Tiden går. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller. Det ved vi. Tik tak. Tik tak. Tiden tæller også ned mod afslutningen. Tik tak. Tik tak. Hvis vi har meget at takke for, er selv vejen mod døden måske ok at gå?

Jeg er selvsagt på tynd is her. 56 år gammel og med et inderligt ønske om at leve mange år endnu. 86 år har hidtil stået for mig som en rimelig forventning. Tallet opstod ud af en test om forventet levetid i betragtning af mine gener, levevaner, sociale forhold, og hvad man ellers på videnskabelig grund kan putte ind som årsagsgivende, når man forsker i forventet levetid.

Der forskes pudsigt nok mindre i selve afslutningen, i døden, og i vejen dertil; den dødsbevidste vej dertil: Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

De fleste af os lever et liv dårligtvidende, at vi skal dø. Vi enten undlader at have det med på vores vej på en fornægtende måde, eller vi er modsat særligt optaget af det på en måske hypokondrisk eller angstfyldt måde. Eller både og, skønt det lyder umuligt.

Jeg har mødt alle former hos mennesker. Og hos mig selv.

Så det er ikke blot af arbejdsmæssige grunde, jeg er optaget af det. Jeg leder også selv efter svaret på spørgsmålet:

Hvordan lever du et godt og meningsfuldt liv velvidende, at du skal dø?

Døden

Vi kan følge flere spor i forsøget på at finde et svar:

  1. Hvad er din personlige historie om død?
  2. Hvad giver dig et meningsfuldt liv, og er det sådan, du lever dit liv? Hvis ikke, hvorfor ikke, og hvad skal der til, for at du kan komme til det?
  3. Hvilke faglige veje kender du og vil gå for at blive inspireret og hjulpet?

Jeg har et barnebarn på 4 år og får på mange måder reaktiveret min egen barndom og mit hele liv ved at være sammen med ham. For nogle måneder siden lå der i et stykke tid en død ræv i vejkanten på et sted, hvor vi ofte går. Hans farmor var død knap efter hans fødsel, og han havde omtalt hende som død, så begrebet død var ikke helt ukendt for ham, vidste jeg.

Den døde ræv bragte det imidlertid tydeligt frem hos ham igen. Ræven er død. Hvorfor det? Hvad sker der med den. Skal jeg også dø? Han havde så mange spørgsmål, og jeg svarede og svarede, mens jeg tænkte, at han en dag måske vil huske den døde ræv som det første møde med døden, og måske også forbinde det til sin egen første erkendelse af, at han selv skal dø en dag.

Sandheden i menneskelivet er, at idet jeg ærligt og ligefremt svarede ja til spørgsmålet om, om han også selv skulle dø, blev han ked af det. Sorgfuld. Den sorg, der følger os alle og hører til ethvert menneskeliv, blev lagt på hans skuldre lige da. Selv nu hvor jeg skriver det, kan jeg stedfortrædende stadigt mærke, hvor ked af det, han blev. Hvor ville jeg gerne lige da have holdt den sorg væk fra ham.

Havde jeg gjort det ved i misforstået godhed at svare nej til hans spørgsmål, havde han vidst, at jeg løj, og han havde grundlæggende mistet tilliden til både livet og mig. Han kendte allerede selv det sande svar, idet han spurgte. Sådan er menneskelivet. Vi ved, vi skal dø, og prøver vi at lade, som om vi ikke skal, er vores liv bygget på en løgn. En løgn der ofte giver angst.

Tik tak. Tik Tak.

At finde mening i dette dilemma hører dernæst til dette at leve. Med Viktor Frankls ord har vi tre livsopgaver, hvoraf de to i hvert fald er gode at gribe til i de unge år, når det drejer sig om at leve meningsfuldt på trods af, at alting alligevel hører op engang. At skabe noget og at opleve noget er disse to ud af tre opgaver. Det er jo, hvad vi gør som unge og fulde af kræfter. Vi spiser af livet. Med stor appetit og kraft som regel.

Det væsentlige i forbindelse med livets afslutning er imidlertid, at der også er en tredje opgave: At forlige sig. Kræfterne bliver mindre. Mulighederne færre. Tiden tæller ned. Alting hører op. Ikke engang, men om lidt. Tik tak. Tik tak.

Det er min erfaring ud fra andre, og igen også fra mig selv, at der i dette at forlige sig er meget mening at finde især i livets sidste halvdel. Det er ganske vist den vanskeligste opgave af alle, sådan at skulle nøjes med det, man nu har, det man nu har nået, det der nu kan lade sig gøre. Men det er også en dyrebar vej at gå.

Jeg har selv praktiseret det sådan i mit liv, at jeg tog hul på den vej allerede som 40-årig. Faglig fordybelse først i Jung og siden i eksistenspsykologien bragte mig på sporet af, hvordan livet kunne være efter vendepinden, som Jung kalder dét sted i livet, hvor vi begynder på anden halvdel. Hans udlægning af livet kan ultrakort gengives sådan, at vi bruger den første halvdel på at blive os selv, og den anden halvdel på at vænne os til tanken om, at vi skal dø.

Så som 40-årig fik jeg et særligt øje for opgaven med at forlige mig med mit liv og med mine givne vilkår. At kunne bruge den anden forventede halvdel af ens liv på at få det hele til at stemme og mærke stærkt, hvad man har at sige tak for, er nærmest lykkeligt. Alt i alt. Det betyder bestemt ikke, at alle dage er lykkelige som sådan. Men der arbejdes med stoffet, og det i sig selv opleves meningsfuldt.

Lad lykken gro under dine fødder, så dit liv ved selve afslutningen opleves fuldbyrdet. Det gør det netop muligt at dø uden drama, i fred.

Jeg har som psykolog mødt mange mennesker, der er bange for døden, og jeg mærker det selv i perioder. Hvis du har meget at takke for i dit eget liv, er de dage, der uvægerligt føles tunge på vej mod afslutningen, dog alligevel lettere at udholde. Vanskeligheder i lyset af generel tilfredshed er lettere at udholde end vanskeligheder i lyset af generel utilfredshed.

Tak tik. Tak tik.

Jeg ved jo ikke, hvor du henter faglig inspiration? Jeg har netop læst en af eksistenspsykologiens grand old men, Irvin Yalom, igen. Han er 84 år gammel nu, og har således gået vejen selv. Ham sætter jeg blandt andre min faglige lid til. Han skriver ligefremt om dette at skulle dø og er ikke bleg for at give konkrete råd. Især har jeg hæftet mig ved dette:

At jo mere samhørighed du har i dit liv, jo nemmere er vejen mod døden.

At jo mere ulevet liv, du slæber med dig, ting du ikke fik gjort, jo mere bange er du for at dø.

En af hans bøger hedder “Som at se på solen. At leve med døden.”

Tak. Tak.