Artikler

Sej?

– Du er så sej, siger folk til mig. – Du skal nok klare det! tilføjer de og mener det godt.
Jeg har fået kræft for anden gang, og det er ikke nemt at tale med et menneske med en dødelig sygdom, ved jeg. Jeg har selv været pårørende, og kræft dukker efterhånden op allevegne.

Men sej, mig? Og fører sejhed til helbredelse?

Nej. Kræft helbredes af lægelig behandling og held, ligesom kræft opstår af biologiske fejl og uheld, selvom vi så gerne vil tro alt muligt andet. Kræft skyldes rygning, alkohol og forurening, håber vi, for så kan vi undgå den. Helbredelse hjælpes på vej af god kost og opbyggelige tanker, håber vi, for så bliver vi raske igen. Og vi har brug for håbet. Men sejhed? Spiller sejhed virkelig en rolle for helbredelse?

Hvad vil det sige at være sej?

Er jeg sej, fordi jeg fx som syv-årig en sen nattetime hjalp min mor med at abortere på vist nok naturlig vis, men ikke desto mindre lige så glædeligt for hende, som det var rædselsvækkende for mig at se så meget blod udover natpottens runde kant? Er jeg sej, fordi jeg fortalte mine børnebørn om dengang, jeg sprang i faldskærm og var allermest bange for at lande på den mark, hvor de nysgerrige køer gik og græssede? Er jeg sej, fordi jeg altid har kæftet op og sagt min mening i de mest uventede situationer og uden rygdækning fra andre, der kiggede flovt til siden? Jeg synes det ikke. Disse – for andre at se – seje gerninger er udført, fordi jeg ikke kunne lade være, fordi der aldrig var nogen form for tøven i mig. Jeg holdt bare ud og handlede, som jeg havde lært nødvendigheden af som barn. Mit voksne liv var blevet lettere, om jeg senere havde kunnet aflære den automatadfærd og i stedet bruge den mere situationsbestemt.
Hvad der i mine øjne er sejt, er dette at gøre noget, man ikke tør. Det varierer vældigt fra menneske til menneske, hvad dette noget er. I disse måneder skal de mennesker, der er sammen med mig, gøre noget, de ikke rigtigt tør. Det er sejt, synes jeg, at de taler med mig alligevel. En rekrutkammerat kom dagen efter, hun fik besked, og havde sin sædvanlige ro med til kagen. En anden rekrutkammerat rummer flere besøg, end han plejer, mens han i øvrigt taler, tier og sørger med mig. Han er min mand. – Han er så ked af det, fordi han er så glad for dig, sagde en tredje ven, som også lader mig græde uden at tage sig af vandløbene.
Andre menneskers sejhed hjælper afgjort på mit humør. Min egen eventuelle sejhed kan måske bruges til at udholde det, jeg ikke kan udholde: at være syg. Det er måske, hvad folk tænker på, når de siger:

– Du skal nok klare det!

Men helbredelsen? Måske klarer jeg den. Måske gør jeg ikke. Det er jeg ikke selv herre over. Vi er ikke herrer over døden. Vi er måske herrer over, hvad vi gør.
#kontrol#kræft#sej#pippi#gråd

Din egen begravelse

Har du nogensinde fantaseret om din egen begravelse, din egen bisættelse? Om at sidde på bænken, bevidne de andres sorg, se deres tårer, høre deres diskrete gråd, læse salmernes tekst, takke for koret, lytte til de formelle ord, lade ritualet omfavne, følge med kisten ud, tage turen til det efterfølgende traktørsted, sidde ved kaffen eller øllet og den omhyggelighed, der er gjort ud af traktementet, høre latteren rulle måske, de sjove anekdoter, den skamløse ros, for om de døde taler vi ikke ondt, i det mindste ikke lige med det samme?

Jeg har.

I sidste uge var jeg igennem det hele og var endda til gravøl i virkeligheden: Rigtige mennesker skrev søde, rørende og uforglemmelige ord, som de også kunne have skrevet, når jeg er død. De sendte blomster. De sendte chokolade. Det hele flettede sig til en krans af kærlighed omkring mig. 
Det var mageløst! Og skal jeg lede efter skønne sidegevinster ved at have ubestemmelig kræft flere steder i egen krop, er dette den første på listen: At være med til sit eget farvel. Der manglede blot et godt glas øl og et ordentligt stykke smørrebrød. Jeg er bagoverblæst af taknemmelighed, og tårerne løb, som var de urets visere i det liv, der er før døden!

Jeg satte mig et par dage efter og skrev nogle linjer til et menneske, jeg holder meget af. Jeg er ellers ikke slem til at skrive store ord i utide til fremmed blod. Men i utide er det helt rigtige tidspunkt for mange ting. Sådan tænkte jeg, mens jeg skrev. Det tog mig tre minutter at skrive de få linjer. Resten af dagen red jeg på en følelse af særlig renhed.

Måske var det også en særlig renhed, der rumsterede i sidste uge, da jeg blev indlagt på Rigshospitalet. Klokken 7 om morgenen, fastende og brusebadet hjemmefra per instruks, så jeg var frisk, troede jeg. Og ræd of course. Sygeplejersken kom med det hvide tøj og stillede også en lille papbakke med gammeldags røvtermometer på mit sengebord. Og hun pakkede en spritserviet ud, så den lå klar, lige til at plukke ud af papiret. Hun pegede. Spidsen med kviksølv, min bagdel. Jeg skulle selv i ensomhed …
Da spidsen af termometret var tilbage i lyset igen, opdagede jeg endnu en spritserviet, så jeg fik den ide at afslutte hele seancen med at tørre mig selv bagi. Jeg var allerede frisk, troede jeg. Men sådan en våd spritserviet på sarte slimhinder afslører sprækker, man ikke kendte til. Jeg måtte skille mine baller for åbne gardiner på 15. etage for at få spritten til at tørre væk straks. Heldigvis var hverken rednings- eller TV2-helikopteren i luften den morgen. Min bredstående, lidt nede i knæene, foroverbøjede stilling blev kun filmet i mit eget hoved.

Vi har små sprækker overalt. Vi overraskes på de mest uventede måder. Af ondt, af godt. Som jeg blev det i sidste uge af alle de rørende ord fra jer. Ikke at I tænkte det som gravøl. Men det føltes sådan på den allermest hjertevarme måde. Jeg kunne ikke have fantaseret mig til en bedre version.

Heldigvis var jeg levende nok til at kunne æde chokoladen. #omrids

Kræft – igen

I ved jo godt, at jeg har sat mig for at skrive fem romaner, der på forskellig vis tager udgangspunkt i mit liv. Nu er min plan blevet forstyrret, mildest talt. For jeg har fået kræft – igen.

I 2018 kom Uren. Om opvækst og ungdom i Kolding, kampen for at holde en nærgående stedfar fra livet, kampen for at komme væk, væk fra en omklamrende og blind mor, ud i livet.
I 2019 kom Uren 2. Om at blive til noget i en fin verden, om fire år på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot i København, hvor traumerne fra opvæksten flytter med og holdes skjult.
I 2021 kom For den rene er alting. Om at rejse sin vej, om at være midt i en ond skilsmisse, med langvarig terapi og karriere i rygsækken. Om at møde kærligheden, om at få brystkræft – og blive sammen. Om at være mønsterbryder på kærlighedsmåden.
I 2023 kommer Den fædrene længsel. Om at længes efter en far. Om at have flere fædre. Om at finde den rigtige far. Om at være enebarn i livet uanset.
I 2025 kommer Marengskys. Om de vigtige relationer i et menneskeliv. Om ikke at være nærig med sig selv og sine kys.

Kommer min plan til at holde? Jeg ved det ikke.

Jeg har været i udredning for lungekræft siden 16.11.21. Først 27.01.22 blev jeg opereret på Rigshospitalet. Lungelæger er en mangelvare for tiden. Kræftpakkernes garantier glider. 72 dage ventede jeg på operationen, som overraskende viste, at der nu også sidder lidt udenfor lungen. Det kan være lungekræft, der har spredt sig, det kan være lungehindekræft, der har spredt sig, eller det kan være brystkræften, der er kommet tilbage. Svar om 14 dage. Ikke flere operationer. Men kemo? Immunterapi?

– Det er ikke så godt, som jeg sagde til min nye kæreste, Per, i 2010, da jeg fik brystkræft.
Per er blevet min mand siden da og passer mig nu igen som en baby. Vi har råbt, bandet, grædt og også grinet i de sidste måneder, for ingen kan være afsindige hele tiden. Per er alting.
Og midt i det hele oplever jeg mine børn og svigerbørn og børnenes far og børnebørnene på nye, livsbekræftende måder og glæder mig over al den kærlighed, der er i mit og i deres liv. Det er vitterligt lykkedes mig at bryde mønstret på kærlighedsmåden

Kommer min plan til at holde? Jeg ved det ikke.

Jeg vil gøre mig inderligt umage med at elske mine mennesker og med at skrive to timer om dagen. Den plan kommer til at holde. Så må Gud om resten
#dklit #autofiktion #fuckcancer

Om chefer der begår overgreb

Det er en tilståelsessag.

Jeg har hidtil ikke haft så meget tilovers for #metoo. Når man er blevet misbrugt som barn, synes middelklassekvinders problemer med dumme svin på arbejdspladsen og i nattelivet at være et mindre problem.

Men så kom dokumentaren med jer 11 kvinder fra TV2. Tak for jeres mod! Jeg forstår det nu. Der var en urimeligt ækel kultur på TV2. Det var ikke jeres skyld. Cheferne er de skyldige. Det er godt, de bliver straffet nu, en for en.

  • Der var de mandlige chefer, der brugte deres magt til at begå overgrebene.
  • Der var de kvindelige chefer, der så gennem fingre med det, ikke kunne se det, lod stå til.
  • Der var de andre, kollegaerne, der enten sladrede om de udsatte kvinder og eller spillede med på det seksualiserede miljø, som cheferne havde fået skabt, ved selv at lade fuckability råde.

Det ramte mig som et leverstød under udsendelsen, hvor meget jeres verden ligner incest: Far agerer med pikken forrest, mor lukker øjnene, barnet tåler det hele for ikke at miste den smule kærlighed, der trods alt er at få.

De andre søskende, ja hvad med dem? De enten håner den udsatte eller håber på lidt kærlighed selv, skønt det er en kærlighed, der har sex som sprog. Eller de skammer sig og er alligevel også stolte over at være netop dét barn, der slipper, de er måske glade for at være det barn, som far kan lide på den rene måde.

Tilbage står de udsatte kvinder, de kvinder der måske har frydet sig over opmærksomheden fra de mandlige chefer, er gået med til noget af tilsyneladende fri vilje, måske endda har følt seksuel lyst undervejs.

Af alt, hvad jeg har oplevet selv og har hørt om fra andre misbrugte, ligger skammen ubærligt i dette ikke at have sagt fra og dermed underforstået at være gået med til det. Det gælder de udsatte, det gælder deres søskende. Vi kvinder skal holde den skam frem og vedstå os den, mens vi remser for os selv, at vi var de små i sammenhængen og derfor er uden skyld og ikke har noget at skamme os over, og vi skal lade alle søskende omfavne os med den kærlighed, der er nyopdaget og ren i sin mangfoldighed, som nyfalden sne.

Opdateret 15. dec. 2021 eftermiddag: Det hænder, at moren ikke bare lukker øjnene, men selv deltager aktivt. Når det sker, er hun også skyldig, uanset hvor meget hun beklager.

Opdateret 16. dec. 2021 formiddag: Det er almindeligt, at børnene gennemlever en promiskuøs periode, hvor de manifesterer deres ret til selv at vælge partner.

Artiklen er bragt i Politiken, den 26. december 2021, som debatindlæg.

Forsømte børn skal have bøger

For ikke så mange år siden udkom hovedsageligt bøger, der kunne uddanne læseren i en faglig retning eller kunne danne læseren via øvelsen i at leve sig ind i fiktionens andre tider, andre skikke, andre liv.

Jeg har selv åndet i bøgernes verden uden ophold, siden jeg var 9. Deromkring var jeg allerede klar over, at min stedfars jagtgevær nede i baggangen udgjorde en nattetrussel, som måske mest fandtes i min syge mors hoved, men ikke desto mindre blev en trussel i mit hoved også. Bøgerne hjalp mig igennem og på vej. Bøgerne har gjort det muligt for mig at klatre opad. Social mobilitet kaldes det, som var der ingen ensomhed i den tur, men ja, det har med socialklasser at gøre. Jeg er en såkaldt mønsterbryder.  

I de senere år er der opstået to usynlige kategorier i bøgernes verden, som særligt optager mig. Den ene kategori er børn og unge fra vanskelige vilkår, som engang kunne slå sig på bøgerne frem for at slå sig på flasken. Med bøgerne var der en sikker sti at træde, med bøgerne kunne en frk. Langstrømpe anspore til vilde drømme, en Rifbjerg til oprør og en Andersen Nexø til trøst: Med bøgerne havde de fattige og forsømte, men læsestærke børn en redningsvej at gå.

Den anden usynlige kategori er de bøger, der aldrig når frem til læserne, fordi forlagene helst udgiver enten forfattere, som allerede har vist sig salgssikre, eller bøger – skrevet eller fortalt – af så kendte mennesker, at et salg på 10.000 eksemplarer er realistisk. Forlag og medier har på den ene side en afvisende holdning til ukendte forfattere og på den anden side et stift blik på bundlinjen. Og det sker i en bogbranche, der i alle led – det være sig i produktion, logistik og salg – er ejet af Saxo, Politiken og delvist Gyldendal med et monopol så omfattende, at det er stærkt konkurrenceforvridende.

Er alt dette godt nok for førstnævnte kategori, børnene, de unge, alle dem med kærlighed i restordre? Nej, disse børn skal have kvalitetsbøger uden drama, undselige bøger, de bøger, boghandlerne ikke gider sælge, fordi de hurtige penge ligger i de høje stakke, de bøger, medierne ikke gider omtale, fordi forfatteren ikke har været i TV og er et fjols til Instagram. Børnene og de unge skal opdage bøgernes kulturelle kraft. Børnene skal ikke forføres af smart PR eller vinklet chokeffekt på forsiden. Børnene skal opdage den kraft, der opstår af bøgernes indhold.

Er sådanne bøger efterhånden at finde? Ja, forfattere, selv de etablerede, er begyndt at udgive selv. I år var Bogforums største stand netop selvudgiverne. Det største selvudgiverforlag, der afkræver forfatteren penge for at udgive, har på travle dage 25 nye titler. Det siger sig selv, at der blandt en så manisk flod af bøger må være en del dårlige imellem, men er der ikke oversete grimme ællinger iblandt, som kan bringe håb? Jeg åbnede for to år siden en lille boghandel i Skindergade i København og opfordrede selvudgivere til at oplyse mig om nye titler, for så ville jeg købe til mine hylder. Det væltede ind. Jeg orienterede mig i alle retninger og læste i begyndelsen opildnet af denne strøm af bøger, der måske kunne vise en ny vej i bogbranchen, en ny vej for nye, unge læsere. Men hurtigt kom klarsynet også. Der var mange smukke svaner imellem, som børn og unge uden ballast ville have stor glæde af, om bøgerne ville blive opdaget, ville blive købt hjem til bibliotekerne. Men mest af alt er de eksorbitant mange selvudgiverbøger en gevinst for de selvudgiverforlag og forretningsfolk, der tager sig godt betalt af skrivende mennesker med store drømme.

Hvad gør forfattere med hjerte for de svage børn og med store drømme da med deres grimme ælling af et manus? Jeg er ikke nogen almen case selv, for jeg har været heldig som fagbogsforfatter og har fået flere bøger udgivet på etablerede forlag. Den første bog var mit speciale fra universitetet, som det ikke stod skrevet over min vugge, at jeg nogensinde skulle komme til at gå på, men det er en anden historie. Mit speciale blev min adgang til bogbranchen, godt hjulpet på vej af en mere erfaren kollega, der anbefalede … Det er jo sådan, det foregår. Der skal en anbefaling til at sparke døren ind. Og er man først inde, kan det være, at redaktøren enten vil have en bog mere eller anbefaler videre … Det er jo sådan, det foregår. Min gamle dansklærer fik min anden fagbog tilsendt med en kærlig hilsen og anbefalede mig dernæst til et kapitel i en fagbog på Gyldendal … Det er jo sådan, det foregår. Det pudsige er, at alle de mennesker, der har fået røven med sig og er kommet indenfor i bogbranchen, lader til ikke at tænke over, at … Det er jo sådan, det foregår. De mennesker og hele branchen lukker sig om sig selv.

Min store drøm er at skrive fiktion til de mennesker, der også kommer derfra, hvor ulykken gror. Jeg har allerede udgivet to romaner på mit eget lille forlag. Jeg får jævnligt mails fra mennesker, der har læst og især lyttet til mine bøger, fordi jeg åbenbart spejler noget, de genkender: Håbet om retten til at være her, selvom vi stammer fra et ukærligt sted og ikke kan ryste det af os. Det uønskede sidder i os som en eksem, vi ikke kan kradse væk. Når det er særligt slemt, tror vi endda, at andre kan lugte det på os. Jeg får også respons fra mennesker, der ikke selv kender verdener som min, men igennem læsningen indefra mærker følelserne i deres egen krop og bevæges på en måde, der måske får dem til at gøre noget på den måde, de nu kan gøre noget, og får trænet deres empati og blik for, at voksne kan svigte, og at børn da skal hjælpes af andre.

Da jeg var færdig med at skrive den tredje roman, ville jeg gerne lade et professionelt forlag stå for udgivelsen. Markedsføringen af min første roman havde været tungt arbejde, for jeg skammer mig stadig og tror, jeg lugter af arbejderbarn og hemmeligheder, når jeg står med hatten i hånden. Ingen vil have mig. Alt er galt. Ved roman nummer to gik det bedre, troede jeg. Jeg havde købt et selvudgiverforlag, Skriveværkstedet, til at lave markedsføringen. Men den ansvarlige projektleder læste ikke min roman. Han kontaktede blot sit netværk i branchen og lod hvert navn tælle to gange, hvis vedkommende journalist arbejdede freelance to steder. Og romanens slagkraft var incest, måtte jeg forstå, selvom jeg i denne roman skrev om Hærens Officersskole og selvmord. Incest var ligesom mere sexet, syntes han. Som salgsargument. Hans indsats kostede 25 tusind.

Så denne tredje gang, lykkens gang – noget andet skulle afprøves. Ved roman nummer tre skulle det være: Mine gamle kontakter fra fagbøgerne måtte kunne hjælpe mig til en udgivelse på et traditionelt forlag. Ud af otte forsøg, fik jeg kun ét begrundet afslag. Det kom fra Gyldendal, som gerne vil læse mit næste manus og i øvrigt har et forslag til en fagbog om mønsterbrydere, jeg gerne må skrive. Fra de resterende syv forlag fik jeg seks standardafslag, i fire tilfælde skrevet af yngstepersonen på stedet, i to tilfælde af ejerne selv, og alle var søde, da jeg hentede manus hjem til Møn igen. Kun Politikens Forlag havde råd til at sende manus retur til mig. Det ottende og sidste forlag, Turbine, viste sig at have smidt mit manus væk. Desværre – eller heldigvis, hvis man er til den grotesk morsomme udlægning – før de havde læst det. Jeg havde ellers sendt det som pakkepost for at undgå bortkomst. Via den digitale tidsalder vidste jeg således pakken modtaget af forlaget: PostNord havde stillet pakken præcis dér, hvor forlaget ønskede det. Turbine har stadig ikke fundet pakken og har beklaget via en Marie, som ikke kendte ordet undskyld.

Så jeg må selv i gang med markedsføringen. Den bliver ikke omfattende som første gang, den bliver ikke bestilt udefra som anden gang, og jeg vil gå helt udenom TV2-feel-good-sendefladen, hvis gate keeper ikke har blik for grimme ællinger, men er en arrogant Ann. I det hele taget er det, som om alle disse hangarounds i bog- og mediebranchen har besluttet sig for at opføre sig særligt dårligt. Hvorfor er der ingen, der svarer? Hvorfor er der ingen, der gider sende to venlige linjer til et menneske, der har brugt to år på at skrive flere hundrede sider? Hvorfor denne diskretgrundige eksklusion? Ligegyldighed er som bekendt det modsatte af kærlighed, så hvorfor bliver jeg ved?

Som mønsterbryder har jeg haft nemmere ved at kravle op til øverste socialklasse, end jeg har haft ved at komme ind i kulturens netværk.  

Børn og unge, mennesker fra bunden, fra misbrugets sprækker af tavs vold, har stadig brug for bøger, der får håbet til himmels. Jeg er bange for, at de salgssikre bogtitler udtænkt af middelklassen og produceret af bogbranchens monopol ikke slår til. Selv er jeg begyndt at læse mere norsk. Og jeg har tænkt, at selvom jeg måske lugter af arbejderbarn, så er jeg en af de mere vedholdende.

Hvordan mon bogbranchen behandler mennesker, der ikke har kræfter til at være vedholdende? Mennesker uden håb? Mennesker uden bund? Nogle af dem kan fx skrive, og mange af dem bruger biblioteket.

Måtte bibliotekerne være vores håb. Om så det sidste vi har. Os fra bunden. Os der kan skrive. Læse. Lytte.

At modtage julehjælp anno 1980

Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.

Jeg var 21 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.

Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.

Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.

Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.

To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:

En julegave fra fællesskabet

1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.

2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.

Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.

Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.

I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.

I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!

Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.

Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.

Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.

Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.

Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.

At være for forfængelig

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

Og et billede af andre kvinder uden bryst(er).

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år nu (skrevet i 2015). Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


Glæden ved genkendelse

– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.

Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.

Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.

Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.

Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.

At tro på kærlighed

Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.

I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Go to Top