✍️ Statsminister #mettefrederiksen holder pressekonference om børn der trænger til hjælp til forældrene:
Det er komplekst, just saying.
Fra #uren1, side 282-97:
”Hvem er der for at hjælpe når man er på skideren? Jeg var vant til at have en pik i øjnene og havde nu også en fordømmelsens pik i sjælen.
Hvor går de fordømte hen for at hente trøst? Min mor var indlysende ikke noget bud. Jeg fik den ide at gå ned på socialkontoret og fortælle dem at jeg var træt af skolen og gerne ville noget andet. En af pigerne fra håndbold havde fortalt at en dame dernedefra hyppigt kom på besøg hjemme hos dem. En rar dame.
Der var ingen af håndboldpigerne der kaldte mig Karen Tissemand, men de delte det stykke værdifuld information det var at mit øgenavn nu officielt var sådan. De var ikke til nogen hjælp når jeg spekulerede.
Der var stadig et lille skoleår til jeg var færdig med 9. klasse, eller 2. real som det også hed, og alles planer med mig var at jeg skulle i gymnasiet. Den kloge skolepige var mere end klar. Karen Tissemand var ikke klar. Hun afmeldte mig fra latin med den forklaring at jeg havde fået endnu et job efter skoletid. Rengøring på Kolding Rådhus, to timer hver dag. Jeg begyndte som afløser, måtte arbejde mig opad.
Jeg var også blevet barnepige for Karim og Miriam. Jeg passede dem to dage, havde to dage fri, passede dem så igen to dage og så fremdeles. Det blev til 14 timer om ugen, fra klokken 16 til 20, og jeg havde lov til at køre til håndboldtræning hvis det var midt i timerne, blot jeg kom tilbage og fik lagt børnene i seng og puttet.
Jeg blev oftere og oftere i huset sammen med de to børn, deres mørke øjne stolede på mig, og jeg sank ned i en tryghed sammen med dem. Pengene kom ind rigeligt, men fremtiden var væk. Heniks far havde afvist mig, latin krævede at jeg begyndte at læse lektier, så det lod sig ikke gøre, og i KFUM kaldte de mig tissemand.
Ingen af håndboldpigerne havde svaret nogen af drengene igen ved at fortælle at det var tarveligt at kalde en pige sådan bare fordi hun havde været i seng med tre drenge. Hvad havde de mon ikke selv lavet? Ingen af pigerne gjorde oprør mod den dobbeltstandard der lå i drengenes måde at tænke på. Alle inklusive mig selv var en del af denne kultur.
Jeg tog ned på socialkontoret, fandt skranken og fik en tid til dagen efter. Kontoret lå i en lav grå bygning mellem en stor parkeringsplads og en strømforsyning som sendte ledninger i flere retninger. På vej hjemad tænkte jeg at kontoret lå det rigtige sted. Midt i ingenting og grimt i sig selv. Min knallert trak mig trofast op ad Stejlbjergvej.
Til socialrådgiveren fortalte jeg næste dag at mit ærinde handlede om at alle ville have mig i gymnasiet fordi jeg var så skoleklog. Sandheden var imidlertid, bildte jeg hende ind, at jeg ikke syntes om at gå i skole.
– Hvad skal jeg gøre? spurgte jeg hende.
Hun havde lyttet opmærksomt og kneb øjnene lidt sammen. Hun var tyk, ikke så gammel, måske 30, der var lyse dun på hendes overlæbe. Jeg kiggede op på hendes mørkmalede øjenbryn.
Jeg håbede hun ville spørge hvordan jeg havde det derhjemme, måske jeg kunne snige en lille bid ind mellem den anden snak om skolen og min fortvivlelse. Jeg var bange for at skulle undvære det mest trygge jeg havde i verden; min lille privatskole med højst 18 elever i hver klasse og lærere der alle sammen havde kendt mig fra jeg var lille, og hvis ikke, så kendte de mig alligevel.
– Jeg ved det ikke, Karen, svarede hun, men kom forbi med din karakterbog i morgen, så undersøger jeg det.
– Ja?
Hun vidste mine karakterer var gode, jeg havde fortalt hende det, ville hun tjekke mig?
– Du skal bare aflevere den ude i skranken og sige det er til mig.
– Det skal jeg nok.
– Og så skal vi aftale en tid i næste uge, onsdag klokken 15, har du fri fra skole da?
Jeg så frem til mødet med hende. Jeg anede vagt at hun kunne være nøglen til noget andet for mig. Dette morads af hemmeligholdte vanskeligheder var vokset mig over hovedet. Jeg var ved at gå under. Jeg gjorde mit sidste forsøg på at holde mig oppe via en redningskrans jeg selv smed ud.
Ved næste møde var socialrådgiveren glad straks jeg satte mig. Hun bød på kaffe. Jeg kunne komme til Hawaii efter 9. klasse sammen med en dansk familie med tre mindre børn. Jeg skulle være der i et år og hjælpe med at passe børn, rejsen betalte de, jeg ville få mit eget værelse, hvad sagde jeg til det?
Hendes kinder blussede, de blågrå øjne var næsten kønne af begejstringen. Jeg overvejede om hun syntes at familien var svineheldig fordi den fik et godt begavet ungt menneske med erfaring i rengøring, hushold, børnepasning, regnskab og højtlæsning på engelsk, om nødvendigt, med sig på deres udlandsophold, eller om jeg var den med svineheldet her.
– Det er dit livs chance, Karen!
Jeg blev smigret. Selvfølgelig var jeg den heldige. Her fik jeg en chance for noget ingen andre jeg kendte, ville komme til at opleve nogensinde. Jeg skulle leve med de rige som var så rige at selv mine klassekammerater i deres hvide palæer ikke kunne være med. Ingen af dem hørte til over there, i det store land hvor alle fik en chance, alle havde muligheden for at rejse sig fra avisbud til direktør. Og havde jeg ikke været avisbud? Jo, i et helt år havde jeg delt rundt for den lille kiosk øverst på Læssøegade, og de havde været kede af det, det ældre ægtepar, da jeg sagde op fordi min mor mente jeg skulle til at bruge eftermiddagene på at øve til det årlige teaterstykke i skolen. Jeg havde netop fået hovedrollen som dronning Dagmar og skulle spille sammen med de to klasser under mig. Selv mente jeg opsigelsen var belejlig, for en times avisrute hver eneste eftermiddag inklusive lørdag stod i vejen for at være en seriøs håndboldspiller, og jeg havde også kirkekoret og alt det andet.
Jeg kom hjem med Hawaii i blodet den eftermiddag, tids nok til at nå en kop alenekaffe med min mor ved udtræksbordet. Jeg fortalte hende at jeg havde været på socialkontoret uden at afsløre mit egentlige ærinde. Nogle gange var min mor nem at narre. Hun spurgte ikke hvad mit ærinde dernede var. Hun blev til gengæld – eller måske var det derfor hun glemte at spørge – vanvittig ved tanken om at jeg ville rejse til Hawaii i et helt år og end ikke kom hjem til jul. Det sidste var jeg ikke sikker på, jeg havde slet ikke tænkt på at spørge, og jeg forsøgte at trøste min mor ved at love at spørge om det med julen når jeg kom ned til den flinke dame igen. Min mor græd.
– Jamen kan du slet ikke se at det er mit livs chance, mor?
– Du tænker kun på dig selv, skreg hun, helt ude af sig selv. Jeg havde aldrig set hende være så meget ude af kontrol over noget jeg havde gjort. Selv når hun gav mig en lussing, var hun mindre oprevet. Det var som regel min stedfar der bragte hende hen til det sted, helt ude af fatning.
– Jamen mor, jeg vil bare gerne …
– Og efter alt det jeg har gjort for dig.
– Mor, jeg ….
– Tror du måske det var nemt at være enlig mor dengang, og lægen stod og sagde frøken Schultz, så jeg kunne ligge der og skamme mig over at have fået barn?
Det sidste spyttede hun ud.
– Nej, mor, jeg vil bare gerne …
– Du rejser ingen steder, det kan jeg godt fortælle dig!
Hendes øjne var sorte nu, hun havde rejst sig og bøjede sig ind over mig. Jeg dukkede mig, tav.
– Du kan tage ned i morgen og fortælle den dame at du ikke skal nogen steder. Hvad i alverden skulle du i Hawaii, kan du fortælle mig det? Som om du bare kan rejse til USA – du har rigtignok fået nykker, hvad? Ved du hvad du er? Du er så klog at du kan undvære hovedet. Føj, siger jeg bare. Føj!
Hun spyttede igen, uforvarende.
– Hvordan kan du gøre det mod din mor?
Hun hulkede nu hvor ordene var kommet ud. Jeg gav op. Tog ned til den rare dame næste dag og aflyste ideen.
– Jeg kan ikke rejse fra min mor, sagde jeg.
Jeg forbigik at jeg heller ikke kunne se for mig hvordan jeg skulle kunne rejse fra alt jeg kendte.
– Hun har det ikke så godt derhjemme, min far … min stedfar, han …
Jeg håbede at socialrådgiveren ville spørge hvordan jeg havde det. Det gjorde hun ikke. Hun virkede ærgerlig over at skulle fortælle den rare familie at den alligevel ikke fik mig.

Jeg kørte fra socialkontoret og hjem til udtræksbordet i køkkenet endnu en gang, spiste en franskbrødsmad af min mors hjemmebagte. Brødet skilte lidt i toppen, det var vist også to dage gammelt. Min mor forvissede sig om at Hawaii var aflyst:
– Så det bliver ikke til noget?
– Næh …
Hun lo og spøgte, fandt den syltetøj frem fra kælderen jeg allerbedst kunne lide; jordbær og rabarber. Jeg følte mig usikker, også på skolen. Den skole som ellers var mit sikre anker. Hvad skulle der blive af mig når jeg var færdig til sommer med 9. klasse?
Jeg mærkede det ukendtes kulde krybe ind på mig, det var svært ikke at vide det. Aldrig før i mit liv havde jeg været uvidende om hvor jeg var henne et år frem. Jeg mærkede køkkengulvets blågrå linoleum sejle under mig, jeg var ikke sikker på jeg kunne klare det. Om Karen Tissemand kunne finde en vej her.
– Jeg ved altså ikke om jeg vil i gymnasiet, sagde jeg, og kiggede på min mor.
– Pjat med dig, det skal du da.
Hun rejste sig og åbnede køleskabet igen.
– Jamen hvad nu hvis jeg ikke vil?
– Jamen det skal du, du med dine gode karakterer! Tænk på Lone, hvor svært det bliver for hende.
– Jeg er ligeglad med Lone, og hun må for resten selv bestemme, siger hendes mor.
Min vilje sad i min mors bukselomme; det havde hun mange gange fortalt mig. Hun lo:
– Så sig du det til Ollendorff, han vil nok synes du er en klog pige hvis du sådan spilder din chance.
Ironiens onde nåle stak. Hr. Ollendorff, min elskede matematiklærer; vi beundrede hinanden og forsøgte ikke at skjule det, det var åben pythagoræisk kærlighed, og jeg blev af og til drillet lidt med det. Men på en godmodig måde som jeg satte pris på. Min mor forstod ingenting.
– Ja, svarede jeg, det tror jeg faktisk at jeg vil gøre. Han kan måske forstå mig!
Det var trumfen, vidste jeg. At hentyde til at andre forstod mig bedre end hun, satte hende som regel skakmat. Også denne eftermiddag.
– Ja, ja, jeg siger det ikke for at genere dig. Men hvis du vidste hvor gerne jeg selv ville have været i realen, ja, bare i realen. Og nu hvor jeg ser dine gode karakterer. De er bedre end mine nogensinde har været. Forstår du det?
Jeg svarede ikke, men rejste mig, sagde tak for kaffe og gik op på mit værelse, hvor jeg satte spolebåndoptageren i gang. Charles Aznavour kunne som regel berolige mig.

She may be the beauty or the beast,
May be the famine or the feast,
May turn each day into a
Heaven or hell.”