Kasernelivet blev den store, trygge familie, jeg havde manglet. At blive et legitimt medlem af en familie og omsluttet af korpsånd var den kur, der gjorde mig til en mønsterbryder og en samfundsborger, der bidrager.

Og så havde mine endnu ufødte børns far gået der 4 år tidligere. Og jeg mødte den mand, der 30 år senere skulle blive min nuværende mand. Men alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var endnu så ung, endnu så grundurolig over, hvordan mit liv skulle forme sig, endnu så uklar på, hvad jeg skulle bruge mit talent for at uddanne mig til.

I dag udkommer en bog, der hedder ’Sønderborgs soldater’. Bogen er udgivet af “Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og indeholder foruden de seks hovedartikler en række erindringsglimt fra elever og personale igennem tiderne.” Carsten Porskrog Rasmussen, Axel Johnsen og René Rasmussen har redigeret.

Bogen “fortæller historien om en af Danmarks mest markante kaserner, nemlig Sergentskolen i Sønderborg. Bogen dækker perioden fra tysk skibsartilleriskole til dansk Sergentskole og har fokus på det helt specielle forhold mellem by og garnison, der herskede i Sønderborg frem til lukningen i foråret 2014.”

Sønderborg soldater, redigeret af

“Bogen er på 170 sider og rigt illustreret med mange hidtil ukendte billeder … og kan købes for 199 ved henvendelse til museet eller i boghandlerne i Sønderborg Kommune.”

Jeg kan anbefale denne boghandel: www.bog-ide.dk/soenderborg

Det har slået mig, at vi mennesker aldrig rigtigt ved, hvordan noget betyder noget helt afgørende for nogen andre. Vi skal have været der selv. Eller der skal gå noget tid, før det kloge tilbageblik kan åbne øjnene.

Måske ved vi derfor først her bagefter, nu hvor Sønderborg Kaserne er lukket, og sergentskolen er flyttet til Varde, at Sergentskolen i Sønderborg betød noget særligt fint, sart, historisk vigtigt for Forsvaret. At dette at have haft alle hærofficerer uden undtagelse igennem et langt ophold i landets grænseområde, er en særlig gevinst for et militær, der sender sine soldater ud i alle mulige grænseområder og -situationer. Jeg tror faktisk, at vi slet ikke er nået til at forstå omfanget af, hvor vigtigt det er for et lands hær, at dets sergenter og officerer kender deres eget lands historie og herunder på egen krop har fornemmet den stemning, der er i et grænseområde, hvor tilhørsforhold ikke altid har været en selvfølge.

Og dette med betydning er også på spil i bogen. Det er tesen gennem bogen, at Sønderborg Kaserne har betydet overordentligt meget for byen Sønderborg. Jeg må tilstå, at det gik nærmest ikke op for mig, da jeg var sergentelev der i 1979. Ganske vist var jeg vokset op i Kolding og med en halvsønderjysk mor, der havde sat mig ind i allehånde forhold om den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Og jeg skrev senere på Hærens Officersskole både hovedopgave og speciale i Historie om de to verdenskrige set med danske øjne (og radikale udenrigsministre).

Så dette at sønderborgensere – ligesom mennesker i fx Vordingborg – er særligt optagede af, at de har en kaserne, giver indlysende god mening. At bo i et grænseområde, for Sønderborgs vedkommende endda i et område, der har været på tyske hænder, giver et psykologisk behov for kontinuitet, symboler, sikkerhed for, at man hører til. At man hører til Danmark, skønt man selv bor lige på grænsen.

I psykologi kan man kalde det mange fine og ret uforståelige ting. I fagtermer fx at være en perifer legitim deltager. Jeg er nu her mange år senere blevet klar over, at Sønderborg Kaserne og især Sergentskolen har forvisset sønderborgenserne om, at de bestemt var legitime deltagere omend perifert placeret i landet.

På fuldstændig samme måde gjorde mine ni måneder på skolen mig fuldt forvisset om, at jeg var en legitim deltager. Ikke blot i militæret (perifer, som kvinde). Men også i verden.

Jeg var så ung dengang, at jeg endnu var fyldt af en opvækst, der havde lært mig, at jeg som fattig horeunge ikke hørte til. Jeg var så grundurolig dengang ovenpå opvækstens mange usikkerheder, at jeg ikke stolede på min ret til at være til. Og så var jeg alligevel også så velsignet med et dygtigt skolehoved, at jeg anede netop uddannelse som værende den vej, der kunne få mig ud af moradset og videre.

At være en af Sønderborgs soldater blev en afgørende trædesten i mit liv. Af mange gode grunde.