✍️ Gæt hvilken bog der er iblandt? 📙 Uihhhh!

✍️ Jubiii! Min roman er kommet med på et tema på eReolen, sikke et selskab at være i.
Jeg har selv indlæst bogen 🎧
https://ereolen.dk/tema/ulykkelige-barndomserindringer

Der er også en bog at vinde på min Facebook!
Jeg kiggede billeder igennem igen; vi har bestemt os for dette billede til bagsiden til den næste bog.
Nogen der kan se, hvem det forestiller?
Der er en bog på vej til vinderen. Der trækkes lod blandt dem med flest rigtige navne.
#dklit #danskebøger #autofiktion #reception #danskelivregiment #uren2 #forlagetnovember

✍️ Er du på Instagram?
Jeg er begyndt at lægge min mands, Per Kreutzmanns, billeder op der sammen med noter om mit #forfatterliv 😘

✍️ Sidste fredag blev min bog omtalt i Weekendavisen, i bogsektionen, min lykke var gjort, skulle man tro. Men det er vist ikke så enkelt.

En gammel klassekammerat, som jeg har skrevet perifert om i min bog, har nemlig fået den ide, at bogen handler om hende, og at jeg som den voksne psykolog jeg er nu har skrevet en helt forfærdelig historie om hende.

Hvad jeg har gjort er at lade en 2 til 19 år gammel pige fortælle om sin hårde opvækst og om sit liv som en vred ung pige, der flytter hjemmefra og til sidst til Århus for at starte på en frisk.

Jeg fik samlet fakta sammen, da jeg blev klar over, hvordan min gamle klassekammerat var gået i gang med at bebrejde psykologen, mig, for at skrive så ufølsomt. En regulær shitstorm fik hun blæst op. Det kunne stikke af, følte jeg, og så tager officeren i mig over og kommer i kontrol. Jeg fik skrevet fakta ned, de er her: http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf

Søvnløse nætter, gåture med Per, besøg af en fra klassen, lange telefonsamtaler med en anden fra klassen, Dinahundens trofaste slik, jo, der blev arbejdet med stoffet. Mine selvbebrejdelser stod i kø, hvorfor havde jeg overhovedet skrevet ét ord om hende, den vrede? Vidste jeg ikke godt at intet ville falde i god jord hos hende? Hvorfor lade hendes forfængelighed få lov at skygge for min bog, som handler om misbrug af børn og om, hvordan man mestrer tilværelsen?

Og så kom klummen i Weekendavisen, og selv om jeg hellere havde læst en anmeldelse af min bog, fik journalisten skrevet frem, hvor langt ude af proportioner angrebet på min bog var. Jeg sænkede skuldrene, måske det alligevel faldt på plads altsammen.

Indtil i går aftes: Jeg fik en mail fra en kær gammel psykologkollega, som var bestyrtet over mig, den Karen, hun har haft så meget godt sammen med:
- Hvorfor har du skrevet en bog om din gamle skolekammerat? spurgte hun.

Min redaktør sagde til mig, at når først bogen var udgivet, havde jeg ikke længere kontrol over, hvad folk gjorde med den. Det kan jeg bekræfte ham helt i her fra sofaen i Blåvand, hvor jeg plejer min mandeinfluenza og samler kræfter til at råbe, at den bog faneme handler om, hvor dårligt mange børn bliver behandlet, og at vi skal se de børn omkring os, invitere dem hjem til lidt omsorg, være de signifikant andre voksne, der tanker de svigtede børn op til den dag, hvor de er gamle nok til at klare sig selv.

Det hjælpearbejde er vigtigere end at blive voksenfornærmet over, at der i en bog står, at man sad med to stænger grøn snot ud af næsen. Sådan sidder alle børn før eller siden. Men nogen af dem har ikke nogen voksne, der kommer med en klud til at tørre. - Se dét er den sørgelige historie, vi som voksne skal se og gøre noget ved.