Landsmoderen

Det er snart tre år siden, Mette Frederiksen holdt sin nytårstale om børnene. Siden da har hun ledet landet via pressemøder, hvor alt har været besluttet på forhånd, og hvor andre partier blot har skullet følge trop. Stemningen har hun sat som værende alvorlig. Løsningen har hun angivet som værende sig selv: Landsmoderen.

Det har været desillusionerende at bevidne, skønt jeg fra begyndelsen var fuld af håb. Under nytårstalen om børnene græd jeg, fordi de allersvageste da fik et længe ventet omsorgsblik. Nu har jeg uhelbredelig kræft; måske fordi Mette Frederiksens blik gik videre til Corona og blev dér. Min uopdagede kræft fik ikke chancen for et grundigt og omsorgsfuldt blik undervejs. Alt med Corona blev vigtigst.

– Ethvert dødsfald er ét for meget, som landsmoderen sagde det igen og igen, mens hun arbejdede sig igennem nedlukninger, nedslagtninger og nedværdigende behandling af alle andre partier.

Min ene sygehistorie kan selvfølgelig ikke tjene som noget bevis; jeg kan alene forsøge at sandsynliggøre min påstand:

Jeg og mange andre er blevet alvorligt syge, fejlbehandlede og glemte, fordi sundhedsvæsenet i 2 ½ år var underlagt statsministerens Corona-regime.

Hun beordrede begrænset adgang til egen læge, hun tvang sundhedsvæsenet til en udmattende reorganisering, og oveni brugte hun pressemøderne til at tale frygten op, så selv dette at handle i supermarkedet gav anspændt nakke i eget selskab.

I Sverige gik de anderledes til værks. De tog det standpunkt, at de gamle og sårbare måtte afskærmes, mens alle de raske kunne leve videre som ellers. Herhjemme glemte statsministeren at nævne influenzasæsonen i 2017/18, hvor sygehusene konkret beviste, at der skulle 850 ekstraordinært indlagte til, før man peb over at være presset på antal senge. Det kunne have bragt håb. Men i hele 2020 brugte sundhedsvæsenet enorme kræfter på at nedlægge afsnit, åbne nye afsnit, flytte senge, ændre administrative rutiner og holde møder, fordi – ethvert dødsfald er ét for meget, som landsmoderen blev ved at sige uden at nævne, at der i 2017/18 døde 7.000 på få måneder.

14 dage efter Corona-nedlukningen den 11. marts toppede antallet af indlæggelser. 90 Coronaramte blev indlagt den dag. Dernæst gik antallet nedad, og det varede helt frem til jul, før der blev indlagt et større antal Coronasyge igen. Alligevel dyrkede Mette Frederiksen frygten på hvert et pressemøde. Danskere var selvsagt ikke egoistiske på den svenske måde: Vi forblev isolerede for at passe på de gamle og svage, ja selv børnene, som beviseligt straks var uden for fare, forblev indespærrede i måneder. Almindelig influenza tager ellers hver vinter livet af adskillige børn, men det nævnede ingen. Nu gjaldt det om at stå sammen, og statsministeren spildte ingen chance for at takke de andre partier for det gode samarbejde. Jeg kom i tanker om mødre, der ovenpå konflikter kan finde på at sige, at de er så glade for, at alle er blevet enige. Jeg har set mange børn ligne nogen, hvis hoveder er ved at flyve af, af raseri.

Den 11. marts 2020 var jeg rask. Svaret fra et røntgenbillede af mine lunger kom netop på dagen for det første store pressemøde, hvor hele landet klappede sammen på Mette Frederiksens kommando, mens mine lunger var friske, viste billedet, småhoste til trods. Jeg husker det som heldigt, også fordi det ville blive svært at komme til læge i et stykke tid.

For adgangen blev jo begrænset, selv om der formelt stadig var mulighed for at få en konsultation, og udrednings- og behandlingsgarantien blev suspenderet i et år. Efter et par måneder turde jeg dog driste mig til læge igen. Min skam var stor, da jeg bestilte tid, for de gamle og svage havde selvsagt forret, men udover småhoste havde jeg nu også en ømhed midt i brystet. Alle lungespecialister havde travlt, forstod jeg, med at helbrede og berolige og også med at reorganisere på nationalt niveau; de var for få med for mange opgaver. Så mere end det nylige røntgenbillede kunne der ikke blive tale om. Point taken.

På Møn, hvor jeg bor, er vi i forvejen mere syge end landsgennemsnittet. Men luften er frisk og afstandene store, og vi lever et roligt liv udenfor turistsæsonen, som i 2020 eksploderede. Tyskerne blev holdt ude, mens københavnerne tog over og havde Corona med. Landsmoderen turde også komme herned og blev gift i en landsbykirke, netop som forsamlingsforbuddets øvre grænse passede med antallet af hendes bryllupsgæster.

I Sverige begyndte de gamle og svage at dø af Corona, og den nylige brud vandt umistelig hæder for at stå så principfast på sin kommandobro. Vi gjorde det rigtige i Danmark. Her døde vi jo ikke. Nogle af de gamle røg ganske vist i svinget trods alle forholdsregler. I efteråret var jeg lykkeligvis til afsluttende kontrol for min brystkræft fra 2010. Jeg fik tigget mig til en CT-scanning med henvisning til brystsmerten og var lettet, da radiologen i hast over telefon kunne berolige mig: Der var intet nyt. En stor cyste var afgjort fredelig. Og den sad et lidt andet sted end dér, hvor jeg havde ondt.

I samfundet virkede nogle ting tydeligvis stadig. Der var jo en ledig scanningstid til mig en lørdag eftermiddag. Selvom udrednings- og behandlingsgarantien var suspenderet, blev produktionsapparatet måske alligevel udnyttet bedre end nogensinde, mens Coronaen selv vendte tilbage i takt med kulden og sammenstuvede mennesker – og med mink som endnu en aktør. Hvad der ikke virkede for mig og min sygehistorie, var oplevelsen af at være i vejen og den fortravlede fortolkning af mit CT-billede. Det var ikke en cyste i min brysthule, men et teratom (en slags kirtel), som burde have været fjernet øjeblikkeligt. Og højre og venstre blev byttet rundt, mine smerter troede hun i modsat side. Måske radiologen var kaldt på en lørdagsvagt for meget i forhold til alle de beredskabsplaner, der skulle udtænkes, alle de Coronasyge der vitterligt også var, for selv de svage og især gamle begyndte at se stort på restriktionerne af bare trods og smittede hinanden i stedet for at blive hjemme, mens statsministeren stadigt højere roste os allesammen for, hvor dygtige vi var, os frygtsomme og hjælpeløse.

Jeg hersede med mig selv: Her fik jeg af det offentliges sparsomme ressourcer, mens gamle mennesker døde på lungeafdelingerne, og Sundhedsvæsenet var i knæ ikke bare over de ekstra indlagte, men måske især over at være i beredskab. Det er længe at vente (forgæves) på, at det værst tænkelige sker. Lange måneder, hvor historierne var fulde af Sverige. De gamle og svage døde på plejehjemmene. Sygeplejerskerne sagde op. Så galt kunne det gå, hvis ikke vi allesammen passede på. Og minkene! – Desværre glemte statsministeren alt om lovhjemmel et par måneder senere. Vanen med at styre selv kan føre til frygtelige forglemmelser, og et manglende mundbind i en tøjbutik ovenpå minkskandalen var en af hendes mindre –.  Måske hun trods alt blev lidt rundtosset af den kritik, der begyndte at komme hendes vej. Eller måske hun havde hovedet nede i mobilen. Der var mange sms’er at slette.

Det hjalp på mit humør, at Mette Frederiksen endelig viste sig i selfieformat foran sin egen bogreol. Midt for stod en af mine romaner, Uren 1. En Coming of Age roman om et arbejderbarn, der på trods af alle odds klarer sig, ikke mindst i kraft af gratis uddannelse. Jeg grundede længe over, om statsministeren nu alligevel også i uklædelig grad kun lærte noget ved lyden af egen stemme? Om hendes store pressemøder ikke også viste noget andet? En kvinde med format? En kvinde der ville tale børnenes sag, de svages sag i det hele taget, når Coronahalløjet havde lagt sig? Jeg grunder stadig og især over, hvilke motiver der egentlig driver menneskets mest private ræsonnementer? Uanset – statsministeren må gerne give min roman videre til en anden, der måske fanger dens morale bedre end hun: At det enkelte menneske har glæde af at mestre noget selv. 

I forsommeren 2021 opsøgte jeg et privathospital. Jeg kunne få ultralydsscannet hjertet inde i den overkrop, der langsomt, men sikkert gjorde stadigt mere ondt. Mit hjerte viste sig heldigvis at være raskt og 10 år yngre end min alder, så jeg resignerede igen i nogle måneder. Måske var jeg også bare hysterisk? Rende til lægen hele tiden bør jo ingen! Og slet ikke under en farlig virus. Men småhosten, smerten og efterhånden også en åndenød fik mig alligevel til lægen igen, og han talte venligt med mig i de afmålte minutter. Vi var enige om, at restriktionerne var overdrevne, vi repeterede de 7.000 døde fra influenzasæsonen 2017/18, som vi ikke var i nærheden af med Corona efter godt et år, og jeg forstod, at lægehuse heller ikke var blandt de indviede forud for de store pressemøder. De praktiserende læger havde lynende travlt med at berolige de bekymrede patienter, der ringede ind for at spørge, om alle løfterne fra de runde, hvide presseduge foran ministrene og Mette Frederiksen nu også holdt. Da de afmålte minutter af vores samtale var gået, sagde min læge venligt, at nu blev jeg nødt til at gå; han måtte hellere tale med de rigtigt syge.

Jeg kan stadig mærke skammen, da jeg gik derfra, ned ad den lange gang. Jeg var jo hypokonder. Han syntes måske, vi kunne dele en joke blandt venner af en slags. Men meningen stod klar: Jeg var ikke syg sammenlignet med alle de andre: De gamle og svage – de døde mink. Det var en slem virus, denne Corona. Overdødeligheden i Sverige var signifikant, vidste jeg. I det første år, i 2020, havde de haft en overdødelighed på 6.000 mennesker, mens vi i Danmark havde samme dødelighed, som vi plejede. Statsministeren brugte tallene til at legitimere sin styreform. Her i Danmark gjorde vi det rigtige. Det huskede hun at gentage, mens hun mindede om minkene, der selv fra deres himmel blev ved at bære frygten oppe.

Jeg opdagede lidt tilfældigt, at man kan få lavet en helkrops-MR-scanning på et privathospital uden henvisning. Da jeg efter scanningen ringede til min egen læge og på vegne af scanningens ansvarlige læge bad om et kræftpakkeforløb, henviste han prompte. Men den nyindførte udrednings- og behandlingsgaranti virkede ikke. Der gik yderligere mere end to måneder alene med at udrede mig. Da jeg endelig – sidst i januar 2022 vågnede op på Rigshospitalet efter operation, var diagnosen klar: Dissemineret kræft i teratomet, i lungen og udenpå hjertet. Stadie 4, det sidste.

På det samfundsmæssige plan er mit tilfælde selvfølgelig ikke noget bevis for, at statsministerens håndtering af Corona har ført til flere uopdagede kræfttilfælde end ellers. Tallene for overdødelighed i 2021 bestyrker imidlertid mit afsæt for min påstand. For i Sverige var der ingen overdødelighed, mens der i Danmark var en overdødelighed på 3.000, svarende forholdsvis til den overdødelighed, Sverige havde i det første Corona-år. Tallene viser, at den strikse håndtering i Danmark har givet det samme antal mere-døde som i Sverige, hvor de levende til gengæld undervejs har kunnet nyde et åbent samfund og muligheden for at kunne komme frit til læge, og hvor de levende har kunnet bevare muligheden for at møde andet end rundtossede, vagttrætte læger, der reorganiserede samtlige senge endnu en gang.

Hvad værre er: Mennesker uden penge til privathospital, uden kræfter til at mase på, uden familie; alle er de forblevet uopdagede med deres eventuelle kræft, fordi Corona og Mette Frederiksen tog det hele. Og vinderen bliver ved med at tage. Landsmoderen har for længst kastet sin kærlighed på Ukraine, nu Corona ikke længere kaster så meget utryghed af sig. Senest var det utrygheden i København, der fik blikket. Det er virkeligheden, hun repræsenterer, siger hun alvorligt og sukker: At der er utryghed.

Tilbage står alle vi, der fejlede alt muligt andet end Corona. Det var ikke en virkelighed for vores statsminister. Hverken dengang eller nu. Hun lovede os fx 4. vaccine på et pressemøde. Rigshospitalet vidste ikke noget. Egen læge gav en henvisning på min opfordring. Da jeg skulle bestille vaccinetiden på nettet, var der i hele landet kun 10 vaccinesteder, og kun to steder havde ledig tid, begge i Storkøbenhavn.

– Ethvert dødsfald er ét for meget, talte min mand og jeg om på vej derind. Den sætning har vi ikke hørt længe. Men vi nærmer os også de 7.000 døde – her efter 2 ½ år med Corona – ligesom dengang med influenzaen i nogle vintermåneder. Landsmoderens omsorgsfulde blik for os, de svageste i forhold til Corona, er vitterligt gledet videre, når selv de kræftsyges vaccine bliver glemt. Når 1.000 nye sygeplejersker er blevet til kun 211. Når deres løn ikke stiger, mens embedsmænd med kritisabel embedsførelse får ekstra bonus for godt arbejde. Når store pressemøder kun lover, ikke holder.

Jeg kan selvfølgelig forstå, at Corona tog over i en periode. Jeg var på grænsen til stolt, da jeg så det første, store pressemøde. En statsminister der ikke rystede på hånden. Og så var hun kvinde, hurra! Men dengang havde jeg endnu ikke forstået, at direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, var uenig i beslutningen om at lukke skolerne og vel ville svenskernes vej, ligesom jeg ikke vidste, at statsministeren lider af den ledelsesbrist at miste overblikket, når hun oplever tidnød.

I 2020 fik færre danskere konstateret kræft end i 2019. Det lyder flot, ikke sandt? Ved nærmere eftertanke er det stærkt foruroligende. Tallet for 2021 er lige på trapperne. Jeg er ét af tilfældene i 2022. Gad vide, hvad tallene bliver? Her og i Sverige?

Det er ikke sikkert, jeg når at høre svaret for min årgang. Mette Frederiksen gør.

Efterskrift, idet ovenstående er skrevet sidst i august 2022:

Tallet for nye kræfttilfælde 2021 bliver først publiceret marts 2023. Der er ingen forklaring på forsinkelsen (sic). Tallet for 2020 blev publiceret oktober 2021.

Overdødelighedstallene er til gengæld et internationalt anliggende og ikke sådan til at skjule og ser således ud i en Z-score, der gør sammenligning mellem lande og antal beboere mulig: