Klummer
At være for forfængelig
Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.
Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.
Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.
Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.
Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:
- Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
- Fjernelse af bryst + kemo
Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.
Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.
Og et billede af andre kvinder uden bryst(er).
Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år nu (skrevet i 2015). Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.
Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.
Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?
I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.
I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.
I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?
Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.
Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.
Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.
Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.
Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:
- Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
- Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
- Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.
Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.
Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?
De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.
Glæden ved genkendelse
– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.
Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.
Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.
Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.
Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.
At tro på kærlighed
Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.
I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.
I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.
Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.
Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?
Når vi elsker
Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!
Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.
Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.
Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.
Når vi bliver elsket
Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.
Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.
Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.
Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.
Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.
Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.
Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?
- For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
- For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
- For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
- For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.
Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.
Men jeg øver mig af hjertet.
I forstår ikke mønsterbrydere
“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …
Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.
Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019
Læs artiklen her
Magt forpligter, og magt forsvinder ikke
Det forpligter at have magt. Sådan har jeg altid tænkt om de rige, om mænd, og også når jeg som barn oplevede voksne der på trods af deres ubestridelige overmagt behandlede mig venligt; de agerede som var vi lige. Det kunne være i situationer hvor jeg skulle lære noget, det kunne være i samtaler, hvor jeg fik tid til at uddybe og forklare, selv om de kunne have tysset, have afbrudt mig.
Debatindlæg fra især kvinder folder sig stadigt mere magtfulde ud med en dagsorden om, at især mænds magt er helt ude i hampen. Fra sidelinjen er det underfundigt mildest talt at bevidne, hvordan magt afskrives som noget, vi mennesker kan få til at forsvinde samtidig med, at de selvsamme debattører udøver en magt fuldkomment blinde for deres egen ageren.
Vi har bevidnet dokumentaren om Michael Jackson Leaving Neverland om pædofili, kvinderne har haft kampdag, og seksuel forulempelse har vist sig at være reglen mere end undtagelsen i politiske ungdomspartier i Danmark. Magt udøves her i begyndelsen af 2019. Den voksne over barnet. Den rige over den fattige. Manden over kvinden. Den fattige pige synes værst stedt af alle.
I Danmark er det især de velhavende, voksne kvinder der tamper hårdt på de voksne mænd for ikke at forstå skønheden i feminisme, i alle dens former. Det er ikke børns tarv, de kæmper for, nej, disse kvinder vil have samtykkelov om samlejet, og de vil ikke nøjes med lige ret og lige muligheder; de vil have lige resultater for de to køn.
Et udgangspunkt for feministerne er altså det fastlåste blik på resultaterne. Hvorfor er fx direktionen i Novo Nordisk alle mænd. Ja, hvorfor er alle deres koner hjemmegående? kan jeg spørge og dermed pege på, at sådan et krævende direktionsjob kræver et bagland, som nogle kvinder gerne udgør, men nærmest ingen kvinder til gengæld vil have deres egen mand reduceret til at være.
Et andet udgangspunkt er det særligt gode ved det feminine. Det helt uundværligt gode, der rækker langt ud over evnen til at føde børnene; den kvindelige evne er også at forbinde, at forstå, at forlige, at forene, alt det med fordele. Kvinder kan noget, som mænd slet ikke formår og skal derfor ind i bestyrelser, ja allevegne. Det kan oven i købet ses på bundlinjen, forlyder det. Hvad udad tabes, skal indad vindes, synes her at være tesen. Det kan godt være, manden har mere magt i kraft af bedre fysik, men har han egentlig andet at byde ind med? lyder det polemiske spørgsmål. Ja, evnen til at være ligeglad med, hvordan han ser ud, kan jeg nævne, selv om den evne er under udfasning desværre. Mandens ligegladhed med eget udseende har ellers levnet ham meget tid til fx bestyrelsesarbejde.
Et tredje udgangspunkt er det stærke behov for at vise, at ikke blot mænd af anden etnisk herkomst begår voldtægt, også danske mænd gør det og skal ikke komme for godt i gang med at bryste sig af deres uskyldighed. Der hersker en voldtægtskultur i Danmark, forlyder det. Væk er den kendsgerning, at voldtægt begås signifikant hyppigere af mænd, der ikke er etnisk danske.
Jeg har øje for disse afsæt, fordi jeg selv står et andet sted. Jeg er rødstrømpe, jeg er ikke feminist. Jeg har brugt mit liv på at kæmpe for kvinders lige ret og lige muligheder, og jeg finder, at jeg som menneske selv skal skabe resultaterne. Jeg har arbejdet sammen med både kvinder og mænd og kan få øje på langt flere ligheder end forskelle mellem de to køn. Jeg kan godt se dyder hos mænd, som kvinder kunne lære af, men ikke flere og mere vægtige, end at dyderne kan handle om andre ting: Livserfaring, kontekst, alder. Jeg er med andre ord slet ikke sikker på, at der findes kønsspecifikke dyder. Og endelig delte min kollega, en jødisk psykolog, i 1998 sine danske forskningsresultater med mig: Racisme og vold var signifikant større blandt indvandrere end hos etniske danskere. Hans dilemma var, om han skulle offentliggøre det ligeud, som det var. Hans forskningsstøtte ville da blive mindre, vidste han.
– Magt udøves på mange måder.
Det er fint for mig, at vi har forskellige ståsteder, og at meninger brydes. Det sidste vel at mærke hvis det foregår mellem parter der er nogenlunde lige stærke, og hvor ingen af parterne har hverken direkte eller indirekte magt over den anden. Det store problem er blevet, synes jeg, at debatternes dagsorden sættes af magtfulde, stærke, veltalende, velhavende, velmenende kvinder, der ikke vil siges imod. Dagsordenen sættes af mennesker så sikre på deres egne meningers berettigelse, at intet står til diskussion, at andre med andre meninger dømmes dumme, onde, hadske.
Vi glemmer rent, at der er andre afsæt for vores meninger end de tre, jeg nævnte ovenfor. Vi har fx alle dette udgangspunkt; vores politiske ståsted. Hvad synes man om forholdet mellem stat og menneske? Hvem skal bestemme hvornår? Hælder man til, at staten/fællesskabet/flertallet altid er klogest, eller ved mennesket i enhver sammenhæng hvad der er bedst og klogest på kort og lang sigt? Skal vi dele pengene lige i vores fællesskab, eller skal enhver have lov at tjene ind efter evne? Jeg melder mig ikke selv på nogen af yderfløjene her, men ens politiske ståsted farver de briller, man ser Leaving Neverland, kampdagen 8. marts og ungdomsformænd med.
Uanset: Hvis vi ønsker demokrati, hvilket også vil sige, at enhver har retten til selv at bestemme sig for sit politiske ståsted, ja så må vi tillade andre at mene noget direkte mærkeligt, besynderligt, uforståeligt, ja sært, så længe det ikke er strafbart.
Et andet fælles udgangspunkt er vores måde at være i verden på. Er man sådan en, der sidder ved skrivebordet og den bærbare og teoretiserer om livet, afbrudt af mellemlange læsninger af andre, der også har teoretiseret? Eller går man snarere udenfor og gør noget med sine hænder, snakker med nogen mennesker så nært, at man kan lugte den sved, der stadig sidder som en dagsrest i huden på dem og lugter anderledes end ens egen? Jeg gør selv lidt af hvert, også her, men blandt de højst råbende i den offentlige debat ser jeg flest teoretikere.
Jeg tænker ofte på det scenarie, hvor al strøm er gået, supermarkederne er lukkede, Danmark er gået i gammeldags bondsk tilstand. Hvem vil klare sig, hvem vil falde igennem? Jeg skal nok klare mig. Jeg vil bede min mand bære den tunge brænde, og han vil gøre det med glæde, fordi han har de stærkeste overarme; det forpligter.
Magt findes i mange former, og magt udøves med eller uden forpligtelse. Tilbage står, at de reelt svage, børnene, de fattige, de ufaglærte, de praktiske, efterhånden ingen stemme har i den offentlige debat. Det er hjerteskærende at se dokumentaren Leaving Neverland, at se hvordan en rig, voksen mand kan udøve magt over et barn. Og det er rent ud hjerteskærende dernæst at læse aviser fulde af, at kvinder vil have ændret en lov, der allerede tydeligt gør voldtægt strafbart.
Hvad med at begynde i det levede liv, hvor fx misrøgt af børn sker 10.000 gange for hver gang, der opstår tvivl om et samtykke til samleje. Hvad med at begynde et praktisk sted, dér hvor voldtægterne begås? Dér hvor de anmeldes, for vores politi skal jo være der for offeret hver eneste gang, også for de falske anmeldelser. Eller endnu bedre, hvad med at begynde blandt børnene, hvor det ikke i første omgang er voldtægt, men grooming, denne særlige venlighed der kun har som formål at gøre et senere overgreb muligt?
Det er som om de magtfulde feminister har groomet os allesammen meget længe. Og nu slår de til. Overfor kvinder der ikke er enige med dem. Overfor mænd, bare mænd, ja, dem allesammen, som ellers først og fremmest gjorde kvinders emancipation mulig. Og overfor de ufaglærte, de små, de dumme, de bange, dem der sveder og fuldstændig spejlblanke ikke har forstået, hvor vigtig feminisme er.
Hvis vi hver især blev bedre til at spotte en groomer, ville vi kunne spotte planer om magtmisbrug. Vi ville undgå megen ulykke.
Forældre må stå for skud – og må tåle det
Sognepræst Sørine Gotfredsen spørger i en kommentar den 8. november i Kristeligt Dagblad og igen den 11. november i Berlingske Tidende retorisk, om det er særlig sympatisk at udlevere sine egne forældre med familiefotos og hele molevitten, som det sker i stadigt flere erindringsromaner, ført an af Karl Ove Knausgård. Det ville være let for mig at blive rasende på hende, som ikke selv er forældre. At gøre hende det begribeligt, at den enkeltes liv og fortælling kan være det spejl, der gør andres liv til at udholde for dem selv.
Gotfredsen selv besvarer sit retoriske spørgsmål: Det begynder at føles ubehageligt at bevidne alle de fortællinger. Vi må minde os selv om det fjerde bud i Bibelen; at vi skal ære vores forældre.
Dette at skulle ære sine forældre og at skulle følge bibelens ord var en af grundene til, at jeg som stor skolepige ikke meldte mine forældre til myndighederne. At skulle miste især min mor som mor var en anden grund. Jeg ikke blot ærede hende og var et lydigt og troende barn, der bad aftenbøn og sang i kirkens kor; jeg var også meget glad for min mor, når hun var den mor, hun også kunne være.
Dette og andet levet liv har jeg skrevet en bog om. Uren, som den hedder, er den første af fem bind, for jeg er blevet glad for autofiktionen, glad for at kunne skrive i fiktionsform om mit og andres levede liv. Derudover har jeg i social forstand revancheret min grumme opvækst ved et virke først som officer, siden som psykolog. Så jeg klarede den. Der er noget og nok at skrive om: Kvinde i kamptropperne i 1983. Funktionelt familieliv med mand og børn. Officer og studerende på det dengang marxistiske psykologistudium i 1991. Tårnhøje karakterer. Velstand skabt på egen flid. Censorformand for psykologi på universiteterne med trang til at rydde op i den hidtidige fætter-kusine-fest blandt akademikerne. Og så brystkræft. Og tredje ægteskab. Det varer ikke ved, som Karen Blixen skrev.
Men alligevel: Hvorfor skrive om det på en måde, hvor mine forældre bliver udleveret, spørger Sørine Gotfredsen. Ja, hvorfor?
Så vidt jeg selv ved, har mit drev været tosidet. På den ene side har mine forældres svigt efterladt et mørke indeni mig, som vedvarende rumsterer. Jeg har villet gøre op med den moderne forståelse af livsførelse: At vi kan (og skal) udvikle os og ”arbejde med stoffet”, så det ophæver sig. Nej, noget bliver siddende, noget kan ”tynge resten af livet”, som Gotfredsen skriver det i et indfølende moment. Jeg har villet vise, at vi ikke kan udvikle os ud af alting. Vi kan nogle gange være nødt til at sætte os ned og vente på, at det værste går over her og nu, så vi igen kan rejse os og samle kræfter, til næste erindringsstorm blæser op.
På den anden side har jeg gerne villet vise, at man som menneske netop kan rejse sig. Ikke altid lige med det samme, ikke på stærke ben i balance først, men man kan på et tidspunkt rejse sig og gå videre ad den sti, man gør til sin egen her i livet. Jeg har villet vise, at dette at blive gjort til offer ikke er ensbetydende med at skulle leve et helt liv som offer, at skulle være offer i alle livets sammenhænge. Livet er lange stræk af overlappende faser, der følger hinanden, griber ind i hinanden, frem og tilbage også, endda i lag ovenpå hinanden. Lagene er det bedste af det, for ødelægges man for stedse i ét lag, er der måske alligevel et andet lag at leve sit liv i.
At leve sit liv er, hvad det drejer sig om. Selv om man i en periode af sit liv gøres til offer, behøver det ikke være en livsdom gældende for alle livets faser og facetter. Det skal heller ikke have lov at være en livsdom, at blive en livsdom, for på den måde ville det ramme én gang til.
Jeg har skrevet nøgternt om det mest vanvittige, så læseren selv kan fortolke. Jeg hørte forleden Kim Leine til et foredrag i Fanefjordsskoven på Møn, hvor jeg bor, og han understregede betydningen af det enkle, beskrivende sprog til det mest højspændte indhold. Det svarer for mig til det enkle, jordnære liv til det mest højspændte sind. Det er en god kombination, har jeg erfaret her på Møn og i et bygdehus i Godthåbsfjorden, hvor jeg også bor.
Mine forældres eventuelle sygdomme har jeg ikke nogen navne for. Jeg er ikke tilhænger af diagnoser. Jeg er til gengæld sikker på, at tilværelsen ikke har været nem for mine forældre. Mit had mod dem er forsvundet efterhånden, som selv den trøstesløse novemberregn siver ned og forsvinder i den tunge lerjord her, hvor jeg er.
Så vidt jeg ved har jeg ikke ønsket at hævne mig. Alle mine forældre er døde for længe siden. Deres eftermæle lever blandt meget få levende. Men kriger var jeg som barn. Det er jeg nu som voksen. Måske jeg har en dagsorden, som jeg end ikke selv har set eller vil vedkende mig. Jeg er en kriger. Måske mere end godt er. Jeg slås. Og denne kriger har en sårbar inderside, der trænger til våbenhvile og til at forliges med egne kringelkroge. Dette at skrive bogen viste sig at blive til en fredelig proces for mig, efterhånden som arbejdet skred frem. Min barndoms døve øren allevegne blev forvandlet til lydhøre læsere og en form for stolthed og taknemmelighed. Nye samtaler i familien fik nyt indhold. Jeg ønskede ikke at hævne mig; jeg ønskede at finde fred, mest med mig selv.
Undervejs fik jeg fortalt, at man ikke skal give op. At ikke al elendighed kan tilskrives ens forældre, selv om det ville være bekvemt. At man kan være et røvhul selv med ordentlige forældre, selv om det er ubekvemt at finde ud af.
Jeg takker mine forældre for livet, som jeg synes alle børn skal takke. Jeg prøver at efterleve Bibelens fjerde bud, fordi jeg er kristen. Jeg lever og synder. Det gør mennesker. Det bliver der skrevet bøger om. Og forældrene må tåle det.
Til gengæld er Sørine Gotfredsen og jeg enige om, at offerpåkaldelsen har grebet om sig. At vaske ens egen pande ren og rejse sig … dét er vejen frem, synes jeg.
Nyhed: Åbner strikkehus på Møn
Nu går jeg ind i den fjerde fase i mit voksenliv, og jeg gør det sammen med min mand Per. Jeg skifter åbenbart fokus ca. hvert 12. år. Så helt løsagtig er jeg ikke; jeg render ikke bare sådan af pladsen. Men.
Først var jeg soldat. Så psykolog og forfatter. Og så tog ejendomshandelen over, og mine børn tog for alvor fat og fart i det område også. Man er gammel, når ens børn kan tæve én i tennis, har jeg hørt. Nu kan de tæve mig i ejendomshandel. Så jeg tillader mig at agere gammelmor, at stille mig over i køkkenkrogen og gøre, hvad jeg er bedst til – at lave mad.
Og så vender jeg nysgerrigt tilbage til en syssel, som opslugte mig aldeles, da jeg var barn og ung. En syssel, som jeg afgjort havde talent for, men som ingen i verden ansporede mig til at forfølge dengang, for strikdesigner var ikke noget, man dyrkede som uddannelsesmulighed dér, hvor jeg kommer fra.
Skal gemalen så til at strikke, kan du spørge?
Nej, min mand Per har selv nogle stier, han skal træde. Han har for nylig sagt sit gode job op efter 30 år i samme IT-branche indenfor bank- og netverdenen. En af hans nye (gamle) stier er fotografering, og her vil han bistå mig i strikkehuset, har jeg hørt.
Strikkehuset ligger her på Møn, hvor vi bor. Det er åbent, når vi er hjemme. Hvad vi officielt ikke er om onsdagen, og om søndagen holder vi hviledagen i hu. Men ellers.
Her er strikkemaskiner, her er det reneste garn, her er alt det dertil hørende, og hvad årstiden ellers kan finde på, og huset skal fungere som showroom; jeg forestiller mig ikke, at her bliver sort af strøgkunder. Meget foregår i dag på nettet.
Jeg er allerede i gang med at få spundet det første garn af flere, der har det tilfælles, at garnerne forener Grønland og Danmark og renhed og oprindelighed.
Det vil være mig en særlig glæde, hvis jeg kan hjælpe grønlandske kvinder i gang med at strikke på maskine, fordi der ved strikkemaskinen ligger muligheder for at have sin egen mikrovirksomhed – også i bygderne.
Det første garn bliver en uldblanding af 10 % moskus og 90 % merino og er klar i slutningen af januar. Du kan købe det allerede nu på min webshop www.karen-qoornoq-knitwear.dk.
Hvorfor gør jeg dette skift? Fordi jeg ikke kan lade være. Endelig har jeg muligheden. Og jeg er så glad for, det kan lade sig gøre.
Når tiden er til en bog
Efterhånden har jeg lært at kalde mig forfatter. Man skulle jo nødig tage munden for fuld, har jeg lært.
Jeg har skrevet flere bøger, alle med udgangspunkt i mit livssyn: Det enkelte menneskes eksistens i verden. Mit skrivearbejde har taget form og omfang gennem årene. Det begyndte med mit speciale fra Københavns Universitet, som Dansk Psykologforening udgav. I de følgende år udgav jeg flere fagbøger om psykologi på Gyldendal og Hans Reitzels Forlag. ‘Eksistens i arbejdslivet’ er udkommet både på dansk og engelsk. På vores eget forlag har jeg udgivet en bog om børns evne til at filosofere, en skønlitterær roman om en ung kvinde på Sergentskolen i Sønderborg, som Nordisk Film købte filmrettighederne til, men desværre ikke har udnyttet, samt fire små klogsøde bøger, der kan bruges som bogkort.
Foredragene har også fået god tid, når vejen til og fra tæller med. Ofte har livet på vejen fungeret som mine gode pauser – og pauser, der derved er blevet en del af mit levede liv.
Senest har jeg gennem et lille års tid genoptaget mine klummer. Jeg har on and off skrevet klummer i Berlingske Tidende 1993-2011. Og i de sidste fire år havde jeg næsten intet skrevet. Jeg har skullet vente på mig selv.
Nu er jeg klar til at skrive noget større, noget mere sammenhængende igen. Så klummerne er sat på pause, men jeg vil måske dele noget fra min proces med den kommende bog.
“Det er dejligt at holde af vejen; den varer længere end målet – og målet er alligevel kun en form for retning”.
Når tiden går
”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.
Hvor klogt er dét mon?
Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?
Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.
Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.
Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?
Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.
I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.
Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.
I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.
Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.
En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.
Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.
Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.