Posts tagged Mønsterbryder

Forsømte børn skal have bøger

For ikke så mange år siden udkom hovedsageligt bøger, der kunne uddanne læseren i en faglig retning eller kunne danne læseren via øvelsen i at leve sig ind i fiktionens andre tider, andre skikke, andre liv.

Jeg har selv åndet i bøgernes verden uden ophold, siden jeg var 9. Deromkring var jeg allerede klar over, at min stedfars jagtgevær nede i baggangen udgjorde en nattetrussel, som måske mest fandtes i min syge mors hoved, men ikke desto mindre blev en trussel i mit hoved også. Bøgerne hjalp mig igennem og på vej. Bøgerne har gjort det muligt for mig at klatre opad. Social mobilitet kaldes det, som var der ingen ensomhed i den tur, men ja, det har med socialklasser at gøre. Jeg er en såkaldt mønsterbryder.  

I de senere år er der opstået to usynlige kategorier i bøgernes verden, som særligt optager mig. Den ene kategori er børn og unge fra vanskelige vilkår, som engang kunne slå sig på bøgerne frem for at slå sig på flasken. Med bøgerne var der en sikker sti at træde, med bøgerne kunne en frk. Langstrømpe anspore til vilde drømme, en Rifbjerg til oprør og en Andersen Nexø til trøst: Med bøgerne havde de fattige og forsømte, men læsestærke børn en redningsvej at gå.

Den anden usynlige kategori er de bøger, der aldrig når frem til læserne, fordi forlagene helst udgiver enten forfattere, som allerede har vist sig salgssikre, eller bøger – skrevet eller fortalt – af så kendte mennesker, at et salg på 10.000 eksemplarer er realistisk. Forlag og medier har på den ene side en afvisende holdning til ukendte forfattere og på den anden side et stift blik på bundlinjen. Og det sker i en bogbranche, der i alle led – det være sig i produktion, logistik og salg – er ejet af Saxo, Politiken og delvist Gyldendal med et monopol så omfattende, at det er stærkt konkurrenceforvridende.

Er alt dette godt nok for førstnævnte kategori, børnene, de unge, alle dem med kærlighed i restordre? Nej, disse børn skal have kvalitetsbøger uden drama, undselige bøger, de bøger, boghandlerne ikke gider sælge, fordi de hurtige penge ligger i de høje stakke, de bøger, medierne ikke gider omtale, fordi forfatteren ikke har været i TV og er et fjols til Instagram. Børnene og de unge skal opdage bøgernes kulturelle kraft. Børnene skal ikke forføres af smart PR eller vinklet chokeffekt på forsiden. Børnene skal opdage den kraft, der opstår af bøgernes indhold.

Er sådanne bøger efterhånden at finde? Ja, forfattere, selv de etablerede, er begyndt at udgive selv. I år var Bogforums største stand netop selvudgiverne. Det største selvudgiverforlag, der afkræver forfatteren penge for at udgive, har på travle dage 25 nye titler. Det siger sig selv, at der blandt en så manisk flod af bøger må være en del dårlige imellem, men er der ikke oversete grimme ællinger iblandt, som kan bringe håb? Jeg åbnede for to år siden en lille boghandel i Skindergade i København og opfordrede selvudgivere til at oplyse mig om nye titler, for så ville jeg købe til mine hylder. Det væltede ind. Jeg orienterede mig i alle retninger og læste i begyndelsen opildnet af denne strøm af bøger, der måske kunne vise en ny vej i bogbranchen, en ny vej for nye, unge læsere. Men hurtigt kom klarsynet også. Der var mange smukke svaner imellem, som børn og unge uden ballast ville have stor glæde af, om bøgerne ville blive opdaget, ville blive købt hjem til bibliotekerne. Men mest af alt er de eksorbitant mange selvudgiverbøger en gevinst for de selvudgiverforlag og forretningsfolk, der tager sig godt betalt af skrivende mennesker med store drømme.

Hvad gør forfattere med hjerte for de svage børn og med store drømme da med deres grimme ælling af et manus? Jeg er ikke nogen almen case selv, for jeg har været heldig som fagbogsforfatter og har fået flere bøger udgivet på etablerede forlag. Den første bog var mit speciale fra universitetet, som det ikke stod skrevet over min vugge, at jeg nogensinde skulle komme til at gå på, men det er en anden historie. Mit speciale blev min adgang til bogbranchen, godt hjulpet på vej af en mere erfaren kollega, der anbefalede … Det er jo sådan, det foregår. Der skal en anbefaling til at sparke døren ind. Og er man først inde, kan det være, at redaktøren enten vil have en bog mere eller anbefaler videre … Det er jo sådan, det foregår. Min gamle dansklærer fik min anden fagbog tilsendt med en kærlig hilsen og anbefalede mig dernæst til et kapitel i en fagbog på Gyldendal … Det er jo sådan, det foregår. Det pudsige er, at alle de mennesker, der har fået røven med sig og er kommet indenfor i bogbranchen, lader til ikke at tænke over, at … Det er jo sådan, det foregår. De mennesker og hele branchen lukker sig om sig selv.

Min store drøm er at skrive fiktion til de mennesker, der også kommer derfra, hvor ulykken gror. Jeg har allerede udgivet to romaner på mit eget lille forlag. Jeg får jævnligt mails fra mennesker, der har læst og især lyttet til mine bøger, fordi jeg åbenbart spejler noget, de genkender: Håbet om retten til at være her, selvom vi stammer fra et ukærligt sted og ikke kan ryste det af os. Det uønskede sidder i os som en eksem, vi ikke kan kradse væk. Når det er særligt slemt, tror vi endda, at andre kan lugte det på os. Jeg får også respons fra mennesker, der ikke selv kender verdener som min, men igennem læsningen indefra mærker følelserne i deres egen krop og bevæges på en måde, der måske får dem til at gøre noget på den måde, de nu kan gøre noget, og får trænet deres empati og blik for, at voksne kan svigte, og at børn da skal hjælpes af andre.

Da jeg var færdig med at skrive den tredje roman, ville jeg gerne lade et professionelt forlag stå for udgivelsen. Markedsføringen af min første roman havde været tungt arbejde, for jeg skammer mig stadig og tror, jeg lugter af arbejderbarn og hemmeligheder, når jeg står med hatten i hånden. Ingen vil have mig. Alt er galt. Ved roman nummer to gik det bedre, troede jeg. Jeg havde købt et selvudgiverforlag, Skriveværkstedet, til at lave markedsføringen. Men den ansvarlige projektleder læste ikke min roman. Han kontaktede blot sit netværk i branchen og lod hvert navn tælle to gange, hvis vedkommende journalist arbejdede freelance to steder. Og romanens slagkraft var incest, måtte jeg forstå, selvom jeg i denne roman skrev om Hærens Officersskole og selvmord. Incest var ligesom mere sexet, syntes han. Som salgsargument. Hans indsats kostede 25 tusind.

Så denne tredje gang, lykkens gang – noget andet skulle afprøves. Ved roman nummer tre skulle det være: Mine gamle kontakter fra fagbøgerne måtte kunne hjælpe mig til en udgivelse på et traditionelt forlag. Ud af otte forsøg, fik jeg kun ét begrundet afslag. Det kom fra Gyldendal, som gerne vil læse mit næste manus og i øvrigt har et forslag til en fagbog om mønsterbrydere, jeg gerne må skrive. Fra de resterende syv forlag fik jeg seks standardafslag, i fire tilfælde skrevet af yngstepersonen på stedet, i to tilfælde af ejerne selv, og alle var søde, da jeg hentede manus hjem til Møn igen. Kun Politikens Forlag havde råd til at sende manus retur til mig. Det ottende og sidste forlag, Turbine, viste sig at have smidt mit manus væk. Desværre – eller heldigvis, hvis man er til den grotesk morsomme udlægning – før de havde læst det. Jeg havde ellers sendt det som pakkepost for at undgå bortkomst. Via den digitale tidsalder vidste jeg således pakken modtaget af forlaget: PostNord havde stillet pakken præcis dér, hvor forlaget ønskede det. Turbine har stadig ikke fundet pakken og har beklaget via en Marie, som ikke kendte ordet undskyld.

Så jeg må selv i gang med markedsføringen. Den bliver ikke omfattende som første gang, den bliver ikke bestilt udefra som anden gang, og jeg vil gå helt udenom TV2-feel-good-sendefladen, hvis gate keeper ikke har blik for grimme ællinger, men er en arrogant Ann. I det hele taget er det, som om alle disse hangarounds i bog- og mediebranchen har besluttet sig for at opføre sig særligt dårligt. Hvorfor er der ingen, der svarer? Hvorfor er der ingen, der gider sende to venlige linjer til et menneske, der har brugt to år på at skrive flere hundrede sider? Hvorfor denne diskretgrundige eksklusion? Ligegyldighed er som bekendt det modsatte af kærlighed, så hvorfor bliver jeg ved?

Som mønsterbryder har jeg haft nemmere ved at kravle op til øverste socialklasse, end jeg har haft ved at komme ind i kulturens netværk.  

Børn og unge, mennesker fra bunden, fra misbrugets sprækker af tavs vold, har stadig brug for bøger, der får håbet til himmels. Jeg er bange for, at de salgssikre bogtitler udtænkt af middelklassen og produceret af bogbranchens monopol ikke slår til. Selv er jeg begyndt at læse mere norsk. Og jeg har tænkt, at selvom jeg måske lugter af arbejderbarn, så er jeg en af de mere vedholdende.

Hvordan mon bogbranchen behandler mennesker, der ikke har kræfter til at være vedholdende? Mennesker uden håb? Mennesker uden bund? Nogle af dem kan fx skrive, og mange af dem bruger biblioteket.

Måtte bibliotekerne være vores håb. Om så det sidste vi har. Os fra bunden. Os der kan skrive. Læse. Lytte.

I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Go to Top