– Du er så sej, siger folk til mig. – Du skal nok klare det! tilføjer de og mener det godt.
Jeg har fået kræft for anden gang, og det er ikke nemt at tale med et menneske med en dødelig sygdom, ved jeg. Jeg har selv været pårørende, og kræft dukker efterhånden op allevegne.

Men sej, mig? Og fører sejhed til helbredelse?

Nej. Kræft helbredes af lægelig behandling og held, ligesom kræft opstår af biologiske fejl og uheld, selvom vi så gerne vil tro alt muligt andet. Kræft skyldes rygning, alkohol og forurening, håber vi, for så kan vi undgå den. Helbredelse hjælpes på vej af god kost og opbyggelige tanker, håber vi, for så bliver vi raske igen. Og vi har brug for håbet. Men sejhed? Spiller sejhed virkelig en rolle for helbredelse?

Hvad vil det sige at være sej?

Er jeg sej, fordi jeg fx som syv-årig en sen nattetime hjalp min mor med at abortere på vist nok naturlig vis, men ikke desto mindre lige så glædeligt for hende, som det var rædselsvækkende for mig at se så meget blod udover natpottens runde kant? Er jeg sej, fordi jeg fortalte mine børnebørn om dengang, jeg sprang i faldskærm og var allermest bange for at lande på den mark, hvor de nysgerrige køer gik og græssede? Er jeg sej, fordi jeg altid har kæftet op og sagt min mening i de mest uventede situationer og uden rygdækning fra andre, der kiggede flovt til siden? Jeg synes det ikke. Disse – for andre at se – seje gerninger er udført, fordi jeg ikke kunne lade være, fordi der aldrig var nogen form for tøven i mig. Jeg holdt bare ud og handlede, som jeg havde lært nødvendigheden af som barn. Mit voksne liv var blevet lettere, om jeg senere havde kunnet aflære den automatadfærd og i stedet bruge den mere situationsbestemt.
Hvad der i mine øjne er sejt, er dette at gøre noget, man ikke tør. Det varierer vældigt fra menneske til menneske, hvad dette noget er. I disse måneder skal de mennesker, der er sammen med mig, gøre noget, de ikke rigtigt tør. Det er sejt, synes jeg, at de taler med mig alligevel. En rekrutkammerat kom dagen efter, hun fik besked, og havde sin sædvanlige ro med til kagen. En anden rekrutkammerat rummer flere besøg, end han plejer, mens han i øvrigt taler, tier og sørger med mig. Han er min mand. – Han er så ked af det, fordi han er så glad for dig, sagde en tredje ven, som også lader mig græde uden at tage sig af vandløbene.
Andre menneskers sejhed hjælper afgjort på mit humør. Min egen eventuelle sejhed kan måske bruges til at udholde det, jeg ikke kan udholde: at være syg. Det er måske, hvad folk tænker på, når de siger:

– Du skal nok klare det!

Men helbredelsen? Måske klarer jeg den. Måske gør jeg ikke. Det er jeg ikke selv herre over. Vi er ikke herrer over døden. Vi er måske herrer over, hvad vi gør.
#kontrol#kræft#sej#pippi#gråd