”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.