Da min bedstemor i sin tid døde, udeblev en af hendes døtre til begravelsen. Datteren var blevet gift ind i Jehovas Vidner og kunne derfor ikke deltage i en kristen begravelse. Det religiøse vanvid i min familie stak endnu en gang snuden frem.

Jeg var 20 år gammel og fik fri i et døgn fra sergentskolen i Sønderborg for at kunne deltage. Min mor bad mig skifte uniformen ud med sort tøj, for tænk om jeg skulle blive skyld i, at min faster og hendes familie alligevel ikke ville komme ind i kirken? Så jeg dækkede mig til i en lang, sort vinterfrakke. Midt i sorgen tog jeg hensyn til de religiøse militærnægtere.

Vi viste hensyn til mindretallet. Det er en praksis, der ikke blot har præget min opvækst ud af min mors tankesæt, og fordi vi også skulle balancere mellem protestanter, katolikker, indre missionske og den apotolske menighed, uden at det religiøse vanvid brød ud, men også ud af min generations tid, født i 1959.

Vi behandlede efter 2. Verdenskrig jøderne som et mindretal, der skulle tages hensyn til. Vi fulgte slaveriets faktuelle ophør i USA, da det sorte mindretal havde fået lige rettigheder. Vi vedtog internationalt menneskerettighederne, fordi mindretallet skulle nyde beskyttelse uanset kontekst. Jeg var selv lykkelig for de rettigheder, for det løftede mig ud af mine betingelser som uægte horeunge.

Jeg fik ret til at være i verden. Selv det enkelte menneske kunne langt om længe regne med at have rettigheder, om galt skulle gå.

Og galt gik det jo, når det kom til diskussioner om retten til abort fx. Hvad var vigtigst? At beskytte liv eller at eje sin egen (kvinde)krop? Flertallet vedtog imod mange religiøse modstandere, at retten til egen krop var vigtigst her i vores del af verden. Demokratiet virkede, eller som mindretallet nogle gange formulerede det: Demokraturet virkede. Tænker man det som et bytteforhold, vil det sige, at der blev vist hensyn til mindretallet med en 12-ugers abortgrænse, og til gengæld overholdt mindretallet en lov, de ikke syntes om, og måtte give deres unge teenagedøtre lov til at bruge.

95 stemmer for og 56 stemmer imod. Mange præster demonstrerede mod den nye lov

I mellemtiden var venstreorienteret politik ved at ebbe ud. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig havde kommunisterne ganske vist en optur. Krigstidens uregulerede love og beskyttelse af fællesskabet havde været en del af virkeligheden, så blikket for hierarkiløse samfund med fælles penge lå lige for. Men den daglige gænge indfandt sig, og princippet om at yde efter evne og nyde efter behov, som ellers var et socialistisk mantra, viste sig udueligt i praksis. Nogle skulkede, andre ville ikke yde til de dovne.

Tilbage stod en mindre flok socialister, der blev noget funktionstømte. Revolutionen var noget, man kun drømte om med Blekingegadebanden som undtagelse. Murens fald blev den konkrete afslutning på de venstreorienteredes storhed. Uligheden var blevet mindre. Og partiapparaterne og socialismen rundt om i verden styrtede i grus i en sky af selvisk pamperi og prangende rædsel.

Men de venstreorienterede fandt noget nyt at kæmpe for, nu ligheden var større end nogensinde. Minoriteterne!. Ja selv de religiøse minoriteter, og hvem skulle have troet det, når man husker, hvordan danske præster blev udskammet under abortdiskussionerne. Men her var altså nogle religiøse minoriteter, der havde det virkeligt ringe. Ringe, fordi nogen (flertallet) på det skammeligste syntes, at minoriteterne skulle indordne sig under demokratiet.

Det kom vel i stand ved, at man som venstreorienteret ofte havde oplevet at være i mindretal her i den vestlige del af verden. Ved at man som det evige mindretal så sig vred på flertallet, ikke blot fordi de udgjorde ens politiske modstandere, men også fordi man kunne identificere sig med mindretallets ydmygende position. Man måtte finde sig i ikke altid at få ret. Man måtte nøjes med et hensyn, der pludseligt blev opfattet som værende nedladende ment. Man måtte finde sig i demokratiets begrænsninger. Og hvad var da mere oplagt end at gøre minoriteterne selv til ens egne svage, som man så kunne forsvare?

Venstrefløjen adopterede en række mindretal og kunne derved selv føle sig store – omend stadig selv i mindretal. Nye religiøse mindretal på tværs af alder, køn og race fandt fornyet styrke og ville ikke finde sig i noget som helst. De mere traditionelt tænkende, der mindede om den gamle velfungerende byttehandel, der får demokratiet til at virke i praksis, blev udskammet for at være hjerteløse. Hvordan kunne man dog være imod at beskytte minoriteter?

Nej, alle skulle pludseligt tænke, som var vi de få. En ny fundamentalisme tog form. Særlige religiøse miniritetsgrupper ville bestemme. Og venstrefløjen tog (igen) patent på sandheden.

Konflikter kom til at foregå mellem en ny venstrefløj + religiøse minoriteter – og – de mere traditionelt tænkende.

Flemming Rose fik svært ved at få bladtegnere til at gøre grin med muslimer, viste det sig. Og Trilles blasfemiske sang om Gud i det høje syntes et århundrede siden, skønt den havde bragt selv frisindede kristne i chok dengang i 1970; ingen kan desværre længere huske, hvorfor den sang var så vigtig: At man kan gøre grin med alt.

Rose reagerede på sin opdagelse af, at ingen bladtegnere længere turde tegne blasfemisk ved alligevel at finde nogle, der turde, og bestilte Muhammedtegningerne. Tegningernes budskab var, at vi stadig har lov til – her fra den traditionelle demokrativinkel (inklusive nogle få, gamle venstreorienterede for hvem ytringsfrihed står over alt andet) at sige lige, hvad der passer os, så længe det er lovligt. Religion er noget, man kan gøre grin med. Sådan lever vi. Her.

Men således gik det vel til, at minoriteter holdt op med at passe deres del af aftalen; at overholde loven. Fremmedforskrækkede vil sikkert kunne huske her, at kriminaliteten var relativt høj længe før blandt nogle minoriteter, og rigtigt er det, at selv renset for sociale forhold, har der været forskel. Men den strukturelle, dvs. organiserede og anerkendte forskel på lovovertrædelse opstod efter tegningerne. Blandt alle minoriteter. Også blandt de venstreorienterede.

Sådan gik det vel også til, at direktøren i Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen, der tidligere havde tordnet imod undertrykkelse af kvinder, nu forsvarede en muslimsk censors ret til ikke at give hånd til en kvindelig studerende ved en eksamen. Han tilhørte jo en religiøs minoritet, og det ville være krænkende for ham, kunne man forstå på hendes pludselige interesse for mænds velbefindende. Vi skulle til at leve som de få, som mindretallet. Og i øvrigt skamme os, hvis vi ikke ville.

Byttehandlen var sagt op uden mulighed for genforhandling. Vores oprindelig byttehandel gående ud på, at flertallet tog hensyn til mindretallet mod til gengæld, at mindretallet fandt sig i ikke at få deres vilje i lovgivning og i øvrigt overholdt vedtagne love. Demokraturet. Det eksisterer ikke længere. Demokratiet vakler.

Siden har vi skændtes med hinanden på en uhørt uforsonlig måde. Den ene part opfatter den anden part som hjerteløse og onde. Den anden part opfatter den første part som naive og efterhånden også halvkriminelle. Jeg er bange for, hvor det bringer os hen. Denne splitting er farlig, også på samfundsniveau.

Hvad kommer vi til at kalde det mon? Minoritetsdiktatur – minoritur?

Men i søndags var jeg til middag hjemme hos en syrisk familie. Det var grill og siddende buffet en hel eftermiddag med himmelsk mad og høj latter mod den fælles himmel. Jeg nåede at tænke, da jeg så mand og kone stå der, klar til at sige goddag, at hold nu kæft, jeg risikerer jo, at han ikke vil give mig hånden. Men det ville han gerne, og mit forbehold blev gjort til skamme, mens jeg gjorde mit bedste for at passe ind i familiens traditioner omkring bordet. De lagde løbende mad over på min tallerken uden at spørge, om jeg kunne spise mere. Så jeg spiste. Og spiste igen.

Om aftenen slog jeg længe mave og kom i tanker om min bedstemors begravelse. Om religiøst vanvid. Og tænkte, at der måske stadig er håb, så længe vi kan give hinanden hånden og dele et måltid mad i hinandens hjem.