1. januar 2016
Kongehus eller ej. Respekt for en mand, der trækker sig tilbage, når danskere begynder at latterliggøre det ønske, han har om ligestilling mellem køn, og efter snart 50 år stadigt bebrejder ham hans accent. Vi vil om 50 år og for sent vide, at han var guld værd for vores kongehus og for vores land.
HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Også fra kongefamilien. Han er nærværende, menneskelig og veltalende med et meget stort – dansk – vokabularium. Jeg tænker ofte over, hvordan det egentlig må være, at være medlem af den kongelige familie. Vi bliver mindet om familien ganske ofte i kraft af moderne tids medier. Familien er på 24/7, altid online for os; de er allevegne. Og blot mennesker. Det har vi en tendens til at glemme.

Som barn i Kolding så jeg de kongelige én eneste gang, da jeg stod ud for den bygning, der senere skulle huse Diskotek Tordenskjold, et sted jeg kom til at frekventere hyppigt i et misforstået forsøg på at blive mig selv. Men den dag stod jeg som lille pige og så de tre store prinsesser køre forbi i karet, og jeg kunne mærke, at min mor, som jeg holdt i hånden, var ganske oppe at køre over dette besøg i byen. Så det var jeg også. En særlig og måske snarere sær interesse blev vakt lige dér, hvor jeg end ikke kunne formulere, at jeg siden kunne blive officer og komme til at høre til Den Kongelige Livgarde.

Jeg lærte mig som barn af en eller anden grund samtlige kongefamiliens navne og familierelationer udenad, og da den danske familie slap op, fortsatte jeg med hele Norden og siden England og det øvrige Europa. Kilderne var blade og aviser nede på biblioteket, og min nørdede viden, som var før ordet nørd var blevet folkeeje, hjalp mig i skolen, når vi legede hvem-ved-hvad. Jeg var altid alene med denne sære paratviden, så jeg blev i stand til på trods af socialklasse 5 og halv friplads på privatskolen at vinde disse videnslege over samtlige børn af Koldings overklasse. Det var svært tilfredsstillende, kan jeg huske.

Mennesker i Grønland

HKH Prinsgemalen er bagom det hele kongehusets første medlem fra såkaldt almindelige kår. Jeg tror, at de fleste – også med svigerdøtrenes indlemmelse – efterhånden vil mene, at det har været godt for den specielle og i bund og grund udemokratiske institution, som kongehuset er, at få ikke blot friskt, rødt blod ind i avlen, men også almindelige menneskers erfaringer med levet liv udenfor de kongelige gemakker ind i den kultur, der hersker i de kongelige, lukkede gemakker.

Vi har derfor med prinsgemalen med en mønsterbryder at gøre. Ikke blot er han steget lodret op af sit eget ophav, hvor landadelig den end var. Han har også været den første til at bryde det mønster, han trådte ind i. Og den første slår altid panden mod en mur. På et tidspunkt når panden bløder åbenlyst, kan det være rart at vende sig om og se efter, om der er flere på vej, så man sammen kan få slået den mur ned. Og der kom hjælp fra Hong Kong, fra Tasmanien og siden fra Frankrig. Her bagefter er det ikke svært ud fra hans opvækst og hele livshistorie at forstå, at den sidstnævnte hjælp måske føltes mere indlysende og god for ham end den første.

Men gav vi Henrik, den franske greve fra landet, lov til at være den mønsterbryder, der kunne komme med afgørende nyt blod og kultur til os, lov til at være sig selv?

Nej.

Vi lyttede til hans accent. I stedet for at tælle de danske ord, han vitterligt brugte.

Vi konstaterede forfærdet, at han ville opdrage børn som hunde. I stedet for at tænke over, at vi her er nået til at opdrage hunde, som vi opdrager børn, og måske har bragt den danske blødhed et skridt for vidt.

Vi drillede ham, Henrik, mennesket der gav sin tilværelse til vores land, fordi han forundret udfordrede den kendsgerning, at vores højt berømmede ligestilling åbenbart ikke rakte så langt ind i kongehuset, at han kunne få en titel på samme vilkår som hans svigerdatter kommer til at kunne få. I stedet for at diskutere vores eget uretfærdige begrebsapparat i forhold til ordene konge og dronning.

Jeg drak engang kaffe med HKH Prinsgemalen, fordi jeg som reserveofficer var med til det årlige møde med organisationens protektor, ham.

Hele min egen historie skyllede igennem. Om viden overfor overklasse og penge. Om mønsterbrydning og siden med en grønlandsk ægtefælle ved min side. Om dette aldrig siden at høre rigtigt til nogen steder; hverken i det du kom fra, eller i det du kom til. Lande, landsdele, socialklasser, brancher.

Henrik gjorde det så let den eftermiddag ved kaffebordet med de fyldte chokolader. For han var bare sig selv.

HKH Prinsgemalen er et af de rareste mennesker, jeg har mødt. Fordi han var menneske først. HKHP siden.