Der skrives om flovheden i, at Danmark nu annoncerer sig frem til at holde asylansøgere væk. At Danmark dermed iscenesætter sig selv som et fremmedfjendsk land, der slet ikke vil have nyt (læs: fremmed) blod ind i landet. Vi har nok i os selv.

Samtidig tales der fra politisk side om, at jo, vi skal have de højtuddannede til landet. At vi har brug for dem. Vi vil gerne være flere.

Og endelig diskuteres polakker og andet godtfolk, der stjæler vores arbejde. At arbejdsløsheden blandt danskere alligevel bliver ved med at rumle. Trods opsvinget, der buldrer løs – især i København.

Vi hører sjældent om de helt almindelige mennesker, der beslutter sig for at søge lykken i Danmark.

Så jeg vil fortælle om Theodor og Simone, der har en søn, der hedder Adrian. De kommer fra Rumænien. Theodor kom først som repræsentant for deres drømme. At bo i et civiliseret land, hvor hårdt arbejde betaler sig. Hvor man kan arbejde sig til en god levestandard, og hvor trygheden er reel, hvis man skulle blive syg eller på anden måde vitterligt have brug for samfundet.

Theodor fik straks arbejde, da han kom. Som rengøringsmand i industrien. De fleste studerende på landets universiteter ved ganske vist ikke, at sådanne job findes, for når de taler om ufaglært arbejde, har de lært et par eksempler udenad; fiskefileterne skal jo skæres og bliver det vist nok i Esbjerg, og forårsrullerne fra Kina bliver vist lavet på Fyn. Men mest af maskiner for resten. Så Theodors arbejde er ret ukendt for de mennesker, der ytrer sig om landets fremmedfjendske facon, om vores behov for højtuddannede og om de mange polske håndværkere.

Theodors arbejde er at gøre rent i industrien. Til 111 kr. i timen. På fuld tid. Så det gør han. Og han bliver ved. Han melder sig ikke syg, han beklager sig ikke over at være overkvalificeret, selvom han godt kan lave mange andre ting. Han arbejder og drømmer om, at Simone og Adrian en dag kan komme op til ham. Han bor til leje, og hvis de en dag kommer, skal de have et større sted at bo, og Adrian skal i skole. Det haster med at få dem op snart, så Theodor tager ekstra arbejde som vinduespudser.

Theodor henter Simone og Adrian en dag. Det lykkes for ham. Det lykkes for dem. Han tør næsten ikke stole på sit held, for Adrian lærer dansk, og Simone får arbejde; et arbejde ligesom ham selv. Samme arbejde. Samme timeløn. Når han lægger deres lønninger sammen og sammenligner summen med en husstandsindtægt i Rumænien, svimler det for ham. Ud af 111 kr. i timen lykkes det dem at bo til leje, at holde Adrian fin i tøjet, at spare en lille smule op, og at have deres egen, brugte bil, som de bruger flittigt, for de kører hver dag 70 km. til arbejde. Frem og tilbage, rundt med hinanden.

Danmark

Det er vigtigt, ved de, at de skal bo et roligt sted, for Adrian skal kunne trives, og Theodor har det ikke helt godt med storbyer. Simone og han taler om at kunne købe deres eget lille hus. Tænk hvis de kunne. Theodor tænker hele tiden over, hvad der skal til, for at deres drømme bliver til virkelighed. Han kan næsten ikke tro på sit held over at leve frit i et land, hvor drømme kan blive til virkelighed. Men det er jo sådan, det er. Han lever i Danmark.

Det er vigtigt, ved de, at de kan tale dansk. Theodor bliver efterhånden mere systematisk med sit sprog. Han er nødt til at lære sig dansk for at kunne følge med Adrian. Det er virkelig svært for Theodor det her. Men han melder sig til et kursus. Og det er godt for ham og for Adrian, at de har sproget sammen. Adrian slipper for rollen som oversætter. Og Simone begynder at kunne forstå en del. De har arbejde, de har skole, de forstår efterhånden det allermeste. De er nærmest lykkelige.

Ingen skriver eller taler om dem.

Det er vigtigt, ved de, at banken regner dem for noget. De 111 kr. i timen er ikke helt nok. Den unge bankrådgiver spørger, om ikke de har glemt nogle tillæg eller en månedlig grundløn, for så lidt har han aldrig set nogen tjene. Men timelønnen er god nok, eller – den er desværre den korrekte, og selv om de er to, der arbejder fuldtid, og Theodor arbejder ekstra, rækker deres løn ikke til at kunne købe deres eget hus. De leder ellers efter et andet sted at bo. Leje er jo penge ud af vinduet, når nu de går og har lyst til at gøre i stand og gøre ved.

Kreditforeningen siger nej. De vil bo for langt ude på landet, hvor huspriserne ganske vist er lave, men hvor kreditforeningerne vurderer, at husene ikke kan belånes, for hvem ved, om husene overhovedet er til at sælge (igen)? Theodor og Simone prøver sig frem. Desværre ligger huset enten i det forkerte postnummer. Eller også er huset for billigt. Eller begge dele. De regner på det i de sene aftentimer. Adrian må ikke belastes af det. Han skal passe sin skole. Skolen er det vigtigste af alt.

Bankrådgiveren siger nej til det næstvigtigste. Deres eget rækkehus, hvor Adrian kan tage skolebussen lige uden for døren, og hvor de har skov og strand i baghaven. Der er ro. Det er det rigtige sted, ved de. Nu må det være. – Jeres rådighedsbeløb er for lille, siger ham fra banken til dem. Det er den samme mand, som troede, det var en trykfejl med de 111 kr. i timen. Han har pomade i håret og en nystrøget, hvid skjorte på. Og lange sko. Lange, sorte sko. – Jeg kan ikke forstå, at I overhovedet har kunnet spare penge op af det, I har tjent, tilføjer han og beklager igen sit nej. Sådan nogen siger ikke undskyld. De beklager.

Pantebrevsfirmaet siger ja. Beregningen af, hvad to mindstelønninger tilsammen kan give til en lille familie med kun et skolebarn viser, at de godt kan købe et rækkehus til 400.000 kr. Selvfølgelig kan de det. Pantebrevsfirmaet bevilger fuld belåning, hvis blot de selv har 5 procent til udbetalingen. Og det har Theodor og Simone. Deres udholdenhed betaler sig nu. De er husejere.

– Kreditforeningen? De siger stadig nej. – Bankrådgiveren da? Han har netop fået endnu et personalelån til 1,5 procent. Hans nye lejlighed inde i København trængte til noget Mogensen. Børge, du ved.