karen59

Eksistenspsykolog og forfatter.

Home page: http://www.karen-schultz.dk

Posts by karen59

Om chefer der begår overgreb

Det er en tilståelsessag.

Jeg har hidtil ikke haft så meget tilovers for #metoo. Når man er blevet misbrugt som barn, synes middelklassekvinders problemer med dumme svin på arbejdspladsen og i nattelivet at være et mindre problem.

Men så kom dokumentaren med jer 11 kvinder fra TV2. Tak for jeres mod! Jeg forstår det nu. Der var en urimeligt ækel kultur på TV2. Det var ikke jeres skyld. Cheferne er de skyldige. Det er godt, de bliver straffet nu, en for en.

  • Der var de mandlige chefer, der brugte deres magt til at begå overgrebene.
  • Der var de kvindelige chefer, der så gennem fingre med det, ikke kunne se det, lod stå til.
  • Der var de andre, kollegaerne, der enten sladrede om de udsatte kvinder og eller spillede med på det seksualiserede miljø, som cheferne havde fået skabt, ved selv at lade fuckability råde.

Det ramte mig som et leverstød under udsendelsen, hvor meget jeres verden ligner incest: Far agerer med pikken forrest, mor lukker øjnene, barnet tåler det hele for ikke at miste den smule kærlighed, der trods alt er at få.

De andre søskende, ja hvad med dem? De enten håner den udsatte eller håber på lidt kærlighed selv, skønt det er en kærlighed, der har sex som sprog. Eller de skammer sig og er alligevel også stolte over at være netop dét barn, der slipper, de er måske glade for at være det barn, som far kan lide på den rene måde.

Tilbage står de udsatte kvinder, de kvinder der måske har frydet sig over opmærksomheden fra de mandlige chefer, er gået med til noget af tilsyneladende fri vilje, måske endda har følt seksuel lyst undervejs.

Af alt, hvad jeg har oplevet selv og har hørt om fra andre misbrugte, ligger skammen ubærligt i dette ikke at have sagt fra og dermed underforstået at være gået med til det. Det gælder de udsatte, det gælder deres søskende. Vi kvinder skal holde den skam frem og vedstå os den, mens vi remser for os selv, at vi var de små i sammenhængen og derfor er uden skyld og ikke har noget at skamme os over, og vi skal lade alle søskende omfavne os med den kærlighed, der er nyopdaget og ren i sin mangfoldighed, som nyfalden sne.

Opdateret 15. dec. 2021 eftermiddag: Det hænder, at moren ikke bare lukker øjnene, men selv deltager aktivt. Når det sker, er hun også skyldig, uanset hvor meget hun beklager.

Opdateret 16. dec. 2021 formiddag: Det er almindeligt, at børnene gennemlever en promiskuøs periode, hvor de manifesterer deres ret til selv at vælge partner.

Artiklen er bragt i Politiken, den 26. december 2021, som debatindlæg.

Forsømte børn skal have bøger

For ikke så mange år siden udkom hovedsageligt bøger, der kunne uddanne læseren i en faglig retning eller kunne danne læseren via øvelsen i at leve sig ind i fiktionens andre tider, andre skikke, andre liv.

Jeg har selv åndet i bøgernes verden uden ophold, siden jeg var 9. Deromkring var jeg allerede klar over, at min stedfars jagtgevær nede i baggangen udgjorde en nattetrussel, som måske mest fandtes i min syge mors hoved, men ikke desto mindre blev en trussel i mit hoved også. Bøgerne hjalp mig igennem og på vej. Bøgerne har gjort det muligt for mig at klatre opad. Social mobilitet kaldes det, som var der ingen ensomhed i den tur, men ja, det har med socialklasser at gøre. Jeg er en såkaldt mønsterbryder.  

I de senere år er der opstået to usynlige kategorier i bøgernes verden, som særligt optager mig. Den ene kategori er børn og unge fra vanskelige vilkår, som engang kunne slå sig på bøgerne frem for at slå sig på flasken. Med bøgerne var der en sikker sti at træde, med bøgerne kunne en frk. Langstrømpe anspore til vilde drømme, en Rifbjerg til oprør og en Andersen Nexø til trøst: Med bøgerne havde de fattige og forsømte, men læsestærke børn en redningsvej at gå.

Den anden usynlige kategori er de bøger, der aldrig når frem til læserne, fordi forlagene helst udgiver enten forfattere, som allerede har vist sig salgssikre, eller bøger – skrevet eller fortalt – af så kendte mennesker, at et salg på 10.000 eksemplarer er realistisk. Forlag og medier har på den ene side en afvisende holdning til ukendte forfattere og på den anden side et stift blik på bundlinjen. Og det sker i en bogbranche, der i alle led – det være sig i produktion, logistik og salg – er ejet af Saxo, Politiken og delvist Gyldendal med et monopol så omfattende, at det er stærkt konkurrenceforvridende.

Er alt dette godt nok for førstnævnte kategori, børnene, de unge, alle dem med kærlighed i restordre? Nej, disse børn skal have kvalitetsbøger uden drama, undselige bøger, de bøger, boghandlerne ikke gider sælge, fordi de hurtige penge ligger i de høje stakke, de bøger, medierne ikke gider omtale, fordi forfatteren ikke har været i TV og er et fjols til Instagram. Børnene og de unge skal opdage bøgernes kulturelle kraft. Børnene skal ikke forføres af smart PR eller vinklet chokeffekt på forsiden. Børnene skal opdage den kraft, der opstår af bøgernes indhold.

Er sådanne bøger efterhånden at finde? Ja, forfattere, selv de etablerede, er begyndt at udgive selv. I år var Bogforums største stand netop selvudgiverne. Det største selvudgiverforlag, der afkræver forfatteren penge for at udgive, har på travle dage 25 nye titler. Det siger sig selv, at der blandt en så manisk flod af bøger må være en del dårlige imellem, men er der ikke oversete grimme ællinger iblandt, som kan bringe håb? Jeg åbnede for to år siden en lille boghandel i Skindergade i København og opfordrede selvudgivere til at oplyse mig om nye titler, for så ville jeg købe til mine hylder. Det væltede ind. Jeg orienterede mig i alle retninger og læste i begyndelsen opildnet af denne strøm af bøger, der måske kunne vise en ny vej i bogbranchen, en ny vej for nye, unge læsere. Men hurtigt kom klarsynet også. Der var mange smukke svaner imellem, som børn og unge uden ballast ville have stor glæde af, om bøgerne ville blive opdaget, ville blive købt hjem til bibliotekerne. Men mest af alt er de eksorbitant mange selvudgiverbøger en gevinst for de selvudgiverforlag og forretningsfolk, der tager sig godt betalt af skrivende mennesker med store drømme.

Hvad gør forfattere med hjerte for de svage børn og med store drømme da med deres grimme ælling af et manus? Jeg er ikke nogen almen case selv, for jeg har været heldig som fagbogsforfatter og har fået flere bøger udgivet på etablerede forlag. Den første bog var mit speciale fra universitetet, som det ikke stod skrevet over min vugge, at jeg nogensinde skulle komme til at gå på, men det er en anden historie. Mit speciale blev min adgang til bogbranchen, godt hjulpet på vej af en mere erfaren kollega, der anbefalede … Det er jo sådan, det foregår. Der skal en anbefaling til at sparke døren ind. Og er man først inde, kan det være, at redaktøren enten vil have en bog mere eller anbefaler videre … Det er jo sådan, det foregår. Min gamle dansklærer fik min anden fagbog tilsendt med en kærlig hilsen og anbefalede mig dernæst til et kapitel i en fagbog på Gyldendal … Det er jo sådan, det foregår. Det pudsige er, at alle de mennesker, der har fået røven med sig og er kommet indenfor i bogbranchen, lader til ikke at tænke over, at … Det er jo sådan, det foregår. De mennesker og hele branchen lukker sig om sig selv.

Min store drøm er at skrive fiktion til de mennesker, der også kommer derfra, hvor ulykken gror. Jeg har allerede udgivet to romaner på mit eget lille forlag. Jeg får jævnligt mails fra mennesker, der har læst og især lyttet til mine bøger, fordi jeg åbenbart spejler noget, de genkender: Håbet om retten til at være her, selvom vi stammer fra et ukærligt sted og ikke kan ryste det af os. Det uønskede sidder i os som en eksem, vi ikke kan kradse væk. Når det er særligt slemt, tror vi endda, at andre kan lugte det på os. Jeg får også respons fra mennesker, der ikke selv kender verdener som min, men igennem læsningen indefra mærker følelserne i deres egen krop og bevæges på en måde, der måske får dem til at gøre noget på den måde, de nu kan gøre noget, og får trænet deres empati og blik for, at voksne kan svigte, og at børn da skal hjælpes af andre.

Da jeg var færdig med at skrive den tredje roman, ville jeg gerne lade et professionelt forlag stå for udgivelsen. Markedsføringen af min første roman havde været tungt arbejde, for jeg skammer mig stadig og tror, jeg lugter af arbejderbarn og hemmeligheder, når jeg står med hatten i hånden. Ingen vil have mig. Alt er galt. Ved roman nummer to gik det bedre, troede jeg. Jeg havde købt et selvudgiverforlag, Skriveværkstedet, til at lave markedsføringen. Men den ansvarlige projektleder læste ikke min roman. Han kontaktede blot sit netværk i branchen og lod hvert navn tælle to gange, hvis vedkommende journalist arbejdede freelance to steder. Og romanens slagkraft var incest, måtte jeg forstå, selvom jeg i denne roman skrev om Hærens Officersskole og selvmord. Incest var ligesom mere sexet, syntes han. Som salgsargument. Hans indsats kostede 25 tusind.

Så denne tredje gang, lykkens gang – noget andet skulle afprøves. Ved roman nummer tre skulle det være: Mine gamle kontakter fra fagbøgerne måtte kunne hjælpe mig til en udgivelse på et traditionelt forlag. Ud af otte forsøg, fik jeg kun ét begrundet afslag. Det kom fra Gyldendal, som gerne vil læse mit næste manus og i øvrigt har et forslag til en fagbog om mønsterbrydere, jeg gerne må skrive. Fra de resterende syv forlag fik jeg seks standardafslag, i fire tilfælde skrevet af yngstepersonen på stedet, i to tilfælde af ejerne selv, og alle var søde, da jeg hentede manus hjem til Møn igen. Kun Politikens Forlag havde råd til at sende manus retur til mig. Det ottende og sidste forlag, Turbine, viste sig at have smidt mit manus væk. Desværre – eller heldigvis, hvis man er til den grotesk morsomme udlægning – før de havde læst det. Jeg havde ellers sendt det som pakkepost for at undgå bortkomst. Via den digitale tidsalder vidste jeg således pakken modtaget af forlaget: PostNord havde stillet pakken præcis dér, hvor forlaget ønskede det. Turbine har stadig ikke fundet pakken og har beklaget via en Marie, som ikke kendte ordet undskyld.

Så jeg må selv i gang med markedsføringen. Den bliver ikke omfattende som første gang, den bliver ikke bestilt udefra som anden gang, og jeg vil gå helt udenom TV2-feel-good-sendefladen, hvis gate keeper ikke har blik for grimme ællinger, men er en arrogant Ann. I det hele taget er det, som om alle disse hangarounds i bog- og mediebranchen har besluttet sig for at opføre sig særligt dårligt. Hvorfor er der ingen, der svarer? Hvorfor er der ingen, der gider sende to venlige linjer til et menneske, der har brugt to år på at skrive flere hundrede sider? Hvorfor denne diskretgrundige eksklusion? Ligegyldighed er som bekendt det modsatte af kærlighed, så hvorfor bliver jeg ved?

Som mønsterbryder har jeg haft nemmere ved at kravle op til øverste socialklasse, end jeg har haft ved at komme ind i kulturens netværk.  

Børn og unge, mennesker fra bunden, fra misbrugets sprækker af tavs vold, har stadig brug for bøger, der får håbet til himmels. Jeg er bange for, at de salgssikre bogtitler udtænkt af middelklassen og produceret af bogbranchens monopol ikke slår til. Selv er jeg begyndt at læse mere norsk. Og jeg har tænkt, at selvom jeg måske lugter af arbejderbarn, så er jeg en af de mere vedholdende.

Hvordan mon bogbranchen behandler mennesker, der ikke har kræfter til at være vedholdende? Mennesker uden håb? Mennesker uden bund? Nogle af dem kan fx skrive, og mange af dem bruger biblioteket.

Måtte bibliotekerne være vores håb. Om så det sidste vi har. Os fra bunden. Os der kan skrive. Læse. Lytte.

At modtage julehjælp anno 1980

Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.

Jeg var 21 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.

Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.

Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.

To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:

En julegave fra fællesskabet

1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.

2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.

Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.

Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.

I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.

I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!

Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.

Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.

Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.

Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.

Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.

At være for forfængelig

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

Og et billede af andre kvinder uden bryst(er).

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år nu (skrevet i 2015). Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


Glæden ved genkendelse

– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.

Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.

Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.

Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.

Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.

At tro på kærlighed

Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.

I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Magt forpligter, og magt forsvinder ikke

Det forpligter at have magt. Sådan har jeg altid tænkt om de rige, om mænd, og også når jeg som barn oplevede voksne der på trods af deres ubestridelige overmagt behandlede mig venligt; de agerede som var vi lige. Det kunne være i situationer hvor jeg skulle lære noget, det kunne være i samtaler, hvor jeg fik tid til at uddybe og forklare, selv om de kunne have tysset, have afbrudt mig.

Debatindlæg fra især kvinder folder sig stadigt mere magtfulde ud med en dagsorden om, at især mænds magt er helt ude i hampen. Fra sidelinjen er det underfundigt mildest talt at bevidne, hvordan magt afskrives som noget, vi mennesker kan få til at forsvinde samtidig med, at de selvsamme debattører udøver en magt fuldkomment blinde for deres egen ageren.

Vi har bevidnet dokumentaren om Michael Jackson Leaving Neverland om pædofili, kvinderne har haft kampdag, og seksuel forulempelse har vist sig at være reglen mere end undtagelsen i politiske ungdomspartier i Danmark. Magt udøves her i begyndelsen af 2019. Den voksne over barnet. Den rige over den fattige. Manden over kvinden. Den fattige pige synes værst stedt af alle.

I Danmark er det især de velhavende, voksne kvinder der tamper hårdt på de voksne mænd for ikke at forstå skønheden i feminisme, i alle dens former. Det er ikke børns tarv, de kæmper for, nej, disse kvinder vil have samtykkelov om samlejet, og de vil ikke nøjes med lige ret og lige muligheder; de vil have lige resultater for de to køn.

Et udgangspunkt for feministerne er altså det fastlåste blik på resultaterne. Hvorfor er fx direktionen i Novo Nordisk alle mænd. Ja, hvorfor er alle deres koner hjemmegående? kan jeg spørge og dermed pege på, at sådan et krævende direktionsjob kræver et bagland, som nogle kvinder gerne udgør, men nærmest ingen kvinder til gengæld vil have deres egen mand reduceret til at være.

Et andet udgangspunkt er det særligt gode ved det feminine. Det helt uundværligt gode, der rækker langt ud over evnen til at føde børnene; den kvindelige evne er også at forbinde, at forstå, at forlige, at forene, alt det med fordele. Kvinder kan noget, som mænd slet ikke formår og skal derfor ind i bestyrelser, ja allevegne. Det kan oven i købet ses på bundlinjen, forlyder det. Hvad udad tabes, skal indad vindes, synes her at være tesen. Det kan godt være, manden har mere magt i kraft af bedre fysik, men har han egentlig andet at byde ind med? lyder det polemiske spørgsmål. Ja, evnen til at være ligeglad med, hvordan han ser ud, kan jeg nævne, selv om den evne er under udfasning desværre. Mandens ligegladhed med eget udseende har ellers levnet ham meget tid til fx bestyrelsesarbejde.

Et tredje udgangspunkt er det stærke behov for at vise, at ikke blot mænd af anden etnisk herkomst begår voldtægt, også danske mænd gør det og skal ikke komme for godt i gang med at bryste sig af deres uskyldighed. Der hersker en voldtægtskultur i Danmark, forlyder det. Væk er den kendsgerning, at voldtægt begås signifikant hyppigere af mænd, der ikke er etnisk danske.

Jeg har øje for disse afsæt, fordi jeg selv står et andet sted. Jeg er rødstrømpe, jeg er ikke feminist. Jeg har brugt mit liv på at kæmpe for kvinders lige ret og lige muligheder, og jeg finder, at jeg som menneske selv skal skabe resultaterne. Jeg har arbejdet sammen med både kvinder og mænd og kan få øje på langt flere ligheder end forskelle mellem de to køn. Jeg kan godt se dyder hos mænd, som kvinder kunne lære af, men ikke flere og mere vægtige, end at dyderne kan handle om andre ting: Livserfaring, kontekst, alder. Jeg er med andre ord slet ikke sikker på, at der findes kønsspecifikke dyder. Og endelig delte min kollega, en jødisk psykolog, i 1998 sine danske forskningsresultater med mig: Racisme og vold var signifikant større blandt indvandrere end hos etniske danskere. Hans dilemma var, om han skulle offentliggøre det ligeud, som det var. Hans forskningsstøtte ville da blive mindre, vidste han.

– Magt udøves på mange måder.

Det er fint for mig, at vi har forskellige ståsteder, og at meninger brydes. Det sidste vel at mærke hvis det foregår mellem parter der er nogenlunde lige stærke, og hvor ingen af parterne har hverken direkte eller indirekte magt over den anden. Det store problem er blevet, synes jeg, at debatternes dagsorden sættes af magtfulde, stærke, veltalende, velhavende, velmenende kvinder, der ikke vil siges imod. Dagsordenen sættes af mennesker så sikre på deres egne meningers berettigelse, at intet står til diskussion, at andre med andre meninger dømmes dumme, onde, hadske.

Vi glemmer rent, at der er andre afsæt for vores meninger end de tre, jeg nævnte ovenfor. Vi har fx alle dette udgangspunkt; vores politiske ståsted. Hvad synes man om forholdet mellem stat og menneske? Hvem skal bestemme hvornår? Hælder man til, at staten/fællesskabet/flertallet altid er klogest, eller ved mennesket i enhver sammenhæng hvad der er bedst og klogest på kort og lang sigt? Skal vi dele pengene lige i vores fællesskab, eller skal enhver have lov at tjene ind efter evne? Jeg melder mig ikke selv på nogen af yderfløjene her, men ens politiske ståsted farver de briller, man ser Leaving Neverland, kampdagen 8. marts og ungdomsformænd med.

Uanset: Hvis vi ønsker demokrati, hvilket også vil sige, at enhver har retten til selv at bestemme sig for sit politiske ståsted, ja så må vi tillade andre at mene noget direkte mærkeligt, besynderligt, uforståeligt, ja sært, så længe det ikke er strafbart.

Et andet fælles udgangspunkt er vores måde at være i verden på. Er man sådan en, der sidder ved skrivebordet og den bærbare og teoretiserer om livet, afbrudt af mellemlange læsninger af andre, der også har teoretiseret? Eller går man snarere udenfor og gør noget med sine hænder, snakker med nogen mennesker så nært, at man kan lugte den sved, der stadig sidder som en dagsrest i huden på dem og lugter anderledes end ens egen? Jeg gør selv lidt af hvert, også her, men blandt de højst råbende i den offentlige debat ser jeg flest teoretikere.

Jeg tænker ofte på det scenarie, hvor al strøm er gået, supermarkederne er lukkede, Danmark er gået i gammeldags bondsk tilstand. Hvem vil klare sig, hvem vil falde igennem? Jeg skal nok klare mig. Jeg vil bede min mand bære den tunge brænde, og han vil gøre det med glæde, fordi han har de stærkeste overarme; det forpligter.

Magt findes i mange former, og magt udøves med eller uden forpligtelse. Tilbage står, at de reelt svage, børnene, de fattige, de ufaglærte, de praktiske, efterhånden ingen stemme har i den offentlige debat. Det er hjerteskærende at se dokumentaren Leaving Neverland, at se hvordan en rig, voksen mand kan udøve magt over et barn. Og det er rent ud hjerteskærende dernæst at læse aviser fulde af, at kvinder vil have ændret en lov, der allerede tydeligt gør voldtægt strafbart.

Hvad med at begynde i det levede liv, hvor fx misrøgt af børn sker 10.000 gange for hver gang, der opstår tvivl om et samtykke til samleje. Hvad med at begynde et praktisk sted, dér hvor voldtægterne begås? Dér hvor de anmeldes, for vores politi skal jo være der for offeret hver eneste gang, også for de falske anmeldelser. Eller endnu bedre, hvad med at begynde blandt børnene, hvor det ikke i første omgang er voldtægt, men grooming, denne særlige venlighed der kun har som formål at gøre et senere overgreb muligt?

Det er som om de magtfulde feminister har groomet os allesammen meget længe. Og nu slår de til. Overfor kvinder der ikke er enige med dem. Overfor mænd, bare mænd, ja, dem allesammen, som ellers først og fremmest gjorde kvinders emancipation mulig. Og overfor de ufaglærte, de små, de dumme, de bange, dem der sveder og fuldstændig spejlblanke ikke har forstået, hvor vigtig feminisme er.

Hvis vi hver især blev bedre til at spotte en groomer, ville vi kunne spotte planer om magtmisbrug. Vi ville undgå megen ulykke.

Børneliv

Til Tine Byrckel

Fra Karen Schultz

Karen Schultz tegnet af Tine Byrckel i 1974

Jeg udgav i november 2018 min erindringsroman Uren, den første i en serie på fem bind. Bogen handler om min opvækst og ungdom i Kolding.

Min redaktør rådede mig til at sende bogen til gennemsyn til alle de mennesker, der optrådte i bogen. Mange er nævnt også ved efternavn og er derfor let genkendelige. En enkelt, Tine, som jeg gik i klasse med og jævnligt legede med, kaldte jeg blot ved fornavn, fordi vi havde været hårde ved hinanden i 15-års-alderen, og jeg vidste fra vores senere korrespondance, at hun havde taget mig det ilde op. Så ilde faktisk at vores mange gode barnestunder sammen var gået i hendes glemmebog. Jeg har stadig en smuk tegning, hun lavede af mig i slutningen af 8. klasse. Der var ikke grund til at strø salt i dét sår og udbasunere, hvem hun var, syntes jeg. Jeg vidste også fra en klassefest i 2016 i anledning af vores 40-års-jubilæum fra folkeskolen, at hun ikke havde svaret på diverse invitationer. Ingen kunne finde frem til, hvor hun boede i Frankrig. Så jeg valgte den nemme, sikre, billige løsning; jeg sendte bogen til hendes søster, Maj-Britt Byrckel, i Kolding.

Det udløste en shitstorm mod mig på Facebook mellem jul og nytår. Jeg tog skærmbilleder af det (side 30-55), men vidste ellers ikke, hvad jeg skulle gøre. Her bagefter ved jeg stadig ikke, hvad jeg skulle have gjort for at gøre det rigtige. Det har jeg tænkt en del over. Er jeg stadig vred på Tine, som en af beskyldningerne lød? Ikke så vidt jeg ved og så alligevel: Jeg blev ramt af sætningen: Karen tror fortsat hun bare kan hækle selv. Tine skrev det som kommentar til, at jeg havde udgivet bogen på mit eget forlag, og hun skrev det velvidende, at jeg holdt af at strikke og hækle som barn og engang vandt en pris for en opskrift på en bluse. Tine ved også, at jeg gik i hjemmelavet tøj som barn, og i bogen har jeg skrevet om, hvordan det hjemmelavede tøj var en økonomisk nødvendighed for os.

Jeg forstår ikke, at hun er så privilegieblind, hun som er vokset op i overklassen, men min sang om socialklasser er gammel og sunget ofte af andre. Arbejderklassen har aldrig kunnet forstå, at overklassen ikke kan se. Alle er vi blinde i og for sig. Arbejderklassen ser ikke, at også velhavere kan være ulykkelige.

Nu er min erindringsbog skrevet, med blindskrift fra mit hemmelige rum, måske som punktskrift også. Jeg er glad for bogen, den har fået gode anmeldelser, og jeg er også blevet medlem af den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening (som selvudgiver); noget jeg har drømt om at blive i flere årtier.

Tine er vred til gengæld. Min lykke over at det lykkedes for mig at komme frem og opad gennem socialklasser, og hvad der ellers er af mentale barrierer for at række ud efter ens egen drøm, hviler på en bund af Tines vrede ord. Hendes vrede minder mig om min mors vrede, når jeg godt vidste, hvad der skulle til for at formilde hende. Jeg kunne få hendes vrede til at forsvinde ved at forsvinde selv. På en sær måde er det, som om Tines og min mor så den anden af os mere klart, end de hver især så deres eget barn. Tines mor kom fra små kår og så min fattige længsel i de frimærker, jeg omhyggeligt samlede på. Min mor kom fra den velhavende bondestand og så sine ungdomsballer og sit selskabsliv spejlet i Tines nyrige pigeliv, mens hendes egen ægtefælle fra arbejderklassen skuffede fælt. Jeg kan forstå vores forskellige liv ud fra den ramme fx og måske også forstå Tines afsmag for mit forhold til hendes mor. Tines mor var alt det, jeg gerne ville være, mens min egen mor var noget nær det modsatte.

Jeg har villet skrive en bog og skrive den, sådan som barnet Karen oplevede det. Jeg har aldrig villet forsvinde. Nogle gange fører en stærk vilje med sig, at andre bliver sårede, føler sig misforstået, ikke oplever sig set, sådan som de gerne vil se sig selv. Tine blev vred over de 13 sider i min bog og syntes, hun var i hele bogen. Hun syntes, det var en elendig bog, som manglede en redaktør, sådan som man har det på et rigtigt forlag. Selvudgivne bøger er ikke redigerede, konkluderede hun og tog dermed fejl. Det er helt i orden med mig ikke at kunne lide min bog, at være sur på mig. Det er ikke i orden at udbrede forkert information om min bog.

Tine er også på Facebook og har en stor skare af mennesker, der synes det er rigtigt, hvad hun skriver i vrede. De har vænnet sig til, at hun skriver Amen efter de opslag, hun selv synes har særlig vægt.

Jeg burde have set det komme – vidste ikke hvad en shitstorm er og har bagefter tænkt over, om det er mobning forklædt som indignation? Det føltes sådan, men ens følelse er ikke altid den bedste dommer. Og redaktøren på Facebook findes ikke. Så spørgsmålet henstår ubesvaret.

Her er nogle fakta. Og nogle flere. Det er min måde at komme igennem noget på. Indsamle data, læse, skrive, danne mig et overblik, tænke mig om. Det hjælper mig mere end lyden af lemminge.

 

Forældre må stå for skud – og må tåle det

Sognepræst Sørine Gotfredsen spørger i en kommentar den 8. november i Kristeligt Dagblad og igen den 11. november i Berlingske Tidende retorisk, om det er særlig sympatisk at udlevere sine egne forældre med familiefotos og hele molevitten, som det sker i stadigt flere erindringsromaner, ført an af Karl Ove Knausgård. Det ville være let for mig at blive rasende på hende, som ikke selv er forældre. At gøre hende det begribeligt, at den enkeltes liv og fortælling kan være det spejl, der gør andres liv til at udholde for dem selv.

Gotfredsen selv besvarer sit retoriske spørgsmål: Det begynder at føles ubehageligt at bevidne alle de fortællinger. Vi må minde os selv om det fjerde bud i Bibelen; at vi skal ære vores forældre.

Dette at skulle ære sine forældre og at skulle følge bibelens ord var en af grundene til, at jeg som stor skolepige ikke meldte mine forældre til myndighederne. At skulle miste især min mor som mor var en anden grund. Jeg ikke blot ærede hende og var et lydigt og troende barn, der bad aftenbøn og sang i kirkens kor; jeg var også meget glad for min mor, når hun var den mor, hun også kunne være.

Dette og andet levet liv har jeg skrevet en bog om. Uren, som den hedder, er den første af fem bind, for jeg er blevet glad for autofiktionen, glad for at kunne skrive i fiktionsform om mit og andres levede liv. Derudover har jeg i social forstand revancheret min grumme opvækst ved et virke først som officer, siden som psykolog. Så jeg klarede den. Der er noget og nok at skrive om: Kvinde i kamptropperne i 1983. Funktionelt familieliv med mand og børn. Officer og studerende på det dengang marxistiske psykologistudium i 1991. Tårnhøje karakterer. Velstand skabt på egen flid. Censorformand for psykologi på universiteterne med trang til at rydde op i den hidtidige fætter-kusine-fest blandt akademikerne. Og så brystkræft. Og tredje ægteskab. Det varer ikke ved, som Karen Blixen skrev.

Men alligevel: Hvorfor skrive om det på en måde, hvor mine forældre bliver udleveret, spørger Sørine Gotfredsen. Ja, hvorfor?

Så vidt jeg selv ved, har mit drev været tosidet. På den ene side har mine forældres svigt efterladt et mørke indeni mig, som vedvarende rumsterer. Jeg har villet gøre op med den moderne forståelse af livsførelse: At vi kan (og skal) udvikle os og ”arbejde med stoffet”, så det ophæver sig. Nej, noget bliver siddende, noget kan ”tynge resten af livet”, som Gotfredsen skriver det i et indfølende moment. Jeg har villet vise, at vi ikke kan udvikle os ud af alting. Vi kan nogle gange være nødt til at sætte os ned og vente på, at det værste går over her og nu, så vi igen kan rejse os og samle kræfter, til næste erindringsstorm blæser op.

På den anden side har jeg gerne villet vise, at man som menneske netop kan rejse sig. Ikke altid lige med det samme, ikke på stærke ben i balance først, men man kan på et tidspunkt rejse sig og gå videre ad den sti, man gør til sin egen her i livet. Jeg har villet vise, at dette at blive gjort til offer ikke er ensbetydende med at skulle leve et helt liv som offer, at skulle være offer i alle livets sammenhænge. Livet er lange stræk af overlappende faser, der følger hinanden, griber ind i hinanden, frem og tilbage også, endda i lag ovenpå hinanden. Lagene er det bedste af det, for ødelægges man for stedse i ét lag, er der måske alligevel et andet lag at leve sit liv i.

At leve sit liv er, hvad det drejer sig om. Selv om man i en periode af sit liv gøres til offer, behøver det ikke være en livsdom gældende for alle livets faser og facetter. Det skal heller ikke have lov at være en livsdom, at blive en livsdom, for på den måde ville det ramme én gang til.

Jeg har skrevet nøgternt om det mest vanvittige, så læseren selv kan fortolke. Jeg hørte forleden Kim Leine til et foredrag i  Fanefjordsskoven på Møn, hvor jeg bor, og han understregede betydningen af det enkle, beskrivende sprog til det mest højspændte indhold. Det svarer for mig til det enkle, jordnære liv til det mest højspændte sind. Det er en god kombination, har jeg erfaret her på Møn og i et bygdehus i Godthåbsfjorden, hvor jeg også bor.

Mine forældres eventuelle sygdomme har jeg ikke nogen navne for. Jeg er ikke tilhænger af diagnoser. Jeg er til gengæld sikker på, at tilværelsen ikke har været nem for mine forældre. Mit had mod dem er forsvundet efterhånden, som selv den trøstesløse novemberregn siver ned og forsvinder i den tunge lerjord her, hvor jeg er.

Så vidt jeg ved har jeg ikke ønsket at hævne mig. Alle mine forældre er døde for længe siden. Deres eftermæle lever blandt meget få levende. Men kriger var jeg som barn. Det er jeg nu som voksen. Måske jeg har en dagsorden, som jeg end ikke selv har set eller vil vedkende mig. Jeg er en kriger. Måske mere end godt er. Jeg slås. Og denne kriger har en sårbar inderside, der trænger til våbenhvile og til at forliges med egne kringelkroge. Dette at skrive bogen viste sig at blive til en fredelig proces for mig, efterhånden som arbejdet skred frem. Min barndoms døve øren allevegne blev forvandlet til lydhøre læsere og en form for stolthed og taknemmelighed. Nye samtaler i familien fik nyt indhold. Jeg ønskede ikke at hævne mig; jeg ønskede at finde fred, mest med mig selv.

Undervejs fik jeg fortalt, at man ikke skal give op. At ikke al elendighed kan tilskrives ens forældre, selv om det ville være bekvemt. At man kan være et røvhul selv med ordentlige forældre, selv om det er ubekvemt at finde ud af.

Jeg takker mine forældre for livet, som jeg synes alle børn skal takke. Jeg prøver at efterleve Bibelens fjerde bud, fordi jeg er kristen. Jeg lever og synder. Det gør mennesker. Det bliver der skrevet bøger om. Og forældrene må tåle det.

Til gengæld er Sørine Gotfredsen og jeg enige om, at offerpåkaldelsen har grebet om sig. At vaske ens egen pande ren og rejse sig … dét er vejen frem, synes jeg.

karen59's RSS Feed
Go to Top