✍️ Mine bøger Uren 1 og 2 er fyldt med eksempler på sexchikane. Af den nye #metoo bølge kan jeg forstå, at kvinder i alt for mange år har vendt angrebene indad, gjort det til noget personligt.
Jeg har slået, når jeg kunne. Med knytnæve eller ord. Det er det eneste, der effektivt virker, at være et svin overfor et svin. Det har i øvrigt også vist de mange helt igennem ordentlige mænd, at svinene ikke får noget ud af at være svin.
#haerensofficersskole #johndalby

Uddrag fra Uren 2; jeg er netop begyndt som kadet på Hærens Officersskole:
"En aften var vi inviteret til rødvin og ost af årgangen over os. Den
ældre årgang hed de Meza, ligesom vores egen årgang hed Rye;
vi tog navn efter berømte generaler. Der var ingen kvinder i de to
værtsklasser, så jeg forventede en aften med kontant mandesnak
og nogle stikpiller til Birgitte og mig. Vi havde aftalt at vi agerede
hver for sig allerede fra første skoledag. Skolen havde tænkt sig at
placere os i samme klasse, men vi var sammen gået til skoleofficeren og havde bedt om at blive skilt ad. Vi ville gerne være der som kadetter, ikke som kvinder. Vi var bange for at blive overladt til os selv, måske endda holdt lidt udenfor hvis vi var sammen hele tiden.
– Rødvin og ost? spurgte jeg min mor som heller ikke kendte
den menu.
– Men du må da med, sagde hun ubekymret på mine vegne. – Så
finder du jo ud af hvad det er.
Min opringning til Kolding gav ikke den tiltrængte opbakning.
Hvor var hun blevet en idiot siden hun havde fået sin skilsmisse
igennem. Pludselig var hun i stand til at klare alting og holdt sig ikke for god til at åle mig hvis jeg fortalte om noget der bekymrede mig. Jeg besluttede at lade være med at spørge hende til råds en anden gang.
Jeg fik i stedet spurgt Birgitte nede i omklædningsrummet samme
eftermiddag som vi skulle af sted om aftenen.
– Det er flutes, det franske lange brød, du ved, og forskellige
slags ost, sagde hun.
– Med rødvin til, sagde jeg.
Tiøren var faldet, og vi grinede lidt af min uvidenhed. Jeg følte
mig let ved tanken om at vi skulle sidde der i de store højloftede
stuer oppe bag vores klasselokale og drikke rødvin. Jeg var ikke nervøs over noget som helst når jeg havde drukket vin.
– Skål!
Vi sad rundt om mindre borde, seks kadetter ved hvert bord, og
osten var serveret og spist. En af kadetterne fra årgang de Meza
havde holdt et lille foredrag om hvordan det var at være kadet, og
imens var rødvinen gledet ned. Vi havde ikke været der i mange
minutter før jeg havde skålet og drukket mig til ro og glad forventning.
– Var det Schultz, du hed?
Min bordherre bøjede sig frem og iagttog mig med et interesseret
blik.
– Ja.
– Du har gjort tjeneste ved dragonerne i Holstebro?
– Ja, først som gruppefører, og her de sidste måneder som næstkommanderende i delingen.
– Det må jeg sige, næstkommanderende …
Jeg blev flov over mit praleri – nu troede han vel ikke jeg var vigtig heller. Jeg tav og kiggede ned, ledte efter noget klogt jeg kunne spørge ham om. Han hed Reisz og var sekondløjtnant.
– Er I glade for skoleofficeren? spurgte jeg.
– Ja, han er …
– Skål, råbte de fra et af de andre borde. – Lad os skåle, allesammen!
Vi skålede og øvede os på at gøre det rigtigt: Holdt om stilken
med tommel- og pegefinger og løftede glasset op til brysthøjde.
Vi hilste med glasset til den ene og til den anden side. Havde øjenkontakt. Drak. Hilste igen til begge sider og satte glasset ned. Jeg kunne det allerede til perfektion.
– Skål, Schultz!
En kadet fra et af de andre borde råbte over mod os.
– Du skal ikke tage dig af ham, sagde min bordherre og skålede
selv med mig.
Jeg mærkede beruselsen i mig. Den salige siven af tilfredshed
ud fra brystet, udad mod resten af kroppen, humøret der fulgte, den uovervindelighed jeg besad. Jeg kunne klare verden. Blomsten af Danmarks ungdom. Alle døre stod åbne.
Jeg rejste mig for at gå på toilettet, og kadetten over for mig
rejste sig samtidig.
– Skål, sagde han og løftede sit glas over mod mig.
Jeg tog mit glas og hilste tilbage, vi stod begge op, og de andre
ved bordet kiggede på os. Jeg anede ikke uråd. Da vi satte vores
glas igen, bøjede han sig i samme bevægelse helt ind over bordet
og rakte begge arme frem. Hans hænder strakte sig ud mod mine
bryster og tog fat mens han formede sine hænder som skåle omkring mine bryster. Kadetterne brølede, fulde og glade, ikke blot ved vores bord. Jeg nåede ikke rigtig at registrere hvordan han gjorde det, og jeg anede ikke uråd.
Jeg gjorde det som jeg havde forberedt mig på i 10 år hjemme
hos min stedfar, når og hvis han kom for tæt på. Jeg slog kadetten med en hård lussing på hans venstre kind. Han satte sig ned
med et bump, og jeg vendte mig og gik på toilettet. På vejen derud hørte jeg den hujen som fulgte. Jeg hørte den anerkendelse og respekt der lå i de lange pift, i overraskelsen bag den rå mandelatter.
Det stod 1-0 til mig, det vidste jeg, da jeg selvsikkert gik tilbage
til stuerne. Min bordherre trak min stol ud for mig og sagde undskyld:
– På årgangens vegne!"