Da jeg voksede op i 60’erne, var vi optaget af sortes kamp for at blive lige med de hvide. Jeg følte med de sorte af mit fulde barnehjerte. I dag er vi optaget af muslimers adfærd. Jeg føler ikke med muslimer. Hvorfor mon denne forskel?

Jeg bevæger mig rundt i forskellige mulige ståsteder, i forskellige perspektiver, i forskellige egne oplevelser af, hvad der giver mening i livet.

Senest udspandt sig pludselig en diskussion om ikke-vestlige indvandreres adfærd blandt tre kvinder, jeg var selv den ene af dem, der har et fællesskab, som handler om noget helt andet. Men nu kom vi altså til at tale om indvandrere. Én havde blikket stift rettet mod, hvad indvandrerne får foræret af deres nye land; logi, mad, lommepenge. En anden havde blikket lige så stift rettet mod, hvordan indvandrerne opfører sig i det nye land. Og den tredje af os brugte sit stive blik på, hvor dårligt landet er til at integrere indvandrerne.

Jeg tænkte bagefter, at mit eget blik jo bør vandre. For alt hvad der er at kigge på må være af interesse her.

Og så kom jeg i tanker om ’Historien om lille sorte Sambo’, ’Onkel Toms hytte’, alle disse bøger jeg kunne finde på biblioteket og sluge med barnets appetit, mens min indignation voksede. Jeg var i den grad optaget af de sortes uhyrlige forhold som slaver og undertrykte.

Sammenlignet med min kølighed over for nogle muslimers opfattelse af at være den eneste sande religion er der langt. Fra hed medfølelse til kølig distancering. Hvordan kan jeg som menneske have flyttet mig så meget? Hvordan kan jeg forstå det, hvordan kan det give mening i mit liv at være blevet så kølig?

Reformation er nødvendig

Min rejse i livet er begyndt ud fra den marginaliseredes ståsted. Jeg var alle de ting, der sætter én udenfor normen. Født udenfor ægteskab, pige, fattig. I tilfældig rækkefølge. Så følelsen af at være i samme båd som sorte faldt lige for. Her i tredje og sidste del af mit liv sidder jeg på flæsket. Jeg er veluddannet, velnæret, veltjenende. Velvelvel. I tilfældig rækkefølge. Følelsen af at være i samme båd som muslimer falder ikke lige for.

Det forklarer dog noget.

De flygter. Fra krig. Fra nød. De flytter, teknisk set. Fra krig. Fra nød. Det er forfærdeligt, det er lige til at forstå. Men jeg kan ikke sætte mig i deres sted. Så mit hjerte brænder ikke hedt for muslimer, og selvfølgelig var det ikke mig, der havde blikket stift rettet imod, hvor dårlige vi har været til at integrere dem her i landet.

Og så alligevel. Jeg kender også til dette med at flygte. Fra krigen i mit barndomshjem, hvor bomberne faldt med minutters mellemrum på visse dage. Hvor der var isnende våbenhvile i dagevis. Hvor der blev taget gidsler. Hvor grænser mellem mennesker ikke fandtes, og overgreb næsten var at foretrække, når dages våbenhvile havde trukket stuetemperaturen ned på minus 10. Hvor en voksen tog ladegreb i baggangen midt om natten for lige at signalere, at jagtgeværet altså stadig hang der.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har gjort det muligt for mig at være i disse følelser uden at drukne. Og alligevel kan jeg ikke påstå, at mit voksne hjerte brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Hvorfor?

Måske er jeg præget af personlige oplevelser med muslimer. For mens sorte har givet mig fed musik, har lært mig at danse, at svede, at nyde livet, har jeg med muslimer erindringer om at blive bange, at blive overgrebet én gang til.

Det begyndte ellers så godt. Jeg havde for flere år siden et kontorhotel i København, hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind på en kontorplads, dvs. et skrivebord, og så opnå fordelene ved at være sammen med andre ligesindede, dele gode og dårlige dage, spise frokost sammen, drikke sig fulde sammen, når det skulle til. Kort sagt kontorfællesskab. Jeg arbejdede der også selv.

På et tidspunkt søgte en forening for muslimske homoseksuelle om at få en plads. Og jeg sagde naturligvis ja. Indigneret på de homoseksuelles vegne, som jeg altid har været. Og nu med endnu en marginaliseret gruppe at hjælpe. Jeg følte mig nok også som et rigtigt godt menneske lige da. Det hele gav mening for mig.

I løbet af en måned eller to stod det imidlertid klart, at vi ikke havde helt samme ideer om fællesskab. Lejeren søgte uden om samvær med os andre, og hans skrivebord blev ikke brugt af blot ét menneske. Ofte var der en tre-fire mænd, altid mænd, der hang ud og også blev til ved aftensmadtid og bestilte mad ind. Mandekroppe fylder i ét kontorlokale, og lugten af mad var måske heller ikke, hvad de andre lejere af de tre andre kontorpladser i dét lokale, havde håbet på. Det fælles køkken blev ganske vist også inddraget, men først når vi andre var gået hjem. Jeg måtte som udlejer gøre noget.

Og min henvendelse i lokalet overfor flere, skulle det vise sig, meget vrede mænd om, at de ikke kunne være der allesammen; det var én plads, ét menneske, førte efter højlydt diskussion til, at jeg gik min vej igen. Fra 2. sal og nedad mod min egen kontorplads i stuen. Hvad jeg ikke havde forudset var, at jeg kom til at løbe ned. For den muslimske mand, som havde lejet pladsen hos mig, løb efter mig. Og jeg blev skidebange. Skidebange simpelthen. Alle andre var gået hjem.

Nede ved min kontorplads tog vi så magtkampen. Han stillede sig så tæt op ad mig, at der var en cm imellem vores næser. Helt lige høje, lige vrede, men afgjort ikke lige bange, blev vi stående, mens jeg gentog mit synspunkt. At jeg ikke ville have så mange gæster i huset på én gang. Så ofte.

Jeg kan genkalde følelserne ved dette. Årelang terapi har ikke været nødvendig her. Jeg kan være i disse følelser.

Men det forklarer noget om, hvorfor mit hjerte ikke brænder hedt for muslimers integration her i Danmark.

Længe efter gik jeg stadigt rundt og undrede mig over, at selv de marginaliserede muslimer, som på egen krop kender til at være udstødte og forfulgte, ikke havde blik for den patronisering, de udøvede over for de andre beboere i huset, herunder også over for kvinderne dér.

Hvad er der tilbage at forsøge at forstå?

Som veluddannet bør jeg vide, at sammenhænge skal udfordres. Som videnskabsmanden Karl Popper altid mindede om: Husk at gøre et forsøg på at falsificere din påstand! For forskere er slemme til at gå efter alt det, der beviser deres hypoteser, men retteligen skal man i stedet gå den anden vej og prøve det bedste, man har lært, at modbevise ens hypotese.

Faktuelt kan jeg slet, slet ikke udlede noget som helst ud af tre-fire muslimske mænds dårlige opførsel. Men det gav mig en hypotese om, at:

Hvis muslimsk mand, så patroniserende adfærd.

Karl Popper ville oversætte dette til, at jeg har en hypotese, der lyder:

Hvis a, så b.

a = muslimsk mand. b = patroniserende adfærd.

Falsificeringen går nu ud på at undersøge alle a og alle ikke-b, siger Popper. Og hvad vil det sige?

Jo, jeg har siden da grundigt undersøgt ’a’, dvs. alle muslimske mænd. Hvordan opfører de sig? Nogle af dem opfører sig virkelig skidt. Fx blev en jødisk mand skudt ned. Fordi? Fordi han var jøde. Og nogle af de muslimske mænd opfører sig virkelig pænt. Så min hypotese er her delvist falsificeret.

Min anden undersøgelse går via ’ikke-b’, dvs. ikke-patroniserende adfærd. Hvem udviser en sådan adfærd? Her bliver det vanskeligt at afgrænse undersøgelsen, for hvad er patroniserende adfærd egentlig? Er det voldtægt, religionsfundamentalisme eller kvinden kun ved kødgryden? Hvad er det? Jeg skal ikke trække den længere her, men blot konstatere, at hvis jeg sætter et ikke- foran disse eksempler på patroniserende adfærd, så er det oftere hvide og sorte mænd, der udviser en sådan adfærd, end det er muslimske mænd. Så min hypotese er ikke falsificeret her.

Hvad står da tilbage: Hvis muslimsk mand, så måske patroniserende adfærd. Den hypotese kan man såmænd også have om hvide og sorte mænd. På nær det med religionen. Her er måske sagens kerne for mig.

Mit selvoplevede eksempel var hentet fra socialt liv i offentligheden. Det kan sammenlignes med den ballade, der for nylig var i Slagelse, hvor 25 pårørende muslimer på samme tid ville besøge én patient helt uden forståelse for, hvor meget de fyldte på sygestuen, i afdelingen.

Men religionen? De religiøse anliggender, som rigtig mange danskere ikke tillægger nogen særlig værdi? Jeg tror, det er her, det sner for mig.

Forskellen på muslimsk og dansk kultur er, som jeg ser det, allerstørst i religiøse forhold. For dette at bekende sig til en religion, der ikke anerkender andre religioner, gør én patroniserende, mildt sagt. Gør én udansk. Udemokratisk.

Dette ikke at levne plads til, at der kan være noget som helst andet ståsted. Noget som helst andet perspektiv. Noget som helst andet, der har ret til at være i verden.

Dét giver mindelser om frygtelige tider i verdenshistorien og gør mit standpunkt overfor alle muslimer helt klart: Tag et opgør med jeres religion og få religionen reformeret, sådan som Luther gjorde det i stor skala med vores religion, og sådan som vi siden har gjort det overfor Indre Mission her i Danmark.

Fundamentalisme er for de feje, der truer sig fra at blive sagt imod. Men dette at lade fundamentalismen stå uimodsagt er også fejt. Opgøret må komme indefra. Fra muslimerne selv, hvis de vil være danskere. Det vil give mening. Også i mit liv.