Posts tagged Mønsterbryder

Mønstre forsvinder ikke, fordi nogen bryder ud

Mønsterbrydere dyrkes ofte som de rene eventyr. Vi bliver gjort til de fyrtårne, andre kan tage retning af. Vi klarede den jo. Det kan lade sig gøre. Nogle af os er kommet godt af sted og har brudt det sociale mønster; vi har en stor omsorg med i rygsækken. Der var ganske vist hverken uddannelse eller penge, dannelse eller netværk derhjemme – men omsorg for barnet var der!

Sådanne mønsterbrydere er vitterligt de rene eventyr. Det er mageløst, at den grimme ælling kan rejse sig og blive til den smukkeste svane. Desværre er de fleste af os brudt ud af vores sociale mønster uden at have den basale omsorg med som rejseforsikring. Mangel på uddannelse, penge og kulturel kapital i form af dannelse og netværk med betydende mennesker hænger ofte sammen med underskud på den sidste og helt afgørende dimension: Omsorg for barnet.

Danmarks historie om mønsterbrydere er især historien om de børn, der brød med den sociale arv og gjorde det uden en god nok mor eller far. I eventyret slår vi dragen ihjel. I virkelighedens verden bliver dragen ved med at hvæse ad os. Mønsterbrydning er ikke et enten eller. Man bryder ud af noget og flytter sig selv, men bryder ikke derved selve mønsteret. Man bliver ved med at kunne vende sig om og betragte det mønster, man kommer fra. I begyndelsen måske med ungdommelig foragt; hvor var det godt, man kom fra det. Senere bliver det klart, at man har mønsteret med sig, at man bærer det indeni sig, at man ikke rent kan undslippe.

Til en begyndelse: Der må være et frø i det udsatte barn at gøre godt med. Et frø nogen ser. Det er ikke til at afgøre, om det er biologi eller tillæring. Arv eller miljø. Det foregår mellem mennesker, og smag og behag er forskellig. Fra forskning ved vi, at et kønt barn har bedre odds hos pædagogerne, men igen: Hvad er et kønt barn? Barnet kan også være klogt, hjælpsomt, god til sport. Det særlige hos barnet påskønnes i bedste og heldigste fald af en voksen tæt på, og rosen sætter sig i barnet. Ligesom man kan være en god nok mor med Winnicotts term fra børnepsykologien, kan et barn komme til at føle sig som et godt nok barn i mønsterbrydningstermer.

Jamen, føler alle børn sig da ikke fra naturens hånd som værende gode nok? Jo, men nu snakker vi bad business. Vanrøgt. Der må danne sig en så god nok selv-følelse hos barnet, at det kan holde sammen på sig selv og sine kræfter. De børn, som netop dette ikke lykkes for, bryder ikke ud af ret meget.

Det er ikke raketvidenskab, dette. Det er her, den signifikant anden voksne kommer ind i billedet. Hvis Mette Statsminister skal gøre en forskel, skal det vanrøgtede barn møde en voksen, der kigger på det med kærlige øjne. Glade øjne. Stolte øjne. Som det skete i går, og som det sker igen i morgen. Et vanrøgtet barn har brug for det stabile blik fra et menneske mere end fra en profession, brug for den forventning der også ligger i sådan et blik. Kærlighedens blik har forventninger til barnet om at gøre sit bedste. Ikke at der altid kommer et prangende resultat ud af det fra barnets side. Men visheden om at der findes et voksent menneske, der regner med én, betyder noget. At der er en voksen, der regner med at jeg, barnet, hjælper til med borddækningen i morgen, en voksen der synes jeg har de sødeste øjne i verden, en voksen der er klar til at trøste mig, når jeg græder, eller bedre endnu, bare sidde lidt med mig når det svære ikke er til at sige. Det gør mig, barnet, tilpas i mig selv så meget netop, at jeg kan holde sammen på mig selv, når jeg er derhjemme, og alting er svært.

Jeg, Karen, er voksen nu og er kommet langt væk fra det, der var svært. Jeg er hjemme i mit eget hjem. Her er højt til min himmel, og nattestjernerne lyser mange og klart. Alligevel må jeg sande, at mit voksne hjem står på fundamentet af mit første hjems våde cement. Jeg er brudt ud, men mine fødder danser gerne de gamle mønstre. Jeg er tosproget og hører til begge steder, og jeg er stum og kan ikke tale et sprog, der passer perfekt ind noget sted. Jeg er hjemløs, når det er værst, og kulturelt beriget, når det er bedst. For jeg kan spare som de fattige og tælle penge som de rige, jeg kan lide som de psykisk syge og studere som de såkaldt raske. Jeg har en bevægelighed som få og fangarme så lange, at jeg i særlige lykkestunder tror at favne alting. Jeg rækker ud i mit eventyr og glemmer den våde cement om mine fødder, indtil den tager form som en drage. Igen.

Den er tung og trist, den cement.

Jeg var i en lang årrække ekstern lektor på et universitet ved siden af min psykologpraksis. Først på RUC, siden blev jeg headhuntet til SDU, og til slut kom jeg hjem til KU, hvor jeg selv havde læst. På SDU underviste jeg i organisationspsykologi på Master i Public Management. Der var årsdag på studiet, og alle mand var af huse til snak og et glas. Det kom mig for øre, at lærerstaben skulle til middag om aftenen nede i byen. Studiet betalte. Mit nye akademikerego følte sig holdt udenfor, mens min gamle streetkid fik fødderne skubbet i retning af studielederen, Kurt Klaudi Klausen: Om ikke jeg også skulle med, nu jeg var kommet hele vejen til Odense?

Få timer senere sad vi syv mandlige professorer og mig om bordet, fire på hver side, og spiste gourmetmad, som jeg ikke vidste hvad hed. Professor Dominique Bouchet sad midtfor og var midt i en rørstrømsk fortælling om sig selv. De andre supplerede, de glemte sig selv alle, i salig væren. Jeg faldt vel lidt hen, dér ved en af pladserne ud til den ene bordende. Overfor mig sad en flink og pæn professor, som jeg kun havde hilst på en enkelt gang før. Vi fik øjenkontakt. I kølvandet på endnu en latter lænede han sig frem mod mig, som ville han sige noget fortroligt, og jeg lænede mig frem, så kun vi to kunne høre det:

– Du kommer også fra et andet miljø, ikke?

– Jo, arbejder- …

Han nikkede.

Nu skal syv professorer fra Statskundskab og kredsen om New Public Management, der har fyldt statens varme hænder med regneark og stopure, ikke være en målestok for en mønsterbryder, endsige et forbillede. Man kan bryde sit mønster og havne et bedre sted uden at havne om sådan et bord. Men professorerne symboliserer for mig den magt og tryghed, et gammelt mønster har. Jeg havnede der. Det gjorde Dominique ikke. Jo, han havnede i Danmark på grund af kærlighed; i dette lå tilfældet for ham. Men at han sad ved et professorbord var ikke noget tilfælde. Det var han kommet til, uanset om han var blevet i sit hjemland eller ej. Han var ikke mønsterbryder, men en mobil europæer for hvem alt det andet sang synkront.

En mønsterbryder er imidlertid dømt til at leve asynkront. Midt i sit nutidige, væk fra det oprindelige som dog stadig findes. Så dér står man, på kanten af cirklen, hørende til og legitimeret, og alligevel kun et lille svaj bagover fra at glide væk og være udenfor. Man strækker sig og forsøger at nå, indover midten af cirklen og allerhelst ind i centrum af det hele, hvor man kan glemme det, glemme sig selv, det hele, og bare høre til. Være rigtig. Sammen.

Følelsesmæssigt er det skamfuldt at foragte det, man kommer fra. Man kom jo dog fra det. Det bor stadig indeni én. Man kan fx glæde sig over, at penge ikke længere er noget problem og alligevel være flov over at have tjent dem. Og værre endnu: Man kan opdage, at det man stræbte efter, spiller falskt og er så forløjet, at barndommens stuvede hvidkål er langt at foretrække for gourmetmad. Men når man så genser de gamle, kigger de på en, som er man fra en anden planet:

– Skriver du bøger, sådan rigtige bøger?

Da dukker den våde cement op igen; hjemløst er det.

Der findes ikke en ren mønsterbryder. Vi er som indvandrere i vores egne voksne liv, vi kan alting dobbelt og har skullet lære alting forfra. Jeg går ofte ud under nattestjernerne, fordi det gælder om at holde sig gående og holde sig lille, holde sammen på proportionerne, perspektiverne. Naturen er menneskets redning, som vores kroppe er det. Det er vores forankring til verden, til det håndgribelige, til dagen og vejen: Spise, sove, skide, elske. Det genuint oprindelige i livet er ved hånden, når det kokser, og vi ikke ved, hvad for et menneske vi skal være, hvad for et menneske vi kan blive. Klimakrisen kan vise sig at blive vores redning, fordi den tvinger os til at gøre praktiske ting igen. Hvis du er ulykkelig, så skræl 10 kilo kartofler sammen med en anden. Det gør noget ved ulykkeligheden.

Mette Statsminister skal sørge for, at der er én at skrælle kartoflerne sammen med, at håndens arbejde får stoltheden tilbage. Det kan godt være, den anden skræller ikke har så hårdt brug for det, som jeg har; at det bare er et arbejde. Men hvis Mette kan sørge for, at det er en, der ikke hænger sig i en klokkestreng og ikke bruger skemaer, men bare gør det, fordi det er et godt arbejde til en okay løn, så lover jeg, at vi mønsterbrydere vil bøvle videre i vores asynkrone og hjemløse liv og arbejde med omsorgen for os selv og vores familier.

Den kvinde, der hjalp mig ved at have øje for mig i børnehaven, havde et kald, sagde hun selv. Hun ville hjælpe børn af enlige mødre. Det var længe inden, der kom arbejds- og frugtdidaktiske kreativitetsskemaer.  

– Gammeldags! dømte man sådan en kvinde, da jeg havde Pædagogisk Psykologi som fag på KU. – Hun fandtes jo kun, fordi institutionerne endnu ikke var professionaliseret, lød forklaringen.

– Jo jo, men hun blev min redningskrans, vil jeg tilføje.

Nu har vi Mette. Jeg græd under hendes første nytårstale, selvom jeg plejer at stemme konservativt og holde øjnene tørre. Det er aldrig for sent at mærke omsorg, åbenbart. Uddannelse, penge og kulturel kapital er landets traditionelle virkemidler. Men allermest ønsker jeg, at hvert eneste barn mærker omsorg fra en stabil voksen. Omsorg er det afgørende. Så betyder det ikke noget, om den voksne har en fin uddannelse.

En voksen, der er nogens gode mor eller far, er en god nok voksen for mig.

Forsømte børn skal have bøger

For ikke så mange år siden udkom hovedsageligt bøger, der kunne uddanne læseren i en faglig retning eller kunne danne læseren via øvelsen i at leve sig ind i fiktionens andre tider, andre skikke, andre liv.

Jeg har selv åndet i bøgernes verden uden ophold, siden jeg var 9. Deromkring var jeg allerede klar over, at min stedfars jagtgevær nede i baggangen udgjorde en nattetrussel, som måske mest fandtes i min syge mors hoved, men ikke desto mindre blev en trussel i mit hoved også. Bøgerne hjalp mig igennem og på vej. Bøgerne har gjort det muligt for mig at klatre opad. Social mobilitet kaldes det, som var der ingen ensomhed i den tur, men ja, det har med socialklasser at gøre. Jeg er en såkaldt mønsterbryder.  

I de senere år er der opstået to usynlige kategorier i bøgernes verden, som særligt optager mig. Den ene kategori er børn og unge fra vanskelige vilkår, som engang kunne slå sig på bøgerne frem for at slå sig på flasken. Med bøgerne var der en sikker sti at træde, med bøgerne kunne en frk. Langstrømpe anspore til vilde drømme, en Rifbjerg til oprør og en Andersen Nexø til trøst: Med bøgerne havde de fattige og forsømte, men læsestærke børn en redningsvej at gå.

Den anden usynlige kategori er de bøger, der aldrig når frem til læserne, fordi forlagene helst udgiver enten forfattere, som allerede har vist sig salgssikre, eller bøger – skrevet eller fortalt – af så kendte mennesker, at et salg på 10.000 eksemplarer er realistisk. Forlag og medier har på den ene side en afvisende holdning til ukendte forfattere og på den anden side et stift blik på bundlinjen. Og det sker i en bogbranche, der i alle led – det være sig i produktion, logistik og salg – er ejet af Saxo, Politiken og delvist Gyldendal med et monopol så omfattende, at det er stærkt konkurrenceforvridende.

Er alt dette godt nok for førstnævnte kategori, børnene, de unge, alle dem med kærlighed i restordre? Nej, disse børn skal have kvalitetsbøger uden drama, undselige bøger, de bøger, boghandlerne ikke gider sælge, fordi de hurtige penge ligger i de høje stakke, de bøger, medierne ikke gider omtale, fordi forfatteren ikke har været i TV og er et fjols til Instagram. Børnene og de unge skal opdage bøgernes kulturelle kraft. Børnene skal ikke forføres af smart PR eller vinklet chokeffekt på forsiden. Børnene skal opdage den kraft, der opstår af bøgernes indhold.

Er sådanne bøger efterhånden at finde? Ja, forfattere, selv de etablerede, er begyndt at udgive selv. I år var Bogforums største stand netop selvudgiverne. Det største selvudgiverforlag, der afkræver forfatteren penge for at udgive, har på travle dage 25 nye titler. Det siger sig selv, at der blandt en så manisk flod af bøger må være en del dårlige imellem, men er der ikke oversete grimme ællinger iblandt, som kan bringe håb? Jeg åbnede for to år siden en lille boghandel i Skindergade i København og opfordrede selvudgivere til at oplyse mig om nye titler, for så ville jeg købe til mine hylder. Det væltede ind. Jeg orienterede mig i alle retninger og læste i begyndelsen opildnet af denne strøm af bøger, der måske kunne vise en ny vej i bogbranchen, en ny vej for nye, unge læsere. Men hurtigt kom klarsynet også. Der var mange smukke svaner imellem, som børn og unge uden ballast ville have stor glæde af, om bøgerne ville blive opdaget, ville blive købt hjem til bibliotekerne. Men mest af alt er de eksorbitant mange selvudgiverbøger en gevinst for de selvudgiverforlag og forretningsfolk, der tager sig godt betalt af skrivende mennesker med store drømme.

Hvad gør forfattere med hjerte for de svage børn og med store drømme da med deres grimme ælling af et manus? Jeg er ikke nogen almen case selv, for jeg har været heldig som fagbogsforfatter og har fået flere bøger udgivet på etablerede forlag. Den første bog var mit speciale fra universitetet, som det ikke stod skrevet over min vugge, at jeg nogensinde skulle komme til at gå på, men det er en anden historie. Mit speciale blev min adgang til bogbranchen, godt hjulpet på vej af en mere erfaren kollega, der anbefalede … Det er jo sådan, det foregår. Der skal en anbefaling til at sparke døren ind. Og er man først inde, kan det være, at redaktøren enten vil have en bog mere eller anbefaler videre … Det er jo sådan, det foregår. Min gamle dansklærer fik min anden fagbog tilsendt med en kærlig hilsen og anbefalede mig dernæst til et kapitel i en fagbog på Gyldendal … Det er jo sådan, det foregår. Det pudsige er, at alle de mennesker, der har fået røven med sig og er kommet indenfor i bogbranchen, lader til ikke at tænke over, at … Det er jo sådan, det foregår. De mennesker og hele branchen lukker sig om sig selv.

Min store drøm er at skrive fiktion til de mennesker, der også kommer derfra, hvor ulykken gror. Jeg har allerede udgivet to romaner på mit eget lille forlag. Jeg får jævnligt mails fra mennesker, der har læst og især lyttet til mine bøger, fordi jeg åbenbart spejler noget, de genkender: Håbet om retten til at være her, selvom vi stammer fra et ukærligt sted og ikke kan ryste det af os. Det uønskede sidder i os som en eksem, vi ikke kan kradse væk. Når det er særligt slemt, tror vi endda, at andre kan lugte det på os. Jeg får også respons fra mennesker, der ikke selv kender verdener som min, men igennem læsningen indefra mærker følelserne i deres egen krop og bevæges på en måde, der måske får dem til at gøre noget på den måde, de nu kan gøre noget, og får trænet deres empati og blik for, at voksne kan svigte, og at børn da skal hjælpes af andre.

Da jeg var færdig med at skrive den tredje roman, ville jeg gerne lade et professionelt forlag stå for udgivelsen. Markedsføringen af min første roman havde været tungt arbejde, for jeg skammer mig stadig og tror, jeg lugter af arbejderbarn og hemmeligheder, når jeg står med hatten i hånden. Ingen vil have mig. Alt er galt. Ved roman nummer to gik det bedre, troede jeg. Jeg havde købt et selvudgiverforlag, Skriveværkstedet, til at lave markedsføringen. Men den ansvarlige projektleder læste ikke min roman. Han kontaktede blot sit netværk i branchen og lod hvert navn tælle to gange, hvis vedkommende journalist arbejdede freelance to steder. Og romanens slagkraft var incest, måtte jeg forstå, selvom jeg i denne roman skrev om Hærens Officersskole og selvmord. Incest var ligesom mere sexet, syntes han. Som salgsargument. Hans indsats kostede 25 tusind.

Så denne tredje gang, lykkens gang – noget andet skulle afprøves. Ved roman nummer tre skulle det være: Mine gamle kontakter fra fagbøgerne måtte kunne hjælpe mig til en udgivelse på et traditionelt forlag. Ud af otte forsøg, fik jeg kun ét begrundet afslag. Det kom fra Gyldendal, som gerne vil læse mit næste manus og i øvrigt har et forslag til en fagbog om mønsterbrydere, jeg gerne må skrive. Fra de resterende syv forlag fik jeg seks standardafslag, i fire tilfælde skrevet af yngstepersonen på stedet, i to tilfælde af ejerne selv, og alle var søde, da jeg hentede manus hjem til Møn igen. Kun Politikens Forlag havde råd til at sende manus retur til mig. Det ottende og sidste forlag, Turbine, viste sig at have smidt mit manus væk. Desværre – eller heldigvis, hvis man er til den grotesk morsomme udlægning – før de havde læst det. Jeg havde ellers sendt det som pakkepost for at undgå bortkomst. Via den digitale tidsalder vidste jeg således pakken modtaget af forlaget: PostNord havde stillet pakken præcis dér, hvor forlaget ønskede det. Turbine har stadig ikke fundet pakken og har beklaget via en Marie, som ikke kendte ordet undskyld.

Så jeg må selv i gang med markedsføringen. Den bliver ikke omfattende som første gang, den bliver ikke bestilt udefra som anden gang, og jeg vil gå helt udenom TV2-feel-good-sendefladen, hvis gate keeper ikke har blik for grimme ællinger, men er en arrogant Ann. I det hele taget er det, som om alle disse hangarounds i bog- og mediebranchen har besluttet sig for at opføre sig særligt dårligt. Hvorfor er der ingen, der svarer? Hvorfor er der ingen, der gider sende to venlige linjer til et menneske, der har brugt to år på at skrive flere hundrede sider? Hvorfor denne diskretgrundige eksklusion? Ligegyldighed er som bekendt det modsatte af kærlighed, så hvorfor bliver jeg ved?

Som mønsterbryder har jeg haft nemmere ved at kravle op til øverste socialklasse, end jeg har haft ved at komme ind i kulturens netværk.  

Børn og unge, mennesker fra bunden, fra misbrugets sprækker af tavs vold, har stadig brug for bøger, der får håbet til himmels. Jeg er bange for, at de salgssikre bogtitler udtænkt af middelklassen og produceret af bogbranchens monopol ikke slår til. Selv er jeg begyndt at læse mere norsk. Og jeg har tænkt, at selvom jeg måske lugter af arbejderbarn, så er jeg en af de mere vedholdende.

Hvordan mon bogbranchen behandler mennesker, der ikke har kræfter til at være vedholdende? Mennesker uden håb? Mennesker uden bund? Nogle af dem kan fx skrive, og mange af dem bruger biblioteket.

Måtte bibliotekerne være vores håb. Om så det sidste vi har. Os fra bunden. Os der kan skrive. Læse. Lytte.

I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Go to Top