Sådan spurgte en ven mig forleden. På under et minut havde jeg svaret parat, troede jeg. Ved nærmere eftertanke blev svaret mere kompliceret, for nu hvor jeg har uhelbredelig kræft, er det noget andet, der holder mig oppe, end dengang hvor prognosen for min brystkræft var rigtig god. Kun 3 procent med mine data ville ende med at dø af det, og det var afgjort en statistik, der trøstede mig, når tvivlen alligevel lammede min optimisme og kreerede levende billeder af de 3 procent, der jo også var rigtige mennesker.

Dengang i 2010 var prognosen min trofaste trøster. Min nye kæreste var det også, selvom vi var så nye som par, at mit skaldede hoved og blødende gummer blev hverdag, før han fx havde opdaget, hvor dumstædig jeg kan være, og hvor meget jeg roder. Efter kemokuren kom jeg i gænge med at skrive igen, og jeg udgav en bog sammen med en kær studiekammerat, der også havde haft kræft. Det førte til mange konsultationer i min psykologpraksis med kræftramte mennesker, der gerne ville tale med en, der selv havde prøvet turen, og det viste sig at blive meget meningsfuldt også for mig selv. Jeg kender ingen dog, der efter kræft er glade for at have oplevet dette at få kræft. At få kræft er noget lort. Men at få kræften gelejdet langsomt ind i noget, der allerede findes i ens liv, kan måske føre til følelsen af sammenhæng og dermed mening. Der skal samles sammen af gode stunder, så de uundgåelige tunge tanker om tilbagefald ikke tager magten.   

Nu i 2022 hvor jeg er i kemobehandling uden deadline, fordi jeg ender med at dø af den nye slags kræft, jeg har fået, er mine pontoner nogle andre. Min kæreste er blevet min mand og er ubetinget den bedste støtte, jeg har. Jeg ser ofte på ham og tænker: – Hvad ville jeg gøre uden ham? Ville jeg udholde den bundløse træthed, der efterhånden suger nedad, blot jeg tænker på kemo, og selvom jeg er i min ”gode” uge, hvor sidste kemobehandling er kommet på afstand? Ville jeg bevare min lyst til at leve, hvis jeg skulle henslæbe de allertungeste dage alene? Jeg er ikke sikker. Min mand holder mig flydende, når jeg synker. Han gør det ved at ordne alt det praktiske, men mest vigtigt er det, at han holder om mig, når jeg bryder i gråd over, hvor ulykkeligt det er. For os, for alle børnene, for de nærmeste venner. Dette at han sørger for, at jeg kan være ked af det uden en bund at stå på, uden en opløftende målstreg i sigte, uden en drøm at arbejde henimod, er det kærligste, jeg har modtaget i mit liv. Jeg skylder ham mit hjertes tak.

Et par måneder efter dødsdommen købte jeg de kræftbøger, der var på markedet. Én af dem: Selvforsvar mod kræft. Ti ting du selv kan gøre af Øyvind Torp, en norsk læge med kræft, er blevet min anden ponton. Det er ikke det samme som en drøm, jeg stoler ubetinget på, der nok skal lykkes. Jeg har lange dage med tvivl om, hvorvidt det overhovedet nytter, at jeg spiser en særlig kost, at jeg træner på en bestemt måde, at jeg mentaltræner med yoga fx. Men i den konkrete verden er det handlinger. Det er adfærd, som jeg har besluttet mig for, adfærd som viser, at jeg mestrer mit liv, at jeg vil mit liv. I sundhedsvæsenet fokuserer de på den traditionelle behandling med kemo, stråling og immunterapi. Jeg sørger selv for resten.

Så hvad holder mig oppe nu, hvor alt ser håbløst ud? Min mand og en bog af en anden mand?

Det er kærligheden fra min mand og de gerninger, han udøver. Og det er den viden, som den norske læge giver mig, om de gerninger jeg selv kan udøve. Det er i gerningerne, det ligger. På samme måde er det med samværet med børnene, børnebørnene, svigerbørnene, vennerne. En gåtur rundt om matriklen med et barnebarn, der holder øje med, at bedstemor ikke falder. En grinetur om ungdoms vovemod eller mangel på realitetssans med en gammel ven på besøg i den hjemlige hjørnesofa. En grædetur med et af børnene, før vi går ud i køkkenhaven eller kører en tur og svulmer over naturens generøsitet. Det er i gerningerne, det ligger.

Der er et liv før døden, som kalder på gerninger.