– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.

Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.

Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.

Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.

Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.