Da jeg var 16 år gammel flyttede jeg hen til min ungdomskæreste og hans far. De boede i et lille hus, hvor moren nogle år forinden havde taget livet af sig, så det var ikke noget muntert hus. Men det var en god erstatning for dét, jeg reelt flygtede fra: En pervers stedfar og en sindssyg mor.

Nu står vi ved kajen eller på perronen eller sidder bag skærmen og kigger på de mennesker, der kommer ind i Danmark. Er de i færd med at flygte eller er de i færd med at flytte? Danskere skælder hinanden ud på sociale medier over, at

– de selvfølgelig er på flugt, for der er jo krig i Syrien, eller at
– de selvfølgelig er midt i en flytning, for stadstøjet er på.

Men sagen er, at vi ved det ikke. Om de flygter eller flytter. Ingen kan udefra se, om et menneske er på vej væk fra noget eller bare ved at flytte sig. Alt kan tage sig roligt ud udefra, når der er kaos indeni. Og omvendt. Det ved jeg som psykolog noget om.

Tager vi de juridiske briller på, er ingen af disse mennesker, der kommer ind over Danmarks grænser i disse uger ved at flygte. De har allerede været i indtil flere lande, hvor de kunne og juridisk skulle have søgt asyl, så når de nu kommer til Danmark, kommer de ikke alene med en ulovlig undladelsessynd i bagagen ved ikke at have søgt asyl tidligere i et andet land, de kommer også som nogle, der er ved at flytte, som såkaldte migranter.

Juristen tager imidlertid altid de tørre briller på. Og skelner ikke mellem, hvad der raser indenbords, intrapsykisk. Som en skilsmisseadvokat engang ganske nøgternt gjorde klart for mig: Du vil have retfærdighed? – Der er kun den retfærdighed, du kan komme med dokumentation på.

Hvis jeg imidlertid et øjeblik tager de tørre briller af og lader dokumentationen være og i stedet tager psykologens briller på, hvad ser jeg da? – Ja, jeg ser to grupperinger, og jeg undskylder på forhånd og beder om ikke at blive lagt for had; det er ikke min intention at genere nogen som helst:

1. Mennesker der er på flugt og er helt rundtossede over, hvad der er op og ned og bare skal VÆK FRA noget. Men juridisk og udefra set jo er ved at flytte.
2. Mennesker der – ganske udspekuleret – er ved at flytte og er ganske sikre på, hvad der er op og ned og bare skal HEN TIL et bestemt sted. Men juridisk og udefra set har fordel af at ligne nogle, der flygter. Nogle af dem er ufarlige, for de vil bare hjem til svigermor i Sverige; andre er vildt farlige, for de vil med fuldt overlæg ødelægge den vestlige verden.

Har vi da psykologisk set en sammenblanding af ofre og bødler her? Ja, det er jeg virkelig bange for. Sammenstimlingen af så mange reelle ofre, der kalder på det bedste i mennesket – næstekærligheden, giver også et skalkeskjul for de seriøst sindssyge; de mennesker der spekulerer i at udnytte situationen og lader sig falde ind i strømmen af ofre, så de selv slipper med, som om de var ofre.

Jeg er forvisset om, at alle danskere i hjertet gerne vil hjælpe den første gruppering. Et menneske, der står og er i akut nød? Kan du sige nej til at hjælpe? Nej, vel?

Ligeså forvisset er jeg desværre om, at den anden gruppering findes, og at især den andennævnte undergruppering her ganske fermt er ved at splitte danskere udi to adskilte lejre, som om halvdelen af os ikke vil hjælpe den første gruppering. Som om vi, jeg, er uden hjerte.

Hvis jeg – helt uvidenskabeligt – ser mig omkring blandt de mennesker, jeg kender nært, godt eller bare perifert, så er der en slående sammenhæng for mig, som jeg næsten ikke kan bære, om den er rigtig:

– Jo mindre et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at kun den første gruppering findes. At 1. findes.
– Jo mere et menneske selv kender til behovet for – og eller har erfaring med at flygte, jo mere overtydet er mennesket om, at især den anden gruppering findes. At 2. findes. Hvorfor? Jo, fordi man som et menneske, der selv er flygtet fra noget, ved, at det gennemtænkt onde findes. Man ser ikke lidelsen i sig selv. Man kender lidelsens årsag, dets arnested. Det perverse. Det sindssyge i sig selv. Man har selv været offer og ser kun bødlerne.

Sultne børn fra Biafra

Det helt vanvittige resultat af danskeres diskussion om disse folkestrømme, hvad enten de nu kommer i en eller to grupperinger, er, at danskerne splittes. På den ene side kan dem uden personlig erfaring om det grusomme næsten ikke rumme den foragt, de selv føler for de ufølsomme andre, der med deres personlige erfaringer i bagagen modsat godt kan holde fast i realismen og se for sig, at der iblandt folketilstrømningen er brodne kar og i forlængelse heraf har svært ved upåtalt at høre på den naivitet, som de oplever de følsomme udtrykke.

Hvordan kom det så vidt, at alle vi, der nærmest har gået i samme skole og i hvert fald kender nogen, der er hinandens kusine eller fætter, pludselig bliver delt op i to lejre? De følsomme og de ufølsomme? De gode og de onde? Hvem kan dog have glæde af, at vi sådan spytter på hinanden med vrede ord og øgenavne og lader det drive dertil, at vi formeligt hader hinanden i en jer-og-os-talemåde, som om vi er farlige for hinanden?

Vi må psykologisk set alle sammen besinde os. Jeg må forstå, at de mennesker, der kun kan se ofre på motorvejene, er mennesker, der lader sig fylde af næstekærlighed og bare ikke lige husker, måske ikke ved, at der også findes onde mennesker. Og jeg må huske mig selv på, at de mennesker, der især kan se bødler på motorvejen, er mennesker, der måske har en egen historie med sig, en historie der reaktiveres, hvorved de lige glemmer eller måske stadig ikke ved, at der også findes gode mennesker.

Og når alt dette er skrevet. Om gode og onde mennesker. Så står tilbage for mig, hvad der har været mantraet i mit liv. Husk dig selv på, at der ikke er gode og onde mennesker. I ethvert menneske er der lidt af hvert.

Det vidste jeg ikke, dengang jeg var 16 år og langt om længe flygtede. Jeg var alene om at vide, at det var en flugt; alle andre omkring mig talte om det, som om det var en flytning. Jeg havde opgivet håbet om, at det hjalp at sige noget højt.

For mens mine nærmeste voksne opførte sig sindssygt, talte medier og andre voksne dengang især om de sultende børn i Biafra. Og lavede indsamlinger. Jeg følte mig dobbelt svigtet, kan jeg huske. Indefra af min egen familie. Udefra af de andre voksne, der var så tæt på og alligevel ikke så, hvad jeg var udsat for.

Der er altid ofre et sted i verden. Der er stadig børn, der sulter ihjel i Biafra. Nogen kan hverken flygte eller flytte. Hvem mon er et offer allernærmest dig selv, dér hvor du nu er? – Ræk din hånd frem.