Forfatter og psykolog
Klummer
Mønstre forsvinder ikke, fordi nogen bryder ud
Mønsterbrydere dyrkes ofte som de rene eventyr. Vi bliver gjort til de fyrtårne, andre kan tage retning af. Vi klarede den jo. Det kan lade sig gøre. Nogle af os er kommet godt af sted og har brudt det sociale mønster; de har en stor omsorg med i rygsækken. Der var ganske vist hverken uddannelse eller penge, dannelse eller netværk derhjemme – men omsorg for barnet var der!
Sådanne mønsterbrydere er vitterligt de rene eventyr. Det er mageløst, at den grimme ælling kan rejse sig og blive til den smukkeste svane. Desværre er de fleste af os brudt ud af vores sociale mønster uden at have den basale omsorg med som rejseforsikring. Mangel på uddannelse, penge og kulturel kapital i form af dannelse og netværk med betydende mennesker hænger ofte sammen med underskud på den sidste og helt afgørende dimension: Omsorg for barnet.
Danmarks historie om mønsterbrydere er især historien om de børn, der brød med den sociale arv og gjorde det uden en god nok mor eller far. I eventyret slår vi dragen ihjel. I virkelighedens verden bliver dragen ved med at hvæse ad os. Mønsterbrydning er ikke et enten eller. Man bryder ud af noget og flytter sig selv, men bryder ikke derved selve mønsteret. Man bliver ved med at kunne vende sig om og betragte det mønster, man kommer fra. I begyndelsen måske med ungdommelig foragt; hvor var det godt, man kom fra det. Senere bliver det klart, at man har mønsteret med sig, at man bærer det indeni sig, at man ikke rent kan undslippe.
Til en begyndelse: Der må være et frø i det udsatte barn at gøre godt med. Et frø nogen ser. Det er ikke til at afgøre, om det er biologi eller tillæring. Arv eller miljø. Det foregår mellem mennesker, og smag og behag er forskellig. Fra forskning ved vi, at et kønt barn har bedre odds hos pædagogerne, men igen: Hvad er et kønt barn? Barnet kan også være klogt, hjælpsomt, god til sport. Det særlige hos barnet påskønnes i bedste og heldigste fald af en voksen tæt på, og rosen sætter sig i barnet. Ligesom man kan være en god nok mor med Winnicotts term fra børnepsykologien, kan et barn komme til at føle sig som et godt nok barn i mønsterbrydningstermer.
Jamen, føler alle børn sig da ikke fra naturens hånd som værende gode nok? Jo, men nu snakker vi bad business. Vanrøgt. Der må danne sig en så god nok selv-følelse hos barnet, at det kan holde sammen på sig selv og sine kræfter. De børn, som netop dette ikke lykkes for, bryder ikke ud af ret meget.
Det er ikke raketvidenskab, dette. Det er her, den signifikant anden voksne kommer ind i billedet. Hvis Mette Statsminister skal gøre en forskel, skal det vanrøgtede barn møde en voksen, der kigger på det med kærlige øjne. Glade øjne. Stolte øjne. Som det skete i går, og som det sker igen i morgen. Et vanrøgtet barn har brug for det stabile blik fra et menneske mere end fra en profession, brug for den forventning der også ligger i sådan et blik. Kærlighedens blik har forventninger til barnet om at gøre sit bedste. Ikke at der altid kommer et prangende resultat ud af det fra barnets side. Men visheden om at der findes et voksent menneske, der regner med én, betyder noget. At der er en voksen, der regner med at jeg, barnet, hjælper til med borddækningen i morgen, en voksen der synes jeg har de sødeste øjne i verden, en voksen der er klar til at trøste mig, når jeg græder, eller bedre endnu, bare sidde lidt med mig når det svære ikke er til at sige. Det gør mig, barnet, tilpas i mig selv så meget netop, at jeg kan holde sammen på mig selv, når jeg er derhjemme, og alting er svært.
Jeg, Karen, er voksen nu og er kommet langt væk fra det, der var svært. Jeg er hjemme i mit eget hjem. Her er højt til min himmel, og nattestjernerne lyser mange og klart. Alligevel må jeg sande, at mit voksne hjem står på fundamentet af mit første hjems våde cement. Jeg er brudt ud, men mine fødder danser gerne de gamle mønstre. Jeg er tosproget og hører til begge steder, og jeg er stum og kan ikke tale et sprog, der passer perfekt ind noget sted. Jeg er hjemløs, når det er værst, og kulturelt beriget, når det er bedst. For jeg kan spare som de fattige og tælle penge som de rige, jeg kan lide som de psykisk syge og studere som de såkaldt raske. Jeg har en bevægelighed som få og fangarme så lange, at jeg i særlige lykkestunder tror at favne alting. Jeg rækker ud i mit eventyr og glemmer den våde cement om mine fødder, indtil den tager form som en drage. Igen.
Den er tung og trist, den cement.
Jeg var i en lang årrække ekstern lektor på et universitet ved siden af min psykologpraksis. Først på RUC, siden blev jeg headhuntet til SDU, og til slut kom jeg hjem til KU, hvor jeg selv havde læst. På SDU underviste jeg i organisationspsykologi på Master i Public Management. Der var årsdag på studiet, og alle mand var af huse til snak og et glas. Det kom mig for øre, at lærerstaben skulle til middag om aftenen nede i byen. Studiet betalte. Mit nye akademikerego følte sig holdt udenfor, mens min gamle streetkid fik fødderne skubbet i retning af studielederen, Kurt Klaudi Klausen: Om ikke jeg også skulle med, nu jeg var kommet hele vejen til Odense?
Få timer senere sad vi syv mandlige professorer og mig om bordet, fire på hver side, og spiste gourmetmad, som jeg ikke vidste hvad hed. Professor Dominique Bouchet sad midtfor og var midt i en rørstrømsk fortælling om sig selv. De andre supplerede, de glemte sig selv alle, i salig væren. Jeg faldt vel lidt hen, dér ved en af pladserne ud til den ene bordende. Overfor mig sad en flink og pæn professor, som jeg kun havde hilst på en enkelt gang før. Vi fik øjenkontakt. I kølvandet på endnu en latter lænede han sig frem mod mig, som ville han sige noget fortroligt, og jeg lænede mig frem, så kun vi to kunne høre det:
– Du kommer også fra et andet miljø, ikke?
– Jo, arbejder- …
Han nikkede.
Nu skal syv professorer fra Statskundskab og kredsen om New Public Management, der har fyldt statens varme hænder med regneark og stopure, ikke være en målestok for en mønsterbryder, endsige et forbillede. Man kan bryde sit mønster og havne et bedre sted uden at havne om sådan et bord. Men professorerne symboliserer for mig den magt og tryghed, et gammelt mønster har. Jeg havnede der. Det gjorde Dominique ikke. Jo, han havnede i Danmark på grund af kærlighed; i dette lå tilfældet for ham. Men at han sad ved et professorbord var ikke noget tilfælde. Det var han kommet til, uanset om han var blevet i sit hjemland eller ej. Han var ikke mønsterbryder, men en mobil europæer for hvem alt det andet sang synkront.
En mønsterbryder er imidlertid dømt til at leve asynkront. Midt i sit nutidige, væk fra det oprindelige som dog stadig findes. Så dér står man, på kanten af cirklen, hørende til og legitimeret, og alligevel kun et lille svaj bagover fra at glide væk og være udenfor. Man strækker sig og forsøger at nå, indover midten af cirklen og allerhelst ind i centrum af det hele, hvor man kan glemme det, glemme sig selv, det hele, og bare høre til. Være rigtig. Sammen.
Følelsesmæssigt er det skamfuldt at foragte det, man kommer fra. Man kom jo dog fra det. Det bor stadig indeni én. Man kan fx glæde sig over, at penge ikke længere er noget problem og alligevel være flov over at have tjent dem. Og værre endnu: Man kan opdage, at det man stræbte efter, spiller falskt og er så forløjet, at barndommens stuvede hvidkål er langt at foretrække for gourmetmad. Men når man så genser de gamle, kigger de på en, som er man fra en anden planet:
– Skriver du bøger, sådan rigtige bøger?
Da dukker den våde cement op igen; hjemløst er det.
Der findes ikke en ren mønsterbryder. Vi er som indvandrere i vores egne voksne liv, vi kan alting dobbelt og har skullet lære alting forfra. Jeg går ofte ud under nattestjernerne, fordi det gælder om at holde sig gående og holde sig lille, holde sammen på proportionerne, perspektiverne. Naturen er menneskets redning, som vores kroppe er det. Det er vores forankring til verden, til det håndgribelige, til dagen og vejen: Spise, sove, skide, elske. Det genuint oprindelige i livet er ved hånden, når det kokser, og vi ikke ved, hvad for et menneske vi skal være, hvad for et menneske vi kan blive. Klimakrisen kan vise sig at blive vores redning, fordi den tvinger os til at gøre praktiske ting igen. Hvis du er ulykkelig, så skræl 10 kilo kartofler sammen med en anden. Det gør noget ved ulykkeligheden.
Mette Statsminister skal sørge for, at der er én at skrælle kartoflerne sammen med, at håndens arbejde får stoltheden tilbage. Det kan godt være, den anden skræller ikke har så hårdt brug for det, som jeg har; at det bare er et arbejde. Men hvis Mette kan sørge for, at det er en, der ikke hænger sig i en klokkestreng og ikke bruger skemaer, men bare gør det, fordi det er et godt arbejde til en okay løn, så lover jeg, at vi mønsterbrydere vil bøvle videre i vores asynkrone og hjemløse liv og arbejde med omsorgen for os selv og vores familier.
Den kvinde, der hjalp mig ved at have øje for mig i børnehaven, havde et kald, sagde hun selv. Hun ville hjælpe børn af enlige mødre. Det var længe inden, der kom arbejds- og frugtdidaktiske kreativitetsskemaer.
– Gammeldags! dømte man sådan en kvinde, da jeg havde Pædagogisk Psykologi som fag på KU. – Hun fandtes jo kun, fordi institutionerne endnu ikke var professionaliseret, lød forklaringen.
– Jo jo, men hun blev min redningskrans, vil jeg tilføje.
Nu har vi Mette. Jeg græd under hendes første nytårstale, selvom jeg plejer at stemme konservativt og holde øjnene tørre. Det er aldrig for sent at mærke omsorg, åbenbart. Uddannelse, penge og kulturel kapital er landets traditionelle virkemidler. Men allermest ønsker jeg, at hvert eneste barn mærker omsorg fra en stabil voksen. Omsorg er det afgørende. Så betyder det ikke noget, om den voksne har en fin uddannelse.
En voksen, der er nogens gode mor eller far, er en god nok voksen for mig.
Hvad holder dig oppe?
Sådan spurgte en ven mig forleden. På under et minut havde jeg svaret parat, troede jeg. Ved nærmere eftertanke blev svaret mere kompliceret, for nu hvor jeg har uhelbredelig kræft, er det noget andet, der holder mig oppe, end dengang hvor prognosen for min brystkræft var rigtig god. Kun 3 procent med mine data ville ende med at dø af det, og det var afgjort en statistik, der trøstede mig, når tvivlen alligevel lammede min optimisme og kreerede levende billeder af de 3 procent, der jo også var rigtige mennesker.
Dengang i 2010 var prognosen min trofaste trøster. Min nye kæreste var det også, selvom vi var så nye som par, at mit skaldede hoved og blødende gummer blev hverdag, før han fx havde opdaget, hvor dumstædig jeg kan være, og hvor meget jeg roder. Efter kemokuren kom jeg i gænge med at skrive igen, og jeg udgav en bog sammen med en kær studiekammerat, der også havde haft kræft. Det førte til mange konsultationer i min psykologpraksis med kræftramte mennesker, der gerne ville tale med en, der selv havde prøvet turen, og det viste sig at blive meget meningsfuldt også for mig selv. Jeg kender ingen dog, der efter kræft er glade for at have oplevet dette at få kræft. At få kræft er noget lort. Men at få kræften gelejdet langsomt ind i noget, der allerede findes i ens liv, kan måske føre til følelsen af sammenhæng og dermed mening. Der skal samles sammen af gode stunder, så de uundgåelige tunge tanker om tilbagefald ikke tager magten.
Nu i 2022 hvor jeg er i kemobehandling uden deadline, fordi jeg ender med at dø af den nye slags kræft, jeg har fået, er mine pontoner nogle andre. Min kæreste er blevet min mand og er ubetinget den bedste støtte, jeg har. Jeg ser ofte på ham og tænker: – Hvad ville jeg gøre uden ham? Ville jeg udholde den bundløse træthed, der efterhånden suger nedad, blot jeg tænker på kemo, og selvom jeg er i min ”gode” uge, hvor sidste kemobehandling er kommet på afstand? Ville jeg bevare min lyst til at leve, hvis jeg skulle henslæbe de allertungeste dage alene? Jeg er ikke sikker. Min mand holder mig flydende, når jeg synker. Han gør det ved at ordne alt det praktiske, men mest vigtigt er det, at han holder om mig, når jeg bryder i gråd over, hvor ulykkeligt det er. For os, for alle børnene, for de nærmeste venner. Dette at han sørger for, at jeg kan være ked af det uden en bund at stå på, uden en opløftende målstreg i sigte, uden en drøm at arbejde henimod, er det kærligste, jeg har modtaget i mit liv. Jeg skylder ham mit hjertes tak.
Et par måneder efter dødsdommen købte jeg de kræftbøger, der var på markedet. Én af dem: Selvforsvar mod kræft. Ti ting du selv kan gøre af Øyvind Torp, en norsk læge med kræft, er blevet min anden ponton. Det er ikke det samme som en drøm, jeg stoler ubetinget på, der nok skal lykkes. Jeg har lange dage med tvivl om, hvorvidt det overhovedet nytter, at jeg spiser en særlig kost, at jeg træner på en bestemt måde, at jeg mentaltræner med yoga fx. Men i den konkrete verden er det handlinger. Det er adfærd, som jeg har besluttet mig for, adfærd som viser, at jeg mestrer mit liv, at jeg vil mit liv. I sundhedsvæsenet fokuserer de på den traditionelle behandling med kemo, stråling og immunterapi. Jeg sørger selv for resten.
Så hvad holder mig oppe nu, hvor alt ser håbløst ud? Min mand og en bog af en anden mand?
Det er kærligheden fra min mand og de gerninger, han udøver. Og det er den viden, som den norske læge giver mig, om de gerninger jeg selv kan udøve. Det er i gerningerne, det ligger. På samme måde er det med samværet med børnene, børnebørnene, svigerbørnene, vennerne. En gåtur rundt om matriklen med et barnebarn, der holder øje med, at bedstemor ikke falder. En grinetur om ungdoms vovemod eller mangel på realitetssans med en gammel ven på besøg i den hjemlige hjørnesofa. En grædetur med et af børnene, før vi går ud i køkkenhaven eller kører en tur og svulmer over naturens generøsitet. Det er i gerningerne, det ligger.
Der er et liv før døden, som kalder på gerninger.
Landsmoderen
Det er snart tre år siden, Mette Frederiksen holdt sin nytårstale om børnene. Siden da har hun ledet landet via pressemøder, hvor alt har været besluttet på forhånd, og hvor andre partier blot har skullet følge trop. Stemningen har hun sat som værende alvorlig. Løsningen har hun angivet som værende sig selv: Landsmoderen.
Det har været desillusionerende at bevidne, skønt jeg fra begyndelsen var fuld af håb. Under nytårstalen om børnene græd jeg, fordi de allersvageste da fik et længe ventet omsorgsblik. Nu har jeg uhelbredelig kræft; måske fordi Mette Frederiksens blik gik videre til Corona og blev dér. Min uopdagede kræft fik ikke chancen for et grundigt og omsorgsfuldt blik undervejs. Alt med Corona blev vigtigst.
– Ethvert dødsfald er ét for meget, som landsmoderen sagde det igen og igen, mens hun arbejdede sig igennem nedlukninger, nedslagtninger og nedværdigende behandling af alle andre partier.
Min ene sygehistorie kan selvfølgelig ikke tjene som noget bevis; jeg kan alene forsøge at sandsynliggøre min påstand:
Jeg og mange andre er blevet alvorligt syge, fejlbehandlede og glemte, fordi sundhedsvæsenet i 2 ½ år var underlagt statsministerens Corona-regime.
Hun beordrede begrænset adgang til egen læge, hun tvang sundhedsvæsenet til en udmattende reorganisering, og oveni brugte hun pressemøderne til at tale frygten op, så selv dette at handle i supermarkedet gav anspændt nakke i eget selskab.
I Sverige gik de anderledes til værks. De tog det standpunkt, at de gamle og sårbare måtte afskærmes, mens alle de raske kunne leve videre som ellers. Herhjemme glemte statsministeren at nævne influenzasæsonen i 2017/18, hvor sygehusene konkret beviste, at der skulle 850 ekstraordinært indlagte til, før man peb over at være presset på antal senge. Det kunne have bragt håb. Men i hele 2020 brugte sundhedsvæsenet enorme kræfter på at nedlægge afsnit, åbne nye afsnit, flytte senge, ændre administrative rutiner og holde møder, fordi – ethvert dødsfald er ét for meget, som landsmoderen blev ved at sige uden at nævne, at der i 2017/18 døde 7.000 på få måneder.
14 dage efter Corona-nedlukningen den 11. marts toppede antallet af indlæggelser. 90 Coronaramte blev indlagt den dag. Dernæst gik antallet nedad, og det varede helt frem til jul, før der blev indlagt et større antal Coronasyge igen. Alligevel dyrkede Mette Frederiksen frygten på hvert et pressemøde. Danskere var selvsagt ikke egoistiske på den svenske måde: Vi forblev isolerede for at passe på de gamle og svage, ja selv børnene, som beviseligt straks var uden for fare, forblev indespærrede i måneder. Almindelig influenza tager ellers hver vinter livet af adskillige børn, men det nævnede ingen. Nu gjaldt det om at stå sammen, og statsministeren spildte ingen chance for at takke de andre partier for det gode samarbejde. Jeg kom i tanker om mødre, der ovenpå konflikter kan finde på at sige, at de er så glade for, at alle er blevet enige. Jeg har set mange børn ligne nogen, hvis hoveder er ved at flyve af, af raseri.
Den 11. marts 2020 var jeg rask. Svaret fra et røntgenbillede af mine lunger kom netop på dagen for det første store pressemøde, hvor hele landet klappede sammen på Mette Frederiksens kommando, mens mine lunger var friske, viste billedet, småhoste til trods. Jeg husker det som heldigt, også fordi det ville blive svært at komme til læge i et stykke tid.
For adgangen blev jo begrænset, selv om der formelt stadig var mulighed for at få en konsultation, og udrednings- og behandlingsgarantien blev suspenderet i et år. Efter et par måneder turde jeg dog driste mig til læge igen. Min skam var stor, da jeg bestilte tid, for de gamle og svage havde selvsagt forret, men udover småhoste havde jeg nu også en ømhed midt i brystet. Alle lungespecialister havde travlt, forstod jeg, med at helbrede og berolige og også med at reorganisere på nationalt niveau; de var for få med for mange opgaver. Så mere end det nylige røntgenbillede kunne der ikke blive tale om. Point taken.
På Møn, hvor jeg bor, er vi i forvejen mere syge end landsgennemsnittet. Men luften er frisk og afstandene store, og vi lever et roligt liv udenfor turistsæsonen, som i 2020 eksploderede. Tyskerne blev holdt ude, mens københavnerne tog over og havde Corona med. Landsmoderen turde også komme herned og blev gift i en landsbykirke, netop som forsamlingsforbuddets øvre grænse passede med antallet af hendes bryllupsgæster.
I Sverige begyndte de gamle og svage at dø af Corona, og den nylige brud vandt umistelig hæder for at stå så principfast på sin kommandobro. Vi gjorde det rigtige i Danmark. Her døde vi jo ikke. Nogle af de gamle røg ganske vist i svinget trods alle forholdsregler. I efteråret var jeg lykkeligvis til afsluttende kontrol for min brystkræft fra 2010. Jeg fik tigget mig til en CT-scanning med henvisning til brystsmerten og var lettet, da radiologen i hast over telefon kunne berolige mig: Der var intet nyt. En stor cyste var afgjort fredelig. Og den sad et lidt andet sted end dér, hvor jeg havde ondt.
I samfundet virkede nogle ting tydeligvis stadig. Der var jo en ledig scanningstid til mig en lørdag eftermiddag. Selvom udrednings- og behandlingsgarantien var suspenderet, blev produktionsapparatet måske alligevel udnyttet bedre end nogensinde, mens Coronaen selv vendte tilbage i takt med kulden og sammenstuvede mennesker – og med mink som endnu en aktør. Hvad der ikke virkede for mig og min sygehistorie, var oplevelsen af at være i vejen og den fortravlede fortolkning af mit CT-billede. Det var ikke en cyste i min brysthule, men et teratom (en slags kirtel), som burde have været fjernet øjeblikkeligt. Og højre og venstre blev byttet rundt, mine smerter troede hun i modsat side. Måske radiologen var kaldt på en lørdagsvagt for meget i forhold til alle de beredskabsplaner, der skulle udtænkes, alle de Coronasyge der vitterligt også var, for selv de svage og især gamle begyndte at se stort på restriktionerne af bare trods og smittede hinanden i stedet for at blive hjemme, mens statsministeren stadigt højere roste os allesammen for, hvor dygtige vi var, os frygtsomme og hjælpeløse.
Jeg hersede med mig selv: Her fik jeg af det offentliges sparsomme ressourcer, mens gamle mennesker døde på lungeafdelingerne, og Sundhedsvæsenet var i knæ ikke bare over de ekstra indlagte, men måske især over at være i beredskab. Det er længe at vente (forgæves) på, at det værst tænkelige sker. Lange måneder, hvor historierne var fulde af Sverige. De gamle og svage døde på plejehjemmene. Sygeplejerskerne sagde op. Så galt kunne det gå, hvis ikke vi allesammen passede på. Og minkene! – Desværre glemte statsministeren alt om lovhjemmel et par måneder senere. Vanen med at styre selv kan føre til frygtelige forglemmelser, og et manglende mundbind i en tøjbutik ovenpå minkskandalen var en af hendes mindre –. Måske hun trods alt blev lidt rundtosset af den kritik, der begyndte at komme hendes vej. Eller måske hun havde hovedet nede i mobilen. Der var mange sms’er at slette.
Det hjalp på mit humør, at Mette Frederiksen endelig viste sig i selfieformat foran sin egen bogreol. Midt for stod en af mine romaner, Uren 1. En Coming of Age roman om et arbejderbarn, der på trods af alle odds klarer sig, ikke mindst i kraft af gratis uddannelse. Jeg grundede længe over, om statsministeren nu alligevel også i uklædelig grad kun lærte noget ved lyden af egen stemme? Om hendes store pressemøder ikke også viste noget andet? En kvinde med format? En kvinde der ville tale børnenes sag, de svages sag i det hele taget, når Coronahalløjet havde lagt sig? Jeg grunder stadig og især over, hvilke motiver der egentlig driver menneskets mest private ræsonnementer? Uanset – statsministeren må gerne give min roman videre til en anden, der måske fanger dens morale bedre end hun: At det enkelte menneske har glæde af at mestre noget selv.
I forsommeren 2021 opsøgte jeg et privathospital. Jeg kunne få ultralydsscannet hjertet inde i den overkrop, der langsomt, men sikkert gjorde stadigt mere ondt. Mit hjerte viste sig heldigvis at være raskt og 10 år yngre end min alder, så jeg resignerede igen i nogle måneder. Måske var jeg også bare hysterisk? Rende til lægen hele tiden bør jo ingen! Og slet ikke under en farlig virus. Men småhosten, smerten og efterhånden også en åndenød fik mig alligevel til lægen igen, og han talte venligt med mig i de afmålte minutter. Vi var enige om, at restriktionerne var overdrevne, vi repeterede de 7.000 døde fra influenzasæsonen 2017/18, som vi ikke var i nærheden af med Corona efter godt et år, og jeg forstod, at lægehuse heller ikke var blandt de indviede forud for de store pressemøder. De praktiserende læger havde lynende travlt med at berolige de bekymrede patienter, der ringede ind for at spørge, om alle løfterne fra de runde, hvide presseduge foran ministrene og Mette Frederiksen nu også holdt. Da de afmålte minutter af vores samtale var gået, sagde min læge venligt, at nu blev jeg nødt til at gå; han måtte hellere tale med de rigtigt syge.
Jeg kan stadig mærke skammen, da jeg gik derfra, ned ad den lange gang. Jeg var jo hypokonder. Han syntes måske, vi kunne dele en joke blandt venner af en slags. Men meningen stod klar: Jeg var ikke syg sammenlignet med alle de andre: De gamle og svage – de døde mink. Det var en slem virus, denne Corona. Overdødeligheden i Sverige var signifikant, vidste jeg. I det første år, i 2020, havde de haft en overdødelighed på 6.000 mennesker, mens vi i Danmark havde samme dødelighed, som vi plejede. Statsministeren brugte tallene til at legitimere sin styreform. Her i Danmark gjorde vi det rigtige. Det huskede hun at gentage, mens hun mindede om minkene, der selv fra deres himmel blev ved at bære frygten oppe.
Jeg opdagede lidt tilfældigt, at man kan få lavet en helkrops-MR-scanning på et privathospital uden henvisning. Da jeg efter scanningen ringede til min egen læge og på vegne af scanningens ansvarlige læge bad om et kræftpakkeforløb, henviste han prompte. Men den nyindførte udrednings- og behandlingsgaranti virkede ikke. Der gik yderligere mere end to måneder alene med at udrede mig. Da jeg endelig – sidst i januar 2022 vågnede op på Rigshospitalet efter operation, var diagnosen klar: Dissemineret kræft i teratomet, i lungen og udenpå hjertet. Stadie 4, det sidste.
På det samfundsmæssige plan er mit tilfælde selvfølgelig ikke noget bevis for, at statsministerens håndtering af Corona har ført til flere uopdagede kræfttilfælde end ellers. Tallene for overdødelighed i 2021 bestyrker imidlertid mit afsæt for min påstand. For i Sverige var der ingen overdødelighed, mens der i Danmark var en overdødelighed på 3.000, svarende forholdsvis til den overdødelighed, Sverige havde i det første Corona-år. Tallene viser, at den strikse håndtering i Danmark har givet det samme antal mere-døde som i Sverige, hvor de levende til gengæld undervejs har kunnet nyde et åbent samfund og muligheden for at kunne komme frit til læge, og hvor de levende har kunnet bevare muligheden for at møde andet end rundtossede, vagttrætte læger, der reorganiserede samtlige senge endnu en gang.
Hvad værre er: Mennesker uden penge til privathospital, uden kræfter til at mase på, uden familie; alle er de forblevet uopdagede med deres eventuelle kræft, fordi Corona og Mette Frederiksen tog det hele. Og vinderen bliver ved med at tage. Landsmoderen har for længst kastet sin kærlighed på Ukraine, nu Corona ikke længere kaster så meget utryghed af sig. Senest var det utrygheden i København, der fik blikket. Det er virkeligheden, hun repræsenterer, siger hun alvorligt og sukker: At der er utryghed.
Tilbage står alle vi, der fejlede alt muligt andet end Corona. Det var ikke en virkelighed for vores statsminister. Hverken dengang eller nu. Hun lovede os fx 4. vaccine på et pressemøde. Rigshospitalet vidste ikke noget. Egen læge gav en henvisning på min opfordring. Da jeg skulle bestille vaccinetiden på nettet, var der i hele landet kun 10 vaccinesteder, og kun to steder havde ledig tid, begge i Storkøbenhavn.
– Ethvert dødsfald er ét for meget, talte min mand og jeg om på vej derind. Den sætning har vi ikke hørt længe. Men vi nærmer os også de 7.000 døde – her efter 2 ½ år med Corona – ligesom dengang med influenzaen i nogle vintermåneder. Landsmoderens omsorgsfulde blik for os, de svageste i forhold til Corona, er vitterligt gledet videre, når selv de kræftsyges vaccine bliver glemt. Når 1.000 nye sygeplejersker er blevet til kun 211. Når deres løn ikke stiger, mens embedsmænd med kritisabel embedsførelse får ekstra bonus for godt arbejde. Når store pressemøder kun lover, ikke holder.
Jeg kan selvfølgelig forstå, at Corona tog over i en periode. Jeg var på grænsen til stolt, da jeg så det første, store pressemøde. En statsminister der ikke rystede på hånden. Og så var hun kvinde, hurra! Men dengang havde jeg endnu ikke forstået, at direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, var uenig i beslutningen om at lukke skolerne og vel ville svenskernes vej, ligesom jeg ikke vidste, at statsministeren lider af den ledelsesbrist at miste overblikket, når hun oplever tidnød.
I 2020 fik færre danskere konstateret kræft end i 2019. Det lyder flot, ikke sandt? Ved nærmere eftertanke er det stærkt foruroligende. Tallet for 2021 er lige på trapperne. Jeg er ét af tilfældene i 2022. Gad vide, hvad tallene bliver? Her og i Sverige?
Det er ikke sikkert, jeg når at høre svaret for min årgang. Mette Frederiksen gør.
Efterskrift, idet ovenstående er skrevet sidst i august 2022:
Tallet for nye kræfttilfælde 2021 bliver først publiceret marts 2023. Der er ingen forklaring på forsinkelsen (sic). Tallet for 2020 blev publiceret oktober 2021.
Overdødelighedstallene er til gengæld et internationalt anliggende og ikke sådan til at skjule og ser således ud i en Z-score, der gør sammenligning mellem lande og antal beboere mulig:
| Sverige | Danmark | |
| 2020 | 2,38 | 1,79 |
| 2021 | 0,42 | 1,30 |
| <Uge 43:2022 | 1,13 | 1,61 |
Den konservative tosse
Jeg ringede forleden til min gamle ven og indbød ham til et rituelt glas, fordi jeg offentligt havde erklæret mig konservativ. “Din konservative tosse!”, råbte han gennem telefonen, men kom alligevel senere på fransk visit og var med til at skåle. Hans udbrud har efterfølgende været mig anledningen til at reflektere over, hvorfor jeg er medlem af Det Konservative Folkeparti, hvorfor jeg er konservativt sindet, politisk, i det hele taget.
Som psykolog fra Københavns Universitet har jeg været igennem meget teori om forholdet mellem individ og samfund. Ret naivt og vel også med en del praktisk rettethed begyndte jeg ellers på studierne med den tanke, at det hovedsageligt skulle handle om mennesket. At dette menneske i virkeligheden var et individ, og at individet aldrig kunne forstås uden samtidig at undersøge det samfund, individet levede i, stod klart allerede efter første semester. Individet er (jo) samfundsmæssiggjort, lød et af argumenterne fra lærerne og en stærk gruppe af studerende. Skønt jeg var længe om helt at fatte, at samfundet i den forståelse altid kommer før individet, blev jeg heroisk ved med at indvende, at individet, eller rettere mennesket, jo dog havde sin fri vilje og selv kunne bestemme, i hvilken udstrækning samfundet skulle få lov at påvirke det.
Det nagede mig længe, omend jeg ikke sagde det højt, at de mange lærere og studerende på stedet delte synsvinkel med andre, der kunne ligne fagfæller, og som i hvert fald tilhørte min personlige historie. På Hærens Officersskole havde jeg nemlig i begyndelsen af 1980´erne haft en lærer, der var sociolog. Jeg holdt meget af hende. Og hendes one-liner om, at vi alle er summen af andres forventninger, snurrede længe i mit baghoved, når jeg tog endnu en diskuterende tur med det mødrene ophav om, at jeg stadig ikke ville være gymnasielærer i matematik i en jysk provinsby i nærheden af Kolding.
Forholdet mellem menneske og samfund har således altid fulgt mig som en halvt reflekteret problemstilling, der på den ene side ikke kan tage en hel aften og flere flasker rødvins diskussion, men på den anden side heller ikke kan afvises som værende ligegyldig; synsvinklerne deler danskere i forskellige lejre. Der er endda tale om genuine værdier her, idet udsagnene både kan fremsættes utvetydige og modsigelsesbare.
Selv er jeg faldet til ro med den antagelse om forholdet, at det består af borger og stat. Jeg kan forestille mig de hovedrystende indvendinger, det giver f.eks. de dialektisk materialistisk sindede, som på deres side vil fastholde individ og samfund. Og jeg kan forestille mig de liberalistisk indstillede, der vil spørge: “Hvilken stat, hvilket samfund?” og fortsætte spørgsmålet med en understregning af det enkelte menneskes frie udfoldelsesmuligheder. Den fantaserede hovedrysten og indvending viser blot, at der er tale om tre unikke afsæt. Jeg forestiller mig, at disse afsæt hver især er indiskutable, men som nævnt modsigelsesbare:
- Individ og samfund. Individet er samfundsmæssiggjort i sine handlemuligheder og skaber og forandrer samfundet i samme handlinger. Kollektivet kommer før den enkelte.
- Menneske og samfund. Mennesket har ultimativt sin egen handlefrihed og kan sætte sig udover samfundet, som i bedste fald understøtter, i værste fald begænser den enkelte. Den enkelte kommer før kollektivet.
- Borger og stat. Borgeren er et menneske i sammenhæng med andre, deraf navnet borger. Som oprindeligt betyder beboer i borg, by, flække. Staten er et fællesskab, som er etableret af to grunde. Dels er der opgaver i livet, som den enkelte borger ikke kan løse alene. Dels er der opgaver, der kvalitativt løses bedst, hvis de løses i fællesskab. Den enkelte kommer før kollektivet.
I videnskabsteoretisk forstand er der tale om tre antagelser, der for min skyld godt kan kaldes tro i filosofisk forstand. Sikker, falsificerbar viden er det i hvert fald ikke udtryk for, når nogen står på det ene af afsættene og påkalder sig eneret på at formulere, hvordan verden hænger sammen. Men hele forestillingen om, at forskellige perspektiver til enhver tid har et potentiale, er konservativ i sin grundlæggende værdi. Når forholdet mellem borger og stat skal undersøges nærmere, er det værdifuldt at nå frem til en balance. Ingen stat så stærk, at den kan kvæle den borger, der kan klare sig selv. Ingen stat så svag, at den er ude af stand til at hjælpe den borger, der har brug for hjælp.
Selvsamme ræsonnement kan vendes om, så det også kan lyde, at ingen borger så stærk, at han eller hun kan kvæle staten, ingen borger så svag, at han eller hun er ude af stand til at hjælpe staten (eller et andet menneske). For mig at se er begge ræsonnementer konsistent konservative i deres fundament og i den praksis, de rækker ud til. Borger og stat er parter i samme sag og om samme sag: Borgeren skal leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv.
Det giver sig selv, at et sådant liv tager sig forskelligt ud i forskellige tidsaldre. Min mormor blev født i 1884 og blev proprietærkone qua sit ægteskab og sin medgift, og hun fødte ni børn. Hun blev uden tvivl samfundsmæssiggjort i et vist omfang, hvis jeg forsøger at forstå hendes situation og hendes livshistorie ud fra det marxistiske afsæt. Kollektivet kom i en række afgørende spørgsmål før den enkelte, som hendes liv udfoldede sig, og skulle man forsøge at forstå hendes tilværelse ud fra et liberalistisk afsæt, forpassede hun enhver chance for at forme sin egen tilværelse. Hun forblev i sin stand og sin velstand og i sin tilsyneladende ufrihed. Hvem ved, om hun kunne være blevet en fortrinlig gymnasielærer i matematik, forud for sin tid ganske vist, men med et personligt levet liv vidnende om afsættet, at man kan, hvad man vil.
Min mormor ville så vidt vides ikke, men igennem mit fag som psykolog er jeg stødt på to ting her af interesse for sammenhængen. Dels er dette ikke at ville ændre på sine livsbetingelser også en forholdemåde. Dels har nogle mennesker nogle livsomstændigheder, der er så dårlige, at hjælp er indlysende påkrævet. Det sidste først.
Staten skal med andre ord være stærk og til stede, når hjælpen behøves. Vi så det i praksis ske, da tsunamien i sin tid skyllede nogle danske borgeres styrke ud i havet. Staten måtte – og skulle – træde til og gjorde det i øvrigt nok en dag eller to for langsomt. Vi så dog også nogle andre danske borgeres styrke hoppe på det første fly hjem efter en vedvarende klage over, at flyet ikke stod parat allerede få timer efter flodbølgen. Her gik den enkeltes behov forud for kollektivet, selv om det ikke var strengt nødvendigt.
Staten skal ud fra en konservativ tankegang være parat til at hjælpe. Men hjælpen skal aldrig være mere end netop tilstrækkelig. Nogle kalder det hjælp til selvhjælp. Fra psykologien stammer udtrykket “tillært hjælpeløshed”, som for mig nøje fortæller, hvad for megen hjælp kan føre til. Staten skal altså ikke dække ethvert behov til enhver tid. Staten skal løse de opgaver, som borgeren enten ikke kan løse alene, eller de opgaver, som løses kvalitativt bedst i fællesskab.
Fra psykologien har jeg dog også den eksistentialistiske tænkemåde. Denne tilgang blev en behagelig afløser for mine første semestres hårde kost af lige dele kognitionsterperi og marxistvelsignelser. I en Søren Kierkegaards lange formuleringer er der ikke så mange ord om staten, som der er om borgeren. Det er der mange gode grunde til, og Kierkegaard skal ikke lastes dette fravær; hans ærinde var hin enkelte først – og alt andet siden. Han om nogen fik ræsonnementerne frem, så det blev tydeligt, hvordan dette ikke at forholde sig til sine livsvilkår også er en måde at forholde sig på. Han fik dermed gjort det klart, at den enkelte borger er forpligtet og ansvarliggjort i sin tilværelse. Hvorvidt staten er stærk eller svag kan skifte; – borgeren har til enhver tid ansvaret for sig selv og sine handlinger, også de ugjorte. Konsekvenserne heraf hviler derfor naturligt på den enkeltes skuldre. Skuldre, som når de trænger til hjælp alene skal hjælpes med henblik på at genvinde gammel styrke igen.
Er det sådan, staten hjælper os i moderne tid? Det finder jeg ikke så mange eksempler på. Ikke nok i hvert fald. Min egen mor har ellers leveret en udmærket livshistorie til, hvordan og hvornår det kan lade sig gøre. For min mormor måtte i 1945 sande, at min livsglade og af sind stærkt liberalistiske morfar havde festet så meget igennem for at dække egne behov, at proprietærgården, medgiften og den øvrige formue var væk, og tilbage stod en mormor, hvis arbejdsduelighed bestod i at opdrage børn. Min mor blev derfor strygekone på et vaskeri i forsøget på at være med til at forsørge familien. Festgenet var åbenbart gået i arv; i hvert fald blev min mor i 1958 gravid uden for ægteskab. Uha! Mødrehjælpen, som dengang var statsfinansieret, trådte til og hjalp min mor til at tage en uddannelse. Efterfølgende blev hun selverhvervende – og altså selvhjulpen. Staten var ikke til at undvære for hende. I nogle situationer er kollektivet af uvurderlig betydning for den enkelte.
Tilbage står for mig alligevel en lang række spørgsmål til videre refleksion. Hvorfor er jeg konservativ, når jeg ikke afviser, at mennesket nogle gange kan være underlagt kollektivets betydning. Og når jeg end ikke afviser, at mennesket i eksistentialistisk forstand træder i karakter og bliver sig selv og dermed i enhver forstand er sig selv, før det er noget andet? Er konservatisme, som det udfolder sig i vor tid, ikke blot blevet en bleg mellemting mellem socialismen og liberalismen?
Nej, på ingen måde. Det er for mig helt afgørende, at forholdet mellem den enkelte og kollektivet til enhver tid undersøges for at finde frem til den pt. bedste balance. Jeg afviser ikke på forhånd, at balancen kan ændres, at vi om nogen tid eller i en anden situation finder, at en anden balance vil være bedre. Stærkt formuleret er det skråsikkerheden, jeg fuldstændig må tage afstand fra, sådan som jeg finder den hos både marxister (nutidens socialister) og hos liberalister. Hvordan nogen kan være så sikre på, at kollektivet henholdsvis den enkelte altid kommer først af alt, er mig fornuftsmæssigt en gåde. Ud fra en videnskabsteoretisk betragtning opfatter jeg det naturligvis blot som en ret til at have et andet afsæt. Og så er den forskellighed i øvrigt ikke værd at bruge flere ord på.
Mennekesynet bagved disse forskellige afsæt er til gengæld vedvarende interessante. Som psykolog har jeg i kraft af mit fag haft megen hjælp til at udforske forskellige muligheder. Og i nærmest postmodernistisk forstand er der jo mange tilbud på hylden. Hvilket menneske skal jeg da vælge? Det humanistiske måske … Joh, jeg antager at mennesket er unikt og i sin egen ret, og at det menneskelige aspekt er væsentligt. Men som eksistentialist har jeg også et afsæt, der lyder, at det enkelte menneske er ansvarligt og frit, og at mennesket vil det gode og det onde. Så her må jeg vælge side og vælge fra. Mit menneskesyn er skærpet sammenlignet med humanistens og de senere årtiers managementsteoriers. Jeg ser ikke mennesket som alene godt og ressourcefyldt til enhver tid.
Mennesket er en sammensat størrelse, der af eksistentialismens kritikere bliver skudt i skoene kun at ville sin egen tilværelse og glemmer (eller måske endda skider på!) fællesskabet. Den østrigske filosof Viktor Frankl, der med sin baggrund som læge og psykiater havde en særlig tilgang til at forstå sit eget ophold i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig, har på særlig vis argumenteret for det eksistentialistiske menneske, der selvtrancendent rækker udover sig selv og vil fællesskabet, vil være en beboer i borgen. I relationen til næsten ligger den mulige mening med tilværelsen. Og det kan lyde helt Løgstrupsk; – det er det også.
Om den moderne konservative er forpligtet også i religiøs forstand er endnu en refleksion at tage fat på. Jeg er det i mit filosofiske afsæt. Og jeg prøver at være det i prakisis, måske især når jeg bliver kaldt en konservativ tosse.
Teksten er også bragt som kronik i Berlingske Tidende.
Sej?
– Du er så sej, siger folk til mig. – Du skal nok klare det! tilføjer de og mener det godt.
Jeg har fået kræft for anden gang, og det er ikke nemt at tale med et menneske med en dødelig sygdom, ved jeg. Jeg har selv været pårørende, og kræft dukker efterhånden op allevegne.
Men sej, mig? Og fører sejhed til helbredelse?
Nej. Kræft helbredes af lægelig behandling og held, ligesom kræft opstår af biologiske fejl og uheld, selvom vi så gerne vil tro alt muligt andet. Kræft skyldes rygning, alkohol og forurening, håber vi, for så kan vi undgå den. Helbredelse hjælpes på vej af god kost og opbyggelige tanker, håber vi, for så bliver vi raske igen. Og vi har brug for håbet. Men sejhed? Spiller sejhed virkelig en rolle for helbredelse?
Hvad vil det sige at være sej?
Er jeg sej, fordi jeg fx som syv-årig en sen nattetime hjalp min mor med at abortere på vist nok naturlig vis, men ikke desto mindre lige så glædeligt for hende, som det var rædselsvækkende for mig at se så meget blod udover natpottens runde kant? Er jeg sej, fordi jeg fortalte mine børnebørn om dengang, jeg sprang i faldskærm og var allermest bange for at lande på den mark, hvor de nysgerrige køer gik og græssede? Er jeg sej, fordi jeg altid har kæftet op og sagt min mening i de mest uventede situationer og uden rygdækning fra andre, der kiggede flovt til siden? Jeg synes det ikke. Disse – for andre at se – seje gerninger er udført, fordi jeg ikke kunne lade være, fordi der aldrig var nogen form for tøven i mig. Jeg holdt bare ud og handlede, som jeg havde lært nødvendigheden af som barn. Mit voksne liv var blevet lettere, om jeg senere havde kunnet aflære den automatadfærd og i stedet bruge den mere situationsbestemt.
Hvad der i mine øjne er sejt, er dette at gøre noget, man ikke tør. Det varierer vældigt fra menneske til menneske, hvad dette noget er. I disse måneder skal de mennesker, der er sammen med mig, gøre noget, de ikke rigtigt tør. Det er sejt, synes jeg, at de taler med mig alligevel. En rekrutkammerat kom dagen efter, hun fik besked, og havde sin sædvanlige ro med til kagen. En anden rekrutkammerat rummer flere besøg, end han plejer, mens han i øvrigt taler, tier og sørger med mig. Han er min mand. – Han er så ked af det, fordi han er så glad for dig, sagde en tredje ven, som også lader mig græde uden at tage sig af vandløbene.
Andre menneskers sejhed hjælper afgjort på mit humør. Min egen eventuelle sejhed kan måske bruges til at udholde det, jeg ikke kan udholde: at være syg. Det er måske, hvad folk tænker på, når de siger:
– Du skal nok klare det!
Men helbredelsen? Måske klarer jeg den. Måske gør jeg ikke. Det er jeg ikke selv herre over. Vi er ikke herrer over døden. Vi er måske herrer over, hvad vi gør.
#kontrol#kræft#sej#pippi#gråd
Din egen begravelse
Har du nogensinde fantaseret om din egen begravelse, din egen bisættelse? Om at sidde på bænken, bevidne de andres sorg, se deres tårer, høre deres diskrete gråd, læse salmernes tekst, takke for koret, lytte til de formelle ord, lade ritualet omfavne, følge med kisten ud, tage turen til det efterfølgende traktørsted, sidde ved kaffen eller øllet og den omhyggelighed, der er gjort ud af traktementet, høre latteren rulle måske, de sjove anekdoter, den skamløse ros, for om de døde taler vi ikke ondt, i det mindste ikke lige med det samme?
Jeg har.
I sidste uge var jeg igennem det hele og var endda til gravøl i virkeligheden: Rigtige mennesker skrev søde, rørende og uforglemmelige ord, som de også kunne have skrevet, når jeg er død. De sendte blomster. De sendte chokolade. Det hele flettede sig til en krans af kærlighed omkring mig.
Det var mageløst! Og skal jeg lede efter skønne sidegevinster ved at have ubestemmelig kræft flere steder i egen krop, er dette den første på listen: At være med til sit eget farvel. Der manglede blot et godt glas øl og et ordentligt stykke smørrebrød. Jeg er bagoverblæst af taknemmelighed, og tårerne løb, som var de urets visere i det liv, der er før døden!
Jeg satte mig et par dage efter og skrev nogle linjer til et menneske, jeg holder meget af. Jeg er ellers ikke slem til at skrive store ord i utide til fremmed blod. Men i utide er det helt rigtige tidspunkt for mange ting. Sådan tænkte jeg, mens jeg skrev. Det tog mig tre minutter at skrive de få linjer. Resten af dagen red jeg på en følelse af særlig renhed.
Måske var det også en særlig renhed, der rumsterede i sidste uge, da jeg blev indlagt på Rigshospitalet. Klokken 7 om morgenen, fastende og brusebadet hjemmefra per instruks, så jeg var frisk, troede jeg. Og ræd of course. Sygeplejersken kom med det hvide tøj og stillede også en lille papbakke med gammeldags røvtermometer på mit sengebord. Og hun pakkede en spritserviet ud, så den lå klar, lige til at plukke ud af papiret. Hun pegede. Spidsen med kviksølv, min bagdel. Jeg skulle selv i ensomhed …
Da spidsen af termometret var tilbage i lyset igen, opdagede jeg endnu en spritserviet, så jeg fik den ide at afslutte hele seancen med at tørre mig selv bagi. Jeg var allerede frisk, troede jeg. Men sådan en våd spritserviet på sarte slimhinder afslører sprækker, man ikke kendte til. Jeg måtte skille mine baller for åbne gardiner på 15. etage for at få spritten til at tørre væk straks. Heldigvis var hverken rednings- eller TV2-helikopteren i luften den morgen. Min bredstående, lidt nede i knæene, foroverbøjede stilling blev kun filmet i mit eget hoved.
Vi har små sprækker overalt. Vi overraskes på de mest uventede måder. Af ondt, af godt. Som jeg blev det i sidste uge af alle de rørende ord fra jer. Ikke at I tænkte det som gravøl. Men det føltes sådan på den allermest hjertevarme måde. Jeg kunne ikke have fantaseret mig til en bedre version.
Heldigvis var jeg levende nok til at kunne æde chokoladen. #omrids
Kræft – igen
I ved jo godt, at jeg har sat mig for at skrive fem romaner, der på forskellig vis tager udgangspunkt i mit liv. Nu er min plan blevet forstyrret, mildest talt. For jeg har fået kræft – igen.
I 2018 kom Uren. Om opvækst og ungdom i Kolding, kampen for at holde en nærgående stedfar fra livet, kampen for at komme væk, væk fra en omklamrende og blind mor, ud i livet.
I 2019 kom Uren 2. Om at blive til noget i en fin verden, om fire år på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot i København, hvor traumerne fra opvæksten flytter med og holdes skjult.
I 2021 kom For den rene er alting. Om at rejse sin vej, om at være midt i en ond skilsmisse, med langvarig terapi og karriere i rygsækken. Om at møde kærligheden, om at få brystkræft – og blive sammen. Om at være mønsterbryder på kærlighedsmåden.
I 2023 kommer Den fædrene længsel. Om at længes efter en far. Om at have flere fædre. Om at finde den rigtige far. Om at være enebarn i livet uanset.
I 2025 kommer Marengskys. Om de vigtige relationer i et menneskeliv. Om ikke at være nærig med sig selv og sine kys.
Kommer min plan til at holde? Jeg ved det ikke.
Jeg har været i udredning for lungekræft siden 16.11.21. Først 27.01.22 blev jeg opereret på Rigshospitalet. Lungelæger er en mangelvare for tiden. Kræftpakkernes garantier glider. 72 dage ventede jeg på operationen, som overraskende viste, at der nu også sidder lidt udenfor lungen. Det kan være lungekræft, der har spredt sig, det kan være lungehindekræft, der har spredt sig, eller det kan være brystkræften, der er kommet tilbage. Svar om 14 dage. Ikke flere operationer. Men kemo? Immunterapi?
– Det er ikke så godt, som jeg sagde til min nye kæreste, Per, i 2010, da jeg fik brystkræft.
Per er blevet min mand siden da og passer mig nu igen som en baby. Vi har råbt, bandet, grædt og også grinet i de sidste måneder, for ingen kan være afsindige hele tiden. Per er alting.
Og midt i det hele oplever jeg mine børn og svigerbørn og børnenes far og børnebørnene på nye, livsbekræftende måder og glæder mig over al den kærlighed, der er i mit og i deres liv. Det er vitterligt lykkedes mig at bryde mønstret på kærlighedsmåden
Kommer min plan til at holde? Jeg ved det ikke.
Jeg vil gøre mig inderligt umage med at elske mine mennesker og med at skrive to timer om dagen. Den plan kommer til at holde. Så må Gud om resten
#dklit #autofiktion #fuckcancer
Om chefer der begår overgreb
Det er en tilståelsessag.
Jeg har hidtil ikke haft så meget tilovers for #metoo. Når man er blevet misbrugt som barn, synes middelklassekvinders problemer med dumme svin på arbejdspladsen og i nattelivet at være et mindre problem.
Men så kom dokumentaren med jer 11 kvinder fra TV2. Tak for jeres mod! Jeg forstår det nu. Der var en urimeligt ækel kultur på TV2. Det var ikke jeres skyld. Cheferne er de skyldige. Det er godt, de bliver straffet nu, en for en.
- Der var de mandlige chefer, der brugte deres magt til at begå overgrebene.
- Der var de kvindelige chefer, der så gennem fingre med det, ikke kunne se det, lod stå til.
- Der var de andre, kollegaerne, der enten sladrede om de udsatte kvinder og eller spillede med på det seksualiserede miljø, som cheferne havde fået skabt, ved selv at lade fuckability råde.
Det ramte mig som et leverstød under udsendelsen, hvor meget jeres verden ligner incest: Far agerer med pikken forrest, mor lukker øjnene, barnet tåler det hele for ikke at miste den smule kærlighed, der trods alt er at få.
De andre søskende, ja hvad med dem? De enten håner den udsatte eller håber på lidt kærlighed selv, skønt det er en kærlighed, der har sex som sprog. Eller de skammer sig og er alligevel også stolte over at være netop dét barn, der slipper, de er måske glade for at være det barn, som far kan lide på den rene måde.
Tilbage står de udsatte kvinder, de kvinder der måske har frydet sig over opmærksomheden fra de mandlige chefer, er gået med til noget af tilsyneladende fri vilje, måske endda har følt seksuel lyst undervejs.
Af alt, hvad jeg har oplevet selv og har hørt om fra andre misbrugte, ligger skammen ubærligt i dette ikke at have sagt fra og dermed underforstået at være gået med til det. Det gælder de udsatte, det gælder deres søskende. Vi kvinder skal holde den skam frem og vedstå os den, mens vi remser for os selv, at vi var de små i sammenhængen og derfor er uden skyld og ikke har noget at skamme os over, og vi skal lade alle søskende omfavne os med den kærlighed, der er nyopdaget og ren i sin mangfoldighed, som nyfalden sne.
…
Opdateret 15. dec. 2021 eftermiddag: Det hænder, at moren ikke bare lukker øjnene, men selv deltager aktivt. Når det sker, er hun også skyldig, uanset hvor meget hun beklager.
Opdateret 16. dec. 2021 formiddag: Det er almindeligt, at børnene gennemlever en promiskuøs periode, hvor de manifesterer deres ret til selv at vælge partner.
…
Artiklen er bragt i Politiken, den 26. december 2021, som debatindlæg.
Forsømte børn skal have bøger
For ikke så mange år siden udkom hovedsageligt bøger, der kunne uddanne læseren i en faglig retning eller kunne danne læseren via øvelsen i at leve sig ind i fiktionens andre tider, andre skikke, andre liv.
Jeg har selv åndet i bøgernes verden uden ophold, siden jeg var 9. Deromkring var jeg allerede klar over, at min stedfars jagtgevær nede i baggangen udgjorde en nattetrussel, som måske mest fandtes i min syge mors hoved, men ikke desto mindre blev en trussel i mit hoved også. Bøgerne hjalp mig igennem og på vej. Bøgerne har gjort det muligt for mig at klatre opad. Social mobilitet kaldes det, som var der ingen ensomhed i den tur, men ja, det har med socialklasser at gøre. Jeg er en såkaldt mønsterbryder.
I de senere år er der opstået to usynlige kategorier i bøgernes verden, som særligt optager mig. Den ene kategori er børn og unge fra vanskelige vilkår, som engang kunne slå sig på bøgerne frem for at slå sig på flasken. Med bøgerne var der en sikker sti at træde, med bøgerne kunne en frk. Langstrømpe anspore til vilde drømme, en Rifbjerg til oprør og en Andersen Nexø til trøst: Med bøgerne havde de fattige og forsømte, men læsestærke børn en redningsvej at gå.
Den anden usynlige kategori er de bøger, der aldrig når frem til læserne, fordi forlagene helst udgiver enten forfattere, som allerede har vist sig salgssikre, eller bøger – skrevet eller fortalt – af så kendte mennesker, at et salg på 10.000 eksemplarer er realistisk. Forlag og medier har på den ene side en afvisende holdning til ukendte forfattere og på den anden side et stift blik på bundlinjen. Og det sker i en bogbranche, der i alle led – det være sig i produktion, logistik og salg – er ejet af Saxo, Politiken og delvist Gyldendal med et monopol så omfattende, at det er stærkt konkurrenceforvridende.
Er alt dette godt nok for førstnævnte kategori, børnene, de unge, alle dem med kærlighed i restordre? Nej, disse børn skal have kvalitetsbøger uden drama, undselige bøger, de bøger, boghandlerne ikke gider sælge, fordi de hurtige penge ligger i de høje stakke, de bøger, medierne ikke gider omtale, fordi forfatteren ikke har været i TV og er et fjols til Instagram. Børnene og de unge skal opdage bøgernes kulturelle kraft. Børnene skal ikke forføres af smart PR eller vinklet chokeffekt på forsiden. Børnene skal opdage den kraft, der opstår af bøgernes indhold.
Er sådanne bøger efterhånden at finde? Ja, forfattere, selv de etablerede, er begyndt at udgive selv. I år var Bogforums største stand netop selvudgiverne. Det største selvudgiverforlag, der afkræver forfatteren penge for at udgive, har på travle dage 25 nye titler. Det siger sig selv, at der blandt en så manisk flod af bøger må være en del dårlige imellem, men er der ikke oversete grimme ællinger iblandt, som kan bringe håb? Jeg åbnede for to år siden en lille boghandel i Skindergade i København og opfordrede selvudgivere til at oplyse mig om nye titler, for så ville jeg købe til mine hylder. Det væltede ind. Jeg orienterede mig i alle retninger og læste i begyndelsen opildnet af denne strøm af bøger, der måske kunne vise en ny vej i bogbranchen, en ny vej for nye, unge læsere. Men hurtigt kom klarsynet også. Der var mange smukke svaner imellem, som børn og unge uden ballast ville have stor glæde af, om bøgerne ville blive opdaget, ville blive købt hjem til bibliotekerne. Men mest af alt er de eksorbitant mange selvudgiverbøger en gevinst for de selvudgiverforlag og forretningsfolk, der tager sig godt betalt af skrivende mennesker med store drømme.
Hvad gør forfattere med hjerte for de svage børn og med store drømme da med deres grimme ælling af et manus? Jeg er ikke nogen almen case selv, for jeg har været heldig som fagbogsforfatter og har fået flere bøger udgivet på etablerede forlag. Den første bog var mit speciale fra universitetet, som det ikke stod skrevet over min vugge, at jeg nogensinde skulle komme til at gå på, men det er en anden historie. Mit speciale blev min adgang til bogbranchen, godt hjulpet på vej af en mere erfaren kollega, der anbefalede … Det er jo sådan, det foregår. Der skal en anbefaling til at sparke døren ind. Og er man først inde, kan det være, at redaktøren enten vil have en bog mere eller anbefaler videre … Det er jo sådan, det foregår. Min gamle dansklærer fik min anden fagbog tilsendt med en kærlig hilsen og anbefalede mig dernæst til et kapitel i en fagbog på Gyldendal … Det er jo sådan, det foregår. Det pudsige er, at alle de mennesker, der har fået røven med sig og er kommet indenfor i bogbranchen, lader til ikke at tænke over, at … Det er jo sådan, det foregår. De mennesker og hele branchen lukker sig om sig selv.
Min store drøm er at skrive fiktion til de mennesker, der også kommer derfra, hvor ulykken gror. Jeg har allerede udgivet to romaner på mit eget lille forlag. Jeg får jævnligt mails fra mennesker, der har læst og især lyttet til mine bøger, fordi jeg åbenbart spejler noget, de genkender: Håbet om retten til at være her, selvom vi stammer fra et ukærligt sted og ikke kan ryste det af os. Det uønskede sidder i os som en eksem, vi ikke kan kradse væk. Når det er særligt slemt, tror vi endda, at andre kan lugte det på os. Jeg får også respons fra mennesker, der ikke selv kender verdener som min, men igennem læsningen indefra mærker følelserne i deres egen krop og bevæges på en måde, der måske får dem til at gøre noget på den måde, de nu kan gøre noget, og får trænet deres empati og blik for, at voksne kan svigte, og at børn da skal hjælpes af andre.
Da jeg var færdig med at skrive den tredje roman, ville jeg gerne lade et professionelt forlag stå for udgivelsen. Markedsføringen af min første roman havde været tungt arbejde, for jeg skammer mig stadig og tror, jeg lugter af arbejderbarn og hemmeligheder, når jeg står med hatten i hånden. Ingen vil have mig. Alt er galt. Ved roman nummer to gik det bedre, troede jeg. Jeg havde købt et selvudgiverforlag, Skriveværkstedet, til at lave markedsføringen. Men den ansvarlige projektleder læste ikke min roman. Han kontaktede blot sit netværk i branchen og lod hvert navn tælle to gange, hvis vedkommende journalist arbejdede freelance to steder. Og romanens slagkraft var incest, måtte jeg forstå, selvom jeg i denne roman skrev om Hærens Officersskole og selvmord. Incest var ligesom mere sexet, syntes han. Som salgsargument. Hans indsats kostede 25 tusind.
Så denne tredje gang, lykkens gang – noget andet skulle afprøves. Ved roman nummer tre skulle det være: Mine gamle kontakter fra fagbøgerne måtte kunne hjælpe mig til en udgivelse på et traditionelt forlag. Ud af otte forsøg, fik jeg kun ét begrundet afslag. Det kom fra Gyldendal, som gerne vil læse mit næste manus og i øvrigt har et forslag til en fagbog om mønsterbrydere, jeg gerne må skrive. Fra de resterende syv forlag fik jeg seks standardafslag, i fire tilfælde skrevet af yngstepersonen på stedet, i to tilfælde af ejerne selv, og alle var søde, da jeg hentede manus hjem til Møn igen. Kun Politikens Forlag havde råd til at sende manus retur til mig. Det ottende og sidste forlag, Turbine, viste sig at have smidt mit manus væk. Desværre – eller heldigvis, hvis man er til den grotesk morsomme udlægning – før de havde læst det. Jeg havde ellers sendt det som pakkepost for at undgå bortkomst. Via den digitale tidsalder vidste jeg således pakken modtaget af forlaget: PostNord havde stillet pakken præcis dér, hvor forlaget ønskede det. Turbine har stadig ikke fundet pakken og har beklaget via en Marie, som ikke kendte ordet undskyld.
Så jeg må selv i gang med markedsføringen. Den bliver ikke omfattende som første gang, den bliver ikke bestilt udefra som anden gang, og jeg vil gå helt udenom TV2-feel-good-sendefladen, hvis gate keeper ikke har blik for grimme ællinger, men er en arrogant Ann. I det hele taget er det, som om alle disse hangarounds i bog- og mediebranchen har besluttet sig for at opføre sig særligt dårligt. Hvorfor er der ingen, der svarer? Hvorfor er der ingen, der gider sende to venlige linjer til et menneske, der har brugt to år på at skrive flere hundrede sider? Hvorfor denne diskretgrundige eksklusion? Ligegyldighed er som bekendt det modsatte af kærlighed, så hvorfor bliver jeg ved?
Som mønsterbryder har jeg haft nemmere ved at kravle op til øverste socialklasse, end jeg har haft ved at komme ind i kulturens netværk.
Børn og unge, mennesker fra bunden, fra misbrugets sprækker af tavs vold, har stadig brug for bøger, der får håbet til himmels. Jeg er bange for, at de salgssikre bogtitler udtænkt af middelklassen og produceret af bogbranchens monopol ikke slår til. Selv er jeg begyndt at læse mere norsk. Og jeg har tænkt, at selvom jeg måske lugter af arbejderbarn, så er jeg en af de mere vedholdende.
Hvordan mon bogbranchen behandler mennesker, der ikke har kræfter til at være vedholdende? Mennesker uden håb? Mennesker uden bund? Nogle af dem kan fx skrive, og mange af dem bruger biblioteket.
Måtte bibliotekerne være vores håb. Om så det sidste vi har. Os fra bunden. Os der kan skrive. Læse. Lytte.
At modtage julehjælp anno 1980
Min mor var netop blevet skilt. Jeg havde ventet på dette i elendige og lange 14 år. Endelig, endelig kom der en form for våbenhvile i hjemmet. Og midt i alt dette modtog vi julehjælp. Vi bad selv om det. Og fik det. Det blev den bedste jul nogensinde.
Jeg var 21 år og netop blevet kadet. På Hærens Officersskole. Hvor blomsten af Danmarks ungdom gik, sagde de til os dér. Hjemme hos os fik vi julehjælp. Tingene er ikke altid, hvad de giver sig ud for at være.
Jeg kan i denne ellers søde juletid læse, at det er meget hårdt at modtage julehjælp. Diverse interview med de mennesker, der får hjælpen, afdækker, at det er nedværdigende, ulykkeligt, skamfuldt og meget andet. Samtidig kan jeg også læse, at rigtig mange trænger til at få denne hjælp. Vi – hvem det så er – opfordres derfor fra mange sider til at være med til at give. Og det gør dette vi så. Vi kan aflæse giverglæden på i hvert fald to måder. Dels er der stadigt flere, der får hjælp. Dels skriver giverne om det på Facebook.
Her vil jeg gerne berette, hvordan det er at få julehjælp. For i min optik kan det være noget af det bedste, der sker. Og ikke godt på den måde, at alt det andet blot var endnu værre. Nej godt, fordi dette at blive hjulpet lige netop dér og på dét tidspunkt, hvor man virkelig trænger, kan være det afgørende prik, der får én videre.
Det undrer mig, at det er hårdt at modtage julehjælp. Og jeg har grundet over, hvordan de samfundsmæssige og individuelle forhold har ændret sig.
To faktorer er i hvert fald afgørende ændret:
En julegave fra fællesskabet
1. De fattige har i dag en bedre levestandard, end de fattige havde for 35 år siden.
2. Samfundets hjælp til en børnefamilie er i dag større, end den var for 35 år siden.
Min mor stod i 1980, 52 år gammel, og nedbrudt af 14 års mareridt af et ægteskab: Hun havde været udenfor arbejdsmarkedet i alle disse år, med en mand der ud af en jord- og betonarbejders løn og med indlagte arbejdsløshedsperioder nok skulle forsørge familien; hans kone skulle i hvert fald ikke ud på arbejdsmarkedet og være blandt andre mennesker. Det var rigtigt set af ham i den forstand, at hun formentlig havde forladt ham efter en halv sæson, om hun havde tjent sine egne penge. Nu blev det i stedet til 14 lange år, hvor hun en gang om ugen fik husholdningspenge af ham. Ud af disse få penge forsørgede hun også min lillesøster, der ved skilsmissen var blevet 13 år gammel.
Denne stramme økonomi gik naturligvis kun godt, fordi hun var det flittigste og det økonomisk mest fornuftige menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var blevet uddannet på Handelsskole med Mødrehjælpen som support umiddelbart efter min fødsel, og hun anså denne hjælp som en investering, der skulle betales tilbage. Hun følte en pligt til at arbejde, til at bidrage, og arbejdede, indtil hun blev gift, som kontordame på Rugbrødsfabrikken i Kolding.
I sit senere hjemmefængsel oprettede hun eget gartneri, hjemmeslagteri, bageri og alle de andre små hjemmeproduktioner, man nu kan gøre, hvis man har en besluttethed på at klare sig selv. Og hun lærte derudover min søster og mig alt om økonomi, fra vi var i stand til at tælle til tre. Så mens hendes psykiske og fysiske tilstand blev stadigt værre, forblev hendes indstilling den samme: Man skal klare sig selv.
I årene op til skilsmissen lagde hun 20 kr fra i hver eneste uge og gemte dem til den dag. Den dag!
Julen 1980. Vi fik en flæskesteg og nogle julegodter i kassen fra julehjælpen, kan jeg huske. Jeg hentede den ved den gamle busstation nede i Kolding by. Det gik mod det bedre. Min lillesøsters hår var netop blevet orange, det blev siden lilla. Vi har forskellige måder at protestere på. Jeg var skredet, straks jeg var i stand til det, 16 år gammel. Min søster måtte nøjes med at farve sit hår. I første omgang.
Men julen 1980. Der var sparet sammen til en tiltrængt omvæltning. 20 kr. om ugen bliver også til noget. Der var håb om, at det nu ville gå til det bedre. Og vores egen indsats skulle det ikke komme an på. Den lå som udstrakt fremtid i form af stor arbejdsvilje og uddannelser.
Så vi var virkelig glade for at blive hjulpet dér midt i overgangssituationen. Vi var vant til at leve spartansk. Vi var ikke vant til at blive hjulpet. Vi ville klare os selv.
Og så kan en gave i form af en flæskesteg sprede både juleduft og dybfølt taknemmelighed.
Tillært hjælpeløshed var endnu ikke opfundet i samfundet.
