At gense en barndomsven
Jeg blev barn i det øjeblik, vi fik øjenkontakt. Alle barndommens glæder og sorger fyldte med ét hele mit sind. Mit hjerte blev bevægeligt som en gazelles ben og løb afsted med besked til alle kroppens organer: Alt er muligt. Igen.
Man skal nok være ældre for at få lov til at opleve det. Der skal være gået nogle år. Man skal vide, at det ikke er alting, der længere er muligt. Når man først ved, at alting ikke længere er muligt, er det noget ganske særligt, noget dyrebart, at lade sig synke ind i et andet menneske og sammen synke ind i en anden tid.
For et halvt års tid siden havde jeg den glæde at opleve det med hele tre gamle skole- og håndboldveninder. Dagen og samværet sad i mit sind i uger efter. Jeg gemte det som et særligt sødt bolsche og tog det kun frem fra mundhulen og suttede forsigtigt på det, når jeg havde god tid. For lige såvel som mødet førte mig tilbage til en tid, hvor alt var muligt, førte mødet mig også tilbage til vanskelighederne. Til hele pakken. Hele barndommen. Hele det bundløse morads af morsvigt, farfravær, stedfarkvalme og klasseforskel, som gode lærere, hjerteveninder og stolte sejre på håndboldbanen nok kunne kompensere for, men dog ikke fjerne.
Da vi var sammen den dag i marts, var vi gamle nok til ikke bare at have et levet liv bag os, men også kloge nok til at have fordøjet det. Vi vidste, at nogle af de glæder, der hørte barndommen til, siden blev tabt, fordi voksne har så pokkers travlt med at være kun voksne med al denne voksenheds fornuft. At nogle af de glæder, der hørte barndommen til, netop forblev glæder videre i livet, fordi de viste sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom indeholdt at kunne glædes ved.
Vi vidste tilsvarende noget om, hvordan det senere gik sorgerne. Nogle af dem viste sig aldeles grundløse. Andre gik bare over. Fx fordi man flyttede hjemmefra. Andre sorger varede ved videre i livet. Fordi barndomskæresten alligevel ikke blev kæresten. Fordi svigt sidder som en sorgfuld pæl i kødet og drejer rundt, når man mindst venter det. Sorger kunne derved også vise sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom skulle lære at forlige sig med.
Men den dag, jeg genså mine gamle barndomsvenner, glemte jeg det et øjeblik. Jeg svømmede saligt i flok i barndommens frydefulde følelse af begyndelse. Af at livet ligger foran og fremme og skal fyldes af alt det, man nu kan finde på. Og samtidig dog med en viden bagved af, at sådan former det sig langt fra. Noget viser sig ganske vist muligt i et omfang, man ikke havde turdet håbe på, men som årene løber gennem ens fingre som sand, så bliver det dog stadigt tydeligere, at mulighederne bliver færre og til sidst hører op.
Denne sære sammensætning af begyndelse og afslutning fornemmede jeg i ét langt, lykkeligt øjeblik, da jeg efter måneders forberedelse endelig genså mine barndoms- og ungdomsvenner.
Timerne efter tog naturligt form af opdatering og lange passager af rørstrømsk overvældethed. Vi var heldigvis på samme følelseskanal også her. Men det helt særegne var, syntes jeg, at få talt med hinanden om klasseskel, vores glæder og sorger, og så alle dem, der var døde. Det sidste blev et morbidt indslag undervejs. For der viste sig gentagelsens mønster i mange af opdateringerne: “Hun er også død.” Vores årgang havde en særlig hård kvote af selvmord, syntes vi. Men flere var – heldigvis – døde af andre grunde.
En særlig pointe, omend ikke videnskabelig overhovedet, lå for mig i, at de to af os, der kom fra arbejderklassen, allerede som børn havde haft et klart blik for klasseskel, mens de to andre havde haft hovedet andre steder som børn. Det bringer mig den personlige tese, at dette at stamme fra underklassen har sin egen historie, som ingen fra andre klasser nogensinde helt kan forstå. Og at det giver mig eksistentiel kvalme, når jeg hører disse andre udtale sig politisk om, hvordan det er at være blue trash.
Det særegne var dog for os fire, at vi qua vores håndbold havde et fællesskab, der ikke gav socialklasser mulighed for at have nogen betydning. De ressourcestærke forældre agerede chauffører til håndboldkampe fx, og jeg kan ikke erindre nogen form for drilleri over, at min mor end ikke kom og så hjemmekampene. Jeg kan til gengæld huske, at hun kom og så mig spille, da jeg var langt over 30 år gammel. Og at det gjorde mig vildt lykkelig. Det er aldrig for sent at blive en god forældre.
Jeg har efterfølgende grundet over, hvordan det mon kunne være en SÅ særlig oplevelse at møde mine tre gamle veninder?
Og det eneste svar, jeg kan finde frem til, er, at vi i gensynet med en barndomsven genser os selv i det udkast, vi engang var. I det udkast til et menneske, som vi var dengang. I alle vores barnlige glæder og sorger.
I selve gensynet er dog også en begyndelse. Med alle dens glæder og sorger. Nemlig begyndelsen til det liv, vi stadig har at leve. Det er væsentligt at minde sig selv om. Det liv vi stadig har at leve.
I aften skal jeg igen møde mine tre gamle veninder. Vi ved godt, at alt ikke længere er muligt.
Men meget er.
Comments are closed.