At forglemme sig selv
På en af vores ture til Grønland sad vi en dag i udestuen i vores lille bygdehus og nød livet, hinanden og det lange udsyn ind mod Nuuk. På dette sted kan man virkelig tænke en tanke til ende, og blikket kan stilles på uendeligt langs fjorden. Jeg synes, det er sundt at leve dér.
Pludselig ramte noget hårdt og tungt taget. Boink! Vi blev begge vældigt forskrækkede, men også hurtigt optaget af, hvad det dog kunne være? Og kom så på den tanke, at det nok var en af ravnene, der var fløjet henover os med en fisk i næbbet. En fisk som så havde sprællet sig fri og dermed var blevet tabt. En ravn blev ved med at kredse rundt på afstand. Vores tanke viste sig at være rigtig, for da vi i nogen tid havde holdt os i skjul, væk fra vinduerne, kom ravnen forsigtigt nærmere igen og fik til sidst samlet fisken op i næbbet og fløj videre.
Det var en meget intens oplevelse, mens det stod på, og senere har det lagret sig i min hukommelse som et eksempel på at forglemme sig selv. Vi var ganske opslugte af dramaet, og vi blev sært opstemte af, at det lykkedes ravnen at få sit bytte igen.
Vil jeg hermed slå et slag for, at alle bør rejse til Grønland og sejle langt ind i en fjord og vente på, at der kommer en ravn forbi med en fisk, som den først taber og siden får igen efter tålmodig indsats – og til vores store glæde? Nej, egentlig ikke, skønt historien har dramaturgi som et eventyr.
Enhver må finde sin egen vej og sine egne eventyr. Fælles for Vestens såkaldt civiliserede mennesker er dog, at vi lever i en tid, hvor mange er på med stor munterhed og ydre tilfredsstillelse. Og hvor nærmest lige så mange har problemer med at koble af. At have svært ved at koble af er i sig selv ikke noget problem her og nu, men over tid tærer det på hjernen og dermed hukommelsen, og det tærer på kroppen som sådan ikke at få lov til at hvile sig grundigt i fred og ro.
Jeg har opdaget over årene, at jeg er lykkeligst, når jeg har glemt tid og sted i et langt dyk ned eller ud i noget aldeles – skal det vise sig – vidunderligt. Noget som har opslugt mig i en sådan grad, at min fulde opmærksomhed blev samlet om dette ene. Det kan være noget så forskelligt som strikketøj, en samtale, en bog, et særligt indviklet excel-ark, der skal stemme. Eller det kan være et særligt lys over bakken, fuglesang, mens hunden luftes, en roses duft.
Nu kan en af forskellene mennesker imellem ligge i, hvordan vi henter ny energi, hvordan vi lader op. Er det gennem samvær med andre mennesker, eller er det gennem samvær med os selv? Mine eksempler ovenfor viser, at jeg hælder mest til indadvendte sysler i selskab med mig selv eller i hvert fald med mennesker, jeg kender så fortroligt, at jeg ikke ænser, at de er tilstede som noget ydre objekt. Det kaldes introversion. Jeg er blevet mere introvert med årene, har jeg tænkt, men snarere er jeg blevet mere mig selv.
En anden forskel kan nemlig ligge i, hvad jeg i mine psykologibøger har kaldt det ydre- og indrestyrede. Det er ikke det samme som at være ekstrovert eller introvert, for det handler om, hvorvidt det er omgivelserne (det ydre), der styrer os i afgørelsen af, om vi gør det rigtige, eller om det er os selv (det indre), der styrer og guider os i, om vi er på rette vej.
Vi kan være ekstroverte eller introverte: Henter vi vores energi i omgivelserne eller hos os selv?
Vi kan være ydre- eller indrestyrede: Får vi svaret på, om vi er på rette vej, hos andre eller hos os selv?
Hvad sker der nu ved at iagttage de to levemåder i kombination? Ja, det kan stikke af i to retninger, har jeg erfaret.
Den meget introverte, der lever med kun sin egen stemme for, hvad der er den rette vej at gå, kan blive ganske lukket om sig selv og så tilfreds i sin aleneværen, at vedkommende bliver uinteressant for andre mennesker at omgås. Personen selv vil ofte være indifferent og måske slet ikke opdage andres reaktion.
I den anden ende af skalaerne er den meget ekstroverte, der hænger ved andres læber og likes for at føle sig på rette vej. Et sådant menneske er typisk en gevinst for en fest, men vil skuffe fælt, hvis et andet menneske over lang tid insisterer på at få opfyldt egne behov. Personen selv vil ofte være bange for at være alene.
Er det overhovedet interessant at dvæle ved sådanne kategorier, der i praksis jo ikke er to adskilte kategorier, lige så lidt som det er enten eller med hensyn til dette at være ekstrovert/introvert, ydre-/indrestyret? Vi er jo alle sammen et sted midt imellem yderpunkterne?
Jeg synes jo – ja. At det er interessant. Og ved at se tilbage på ravnen, der tabte fisken og siden fik den samlet op igen, er det muligt at gøre en tankevækkende sammenligning. Ravnen er hverken introvert eller ekstrovert. Den er nogle gange det ene, nogle gange det andet. Jagt og yngelpleje kan fx få den ekstroverte adfærd frem. Og ravnen er ikke styret af andet end sine instinkter for, hvad der er bedst for overlevelsen.
På samme måde agerede vi to, der så på. Vi var ganske opslugte dér midt i vores enkle liv, hvor dagene handler om det mest basale for at leve.
Mit tankeeksperiment her handler om, at vi som såkaldt civiliserede i den vestlige del af verden er kommet meget langt væk fra, hvad der er oprindelig sund fornuft for os at gøre. Vi tvinges socialt til at være mere ekstroverte, end vi egentlig genetisk er bygget til at være, og med alderen finder ganske mange langsomt tilbage til deres egen, mere introverte måde. Men en del efterlades ensomt kontaktsøgende i det sociale hav, hvor festen aldrig slutter, og ingen tør gå hjem.
At gå hjem til sig selv er at beslutte sig for at lade det indre være ens kompas. Som psykolog ved jeg, at det er nærmest umuligt at arbejde terapeutisk med den medfødte ekstro- eller introversion. Til gengæld er der basis for at arbejde med sin ydre- eller indrestyring, så man kan være lige præcis så ekstrovert eller introvert, som man nu er, og være det situationsbestemt. Af hensyn til overlevelsen.
Comments are closed.