De gamle politikere taler hele tiden indhold. Den gamle Uffe Elbæk snakker hele tiden proces. Den gamle presse hujer fra sidelinjen på proces, proces, proces, mens Clement bare afbryder. Jeg trænger til en tredje vej her.

Hvad mener jeg med indhold? Jeg mener det faktuelle: De gamle politikere beretter om det faktuelle. Bruttonationalproduktet (BNP) er nu steget lidt, siger de. Antallet af uddannelsessøgende er det samme, men der er lidt flere på erhvervsuddannelserne, siger de. Arbejdsløshedskurven er knækket, siger de… Man ser det for sig: En knækket kurve. Eller også glider tankerne over på de boller i karry, som man kan lugte fra køkkenet.

Min pointe er, at indhold i store mængder gør folk trætte, uopmærksomme. Indhold må meget gerne være fulgt op af billeder. Hvis man både får faktuelle oplysninger og billeder, der understøtter det faktuelle, vist samtidigt, ja så glider det ned. Det lidt tunge stof. Indholdet.

Men TV viser os nogle andre billeder. De får enten den ide at stå uden for en fabrik for at understøtte noget med virksomheder. Nogle gange endda efter lukketid, så mikrofonholderen blot ligner en fremmed, der er gået forkert og nu står og skaber sig en smule ved at snakke med sin egen mikrofon og kameramanden.

Eller TV får den ide at vise os politikerens ansigt, mens ordene kommer ud af munden: ”BNP er nu steget lidt …” Her har jeg fået en grim uvane med at studere tænderne i undermunden, når en politiker siger indholdsord i lange sætninger. Det er bestemt ikke et modent træk hos mig. Men selv Helles var beroligende nok lidt skæve.

Som modvægt til trætheden ved indhold har mange danskere sat deres lid til proces i stedet. Og hvad mener jeg med proces? Med proces mener jeg det menneskelige, relationerne, dramaet, hvordan føles det?

Intet er så godt som et gammeldags slagsmål a la det fra forsamlingshuset, men nu legemliggjort ved fx to statsministerkandidater, der slår løs på hinanden og såmænd også sig selv. Alle slagsmålets kvaliteter kan nydes fuldt uden selv at komme til skade. Jeg kan her tænke, at det er for tøsedrenge sådan at kigge på, for hvorfor ikke selv slås, hvis man nu har de lyster?

Den gamle presse elsker det imidlertid. Tøsedrenge eller ej. De kunne godt gøre mere proces ud af deres journalistiske arbejde. Men som regel ikke ret meget. Den gamle Uffe Elbæk elsker også proces. Han har levet af det hele sit voksenliv. Som politiker har han genoptaget sin skoletid fra kaospiloterne for igen at kunne få løn for at lege proceslege. Ingen synes rigtigt optaget af, hvad det skal føre til. De fleste synes, at fx hans high five på cykelstien var en awesome happening. Ja, det er nødt til at være på engelsk, så godt var det.

Uffe Elbæk er så god til proces, at han kan smøre selv en Martin Krasnik, der ellers er god for at have de mørke øjne fastholdt på indholdet. Krasnik blev den anden aften i Deadline ved og ved og ved med at spørge Uffe Elbæk, hvad han ville gøre ved flygtningesituationen, når nu han anerkendte, at den fælles EU-løsning, som ellers er Alternativets politik, lige nu var umuliggjort af flere enkeltlandes handlinger? Den glade Uffe Elbæk lod sig imidlertid ikke slå ud af, at hans politiske ønsker var uden gang på jord for nærværende. Han syntes at mærke, hvordan det er processen, der tæller.

I hvert fald undslap han Krasniks præcise spørgsmål ved at lægge ansigtet i sørgelige folder. Ikke at det er denne politikers spidskompetence, men her gjorde han det vitterligt, selvom hans mund altid skælmer lidt. Så trods Martin Krasniks vedholdenhed lykkedes det alligevel Uffe Elbæk at blive i processen og i sig selv ved at sige: ”Jamen, jeg kan ikke lide det. Det er ikke sådan, det skal være.”

Her viste det umodne træk sig hos mig igen: Uffe Elbæks tænder i undermunden trak i mig, mens jeg undrede mig: “Nej, men hvordan så – de givne omstændigheder taget i betragtning?”

Nu tror jeg ikke, at Danmark kommer ud af stedet ved at studere undermunde eller stille spørgsmål til politikere, som de åbenlyst ikke vil svare på, lige så lidt som jeg tror på, at vi kan styre vores land alene ved at tale indhold og BNP eller ved at lege proceslege og heppe på det umulige.

Jeg tror på en tredje vej, hvor både indhold og proces tæller.

De fleste mennesker har i deres eget liv prøvet, hvad den kombination kan være. Det kan være madlavningsprocessen, der munder ud i et pragtfuldt måltid mad. Det kan være en sjov leg, der munder ud i, at den 4-årige kan tælle til tyve. Det kan være den intense og alvorlige samtale kærestepar imellem, der munder ud i, at der bliver lavet en opsparingskonto til et hus. For det skal føre til noget, også selv om det bliver hårdt undervejs. Processer bliver til indhold, som bliver til proces igen. Det bliver ved; det er en iterativ proces.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har det hele med. Hvad er der ved et dejligt måltid mad, hvis det har været en pinsel at lave det? Hvad er der ved at kunne tælle til tyve, hvis man har lært det af at få tæsk? Hvad er der ved et færdigt hus, hvis vejen dertil har været belagt med ufred?

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har både leg og alvor med, men har smidt den passive underholdning overbord; den kan vi ærligt talt gå i cirkus og mange andre steder hen og få. Danmarks fremtid skaber vi alle sammen, og vi har politikere stemt ind til at lede og fordele dét arbejde. Ikke til at underholde os.

Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har en kritisk presse, der kun interesserer sig for indhold. Og derved viser sin raison d’être.
Selv vil jeg holde op med at glo på undermunde på TV. Og det bliver nemt, håber jeg, når nu Clement har afbrudt for sidste gang.