Sognepræst Sørine Gotfredsen spørger i en kommentar den 8. november i Kristeligt Dagblad og igen den 11. november i Berlingske Tidende retorisk, om det er særlig sympatisk at udlevere sine egne forældre med familiefotos og hele molevitten, som det sker i stadigt flere erindringsromaner, ført an af Karl Ove Knausgård. Det ville være let for mig at blive rasende på hende, som ikke selv er forældre. At gøre hende det begribeligt, at den enkeltes liv og fortælling kan være det spejl, der gør andres liv til at udholde for dem selv.

Gotfredsen selv besvarer sit retoriske spørgsmål: Det begynder at føles ubehageligt at bevidne alle de fortællinger. Vi må minde os selv om det fjerde bud i Bibelen; at vi skal ære vores forældre.

Dette at skulle ære sine forældre og at skulle følge bibelens ord var en af grundene til, at jeg som stor skolepige ikke meldte mine forældre til myndighederne. At skulle miste især min mor som mor var en anden grund. Jeg ikke blot ærede hende og var et lydigt og troende barn, der bad aftenbøn og sang i kirkens kor; jeg var også meget glad for min mor, når hun var den mor, hun også kunne være.

Dette og andet levet liv har jeg skrevet en bog om. Uren, som den hedder, er den første af fem bind, for jeg er blevet glad for autofiktionen, glad for at kunne skrive i fiktionsform om mit og andres levede liv. Derudover har jeg i social forstand revancheret min grumme opvækst ved et virke først som officer, siden som psykolog. Så jeg klarede den. Der er noget og nok at skrive om: Kvinde i kamptropperne i 1983. Funktionelt familieliv med mand og børn. Officer og studerende på det dengang marxistiske psykologistudium i 1991. Tårnhøje karakterer. Velstand skabt på egen flid. Censorformand for psykologi på universiteterne med trang til at rydde op i den hidtidige fætter-kusine-fest blandt akademikerne. Og så brystkræft. Og tredje ægteskab. Det varer ikke ved, som Karen Blixen skrev.

Men alligevel: Hvorfor skrive om det på en måde, hvor mine forældre bliver udleveret, spørger Sørine Gotfredsen. Ja, hvorfor?

Så vidt jeg selv ved, har mit drev været tosidet. På den ene side har mine forældres svigt efterladt et mørke indeni mig, som vedvarende rumsterer. Jeg har villet gøre op med den moderne forståelse af livsførelse: At vi kan (og skal) udvikle os og ”arbejde med stoffet”, så det ophæver sig. Nej, noget bliver siddende, noget kan ”tynge resten af livet”, som Gotfredsen skriver det i et indfølende moment. Jeg har villet vise, at vi ikke kan udvikle os ud af alting. Vi kan nogle gange være nødt til at sætte os ned og vente på, at det værste går over her og nu, så vi igen kan rejse os og samle kræfter, til næste erindringsstorm blæser op.

På den anden side har jeg gerne villet vise, at man som menneske netop kan rejse sig. Ikke altid lige med det samme, ikke på stærke ben i balance først, men man kan på et tidspunkt rejse sig og gå videre ad den sti, man gør til sin egen her i livet. Jeg har villet vise, at dette at blive gjort til offer ikke er ensbetydende med at skulle leve et helt liv som offer, at skulle være offer i alle livets sammenhænge. Livet er lange stræk af overlappende faser, der følger hinanden, griber ind i hinanden, frem og tilbage også, endda i lag ovenpå hinanden. Lagene er det bedste af det, for ødelægges man for stedse i ét lag, er der måske alligevel et andet lag at leve sit liv i.

At leve sit liv er, hvad det drejer sig om. Selv om man i en periode af sit liv gøres til offer, behøver det ikke være en livsdom gældende for alle livets faser og facetter. Det skal heller ikke have lov at være en livsdom, at blive en livsdom, for på den måde ville det ramme én gang til.

Jeg har skrevet nøgternt om det mest vanvittige, så læseren selv kan fortolke. Jeg hørte forleden Kim Leine til et foredrag i  Fanefjordsskoven på Møn, hvor jeg bor, og han understregede betydningen af det enkle, beskrivende sprog til det mest højspændte indhold. Det svarer for mig til det enkle, jordnære liv til det mest højspændte sind. Det er en god kombination, har jeg erfaret her på Møn og i et bygdehus i Godthåbsfjorden, hvor jeg også bor.

Mine forældres eventuelle sygdomme har jeg ikke nogen navne for. Jeg er ikke tilhænger af diagnoser. Jeg er til gengæld sikker på, at tilværelsen ikke har været nem for mine forældre. Mit had mod dem er forsvundet efterhånden, som selv den trøstesløse novemberregn siver ned og forsvinder i den tunge lerjord her, hvor jeg er.

Så vidt jeg ved har jeg ikke ønsket at hævne mig. Alle mine forældre er døde for længe siden. Deres eftermæle lever blandt meget få levende. Men kriger var jeg som barn. Det er jeg nu som voksen. Måske jeg har en dagsorden, som jeg end ikke selv har set eller vil vedkende mig. Jeg er en kriger. Måske mere end godt er. Jeg slås. Og denne kriger har en sårbar inderside, der trænger til våbenhvile og til at forliges med egne kringelkroge. Dette at skrive bogen viste sig at blive til en fredelig proces for mig, efterhånden som arbejdet skred frem. Min barndoms døve øren allevegne blev forvandlet til lydhøre læsere og en form for stolthed og taknemmelighed. Nye samtaler i familien fik nyt indhold. Jeg ønskede ikke at hævne mig; jeg ønskede at finde fred, mest med mig selv.

Undervejs fik jeg fortalt, at man ikke skal give op. At ikke al elendighed kan tilskrives ens forældre, selv om det ville være bekvemt. At man kan være et røvhul selv med ordentlige forældre, selv om det er ubekvemt at finde ud af.

Jeg takker mine forældre for livet, som jeg synes alle børn skal takke. Jeg prøver at efterleve Bibelens fjerde bud, fordi jeg er kristen. Jeg lever og synder. Det gør mennesker. Det bliver der skrevet bøger om. Og forældrene må tåle det.

Til gengæld er Sørine Gotfredsen og jeg enige om, at offerpåkaldelsen har grebet om sig. At vaske ens egen pande ren og rejse sig … dét er vejen frem, synes jeg.