Klummer

At være for forfængelig

Da jeg havde fået fjernet det andet bryst, havde jeg det lidt som Maria Gerhardt: Sgu dejligt igen at kunne tæmme en fodbold, som da jeg var barn. Ja, jeg er sådan én, der stadig forbavses over kvinder, der græder over at få opereret en skefuld ud.

Forleden hørte jeg i TV en kvindelig plastikkirurg alvorsfuldt sige, at ingen kvinder i vores dage skulle nøjes med et grimt bryst. Grimt? Hun stemplede dermed i én sætning alle os kvinder, der vælger plastikkirurgien fra. Os der – under et indforstået sideblink fra lægen til vores mand – ellers får tilbudt to stk. 25-årige nye bryster. For, understreger lægen, – vi retter selvfølgelig også det andet bryst til, nu vi er i gang. Hø hø. Både det syge og det raske bryst er blevet grimt. Fortæller de os. Os, der alligevel takker nej til to nye og er, som vi er.

Selvfølgelig forstår jeg en kvindes behov for at have bryster. At have bryster hører i så høj grad med til dette at være kvinde i et vestligt samfund, at jeg takker min Gud for at være fyldt 52, før jeg igen blev flad. Jeg havde næppe stået tilværelsen igennem i mine først-20ére, om ikke jeg havde haft brysterne at stikke frem. Man kunne jo ligesom gemme sig bag dem, til man blev rigtig voksen og turde åbne hjertet bag. Og amningen var jeg også virkelig lykkelig over at få lov til at opleve hele to gange.

Min pointe her handler dog om, at vi kvinder på forfængelighedens alter betaler en meget høj pris i form af kemo og anden medicinsk gift og kunstighed, fordi vi sætter den ydre krop og udseendet højst.

Rigtig mange brystkræftkvinder har nemlig muligheden for at vælge mellem følgende to behandlingsmuligheder:

  • Brystbevarende operation + kemo + stråler eller
  • Fjernelse af bryst + kemo

Valgmuligheden bliver sjældent gjort helt tydelig for kvinden og hendes pårørende udi alle dens konsekvenser. Langt de fleste kvinder vælger derfor den første løsning. Hvorfor? Fordi dette at beholde brystet åbenbart bliver vigtigere, end dette at skulle udholde 25 gange røntgenstråling all inclusive. Tror de.

Jeg vidste heldigvis fra andre kun alt for godt, hvor smadret man bliver af strålebehandling. Her og nu. Senere. Især senere. Senskader taler ingen om, mens kemo + stråler sendes afsted. Læger vil sjældent vide af dem, senskaderne. Men fuck, de findes. Livslangt. Nedbrydende. Så man igen må gemme sig bag noget, fordi hjertet alt inklusive er nødt til at lukke butikken indimellem, når det bliver for slemt.

Ja, sådan ser det ud lige efter operation

Ja, sådan ser det ud lige efter operation. Foto: Linda Kastrup (c)

Og et billede af andre kvinder uden bryst(er).

Jeg skal selvfølgelig ikke klage. Jeg lever på 6. år nu (skrevet i 2015). Jeg klager ikke. Næsten ikke. Jeg har det for det meste ret godt. Jeg kan tæmme en bold, som da jeg var barn. Og min familie elsker mig, måske endda mere bevidst end før.

Men jeg anklager den tilfældige overbehandling, der finder sted i forfængelighedens navn.

Hvorfor skal et stereotypt billede af, at en kvinde helst vil have/skal have to ungbryster stående foran sig, gribe ind og blive styrende for, at vi undlader en mere kategorisk kirurgi og tilføjer os selv unødvendig røntgenstråling? Hvorfor?

I 1993 fik 2.400 kvinder om året brystkræft i Danmark. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I 2014 blev 4.600 kvinder ramt af brystkræft. 1.200 kvinder døde af sygdommen.

I procenter er det jo på én måde fantastiske tal. Før døde halvdelen. Nu dør kun godt en fjerdedel. Men hvorfor er vi ikke optagede af, at der er næsten dobbelt så mange, der bliver ramt af brystkræft?

Vi screener mere, og derfor opdager vi flere, påstår nogen. Og jeg skal ikke afvise, at nogle kvinder tilbage i tiden er gået i graven med en uopdaget brystkræft. Men med kræft er det desværre sådan, at selv uden løbende kontrolbesøg, vil kræften stikke sit hæslige fjæs frem til sidst. Helt af sig selv. Så påstanden holder ikke.

Jeg kan dårligt holde den tanke på afstand, at senskader og kræft opstået af tidligere kemo og stråling forklarer det øgede antal tilfælde af brystkræft. En kendsgerning er det i hvert fald, at der er prestige i at rekonstruere bryster. Sjældent har jeg set så skuffet en mand, som da jeg fortalte plastikkirurgen, at jeg ikke ville have rekonstrueret mine bryster. ”Jamen, du opfylder alle kriterier, du er perfekt til en rekonstruktion, dine ar er så pæne, du har ikke arvæv, du har mavefedt nok,” remsede han op, halvt fortvivlet.

Jeg memorerede, hvad jeg ved om statistik. Og frydede mig over den gevinst, jeg faktisk havde opnået ved at beslutte mig for at få fjernet også mit andet bryst og mine æggestokke og springe strålingen over. En klart mindre risiko for tilbagefald af kræft. En undgåelse af bivirkninger fra stråling og medicin. En styrke over at være med til at styre mit eget liv.

Jeg har en kandidatgrad fra universitet med karakteren 11 – i gennemsnit. Jeg er så heldig at være god til at udforske et emne. Så jeg gik selv i gang, da kemotågerne var lettet, og jeg så småt (men aldrig helt, helt skarpt igen i øvrigt) kunne tænke.

Og jeg er nået frem til tre konklusioner ud af det, jeg har kunnet studere og erfare mig til:

  1. Vi får af kapitalgrunde tudet ørerne fulde af, at medicin er meget bedre end kirurgi. Det passer imidlertid ikke. Hvis en kvinde kan komme sig over sin egen forfængelighed, så kan hun blive opereret ud af meget og undgå både medicinens bivirkninger og senere andengangskræft (som følger af kemo og røntgenstråler).
  2. Vi bliver af bekvemmelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at kroppens vej er den eneste vej, for det er, hvad vores sundhedssystem kan kapere. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen og livskvaliteten er bedre med en blandet vej, hvor kirurgi, medicin, stråling, fysisk træning, sund kost og mental balance er dine mulige ingredienser.
  3. Vi får af forfængelighedsgrunde tudet ørerne fulde af, at brystbevaring og rekonstruktion er den eneste vej. Det passer imidlertid ikke. Overlevelsen er bedre med grundig kirurgi, hvor der skæres helt til benet. Og hvis din mand elsker dig, vil han hellere have resterne af dig og dine bryster end en død krop med 25-årige bryster, der står lige op i luften. På kirkegården.

Så her prøver vi alle sammen i denne uge at knække cancer. Det er et fint projekt, ingen tvivl derom. Men vi rekonstruerer og tonser allerhelst medicin og stråler ind i kroppen på 4.600 nye brystkræftramte kvinder med nye bryster også i år og glæder os over, at dødstallet ikke er steget siden 1993, mens vi glemmer det stigende sygdomstal.

Hvornår begynder vi selv at tage kontrol over vores kroppe og over, hvor mange unødvendige senskader, vi tager på os, blot fordi vi lader vores forfængelighed råde?

De må være smukke, disse ungbryster, hvis spændstighed skal bære vores nu erkendte dødelighed.


Glæden ved genkendelse

– Du er jo mønsterbryder! siger folk nogle gange til mig, og jeg smiler hver gang undskyldende og nikker, nikker med en vis venlighed så de ikke tror, jeg er blevet fin på den.

Selv foretrækker jeg den stille genkendelse. At sidde ved et cafébord og glo, glo på mennesker og mønsterbrydere, på de sære især, dem uden kærlighed. Jeg kan kende dem på det akavede, på deres ubehag ved en hvid dug og en fin serviet, der ligger på bordet af nænsomhed, men rulles mellem to fingre af forlegenhed. Så fine udstyrsstykker kan man ikke have ret til, tænker mennesket uden bund. Eller jeg kan se det i en årvågenhed på tjeneren, der servicerer de andre ved nabobordet længe nok til at det tager sig ud som en inklusion, noget rart, en let latter måske, nok til at mennesket uden bund føler sig forbigået, føler sig udenfor det minutlange fællesskab, der opføres. Eller jeg kan se det af en parathed til vrede, en vrede der ikke behøver have et ansigt eller en funktion, en vrede der er klar et sted i det bundløse og er så gammel, at den kun husker udråbstegnene og spytter dem ud.

Det gør mig glad at genkende disse mønstre, disse mennesker. Jeg har altid haft en glæde ved at være gæst på et sted, hvor man kan spise. Det var en af de ting, vi gjorde, når min mor havde brug for at understrege, hvor lidt vi havde med underklassen at gøre. Vi tog vores nyeste tøj på og gik på konditori eller på restaurant, og hvis det var søndag, hvor vi havde god tid, endda på kro. Det blev indledningen til min livslange glæde ved at glo på mennesker. De voksne legede fine, og jeg kedede mig, så jeg gloede på de ukendte mennesker og opdagede, at nogle af dem var som os. De legede også fine og var forlegne og følte sig udenfor og var vrede. Jeg sagde aldrig noget om det til min mor. Jeg kendte hendes reaktion uanset. Hun ville skamme sig og benægte og med en lille høj stemme forsikre mig og især nabobordene om, at det intet havde på sig. Ingen skammede sig, ingen følte sig udenfor, ingen var vrede i virkeligheden. Jeg gloede også på min mor, når hun skammede sig. Sveden i tindingerne sprang.

Jeg har fundet ud af, at dem der bruger udråbstegn og taler højt om mønsterbrydere som regel er vokset op med en troværdig kærlighed omkring sig. Det burde næsten ikke være tilladt at kalde sig mønsterbryder da. For det er i manglen på kærlighed, det vanskeligste mønsterbrud findes. Indeni afskyr jeg dem for deres skråsikre udråbstegn! Jeg er vokset op med for mange udråbstegn og med for korte ord. I deres lille jo er det, som har de indset noget, en kendsgerning vi nu har tilfælles, som var vi i samme båd med god vind i ryggen fremad, udover, i livet. Det er vi ikke.

Os der er mønsterbrydere på den kærlighedsløse måde, genkender hinanden uden at råbe op om det. Vi finder glæde ved at genkende hinanden, men krymper os over det, vi ser.

At tro på kærlighed

Når jeg hver morgen går fra soveværelset og ned ad trappen, møder jeg mine smukke sutsko af sælskind. De står dér ved foden af trappen og venter på mig, skønt jeg aftenen forinden har glemt dem i sofaen i stuen. Min grønlandske mand har stillet mine sutsko dér ved foden af trappen. Dét er kærlighed.

I de perioder, hvor mit liv har været svært, og hvor jeg har grundet over meningen med det hele, har det alligevel altid stået lysende klart for mig, at jeg tror på kærlighed. Det er egentlig ikke indviklet; i hvert fald er det enkelt for mig: Jeg har som et grundprincip, ja jeg har besluttet mig for, valgt om du vil, at tro på kærlighed. Jeg kan selvfølgelig ikke være helt, helt sikker på, at kærlighed findes altid, overalt, mellem alle mennesker. Men den findes. I mit voksne liv har jeg blot skullet tænke på mine børn for at forvisse mig selv.

I de perioder, hvor meningen med det hele ikke har været så tydelig, har det været godt at have med sig i rygsækken: jamen, kærlighed findes; jeg ved det! – Så er der noget at værne om. Noget at håbe på. At lede efter. Længes efter.

Som psykolog har jeg selvfølgelig også haft samtaler med mennesker, der har kredset om kærlighed. Oftest ikke blot som et begreb, men som noget der sker, noget der gør beruset, der gør ondt, gør skade, giver liv, giver børn. Kærlighed gør mange ting. Og det har slået mig, at der er en afgørende forskel mellem dette at elske og dette at blive elsket. Nogle mennesker har tilsyneladende så let ved det ene og meget vanskeligt ved det andet, andre har det omvendt. Nogle mennesker kan ingen af delene, og få er de, der både kan elske og blive elsket ganske ubesværet.

Hvad er der da psykologisk i spil, når vi elsker og bliver elsket?

 

Når vi elsker

Jo, det menneske, som elsker, giver sig hen. Du lægger dit liv i en andens hænder, som den danske teolog og filosof Knud Løgstrup siger, og du stoler på, at de hænder kan og vil være med til at bære i både gode og onde tider. Du gør dig afhængig, du slipper kontrol. At gøre dét er meget angstprovokerende for mange moderne mennesker i den vestlige verden. Vi er vokset op med historien om, at vi kan alt, og at alt kan lade sig gøre, så afhængighed af et andet menneske blot pga. lidt kærlighed? Nej tak, siger mange!

Hvis et sådant menneske alligevel kommer til at elske en lille smule – ja, nogle gange spiller biologi og hormoner herunder jo selv den sejeste et pus og under alle omstændigheder altid forældre, for de kommer umanerligt meget til at elske deres eget afkom, – så er der også risikoen for at miste kærligheden igen. Måske bliver du droppet til fordel for en mere spændstig udgave af homo sapiens, måske ender dine børn med at foragte dig eller måske dør dit livs kærlighed fra dig i en urimelig ung alder.

Sådan er livet. Det kan godt ske. Kærlighed er en hård branche. Tag hvad der kommer eller hold dig væk, som Kristen Bjørnkær formulerer det.

Men jeg nævnte, at der er en psykologisk forskel på at elske og at blive elsket? Ja.

At elske og blive elsket. Foto: Linda Kastrup

Når vi bliver elsket

Det menneske, som bliver elsket, holder omvendt et andet menneskes liv i sine hænder. Du påtager dig et ansvar for et andet menneske. Jeg har selv sondret mellem kærlighed i forhold til mine børn og kærlighed til min mand i den forstand, at jeg ved fødslen af mit første barn straks var klar over, at dette var livslangt. Jeg ville ikke på nogen måde kunne undslå mig, jeg kunne ikke smutte, gå min vej. Her var et menneske, som overvejende sandsynligt ville elske mig livet ud. Det var virkelig skræmmende for mig dengang. (Og endnu mere skræmmende var det vel, at jeg på den anden side med usvigelig sikkerhed ville elske dette andet menneske, barnet, mit liv ud. Uanset). Siden har jeg lært at leve med det; det er, hvad vi gør med de fleste af livets opgaver, pudsigt nok. Men til dette at blive elsket hører afgjort Ansvaret med stort A. Du holder et menneskes liv og lykke i dine hænder. Du kan knuse det menneske på et sekund blot ved at sige: Jeg elsker dig ikke mere.

Den anden side handler om dette at kunne tage imod. Når du bliver elsket skal du kunne tage imod. Det handler om at få gaver, at risikere at få mere, for meget, at komme til at skylde. Alt i alt dette – at tage imod, at blive hjulpet, ikke at være nok i sig selv. Og psykologisk set at være ufuldstændig. Hvilket moderne menneske bryder sig egentlig om dette? Og ydermere skal du stole på, at du er elsk-værdig. At du er et menneske værdig til den kærlighed, du får? I sig selv er dette en modsætning. At vide sig ufuldstændig og at vide sig værdig til at blive elsket.

Kærlighed er ikke en kommerciel branche. Deltag som det uperfekte menneske, du er, og bær over med dem, der elsker dig alligevel. Det ufuldstændige er måske værdigt. Det ufuldstændige er værd at elske. Det ufuldstændige har markedsværdi.

Og her er jeg ved essensen af det egentlige ved kærlighed. Kærlighed er altid ufuldstændig. Den er i sin vorden. Er på vej. I gænge. Kærlighed er ikke absolut og kan kun måles i symbolske handlinger, for stemninger er oftere sproget, som er mellem to elskende. Og stemninger kan ikke måles, men kan bare mærkes.

Til det målbare hører dog heldigvis de symbolske handlinger, som kun de elskende selv forstår. Når jeg laver mad, skriver jeg kærlighedens bogstaver ned i gryden, når jeg rører rundt med min trægrydeske: Jeg elsker dig! Når mine sutsko af sælskind står fremme om morgenen er det i sig selv en detalje, men sammenlagt med den intention, der ligger i selve handlingen, er det en kærlighedsgestus. Der står skrevet på de sutsko, at jeg bliver elsket.

Så kærlighed er en guitar. Den giver, og den tager.

Hvorfor er det med kærlighed da så svært for mange mennesker?

  • For nogle mennesker er det svært at lægge sit liv i en andens hænder.
  • For nogle mennesker er det svært at løbe den risiko at skulle miste sin elskede.
  • For nogle mennesker er det svært at være ansvarlig for et andet menneskes lykke.
  • For nogle mennesker er det svært at vide sig ufuldstændig.

Har jeg det da ikke selv svært med noget af dette? Jo, jo. Count me in. I hvert fald for et par stykker.

Men jeg øver mig af hjertet.

I forstår ikke mønsterbrydere

“Ingen lader til at forstå, hvordan det er at komme fra en modbydelig opvækst …

Der hersker en ofte fortalt forståelse i den vestlige verden af, at uanset hvor modbydelig en opvækst, uanset hvor modbydelige begivenheder i livet som sådan, så kan det enkelte menneske rejse sig, komme videre, blive et menneske igen, en samfundsborger, der bidrager. Konstruktivt.” Af Karen Schultz i Weekendavisen.

Bragt i Weekendavisen, den 15. november 2019

Læs artiklen her

 

Magt forpligter, og magt forsvinder ikke

Det forpligter at have magt. Sådan har jeg altid tænkt om de rige, om mænd, og også når jeg som barn oplevede voksne der på trods af deres ubestridelige overmagt behandlede mig venligt; de agerede som var vi lige. Det kunne være i situationer hvor jeg skulle lære noget, det kunne være i samtaler, hvor jeg fik tid til at uddybe og forklare, selv om de kunne have tysset, have afbrudt mig.

Debatindlæg fra især kvinder folder sig stadigt mere magtfulde ud med en dagsorden om, at især mænds magt er helt ude i hampen. Fra sidelinjen er det underfundigt mildest talt at bevidne, hvordan magt afskrives som noget, vi mennesker kan få til at forsvinde samtidig med, at de selvsamme debattører udøver en magt fuldkomment blinde for deres egen ageren.

Vi har bevidnet dokumentaren om Michael Jackson Leaving Neverland om pædofili, kvinderne har haft kampdag, og seksuel forulempelse har vist sig at være reglen mere end undtagelsen i politiske ungdomspartier i Danmark. Magt udøves her i begyndelsen af 2019. Den voksne over barnet. Den rige over den fattige. Manden over kvinden. Den fattige pige synes værst stedt af alle.

I Danmark er det især de velhavende, voksne kvinder der tamper hårdt på de voksne mænd for ikke at forstå skønheden i feminisme, i alle dens former. Det er ikke børns tarv, de kæmper for, nej, disse kvinder vil have samtykkelov om samlejet, og de vil ikke nøjes med lige ret og lige muligheder; de vil have lige resultater for de to køn.

Et udgangspunkt for feministerne er altså det fastlåste blik på resultaterne. Hvorfor er fx direktionen i Novo Nordisk alle mænd. Ja, hvorfor er alle deres koner hjemmegående? kan jeg spørge og dermed pege på, at sådan et krævende direktionsjob kræver et bagland, som nogle kvinder gerne udgør, men nærmest ingen kvinder til gengæld vil have deres egen mand reduceret til at være.

Et andet udgangspunkt er det særligt gode ved det feminine. Det helt uundværligt gode, der rækker langt ud over evnen til at føde børnene; den kvindelige evne er også at forbinde, at forstå, at forlige, at forene, alt det med fordele. Kvinder kan noget, som mænd slet ikke formår og skal derfor ind i bestyrelser, ja allevegne. Det kan oven i købet ses på bundlinjen, forlyder det. Hvad udad tabes, skal indad vindes, synes her at være tesen. Det kan godt være, manden har mere magt i kraft af bedre fysik, men har han egentlig andet at byde ind med? lyder det polemiske spørgsmål. Ja, evnen til at være ligeglad med, hvordan han ser ud, kan jeg nævne, selv om den evne er under udfasning desværre. Mandens ligegladhed med eget udseende har ellers levnet ham meget tid til fx bestyrelsesarbejde.

Et tredje udgangspunkt er det stærke behov for at vise, at ikke blot mænd af anden etnisk herkomst begår voldtægt, også danske mænd gør det og skal ikke komme for godt i gang med at bryste sig af deres uskyldighed. Der hersker en voldtægtskultur i Danmark, forlyder det. Væk er den kendsgerning, at voldtægt begås signifikant hyppigere af mænd, der ikke er etnisk danske.

Jeg har øje for disse afsæt, fordi jeg selv står et andet sted. Jeg er rødstrømpe, jeg er ikke feminist. Jeg har brugt mit liv på at kæmpe for kvinders lige ret og lige muligheder, og jeg finder, at jeg som menneske selv skal skabe resultaterne. Jeg har arbejdet sammen med både kvinder og mænd og kan få øje på langt flere ligheder end forskelle mellem de to køn. Jeg kan godt se dyder hos mænd, som kvinder kunne lære af, men ikke flere og mere vægtige, end at dyderne kan handle om andre ting: Livserfaring, kontekst, alder. Jeg er med andre ord slet ikke sikker på, at der findes kønsspecifikke dyder. Og endelig delte min kollega, en jødisk psykolog, i 1998 sine danske forskningsresultater med mig: Racisme og vold var signifikant større blandt indvandrere end hos etniske danskere. Hans dilemma var, om han skulle offentliggøre det ligeud, som det var. Hans forskningsstøtte ville da blive mindre, vidste han.

– Magt udøves på mange måder.

Det er fint for mig, at vi har forskellige ståsteder, og at meninger brydes. Det sidste vel at mærke hvis det foregår mellem parter der er nogenlunde lige stærke, og hvor ingen af parterne har hverken direkte eller indirekte magt over den anden. Det store problem er blevet, synes jeg, at debatternes dagsorden sættes af magtfulde, stærke, veltalende, velhavende, velmenende kvinder, der ikke vil siges imod. Dagsordenen sættes af mennesker så sikre på deres egne meningers berettigelse, at intet står til diskussion, at andre med andre meninger dømmes dumme, onde, hadske.

Vi glemmer rent, at der er andre afsæt for vores meninger end de tre, jeg nævnte ovenfor. Vi har fx alle dette udgangspunkt; vores politiske ståsted. Hvad synes man om forholdet mellem stat og menneske? Hvem skal bestemme hvornår? Hælder man til, at staten/fællesskabet/flertallet altid er klogest, eller ved mennesket i enhver sammenhæng hvad der er bedst og klogest på kort og lang sigt? Skal vi dele pengene lige i vores fællesskab, eller skal enhver have lov at tjene ind efter evne? Jeg melder mig ikke selv på nogen af yderfløjene her, men ens politiske ståsted farver de briller, man ser Leaving Neverland, kampdagen 8. marts og ungdomsformænd med.

Uanset: Hvis vi ønsker demokrati, hvilket også vil sige, at enhver har retten til selv at bestemme sig for sit politiske ståsted, ja så må vi tillade andre at mene noget direkte mærkeligt, besynderligt, uforståeligt, ja sært, så længe det ikke er strafbart.

Et andet fælles udgangspunkt er vores måde at være i verden på. Er man sådan en, der sidder ved skrivebordet og den bærbare og teoretiserer om livet, afbrudt af mellemlange læsninger af andre, der også har teoretiseret? Eller går man snarere udenfor og gør noget med sine hænder, snakker med nogen mennesker så nært, at man kan lugte den sved, der stadig sidder som en dagsrest i huden på dem og lugter anderledes end ens egen? Jeg gør selv lidt af hvert, også her, men blandt de højst råbende i den offentlige debat ser jeg flest teoretikere.

Jeg tænker ofte på det scenarie, hvor al strøm er gået, supermarkederne er lukkede, Danmark er gået i gammeldags bondsk tilstand. Hvem vil klare sig, hvem vil falde igennem? Jeg skal nok klare mig. Jeg vil bede min mand bære den tunge brænde, og han vil gøre det med glæde, fordi han har de stærkeste overarme; det forpligter.

Magt findes i mange former, og magt udøves med eller uden forpligtelse. Tilbage står, at de reelt svage, børnene, de fattige, de ufaglærte, de praktiske, efterhånden ingen stemme har i den offentlige debat. Det er hjerteskærende at se dokumentaren Leaving Neverland, at se hvordan en rig, voksen mand kan udøve magt over et barn. Og det er rent ud hjerteskærende dernæst at læse aviser fulde af, at kvinder vil have ændret en lov, der allerede tydeligt gør voldtægt strafbart.

Hvad med at begynde i det levede liv, hvor fx misrøgt af børn sker 10.000 gange for hver gang, der opstår tvivl om et samtykke til samleje. Hvad med at begynde et praktisk sted, dér hvor voldtægterne begås? Dér hvor de anmeldes, for vores politi skal jo være der for offeret hver eneste gang, også for de falske anmeldelser. Eller endnu bedre, hvad med at begynde blandt børnene, hvor det ikke i første omgang er voldtægt, men grooming, denne særlige venlighed der kun har som formål at gøre et senere overgreb muligt?

Det er som om de magtfulde feminister har groomet os allesammen meget længe. Og nu slår de til. Overfor kvinder der ikke er enige med dem. Overfor mænd, bare mænd, ja, dem allesammen, som ellers først og fremmest gjorde kvinders emancipation mulig. Og overfor de ufaglærte, de små, de dumme, de bange, dem der sveder og fuldstændig spejlblanke ikke har forstået, hvor vigtig feminisme er.

Hvis vi hver især blev bedre til at spotte en groomer, ville vi kunne spotte planer om magtmisbrug. Vi ville undgå megen ulykke.

Børneliv

Til Tine Byrckel

Fra Karen Schultz

Karen Schultz tegnet af Tine Byrckel i 1974

Hvorfor denne samling af dokumentation?

Venskab på Facebook 2010

Mailkorrespondance 2011

Tines facebook-opslag: ”Du er en bøddel!”

Mailkorrespondance 2011 fortsat

Mailkorrespondance 2014

Politisk uenighed

Bogen Uren udkommer

Mails fra Tine 2018

De 13 sider fra bogen Uren hvor Tine er nævnt

Side 153 – 157: den 10-12-årige Karens fortælling, 1969-1971

(Side 180: den 13-årige Karens fortælling om noget andet, 1972)

Side 269 – 270: den 15-årige Karens fortælling, 1974

Side 317 – 321: den 16-årige Karens fortælling, 1975

Side 362: den 17-årige Karens fortælling, efterår 1976

Tines opslag på Facebook – shitstormen

Mails fra en Tine-Facebook-ven

Min mail til Politiken

Min mail til de 10 mest aktive i shitstormen mod mig

Svar fra tre af de mest aktive i shitstormen mod mig

Link til nærværende fil lagt ind i shitstormen

De nye vrede Tine-opslag

Hvorfor denne samling af dokumentation?

Jeg udgav i november 2018 min erindringsroman Uren, den første i en serie på fem bind. Bogen handler om min opvækst og ungdom i Kolding.

Min redaktør rådede mig til at sende bogen til alle de mennesker, der optrådte i bogen. Mange er nævnt også ved efternavn og er derfor let genkendelige. En enkelt, Tine, som jeg gik i klasse med og jævnligt legede med, kaldte jeg blot ved fornavn, fordi vi havde været hårde ved hinanden i 15-års-alderen, og jeg vidste fra vores senere korrespondance, at hun havde taget mig det ilde op. Så ilde faktisk at vores mange gode barnestunder sammen var gået i hendes glemmebog. Jeg har stadig en smuk tegning, hun lavede af mig i slutningen af 8. klasse. Der var ikke grund til at strø salt i dét sår og udbasunere, hvem hun var, syntes jeg. Jeg vidste også fra en klassefest i 2016 i anledning af vores 40-års-jubilæum fra folkeskolen, at hun ikke havde svaret på diverse invitationer. Ingen kunne finde frem til, hvor hun boede i Frankrig. Så jeg valgte den nemme, sikre, billige løsning; jeg sendte bogen til hendes søster, Maj-Britt, i Kolding.

Det udløste en shitstorm mod mig på Facebook mellem jul og nytår. Jeg tog skærmbilleder af det (side 30-55), men vidste ellers ikke, hvad jeg skulle gøre. Her bagefter ved jeg stadig ikke, hvad jeg skulle have gjort for at gøre det rigtige. Det har jeg tænkt en del over. Er jeg stadig vred på Tine, som en af beskyldningerne lød? Ikke så vidt jeg ved og så alligevel: Jeg blev ramt af sætningen: Karen tror fortsat hun bare kan hækle selv. Tine skrev det som kommentar til, at jeg havde udgivet bogen på mit eget forlag, og hun skrev det velvidende, at jeg holdt af at strikke og hækle som barn og engang vandt en pris for en opskrift på en bluse. Tine ved også, at jeg gik i hjemmelavet tøj som barn, og i bogen har jeg skrevet om, hvordan det hjemmelavede tøj var en økonomisk nødvendighed for os.

Jeg forstår ikke, at hun er så privilegieblind, hun som er vokset op i overklassen, men min sang om socialklasser er gammel og sunget ofte af andre. Arbejderklassen har aldrig kunnet forstå, at overklassen ikke kan se. Alle er vi blinde i og for sig. Arbejderklassen ser ikke, at også velhavere kan være ulykkelige.

Nu er min erindringsbog skrevet, med blindskrift fra mit hemmelige rum, måske som punktskrift også. Jeg er glad for bogen, den har fået gode anmeldelser, og jeg er også blevet medlem af den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening (som selvudgiver); noget jeg har drømt om at blive i flere årtier.

Tine er vred til gengæld. Min lykke over at det lykkedes for mig at komme frem og opad gennem socialklasser, og hvad der ellers er af mentale barrierer for at række ud efter ens egen drøm, hviler på en bund af Tines vrede ord. Hendes vrede minder mig om min mors vrede, når jeg godt vidste, hvad der skulle til for at formilde hende. Jeg kunne få hendes vrede til at forsvinde ved at forsvinde selv. På en sær måde er det, som om Tines og min mor så den anden af os mere klart, end de hver især så deres eget barn. Tines mor kom fra små kår og så min fattige længsel i de frimærker, jeg omhyggeligt samlede på. Min mor kom fra den velhavende bondestand og så sine ungdomsballer og sit selskabsliv spejlet i Tines nyrige pigeliv, mens hendes egen ægtefælle fra arbejderklassen skuffede fælt. Jeg kan forstå vores forskellige liv ud fra den ramme fx og måske også forstå Tines afsmag for mit forhold til hendes mor. Tines mor var alt det, jeg gerne ville være, mens min egen mor var noget nær det modsatte.

Jeg har villet skrive en bog og skrive den, sådan som barnet Karen oplevede det. Jeg har aldrig villet forsvinde. Nogle gange fører en stærk vilje med sig, at andre bliver sårede, føler sig misforstået, ikke oplever sig set, sådan som de gerne vil se sig selv. Tine blev vred over de 13 sider i min bog og syntes, hun var i hele bogen. Hun syntes, det var en elendig bog, som manglede en redaktør, sådan som man har det på et rigtigt forlag. Selvudgivne bøger er ikke redigerede, konkluderede hun og tog dermed fejl. Det er helt i orden med mig ikke at kunne lide min bog, at være sur på mig. Det er ikke i orden at udbrede forkert information om min bog.

Tine er også på Facebook og har en stor skare af mennesker, der synes det er rigtigt, hvad hun skriver i vrede. De har vænnet sig til, at hun skriver Amen efter de opslag, hun selv synes har særlig vægt.

Jeg burde have set det komme – vidste ikke hvad en shitstorm er og har bagefter tænkt over, om det er mobning forklædt som indignation? Det føltes sådan, men ens følelse er ikke altid den bedste dommer. Og redaktøren på Facebook findes ikke. Så spørgsmålet henstår ubesvaret.

Her er nogle fakta. Det er min måde at komme igennem noget på. Indsamle data, læse, skrive, danne mig et overblik, tænke mig om. Det hjælper mig mere end lyden af lemminge.

Venskab på Facebook 2010

Sidst i 2010 spurgte jeg på Facebook Tine, om vi skulle være venner dér. Jeg havde ikke været i verbal kontakt med hende siden 1975. Tine accepterede.

Den 2. januar 2011 var der i BT en artikel om mig; jeg var i behandling for brystkræft. https://www.bt.dk/sygdomme/karen-er-i-krig-mod-kraeften

Der gik godt en måned. Så skrev hun til mig via Facebook.

Mailkorrespondance 2011

06.02.2011 16.23

kære Karen Du er i mine drømme i disse tider. Om du er der eller ikke er der er selvfølgelig ikke u bevidst. Hovr længe har vi kendt hin anden og du sprøgr og jeg vil være ve på FB. JEg har sagt ja. ME jeg ved godt noget om det allermst onde som er i dig. Du kan stå med dit kors og dot brust som ikke er dér, men du ved godt at der var ngoget som var der. Hver eneste dag jeg gik i skole og turde møde op, var der mennesker dr ville at jeg ikke var der. Hvad var jeg for dig dengang og nu? JHvor læge tror u at denne nøgenhed, at vøre udsat for andres dom, at hver eneste dag i skolen at møde op over for “små” . i forhold til jesus, lidelser. denne daglige være sat udefra som du som dronning leerede ,hvad fanden tror du at det har gjort ved mig? Og netop ner beroliges jeg og jeg tænker… alt muligt indviketl… Jeg tæner eat ja,,, jaeg ha set at eu gjore fine ting omkring obligatorisk mlitærtjeneste i Jugosakvien… Jeg HAR fugt dig. Fuck. Som om vi i denne tid moig med al den smerte so få år, men en evidenlgihd i perosnlig smert,e trods alt forbinder os mere end andre argmentationer, Jeg siger og jeg tæner at Susu den store psyotiertrodsalt have noget stort at bde til Du er døende. Vi er alle døende. H-r du novesinde tlnt over at JEG va døende også9?n du er lige pærcios alt dt du altdi har været, Afstadnen mellmy

Karen

Ja, det har jeg tænkt over Tine, at jeg har været døende i 51 år so far, og at der ikke er noget nyt under solen på den måde. Men jeg mangler ord for min overraskelse over, at jeg har betydet noget så ondt for dig. Jeg husker vores småklasseår sammen som lykkelige soldage hos dig i Strandhuse, og siden ja – så gled vi fra hinanden, da Annette Mogensen og jeg begyndte at være sammen til sport altid – og dermed også rigtig meget sammen i skolen. Jeg må bede til, at du vil kommunikere videre med mig din vrede til trods, for der synes at være meget, vi kan udrede til fælles bedste. Jeg voksede op med en incestuøs og ekstremt kold stedfar og en mor, der var psykisk syg. Jeg misundte dig din gode familie og jeres overskud, som du i øvrigt gerne delte med mig. Og dette at du delte har jeg altid tænkt varmt tilbage på. Kære Tine – du var en vigtig del af min opvækst – derfor spurgte jeg dig om venskab her, da jeg så dig på Henrik Possings liste. Min mail er karen@karen-schultz.dk – der er ikke plads her til ret meget tekst. Kærlig og jeg mener kærlig hilsen fra Karen, som skriver mere senere

06.02.2011 17.54

EN tvnasgsneurotisk mor som jeg elsker og stadig følger ind i dødeen? åh, min kære fucking stadig ” jeg ved bedre hvordan jeg helbreder g´dig endi du ved”.. je hat tlkt så oeget. øover dette bryst som jeg (nu) skal se i modsætning ti

Tines facebook-opslag: ”Du er en bøddel!”

Tine skrev det på min Facebook-væg om aftenen. Jeg så det næste morgen og slettede det, chokeret og uden kræfter, midt i kemobehandling.

Hvad havde jeg gjort hende? Jeg vidste godt, jeg havde ignoreret hende i 9. klasse, da min kæreste fra samme rigmandsmiljø, som hun kom fra, droppede mig. Jeg blev overnight klassebevidst og tog afstand fra de riges børn ved at søge andre venner, andre interesser. Jeg efterlod Tine og mange andre bag mig uden kontakt, gik min vej, væk. Set fra hendes side må det have taget sig ud, som om jeg overnight ikke gad tale med hende længere. Jeg har skrevet om det i min bog, sådan som den 15-årige Karen oplevede det.

Men bøddel? Tine og jeg havde ofte leget sammen som børn. Senere havde vi drengekærester og delte de oplevelser. Vi havde holdt fest med drenge hjemme hos hende. Vi havde været på ferie sammen. Tine havde tegnet mig over en længere periode i skoletimerne i realen, hvor vi sad overfor hinanden. Jeg havde tegningen stadig, med hendes navn sirligt håndskrevet af hende selv nederst på tegningen.

Bøddel? Jeg læste hendes sidste mail fra dagen før igen og grublede videre.

Jeg havde ikke set Tine siden 1978, ikke talt med hende, ikke skrevet med hende. Jeg talte med min mand om det; han lærte mig at kende året efter, i 1979, men kendte jo ikke Tine.

Bøddel?

Hun havde frosset mig ud i gymnasiet, så jeg måtte tilbage i 3. real og begynde forfra på HF året efter. Men vi var unge, børn i virkeligheden. Hvem var egentlig bøddel her, hvis det kom til stykket? Børn er det ikke.

Mailkorrespondance 2011 fortsat

07.02.2011 10.46

Karen

Kære Tine, Lad os holde forbindelse. Jeg stoler på det kan hjælpe. Jeg har gjort dig ondt, da jeg var barn, og var ikke klar over det, nej. Det erkender jeg åbent. Jeg kan huske en episode, hvor Annette og jeg sprøjtede vand i håret på dig i brusebadet efter gymnastik, og hvor din mor bagefter skældte mig, men ikke Annette ud. Det er næppe sådan noget, du husker som bøddel-adfærd – som du i nat kaldte mig på min FB-væg, hvor bl.a. mine børn skal læse, hvad jeg har gjort som 14-årig? Du må være afsindig vred. Jeg oplevede dig håne mig og min fattige familie, når du fremviste flygel og designbestik, som jeg end ikke vidste, hvad vej skulle vende ved middagsbordet. Du ignorerede mig totalt i gymnasiet og jeg holdt op efter 2 måneder i 1. g. Men nu som voksen – og efter mange års liv og terapi – kan jeg ikke laste dig – barnet – for noget. Jeg er uvidende om mine synder, hvad du bebrejder mig. Det samme er du – uvidende. Vi har indlysende gjort hinanden ondt uden at vide det. Du lyder vred over, at jeg ikke vidste det. Men er det ikke netop det vildt paradoksale – og den sprække hvori der er håb? At det er gensidigt og uden hidtidig indsigt? Med de bedste intentioner Karen

07.02.2011 11.56

Kære Karen Jeg måtte lang ned på bunden af en flaske whisky og undskyld hvis jeg skrev noget på din væg. Jeg er oprigtig ked af, at have gjort det….Håber du fik det fjernet. Jeg har altid tænkt at “bødler” sådanne mobbebødler, må være gode til at fortrænge. Du og john Wærum gjorde min folkeskoletid til et helvede. Det var hver eneste dag at gå i skole med en knude i maven, over hvad der nu skulle foregå. At komme i gymnasiet var for mig at slippe ud af det domæne, hvor du havde magten. Jeg kan måske tro at det er hallucination eller projektion, men jeg har senere mødt folk der bekræftede at det var det der foregik. Troels. Eller Michael. Da jeg fortalte Maj-Britt at du nu var min ven på fb troede hun ikke sine egne øre. Jeg husker så ikke at jeg hånede din fattige familie, jeg tror slet ikke jeg vidste, at I var fattige. Det var nok det som gjorde os til så lette mobbeofre: vi var ikke klar over vor sociale status. Og jeg vidste nok heller ikke at jeg stadig var SÅ vred… det undskylder ikke utilbørlig optræden på FB. Mit hjem var sådan et Bergman hjem, smukt på overfladen og ikke spor sjovt at leve i. Min far var manio depressiv, han begik selvmord i 84. Min mor var den slags mor som “ejede” os… jeg gik fuldkommen ned efter hendes død i 94. Og tog den lange rejse gennem en psykoanalyse. Min storesøster Tot døde for nogle år siden i en meget, meget sølle psykisk tilstand. Jeg er flygtet til et andet land, et andet sprog… Så jeg er faktisk ikke vred på dig, i al fald ikke i ædru tilstand. Faktisk får tankerne om det hele tårerne til at trille ned af kinderne på mig. Så undskyld Karen. Jeg håber du klarer kampen mod kræften, det er en svær kamp. Og nu fik jeg så taget nogle tudeture i nat. Og jeg tænker på dig som lille pige, der heller ikke havde det let. Det var jeg selvfølgelig kommet frem til i forståelsen, jeg havde forstået hvordan vi nok tog os ud, udad til. Men jeg vidste selvfølgelig ikke a din stedfar var incestuøs… ej heller at din mor var psykisk syg. pas godt på dig selv Karen kærlig og jeg mener det, kærlig hilsen fra Tine

09.02.2011 15.28

Karen

Kære Tine, Har grundet over det i flere dage nu. Jeg er vist blevet lige så overrasket over din livsverden med dens blinde pletter, som du blev det over min med dens. At du kan skrive: “Det var nok det som gjorde os til så lette mobbeofre: vi var ikke klar over vor sociale status.” – er ikke til at forstå for mig. Min sociale status eller mangel på samme har siddet som en pæl i kødet på mig i årtier, og jeg har brugt min egen analyse og mine studier på at forlige mig med det. Så jo, jeg var klar over det. Og det bringer mig tilbage til dit udgangspunkt: At barneliv blev forpestet af mig – og jeg vidste det end ikke. Uh, hvor er det slemt det her. Jeg kan sige undskyld, og jeg siger undskyld, Tine. Som det voksne menneske græder jeg ved tanken om at have gjort et barn så ondt. Det vil vel ikke noget ordentligt voksent menneske? Det er jo et filmisk plot: To kvinder der i det meste af deres liv har tænkt på den anden som deres barndoms bøddel for kun at opdage, at den anden tænkte ligeså, og at de egentlige bødler ikke var børnene. Ja, det bliver spredt. Jeg elskede at komme i dit hjem, når det bare var os to. Din mor var der aldrig, som jeg husker det. Og jeg vidste ikke det om din far. Jeg skal tænke mere. Og er ked af det i det hele taget, for hvor går der meget godt liv spildt i de mulige sprækker, vi skræver hen over. Du må også passe på dig. Kærlig hilsen Karen

10.02.2011 09.20

Kære Karen
Jeg går også og tænker videre..
.
Og jeg tror at det som virkelig provokerede mig påny og dybt i det ubevidste – hvis vi skal tale psykoanalytisk, var billedet af dig med afskåret bryst, der skete et sammenfald mellem billedet af dig og billedet af min mor som syg, uden hår… og efter operationer… det var først da jeg til min analytiker (som lacaniansk psykoanalytiker er jeg stadig i analyse) sagde at min mor jo IKKE fik skåret brystet af, at jeg opdagede grunden til voldsomheden i mit berusede udfald imod dig.

For det andet, mobningen, er jeg nok kommet mig over… selvom det har beriget mig med en dyb indsigt i menneskelige relationer
Det at slippe fri af sin mor, sætter dybere spor…

Jeg havde altså – uden for terapi – regnet ud, som voksen, at den mobning, som jeg dengang bare stod totalt uforstående overfor (og det var ikke kun dig, Michael van der Bourg ved udmærket at han mobbede, og der var andre også) sandsynligvis skyldtes vores “sociale status”.
Mine forældre kom begge fra meget, meget beskedne kår i København, hver sin to værelses lejlighed. Så de var “nyrige”, og jeg tror at der med “arvet” rigdom kommer en lidt smartere viden om det, som gør at rige børn ellers lærer at gebærde sig anderledes end os. Mine forældre gav os for eksempel meget få lomme penge, vi måtte ikke selv bestemme hvilket tøj vi gik i etc etc.
Og så havde min far jo også i sin milde mani bygget et hus som en kopi af Louisiana, med alt det design som jo nærmest først er kommet på mode nu… Det glade vanvid, som man siger.
Og så var det heller ikke kun mig, dit mobberi gik ud over. Og det var ikke kun dig der mobbede… selv om du fandme var god til at stå i spidsen for at man blev lukket ude, lagt på is og daglige små forulempelser , hvem hugger min hue i dag?… da jeg så, du kom i hæren havde jeg ondt af de arme soldater…
Og nej, jeg så altså ikke dengang at du var “fattig” simpelthen overhovedet ikke. Du boede jo i hus og for mig var det vigtige bare noget med at være sammen… lege etc.

Jeg havde faktisk tænkt over – før jeg overfusede dig – om et møde, en samtale mellem os ikke simpelthen skulle dokumentarfilmes.. Men faktisk ved jeg ikke, hvor meget jeg husker i detaljer. Maj-Britt er den der husker i detaljer, jeg tog mig af de store drag…
Men et minde kommer mig i hu: når du stolt viste din stedfars samling af “weekendsex” frem. Det var foruroligende.

Men ellers gik jeg videre, jeg lagde i den grad st. Michaels skole bag mig, og ikke mindst den kristendom jeg dermed havde lært at kende som i praksis værende ét stort hyklerisk foretagende. Nu er kristendommen – ved jeg godt fra senere indsigter – nok lidt større end som så, den er jo ikke mindst en histoire om at tilgive de andre fordi de ikke ved, hvad de gør. Hvad alt dette så åbenbart blot er endnu et tilfælde af.

Og jeg tænkte over fantasmet om en “dommedag” hvor man endelig tror man kan få at vide, hvad der var “sandheden” om godt og ondt i alle historierne. Der bliver meget, meget travlt på den dag, og mon ikke der står nogle slagtere fra Rwanda langt foran i køen, selvom man godt lige kunne tænke sig at få ryddet op i sine egne detaljer…

Jeg er simpelthen glad for at kunne tænke på dig på en anden måde, selvom det gør mig dybt ondt at høre om din virkelighed som var din.
Jeg havde det ikke sjovt hjemme, og ikke sjovt i skolen.
På mange måder synes jeg, at det først er nu, at mit liv begynder at tage form…

Håber kemovirkningerne er ved at aftage og at du kan nyde alle de almindelige små rare ting i livet

kærlig hilsen

Tine

Mailkorrespondance 2014

02.09.2014 19.50

Karen

Kære Tine, har fået den fantasi, at du går rundt og er temmelig deprimeret i disse uger. Muligheden er jo altid, at det bare sker i fantasiens hoved, men jeg fik den indskydelse at skrive til dig, fordi jeg er glad for, du findes. Dels er der i mit baghoved før puberteten mange vidunderlige dage nær en æbleplantage og en swimmingpool med dig som min ven og med din mor som en distant, men venlig figur, der ville os det gode. Dels er der foran mine øjne jævnthen nogle Tine-ord i avisen, som jeg læser med glæde og eftertænker. – Midt i er der nogle år, hvor jeg foragtede alt, der mindede om Strandhuse, fordi – og dette har jo kun ad omveje med dig at gøre faktisk, omend det fik det, at Henrik Possings far besluttede, at Henrik ikke måtte være kæreste med arbejderbarnet mig. Jeg ønsker virkelig at vi to på vej ind i vores gamle dage kan glædes over, hvad der var før, og at vi især kan ønske hinanden det bedste nu. Jeg bor få km fra Strandhuse i Odsherred og mindes dig derfor, når jeg kører igennem denne lillebitte landsby, som det er her. Kærlig hilsen Karen

Kære Karen. Jeg har været igennem nogle meget hårde år. Men faktisk går det nu meget, meget bedre end i lang tid.Min mand forlod mig – eller sakl vi sige, trak sin kærlighed til sig, netop som min yngste søn var meget syg. Jeg tror det var det hårdeste slag jeg har været ud for – jeg som ellers i mit liv faktisk har sørget godt og grundigt for ikke at elske for meget. Da jeg så endelig gjorde det . altså elskede, var tabet muligt. Det er jeg nu ved at komme mig over, har netop i dag hentet de sidste bøger i min gamle lejlighed i Paris. Det eneste der er tilbag at hente er.. min fars flygel. Men når et er hentet så er alt samlet her på landet i Champagne. Og ja. Det vil være dejligt om vi kunne nå frem til de gode minder. Jeg fik jo min galde ud på dig på et tidspunkt, og også det skulle jeg nok igennem.Den har jeg ikke mere. Hvordan går det med dig? Kom du godt ud på den anden side af din sygdom? Kærlige hilsner og tanker fra Tine.

og Possings dumme far… øv. Jeg tror faktisk ikke han harf aft meget held i kærlighed siden…

Karen

Kære Tine, åh dog, netop dette scenarie, at når man endelig giver sig selv lov, så viser det sig, at der var en grund til at tøve. Hvor er det et alment livsvilkår af de umanerligt onde. – Vil du mødes en dag? Jeg vil gerne. Jeg skal lave mad lige nu, kyllingehjerter i grøntsager med lidt fløde og vin. Så bare dette, at tak for svar og kærlig hilsen og jo tak, jeg er rask igen. Jeg kan mærke, jeg vil noget med den tid, vi havde sammen som børn. Alene dette at udveksle hukommelse kan være et terapeutisk arbejde. – Og du må have det sidste med dig, flyglet. Om det har jeg også minder om dig. Kærligst Karen – og ser lige din follow up nej, vel?

Ja, lad os ses en dag. Jeg har tænkt mig måske at være i lidt længere forløb i Danmark, når det er vinter. Så finder vi ud af at ses… og også jeg skal have gang i lidt laks med rød peber og pasta. Hav en god aften…

Karen

I lige måde! Aftale!

Politisk uenighed

Jeg så Tines mange opslag på Facebook, og som folketingsvalget i 2015 nærmede sig, stod det stadigt mere klart, at vi ikke ville stemme på det samme. Et par gange kommenterede jeg og blev skældt ud for at være helt forkert på den med min Connie Hedegaard-agtige forståelse af økonomi og ansvar. Så jeg tav.

I 2015 og -16 skrev jeg – inspireret af valget og af at jeg i det hele taget gerne ville skrive mere fokuseret igen – en ugentlig klumme på min webside. Tine hyldede ikke mit socialkonservative ståsted, ligesom jeg ikke hyldede hendes sværmeri med at være venstreorienteret og fattig, men med sommerhus ved Vesterhavet, et par boliger i Frankrig og flyture igen og igen. Når jeg så mig rundt i min voksne venneflok dog, var flere af dem venstreorienterede, havde penge og travlt med at fortælle mig, at jeg mente det helt forkerte.

I de år jeg fulgte hende på Facebook, blev jeg klar over, at hun dér har en menighed. Det er der mange, der har på de sociale medier efterhånden, og det er fint med mig.

Vi har religionsfrihed.

Bogen Uren udkommer

Den 1. november 2018 udgav jeg min bog på Forlaget November ApS, som er mit eget forlag. (http://forlagetnovember.dk/shop/cms-Uren.html).

Mails fra Tine 2018

27.12.2018 00.54

Kære Smatso

Nå nej. Det er et andet ord en “”uren” Virkelig dårlig titel ikke? Det er derfor det er en selvudgivelse at udgive sig selv igen og igen og igen? Jeg så godt dig, Karen. Også dengang. Snot ud af næsen og så at for helvede sige noget pænt til dig når jeg godt kan se, at u kommer i skole i de bukser du gerne vil gå i skole i`? Din mor? Syg ja? Tror du ikke jeg så det? Hvad ved du om min morog min “reservemor”. Aldirg KAren har du ønset at forstå andre mennekser ( i al fald ikke hvis de var i kategorien “mon mor synes de er bedre end mig”) Du kunne have skrevet en god roman. Det har du ikke. Den er sådan “mig” mig mig Karen” og ok” her kan jeg forstå meget. HVad ved du om, hvordan jeg blev født? Min mor? Jeg var et år yngre end dig og Anette og alle I andre og jeg fik aldrig en fucking chance. Menmå Gud se i nåde til din sjæl.” Amen (og ja, jeg er gal.)

Du er ikke en holdleder du er en heepleder. Du er en hundulv eller hvad ved jeg som får andre til at at give de andre busksevand, gøre deres liv til et helvede? Nå og det har jeg så fortjent, fordi mine forældre var rige? Og det skal undskyldes på grund af dn mor, din stedar?

Du er falsk. Det er svaret på om jeg er falsk. Dj er falsk, og det var du altid.

og i øvrigt ser du ikke godt ud og har aldrig gjrot det og det gør jeg. Så bare stya away fra mig btich.

jeg så godt, hvad jeg nu så i dit hjem. Jeg så det. Hvem skulle jeg sige det til? Søster Antonai? Min mor?Snot ud af næsen? Du kan ikke rigtig huske den historie vel? Men jde var vel noget med noget snot+((ked af det) Tine fjern?) Familie ved a gå i opløsning, Far ved at begå selvmord) en snotklat belvet til en tenging som cirkulerede i klassen ja. Nogen af dine “tjenere” vel som tegnede den. Tine med snot ud af næsen af tegningen, opfyldelse af af dit ønske, om, hvordan du gerne ville se mig. og så blev jeg set sådan – lige som andre mennesker i den skole blev set i dit blik. For mig er du noget sørgeligt ondt Karen. På den værste måde. ondskabnens banalitet. Du anede intet om min familie og du i værksatte ondkabens banalitet (som jeg heldidgivs har fået begreb for senere. Jeg har min søns Simon som prøver atrykke mig væk fra computerne. Væk fra det som gør mig så utroligg ondt.

Jeg er ked af, at min familie var rigere end ding. Whath the fuk skulle jeg gøre ved det? AT du s¨min mor som skøn og kærlig. what the fuck skal jeg gøre ved det?

Du har SÅ meget oversrkedet mine grænser med din bog. Det er ikke en særlig god bog KAren selvom der er mange sandheder i den. Sandhed er ikke nok til at lave god litteratur. Det er ikke engang nok til at lave ypperlig matematik. Og ja. Jeg så dit talsystem som kapiteloverskfit.

vhT

ps: in mor kommer fra langt fattiger og langt værre kår end dig. Hun vevejde 700 gram da hun blogv føddt s¨bare fuck th fukco off

27.12.2018 08.04

Kære Karen. Vågner op til at se mine berusede udfald i mod dig fra i nat. Her til morgen tænker jeg bare , at jeg håber at Gud nu har velsignet dig. Og egentlig også, at jeg ikke håber for dig, at du skal gennem de ting i livet jeg har været igennem. Kærlig hilsen Tine

De 13 sider fra bogen Uren hvor Tine er nævnt

Jeg fandt senere samme dag ud af, at Tine havde lagt et opslag op på Facebook med et citat fra bogens side 270. Tine er nævnt på følgende sider:

Side 153 – 157: den 10-12-årige Karens fortælling, 1969-1971

(Side 180: den 13-årige Karens fortælling om noget andet, 1972)

Side 269 – 270: den 15-årige Karens fortælling, 1974

Side 317 – 321: den 16-årige Karens fortælling, 1975

Side 362: den 17-årige Karens fortælling, efterår 1976

Side 153 – 157: den 10-12-årige Karens fortælling, 1969-1971



(Side 180: den 13-årige Karens fortælling om noget andet, 1972)

Side 269 – 270: den 15-årige Karens fortælling, 1974


Side 317 – 321: den 16-årige Karens fortælling, 1975

Side 362: den 17-årige Karens fortælling, efterår 1976

Anmeldelser her. Lån bogen her.

Download lydbogen her. Lytteprøve her. Lån den her.

Download e-bogen her. Læseprøve her. Lån den her.

Tines opslag på Facebook – shitstorme

“Facebookanmeldelse”-Tine-Byrckel

Mails fra en Tine-Facebook-ven

Mens shitstormen var kørende, fik jeg på min forfatterside direkte post:

“Er du i gang med voksenmobning?

27.12.2018 16.00

Forfatter Karen Schultz

Hej Nina Emeis Tak for din besked, jeg vender tilbage.
Dbh. Karen
http://www.forlagetnovember.dk/ post@forlagetnovember.dk
https://www.facebook.com/forfatterkarenschultz/

Min mail til Politiken

Hej Christian,

Jeg har i snart 40 år læst bogsektionen med stor fornøjelse, uanset hvilken indpakning den er kommet i. Nu findes Facebook også, og bøger bliver selvfølgelig diskuteret flittigt dér, ofte som et supplement til avisen.

En af avisens klummeskrivere har her særligt åbnet en diskussion, jeg fik lyst til at vise dig. Det lever selvfølgelig sit eget liv, indlysende, enhver har ytringsfrihed og kan skrive hvad som helst, men at en af Politikens journalister, Tine Byrckel, kan skippe sandhed, egenrefleksion, objektivitet, ja alt det jeg altid har forbundet Politiken af alle aviser med, dét kom bag på mig. Jeg ville kunne forstå det, hvis hun havde skrevet en klumme i Politiken om sin oplevelse; da ville en redaktør have været indover og kunne have gjort sit gode arbejde også. Men hun har valgt Facebook, fordomme og Dorte Toft som heppekor til at nedgøre og lyve om selvudgivere, psykologer, min bog. Mændene slap for en gangs skyld, for de havde mig som skydeskive den dag, hvor likes og rygklap bruste.

Nu ser jeg, at Dorte Toft har skrevet Matriarkat-klummen i går. Det er sært at læse raseriet mod andre, når egen adfærd er så uerkendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dbh. Karen

Min mail til de 10 mest aktive i shitstormen mod mig

Det er måske som at gå ind i løvens hule at skrive direkte til nogle af de mennesker, der har skrevet mest vredt om én selv. Jeg tænkte længe over et alternativ og fandt det ikke. Jeg kunne have ladet det hele fare og leve med, at mit hverv som psykolog kom i fare, at jeg blev ramt på mit levebrød. Men arbejderklassen er historisk blevet holdt nede ved at skamme sig, bøje nakken, tie.

Jeg skrev til de mest aktive, ikke til Tines Facebookvenner, men til nogle mennesker, som havde skrevet negativt om mig på et offentligt sted, hvor jeg ikke kunne komme til orde, og hvor hundreder af andre igen havde liket og læst med.

Gik jeg bag Tines ryg ved at gøre det? Det var ikke mit ærinde; jeg var klar over, at nogen ville fortælle  hende om min mail. Vi lærte som børn, at det er en dødssynd at sladre; både Tine og jeg blev holdt nede af den regel, der var meget udbredt dengang. Vi er begge begyndt at sladre, heldigvis, men det er måske vores forældre, vi skal sladre om, skolen også, og ikke om hinanden som de børn vi var, dømt til tavshed dengang. Den erkendelse er jeg nået til. At være den yngste i en klasse på en konkurrencebetonet privatskole og være pigepigen i en klasse med fysisk aktive drengepiger og drenge, der giver hinanden snevaskere i skolegården og skriger af fryd imens, må være svært, og at skulle udleve sin fars storhedsvanvid oveni må være umuligt. Jeg forstod det bare ikke som det barn, jeg var og er i bogen Uren.

Kan man offentliggøre en privat mailkorrespondance? Ja, hvis den indeholder fakta, som dokumenterer usandheden i offentlige beskyldninger, synes jeg. Måske jeg er ene om at synes sådan, men så må jeg stå ved at stå alene. Jeg drillede Tine i 9. klasse ved at holde op med at tale til hende. Det var forkert af mig, og jeg undskylder. Kunne jeg leve mit liv om, ville jeg gøre det anderledes. Hun ignorerede mig i 1.g. og har undskyldt med en henvisning til hendes hårde vilkår, og det er hende tilgivet. Vi vidste ikke bedre dengang.

Men jeg vil ikke beskyldes for at have været en bøddel i hendes liv fra hun var fem år. Jeg vil ikke være projektionsfigur for hendes forældres svigt, for lærere der ikke så omsorgssvigtet, for løgne fra bunden af de selvmedlidende nætter, hun nu som voksen tømmer med Facebook i hånden. Hun mangler en redigering af sine egne, fuldt vrede ord.

Derfor skrev jeg:

”Kære xx,
Jeg har opdaget, at der har været en lang tråd om mig og min bog Uren her på Facebook. Det er ikke muligt for mig at skrive noget i selve tråden, så jeg sender min kommentar til dig her; du var en del af tråden.
Det er en mailkorrespondance mellem Tine og mig tilbage fra 2011, som viser et andet billede af vores relation end det, der gives i tråden. Det er de 13 sider fra min bog på 419 sider, hvor Tine med fornavn er nævnt; det viser hvorfor jeg bruger ordene sladre og peb.
Du kan med rette spørge, hvorfor jeg skriver til dig, for vi kender ikke hinanden. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at mere end 40 mennesker fordømte mig uden at kende mig, uden at have læst bogen, uden at lade mig det vide, så jeg havde en mulighed for at tage til genmæle.

Venlig hilsen Karen
http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf

Svar fra tre af de mest aktive i shitstormen mod mig

Kære Anja,
Jeg har opdaget, at der har været en lang tråd om mig og min bog Uren her på Facebook. Det er ikke muligt for mig at skrive noget i selve tråden, så jeg sender min kommentar til dig her; du var en del af tråden.
Det er en mailkorrespondance mellem Tine og mig tilbage fra 2011, som viser et andet billede af vores relation end det, der gives i tråden. Det er de 13 sider fra min bog på 419 sider, hvor Tine med fornavn er nævnt; det viser hvorfor jeg bruger ordene sladre og peb.
Du kan med rette spørge, hvorfor jeg skriver til dig, for vi kender ikke hinanden. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at mere end 40 mennesker fordømte mig uden at kende mig, uden at have læst bogen, uden at lade mig det vide, så jeg havde en mulighed for at tage til genmæle.

Venlig hilsen Karen
http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf

LØ. 15.45

Kære Karen, Jeg dømte sådan set ikke dig, som jeg ikke kender, men den person, der har skrevet det som Tine delte. Det ræsonnerede med mig. Jeg har ikke lyst til at indgå i en debat om det her, det må være mellem dig og Tine. Vh Anja

 

Kære Kirsten,
Jeg har opdaget, at der har været en lang tråd om mig og min bog Uren her på Facebook. Det er ikke muligt for mig at skrive noget i selve tråden, så jeg sender min kommentar til dig her; du var en del af tråden.
Det er en mailkorrespondance mellem Tine og mig tilbage fra 2011, som viser et andet billede af vores relation end det, der gives i tråden. Det er de 13 sider fra min bog på 419 sider, hvor Tine med fornavn er nævnt; det viser hvorfor jeg bruger ordene sladre og peb.
Du kan med rette spørge, hvorfor jeg skriver til dig, for vi kender ikke hinanden. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at mere end 40 mennesker fordømte mig uden at kende mig, uden at have læst bogen, uden at lade mig det vide, så jeg havde en mulighed for at tage til genmæle.

Venlig hilsen Karen
http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf

SØ. 12.22

Hej Karen – genmæle? Du har udgivet en bog, hvori Tine figurerer i en ret negativ gengivelse, du har tilsyneladende kopieret og overført en privat mailkorrespondance til Ts facebookside og nu henvender du bag om ryggen på Tine til nogle af hendes facebookvenner. Jeg kan altså ikke indse, at du har så meget sans for at lade modparten komme til orde, indse, hvad jeg skal med denne henvendelse og jeg svarer ikke på yderligere. Kirsten

Karen

Kære Kirsten, jeg forstår, du ikke svarer yderligere; du er Tines ven. Fortællestemmen i min bog er barnets/den unge piges, og den stemme er iblandet min mors stemme, klasseskel, flere ting, som bogen folder ud. Det er ikke min voksne stemme; den er i mine mails. Tilbage i december, kunne jeg se, men ikke kommentere den lange tråd på Tines væg, hvor jeg blev dømt arbitrært af hendes følgere på et ufuldstændigt grundlag, så derfor skrev jeg et factsheet og lagde på nettet og i går sendte jeg det så til de 10 mest aktive i tråden. I går kunne jeg alligevel godt kommentere i tråden; jeg ved ikke om jeg har været blokeret af en slags, så jeg lagde linket til mit factsheet ind. Nu i dag kan jeg ikke se trådene på hendes væg. Venlig hilsen Karen

Kære Lise,
Jeg har opdaget, at der har været en lang tråd om mig og min bog Uren her på Facebook. Det er ikke muligt for mig at skrive noget i selve tråden, så jeg sender min kommentar til dig her; du var en del af tråden. Det er en mailkorrespondance mellem Tine og mig tilbage fra 2011, som viser et andet billede af vores relation end det, der gives i tråden. Det er de 13 sider fra min bog på 419 sider, hvor Tine med fornavn er nævnt; det viser hvorfor jeg bruger ordene sladre og peb.
Du kan med rette spørge, hvorfor jeg skriver til dig, for vi kender ikke hinanden. Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at mere end 40 mennesker fordømte mig uden at kende mig, uden at have læst bogen, uden at lade mig det vide, så jeg havde en mulighed for at tage til genmæle.

Venlig hilsen Karen
http://forlagetnovember.dk/images/Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf

SØ. 14.37

Jeg blev mobbet som barn. Var som Tine bedre stillet økonomisk end de fleste. Og derfor skulle jeg åbenbart hånes. Jeg fik for nogen tid siden en hilsen på en åben side, hvor alle kunne læse med ”Nu genkender jeg dig, dit lede overklasseløg. Ondskabsfuld og Overlegen. Hold da kæft” Jeg ved ikke, hvem han er, genkender ham ikke. Han er nu blokeret. I gymnasiets pigekostskole blev jeg mobbet af stærk, intelligent, berejst og velhavende klassekammerat, med et ret forkvaklet barndomshjem, men som havde sine følgere, og som ødelagde mit tredje gymnasieår for mig. Jeg så hende, da vi havde 25års jubilæum, hvor hun ignorerede mig – og jeg hende. Sidste sommer var jeg på Manhattan og gik forbi hendes dør uden at ringe på. Hun får ikke lov at røre mig. Men ondskaben glemmer jeg aldrig. Du er psykolog. Du har udgivet en bog. Og nu fornedrer du dig selv ved først at hænge Tine ud i din bog. Let kendelig for alle dem, der kender jer, og genkendelig for dem, der kender Tine. Du kunne ikke nære dig. Var det misundelse, der drev dig til at videreføre en ondskab, som kunne have været undskyldt med din barndoms ulykke. Der er ingen undskyldning for en voksen kvinde, hvis speciale er psykologi, for endnu engang at forsøge at dræbe en barndoms hadeobjekt ved at forsøge at hænge hende ud. Og slet ikke for, når det viser sig, at Tine har gode venner, at kontakte dem for at sværte videre. DU skrev din bog. Beklager, du må nu leve med, at din plan mislykkedes. – Men jeg er ærlig talt rystet over din adfærd, som i mine øjne er en overskridelse af de regler, skrevne og uskrevne, der findes for din branche. Mit råd er, at du øjeblikkeligt lægger låg på dette her. Og at du lige så øjeblikkeligt søger professionel hjælp. Måske kan du nå at redde stumperne.

Med venlig hilsen Lise

SØ. 20.13

Karen

Måske du skulle læse min bog. Den kan lånes gratis som bog, lydbog, ebog. Venlig hilsen Karen

Link til nærværende fil lagt ind i shitstormen

Jeg opdagede samme dag, at jeg godt kunne kommentere Tines offentlige opslag på Facebook, jeg kunne bare ikke skrive noget opslag på hendes væg, så jeg lagde linket www.forlagetnovember.dk/images(Facebookanmeldelse%20Tine%20Byrckel.pdf til de data, jeg havde samlet sammen, op som en kommentar, nederst i tråden, under den sidste kommentar.

Jeg kan i skrivende stund ikke se tråden, som ligger på www.facebook.com/tine.byrckel/posts/10217616040252060, så måske opslaget er blevet lavet om til kun at være for venner, måske er opslaget blevet slettet.

De nye vrede Tine-opslag

Forældre må stå for skud – og må tåle det

Sognepræst Sørine Gotfredsen spørger i en kommentar den 8. november i Kristeligt Dagblad og igen den 11. november i Berlingske Tidende retorisk, om det er særlig sympatisk at udlevere sine egne forældre med familiefotos og hele molevitten, som det sker i stadigt flere erindringsromaner, ført an af Karl Ove Knausgård. Det ville være let for mig at blive rasende på hende, som ikke selv er forældre. At gøre hende det begribeligt, at den enkeltes liv og fortælling kan være det spejl, der gør andres liv til at udholde for dem selv.

Gotfredsen selv besvarer sit retoriske spørgsmål: Det begynder at føles ubehageligt at bevidne alle de fortællinger. Vi må minde os selv om det fjerde bud i Bibelen; at vi skal ære vores forældre.

Dette at skulle ære sine forældre og at skulle følge bibelens ord var en af grundene til, at jeg som stor skolepige ikke meldte mine forældre til myndighederne. At skulle miste især min mor som mor var en anden grund. Jeg ikke blot ærede hende og var et lydigt og troende barn, der bad aftenbøn og sang i kirkens kor; jeg var også meget glad for min mor, når hun var den mor, hun også kunne være.

Dette og andet levet liv har jeg skrevet en bog om. Uren, som den hedder, er den første af fem bind, for jeg er blevet glad for autofiktionen, glad for at kunne skrive i fiktionsform om mit og andres levede liv. Derudover har jeg i social forstand revancheret min grumme opvækst ved et virke først som officer, siden som psykolog. Så jeg klarede den. Der er noget og nok at skrive om: Kvinde i kamptropperne i 1983. Funktionelt familieliv med mand og børn. Officer og studerende på det dengang marxistiske psykologistudium i 1991. Tårnhøje karakterer. Velstand skabt på egen flid. Censorformand for psykologi på universiteterne med trang til at rydde op i den hidtidige fætter-kusine-fest blandt akademikerne. Og så brystkræft. Og tredje ægteskab. Det varer ikke ved, som Karen Blixen skrev.

Men alligevel: Hvorfor skrive om det på en måde, hvor mine forældre bliver udleveret, spørger Sørine Gotfredsen. Ja, hvorfor?

Så vidt jeg selv ved, har mit drev været tosidet. På den ene side har mine forældres svigt efterladt et mørke indeni mig, som vedvarende rumsterer. Jeg har villet gøre op med den moderne forståelse af livsførelse: At vi kan (og skal) udvikle os og ”arbejde med stoffet”, så det ophæver sig. Nej, noget bliver siddende, noget kan ”tynge resten af livet”, som Gotfredsen skriver det i et indfølende moment. Jeg har villet vise, at vi ikke kan udvikle os ud af alting. Vi kan nogle gange være nødt til at sætte os ned og vente på, at det værste går over her og nu, så vi igen kan rejse os og samle kræfter, til næste erindringsstorm blæser op.

På den anden side har jeg gerne villet vise, at man som menneske netop kan rejse sig. Ikke altid lige med det samme, ikke på stærke ben i balance først, men man kan på et tidspunkt rejse sig og gå videre ad den sti, man gør til sin egen her i livet. Jeg har villet vise, at dette at blive gjort til offer ikke er ensbetydende med at skulle leve et helt liv som offer, at skulle være offer i alle livets sammenhænge. Livet er lange stræk af overlappende faser, der følger hinanden, griber ind i hinanden, frem og tilbage også, endda i lag ovenpå hinanden. Lagene er det bedste af det, for ødelægges man for stedse i ét lag, er der måske alligevel et andet lag at leve sit liv i.

At leve sit liv er, hvad det drejer sig om. Selv om man i en periode af sit liv gøres til offer, behøver det ikke være en livsdom gældende for alle livets faser og facetter. Det skal heller ikke have lov at være en livsdom, at blive en livsdom, for på den måde ville det ramme én gang til.

Jeg har skrevet nøgternt om det mest vanvittige, så læseren selv kan fortolke. Jeg hørte forleden Kim Leine til et foredrag i  Fanefjordsskoven på Møn, hvor jeg bor, og han understregede betydningen af det enkle, beskrivende sprog til det mest højspændte indhold. Det svarer for mig til det enkle, jordnære liv til det mest højspændte sind. Det er en god kombination, har jeg erfaret her på Møn og i et bygdehus i Godthåbsfjorden, hvor jeg også bor.

Mine forældres eventuelle sygdomme har jeg ikke nogen navne for. Jeg er ikke tilhænger af diagnoser. Jeg er til gengæld sikker på, at tilværelsen ikke har været nem for mine forældre. Mit had mod dem er forsvundet efterhånden, som selv den trøstesløse novemberregn siver ned og forsvinder i den tunge lerjord her, hvor jeg er.

Så vidt jeg ved har jeg ikke ønsket at hævne mig. Alle mine forældre er døde for længe siden. Deres eftermæle lever blandt meget få levende. Men kriger var jeg som barn. Det er jeg nu som voksen. Måske jeg har en dagsorden, som jeg end ikke selv har set eller vil vedkende mig. Jeg er en kriger. Måske mere end godt er. Jeg slås. Og denne kriger har en sårbar inderside, der trænger til våbenhvile og til at forliges med egne kringelkroge. Dette at skrive bogen viste sig at blive til en fredelig proces for mig, efterhånden som arbejdet skred frem. Min barndoms døve øren allevegne blev forvandlet til lydhøre læsere og en form for stolthed og taknemmelighed. Nye samtaler i familien fik nyt indhold. Jeg ønskede ikke at hævne mig; jeg ønskede at finde fred, mest med mig selv.

Undervejs fik jeg fortalt, at man ikke skal give op. At ikke al elendighed kan tilskrives ens forældre, selv om det ville være bekvemt. At man kan være et røvhul selv med ordentlige forældre, selv om det er ubekvemt at finde ud af.

Jeg takker mine forældre for livet, som jeg synes alle børn skal takke. Jeg prøver at efterleve Bibelens fjerde bud, fordi jeg er kristen. Jeg lever og synder. Det gør mennesker. Det bliver der skrevet bøger om. Og forældrene må tåle det.

Til gengæld er Sørine Gotfredsen og jeg enige om, at offerpåkaldelsen har grebet om sig. At vaske ens egen pande ren og rejse sig … dét er vejen frem, synes jeg.

Nyhed: Åbner strikkehus på Møn

Nu går jeg ind i den fjerde fase i mit voksenliv, og jeg gør det sammen med min mand Per. Jeg skifter åbenbart fokus ca. hvert 12. år. Så helt løsagtig er jeg ikke; jeg render ikke bare sådan af pladsen. Men.

Først var jeg soldat. Så psykolog og forfatter. Og så tog ejendomshandelen over, og mine børn tog for alvor fat og fart i det område også. Man er gammel, når ens børn kan tæve én i tennis, har jeg hørt. Nu kan de tæve mig i ejendomshandel. Så jeg tillader mig at agere gammelmor, at stille mig over i køkkenkrogen og gøre, hvad jeg er bedst til – at lave mad.

Og så vender jeg nysgerrigt tilbage til en syssel, som opslugte mig aldeles, da jeg var barn og ung. En syssel, som jeg afgjort havde talent for, men som ingen i verden ansporede mig til at forfølge dengang, for strikdesigner var ikke noget, man dyrkede som uddannelsesmulighed dér, hvor jeg kommer fra.

Skal gemalen så til at strikke, kan du spørge?

Karen Qoornoq Knitwear

Nej, min mand Per har selv nogle stier, han skal træde. Han har for nylig sagt sit gode job op efter 30 år i samme IT-branche indenfor bank- og netverdenen. En af hans nye (gamle) stier er fotografering, og her vil han bistå mig i strikkehuset, har jeg hørt.

Strikkehuset ligger her på Møn, hvor vi bor. Det er åbent, når vi er hjemme. Hvad vi officielt ikke er om onsdagen, og om søndagen holder vi hviledagen i hu. Men ellers.

Her er strikkemaskiner, her er det reneste garn, her er alt det dertil hørende, og hvad årstiden ellers kan finde på, og huset skal fungere som showroom; jeg forestiller mig ikke, at her bliver sort af strøgkunder. Meget foregår i dag på nettet.

Jeg er allerede i gang med at få spundet det første garn af flere, der har det tilfælles, at garnerne forener Grønland og Danmark og renhed og oprindelighed.

Det vil være mig en særlig glæde, hvis jeg kan hjælpe grønlandske kvinder i gang med at strikke på maskine, fordi der ved strikkemaskinen ligger muligheder for at have sin egen mikrovirksomhed – også i bygderne.

Det første garn bliver en uldblanding af 10 % moskus og 90 % merino og er klar i slutningen af januar. Du kan købe det allerede nu på min webshop www.karen-qoornoq-knitwear.dk.

Hvorfor gør jeg dette skift? Fordi jeg ikke kan lade være. Endelig har jeg muligheden. Og jeg er så glad for, det kan lade sig gøre.

Når tiden er til en bog

Efterhånden har jeg lært at kalde mig forfatter. Man skulle jo nødig tage munden for fuld, har jeg lært.

Jeg har skrevet flere bøger, alle med udgangspunkt i mit livssyn: Det enkelte menneskes eksistens i verden. Mit skrivearbejde har taget form og omfang gennem årene. Det begyndte med mit speciale fra Københavns Universitet, som Dansk Psykologforening udgav. I de følgende år udgav jeg flere fagbøger om psykologi på Gyldendal og Hans Reitzels Forlag. ‘Eksistens i arbejdslivet’ er udkommet både på dansk og engelsk. På vores eget forlag har jeg udgivet en bog om børns evne til at filosofere, en skønlitterær roman om en ung kvinde på Sergentskolen i Sønderborg, som Nordisk Film købte filmrettighederne til, men desværre ikke har udnyttet, samt fire små klogsøde bøger, der kan bruges som bogkort.

Foredragene har også fået god tid, når vejen til og fra tæller med. Ofte har livet på vejen fungeret som mine gode pauser – og pauser, der derved er blevet en del af mit levede liv.

Senest har jeg gennem et lille års tid genoptaget mine klummer. Jeg har on and off skrevet klummer i Berlingske Tidende 1993-2011. Og i de sidste fire år havde jeg næsten intet skrevet. Jeg har skullet vente på mig selv.

Nu er jeg klar til at skrive noget større, noget mere sammenhængende igen. Så klummerne er sat på pause, men jeg vil måske dele noget fra min proces med den kommende bog.

“Det er dejligt at holde af vejen; den varer længere end målet – og målet er alligevel kun en form for retning”.

Når tiden går

”Livet er hvad der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer,” sang John Lennon inspireret af samværet med sin søn. Intet kan som mine børns vokseværk minde mig om, at tiden går. Jeg overser til gengæld gerne et forår eller to for noget arbejde, jeg skal have gjort.

Hvor klogt er dét mon?

Nu kan ingen vel sidde og kigge på deres børn hele tiden i fuld eksistentiel erkendelse af, at tiden går, og at klokken dermed også slår, og lige om lidt skal du således dø? For livet er som en barneskjorte; kort og beskidt. Så det er om at nyde leverpostejmaden; hvem ved, måske det er den sidste?

Men jeg ærgrer mig ofte over ikke at kunne have mere bevidst tilstedeværelse i mine gerninger. Jeg kører ikke blot 30 km i bilen på motorvejen uden bagefter at kunne huske, at jeg gjorde det. Nej, jeg springer hele årstider over, fordi jeg har travlt med noget, der virkelig opsluger mig. Noget, der får mig til at forglemme mig selv og alting og herunder især, at livet går.

Jeg lever fuldt ud op til John Lennons ord.

Lakmusprøven må da være, om dét, der indimellem kan gribe mig til forglemmelse af alt andet, bagefter vurderes at være så vigtigt, så dejligt, at det berettiger til at overse påskeliljer, der dukker op, syrener der springer ud, eller æbler der modner deres duft?

Tiden går - livet går

Tiden går – livet går. Foto: Per Kreutzmann (c)

Der har været mange forår og mange blomstringer, hvor jeg bagefter har kunnet mærke, at det arbejde, jeg fortabte mig i, ikke opvejede den frugt af jorden, jeg mistede.

I dette spæde tiltag til et forår, der snart er på vej, altså nu i februar, har min mand flere gange opfordret mig til havevandring. Han har ovenpå sin egen tur rundt med hunden berettet, hvordan alting myldrer frem og op. Jeg skulle tage og se det, lød opfordringen.

Så jeg gik for mig selv, men dog med hunden et par runder i den landlige have, der er stor og rig på liv. Og jeg så skam på det hele, mens jeg i tankerne lagde an til det næste excel-ark med logistik og planer for min forretning.

I sidste weekend kunne jeg alligevel ikke undslå mig længere og måtte tage med på en fællesrunde. Ikke med hunden, skønt den også insisterer på fælles gåture. Men med manden, der glad viste mig rundt til selv den mindste plet og pegede og smilede og pegede igen. Og blev ved. Jeg tog mig selv i at tænke, at jeg skam havde set det. Hele to gange i løbet af ugen, hvad jeg også fortalte højt; mig skulle ingen imponere.

Da var det alligevel pludselig, som om det hele faldt på plads. Vinteren har været kold. Allerede lang. Det hele har stået stille. Men tiden går. Nu er lyset her. Stadigt mere. Igen. Og i haven er der hver dag nye fødsler på vej. Min mand viste mig dem alle, hver for sig. Jeg fortabte mig. Forgabte mig. Forglemte mig.

En tilsvarende oplevelse af forglemmelse havde jeg forleden, hvor jeg løb rundt nede ved vandet sammen med mit barnebarn og hunden, og hvor vi bare lo og lo. Over at vi løb.

Jeg glemte tid og sted. Ikke fordi jeg havde travlt med at lægge planer. Jeg lagde ingen planer.

Undertiden er det helt i sin orden, at tiden går. Livet går.

Go to Top