Mønsterbrydere dyrkes ofte som de rene eventyr. Vi bliver gjort til de fyrtårne, andre kan tage retning af. Vi klarede den jo. Det kan lade sig gøre. Nogle af os er kommet godt af sted og har brudt det sociale mønster; de har en stor omsorg med i rygsækken. Der var ganske vist hverken uddannelse eller penge, dannelse eller netværk derhjemme – men omsorg for barnet var der!

Sådanne mønsterbrydere er vitterligt de rene eventyr. Det er mageløst, at den grimme ælling kan rejse sig og blive til den smukkeste svane. Desværre er de fleste af os brudt ud af vores sociale mønster uden at have den basale omsorg med som rejseforsikring. Mangel på uddannelse, penge og kulturel kapital i form af dannelse og netværk med betydende mennesker hænger ofte sammen med underskud på den sidste og helt afgørende dimension: Omsorg for barnet.

Danmarks historie om mønsterbrydere er især historien om de børn, der brød med den sociale arv og gjorde det uden en god nok mor eller far. I eventyret slår vi dragen ihjel. I virkelighedens verden bliver dragen ved med at hvæse ad os. Mønsterbrydning er ikke et enten eller. Man bryder ud af noget og flytter sig selv, men bryder ikke derved selve mønsteret. Man bliver ved med at kunne vende sig om og betragte det mønster, man kommer fra. I begyndelsen måske med ungdommelig foragt; hvor var det godt, man kom fra det. Senere bliver det klart, at man har mønsteret med sig, at man bærer det indeni sig, at man ikke rent kan undslippe.

Til en begyndelse: Der må være et frø i det udsatte barn at gøre godt med. Et frø nogen ser. Det er ikke til at afgøre, om det er biologi eller tillæring. Arv eller miljø. Det foregår mellem mennesker, og smag og behag er forskellig. Fra forskning ved vi, at et kønt barn har bedre odds hos pædagogerne, men igen: Hvad er et kønt barn? Barnet kan også være klogt, hjælpsomt, god til sport. Det særlige hos barnet påskønnes i bedste og heldigste fald af en voksen tæt på, og rosen sætter sig i barnet. Ligesom man kan være en god nok mor med Winnicotts term fra børnepsykologien, kan et barn komme til at føle sig som et godt nok barn i mønsterbrydningstermer.

Jamen, føler alle børn sig da ikke fra naturens hånd som værende gode nok? Jo, men nu snakker vi bad business. Vanrøgt. Der må danne sig en så god nok selv-følelse hos barnet, at det kan holde sammen på sig selv og sine kræfter. De børn, som netop dette ikke lykkes for, bryder ikke ud af ret meget.

Det er ikke raketvidenskab, dette. Det er her, den signifikant anden voksne kommer ind i billedet. Hvis Mette Statsminister skal gøre en forskel, skal det vanrøgtede barn møde en voksen, der kigger på det med kærlige øjne. Glade øjne. Stolte øjne. Som det skete i går, og som det sker igen i morgen. Et vanrøgtet barn har brug for det stabile blik fra et menneske mere end fra en profession, brug for den forventning der også ligger i sådan et blik. Kærlighedens blik har forventninger til barnet om at gøre sit bedste. Ikke at der altid kommer et prangende resultat ud af det fra barnets side. Men visheden om at der findes et voksent menneske, der regner med én, betyder noget. At der er en voksen, der regner med at jeg, barnet, hjælper til med borddækningen i morgen, en voksen der synes jeg har de sødeste øjne i verden, en voksen der er klar til at trøste mig, når jeg græder, eller bedre endnu, bare sidde lidt med mig når det svære ikke er til at sige. Det gør mig, barnet, tilpas i mig selv så meget netop, at jeg kan holde sammen på mig selv, når jeg er derhjemme, og alting er svært.

Jeg, Karen, er voksen nu og er kommet langt væk fra det, der var svært. Jeg er hjemme i mit eget hjem. Her er højt til min himmel, og nattestjernerne lyser mange og klart. Alligevel må jeg sande, at mit voksne hjem står på fundamentet af mit første hjems våde cement. Jeg er brudt ud, men mine fødder danser gerne de gamle mønstre. Jeg er tosproget og hører til begge steder, og jeg er stum og kan ikke tale et sprog, der passer perfekt ind noget sted. Jeg er hjemløs, når det er værst, og kulturelt beriget, når det er bedst. For jeg kan spare som de fattige og tælle penge som de rige, jeg kan lide som de psykisk syge og studere som de såkaldt raske. Jeg har en bevægelighed som få og fangarme så lange, at jeg i særlige lykkestunder tror at favne alting. Jeg rækker ud i mit eventyr og glemmer den våde cement om mine fødder, indtil den tager form som en drage. Igen.

Den er tung og trist, den cement.

Jeg var i en lang årrække ekstern lektor på et universitet ved siden af min psykologpraksis. Først på RUC, siden blev jeg headhuntet til SDU, og til slut kom jeg hjem til KU, hvor jeg selv havde læst. På SDU underviste jeg i organisationspsykologi på Master i Public Management. Der var årsdag på studiet, og alle mand var af huse til snak og et glas. Det kom mig for øre, at lærerstaben skulle til middag om aftenen nede i byen. Studiet betalte. Mit nye akademikerego følte sig holdt udenfor, mens min gamle streetkid fik fødderne skubbet i retning af studielederen, Kurt Klaudi Klausen: Om ikke jeg også skulle med, nu jeg var kommet hele vejen til Odense?

Få timer senere sad vi syv mandlige professorer og mig om bordet, fire på hver side, og spiste gourmetmad, som jeg ikke vidste hvad hed. Professor Dominique Bouchet sad midtfor og var midt i en rørstrømsk fortælling om sig selv. De andre supplerede, de glemte sig selv alle, i salig væren. Jeg faldt vel lidt hen, dér ved en af pladserne ud til den ene bordende. Overfor mig sad en flink og pæn professor, som jeg kun havde hilst på en enkelt gang før. Vi fik øjenkontakt. I kølvandet på endnu en latter lænede han sig frem mod mig, som ville han sige noget fortroligt, og jeg lænede mig frem, så kun vi to kunne høre det:

– Du kommer også fra et andet miljø, ikke?

– Jo, arbejder- …

Han nikkede.

Nu skal syv professorer fra Statskundskab og kredsen om New Public Management, der har fyldt statens varme hænder med regneark og stopure, ikke være en målestok for en mønsterbryder, endsige et forbillede. Man kan bryde sit mønster og havne et bedre sted uden at havne om sådan et bord. Men professorerne symboliserer for mig den magt og tryghed, et gammelt mønster har. Jeg havnede der. Det gjorde Dominique ikke. Jo, han havnede i Danmark på grund af kærlighed; i dette lå tilfældet for ham. Men at han sad ved et professorbord var ikke noget tilfælde. Det var han kommet til, uanset om han var blevet i sit hjemland eller ej. Han var ikke mønsterbryder, men en mobil europæer for hvem alt det andet sang synkront.

En mønsterbryder er imidlertid dømt til at leve asynkront. Midt i sit nutidige, væk fra det oprindelige som dog stadig findes. Så dér står man, på kanten af cirklen, hørende til og legitimeret, og alligevel kun et lille svaj bagover fra at glide væk og være udenfor. Man strækker sig og forsøger at nå, indover midten af cirklen og allerhelst ind i centrum af det hele, hvor man kan glemme det, glemme sig selv, det hele, og bare høre til. Være rigtig. Sammen.

Følelsesmæssigt er det skamfuldt at foragte det, man kommer fra. Man kom jo dog fra det. Det bor stadig indeni én. Man kan fx glæde sig over, at penge ikke længere er noget problem og alligevel være flov over at have tjent dem. Og værre endnu: Man kan opdage, at det man stræbte efter, spiller falskt og er så forløjet, at barndommens stuvede hvidkål er langt at foretrække for gourmetmad. Men når man så genser de gamle, kigger de på en, som er man fra en anden planet:

– Skriver du bøger, sådan rigtige bøger?

Da dukker den våde cement op igen; hjemløst er det.

Der findes ikke en ren mønsterbryder. Vi er som indvandrere i vores egne voksne liv, vi kan alting dobbelt og har skullet lære alting forfra. Jeg går ofte ud under nattestjernerne, fordi det gælder om at holde sig gående og holde sig lille, holde sammen på proportionerne, perspektiverne. Naturen er menneskets redning, som vores kroppe er det. Det er vores forankring til verden, til det håndgribelige, til dagen og vejen: Spise, sove, skide, elske. Det genuint oprindelige i livet er ved hånden, når det kokser, og vi ikke ved, hvad for et menneske vi skal være, hvad for et menneske vi kan blive. Klimakrisen kan vise sig at blive vores redning, fordi den tvinger os til at gøre praktiske ting igen. Hvis du er ulykkelig, så skræl 10 kilo kartofler sammen med en anden. Det gør noget ved ulykkeligheden.

Mette Statsminister skal sørge for, at der er én at skrælle kartoflerne sammen med, at håndens arbejde får stoltheden tilbage. Det kan godt være, den anden skræller ikke har så hårdt brug for det, som jeg har; at det bare er et arbejde. Men hvis Mette kan sørge for, at det er en, der ikke hænger sig i en klokkestreng og ikke bruger skemaer, men bare gør det, fordi det er et godt arbejde til en okay løn, så lover jeg, at vi mønsterbrydere vil bøvle videre i vores asynkrone og hjemløse liv og arbejde med omsorgen for os selv og vores familier.

Den kvinde, der hjalp mig ved at have øje for mig i børnehaven, havde et kald, sagde hun selv. Hun ville hjælpe børn af enlige mødre. Det var længe inden, der kom arbejds- og frugtdidaktiske kreativitetsskemaer.  

– Gammeldags! dømte man sådan en kvinde, da jeg havde Pædagogisk Psykologi som fag på KU. – Hun fandtes jo kun, fordi institutionerne endnu ikke var professionaliseret, lød forklaringen.

– Jo jo, men hun blev min redningskrans, vil jeg tilføje.

Nu har vi Mette. Jeg græd under hendes første nytårstale, selvom jeg plejer at stemme konservativt og holde øjnene tørre. Det er aldrig for sent at mærke omsorg, åbenbart. Uddannelse, penge og kulturel kapital er landets traditionelle virkemidler. Men allermest ønsker jeg, at hvert eneste barn mærker omsorg fra en stabil voksen. Omsorg er det afgørende. Så betyder det ikke noget, om den voksne har en fin uddannelse.

En voksen, der er nogens gode mor eller far, er en god nok voksen for mig.