At modtage julehjælp anno 1980
Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.
Jeg var 21 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.
Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.
Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.
Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.
To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:
1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.
2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.
Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.
Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.
I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.
I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!
Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.
Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.
Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.
Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.
Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.
Comments are closed.