Jeg ringede forleden til min gamle ven og indbød ham til et rituelt glas, fordi jeg offentligt havde erklæret mig konservativ. “Din konservative tosse!”, råbte han gennem telefonen, men kom alligevel senere på fransk visit og var med til at skåle. Hans udbrud har efterfølgende været mig anledningen til at reflektere over, hvorfor jeg er medlem af Det Konservative Folkeparti, hvorfor jeg er konservativt sindet, politisk, i det hele taget.

Som psykolog fra Københavns Universitet har jeg været igennem meget teori om forholdet mellem individ og samfund. Ret naivt og vel også med en del praktisk rettethed begyndte jeg ellers på studierne med den tanke, at det hovedsageligt skulle handle om mennesket. At dette menneske i virkeligheden var et individ, og at individet aldrig kunne forstås uden samtidig at undersøge det samfund, individet levede i, stod klart allerede efter første semester. Individet er (jo) samfundsmæssiggjort, lød et af argumenterne fra lærerne og en stærk gruppe af studerende. Skønt jeg var længe om helt at fatte, at samfundet i den forståelse altid kommer før individet, blev jeg heroisk ved med at indvende, at individet, eller rettere mennesket, jo dog havde sin fri vilje og selv kunne bestemme, i hvilken udstrækning samfundet skulle få lov at påvirke det.

Det nagede mig længe, omend jeg ikke sagde det højt, at de mange lærere og studerende på stedet delte synsvinkel med andre, der kunne ligne fagfæller, og som i hvert fald tilhørte min personlige historie. På Hærens Officersskole havde jeg nemlig i begyndelsen af 1980´erne haft en lærer, der var sociolog. Jeg holdt meget af hende. Og hendes one-liner om, at vi alle er summen af andres forventninger, snurrede længe i mit baghoved, når jeg tog endnu en diskuterende tur med det mødrene ophav om, at jeg stadig ikke ville være gymnasielærer i matematik i en jysk provinsby i nærheden af Kolding.

Forholdet mellem menneske og samfund har således altid fulgt mig som en halvt reflekteret problemstilling, der på den ene side ikke kan tage en hel aften og flere flasker rødvins diskussion, men på den anden side heller ikke kan afvises som værende ligegyldig; synsvinklerne deler danskere i forskellige lejre. Der er endda tale om genuine værdier her, idet udsagnene både kan fremsættes utvetydige og modsigelsesbare.

Selv er jeg faldet til ro med den antagelse om forholdet, at det består af borger og stat. Jeg kan forestille mig de hovedrystende indvendinger, det giver f.eks. de dialektisk materialistisk sindede, som på deres side vil fastholde individ og samfund. Og jeg kan forestille mig de liberalistisk indstillede, der vil spørge: “Hvilken stat, hvilket samfund?” og fortsætte spørgsmålet med en understregning af det enkelte menneskes frie udfoldelsesmuligheder. Den fantaserede hovedrysten og indvending viser blot, at der er tale om tre unikke afsæt. Jeg forestiller mig, at disse afsæt hver især er indiskutable, men som nævnt modsigelsesbare:

  1. Individ og samfund. Individet er samfundsmæssiggjort i sine handlemuligheder og skaber og forandrer samfundet i samme handlinger. Kollektivet kommer før den enkelte.
  2. Menneske og samfund. Mennesket har ultimativt sin egen handlefrihed og kan sætte sig udover samfundet, som i bedste fald understøtter, i værste fald begænser den enkelte. Den enkelte kommer før kollektivet.
  3. Borger og stat. Borgeren er et menneske i sammenhæng med andre, deraf navnet borger. Som oprindeligt betyder beboer i borg, by, flække. Staten er et fællesskab, som er etableret af to grunde. Dels er der opgaver i livet, som den enkelte borger ikke kan løse alene. Dels er der opgaver, der kvalitativt løses bedst, hvis de løses i fællesskab. Den enkelte kommer før kollektivet.

I videnskabsteoretisk forstand er der tale om tre antagelser, der for min skyld godt kan kaldes tro i filosofisk forstand. Sikker, falsificerbar viden er det i hvert fald ikke udtryk for, når nogen står på det ene af afsættene og påkalder sig eneret på at formulere, hvordan verden hænger sammen. Men hele forestillingen om, at forskellige perspektiver til enhver tid har et potentiale, er konservativ i sin grundlæggende værdi. Når forholdet mellem borger og stat skal undersøges nærmere, er det værdifuldt at nå frem til en balance. Ingen stat så stærk, at den kan kvæle den borger, der kan klare sig selv. Ingen stat så svag, at den er ude af stand til at hjælpe den borger, der har brug for hjælp.

Selvsamme ræsonnement kan vendes om, så det også kan lyde, at ingen borger så stærk, at han eller hun kan kvæle staten, ingen borger så svag, at han eller hun er ude af stand til at hjælpe staten (eller et andet menneske). For mig at se er begge ræsonnementer konsistent konservative i deres fundament og i den praksis, de rækker ud til. Borger og stat er parter i samme sag og om samme sag: Borgeren skal leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv.

Det giver sig selv, at et sådant liv tager sig forskelligt ud i forskellige tidsaldre. Min mormor blev født i 1884 og blev proprietærkone qua sit ægteskab og sin medgift, og hun fødte ni børn. Hun blev uden tvivl samfundsmæssiggjort i et vist omfang, hvis jeg forsøger at forstå hendes situation og hendes livshistorie ud fra det marxistiske afsæt. Kollektivet kom i en række afgørende spørgsmål før den enkelte, som hendes liv udfoldede sig, og skulle man forsøge at forstå hendes tilværelse ud fra et liberalistisk afsæt, forpassede hun enhver chance for at forme sin egen tilværelse. Hun forblev i sin stand og sin velstand og i sin tilsyneladende ufrihed. Hvem ved, om hun kunne være blevet en fortrinlig gymnasielærer i matematik, forud for sin tid ganske vist, men med et personligt levet liv vidnende om afsættet, at man kan, hvad man vil.

Min mormor ville så vidt vides ikke, men igennem mit fag som psykolog er jeg stødt på to ting her af interesse for sammenhængen. Dels er dette ikke at ville ændre på sine livsbetingelser også en forholdemåde. Dels har nogle mennesker nogle livsomstændigheder, der er så dårlige, at hjælp er indlysende påkrævet. Det sidste først.

Staten skal med andre ord være stærk og til stede, når hjælpen behøves. Vi så det i praksis ske, da tsunamien i sin tid skyllede nogle danske borgeres styrke ud i havet. Staten måtte – og skulle – træde til og gjorde det i øvrigt nok en dag eller to for langsomt. Vi så dog også nogle andre danske borgeres styrke hoppe på det første fly hjem efter en vedvarende klage over, at flyet ikke stod parat allerede få timer efter flodbølgen. Her gik den enkeltes behov forud for kollektivet, selv om det ikke var strengt nødvendigt.

Staten skal ud fra en konservativ tankegang være parat til at hjælpe. Men hjælpen skal aldrig være mere end netop tilstrækkelig. Nogle kalder det hjælp til selvhjælp. Fra psykologien stammer udtrykket “tillært hjælpeløshed”, som for mig nøje fortæller, hvad for megen hjælp kan føre til. Staten skal altså ikke dække ethvert behov til enhver tid. Staten skal løse de opgaver, som borgeren enten ikke kan løse alene, eller de opgaver, som løses kvalitativt bedst i fællesskab.

Fra psykologien har jeg dog også den eksistentialistiske tænkemåde. Denne tilgang blev en behagelig afløser for mine første semestres hårde kost af lige dele kognitionsterperi og marxistvelsignelser. I en Søren Kierkegaards lange formuleringer er der ikke så mange ord om staten, som der er om borgeren. Det er der mange gode grunde til, og Kierkegaard skal ikke lastes dette fravær; hans ærinde var hin enkelte først – og alt andet siden. Han om nogen fik ræsonnementerne frem, så det blev tydeligt, hvordan dette ikke at forholde sig til sine livsvilkår også er en måde at forholde sig på. Han fik dermed gjort det klart, at den enkelte borger er forpligtet og ansvarliggjort i sin tilværelse. Hvorvidt staten er stærk eller svag kan skifte; – borgeren har til enhver tid ansvaret for sig selv og sine handlinger, også de ugjorte. Konsekvenserne heraf hviler derfor naturligt på den enkeltes skuldre. Skuldre, som når de trænger til hjælp alene skal hjælpes med henblik på at genvinde gammel styrke igen.

Er det sådan, staten hjælper os i moderne tid? Det finder jeg ikke så mange eksempler på. Ikke nok i hvert fald. Min egen mor har ellers leveret en udmærket livshistorie til, hvordan og hvornår det kan lade sig gøre. For min mormor måtte i 1945 sande, at min livsglade og af sind stærkt liberalistiske morfar havde festet så meget igennem for at dække egne behov, at proprietærgården, medgiften og den øvrige formue var væk, og tilbage stod en mormor, hvis arbejdsduelighed bestod i at opdrage børn. Min mor blev derfor strygekone på et vaskeri i forsøget på at være med til at forsørge familien. Festgenet var åbenbart gået i arv; i hvert fald blev min mor i 1958 gravid uden for ægteskab. Uha! Mødrehjælpen, som dengang var statsfinansieret, trådte til og hjalp min mor til at tage en uddannelse. Efterfølgende blev hun selverhvervende – og altså selvhjulpen. Staten var ikke til at undvære for hende. I nogle situationer er kollektivet af uvurderlig betydning for den enkelte.

Tilbage står for mig alligevel en lang række spørgsmål til videre refleksion. Hvorfor er jeg konservativ, når jeg ikke afviser, at mennesket nogle gange kan være underlagt kollektivets betydning. Og når jeg end ikke afviser, at mennesket i eksistentialistisk forstand træder i karakter og bliver sig selv og dermed i enhver forstand er sig selv, før det er noget andet? Er konservatisme, som det udfolder sig i vor tid, ikke blot blevet en bleg mellemting mellem socialismen og liberalismen?

Nej, på ingen måde. Det er for mig helt afgørende, at forholdet mellem den enkelte og kollektivet til enhver tid undersøges for at finde frem til den pt. bedste balance. Jeg afviser ikke på forhånd, at balancen kan ændres, at vi om nogen tid eller i en anden situation finder, at en anden balance vil være bedre. Stærkt formuleret er det skråsikkerheden, jeg fuldstændig må tage afstand fra, sådan som jeg finder den hos både marxister (nutidens socialister) og hos liberalister. Hvordan nogen kan være så sikre på, at kollektivet henholdsvis den enkelte altid kommer først af alt, er mig fornuftsmæssigt en gåde. Ud fra en videnskabsteoretisk betragtning opfatter jeg det naturligvis blot som en ret til at have et andet afsæt. Og så er den forskellighed i øvrigt ikke værd at bruge flere ord på.

Mennekesynet bagved disse forskellige afsæt er til gengæld vedvarende interessante. Som psykolog har jeg i kraft af mit fag haft megen hjælp til at udforske forskellige muligheder. Og i nærmest postmodernistisk forstand er der jo mange tilbud på hylden. Hvilket menneske skal jeg da vælge? Det humanistiske måske … Joh, jeg antager at mennesket er unikt og i sin egen ret, og at det menneskelige aspekt er væsentligt. Men som eksistentialist har jeg også et afsæt, der lyder, at det enkelte menneske er ansvarligt og frit, og at mennesket vil det gode og det onde. Så her må jeg vælge side og vælge fra. Mit menneskesyn er skærpet sammenlignet med humanistens og de senere årtiers managementsteoriers. Jeg ser ikke mennesket som alene godt og ressourcefyldt til enhver tid.

Mennesket er en sammensat størrelse, der af eksistentialismens kritikere bliver skudt i skoene kun at ville sin egen tilværelse og glemmer (eller måske endda skider på!) fællesskabet. Den østrigske filosof Viktor Frankl, der med sin baggrund som læge og psykiater havde en særlig tilgang til at forstå sit eget ophold i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig, har på særlig vis argumenteret for det eksistentialistiske menneske, der selvtrancendent rækker udover sig selv og vil fællesskabet, vil være en beboer i borgen. I relationen til næsten ligger den mulige mening med tilværelsen. Og det kan lyde helt Løgstrupsk; – det er det også.

Om den moderne konservative er forpligtet også i religiøs forstand er endnu en refleksion at tage fat på. Jeg er det i mit filosofiske afsæt. Og jeg prøver at være det i prakisis, måske især når jeg bliver kaldt en konservativ tosse.

Teksten er også bragt som kronik i Berlingske Tidende.