At behandle sin ven ordentligt

Jeg har en ven med et lille handicap. Det handler om, at hun har svært ved at multitaske. Ja, haha, det er kvinder ellers gode til, lyder det indirekte fordomsfuldt over for mænd, for vi ved, tror vi, at mænd er direkte småt begavede, hvad det angår: At multitaske.

Så min ven her er lidt særlig, måske. Hun ligner i hvert fald ikke den gængse forestilling, vi har om kvinder; hun bliver direkte pirrelig, når det kommer til at gøre flere ting på én gang.

Jeg kan høre det på hendes tone, der bliver mere skarp, og hun siger nogle gange ret bombastisk, at vi må slutte nu, skønt vi er midt i en længere telefonsamtale. Hun trækker også vejret mere overfladisk, hyperventilerer vel egentlig, som var hun et halvskræmt barn. Og så bliver hun – og her har jeg endnu ikke fundet mod til direkte at konfrontere hende – men, ja, hun bliver smådum at høre på, for hun er tydeligvis ikke i stand til at have flere bolde i luften samtidigt. Jeg kan høre hende drible rundt i tomrummet mellem boldene med en hel del ord, der bare skal fylde for at dække over, at hun er helt og aldeles sat af. I sit eget hoved.

Når jeg tænker nærmere over det, lyder hun nogle gange betydeligt dummere end selv den mest monotaskende mand. For hvem har ganske vist ikke hørt en mand svare – jah …, vel vidende, at han overhovedet ikke hører efter? Og hvem har ikke oplevet en mand være ganske fortabt i sit eget – ret banale – projekt, men dog fortabt; det kan være i en græsslåning, en cykel der skal lappes, et vindue der næsten er malet færdigt. Alle er det eksempler der retfærdiggør, at manden slet ikke svarer, ja slet ikke er til at komme – eller være i kontakt med. Han monotasker. Men den monotaskende mand lyder dog ikke smådum. Han er bare stille.

Ret beset har jeg oplevet at føle mig noget misundelig på sådan en gut. Tænk at kunne lukke verden ude på den måde. At kunne være så opslugt, ikke blot af en banal græsplæne, men også af en bog, et stykke musik eller en film.

Min ven kan ikke. Jeg kom fra, at hun let kommer til at lyde lidt smådum, når hun forsøger at skjule, at hun er i gang med mange ting på én gang. Jeg har jo gennemskuet hende. Og hun ved godt, at jeg har gennemskuet hende. Alligevel bliver hun ved.

Multitasking

Jeg læste en rapport fra SFI (Socialforskningsinstituttet), der udfoldede, at blandt småbørnsforældre først i trediverne, klarer mændene det klart bedst at jonglere rundt med forældreopgaven, arbejdet og fritidslivet. Bedst i den forstand, at de var gladere for deres liv, syntes de lykkedes med det, at balancen var ok. At det alt i alt var ok. Og kvinderne dårligst i den forstand, at – ja alt det modsatte. Øv!

Men hvorfor og hvordan klarede mændene det bedre mon? Her kunne de yngre kvinder måske ligegodt lære noget, tænkte jeg.

Jo, de yngre mænd sørgede for at samle deres familieopgaver i klumper. Det var fx at slå græsset lørdag eftermiddag på et givent tidspunkt. Og så gøre det da. Det var fx at vaske familiens tøj på bestemte ugedage og så gøre dét. Det var fx at gå turene med hunden. Osv.

Kvinderne, de yngre? Jo, de lavede aftensmad, mens de læste højt og spurgte ind til eftermiddagen henne i børnehaven og planlagde venindetur fredagen efter via nogle sms’er. Alt sammen på én gang, og den strukturelle forskel mellem de to køn lå i, at kvinderne påtog sig mange små, udflydende opgaver, mens mændene tog færre, mere tidsafgrænsede, men større opgaver på sig.

Se, det burde ligge lige for for de yngre kvinder at tage ved lære af mændene. Og jeg fik egentlig lyst til at fortælle min ven om det, skønt hun er på min egen alder og ikke har mindre børn. Hun blev virkelig begejstret, og vi lo (meget lidt) af egen dumhed.

Her forleden kom hun hjem fra en lang rejse. Lang i tid. Km. Zoner. Hun er sådan en, der får 100 mails om dagen om alt muligt. Også når hun er på ferie. Stort og småt. Truende og harmløst. Billigt og en formue. Nu og om meget længe. I sig selv noget af en blandet landhandel. Jeg hentede hende i lufthavnen og fulgtes med hende hjem, og hun var livlig om end træt, selvfølgelig, så vi tog os en øl, vel hjemme hos hende, og så skulle hun lige tjekke sine mails. Smådumt, tænkte jeg og afventede, hvornår hun ville begynde at tale usammenhængende. Som om vi kunne have en ordentlig samtale, mens hun stadigt mere syredannende i maven fik læst sig igennem de vigtige mails (egentlig er selve sorteringen, imens hun læste mails, også en opgave, men lad det nu ligge; én ting ad gangen, ikke?). Og iblandt alle disse mails var der selvfølgelig én mail, der gjorde det klart, at hendes bedste højrehånd på arbejdet havde brækket benet. Jeg fik nærmest ondt af hende.

Men vi fik talt det godt igennem, og hun eksekverede straks en plan-B, dem elsker hun, og så var hun rolig igen, sagde hun, mens jeg godt kunne høre, at det var løgn. Hun lød mere end smådum i takt med, at vi talte om andre ting. I tankerne var hun helt væk i sin plan-B. Og C og …

Når jeg her skriver om at behandle ens ven ordentligt, så gør jeg det, fordi jeg ikke stoppede hende. Det burde jeg have gjort. Også da hun begyndte at svare på sine mails, dér midt om natten; hun kunne alligevel ikke sove pga tidsforskellen. Det kunne jeg til gengæld, dér i sofaen. Da hun på et tidspunkt ventede på respons på en mail fra en anden, der åbenbart heller ikke lå i sin seng, begyndte hun at pakke sin kuffert ud. Imens vendte hun tilbage til det med plan-B og højrehånden, der stadig kunne bruge sit hoved, havde hun nu tænkt. Så måske var plan-B slet ikke nødvendig, spurgte hun retorisk og forventede ikke svar; jeg halvsov og ærgrede mig over, at jeg skulle blive natten over i hendes hektik.

Jeg burde have stoppet hende da. Jeg burde have sagt til hende, at det er ok at være virkelig træt efter en hel rejsedag. At det er ok at gå i seng. At lade være med at læse mails midt om natten. At løse problemer. Hele tiden.

Jeg kunne have sagt til hende, at de der yngre mænd sgu er lidt smarte. Om end grove i det og noget lavpraktiske. At vi kunne lære af dem.

Men jeg nåede det ikke, før hun lå der. Helt smadret ned, fordi jeg ikke behandlede hende ordentligt.

Hun er min allerbedste ven. Hun er mig. Og denne gang var det migræne.