Det forpligter at have magt. Sådan har jeg altid tænkt om de rige, om mænd, og også når jeg som barn oplevede voksne der på trods af deres ubestridelige overmagt behandlede mig venligt; de agerede som var vi lige. Det kunne være i situationer hvor jeg skulle lære noget, det kunne være i samtaler, hvor jeg fik tid til at uddybe og forklare, selv om de kunne have tysset, have afbrudt mig.

Debatindlæg fra især kvinder folder sig stadigt mere magtfulde ud med en dagsorden om, at især mænds magt er helt ude i hampen. Fra sidelinjen er det underfundigt mildest talt at bevidne, hvordan magt afskrives som noget, vi mennesker kan få til at forsvinde samtidig med, at de selvsamme debattører udøver en magt fuldkomment blinde for deres egen ageren.

Vi har bevidnet dokumentaren om Michael Jackson Leaving Neverland om pædofili, kvinderne har haft kampdag, og seksuel forulempelse har vist sig at være reglen mere end undtagelsen i politiske ungdomspartier i Danmark. Magt udøves her i begyndelsen af 2019. Den voksne over barnet. Den rige over den fattige. Manden over kvinden. Den fattige pige synes værst stedt af alle.

I Danmark er det især de velhavende, voksne kvinder der tamper hårdt på de voksne mænd for ikke at forstå skønheden i feminisme, i alle dens former. Det er ikke børns tarv, de kæmper for, nej, disse kvinder vil have samtykkelov om samlejet, og de vil ikke nøjes med lige ret og lige muligheder; de vil have lige resultater for de to køn.

Et udgangspunkt for feministerne er altså det fastlåste blik på resultaterne. Hvorfor er fx direktionen i Novo Nordisk alle mænd. Ja, hvorfor er alle deres koner hjemmegående? kan jeg spørge og dermed pege på, at sådan et krævende direktionsjob kræver et bagland, som nogle kvinder gerne udgør, men nærmest ingen kvinder til gengæld vil have deres egen mand reduceret til at være.

Et andet udgangspunkt er det særligt gode ved det feminine. Det helt uundværligt gode, der rækker langt ud over evnen til at føde børnene; den kvindelige evne er også at forbinde, at forstå, at forlige, at forene, alt det med fordele. Kvinder kan noget, som mænd slet ikke formår og skal derfor ind i bestyrelser, ja allevegne. Det kan oven i købet ses på bundlinjen, forlyder det. Hvad udad tabes, skal indad vindes, synes her at være tesen. Det kan godt være, manden har mere magt i kraft af bedre fysik, men har han egentlig andet at byde ind med? lyder det polemiske spørgsmål. Ja, evnen til at være ligeglad med, hvordan han ser ud, kan jeg nævne, selv om den evne er under udfasning desværre. Mandens ligegladhed med eget udseende har ellers levnet ham meget tid til fx bestyrelsesarbejde.

Et tredje udgangspunkt er det stærke behov for at vise, at ikke blot mænd af anden etnisk herkomst begår voldtægt, også danske mænd gør det og skal ikke komme for godt i gang med at bryste sig af deres uskyldighed. Der hersker en voldtægtskultur i Danmark, forlyder det. Væk er den kendsgerning, at voldtægt begås signifikant hyppigere af mænd, der ikke er etnisk danske.

Jeg har øje for disse afsæt, fordi jeg selv står et andet sted. Jeg er rødstrømpe, jeg er ikke feminist. Jeg har brugt mit liv på at kæmpe for kvinders lige ret og lige muligheder, og jeg finder, at jeg som menneske selv skal skabe resultaterne. Jeg har arbejdet sammen med både kvinder og mænd og kan få øje på langt flere ligheder end forskelle mellem de to køn. Jeg kan godt se dyder hos mænd, som kvinder kunne lære af, men ikke flere og mere vægtige, end at dyderne kan handle om andre ting: Livserfaring, kontekst, alder. Jeg er med andre ord slet ikke sikker på, at der findes kønsspecifikke dyder. Og endelig delte min kollega, en jødisk psykolog, i 1998 sine danske forskningsresultater med mig: Racisme og vold var signifikant større blandt indvandrere end hos etniske danskere. Hans dilemma var, om han skulle offentliggøre det ligeud, som det var. Hans forskningsstøtte ville da blive mindre, vidste han.

– Magt udøves på mange måder.

Det er fint for mig, at vi har forskellige ståsteder, og at meninger brydes. Det sidste vel at mærke hvis det foregår mellem parter der er nogenlunde lige stærke, og hvor ingen af parterne har hverken direkte eller indirekte magt over den anden. Det store problem er blevet, synes jeg, at debatternes dagsorden sættes af magtfulde, stærke, veltalende, velhavende, velmenende kvinder, der ikke vil siges imod. Dagsordenen sættes af mennesker så sikre på deres egne meningers berettigelse, at intet står til diskussion, at andre med andre meninger dømmes dumme, onde, hadske.

Vi glemmer rent, at der er andre afsæt for vores meninger end de tre, jeg nævnte ovenfor. Vi har fx alle dette udgangspunkt; vores politiske ståsted. Hvad synes man om forholdet mellem stat og menneske? Hvem skal bestemme hvornår? Hælder man til, at staten/fællesskabet/flertallet altid er klogest, eller ved mennesket i enhver sammenhæng hvad der er bedst og klogest på kort og lang sigt? Skal vi dele pengene lige i vores fællesskab, eller skal enhver have lov at tjene ind efter evne? Jeg melder mig ikke selv på nogen af yderfløjene her, men ens politiske ståsted farver de briller, man ser Leaving Neverland, kampdagen 8. marts og ungdomsformænd med.

Uanset: Hvis vi ønsker demokrati, hvilket også vil sige, at enhver har retten til selv at bestemme sig for sit politiske ståsted, ja så må vi tillade andre at mene noget direkte mærkeligt, besynderligt, uforståeligt, ja sært, så længe det ikke er strafbart.

Et andet fælles udgangspunkt er vores måde at være i verden på. Er man sådan en, der sidder ved skrivebordet og den bærbare og teoretiserer om livet, afbrudt af mellemlange læsninger af andre, der også har teoretiseret? Eller går man snarere udenfor og gør noget med sine hænder, snakker med nogen mennesker så nært, at man kan lugte den sved, der stadig sidder som en dagsrest i huden på dem og lugter anderledes end ens egen? Jeg gør selv lidt af hvert, også her, men blandt de højst råbende i den offentlige debat ser jeg flest teoretikere.

Jeg tænker ofte på det scenarie, hvor al strøm er gået, supermarkederne er lukkede, Danmark er gået i gammeldags bondsk tilstand. Hvem vil klare sig, hvem vil falde igennem? Jeg skal nok klare mig. Jeg vil bede min mand bære den tunge brænde, og han vil gøre det med glæde, fordi han har de stærkeste overarme; det forpligter.

Magt findes i mange former, og magt udøves med eller uden forpligtelse. Tilbage står, at de reelt svage, børnene, de fattige, de ufaglærte, de praktiske, efterhånden ingen stemme har i den offentlige debat. Det er hjerteskærende at se dokumentaren Leaving Neverland, at se hvordan en rig, voksen mand kan udøve magt over et barn. Og det er rent ud hjerteskærende dernæst at læse aviser fulde af, at kvinder vil have ændret en lov, der allerede tydeligt gør voldtægt strafbart.

Hvad med at begynde i det levede liv, hvor fx misrøgt af børn sker 10.000 gange for hver gang, der opstår tvivl om et samtykke til samleje. Hvad med at begynde et praktisk sted, dér hvor voldtægterne begås? Dér hvor de anmeldes, for vores politi skal jo være der for offeret hver eneste gang, også for de falske anmeldelser. Eller endnu bedre, hvad med at begynde blandt børnene, hvor det ikke i første omgang er voldtægt, men grooming, denne særlige venlighed der kun har som formål at gøre et senere overgreb muligt?

Det er som om de magtfulde feminister har groomet os allesammen meget længe. Og nu slår de til. Overfor kvinder der ikke er enige med dem. Overfor mænd, bare mænd, ja, dem allesammen, som ellers først og fremmest gjorde kvinders emancipation mulig. Og overfor de ufaglærte, de små, de dumme, de bange, dem der sveder og fuldstændig spejlblanke ikke har forstået, hvor vigtig feminisme er.

Hvis vi hver især blev bedre til at spotte en groomer, ville vi kunne spotte planer om magtmisbrug. Vi ville undgå megen ulykke.