Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I alle disse år var jeg med til at passe på Danmark, og sammen forhindrede vi fjendtligtsindede i at komme ind i landet og gøre os ondt. Vi kaldte det Forsvaret; andre kaldte det Militæret.

Vi øvede os i at forsvare Danmark mod de russere, vi frygtede ville komme og gøre vores land til deres. Og vi lykkedes.

Troede vi.

For et par uger siden begyndte tusinder af mennesker at gå og køre ind i Danmark, selv om de burde være blevet i det første land i Europa og dér have søgt om asyl eller arbejds- og opholdstilladelse. Det skønnes, at 2 procent af dem er fundamentalister, der vil Danmark til livs. I løbet af et par uger er der altså sluppet ca. 250 fjendtligtsindede ind i Danmark. Uden registrering. Uden navn. Uden kendt opholdssted.

Vores udenrigsminister Søren Pind fortalte os forleden, at Danmark har klaret det flot. Politiet har fået føjet endnu en plakat til andemor med de små ællinger, der skal over vejen. For selv om politiet lod de indtrængende passere i flokke, så fik vi allesammen et billede af en dansk betjent, der midt på motorvejen legede okker-gokker-gummiklokker med en lille pige.

Og det billede havde vitterligt været meget flot, hvis ikke det var for den kendsgerning, at det ydrestyrede, altså dette hvordan det hele tager sig ud udefra, har styret Danmarks udenrigspolitik i de senere uger. Selv landets sikkerhed bliver nu spinnet først og forsvaret siden.

De 250 fjendtligtsindede er her stadig.

Tror vi.

Og jo, jeg kan godt forstå, at Danmarks omdømme i en europæisk sammenhæng også betyder noget for, hvordan vores egen sikkerhedspolitiske situation står. At vi ikke alene kan forsvare os. Ligesom jeg kan forstå – og i øvrigt helt uden nærmere analyse – at et menneske i nød, der banker på min dør, skal have, hvad der er indlysende: Hjælp her og nu.

CIMIC

Kan I huske historien om moderen, der sidder i flyet med sine børn, og hvor al ilt forsvinder fra kabinen. Hvad gør den kloge mor her? Hun tager selv iltmasken på som det første, for derved overlever hun og kan redde sine børn. Den instinktive reaktion fra en mor ville ellers være at give sine børn masken på først.

Danmarks behjertede mennesker har reageret som moderen. Instinktivt. Vi har derved vist vores gode hjerter. Men vi skal selv have iltmasken på for at kunne blive ved med at hjælpe de mange nødlidende mennesker rundt om i verden.

Gode hjerter holder ikke strømmen, hvis ikke de også hænger sammen med en oplader, en hjerne.

Jamen, hvad skulle alternativet da have været, spurgte Birthe Rønn Hornbæk bagefter stolt som tidligere politikvinde. Skulle vi måske have gjort som ungarerne og tævet folk, spurgte hun på skrømt?

Nej, man tæver ikke bare folk. Man har en plan. Man er forberedt. Man kontrollerer og styrer sig igennem. Så andemor kan komme over vejen, så børnene kan få iltmasken på.

Dét kunne være sket ved

  1. at Danmark havde haft en beredskabsplan, som man satte i værk så såre de første efterretninger om strømme var på vej mod Rødby og Padborg,
  2. at man ud fra samme beredskabsplan henover de seneste år havde øvet sig i, at en større flygtningestrøm gik ind over den danske grænse,
  3. at man i udrulningen af beredskabsplanen udførte en koordineret politi- og militærindsats tilsat krisehjælp fra allehånde sociale instanser.

Dét er civilt og militært samarbejde, CIMIC, når det er bedst. Dvs., det er planlagt samarbejde, indøvet og sat ind i tide.

En indvending her er sikkert, at man skam havde en plan, der blev rullet ud med en række civile instanser. De var ganske vist sent ude, men kom igang, da det stod klart, at det vitterligt væltede ind med mennesker.

Jeg efterlyser imidlertid en civil-militær beredskabsplan, som i omfang og autoritet havde gjort det muligt at bevare kontrollen og at få alle registreret. Nu kom det i stedet ud af kontrol i den forstand, at de danske myndigheder blev umyndiggjort, mens de så bagefter kunne påstå, at de bevarede kontrollen, fordi de ikke slog, ligesom de såkaldt dumme i Ungarn.

Når vi ikke havde en sådan CIMIC-plan mod indtrængende flygtninge/migranter, og når vi valgte ikke at sætte militæret ind – hvilket kun havde været muligt med en detaljeret og virkeligt velindøvet CIMIC-plan – så skyldes det jo én eneste ting:

Ingen i Regeringen eller blandt de involverede myndigheder havde forestillet sig, at Tyskland pludselig blot gjorde, som det passede dem, og lod titusinder af mennesker fra ikke-EU-lande rejse igennem.

Ingen havde forestillet sig, at der ville komme flygtningestrømme mellem EU-lande.

Alle satte de deres lid til Schengen-aftalen, skønt titusinder af mennesker er strømmet hen til EU’s ydre grænser i meget lang tid.

Alle satte de deres lid til Merkel, der som gammel østberliner måske har noget med, at det er synd for mennesker at blive holdt tilbage bag en mur eller en grænse. Eller måske vil hun bare bestemme. Vi kan ikke vide det. Sagen er, at hun gik enegang uden om EU og lod strømmene gå, som de nu ville.

Vi har for længst mistet frygten for russerne, og har derfor stort set nedlagt Forsvaret. Måske glemte vi at frygte tyskerne og vores egen magtelites arrogance? For hvor er det, vi er på vej hen med denne enegang fra ét EU-land og denne laden stå til herhjemme?

Jeg var soldat i 26 år i uniform og siden yderligere 10 i hjertet. I mit sidste job var jeg chef for Den Danske Civil-Militære Enhed. Det gav mig som psykolog og som tidligere linjeofficer den optimale mening at skulle forene det bedste fra det civile samfund og det bedste fra Forsvaret til gavn for Danmark.

Jeg holdt op, fordi Militæret ikke tillagde CIMIC nogen som helst betydning. Jo, en skolestue hist og en elforsyning pist i Irak og i Afghanistan. Og en lille flygtningestrøm i drejebogen, når man øvede sig på internationale operationer. Men ellers? CIMIC havde laveste status hos pansergeneralerne, herunder min sidste chef, Knud Bartels især. Det var i 2005.

Jeg følte mig lidt til grin.

Samme år blev Merkel kansler i Tyskland. Og siden blev Knud formand for NATOs militære komité.

De har nok haft travlt med alt mulig andet end beredskabsplaner. Russerne var jo holdt op med at true.

Troede de.

Og flygtningestrømme var det eksotiske krydderi i pladderhumanisternes CIMIC-planer.

Troede de.