Forfatter og psykolog
Klummer
Når tiden trænger til en tredje vej
De gamle politikere taler hele tiden indhold. Den gamle Uffe Elbæk snakker hele tiden proces. Den gamle presse hujer fra sidelinjen på proces, proces, proces, mens Clement bare afbryder. Jeg trænger til en tredje vej her.
Hvad mener jeg med indhold? Jeg mener det faktuelle: De gamle politikere beretter om det faktuelle. Bruttonationalproduktet (BNP) er nu steget lidt, siger de. Antallet af uddannelsessøgende er det samme, men der er lidt flere på erhvervsuddannelserne, siger de. Arbejdsløshedskurven er knækket, siger de… Man ser det for sig: En knækket kurve. Eller også glider tankerne over på de boller i karry, som man kan lugte fra køkkenet.
Min pointe er, at indhold i store mængder gør folk trætte, uopmærksomme. Indhold må meget gerne være fulgt op af billeder. Hvis man både får faktuelle oplysninger og billeder, der understøtter det faktuelle, vist samtidigt, ja så glider det ned. Det lidt tunge stof. Indholdet.
Men TV viser os nogle andre billeder. De får enten den ide at stå uden for en fabrik for at understøtte noget med virksomheder. Nogle gange endda efter lukketid, så mikrofonholderen blot ligner en fremmed, der er gået forkert og nu står og skaber sig en smule ved at snakke med sin egen mikrofon og kameramanden.
Eller TV får den ide at vise os politikerens ansigt, mens ordene kommer ud af munden: ”BNP er nu steget lidt …” Her har jeg fået en grim uvane med at studere tænderne i undermunden, når en politiker siger indholdsord i lange sætninger. Det er bestemt ikke et modent træk hos mig. Men selv Helles var beroligende nok lidt skæve.
Som modvægt til trætheden ved indhold har mange danskere sat deres lid til proces i stedet. Og hvad mener jeg med proces? Med proces mener jeg det menneskelige, relationerne, dramaet, hvordan føles det?
Intet er så godt som et gammeldags slagsmål a la det fra forsamlingshuset, men nu legemliggjort ved fx to statsministerkandidater, der slår løs på hinanden og såmænd også sig selv. Alle slagsmålets kvaliteter kan nydes fuldt uden selv at komme til skade. Jeg kan her tænke, at det er for tøsedrenge sådan at kigge på, for hvorfor ikke selv slås, hvis man nu har de lyster?
Den gamle presse elsker det imidlertid. Tøsedrenge eller ej. De kunne godt gøre mere proces ud af deres journalistiske arbejde. Men som regel ikke ret meget. Den gamle Uffe Elbæk elsker også proces. Han har levet af det hele sit voksenliv. Som politiker har han genoptaget sin skoletid fra kaospiloterne for igen at kunne få løn for at lege proceslege. Ingen synes rigtigt optaget af, hvad det skal føre til. De fleste synes, at fx hans high five på cykelstien var en awesome happening. Ja, det er nødt til at være på engelsk, så godt var det.
Uffe Elbæk er så god til proces, at han kan smøre selv en Martin Krasnik, der ellers er god for at have de mørke øjne fastholdt på indholdet. Krasnik blev den anden aften i Deadline ved og ved og ved med at spørge Uffe Elbæk, hvad han ville gøre ved flygtningesituationen, når nu han anerkendte, at den fælles EU-løsning, som ellers er Alternativets politik, lige nu var umuliggjort af flere enkeltlandes handlinger? Den glade Uffe Elbæk lod sig imidlertid ikke slå ud af, at hans politiske ønsker var uden gang på jord for nærværende. Han syntes at mærke, hvordan det er processen, der tæller.
I hvert fald undslap han Krasniks præcise spørgsmål ved at lægge ansigtet i sørgelige folder. Ikke at det er denne politikers spidskompetence, men her gjorde han det vitterligt, selvom hans mund altid skælmer lidt. Så trods Martin Krasniks vedholdenhed lykkedes det alligevel Uffe Elbæk at blive i processen og i sig selv ved at sige: ”Jamen, jeg kan ikke lide det. Det er ikke sådan, det skal være.”
Her viste det umodne træk sig hos mig igen: Uffe Elbæks tænder i undermunden trak i mig, mens jeg undrede mig: “Nej, men hvordan så – de givne omstændigheder taget i betragtning?”
Nu tror jeg ikke, at Danmark kommer ud af stedet ved at studere undermunde eller stille spørgsmål til politikere, som de åbenlyst ikke vil svare på, lige så lidt som jeg tror på, at vi kan styre vores land alene ved at tale indhold og BNP eller ved at lege proceslege og heppe på det umulige.
Jeg tror på en tredje vej, hvor både indhold og proces tæller.
De fleste mennesker har i deres eget liv prøvet, hvad den kombination kan være. Det kan være madlavningsprocessen, der munder ud i et pragtfuldt måltid mad. Det kan være en sjov leg, der munder ud i, at den 4-årige kan tælle til tyve. Det kan være den intense og alvorlige samtale kærestepar imellem, der munder ud i, at der bliver lavet en opsparingskonto til et hus. For det skal føre til noget, også selv om det bliver hårdt undervejs. Processer bliver til indhold, som bliver til proces igen. Det bliver ved; det er en iterativ proces.
Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har det hele med. Hvad er der ved et dejligt måltid mad, hvis det har været en pinsel at lave det? Hvad er der ved at kunne tælle til tyve, hvis man har lært det af at få tæsk? Hvad er der ved et færdigt hus, hvis vejen dertil har været belagt med ufred?
Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har både leg og alvor med, men har smidt den passive underholdning overbord; den kan vi ærligt talt gå i cirkus og mange andre steder hen og få. Danmarks fremtid skaber vi alle sammen, og vi har politikere stemt ind til at lede og fordele dét arbejde. Ikke til at underholde os.
Den tredje vej, som jeg ser den for mig, har en kritisk presse, der kun interesserer sig for indhold. Og derved viser sin raison d’être.
Selv vil jeg holde op med at glo på undermunde på TV. Og det bliver nemt, håber jeg, når nu Clement har afbrudt for sidste gang.
Når tiden bliver en anden
Da jeg voksede op i 60’erne, var vi optaget af sortes kamp for at blive lige med de hvide. Jeg følte med de sorte af mit fulde barnehjerte. I dag er vi optaget af muslimers adfærd. Jeg føler ikke med muslimer. Hvorfor mon denne forskel?
Jeg bevæger mig rundt i forskellige mulige ståsteder, i forskellige perspektiver, i forskellige egne oplevelser af, hvad der giver mening i livet.
Senest udspandt sig pludselig en diskussion om ikke-vestlige indvandreres adfærd blandt tre kvinder, jeg var selv den ene af dem, der har et fællesskab, som handler om noget helt andet. Men nu kom vi altså til at tale om indvandrere. Én havde blikket stift rettet mod, hvad indvandrerne får foræret af deres nye land; logi, mad, lommepenge. En anden havde blikket lige så stift rettet mod, hvordan indvandrerne opfører sig i det nye land. Og den tredje af os brugte sit stive blik på, hvor dårligt landet er til at integrere indvandrerne.
Jeg tænkte bagefter, at mit eget blik jo bør vandre. For alt hvad der er at kigge på må være af interesse her.
Og så kom jeg i tanker om ’Historien om lille sorte Sambo’, ’Onkel Toms hytte’, alle disse bøger jeg kunne finde på biblioteket og sluge med barnets appetit, mens min indignation voksede. Jeg var i den grad optaget af de sortes uhyrlige forhold som slaver og undertrykte.
Sammenlignet med min kølighed over for nogle muslimers opfattelse af at være den eneste sande religion er der langt. Fra hed medfølelse til kølig distancering. Hvordan kan jeg som menneske have flyttet mig så meget? Hvordan kan jeg forstå det, hvordan kan det give mening i mit liv at være blevet så kølig?
Reformation er nødvendig
Min rejse i livet er begyndt ud fra den marginaliseredes ståsted. Jeg var alle de ting, der sætter én udenfor normen. Født udenfor ægteskab, pige, fattig. I tilfældig rækkefølge. Så følelsen af at være i samme båd som sorte faldt lige for. Her i tredje og sidste del af mit liv sidder jeg på flæsket. Jeg er veluddannet, velnæret, veltjenende. Velvelvel. I tilfældig rækkefølge. Følelsen af at være i samme båd som muslimer falder ikke lige for.
Det forklarer dog noget.
De flygter. Fra krig. Fra nød. De flytter, teknisk set. Fra krig. Fra nød. Det er forfærdeligt, det er lige til at forstå. Men jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Så mit hjerte brænder ikke hedt for muslimer, og selvfølgelig var det ikke mig, der havde blikket stift rettet imod, hvor dårlige vi har været til at integrere dem her i landet.
Og så alligevel. Jeg kender også til dette med at flygte. Fra krigen i mit barndomshjem, hvor bomberne faldt med minutters mellemrum på visse dage. Hvor der var isnende våbenhvile i dagevis. Hvor der blev taget gidsler. Hvor grænser mellem mennesker ikke fandtes, og overgreb næsten var at foretrække, når dages våbenhvile havde trukket stuetemperaturen ned på minus 10. Hvor en voksen tog ladegreb i baggangen midt om natten for lige at signalere, at jagtgeværet altså stadig hang der.
Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har gjort det muligt for mig at være i disse følelser uden at drukne. Og alligevel kan jeg ikke påstå, at mit voksne hjerte brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.
Hvorfor?
Måske er jeg præget af personlige oplevelser med muslimer. For mens sorte har givet mig fed musik, har lært mig at danse, at svede, at nyde livet, har jeg med muslimer erindringer om at blive bange, at blive overgrebet én gang til.
Det begyndte ellers så godt. Jeg havde for flere år siden et kontorhotel i København, hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind på en kontorplads, dvs. et skrivebord, og så opnå fordelene ved at være sammen med andre ligesindede, dele gode og dårlige dage, spise frokost sammen, drikke sig fulde sammen, når det skulle til. Kort sagt kontorfællesskab. Jeg arbejdede der også selv.
På et tidspunkt søgte en forening for muslimske homoseksuelle om at få en plads. Og jeg sagde naturligvis ja. Indigneret på de homoseksuelles vegne, som jeg altid har været. Og nu med endnu en marginaliseret gruppe at hjælpe. Jeg følte mig nok også som et rigtigt godt menneske lige da. Det hele gav mening for mig.
I løbet af en måned eller to stod det imidlertid klart, at vi ikke havde helt samme ideer om fællesskab. Lejeren søgte uden om samvær med os andre, og hans skrivebord blev ikke brugt af blot ét menneske. Ofte var der en tre-fire mænd, altid mænd, der hang ud og også blev til ved aftensmadtid og bestilte mad ind. Mandekroppe fylder i ét kontorlokale, og lugten af mad var måske heller ikke, hvad de andre lejere af de tre andre kontorpladser i dét lokale, havde håbet på. Det fælles køkken blev ganske vist også inddraget, men først når vi andre var gået hjem. Jeg måtte som udlejer gøre noget.
Og min henvendelse i lokalet overfor flere, skulle det vise sig, meget vrede mænd om, at de ikke kunne være der allesammen; det var én plads, ét menneske, førte efter højlydt diskussion til, at jeg gik min vej igen. Fra 2. sal og nedad mod min egen kontorplads i stuen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg kom til at løbe ned. For den muslimske mand, som havde lejet pladsen hos mig, løb efter mig. Og jeg blev skidebange. Skidebange simpelthen. Alle andre var gået hjem.
Nede ved min kontorplads tog vi så magtkampen. Han stillede sig så tæt op ad mig, at der var en cm imellem vores næser. Helt lige høje, lige vrede, men afgjort ikke lige bange, blev vi stående, mens jeg gentog mit synspunkt. At jeg ikke ville have så mange gæster i huset på én gang. Så ofte.
Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har ikke været nødvendig her. Jeg kan være i disse følelser.
Men det forklarer noget om, hvorfor mit hjerte ikke brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.
Længe efter gik jeg stadigt rundt og undrede mig over, at selv de marginaliserede muslimer, som på egen krop kender til at være udstødte og forfulgte, ikke havde blik for den patronisering, de udøvede over for de andre beboere i huset, herunder også over for kvinderne dér.
Hvad er der tilbage at forsøge at forstå?
Som veluddannet bør jeg vide, at sammenhænge skal udfordres. Som videnskabsmanden Karl Popper altid mindede om: Husk at gøre et forsøg på at falsificere din påstand! For forskere er slemme til at gå efter alt det, der beviser deres hypoteser, men retteligen skal man i stedet gå den anden vej og prøve det bedste, man har lært, at modbevise ens hypotese.
Faktuelt kan jeg slet, slet ikke udlede noget som helst ud af tre-fire muslimske mænds dårlige opførsel. Men det gav mig en hypotese om, at:
Hvis muslimsk mand, så patroniserende adfærd.
Karl Popper ville oversætte dette til, at jeg har en hypotese, der lyder:
Hvis a, så b.
a = muslimsk mand. b = patroniserende adfærd.
Falsificeringen går nu ud på at undersøge alle a og alle ikke-b, siger Popper. Og hvad vil det sige?
Jo, jeg har siden da grundigt undersøgt ’a’, dvs. alle muslimske mænd. Hvordan opfører de sig? Nogle af dem opfører sig virkelig skidt. Fx blev en jødisk mand skudt ned. Fordi? Fordi han var jøde. Og nogle af de muslimske mænd opfører sig virkelig pænt. Så min hypotese er her delvist falsificeret.
Min anden undersøgelse går via ’ikke-b’, dvs. ikke-patroniserende adfærd. Hvem udviser en sådan adfærd? Her bliver det vanskeligt at afgrænse undersøgelsen, for hvad er patroniserende adfærd egentlig? Er det voldtægt, religionsfundamentalisme eller kvinden kun ved kødgryden? Hvad er det? Jeg skal ikke trække den længere her, men blot konstatere, at hvis jeg sætter et ikke- foran disse eksempler på patroniserende adfærd, så er det oftere hvide og sorte mænd, der udviser en sådan adfærd, end det er muslimske mænd. Så min hypotese er ikke falsificeret her.
Hvad står da tilbage: Hvis muslimsk mand, så måske patroniserende adfærd. Den hypotese kan man såmænd også have om hvide og sorte mænd. På nær det med religionen. Her er måske sagens kerne for mig.
Mit selvoplevede eksempel var hentet fra socialt liv i offentligheden. Det kan sammenlignes med den ballade, der for nylig var i Slagelse, hvor 25 pårørende muslimer på samme tid ville besøge én patient helt uden forståelse for, hvor meget de fyldte på sygestuen, i afdelingen.
Men religionen? De religiøse anliggender, som rigtig mange danskere ikke tillægger nogen særlig værdi? Jeg tror, det er her, det sner for mig.
Forskellen på muslimsk og dansk kultur er, som jeg ser det, allerstørst i religiøse forhold. For dette at bekende sig til en religion, der ikke anerkender andre religioner, gør én patroniserende, mildt sagt. Gør én udansk. Udemokratisk.
Dette ikke at levne plads til, at der kan være noget som helst andet ståsted. Noget som helst andet perspektiv. Noget som helst andet, der har ret til at være i verden.
Dét giver mindelser om frygtelige tider i verdenshistorien og gør mit standpunkt overfor alle muslimer helt klart: Tag et opgør med jeres religion og få religionen reformeret, sådan som Luther gjorde det i stor skala med vores religion, og sådan som vi siden har gjort det overfor Indre Mission her i Danmark.
Fundamentalisme er for de feje, der truer sig fra at blive sagt imod. Men dette at lade fundamentalismen stå uimodsagt er også fejt. Opgøret må komme indefra. Fra muslimerne selv, hvis de vil være danskere. Det vil give mening. Også i mit liv.
Når tiden tæller – ned
Tiden går. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller. Det ved vi. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller også ned mod afslutningen. Tik tak. Tik tak. Hvis vi har meget at takke for, er selv vejen mod døden måske ok at gå?
Jeg er selvsagt på tynd is her. 56 år gammel og med et inderligt ønske om at leve mange år endnu. 86 år har hidtil stået for mig som en rimelig forventning. Tallet opstod ud af en test om forventet levetid i betragtning af mine gener, levevaner, sociale forhold, og hvad man ellers på videnskabelig grund kan putte ind som årsagsgivende, når man forsker i forventet levetid.
Der forskes pudsigt nok mindre i selve afslutningen, i døden, og i vejen dertil; den dødsbevidste vej dertil: Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?
De fleste af os lever et liv dårligtvidende, at vi skal dø. Vi enten undlader at have det med på vores vej på en fornægtende måde, eller vi er modsat særligt optaget af det på en måske hypokondrisk eller angstfyldt måde. Eller både og, skønt det lyder umuligt.
Jeg har mødt alle former hos mennesker. Og hos mig selv.
Så det er ikke blot af arbejdsmæssige grunde, jeg er optaget af det. Jeg leder også selv efter svaret på spørgsmålet:
Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?
Døden
Vi kan følge flere spor i forsøget på at finde et svar:
- Hvad er din personlige historie om død?
- Hvad giver dig et meningsfuldt liv, og er det sådan, du lever dit liv? Hvis ikke, hvorfor ikke, og hvad skal der til, for at du kan komme til det?
- Hvilke faglige veje kender du og vil gå for at blive inspireret og hjulpet?
Jeg har et barnebarn på 4 år og får på mange måder reaktiveret min egen barndom og mit hele liv ved at være sammen med ham. For nogle måneder siden lå der i et stykke tid en død ræv i vejkanten på et sted, hvor vi ofte går. Hans farmor var død knap efter hans fødsel, og han havde omtalt hende som død, så begrebet død var ikke helt ukendt for ham, vidste jeg.
Den døde ræv bragte det imidlertid tydeligt frem hos ham igen. Ræven er død. Hvorfor det? Hvad sker der med den. Skal jeg også dø? Han havde så mange spørgsmål, og jeg svarede og svarede, mens jeg tænkte, at han en dag måske vil huske den døde ræv som det første møde med døden, og måske også forbinde det til sin egen første erkendelse af, at han selv skal dø en dag.
Sandheden i menneskelivet er, at idet jeg ærligt og ligefremt svarede ja til spørgsmålet om, om han også selv skulle dø, blev han ked af det. Sorgfuld. Den sorg, der følger os alle og hører til ethvert menneskeliv, blev lagt på hans skuldre lige da. Selv nu hvor jeg skriver det, kan jeg stedfortrædende stadigt mærke, hvor ked af det, han blev. Hvor ville jeg gerne lige da have holdt den sorg væk fra ham.
Havde jeg gjort det ved i misforstået godhed at svare nej til hans spørgsmål, havde han vidst, at jeg løj, og han havde grundlæggende mistet tilliden til både livet og mig. Han kendte allerede selv det sande svar, idet han spurgte. Sådan er menneskelivet. Vi ved, vi skal dø, og prøver vi at lade, som om vi ikke skal, er vores liv bygget på en løgn. En løgn der ofte giver angst.
Tik tak. Tik Tak.
At finde mening i dette dilemma hører dernæst til dette at leve. Med Viktor Frankls ord har vi tre livsopgaver, hvoraf de to i hvert fald er gode at gribe til i de unge år, når det drejer sig om at leve meningsfuldt på trods af, at alting alligevel hører op engang. At skabe noget og at opleve noget er disse to ud af tre opgaver. Det er jo, hvad vi gør som unge og fulde af kræfter. Vi spiser af livet. Med stor appetit og kraft som regel.
Det væsentlige i forbindelse med livets afslutning er imidlertid, at der også er en tredje opgave: At forlige sig. Kræfterne bliver mindre. Mulighederne færre. Tiden tæller ned. Alting hører op. Ikke engang, men om lidt. Tik tak. Tik tak.
Det er min erfaring ud fra andre, og igen også fra mig selv, at der i dette at forlige sig er meget mening at finde især i livets sidste halvdel. Det er ganske vist den vanskeligste opgave af alle, sådan at skulle nøjes med det, man nu har, det man nu har nået, det der nu kan lade sig gøre. Men det er også en dyrebar vej at gå.
Jeg har selv praktiseret det sådan i mit liv, at jeg tog hul på den vej allerede som 40-årig. Faglig fordybelse først i Jung og siden i eksistenspsykologien bragte mig på sporet af, hvordan livet kunne være efter vendepinden, som Jung kalder dét sted i livet, hvor vi begynder på anden halvdel. Hans udlægning af livet kan ultrakort gengives sådan, at vi bruger den første halvdel på at blive os selv, og den anden halvdel på at vænne os til tanken om, at vi skal dø.
Så som 40-årig fik jeg et særligt øje for opgaven med at forlige mig med mit liv og med mine givne vilkår. At kunne bruge den anden forventede halvdel af ens liv på at få det hele til at stemme og mærke stærkt, hvad man har at sige tak for, er nærmest lykkeligt. Alt i alt. Det betyder bestemt ikke, at alle dage er lykkelige som sådan. Men der arbejdes med stoffet, og det i sig selv opleves meningsfuldt.
Lad lykken gro under dine fødder, så dit liv ved selve afslutningen opleves fuldbyrdet. Det gør det netop muligt at dø uden drama, i fred.
Jeg har som psykolog mødt mange mennesker, der er bange for døden, og jeg mærker det selv i perioder. Hvis du har meget at takke for i dit eget liv, er de dage, der uvægerligt føles tunge på vej mod afslutningen, dog alligevel lettere at udholde. Vanskeligheder i lyset af generel tilfredshed er lettere at udholde end vanskeligheder i lyset af generel utilfredshed.
Tak tik. Tak tik.
Jeg ved jo ikke, hvor du henter faglig inspiration? Jeg har netop læst en af eksistenspsykologiens grand old men, Irvin Yalom, igen. Han er 84 år gammel nu, og har således gået vejen selv. Ham sætter jeg blandt andre min faglige lid til. Han skriver ligefremt om dette at skulle dø og er ikke bleg for at give konkrete råd. Især har jeg hæftet mig ved dette:
At jo mere samhørighed du har i dit liv, jo nemmere er vejen mod døden.
At jo mere ulevet liv, du slæber med dig, ting du ikke fik gjort, jo mere bange er du for at dø.
En af hans bøger hedder “Som at se på solen. At leve med døden.”
Tak. Tak.
Når tiden står stille
Jeg skal ingenting i dag. Der er ro og flader af tid. Sneen daler oven i købet. Mit ingenting har dog været planlagt længe, for dette ikke at skulle noget er blevet til en aktivitet i sig selv. Patetisk, ikke sandt?
Der går en tekst rundt i cyberspace for tiden, der lyder: “Jeg skal ingenting i dag!” “Nå,” siger den anden, “men det synes jeg, du også lavede i går?” “Ja,” siger den første, “men jeg blev ikke færdig.”
Den troskyldige tekst minder os om, at vi skal slappe af, lade stå til. “Vi når det nok”, som man sagde førhen, og “de uundværlige ligger som bekendt ude på kirkegården.”
Alligevel skal de fleste hele tiden noget, også når de har fri. Tilværelsen er blevet en kæderække af aktiviteter, der oven i købet skal dokumenteres på Facebook, og ikke et ord mere om Facebook her og nu. For jeg er mere interesseret i dette hele tiden at skulle noget.
Jeg tror fuldt og fast på det tilfældiges afgørende betydning, og lad mig give et eksempel:
Når du læser en fagbog, begynder du formentlig med side ét og bliver ved med at læse side for side, til du er kommet igennem. Sådan læser de fleste. Man kunne også begynde med et kig på bagsiden, en skrålæsning af indholdsfortegnelsen, hvis der er sådan én, et opslag et sted i bogen – og så et andet, indtil man finder et spændende sted og læser dér, til man får lyst til at bladre rundt eller videre igen. En sådan læsning er tilfældig, sjusket vil mange mene. Jeg mener, den er noget af det bedste. Dels bliver det frydefuldt at læse, dels opstår der intens indlæring, som ellers ikke ville opstå. Det allerbedste er at falde i staver ved en bogreol og så bladre rundt i mange bøger uden at opdage, at det er, hvad man gør. Jeg har lært mere på den måde, end ved at sidde og pligtlæse hele bøger.
Tidens stemme fortæller os dog, at vi bestemt ikke har tid til at falde i staver. At gøre ingenting helt uplanlagt. At lade tiden stå stille.
Uplanlagt glæde
Måske tidens stemme skulle holde sin kæft og glo lidt på sneen i stedet? Måske endda gå ud i den? Der kunne momentvis opstå uplanlagt glæde.
Når tiden er inde
1. januar 2016
Kongehus eller ej. Respekt for en mand, der trækker sig tilbage, når danskere begynder at latterliggøre det ønske, han har om ligestilling mellem køn, og efter snart 50 år stadigt bebrejder ham hans accent. Vi vil om 50 år og for sent vide, at han var guld værd for vores kongehus og for vores land.
HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Også fra kongefamilien. Han er nærværende, menneskelig og veltalende med et meget stort – dansk – vokabularium. Jeg tænker ofte over, hvordan det egentlig må være, at være medlem af den kongelige familie. Vi bliver mindet om familien ganske ofte i kraft af moderne tids medier. Familien er på 24/7, altid online for os; de er allevegne. Og blot mennesker. Det har vi en tendens til at glemme.
Som barn i Kolding så jeg de kongelige én eneste gang, da jeg stod ud for den bygning, der senere skulle huse Diskotek Tordenskjold, et sted jeg kom til at frekventere hyppigt i et misforstået forsøg på at blive mig selv. Men den dag stod jeg som lille pige og så de tre store prinsesser køre forbi i karet, og jeg kunne mærke, at min mor, som jeg holdt i hånden, var ganske oppe at køre over dette besøg i byen. Så det var jeg også. En særlig og måske snarere sær interesse blev vakt lige dér, hvor jeg end ikke kunne formulere, at jeg siden kunne blive officer og komme til at høre til Den Kongelige Livgarde.
Jeg lærte mig som barn af en eller anden grund samtlige kongefamiliens navne og familierelationer udenad, og da den danske familie slap op, fortsatte jeg med hele Norden og siden England og det øvrige Europa. Kilderne var blade og aviser nede på biblioteket, og min nørdede viden, som var før ordet nørd var blevet folkeeje, hjalp mig i skolen, når vi legede hvem-ved-hvad. Jeg var altid alene med denne sære paratviden, så jeg blev i stand til på trods af socialklasse 5 og halv friplads på privatskolen at vinde disse videnslege over samtlige børn af Koldings overklasse. Det var svært tilfredsstillende, kan jeg huske.
Mennesker i Grønland
HKH Prinsgemalen er bagom det hele kongehusets første medlem fra såkaldt almindelige kår. Jeg tror, at de fleste – også med svigerdøtrenes indlemmelse – efterhånden vil mene, at det har været godt for den specielle og i bund og grund udemokratiske institution, som kongehuset er, at få ikke blot friskt, rødt blod ind i avlen, men også almindelige menneskers erfaringer med levet liv udenfor de kongelige gemakker ind i den kultur, der hersker i de kongelige, lukkede gemakker.
Vi har derfor med prinsgemalen med en mønsterbryder at gøre. Ikke blot er han steget lodret op af sit eget ophav, hvor landadelig den end var. Han har også været den første til at bryde det mønster, han trådte ind i. Og den første slår altid panden mod en mur. På et tidspunkt når panden bløder åbenlyst, kan det være rart at vende sig om og se efter, om der er flere på vej, så man sammen kan få slået den mur ned. Og der kom hjælp fra Hong Kong, fra Tasmanien og siden fra Frankrig. Her bagefter er det ikke svært ud fra hans opvækst og hele livshistorie at forstå, at den sidstnævnte hjælp måske føltes mere indlysende og god for ham end den første.
Men gav vi Henrik, den franske greve fra landet, lov til at være den mønsterbryder, der kunne komme med afgørende nyt blod og kultur til os, lov til at være sig selv?
Nej.
Vi lyttede til hans accent. I stedet for at tælle de danske ord, han vitterligt brugte.
Vi konstaterede forfærdet, at han ville opdrage børn som hunde. I stedet for at tænke over, at vi her er nået til at opdrage hunde, som vi opdrager børn, og måske har bragt den danske blødhed et skridt for vidt.
Vi drillede ham, Henrik, mennesket der gav sin tilværelse til vores land, fordi han forundret udfordrede den kendsgerning, at vores højt berømmede ligestilling åbenbart ikke rakte så langt ind i kongehuset, at han kunne få en titel på samme vilkår som hans svigerdatter kommer til at kunne få. I stedet for at diskutere vores eget uretfærdige begrebsapparat i forhold til ordene konge og dronning.
Jeg drak engang kaffe med HKH Prinsgemalen, fordi jeg som reserveofficer var med til det årlige møde med organisationens protektor, ham.
Hele min egen historie skyllede igennem. Om viden overfor overklasse og penge. Om mønsterbrydning og siden med en grønlandsk ægtefælle ved min side. Om dette aldrig siden at høre rigtigt til nogen steder; hverken i det du kom fra, eller i det du kom til. Lande, landsdele, socialklasser, brancher.
Henrik gjorde det så let den eftermiddag ved kaffebordet med de fyldte chokolader. For han var bare sig selv.
HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Fordi han var menneske først. HKHP siden.
At sige undskyld
“Jeg kan godt sige dobbelt undskyld, hvis det kan hjælpe”. Sådan sagde en dansk journalist, da det var kommet frem, at hendes yndlingsbeskæftigelse gennem mange år åbenbart havde været at skrive af fra især amerikanske medier. – Hvad blev der af skam? Hvad blev der af en reel undskyldning? Sad jeg og tænkte.
Der er naturligvis det gamle sige om, at det bedste forsvar er et angreb, og det kom jeg i tanker om under den direkte udsendelse på TV, hvor journalisten offensivt forsøgte at gøre sine egne forkerte handlinger til i stedet at være en uret begået af de aviser, der netop havde fyret hende.
Jo. Jo. Angrib! Jeg kan godt huske anvisningen, men reelt ikke et eneste eksempel på, at det har været anvendeligt i praksis at angribe, når man er trængt, medmindre vi taler regulær militær krig med våben og samfundsanliggender på spil. Og selv her er det ikke altid klogt at angribe, hvis man reelt burde nøjes med at stikke geværpiben ind.
Journalisten Annegrethe Felter Rasmussen angreb imidlertid. Og andre journalister blev høje af at diskutere det spin, hun jo beviseligt havde gang i. Og var det nu smart, fordi det lykkedes, eller lykkedes det, fordi det var smart gjort af hende?
Call me old fashioned, men jeg sad og tænkte, at hun burde skamme sig. Burde sige undskyld.
Hvilket hun så gjorde, endda dobbelt, og på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, hvor lidt hun mente det. – Jeg blev ganske træt af at bevidne hendes uklædelige fravær af at have fortrudt. Af at skamme sig. Af at have lyst til oprigtigt at sige undskyld.
At sige undskyld og mene det
I psykologien er undskyldningen en interessant gerning. I terapi altid. At sige undskyld er en gestus, vi kan gøre overfor et andet menneske, når vi oprigtigt fortryder, hvad vi nu måtte have gjort. Vi kan sågar gøre det overfor os selv. Undskyld!
Det kræver alene dette ene ord, for det fine ved at sige undskyld er netop, at der ikke skal siges andet og mere. Ordet undskyld er i sig selv det væsentlige, og hvis du fristes til at tilføje noget, det kunne fx være: “det var fordi …”, så ødelægger du undskyldningens indhold, dens reelle betydning. Du kommer uvægerligt til at indbefatte, at det ikke helt var din skyld alligevel, for der var åbenbart omstændigheder, som burde medregnes til at holde dig fri af skylden. Og derved har du ikke gjort så meget alligevel, i hvert fald mindre, som du så nu undskylder for.
Hvis du af dit oprigtige hjerte vil give en undskyldning, så sig blot undskyld. Ved at undskylde beder du om tilgivelse. Og det er lidt fjollet egentlig at bede om tilgivelse for noget, du nærmest ikke havde gjort alligevel og stort set ikke var skyld i; blot uheldige omstændigheder.
Når du siger undskyld og mener det, kan det selvfølgelig godt være, at du bander nogle omstændigheder langt væk. Hvis ikke det havde været for sådan og sådan, så var du ikke kommet til at kvaje dig, og så havde du ikke været nødt til at sige undskyld nu. Det kender jeg selv, og jeg har hørt hundreder af mennesker forklare mig om en sådan situation. Det er helt almindeligt. Og måske du så skal lade være med at sige undskyld. Fordi du alligevel ikke kan gøre det helhjertet.
Det kan også være, du efter mange refleksioner er nået frem til, at der var mange årsager til dine dumheder, men en ugerning står ikke desto mindre tilbage som værende gjort, og du fortryder den helhjertet. Skal du da undskylde og lade årsagerne være usagte?
Ja. Du kender selv årsagerne, og det er vel nok? Medmindre du både vil have tilgivelse for din dumhed og lidt trøst med på vejen for de mange årsager?
Jeg skriver dette i den søde juletid. Hjerternes fest. Tilgivelsens højsæson, skulle man mene. Jeg tror, det er en god anledning til at sige undskyld. Og gem så årsagerne i dit eget hjerte, hvor sørgelige de end kan ske at være.
Selv vil jeg gerne her sige undskyld for, at jeg aldrig bruger det moderne ord beklager.
Nej, just kidding. Vi bruger også dette at sige undskyld for ligegyldigheder. Lad være med dét.
At være en af Sønderborgs soldater
Kasernelivet blev den store, trygge familie, jeg havde manglet. At blive et legitimt medlem af en familie og omsluttet af korpsånd var den kur, der gjorde mig til en mønsterbryder og en samfundsborger, der bidrager.
Og så havde mine endnu ufødte børns far gået der 4 år tidligere. Og jeg mødte den mand, der 30 år senere skulle blive min nuværende mand. Men alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang. Jeg var endnu så ung, endnu så grundurolig over, hvordan mit liv skulle forme sig, endnu så uklar på, hvad jeg skulle bruge mit talent for at uddanne mig til.
I dag udkommer en bog, der hedder ’Sønderborgs soldater’. Bogen er udgivet af “Historisk Samfund for Als og Sundeved og Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og indeholder foruden de seks hovedartikler en række erindringsglimt fra elever og personale igennem tiderne.” Carsten Porskrog Rasmussen, Axel Johnsen og René Rasmussen har redigeret.
Bogen “fortæller historien om en af Danmarks mest markante kaserner, nemlig Sergentskolen i Sønderborg. Bogen dækker perioden fra tysk skibsartilleriskole til dansk Sergentskole og har fokus på det helt specielle forhold mellem by og garnison, der herskede i Sønderborg frem til lukningen i foråret 2014.”
“Bogen er på 170 sider og rigt illustreret med mange hidtil ukendte billeder … og kan købes for 199 ved henvendelse til museet eller i boghandlerne i Sønderborg Kommune.”
Jeg kan anbefale denne boghandel: www.bog-ide.dk/soenderborg
Det har slået mig, at vi mennesker aldrig rigtigt ved, hvordan noget betyder noget helt afgørende for nogen andre. Vi skal have været der selv. Eller der skal gå noget tid, før det kloge tilbageblik kan åbne øjnene.
Måske ved vi derfor først her bagefter, nu hvor Sønderborg Kaserne er lukket, og sergentskolen er flyttet til Varde, at Sergentskolen i Sønderborg betød noget særligt fint, sart, historisk vigtigt for Forsvaret. At dette at have haft alle hærofficerer uden undtagelse igennem et langt ophold i landets grænseområde, er en særlig gevinst for et militær, der sender sine soldater ud i alle mulige grænseområder og -situationer. Jeg tror faktisk, at vi slet ikke er nået til at forstå omfanget af, hvor vigtigt det er for et lands hær, at dets sergenter og officerer kender deres eget lands historie og herunder på egen krop har fornemmet den stemning, der er i et grænseområde, hvor tilhørsforhold ikke altid har været en selvfølge.
Og dette med betydning er også på spil i bogen. Det er tesen gennem bogen, at Sønderborg Kaserne har betydet overordentligt meget for byen Sønderborg. Jeg må tilstå, at det gik nærmest ikke op for mig, da jeg var sergentelev der i 1979. Ganske vist var jeg vokset op i Kolding og med en halvsønderjysk mor, der havde sat mig ind i allehånde forhold om den tyske besættelse under 2. Verdenskrig. Og jeg skrev senere på Hærens Officersskole både hovedopgave og speciale i Historie om de to verdenskrige set med danske øjne (og radikale udenrigsministre).
Så dette at sønderborgensere – ligesom mennesker i fx Vordingborg – er særligt optagede af, at de har en kaserne, giver indlysende god mening. At bo i et grænseområde, for Sønderborgs vedkommende endda i et område, der har været på tyske hænder, giver et psykologisk behov for kontinuitet, symboler, sikkerhed for, at man hører til. At man hører til Danmark, skønt man selv bor lige på grænsen.
I psykologi kan man kalde det mange fine og ret uforståelige ting. I fagtermer fx at være en perifer legitim deltager. Jeg er nu her mange år senere blevet klar over, at Sønderborg Kaserne og især Sergentskolen har forvisset sønderborgenserne om, at de bestemt var legitime deltagere omend perifert placeret i landet.
På fuldstændig samme måde gjorde mine ni måneder på skolen mig fuldt forvisset om, at jeg var en legitim deltager. Ikke blot i militæret (perifer, som kvinde). Men også i verden.
Jeg var så ung dengang, at jeg endnu var fyldt af en opvækst, der havde lært mig, at jeg som fattig horeunge ikke hørte til. Jeg var så grundurolig dengang ovenpå opvækstens mange usikkerheder, at jeg ikke stolede på min ret til at være til. Og så var jeg alligevel også så velsignet med et dygtigt skolehoved, at jeg anede netop uddannelse som værende den vej, der kunne få mig ud af moradset og videre.
At være en af Sønderborgs soldater blev en afgørende trædesten i mit liv. Af mange gode grunde.
At gense en barndomsven
Jeg blev barn i det øjeblik, vi fik øjenkontakt. Alle barndommens glæder og sorger fyldte med ét hele mit sind. Mit hjerte blev bevægeligt som en gazelles ben og løb afsted med besked til alle kroppens organer: Alt er muligt. Igen.
Man skal nok være ældre for at få lov til at opleve det. Der skal være gået nogle år. Man skal vide, at det ikke er alting, der længere er muligt. Når man først ved, at alting ikke længere er muligt, er det noget ganske særligt, noget dyrebart, at lade sig synke ind i et andet menneske og sammen synke ind i en anden tid.
For et halvt års tid siden havde jeg den glæde at opleve det med hele tre gamle skole- og håndboldveninder. Dagen og samværet sad i mit sind i uger efter. Jeg gemte det som et særligt sødt bolsche og tog det kun frem fra mundhulen og suttede forsigtigt på det, når jeg havde god tid. For lige såvel som mødet førte mig tilbage til en tid, hvor alt var muligt, førte mødet mig også tilbage til vanskelighederne. Til hele pakken. Hele barndommen. Hele det bundløse morads af morsvigt, farfravær, stedfarkvalme og klasseforskel, som gode lærere, hjerteveninder og stolte sejre på håndboldbanen nok kunne kompensere for, men dog ikke fjerne.
Da vi var sammen den dag i marts, var vi gamle nok til ikke bare at have et levet liv bag os, men også kloge nok til at have fordøjet det. Vi vidste, at nogle af de glæder, der hørte barndommen til, siden blev tabt, fordi voksne har så pokkers travlt med at være kun voksne med al denne voksenheds fornuft. At nogle af de glæder, der hørte barndommen til, netop forblev glæder videre i livet, fordi de viste sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom indeholdt at kunne glædes ved.
Barndomsvenner
Vi vidste tilsvarende noget om, hvordan det senere gik sorgerne. Nogle af dem viste sig aldeles grundløse. Andre gik bare over. Fx fordi man flyttede hjemmefra. Andre sorger varede ved videre i livet. Fordi barndomskæresten alligevel ikke blev kæresten. Fordi svigt sidder som en sorgfuld pæl i kødet og drejer rundt, når man mindst venter det. Sorger kunne derved også vise sig at være en integreret del af ens personlighed. Noget man ligesom skulle lære at forlige sig med.
Men den dag, jeg genså mine gamle barndomsvenner, glemte jeg det et øjeblik. Jeg svømmede saligt i flok i barndommens frydefulde følelse af begyndelse. Af at livet ligger foran og fremme og skal fyldes af alt det, man nu kan finde på. Og samtidig dog med en viden bagved af, at sådan former det sig langt fra. Noget viser sig ganske vist muligt i et omfang, man ikke havde turdet håbe på, men som årene løber gennem ens fingre som sand, så bliver det dog stadigt tydeligere, at mulighederne bliver færre og til sidst hører op.
Denne sære sammensætning af begyndelse og afslutning fornemmede jeg i ét langt, lykkeligt øjeblik, da jeg efter måneders forberedelse endelig genså mine barndoms- og ungdomsvenner.
Timerne efter tog naturligt form af opdatering og lange passager af rørstrømsk overvældethed. Vi var heldigvis på samme følelseskanal også her. Men det helt særegne var, syntes jeg, at få talt med hinanden om klasseskel, vores glæder og sorger, og så alle dem, der var døde. Det sidste blev et morbidt indslag undervejs. For der viste sig gentagelsens mønster i mange af opdateringerne: “Hun er også død.” Vores årgang havde en særlig hård kvote af selvmord, syntes vi. Men flere var – heldigvis – døde af andre grunde.
En særlig pointe, omend ikke videnskabelig overhovedet, lå for mig i, at de to af os, der kom fra arbejderklassen, allerede som børn havde haft et klart blik for klasseskel, mens de to andre havde haft hovedet andre steder som børn. Det bringer mig den personlige tese, at dette at stamme fra underklassen har sin egen historie, som ingen fra andre klasser nogensinde helt kan forstå. Og at det giver mig eksistentiel kvalme, når jeg hører disse andre udtale sig politisk om, hvordan det er at være blue trash.
Det særegne var dog for os fire, at vi qua vores håndbold havde et fællesskab, der ikke gav socialklasser mulighed for at have nogen betydning. De ressourcestærke forældre agerede chauffører til håndboldkampe fx, og jeg kan ikke erindre nogen form for drilleri over, at min mor end ikke kom og så hjemmekampene. Jeg kan til gengæld huske, at hun kom og så mig spille, da jeg var langt over 30 år gammel. Og at det gjorde mig vildt lykkelig. Det er aldrig for sent at blive en god forældre.
Jeg har efterfølgende grundet over, hvordan det mon kunne være en SÅ særlig oplevelse at møde mine tre gamle veninder?
Og det eneste svar, jeg kan finde frem til, er, at vi i gensynet med en barndomsven genser os selv i det udkast, vi engang var. I det udkast til et menneske, som vi var dengang. I alle vores barnlige glæder og sorger.
I selve gensynet er dog også en begyndelse. Med alle dens glæder og sorger. Nemlig begyndelsen til det liv, vi stadig har at leve. Det er væsentligt at minde sig selv om. Det liv vi stadig har at leve.
I aften skal jeg igen møde mine tre gamle veninder. Vi ved godt, at alt ikke længere er muligt.
Men meget er.
At have hund
Mine barneår var lykkeligere af, at vi havde hund. Den lå klar i baggangen, uanset hvornår jeg sank ned med ansigtet nær dens blødhed. Denne blødhed holdt mit hjerte fra at hærde. Og skønt hunde ligger godt i en kurv, sover min hund nu i fodenden.
Hvordan kommer det så vidt, at et menneske helt ubeskyttet og uden videre har et halvvildt dyr liggende hos sig om natten i fælles sengetøj og med tæger, lopper og bakterier som blinde passagerer? For mit vedkommende handler det om det barnehjerte, der ikke blev hårdt. Det hjerte der blev holdt blødt af to brune øjne, når verden var værst. Mit hjerte som elskede og blev elsket uden svig. Mine voksne kunne rase og regere, kunne isne med tavshed, kunne svare eller svigte. Min hund betragtede mig med et roligt blik altid og var klar til at lytte, lege, logre. Jeg blev et hundemenneske.
Jeg er et hundemenneske. Men sådan begyndte det ikke. Som barn var jeg ræd for naboens store hund, og jeg var sikker på, at den udover at vælte mig omkuld også ville bide. Hvorfor jeg identificerede hunde med sådanne ulykker har jeg ikke fuldt opklaret; den mest sandsynlige forklaring er lige dele uvidenhed, lige dele en mor der talte dette at have hund nedad i værdi i håbet om at slippe for at få én ind i stuen.
Men hun slap ikke, min mor. Pludselig havde vi hund, en stor labradorhan, og jeg var mig hurtigt bevidst, at mit liv ikke ville have rummet så megen lykke uden den. At mit liv i det hele taget ville være ulykkeligt uden. Den hund blev virkelig min redning. Jeg betroede den alting og fik et sprog for mine stemninger og en evne til at kategorisere mine vanskeligheder. Jeg observerede den omhyggeligt og konsekvent og fik lært at aflæse allehånde signaler uden tilhørende ord. En god ting at kunne senere i øvrigt som nybagt mor. Jeg legede med den og fik øvet dressur, træning, udholdenhed, kærlighed, liv. Vi fik et kærligt øje for hinandens humør og energiniveau, og særlige øjeblikke af telepatisk samhørighed fik løftet den dagligdags gænge op fra leverpostej, lektier og elendighed, og gav mig en sublim meningsfuldhed. Vi hørte sammen.
En sidegevinst var med voksne psykologord, at jeg fik min skam, vrede og sorg eksternaliseret ud i verden på en hensigtsmæssig måde. Det lyder mere indviklet end det er. Men at et barns indre og komplekse psyke har godt af at komme udenfor og blive luftet, behøver man næppe være psykolog for at vide. Og at det sammen med en hund kan ske på en hensigtsmæssig måde, ja, hunden er lykkelig for at snakke, og med en godmodig type som en labrador, der svarer igen på enhver henvendelse med kærlighed, bare kærlighed, bliver samtalen hensigtsmæssig. Det vanskelige kommer ud – og bliver mødt med kærlighed.
Jeg er forvisset om, at det er bedre end mangen en halvkunstig samtale hos en skolepsykolog.
Jeg har siden læst, at dette at se ind i en hunds øjne, løsgiver endorfiner, og skønt jeg som barn var noget af en badutspringer og gerne hoppede rundt efter endorfiner uden at vide det, har jeg som voksen også glædet mig pænt over ikke at være nødt til at stå i et fitnesscenter for at nå til endorfinerne. Jeg kigger blot ind i min hunds øjne.
Min hund Dina i Qoornoq (c) Per Kreutzmann
For jeg har stadig hund. Eller jeg har hund igen, igen.
Nu på en mere rolig måde. Og dog holder min hund mig i form ved at tvinge mig ud at gå en lang tur næsten hver dag. Mine fedtdepoter er smeltet ind, mine knæ smiler næsten igen, og ingen tanke er som bekendt så tung, at man ikke kan gå sig fra den. Der er alt godt at sige om dette at have hund.
Hvorfor vælger ikke alle da at få hund?
Jeg gætter på, det har noget med langsomhed at gøre. Eller rettere med kravet om hurtighed at gøre. I dette at have hund ligger nemlig et indbygget modsat krav om at være langsom. Man kan ikke klø en hund bag øret på en hurtig måde. Man kan ikke gå en tur med en hund på en hurtig måde. Man kan ikke snakke med en hund på en hurtig måde.
I hele samværet med hunden ligger dette at give sig hen. Være i det. Uden tanke for andet end dette. Være i det. I en tosomhed der har selvforglemmelsen som adelsmærke. I godt selskab som langtfra er prangende og dog bedre end det fineste taffel. Oprigtigt. Oprigtigt levende.
Det er, hvad vi på dyre kurser kalder autenticitet og meningsfuldhed, hvis altså man kan forglemme sig og ganske se bort fra, at man har travlt og skal skynde sig at …, skal nå at …, skal huske at … – Med en hund er det hverken før eller om lidt, men lige her, den bløde og bestemte snude borer sig ind i din armhule i et forsøg på at få din arm op og rundt om skuldrene og måske give et klap. Og forstår du ikke hensigten i første forsøg, så kommer snuden igen og løfter din hånd, så du kan kærtegne hovedet og nulre ørerne.
Et sådant inderlighedsforhold minder om et kærlighedsforhold, fordi det er det. Der er et væsen, der klart beder om kærlighed hos et andet væsen. Og det øver os mennesker i at forstå budskabet og i at give kærligheden. Hos en hund er der ingen forstillelse. Tænk på menneskers datingadfærd med alle dets forstillelser og misforståede kostbarheder. Og iagttag hundes adfærd også med hinanden. De er nysgerrige, de er tydelige, de kan falde pladask for hinanden, eller de kan gøre klart på et sekund, at de ikke kan udstå hinanden.
What you see is what you get.
Jeg tænker sjældent over dette at have hund. Jeg har det bare. Min hund er et spejl af mig selv, og i sammenligning med Facebook og moderne travlhed ved jeg godt, hvad jeg foretrækker.
En lang gåtur uden snor og med dagens vejr i næseborene. Tom for formål. Tom for tanker. Tom for egocentricitet.
“… det, der er menneskelivets virkelige mål, [kan] ikke findes i det, der kaldes at realisere sig selv. Menneskelig eksistens er mere selvtranscendens end selvrealisering. Selvrealisering er slet ikke et muligt mål, af den simple grund, at jo mere et menneske stræber efter den, desto mere går det glip af den. For kun i den udstrækning, et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen af sit livs mening, realiserer det sig selv. Med andre ord, selvrealisering opnås ikke, hvis den bliver et mål i sig selv, kun som en bivirkning af selvtranscendens.” (Viktor Frankl, Psykologi og eksistens, 1947).
Fuld af mening og livsglæde.
At svigte med tilbagevirkende kraft
Det blev nævnt ligesom tilfældigt efter skilsmissen: ”Jeg begyndte at se den anden allerede sidste sommer.” – Nej, årsagen til skilsmissen er ikke noget nyt; det er en gammel sag; du vidste det bare ikke.
Så grimt lyder det nogle gange, når folk bliver skilt eller bliver noget andet med ufred. Nogle mennesker nøjes ikke med at svigte. Med at opføre sig som aber her og nu ved at være deres kæreste menneske utro, ved at løbe fra en aftale, ved at lyve, stjæle og alt det andet, mennesker nu engang gør nogle gange, fordi vi er tættere på aberne, end vi bryder os om at vide.
Nej, nogle mennesker tager den et skridt videre og opfører sig abeagtige igennem længere tid på den mest kalkulerende og udspekulerede måde, mens de lader, som om de er nogle gode mennesker, der er til at stole på. De gør det angiveligt, fordi denne falske opførsel er til fordel for dem selv, eller bare fordi de er nogle feje hunde.
Men det overrasker mig ofte, at sådanne mennesker så oven i hatten har brug for at toppe deres ufølsomme opførsel ved at åbenbare overfor den svigtede part i miséren, at de skam har opført sig værre end en abe ville have fantasi til igennem længere tid. Deres ugerninger er ikke af nyere dato. De har udover abeadfærden i sig selv pakket det ind i slesk tale og billig portvin, som enhver ved virker beroligende, og så har de derudover pakket det hele ind i en forsinket indrømmelse, så svigtet bliver tredobbelt.
- De svigter
- De lader, som om de ikke svigter
- Senere fortæller de, at det lykkedes dem at skjule deres svigt
Her kunne jeg tage fat i, hvor meget skade det gør for et menneske at blive udsat for grad 3. Men lad mig begynde et andet sted.
Faget psykologi er opstået som en videnskab blandt andet på baggrund af dyrs adfærd. Der var oprindeligt ikke langt fra en naturvidenskabelig forståelse af dyreadfærd og over til en systematisk indsamling og senere forståelse af, hvordan og hvorfor mennesker opfører sig, som de gør.
I vores tid kan megen politisk uenighed koges ned til en uenighed om, om menneskets indre abe indimellem stikker snuden frem som noget uundgåeligt (det borgerlige menneskesyn), eller om mennesket er uden indre svinehund i enhver sammenhæng, når blot det bliver strøget med hårene (det socialistiske menneskesyn). Men lad det nu ligge; denne klumme handler om mennesker, når de opfører sig værre end aber. For ja, det gør mennesker nogle gange. Det står til troende. Det sker. Faktuelt. Og ikke altid fordi de selv er blevet behandlet dårligt. Og selv når et menneske er blevet behandlet dårligt, har det oftest mulighed for selv at opføre sig ordentligt alligevel.
Jeg har i mit arbejde som psykolog og gennem almindelig livserfaring med egne og andres oplevelser ofte grundet over denne særlige afart af svigt: Svigtet med tilbagevirkende kraft. Der er intet svigt, der gør så ondt at blive udsat for som dette svigt.
Ad 1. At blive svigtet på en eller anden måde, vil alle mennesker komme ud for. Eksistenspsykologien vil her være optaget af, at man som menneske skal være rustet til at kunne stå det igennem, så man tør kigge op fra sorgen og se et andet menneske i øjnene igen i tillid til, at andre mennesker kan være til at stole på.
Som psykolog har jeg indimellem tænkt, at mennesket grundlæggende er en forunderlig størrelse, for hvor er den evne egentlig iboende i os: At kigge op igen for at spejde efter nogle trofaste nye øjne at falde ind i. Det er her, vi er ligesom dyrene, de større pattedyr. Vi vil livet. Igen og igen.
Ad 2. Men at blive svigtet ved at blive forført til at tro, at alt er i skønneste orden, når det netop ikke er; det er en sag for mennesker alene. Jeg har ledt efter et eksempel, hvor fx min hund kan finde på at lade som om, den er sød og rar, selv om den ikke er. Der er ingen tvivl om, at et tamt dyr kan tigge, stjæle og lave afledningsmanøvrer, hvis det handler om mad eller sex. Det vil dog altid være for en kort stund. Intet dyr kan lægge en plan for adfærd, der ikke vækker mistanke. Det kan et menneske. Ligesom et menneske kan lægge beroligende adfærd oveni. Være ekstra opmærksom, ekstra rar, ekstra sød for ikke at vække mistanke om, at den onde hensigt ligger bag.
Det psykologiske arbejde med at komme igennem et sådant svigt er svært. Ikke blot er tilliden brudt; en mere generel tillid til mennesker som sådan er gjort vanskelig, for kan man nogensinde igen regne med, at venlighed er andet end falsk spil under dække af – netop venlighed? Her er det et langvarigt arbejde og allermest et arbejde med sig selv at gøre, for erfaringen om at noget kan spille falskt forsvinder jo ikke igen, men kan gøres mindre med tid og andre erfaringer om, at nogle gange er venlighed jo venlighed, og ordentlighed er ordentlighed.
Ad 3.
Tilbage står den tredje og sidste grad af svigt. Svigtet med tilbagevirkende kraft. Et sådant svigt tåler mennesket nærmest ikke. Der kommer ligesom en ekstra sorgfuld erfaring med i købet her. Ikke blot kan du blive svigtet, ikke blot er venlighed nogle gange falsk. Men du kan også få revideret dit liv med tilbagevirkende kraft. Dét, du måske i årevis stolede på, var det gode, ja da blev du holdt for nar. Al den mening, du samlede sammen, og som var med til at få dit liv til at stemme, ja, den mening var der slet ikke.
Jeg har hørt klienter forklare det, som at bunden forsvandt. Som at verden ikke længere hang sammen. Som at alting så kunne være lige meget, for intet stod til troende. Ikke blot kom den todimensionelle sorg over, at livet bringer sandt og falskt, men også den ekstra, tredje dimension, at mennesker har kapacitet til at bringe det djævelske ind i andres liv, at fortid ikke bare er et levet liv på godt og ondt, men liv, der altid kan vise sig at blive taget op til revision igen, uden at du selv har indflydelse på det.
Som psykolog kan jeg afslutte med dette: At tage sin fortid op til revision er altid en mulighed, som fx dette at gå i terapi gør muligt. Du kan reflektere over dit liv både i fortid og nutid og finde frem til en forståelse af det hele, som du bedre kan leve fredfyldt med. Men at få sin fortid, sit levede liv, taget op til revision af et andet menneske, er en så sjælsrystende oplevelse for et menneske, at den formastelige anden, der bringer nye oplysninger ind, burde dømmes for at have taget et liv.
Et liv, ikke fysisk, men psykologisk.
