“Jeg kan godt sige dobbelt undskyld, hvis det kan hjælpe”. Sådan sagde en dansk journalist, da det var kommet frem, at hendes yndlingsbeskæftigelse gennem mange år åbenbart havde været at skrive af fra især amerikanske medier. – Hvad blev der af skam? Hvad blev der af en reel undskyldning? Sad jeg og tænkte.

Der er naturligvis det gamle sige om, at det bedste forsvar er et angreb, og det kom jeg i tanker om under den direkte udsendelse på TV, hvor journalisten offensivt forsøgte at gøre sine egne forkerte handlinger til i stedet at være en uret begået af de aviser, der netop havde fyret hende.

Jo. Jo. Angrib! Jeg kan godt huske anvisningen, men reelt ikke et eneste eksempel på, at det har været anvendeligt i praksis at angribe, når man er trængt, medmindre vi taler regulær militær krig med våben og samfundsanliggender på spil. Og selv her er det ikke altid klogt at angribe, hvis man reelt burde nøjes med at stikke geværpiben ind.

Journalisten Annegrethe Felter Rasmussen angreb imidlertid. Og andre journalister blev høje af at diskutere det spin, hun jo beviseligt havde gang i. Og var det nu smart, fordi det lykkedes, eller lykkedes det, fordi det var smart gjort af hende?

Call me old fashioned, men jeg sad og tænkte, at hun burde skamme sig. Burde sige undskyld.

Hvilket hun så gjorde, endda dobbelt, og på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, hvor lidt hun mente det. – Jeg blev ganske træt af at bevidne hendes uklædelige fravær af at have fortrudt. Af at skamme sig. Af at have lyst til oprigtigt at sige undskyld.

At sige undskyld og mene det

I psykologien er undskyldningen en interessant gerning. I terapi altid. At sige undskyld er en gestus, vi kan gøre overfor et andet menneske, når vi oprigtigt fortryder, hvad vi nu måtte have gjort. Vi kan sågar gøre det overfor os selv. Undskyld!

Det kræver alene dette ene ord, for det fine ved at sige undskyld er netop, at der ikke skal siges andet og mere. Ordet undskyld er i sig selv det væsentlige, og hvis du fristes til at tilføje noget, det kunne fx være: “det var fordi …”, så ødelægger du undskyldningens indhold, dens reelle betydning. Du kommer uvægerligt til at indbefatte, at det ikke helt var din skyld alligevel, for der var åbenbart omstændigheder, som burde medregnes til at holde dig fri af skylden. Og derved har du ikke gjort så meget alligevel, i hvert fald mindre, som du så nu undskylder for.

Hvis du af dit oprigtige hjerte vil give en undskyldning, så sig blot undskyld. Ved at undskylde beder du om tilgivelse. Og det er lidt fjollet egentlig at bede om tilgivelse for noget, du nærmest ikke havde gjort alligevel og stort set ikke var skyld i; blot uheldige omstændigheder.

Når du siger undskyld og mener det, kan det selvfølgelig godt være, at du bander nogle omstændigheder langt væk. Hvis ikke det havde været for sådan og sådan, så var du ikke kommet til at kvaje dig, og så havde du ikke været nødt til at sige undskyld nu. Det kender jeg selv, og jeg har hørt hundreder af mennesker forklare mig om en sådan situation. Det er helt almindeligt. Og måske du så skal lade være med at sige undskyld. Fordi du alligevel ikke kan gøre det helhjertet.

Det kan også være, du efter mange refleksioner er nået frem til, at der var mange årsager til dine dumheder, men en ugerning står ikke desto mindre tilbage som værende gjort, og du fortryder den helhjertet. Skal du da undskylde og lade årsagerne være usagte?

Ja. Du kender selv årsagerne, og det er vel nok? Medmindre du både vil have tilgivelse for din dumhed og lidt trøst med på vejen for de mange årsager?

Jeg skriver dette i den søde juletid. Hjerternes fest. Tilgivelsens højsæson, skulle man mene. Jeg tror, det er en god anledning til at sige undskyld. Og gem så årsagerne i dit eget hjerte, hvor sørgelige de end kan ske at være.

Selv vil jeg gerne her sige undskyld for, at jeg aldrig bruger det moderne ord beklager.

Nej, just kidding. Vi bruger også dette at sige undskyld for ligegyldigheder. Lad være med dét.