Der er gået et år, siden Yahya Hassan døde. Jeg var så fuld af håb sidste år, i april måned. Det lykkelige forår, sagde jeg højt til mit manus, der fik optur af nedlukning og betingelser for at vokse.
Sådan troede jeg, det ville blive. Og så begik han selvmord. Jeg kunne forstå det, at han gjorde det, det er ikke det. Men mit manus iførte sig sørgetøj, og foråret blev til tomaternes tid, mens jeg grundede over, hvad vej det gik med virus og mennesker.
Der er gået et år, og Yahya Hassan er i TV til minde. Mit manus er nøgent og færdigt. Det er tomaternes tid igen. Det er optur. Det er natur.