✍️

✍️ Jeg har det ligesom denne islandske forfatter, selv om der er solgt mere end 200 eksemplarer af Uren 1, og den også bliver hørt flittigt som lydbog via biblioteket.dk og Mofibo og Storytel.
I går besøgte jeg min datter, og da postbudet kom med en pakke, genkendte jeg hende fra et af mine biblioteksforedrag og gav mig til kende. Hun kunne til gengæld ikke genkende mig lige med det første, og det morede vi os over. Jeg havde glemt både mascara og den pæne jakke :-)
Det er en gave at have læsere, der giver sig til kende som rigtige mennesker. De er dampen i min skriveglæde når jeg nu sidder med Uren 2.
Jeg har været bange for at have for mange forventninger på mine skuldre og har lært mig selv at knipse dem væk, så jeg kan sidde med lette, lige skulderlinjer og skrive.
Mine 200 læsere sidder øverst på skærmen foran mig og hepper. De hepper, føler jeg. Og det er noget andet end dem (mig selv måske) der gerne vil sidde på mine skuldre, klar til at kritisere.
📗 er på vej!