Til Tine Byrckel

Fra Karen Schultz

Karen Schultz tegnet af Tine Byrckel i 1974

Jeg udgav i november 2018 min erindringsroman Uren, den første i en serie på fem bind. Bogen handler om min opvækst og ungdom i Kolding.

Min redaktør rådede mig til at sende bogen til gennemsyn til alle de mennesker, der optrådte i bogen. Mange er nævnt også ved efternavn og er derfor let genkendelige. En enkelt, Tine, som jeg gik i klasse med og jævnligt legede med, kaldte jeg blot ved fornavn, fordi vi havde været hårde ved hinanden i 15-års-alderen, og jeg vidste fra vores senere korrespondance, at hun havde taget mig det ilde op. Så ilde faktisk at vores mange gode barnestunder sammen var gået i hendes glemmebog. Jeg har stadig en smuk tegning, hun lavede af mig i slutningen af 8. klasse. Der var ikke grund til at strø salt i dét sår og udbasunere, hvem hun var, syntes jeg. Jeg vidste også fra en klassefest i 2016 i anledning af vores 40-års-jubilæum fra folkeskolen, at hun ikke havde svaret på diverse invitationer. Ingen kunne finde frem til, hvor hun boede i Frankrig. Så jeg valgte den nemme, sikre, billige løsning; jeg sendte bogen til hendes søster, Maj-Britt Byrckel, i Kolding.

Det udløste en shitstorm mod mig på Facebook mellem jul og nytår. Jeg tog skærmbilleder af det (side 30-55), men vidste ellers ikke, hvad jeg skulle gøre. Her bagefter ved jeg stadig ikke, hvad jeg skulle have gjort for at gøre det rigtige. Det har jeg tænkt en del over. Er jeg stadig vred på Tine, som en af beskyldningerne lød? Ikke så vidt jeg ved og så alligevel: Jeg blev ramt af sætningen: Karen tror fortsat hun bare kan hækle selv. Tine skrev det som kommentar til, at jeg havde udgivet bogen på mit eget forlag, og hun skrev det velvidende, at jeg holdt af at strikke og hækle som barn og engang vandt en pris for en opskrift på en bluse. Tine ved også, at jeg gik i hjemmelavet tøj som barn, og i bogen har jeg skrevet om, hvordan det hjemmelavede tøj var en økonomisk nødvendighed for os.

Jeg forstår ikke, at hun er så privilegieblind, hun som er vokset op i overklassen, men min sang om socialklasser er gammel og sunget ofte af andre. Arbejderklassen har aldrig kunnet forstå, at overklassen ikke kan se. Alle er vi blinde i og for sig. Arbejderklassen ser ikke, at også velhavere kan være ulykkelige.

Nu er min erindringsbog skrevet, med blindskrift fra mit hemmelige rum, måske som punktskrift også. Jeg er glad for bogen, den har fået gode anmeldelser, og jeg er også blevet medlem af den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening (som selvudgiver); noget jeg har drømt om at blive i flere årtier.

Tine er vred til gengæld. Min lykke over at det lykkedes for mig at komme frem og opad gennem socialklasser, og hvad der ellers er af mentale barrierer for at række ud efter ens egen drøm, hviler på en bund af Tines vrede ord. Hendes vrede minder mig om min mors vrede, når jeg godt vidste, hvad der skulle til for at formilde hende. Jeg kunne få hendes vrede til at forsvinde ved at forsvinde selv. På en sær måde er det, som om Tines og min mor så den anden af os mere klart, end de hver især så deres eget barn. Tines mor kom fra små kår og så min fattige længsel i de frimærker, jeg omhyggeligt samlede på. Min mor kom fra den velhavende bondestand og så sine ungdomsballer og sit selskabsliv spejlet i Tines nyrige pigeliv, mens hendes egen ægtefælle fra arbejderklassen skuffede fælt. Jeg kan forstå vores forskellige liv ud fra den ramme fx og måske også forstå Tines afsmag for mit forhold til hendes mor. Tines mor var alt det, jeg gerne ville være, mens min egen mor var noget nær det modsatte.

Jeg har villet skrive en bog og skrive den, sådan som barnet Karen oplevede det. Jeg har aldrig villet forsvinde. Nogle gange fører en stærk vilje med sig, at andre bliver sårede, føler sig misforstået, ikke oplever sig set, sådan som de gerne vil se sig selv. Tine blev vred over de 13 sider i min bog og syntes, hun var i hele bogen. Hun syntes, det var en elendig bog, som manglede en redaktør, sådan som man har det på et rigtigt forlag. Selvudgivne bøger er ikke redigerede, konkluderede hun og tog dermed fejl. Det er helt i orden med mig ikke at kunne lide min bog, at være sur på mig. Det er ikke i orden at udbrede forkert information om min bog.

Tine er også på Facebook og har en stor skare af mennesker, der synes det er rigtigt, hvad hun skriver i vrede. De har vænnet sig til, at hun skriver Amen efter de opslag, hun selv synes har særlig vægt.

Jeg burde have set det komme – vidste ikke hvad en shitstorm er og har bagefter tænkt over, om det er mobning forklædt som indignation? Det føltes sådan, men ens følelse er ikke altid den bedste dommer. Og redaktøren på Facebook findes ikke. Så spørgsmålet henstår ubesvaret.

Her er nogle fakta. Det er min måde at komme igennem noget på. Indsamle data, læse, skrive, danne mig et overblik, tænke mig om. Det hjælper mig mere end lyden af lemminge.

http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf