Det blev nævnt ligesom tilfældigt efter skilsmissen: ”Jeg begyndte at se den anden allerede sidste sommer.” – Nej, årsagen til skilsmissen er ikke noget nyt; det er en gammel sag; du vidste det bare ikke.

Så grimt lyder det nogle gange, når folk bliver skilt eller bliver noget andet med ufred. Nogle mennesker nøjes ikke med at svigte. Med at opføre sig som aber her og nu ved at være deres kæreste menneske utro, ved at løbe fra en aftale, ved at lyve, stjæle og alt det andet, mennesker nu engang gør nogle gange, fordi vi er tættere på aberne, end vi bryder os om at vide.

Nej, nogle mennesker tager den et skridt videre og opfører sig abeagtige igennem længere tid på den mest kalkulerende og udspekulerede måde, mens de lader, som om de er nogle gode mennesker, der er til at stole på. De gør det angiveligt, fordi denne falske opførsel er til fordel for dem selv, eller bare fordi de er nogle feje hunde.

Men det overrasker mig ofte, at sådanne mennesker så oven i hatten har brug for at toppe deres ufølsomme opførsel ved at åbenbare overfor den svigtede part i miséren, at de skam har opført sig værre end en abe ville have fantasi til igennem længere tid. Deres ugerninger er ikke af nyere dato. De har udover abeadfærden i sig selv pakket det ind i slesk tale og billig portvin, som enhver ved virker beroligende, og så har de derudover pakket det hele ind i en forsinket indrømmelse, så svigtet bliver tredobbelt.

  1. De svigter
  2. De lader, som om de ikke svigter
  3. Senere fortæller de, at det lykkedes dem at skjule deres svigt

Her kunne jeg tage fat i, hvor meget skade det gør for et menneske at blive udsat for grad 3. Men lad mig begynde et andet sted.

Faget psykologi er opstået som en videnskab blandt andet på baggrund af dyrs adfærd. Der var oprindeligt ikke langt fra en naturvidenskabelig forståelse af dyreadfærd og over til en systematisk indsamling og senere forståelse af, hvordan og hvorfor mennesker opfører sig, som de gør.

I vores tid kan megen politisk uenighed koges ned til en uenighed om, om menneskets indre abe indimellem stikker snuden frem som noget uundgåeligt (det borgerlige menneskesyn), eller om mennesket er uden indre svinehund i enhver sammenhæng, når blot det bliver strøget med hårene (det socialistiske menneskesyn). Men lad det nu ligge; denne klumme handler om mennesker, når de opfører sig værre end aber. For ja, det gør mennesker nogle gange. Det står til troende. Det sker. Faktuelt. Og ikke altid fordi de selv er blevet behandlet dårligt. Og selv når et menneske er blevet behandlet dårligt, har det oftest mulighed for selv at opføre sig ordentligt alligevel.

At svigte med tilbagevirkende kraft

Jeg har i mit arbejde som psykolog og gennem almindelig livserfaring med egne og andres oplevelser ofte grundet over denne særlige afart af svigt: Svigtet med tilbagevirkende kraft. Der er intet svigt, der gør så ondt at blive udsat for som dette svigt.

Ad 1. At blive svigtet på en eller anden måde, vil alle mennesker komme ud for. Eksistenspsykologien vil her være optaget af, at man som menneske skal være rustet til at kunne stå det igennem, så man tør kigge op fra sorgen og se et andet menneske i øjnene igen i tillid til, at andre mennesker kan være til at stole på.

Som psykolog har jeg indimellem tænkt, at mennesket grundlæggende er en forunderlig størrelse, for hvor er den evne egentlig iboende i os: At kigge op igen for at spejde efter nogle trofaste nye øjne at falde ind i. Det er her, vi er ligesom dyrene, de større pattedyr. Vi vil livet. Igen og igen.

Ad 2. Men at blive svigtet ved at blive forført til at tro, at alt er i skønneste orden, når det netop ikke er; det er en sag for mennesker alene. Jeg har ledt efter et eksempel, hvor fx min hund kan finde på at lade som om, den er sød og rar, selv om den ikke er. Der er ingen tvivl om, at et tamt dyr kan tigge, stjæle og lave afledningsmanøvrer, hvis det handler om mad eller sex. Det vil dog altid være for en kort stund. Intet dyr kan lægge en plan for adfærd, der ikke vækker mistanke. Det kan et menneske. Ligesom et menneske kan lægge beroligende adfærd oveni. Være ekstra opmærksom, ekstra rar, ekstra sød for ikke at vække mistanke om, at den onde hensigt ligger bag.

Det psykologiske arbejde med at komme igennem et sådant svigt er svært. Ikke blot er tilliden brudt; en mere generel tillid til mennesker som sådan er gjort vanskelig, for kan man nogensinde igen regne med, at venlighed er andet end falsk spil under dække af – netop venlighed? Her er det et langvarigt arbejde og allermest et arbejde med sig selv at gøre, for erfaringen om at noget kan spille falskt forsvinder jo ikke igen, men kan gøres mindre med tid og andre erfaringer om, at nogle gange er venlighed jo venlighed, og ordentlighed er ordentlighed.

Ad 3.

Tilbage står den tredje og sidste grad af svigt. Svigtet med tilbagevirkende kraft. Et sådant svigt tåler mennesket nærmest ikke. Der kommer ligesom en ekstra sorgfuld erfaring med i købet her. Ikke blot kan du blive svigtet, ikke blot er venlighed nogle gange falsk. Men du kan også få revideret dit liv med tilbagevirkende kraft. Dét, du måske i årevis stolede på, var det gode, ja da blev du holdt for nar. Al den mening, du samlede sammen, og som var med til at få dit liv til at stemme, ja, den mening var der slet ikke.

Jeg har hørt klienter forklare det, som at bunden forsvandt. Som at verden ikke længere hang sammen. Som at alting så kunne være lige meget, for intet stod til troende. Ikke blot kom den todimensionelle sorg over, at livet bringer sandt og falskt, men også den ekstra, tredje dimension, at mennesker har kapacitet til at bringe det djævelske ind i andres liv, at fortid ikke bare er et levet liv på godt og ondt, men liv, der altid kan vise sig at blive taget op til revision igen, uden at du selv har indflydelse på det.

Som psykolog kan jeg afslutte med dette: At tage sin fortid op til revision er altid en mulighed, som fx dette at gå i terapi gør muligt. Du kan reflektere over dit liv både i fortid og nutid og finde frem til en forståelse af det hele, som du bedre kan leve fredfyldt med. Men at få sin fortid, sit levede liv, taget op til revision af et andet menneske, er en så sjælsrystende oplevelse for et menneske, at den formastelige anden, der bringer nye oplysninger ind, burde dømmes for at have taget et liv.

Et liv, ikke fysisk, men psykologisk.