra. Nogen kan hverken flygte eller flytte. Hvem mon er et offer allernærmest dig selv, dér hvor du nu er? – Ræk din hånd frem.




At arbejde sig ind i Danmark

Der skrives om flovheden i, at Danmark nu annoncerer sig frem til at holde asylansøgere væk. At Danmark dermed iscenesætter sig selv som et fremmedfjendsk land, der slet ikke vil have nyt (læs: fremmed) blod ind i landet. Vi har nok i os selv.

Samtidig tales der fra politisk side om, at jo, vi skal have de højtuddannede til landet. At vi har brug for dem. Vi vil gerne være flere.

Og endelig diskuteres polakker og andet godtfolk, der stjæler vores arbejde. At arbejdsløsheden blandt danskere alligevel bliver ved med at rumle. Trods opsvinget, der buldrer løs – især i København.

Vi hører sjældent om de helt almindelige mennesker, der beslutter sig for at søge lykken i Danmark.

Så jeg vil fortælle om Theodor og Simone, der har en søn, der hedder Adrian. De kommer fra Rumænien. Theodor kom først som repræsentant for deres drømme. At bo i et civiliseret land, hvor hårdt arbejde betaler sig. Hvor man kan arbejde sig til en god levestandard, og hvor trygheden er reel, hvis man skulle blive syg eller på anden måde vitterligt have brug for samfundet.

Theodor fik straks arbejde, da han kom. Som rengøringsmand i industrien. De fleste studerende på landets universiteter ved ganske vist ikke, at sådanne job findes, for når de taler om ufaglært arbejde, har de lært et par eksempler udenad; fiskefileterne skal jo skæres og bliver det vist nok i Esbjerg, og forårsrullerne fra Kina bliver vist lavet på Fyn. Men mest af maskiner for resten. Så Theodors arbejde er ret ukendt for de mennesker, der ytrer sig om landets fremmedfjendske facon, om vores behov for højtuddannede og om de mange polske håndværkere.

Theodors arbejde er at gøre rent i industrien. Til 111 kr. i timen. På fuld tid. Så det gør han. Og han bliver ved. Han melder sig ikke syg, han beklager sig ikke over at være overkvalificeret, selvom han godt kan lave mange andre ting. Han arbejder og drømmer om, at Simone og Adrian en dag kan komme op til ham. Han bor til leje, og hvis de en dag kommer, skal de have et større sted at bo, og Adrian skal i skole. Det haster med at få dem op snart, så Theodor tager ekstra arbejde som vinduespudser.

Theodor henter Simone og Adrian en dag. Det lykkes for ham. Det lykkes for dem. Han tør næsten ikke stole på sit held, for Adrian lærer dansk, og Simone får arbejde; et arbejde ligesom ham selv. Samme arbejde. Samme timeløn. Når han lægger deres lønninger sammen og sammenligner summen med en husstandsindtægt i Rumænien, svimler det for ham. Ud af 111 kr. i timen lykkes det dem at bo til leje, at holde Adrian fin i tøjet, at spare en lille smule op, og at have deres egen, brugte bil, som de bruger flittigt, for de kører hver dag 70 km. til arbejde. Frem og tilbage, rundt med hinanden.

Danmark

Det er vigtigt, ved de, at de skal bo et roligt sted, for Adrian skal kunne trives, og Theodor har det ikke helt godt med storbyer. Simone og han taler om at kunne købe deres eget lille hus. Tænk hvis de kunne. Theodor tænker hele tiden over, hvad der skal til, for at deres drømme bliver til virkelighed. Han kan næsten ikke tro på sit held over at leve frit i et land, hvor drømme kan blive til virkelighed. Men det er jo sådan, det er. Han lever i Danmark.

Det er vigtigt, ved de, at de kan tale dansk. Theodor bliver efterhånden mere systematisk med sit sprog. Han er nødt til at lære sig dansk for at kunne følge med Adrian. Det er virkelig svært for Theodor det her. Men han melder sig til et kursus. Og det er godt for ham og for Adrian, at de har sproget sammen. Adrian slipper for rollen som oversætter. Og Simone begynder at kunne forstå en del. De har arbejde, de har skole, de forstår efterhånden det allermeste. De er nærmest lykkelige.

Ingen skriver eller taler om dem.

Det er vigtigt, ved de, at banken regner dem for noget. De 111 kr. i timen er ikke helt nok. Den unge bankrådgiver spørger, om ikke de har glemt nogle tillæg eller en månedlig grundløn, for så lidt har han aldrig set nogen tjene. Men timelønnen er god nok, eller – den er desværre den korrekte, og selv om de er to, der arbejder fuldtid, og Theodor arbejder ekstra, rækker deres løn ikke til at kunne købe deres eget hus. De leder ellers efter et andet sted at bo. Leje er jo penge ud af vinduet, når nu de går og har lyst til at gøre i stand og gøre ved.

Kreditforeningen siger nej. De vil bo for langt ude på landet, hvor huspriserne ganske vist er lave, men hvor kreditforeningerne vurderer, at husene ikke kan belånes, for hvem ved, om husene overhovedet er til at sælge (igen)? Theodor og Simone prøver sig frem. Desværre ligger huset enten i det forkerte postnummer. Eller også er huset for billigt. Eller begge dele. De regner på det i de sene aftentimer. Adrian må ikke belastes af det. Han skal passe sin skole. Skolen er det vigtigste af alt.

Bankrådgiveren siger nej til det næstvigtigste. Deres eget rækkehus, hvor Adrian kan tage skolebussen lige uden for døren, og hvor de har skov og strand i baghaven. Der er ro. Det er det rigtige sted, ved de. Nu må det være. – Jeres rådighedsbeløb er for lille, siger ham fra banken til dem. Det er den samme mand, som troede, det var en trykfejl med de 111 kr. i timen. Han har pomade i håret og en nystrøget, hvid skjorte på. Og lange sko. Lange, sorte sko. – Jeg kan ikke forstå, at I overhovedet har kunnet spare penge op af det, I har tjent, tilføjer han og beklager igen sit nej. Sådan nogen siger ikke undskyld. De beklager.

Pantebrevsfirmaet siger ja. Beregningen af, hvad to mindstelønninger tilsammen kan give til en lille familie med kun et skolebarn viser, at de godt kan købe et rækkehus til 400.000 kr. Selvfølgelig kan de det. Pantebrevsfirmaet bevilger fuld belåning, hvis blot de selv har 5 procent til udbetalingen. Og det har Theodor og Simone. Deres udholdenhed betaler sig nu. De er husejere.

– Kreditforeningen? De siger stadig nej. – Bankrådgiveren da? Han har netop fået endnu et personalelån til 1,5 procent. Hans nye lejlighed inde i København trængte til noget Mogensen. Børge, du ved.




Narcissisme og dokumentation

Narcissisme er et efterhånden folkeligt begreb for at være optaget af sig selv. At være narcissist er en diagnose, som læger og psykologer benytter for mennesker, der har en usund/sygelig grad af narcissisme.

At være eksistenspsykolog (som jeg er) betyder blandt meget andet, at man ikke bryder sig om diagnosticering, men er mere optaget af, hvordan det enkelte menneske er i verden.

At være eksistenspsykolog betyder fx også, at man er optaget af enten-eller i livets egentlige valgsituationer, men at man derudover anser livets mange tilskikkelser for at være en grågrumset både-og situation; livet og dets mennesker indeholder en høj grad af kompleksitet. Og deraf også aversionen mod diagnosticering, som anses for at være en form for kassetænkning.

At reflektere over netadfærd er en logisk følge af at være eksistenspsykolog; hvorfor træder nogle mennesker fx i karakter alene på nettet? Eller gennem medierne? Hvorfor flammer fælles vrede så hurtigt op? Hvorfor hersker der en form for kassetænkning – de gode og de onde?

Et eksempel på en af mine refleksioner over Facebook, her hos Michelle Hviid:

Stor narcissisme - hvad er dét?Stor narcissisme2 - hvad er dét?

Jeg kunne have holdt min refleksion tilbage fra et netsted, hvor stor narcissisme findes, velvidende at mange af reaktionerne kun ville bekræfte mig i, at narcissismens væsen virkelig næres ved en enkelt “sagesløs”, der formaster sig til at mene noget andet. Men jeg ved også fra mit supervisionsarbejde, at mange mediemennesker, der er meget ‘på’ har det fredeligt med deres narcissisme; ja, dette at være optaget af sig selv i en vis grad er ligefrem en betingelse for, at de kan passe deres arbejde. Min forventning var derfor, at Facebook-sidens ejermand ville lade det prelle af, og at følgerne ville forene sig og gå i forsvar, men måske også med en tredje reaktionsform: – En dvælen ved idealiseringens væsen og en undren over, at vi kvinder ikke bliver hos os selv og i højere grad lader det ideelle blomstre i vores egen have og blande sig med det ukrudt, vi så flittigt ellers forsøger at skjule. Det er jo ikke enten eller.

– Men det var ikke helt, hvad der skete. Her er yderligere dokumentation for, hvad dette at jeg skulle have diagnosticeret uopfordret og offentligt og gentagne gange handler om, for jeg har ikke gjort nogen af delene.

Hvad jeg har gjort er, i et meget lille hjørne af Facebook, at skrive, at kvinden, der generelt og dagligt deler sine sexstunder, sin 9-årige datters vanskeligheder, sine operationsbilleder, sit raseri over yoghurt, whatever, har en stor narcissisme og meget behændigt i øvrigt har gjort det til sin forretning. Og jeg skrev det i en kontekst, hvor jeg (igen) undrede mig over, hvor hurtigt spætten huggede, da en formastelig, kræftramt følger prøvede at stille sig en anelse kritisk an over kvindens optagethed af egen sygdoms særlige omfang:

www.facebook.com/denkarenschultz/posts/10155935981145188

Lammefjorden 20.1.2013

Go to Top